How ended we here? //Josh, Aleera//

[center]S: Ashen Wood Forest.
O: Træer.
T: Aften.
V: Lidt vind.

Tári gik rundt i skoven, det havde hun gjort i noget tid nu, faktisk vidste hun ikke hvor hun var, hun var forvirret og bange.
Hun vidste ikke hvad hun skulle gøre, hun var alene, det var jo så både godt og ondt, for man ved aldrig hvem man møder her.
Tári gik stille rundt, for at finde en vej ud af skoven, men det var som at finde en nål i en høstak..
Hun fandt et lavt træ, kravlede op i dets grene, Tári er ikke så glad for højter, men hun er mindre glad for at nogle andre fandt hende..

/undskyld dårlig start, havde ikke meget at gå ud fra //

Vinden rodede i det brune hår, men i stedet for at finde det irriterende smilte han bare og lukkede sine chokoladebrune i, for at lade vinden blæse blidt på hans ansigt. Der duftede af fyrreskov og hvis man lyttede godt efter, ville man kunne høre lyden af dyrene der listede hen over jorden. Josh sad oppe i et træ og havde for en gang skyld ikke hætte over hovedet. I aften ville han bare føle sig fri! efter noget tid åbnede han sine øjne igen, smilte for sig selv og hurtigt var han oppe at stå på grenen. Inden man kunne at følge med ham, sprang han over på den næste gren og fortsatte fremad på den måde. Vinden blev kraftigere, men han var ligeglad! Det var først da han nær var ramlet ind i en anden person, han stoppede op, så han var tæt på at falde ned på jorden. Et enkelt gisp undslap hans læber, men det at han hurtig fik taget i en gren, fik ham til at ånde lettet ud og lade sit hjerte falde på plads igen.. Endelig kunne han rette opmærksomheden imod den anden person.
"Godaften," sagde han med en høflig og varm stemme, imens han smilte skævt.

Hvad er det her for en sted. Det er det sted som Aleera føler sig mest hjemme. Vinden der rammer Aleera's ansigt og den lange mørke/sorte hår flyver tilbage. Det er dejligt at føle denne ro, som er i denne skov. En følelse af denne natur giver en vis afslappelse i kroppen. Der er ikke noget bedre at høre naturens lyde. Aleera står og føler naturen. At høre grenene knække under sine fødder. Og glemme en hver slags had, der er gemt i en. Det man vil glemme, har man ikke glemt, men det er ikke så hårdt at tænke på det mere. Her Har Aleera fundet sine varulve venner, og de er med til at hjælpe en til hver en tid, hvis man har brug for hjælp.
De har hjulpet Aleera meget i denne skov. OG dette er deres skov og INGEN skal tage det fra dem. Aleera har aldrig brudt sig særlig meget om fremmede. De må bare holde sig væk.
Aleera kan hører nogen andre ude i det fjerne, hvem kan det mon være?

Tári slappede stille af i træet, hun kunne høre noget hoppe rundt mellem træerne, hun fik et chok over en dreng, som var ved at falde ned mod jorden "er du okay" sagde hun hurtigt, da drengen tog fat i en gren..
Han virkede flink, men Tári er en smule genert overfor folk..
"hey" mumlede hun lidt, hun ville helst ikke virke uhøflig, men hun er ikke få glad for fremmede..
Trods at Tári var vampyr, var hendes lugtesans ikke helt med endnu, hun var ikke lige så nyttig som en hver anden vampyr.

Hun virkede en smule genert, ikke at det gjorde ham noget, for det var der jo mange der var når de mødte nye væsner. Selv var han ikke genert omkring det med at møde andre, han elskede blot at møde nye væsner, da de måske kunne ende med at være en del af ens liv. Han smilte venligt til hende og helt naturligt var der noget charmerende over hans smil.
"Ja, jeg klarer den, bare rolig," sagde han og kiggede kort ud imod horisonten hvor han havde det som om at der var nogen der holdt øje med dem. Han kiggede ned på hende igen. "Jeg er den nysgerrig type, hvorfor sidder du heroppe i et træ?" Han satte hovedet på skrå.

Aleera hørte noget længere ud skoven. Og hun bestemte sig ved at tage af sted. Hun ville se hvem de personer var. Da Aleera endelig kom hen til det sted, så hun to personer. Aleera holdte sig i skjul og lyttede. 
De virkede ikke som om de kendte hinanden, men alligevel virkede de meget fredelige.

Tári åndede lettede ud, selv om hun ikke kendte vedkommende, ville hun da ikke have der skete nogle noget, hun var selv meget forsigtig overfor tingene..
Hun kiggede forsigtigt på ham, uden et eneste tegn på glæde "jeg slapper bare af" mumlede hun og kiggede hurtigt væk igen...
Hun var meget usikker på sig selv, mest når det galte nye personer, hun ville selvfølgelig ikke være alene i denne verden, men havde det svært ved at få venner, også fordi hun var bange for at hun en dag ikke ville kunne styre sig selv...
Tári følte nogle holdte øje med dem, men den følelse havde hun nu ret så tit, der var derfor hun altid søgte op i træerne, og ikke jorden..

Han kunne fornemme at der var nogen som holdt øje med dem. Det hang i luften som en forfærdelig stank, og han måtte kæmpe for at ignorere det. Han kiggede nysgerrigt hen på hende og bemærkede godt at hun virkede en smule genert, nærmest kold, men det var sikkert bare sådan hun var overfor nye væsner, som hun ikke havde lært at kende endnu. Han nikkede til det hun sagde og bed sig i underlæben, mens han så hen over det landskab der nu var. "Det er også altid dejligt," Følelsen af at blive overvåget var stærk.. Han hadede det.. Han kiggede ned imod jorden og ventede på at der skulle dukke noget op.. hvad vidste han ikke..

Aleera kunne se at de begge var stadig i træerne. Aleera ventede på sin flok vil ankomme og derved slå til. Men først skal Aleera lige se hvordan de reagere når de ser hende. Aleera gik ud fra træernes skygger. 
"Hvad laver i her?" råbte Aleera til de to. Hun kunne bedre se dem der hun kom ud. Og de virker ikke særlig skræmmende. Men man ved aldrig. *Deres lugt river mig i næsen, jeg bryder mig ikke særlig meget om fremmede.* tænkte Aleera med rynkende næse.

Hun kiggede roligt på ham, og nikkede forsigtigt tilbage til ham, hun følte noget holdte øje, men hun ignorerede det, hun kunne dog se at han også havde bemærket det, og måske heller ikke følte sig helt tryg ved det...
Tári var selv meget utryg over at blive holdt øje med, men sammentiedig var hun ikke helt tryg ved at han sad ved hende..
Hun blev chokket over en person komme ud fra træerne, hun var som lammet af et chok, men sammentiedig var hun fuldt tilstede..
Hun holdte sig i ro, og så forskrækket på både den ene og den anden person..

Han smilte venligt til hende og skulle lige til at lade et par ord skøjte ud af sin mund, da han blev afbrudt af en anden stemme der suste med vinden og op til hans øre. hurtigt drejede han hovedet hen imod stemmen og var overrasket over at se en ny skikkelse stå nede på jorden. Med elegante og hurtige bevægelser var han nede ved personen, stod foran hende og lagde armene på kors.
"Jeg bor her skam, hvad med dig selv?" spurgte han og lagde armene på kors.

Aleera blev overrasket da de kiggede på hende. Hun havde ikke forventet den rimelige rolig reaktion. Og dog brød Aleera sig ikke om at han kom ned til hende. Men hun var overrasket over hans svar. Aleera havde nemlig aldrig lagt mærke til, at der havde været nogen andre i denne skov. Aleera har levet her en stykke tid. Det må være en temmelig stor skov med noget mystik i den. Hvorfor har hun aldrig lagt mærke til det før?
Aleera stod mundlam og gad ikke svare ham, men så sur på ham. Og der er noget ved hende pigen i træet, hvad ved Aleera ikke helt endnu.

// kan vi ikke lige springe Tári over, har virkelig ingen ider :/ //

// Lad gå for denne gang xD :3 //

Hvorfor gad hun ikke at svare ham? havde hun regnet med at han ville blive bange for hende med det samme han så hende? Et kækt smil voksede på læberne. Det var en smule sjovt at se hende stå og se surt på ham, specielt når hun ingen grund havde til at se surt på ham. Han kunne i hvert fald ikke komme i tanke om noget. Lidt efter stoppede han med at have armene på kors og lod dem i stedet falde langs sin side. "Hey? du har ingen grund til at se surt på mig, jeg har ikke gjort dig noget," uskyldigt løftede han hænderne op foran sig, gik et skridt bagud men tog ikke øjnene fra pigen overfor ham.. Derefter kiggede han nysgerrigt op på pigen i træet.. "Du behøver ikke være bange, det virker ikke til at hun vil gøre os noget," Han kiggede derefter hen på Aleera. "Eller.. vil du?"

Han havde ret, der var ingen grund til at blive sur. Men Aleera har aldrig brudt sig om fremmede, man ved aldrig, hvad de kan finde på. Aleera begyndte at slappe lidt mere af, da hun så den ene tage den forsvar ned. Aleera ved ikke rigtig, hvad hun skal indtil hun kiggede op i træerne. Pigen sad stadigvæk deroppe og så lidt forskræmt ud.

// tak tak :3 XD //

Tári holdte øje med pigen, hun var nu alligevel mere tryg ved at hun sad oppe i træet, væk fra de to andre væsner..
Genert og bange, men hun fik alligevel nogle ord ud "hvem er du?" sagde hun stille, og uroligt til pigen, Tári havde lært man ikke kunne stole på alle i dette område, det var derfor hun helst ville være alene..
Hun tog en dyb indånding og sukkede lidt, for at forholde sig rolig, hun satte sig mere behagelig på den tygge gren, og ventede roligt på svar, mens hun holdte øje med dem..

Han kiggede forvirret på dem begge. De så ikke ud til at kende hinanden, så den teori kunne han godt smide i skraldespanden. Armene blev foldet på kors imens han ventede på at der skulle ske noget, eller en af dem i det mindste sagde noget. Endelig sagde pigen oppe i træet noget, så han automatisk kiggede derop.. Hun spurgte hvem pigen var, ja, det gad han egentlig også godt at vide. Helt automatisk blev opmærksomheden nu rettet imod pigen ved siden af ham. Han sendte hende et venligt smil, der dog også havde noget kækt over sig.
"Ja, hvem er du egentlig?" spurgte han og satte hovedet på skrå.

Aleera gad ikke svare på det spørgsmål. Hun kiggede bare og gik sin vej igennem skoven.

(Jeg kommer ikke tilbage til dette emne. Jeg er næsten aldrig herinde, så har valgt at slette denne bruger. I behøver derfor ikke vente på mit svar mere)

Da pige gik sin vej gennem skoven, slappede Tári mere afslappet, hun sukkede lettet, og kiggede forsigtigt på drengen, hun lagde hovedet lidt på skrå *han virker så rolig, og rar, måske jeg skulle være lidt mere høflig* hun rystede hovedet lidt, og hoppede ned af træet.

"nå men nu må jeg heller være høflig, jeg hedder Tári" sagde hun med et lille forsigtigt smil på læben..

Det fik et smil frem på hans læber over at se pigen endelig valgte at henvende sig til ham. Med et venligt smil på de smalle læber, rakte han en hånd frem imod hende og ventede spændt på at se om hun ville tage imod den. "Det er rart at møde dig Tari, mit navn er Josh,"Han så hende kort i øjnene. Altid havde han haft det bedre med at have øjenkontakt med folk når han snakkede med dem. På den måde kunne man også altid se hvordan folk reagerede på det man sagde.
Nysgerrigheden om hvilken race hun var kom pludselig til ham, som når det pludselig begyndte at regne efter en dejlig dag med solskin. Der var noget der sagde ham at hun kunne være en elver, eftersom hun var meget forsigtig og genert. Men, det kunne bare ikke passe helt ind. En anden ide var at hun kunne være en vampyr, dog havde han aldrig mødt en så genert vampyr. De plejede altid at være så pokkers fremme i skoene. Det gik op for ham at han bare stod uden at sige noget, så han rystede blidt på hovedet, inden han adskilte sine læber til et kækt smil. "Jeg er ked af hvis jeg forstyrrede dig i det du var i færd med,"

Tári tog forsigtigt hans hånd, "rart at møde dig Josh" sagde hun hurtigt og stille, hun fik kort øjenkontakt med ham, hun var ikke hel tryg over tingene, men forholde sig så rolig hun nu lige kunne..

"nej nej, det gjorde du ikke" svarede hun forsigtigt, det var nu ikke fordi hun lavede noget her ude, udover at være alene, mest af alt fordi hun ikke ønskede at lære andre at kende, fordi hun ikke vidste hvordan hun ville reager som vampyr..

Før Tári blev vampyr, var hun meget mere social men det holde hun op med da hun blev bidt, siden har hun været bange for at gøre skade på nye venner..

Han tog sin hånd til sig, sendte hende et nyt venligt smil og afslørede sine smilehuller. Det undrede ham stadig over hvilken race hun var. Han elskede at møde forskellige racer, så for ham kunne hun endda være en dæmon, hans modsætning, det ville ikke gøre ham noget. Desværre kunne han mærke på sig selv at sådan ville det ikke blive ved med at være, jo tættere han kom på at være en archangel, jo mere kunne han mærke hadet til dæmoner og vampyrer vokse. Et had han ikke kunne stoppe. Kun de vampyrer og dæmoner der var tætte på ham, kunne han ikke se sig vred på og det var han meget glad for. Han tog en dyb indånding, kiggede rundt og havde en stor fornemmelse af at de stadig blev overvåget af noget eller nogen. "Hvad laver du så herude? Bor du her eller?" Han vidste ikke rigtig hvad han skulle spørge hende om og opmærksomheden var rettet imod følelsen af at de var overvåget.

// beklager lorte svar..

Hun kiggede på jorden "tjo" sagde hun kort, uden at virke særlig glad "jeg er vel bare her ude for at være her" sagde hun, mens hun ikke helt kunne holde op med at smile over det "men jeg bor ingen steder" sagde hun endeligt meget roligt, den samme følse af at blive overvåget var der igen, en meget ubehaglig følse, der gave hende kuldegysninger ned af ryggen..

Tári kiggede på ham "hvad med dig? hvor kommer du fra?" sagde hun meget roligt til ham, mens hun smilte ganske lidt til ham, det meste af hendes opmærksomhed var rettet mod det der holdte øje med dem.

Han smilte venligt til hende, det var sjælendt han mødte venlige vampyrer. Tanken om vampyr fik ham til at forstille den irriterende dreng til River foran sig. Rivaliseringen imellem dem forsvandt nok aldrig. Uden at tænke videre over det, satte han sig ned på en træstamme for at slappe en smule af. Han kiggede afslappet op på hende. "Det kender jeg det med at man ingen steder har at bo, til at starte med sov jeg bare op af et træ," han grinte svagt over tanken. "Men, lige nu kommer jeg fra udkanten af doomsville hvor jeg bor i et ganske fint hus," Han smilte venligt til hende. Det var ikke nødvendigt at sige palæ, eller fortælle hende at han var leder.

*gid jeg havde et hus, eller bare et sted at sove* hun trak lidt på mundvien, mens hun stadig havde synet fast på det der skjulte sig for dem, hun var rimlig utryk ved det..

Hun kiggede forsigtigt på hammed et usikkert smil, "øm du har vel ikke plads til jeg kan sove ved dig, bare i nat, jeg skal nok være væk imorgen" spurgte hun forsigtigt og stille, hun ville ikke være på trængende, eller noget, men manglede et sted at overnatte, i stedet for skoven her..