Jeg er ikke helt sikker på om det er en god idé at komme, men her er jeg

Tid: 21:30
sted: Hospitalet
Omgivelser: folk der har travlt med at passe de syge.
Vejret:  solen er for længst gået ned.

Zantanna havde haft svært ved at tage en beslutning om at komme på besøg, hun kunne være  til stor fare for barnet, hun gjorde noget på vej  der hen som hun aldrig troede hun skulle gøre, hun dræbte en kvinde. Hun gjorde for at være sikker på at der ingen ting ske ved det nye barn faktisk havde hun været en smule imod at dræbe, men det var vigtigt at hun ikke gjorde noget, det havde taget hende nået tid at finde hospitalet, faktisk var hun blevet  Sunfury selvom det havde været menningen at hun skulle havde været taget afsted imod Doomville relativt efter deres sidste møde, men hun kunne ikke forlade dem, hverken Emily eller Rafaela, det kunne godt være at de ikke var blodbeslægtet, men de var som en familie for hende og vis det betød at der kom en lille ny ville hun med åbne arme lukke den ind i hendes hjerte. Hun fugtede svagt sin læber vejen hertil virkede underlig lang og hun havde flere gange haft lyst til at gå tilbage til den kælder hun havde bosat sig i ingen havde smidt hende ud så det var blevet hendes hjem. Hun stoppede op ude foran, hun havde aldrig set et hospital før, det virkede stort på hende. Hun lagde hovedet en anelse på skrå inden hun gik ind. Folk omkring hende fór afsted, hun kunne ikke lade være med at kigge forrundret rundt, det var ikke et sted hun brød sig om, alt for mange mennsker, men hun måtte finde Rafaela.
Zantanna kiggede igen lidt rundt og fandt en kvinde, de blå øjne ramte Zantanna da hun rømmede sig, hun vidste ikke helt hvad hun skulle sige og det blev mere adkavet, hun fugtede sine læber " hvor er Rafaela?" spurgte hun forsigtigt, men klokken var mange og kvinden så lidt ´udtilfreds ud og klokken var også mange, men det var kun når solen gik ned at hun kunne bevæge sig udenfor.

Hun betragtede kvinden og smilede en smule undskyldende " det er vigtigt at jeg ser hende, hun ved jeg kommer" løg hun velvidende at Rafaela helt sikkert ikke ville vide det, kvinden behøvede ikke at vide det " du kan bare sige til hende at Zantanna er kommet vis ikke du tror mig" sagde hun og kvinden hævede mistroisk hendes ene bryn, men rejste sig alligevel op og begyndte at gå i roligt tempo så Zantanna kunne følge med, men da de kom til døren stoppede kvinden hende imens hun selv gik ind for at tjekke om Rafaela var vågen. Imens stirrede Zantanna lidt irrerteret på døren.

Rafaela lå i sengen og havde lige givet hendes nyfødte søn noget mad. Han var faldet i søvn i hendes arme så hun lå bare og kiggede ned på det lille væsen som havde blåligt skær i huden. Hun kunne stadig ikke helt forstå at dette smukke væsen var hendes søn. Var noget hun havde skabt sammen med Assorian. De 2 var dog ikke sammen længere. De var gået fra hinanden midt i graviditeten af en grund hun overhoved ikke kunne huske længere. De havde derfor ikke set eller snakket sammen før den dag hun havde bedt sin fætter om, at hente ham så han kunne være der ved fødslen. Det havde været lidt akavet for dem begge, men hun havde samtidig været lykkelig over, at han var kommet. Både så han kunne se og holde hans egen søn, men også for, at deres søn kunne se sin far.
Hun vidste, at det de havde fået et barn sammen tvang dem til, at kunne enes og det var hun faktisk glad for.
Hun kiggede op imod døren da sygeplejersken kom ind. Hun blev helt overrasket da sygeplejersken sagde, at Zan var der. Hun havde ikke troet, at hendes bedsteveninde ville dukke op overhoved. Hun kiggede ned i krybben hvor der lå forskellige bamser som folk var kommet med til den lille ny. Han lå selv og holdt fast om et slags lille tæppe med en elefant hoved på som var lavet af samme stof som bamser imens han holdt i hendes pegefinger. Hun nikkede til sygeplejersken om, at hun godt måtte lukke Zan ind til hende.

Da sygeplejsken endelig kom ud og nikkede til hende smilede hun svagt, hun stod lidt udenfor og selvom Rafaela vidste hun kom, bankede hun på inden hun åbende døren, men hun sørgede for at være så stille hun kunne et svagt smil bredte sig på hendes læber, det var helt utroligt hvor hyggeligt det så ud. Hun tøvede en smule og stod stadig i døren. Hun kunne ikke huske hvor eller hvem hun havde hørt fra at Rafaela havde endelig havde fået sit barn. Hun trådte frem og smilede svagt. Hun sagde ikke så meget, men lod det hele synke ind. Rafaela havde fået et barn igen. Hun var glad på hendes vejene. Hun vidste ikke helt hvor hun skulle være og derfor holdte hun afstand, det var underligt at hun ligepludslig stod her, hun havde ikke tænkt at hun skulle stå her og hun havde overvejet gå også nu hvor hun stod her i rummet sammen med dem. Hun rømmede sig forsigtigt " hvordan har du det?" spurgte hun og hendes brune øjne søgte Rafaelas og et svagt smil bredte sig på hendes læber " årh ja tillykke" sagde hun og hendes blik kiggede undersøgende på alle hans gaver, hun havde desværre ingen gave med, udover det havde hun heller ingen penge. Hun sukkede svagt hun var ikke vant til disse situationer. Hun havde stadig svært ved at finde ud af om det var en god idé, hun lod svagt hænderne glide ned af hendes kjole som allerede var begyndt at blive beskidt.

Da hun blev modigere gik tættere på da holdte hun sig stadig lidt på afstand, som han lå der i hendes favn og sov så han rigtig sød. Det var en af de ting hun aldrig ville opleve, men var hun ikke blevet vampyr havde hun aldrig mødt Rafaela, Emily eller den lille ny. Hun vidste at det var et stykke tid siden de havde set hinanden og hun ville nok heller ikke fortælle hende at hun havde bosat sig i en kælder. Hun rynkede svagt brynene " hvor er faren?" spurgte hun og lagde hovedet på skrå inden hun tog de sidste skridt hen ved siden af hendes seng. Det undrede hende hvor han var, for sidst hun set hende var hun lykkelig og klar til at stifte en familie. Hun smilede og lagde forsigtig hendes hånd på Rafaelas arm. For hende var det lige meget hvor han var for det betød at de kunne få lidt alene tid sammen.

Rafaela kiggede stadig hen imod døren og ventede på, at hendes veninde kom ind til hende. Hun kunne ikke forstå, at Zan skulle bruge så lang tid på, at gøre sig klar på, at komme ind til hende. Men hun ventede tålmodigt med et smil på sine læber. Da Zan endelig kom ind til hende fik hun et glimt i øjet af glæde ligesom børnnene fik juleaften når de måtte åbne alle deres julegaver. Hun gav Zan god tid til, at trække sig selv ind til hende for hun var en der skulle have plads for, at tage skridtet videre. "Jeg har det fint. Vil nærmest sige vidunderligt, hvad med dig?" svarede hun stille på Zans spørgsmål med et smil på sine læber. Hun var sådanset ligeglad med om hun fik flere gaver til den lille eller ej og det rørte hende slet ikke om hun fik nogen af Zan for det vigtigste var faktisk, at hendes bedsteveninde som hun ikke havde set længe var kommet og se til hende. "Tak søde" sagde hun stille og kiggede lykkeligt ned på sin lille søn. Hun lagde dynen over ham så man kun kunne se hans hoved, hænder og bamsens hoved or, at han ikke ville komme til, at frysse.

Hun kiggede igen op på Zan og ventede roligt på, at hun kom tættere på hende. Hun var fuldstændig ude af ord selvom hun havde så mange spørgsmål, at det halve var mere end rigeligt og som hun ikke vidste om hun skulle stille eller hvilke hun skulle stille først ud af alle de spørgsmål der kørte rundt i hovedet på hende. Hun bed sig dog usikkert i underlæben da Zan nævnte Assorian. Hun trak vejret dybt og kiggede ned på sin søn og derefter op på Zan igen "Han er gået igen. Mig og ham er ikke sammen længere. Vi gik fra hinanden midt i graviditeten og havde sådanset ikke set eller snakket med hinanden før i forgårs da denne lille bandit kom til" man kunne godt høre på hendes stemme, at det pinede hende faktisk, at Asso ikke var til stede og at de ikke var sammen længere. Hun trak vejret dybt og smilede stille over Zans berøring "Hvordan går det med dig? Hvad har du lavet, hvor har du været og hvor bor du nu?" hun kunne ikke holde alle sine spørgsmål tilbage så de fløj bare ud af hendes mund, men også fordi hun var så utroligt nysgerrig.

Zantanna sagde ikke så meget hun var stille, men det var fordi hun ikke havde lyst til at sige så meget bare iagttage dette der skete, hun vidste hvor meget dette betød for hende og hun ville heller end gerne være der både for Rafaela og barnet, hun lyttede til det hun havde at sige og bed sig svagti læben " det er jeg ked af at høre" sagde hun og prøvede på at lyde oprigtig, men hvem kunne finde på at forlade moderen til ens barn og slet ikke snakke til hende før barnet var på vej. Hun skulle ikke gøre sig klog på det hun havde aldrig haft et forhold til en hvor hun elskede personnen. Hun gav hendes arm et klem. Bare så længe de kunne finde ud af det så var det vel ikke så slemt, men ingen skulle undvære nogen af deres forældre. Hun betragtede hende og smilede en smule bredere " husk jeg altid vil være her for jer" sagde hun og slap hendes arm og lagde den ned langs siden. Hun lyttede til det næste hun sagde, ja hvad havde hun egentlig lavet. Hun havde ikke forladt dem selvom havde sagt det til sig selv at hun ville, men hun kunne ikke få sig selv til det. Hvad angik hendes bo situation som hun var mindre stolt af " jeg har været rudt omkring nydt min frihed" sagde hun og unlod at sige at hun boede i en kælder et sted som hun ikke huskede lige nu hvor var. Hun ville ikke belemere hende med at hun stadig intet hjem havde det var lige som ikke tiden nu. Hun lagde hovedet en anelse på skrå " hvad med resten af din familie hvordan har de det med dit barn?" spurgte hun og gøs en smule da hun kom til at tænke på hendes besøg. Det var ikke rart for hende, men det var også lige meget nu hun havde ingen planer om at se dem lige forløbig.
Zantanna smilede " det var meningen at jeg skulle tilbage efter vi sidst havde set hianden, men der intet som holder mig der så jeg valgte blive i Sunfury" sagde hun og trak vejret kort. Efter en lidt længere pause betragtede hun igen Rafaela " jeg kunne ikke forlade dig og Emily, men jeg valgte ikke at tage kontrakt lige med det samme fordi du virkede så lykkelig over at skulle starte en familie med ham" sagde hun og kunne ikke huske om hun havde fået hans navn. Derudover undlod hun også sige at hun ikke havde følt at hun ville passe ind. Zantanna havde dog fortrudt, men havde alligevel holdt sig på afstand, fordi hun måske havde været en smule jalou på vedkommende. Hun stolt over at indrømme det over for  sig selv, men det var nok mest det der havde fået hende til holde sig da hun ikke ville ødelægge Rafaelas lykkelige øjeblik. Hun bare glad for at hun var kommet nu.
Hun var måske en smule overbeskyttende over for Rafaela, men det var også kun fordi hun havde set hvor skrøbelig og sårbar hun kunne være, hun ville hende kun det bedste " jeg var lidt i tivil om jeg skulle komme jeg kan jo være farlig, men måtte bare se dig for jeg har virkelig savnet dig, men jeg var mest bange for noget havde ændret sig nu hvor barnet ville komme" sagde hun og pegede svagt på det. Hun vidste dog med det samme da hun var kommet her ind at det ikke var tilfældet " jeg er virkelig glad på dine vejene" sagde hun og var en smule ked af at hun havde haft så mange tanker imod at komme.

Rafaela trak svagt på skuldrene da Zan sagde, at hun var ked af, at det var gået så galt mellem hende og Asso. Det sårede hende sådanset stadig bare at tænke på ham, men hun kunne ikke bestemme over hans liv overhoved. Hun håbede ihvertfald, at de ville kunne samarbejde om opdragelsen og hvor han skal være henne. Det havde selvfølgelig være bedst, hvis de boede sammen så de kunne hjælpe hinanden med pasningen og opdragelsen, men hun vidste også, at det ville han nok ikke gå med til og nok ikke hjemme hos hendes familie og hun var heller ikke klar til, at forlade hendes faster, onkel og fætter. "Sådan er livet desværre" svarede hun blot og kiggede ned på den lille der sov trygt i hendes arme. Hun kiggede op på Zan og smilede stille da Zan sagde, at hun altid ville være der og det vidste hun godt "Det ved jeg og det er jeg utroligt glad for, at du er" svarede hun tille. Hun kiggede jævnligt ned til den lille for, at se om han lå godt, var vågen og om han frøs eller havde det varmt. Hun puttede ham mere ind i tæppet og kiggede på Zan imens hun snakkede og fortalte om det hun havde lavet imens de ikke har haft kontakt. Hun var blevet noget overrasket over, at hun havde vret i Sunfury hele tiden uden, at hun vidste det, men hun havde selvfølgelig også haft travlt med den træning hun nu kunne selvom hun var gravid, sørge over tabet af en hun troede skulle dele resten af sit liv med samt gøre sig klar til, at kunne føde dette vidunderlige barn der nu lå i hendes arme. "Der ville aldrig være noget anderledes imellem os og det ved du. Du er min bedsteveninde og det kommer intet barn eller ingen fyr til, at ændre på. Men jeg må sige, at jeg er godt nok overrasket over, at du har kunnet holde dig væk fra mig og Emily i al den tid. Hun savner dig utroligt meget hverdag for, at være helt ærlig. Hun har lavede en kæmpe bunke af tegninger til dig til når du kom på besøg" fortalte hun. Man kunne tydeligt se på Rafaela, at hun var blevet et lykkeligt menneske bare af, at føde hendes lille guldklump samt det, at hun nu var sammen med sin bedsteveninde. Selvom der var mange ting der stadig bekymrede hende.

Zantanna blev en smule trist da hun nævnte Emily, den pige betød meget for hende og det havde været svært for hende at efterlade Emily ved Rafaela, men hun udgjorde en fare. En anden side af hende var kommet frem og hun var bange for at skade Emily eller Rafaela. Hun var kun kommet for at se til hende. Hun lyttede svagt og et lidt akavet smil bredte sig på hendes læber, men det for at skjule at der var noget i vejen, men hun kunne vel ikke holde sig væk Længere de betød alt for meget hun stirrede lidt ud i luften " i er jo min familie" sagde hun stille imens hun igen løftede hendes hånd for at give Rafaelas arm et betryggende klem. Hun kunne ikke lade være om så hun var til fare for dem. Hun elskede Rafaela og Emily de havde været så meget igemmen. Hun vidste at så længe at Emily var ved Rafaela var hun tryg og ikke i en konstant fare som vis hun var sammen med hende. Hun måtte se om hun ikke snart kunne finde tid til at besøge dem. Hun vidste at så længe hun havde muligheden for at Emily kunne blive sammen med Rafaela så skulle det være sådan. For hun havde intet hjem eller andre former for sikkerhed og gaden var ikke et sted for et barn at være og da slet ikke i hendes lille kælder " jeg håber ikke hun er til besvær, nu hvor du har den lille" sagde hun og kiggede ned i jorden. Var det ikke fordi hendes hus var ødelagt havde nok ikke bedt Rafaela om at tage hende så havde hun selv passet på hende. Hun ville gerne være der for dem, men det svært når hun ikke selv havde det så godt. Hun måtte finde et arbejde hvor kunne tjene penge og så måske kunne hun få et hus, men det virkede så uoverskueligt og svært. Hun havde ikke haft den omgang med mennsker som alle andre havde og hun var måske heller den mest sociale. Faktisk havde hun ikke været ude omkring for møde nye mennesker endnu.
Tanken om det skræmte hende en smule og hun havde svært ved gå op til fremmede, grunden til at hun overhovedet havde taget kontrakt til Rafaela den gang var fordi Rafaela havde brug for hendes hjælp. Hun huskede stadig deres første møde. Hun måtte indrømme at den gang troede hun ikke at de ville blive så gode venner, men her var de og hun kunne ikke forstille sig en verden uden hende eller Emily og selv vis der skulle komme en tid hvor det skete så vidste hun ikke helt hvad skulle gøre, men hun kunne sikkert ikke bære at leve mere, for en verden uden Rafaela og Emily ville virke så tom og ligegyldig.

Rafaela smilede stille til Zan. Hun kunne tydeligt se på Zan, at der var noget som gik hende på, men hun ville ikke sige noget for hun ville selv have, at Zan åbnede sig op for sine problemer så hun ville kunne få hjælp. Man kunne ikke rigtigt skjule ens sane følelser for Raf, hvis hun kendte dem så godt som hun kendte Zan.
Hun begyndte, at smågrine da Zan spurgte om Emily var til besvær selvom hun havde fået den lille. Hun rystede på hovedet og pegede på en bamse der lå i vuggen der lignede en grøn elefant. "Den har han fået fra hende og hun glæder sig allerede til han bliver stor nok til, at kunne få flaske så hun kan hjælpe med pasningen. Plus så er hun faldet godt til hos min fatser, onkel og fætter. De passer hende imens jeg ligger her og bliver gammel" det sidste sagde hun for sjov. Hun smilede roligt til Zan.
Hun kiggede ned på den lille og derefter ud af vinduet. Hun begyndte, at tænke på hvordan resten af familien egentlig havde det og hvordan Zero Bang havde det og hvad han lavede selvom han var eftersøgt for en masse selv for det han havde gjort ved hende og ved hendes biologiske mor, men der var altså et bånd imellem dem dengang det var hun sikker på. Hun sad lidt og spekulerede på om hun kunne få Zan til, at holde lidt øje med ham for hende uden han vidste det. Hun vidste, at han kunne skaffe det blod som hendes biologiske mor havde behov for, at overleve. Hun kiggede hen på Zan med et lidt usikkert blik "Zan normalt ville jeg ikke spørge dig om sådan noget som jeg vil nu, men kan jeg få dig til, at opsøge en dæmon der hedder Zero Bang for mig?" spurgte hun stille med et usikkert blik og bed sig usikkert i underlæben.

Zantanna nikkede hun ville gerne gøre det for Rafaela og hun sagde også kun ja fordi det var hende som spurgte, havde det været enhver anden havde hun nægtet at hjælpe. Zantanna ville gøre alt for Rafaela især opgive hendes nyfundne frihed, hvis det bare gjorde Rafaela en smule glad så var hun frisk. Hun elskede Rafaela, men hun havde ikke sagt noget om det. Hun vidste at Rafaela vidste at hun holdte af hende, men hun ikke sagt at hun rent faktisk elskede hende. Hun havde undertrykt det og nu hvor Rafaela havde sin egen familie at passe på så ville hun ikke trænge sig på med følelser. De havde været så meget igennem " kun fordi det er dig vil jeg gøre det" sagde hun og der kom noget kærligt over hendes stemme noget som ikke havde været der før. Zantanna havde set hans plakater og det var ikke små ting han var efterlyst for, men selv hvis det var en der ikke var så farlig ville hun ikke tøve med at gøre det. Hun kiggede på sengen og smilede. Det var en barndom hun ikke ville kunne give Emily. Selvom det smertede hende var det ikke værre end at hvis hun dræbte hende.
Emily ville blive glad for den lille ny og Rafaela, hun ville tage tilbage til Doomville dagen efter dette møde også ville de vel ikke se hinanden længe. Hun lagde hovedet lettere på skrå. Der var meget hun gerne ville fortælle Rafaela, men hun kunne ikke få sig til det. Som sagt var der ingen grund til at belemre hende med hendes egne problemer. Rafaela skulle bare være lykkelig også hvis det betød at hun ikke ville være ved Rafaelas side. Desuden skulle hun også blive bedre til ikke være så afhænglig af Rafaela.

Rafaela var spændt på om hun overhoved ville få Zantanna til, at kontakte Zero for hun vidste godt alt det han var eftersøgt for og det var langt fra småbeløb. Hun ville godt kunne forstå Zantanna, hvis hun ikke ville hente Zero til hende for han var ikke ligefrem en man bare lige kontaktede. Hun vidste også godt, at det hun ville snakke med Zero om vil få store konsekvenser for hendes eget liv og sin egen frihed. Hun smilede lykkeligt til Zantanna da hun sagde ja til, at hente ham "Tusind tak Zantanna du er den bedste!" sagde hun lykkeligt. Hun smilede glad til Zantanna. Det var utroligt, hvor meget en person kan komme til, at betyde for en anden person.
Hun kiggede nærmere undersøgende på Zantanna. Hun kunne godt se og mærke, at der var noget galt med Zantanna. Hvorfor sagde hun ikke bare hvad der lå på hendes hjerte? Zantanna burde vide, at Rafaela læste andre som var de en åben bog. Hun lagde Reine i vuggen og satte sig ordentligt i sengen "Zantanna, hvad er det der går dig sådan på?" spurgte hun nysgerrigt. Hun kiggede med et blik på Zantanna som sagde hende, at hun godt kunne se, at der var noget på Zantannas hjerte som trykkede hende. Rafaela ville gerne vide, hvad det var så Zantanna kunne være mere glad.