Pas på frøken, du er ikke sikker her, lad mig hjælpe dig. //Luce//

Luce havde tænkt sig og gå en tur denne dag eller var det nat? Hun anede det virkelig ikke. Hun hadet, at hun intet kunne se. Hun gik stille og roligt hen af gågaderne. Det var ret køligt kunne hun mærke selvom hun havde en sort jakke på og et par sorte handsker for og skjule sine fingre så folk ikke kunne se, at hun ingen negle havde på dem. Hun havde også et sort stof bundet rundt om hendes øjne, så folk slap for og kigge ind i hendes øjenhuler, hvor der kun var størknet blod og døde og halvrådne nerver. Hendes sorte lange hår flavrede blidt i vinden. Vinden kærtegnede hendes hår. Det var en behagelig følelse og mærke. Hun lugtede, at luften var klar og kølig. For hvert åndedrag hun tog kunne hun mærke, hvordan den friske og kølige luft rensede hendes lunger og for hver gang hun pustede den gamle luft ud føltes hendes lunger lettere og friskere. Hun gik stille ned af gågaden. Hun kunne lugte forskellige racer som gik rundt på gågaden. Hvilke kunne hun ikke rigtigt lugte for alle deres lugte gik ind i et hos hende. Hun kunne høre et lille bom der var et stykke væk fra hende. Hun kunne ikke høre om det var bag hende eller foran hende. Hun tænkte lidt over, hvad der kunne give sådan et bom *Det en engel* tænkte hun stille. Hun frygtede ikke englene. Hun havde selv familie som var engle så det rørte hende ikke spor. Hun hørte nogle skridt bag sig. Det gjorde hende utryg så hun vendte sig om.

Luce gik bare roligt lige frem. Hun kunne høre nogle skridt, men kunne ikke rigtigt høre, hvor tæt på skridtende var hende. Hun gik stille og roligt lige frem og lige forbi ham. Hun kunne ikke se ham, men hun kunne lugte ham. Han var helt klart en engel. Det kunne hun lugte. Hun strejfede hans vinger. Det var nogle dejlige bløde fjer han havde. Hvilken farve var de mon? Var de kulsorte eller var de kridhvide som sne der lige var faldet og allerede fyldte det hele? Hun var nysgerrig, men ville ikke stoppe op og spørge. Hun hørte hans stemme og stoppede op. Hun vendte sig imod ham ”Undskyld mig, men var det mig du snakkede til?” der var usikkerhed i hendes stemme. Inden han nåede og svare hende svarede hun hurtigt selv ”Jeg er bare ud og gå mig en tur her i den friske luft. Hvad med dig selv?” lidt nysgerrighed måtte man vel have her i livet og Luce var generelt den person som var meget nysgerrig. Hun stirrede bare tomt ud i luften. Hun lagde mærke til, at der var nogen der stirrede på hende, men hun vidste ikke hvem det var eller hvilken race det var. Hun begyndte og føle sig utryg. Hun vendte sig rundt på hælen og begyndte og løbe.

Hun kiggede lidt forvirrende rundt hen imod stemmen hun kunne høre hun nikkede så "ok skulle bare lige være sikker for jeg kan nemlig ikke se dig" hendes stemme var rolig og mild. Hun kiggede rundt og ventede på, at han sagde noget. Hun nikkede stille "Det skal der også til nogle gange" hun smile stille og løb væk. Hun var usikker på hvem det var der holdt øje med hende. Der var ihvertfald nogen. Hun løb ind i en masse folk og undskyldte mange gange og løb videre. Hun hørte, at ham fyren hun havde snakket med for kort tid siden sagde hun skulle fortsætte med og løbe. Det kunne han sagtens sige hun kunne ikke se, hvornår vejen drejede eller hvornår vejen sluttede, men hun gjorde dog det han bad hende om. Om og løbe videre. Hun løb videre. Imens hun løb kunne hun høre, at der var nogen der løb efter hende og at der var nogen der var faldet. Hun kunne ikke høre hvem det var. Hun fik et mindre chok da hun hørte, at ham fyren råbte, at hun skulle sprede armende ud. Hvorfor skulle hun det? Hun forstod ikke hvad han havde i tankerne, men hun kunne høre, at han var tæt på hende pga stammen var blevet så høj for hende. Hun sukkede lidt og spred sine arme til siderne. Hun løb videre og ventede på og se hvad der ville ske.

Hun løb og løb og folk råbte af hende, at hun skulle passe på og alt muligt andet hun ikke fik fat i. Hun havde for travlt med og lytte til det de sagde. Hun måtte løbe væk fra dem. Hun fik et chok da hun mærkede, at nogen lagde sine arme om hende og løftede hende. Hun begyndte og sprælle og skrige da hun først troede, at der var nogen som bare løftede hende og holdt hende fast. Hun stoppede med og sprælle og skrige da hun mærkede, at hun rent faktisk fløj. Hun kunne mærke hans vingers slag og hun kunne mærke hans arme rundt om hendes liv så hun ikke faldt ned. Hun undrede sig først over, hvorfor hun var oppe i luften, men tænke, at han nok ville flyve hende væk, så hun var blevet noget roligere. Hun lyttede stille og roligt til hans stemme og nikkede så bekræftende. Hun slappede af. Hun var blevet nysgerrig og finde ud af hvem denne fyr var ”Hvad hedder du egentlig?” hendes stemme var rolig og venlig.

Hun kunne godt mærke, at han havde lidt problemer med flyvningen, men det aftog så småt som hun blev roligere. Hun var træt af, at hun ikke kunne se noget overhovedet. Hun kunne kun lugte hans races lugt og hans personlige lugt og hun kunne kun høre hans vingers slag og hans bankende hjerte og mærke stødende fra vingerne når de fløj og vinden der kærtegnede hendes kinder. Hun prøvede og slappe af "Specielt navn du har. Hedder Luce" det var ret underligt, at han sagde de til hende. Det var hun langt fra van til. Hun ønskede inderligt, at hun kunne se noget. Det var et helved ikke og kunne se noget. Hun ville ønske hun kunne se byen under dem. Se hvor smuk den fra heroppe fra. Hun sukkede lidt og nikkede. Hun gav ham helt ret i, at nogle dæmoner var dumme. Endda dummere end en dør var. Hun slappede af i hans favn. Det var lidt ubehageligt og flyve på denne måde. Hun var overhovedet ikke van til og flyve. Hun sukkede lidt "Kan jeg dsv ikke...Men du kan vel fortælle mig det, ikke?" hendes stemme var rolig og havde en lille klang af tristhed i sig. Hun ville ønske hun kunne se det, men det måtte blive i hendes fantasi. "Du må godt sige du til mig" hun smilte stille og syntes, at det ville passe bedre end hvis han sagde de.

Hun smilte stille og nød vinden kærtegne hendes kind. Hun nikkede stille da han spurgte hende om hans navn var specielt. Det syntes hun i hvert fald, at det var. Hun kunne mærke på ham, at de fløj lidt højere op i luften og hun kunne mærke hver gang han baskede med sine vinger. Hun ville gætte på, at de var store. Hun ville i hvert fald spørge ham om hun måtte røre dem senere. Når de var landet så hun havde en ide om, hvor store hans vinger var. Hun rødmede lidt ”Tak, men synes nu mit navn er meget normalt” hendes stemme var rolig og mild. Hun nød og flyve. Det var nu ret underligt og blive holdt om imens man fløj og samtidig skrammende i det, at hun ikke kunne se noget som helst. Hun ville håbe, at han kunne forklare hende, hvordan tingende så ud nedenunder dem. Det irriterede hende grænseløst meget, at hun ikke kunne se det. Det skulle være så smukt og se byen ovenfra. Hun sukkede lidt. Det var ikke ligefrem det hun ville høre. Hun ville høre om hvordan byen så ud. Om der var lys dernede eller noget lignende. ”Det er helt i orden. Det er vel også svært og forklare en blind, hvordan tingende ser ud til en blind som mig” hun trak let på skuldrende. Hun forstod godt, hvis han ikke kunne fortælle hende hvordan tingende så ud.

Hun trak let på skuldrene ”Fint så får du ret og jeg får fred” hun havde latter i stemmen og smilte. Hun slappede af og kunne mærke hvert vingeslag over hende. Hun slappede af og nød vinden imod sit ansigt. Hun slappede bare af og prøvede og nyde flyveturen. Hun prøvede og danne sig et billede oppe i sit hoved af byen, men det var svært da hun ikke havde fået nogle detaljer om, hvordan byen så ud. Hun lagde sit hoved på skrå, da han nævnte noget med og se tingende med sine egne øjne. Hvad snakkede han om? Hun kunne ikke se byen. Hun havde ikke nogen øjne så det kunne jo ikke lade sig gøre. ”Hvad mener du? Det kan da ikke lade sig gøre for mig. Har jo ingen øjne” hun kunne mærke, at han sænkede farten ned og, at de endte med og svæve i den frie luft. Stoffet som plejede og være om hendes øjne var røget ned rundt om hendes hals. Hun mærkede en hånd lægge sig der hvor hendes øjne plejede og være. Hun begyndte og blive lidt usikker på, hvad det var der skete, men hun stolede på denne fyr så hun måtte prøve og slappe af. Hun lagde sit hoved lidt på skrå og undrede sig lidt over hvad det var der skete. Hun nikkede så langsomt og trak vejret roligt. Hun mærkede, at han fjernede sine hænder fra hendes øjne igen. Hun tøvede lidt, men hun åbnede så sine øjne. Hun fik et mindre chok da hun opdagede, at hun kunne se verdenen. Hun holdt fast om hans hals for ikke og falde ned. Hun kiggede rundt [color=red]”Hvordan?”[(color] hendes stemme vidste store tegn på, at hun var overrasket.

Hun var helt paf over det der var sket. Hvordan kunne han gøre det? Havde han en evne der kunne gøre, at hun fik sit syn igen? Hvor længe ville dette vare indtil hun ikke ville kunne se igen eller ville dette vare evigt? Hun nikkede stille "Det kan jeg se, men hvordan?" der var glæde og forvirring i hendes stemme. Hun havde helt glemt, at hun havde lagt sine arme om hans hals da hun havde åbnet sine øjne. Hun kiggede rundt. Det var helt utroligt, at hun kunne se igen. Hun vidste virkelig ikke, hvordan hun skulle takke ham for denne oplevelse. Det var helt utroligt. Hun kiggede på ham "Jo meget bedre. Ved virkelig ikke hvordan jeg skal takke dig for denne oplevelse" der var en stor glæde i hendes stemme. Hun kiggede på ham og på hans vinger. Det var nogle flotte vinger han havde det måtte hun være ærlig og indrømme. Hun holdt stadig fast om hans hals da de lettede. Det var helt utroligt og opleve og se igen. Hun kiggede på byen oppe fra luften. Den så helt fantastisk ud fra denne højde af. Hun var helt mundlam af denne oplevelse.

Hun var glad for, at han kunne gøre så hun kunne se noget igen for det havde hun ikke kunnet længe. Hun havde ingen ord som kunne beskrive, hvordan hun havde det indvendigt. Det var meget underligt for hende og kunne se verdenen igen. Nok var det for en stund, men det vidste hun ikke. Ikke før han havde fortalt om sin evne. Hun sukkede lidt "Hvor længe kommer jeg til og kunne se?" hun måtte vide det. Hun havde brug for og vide, hvor lang tid der ville gå før hendes dunkle øjne med en strejf af lilla i sig ville være der før de forsvandt igen. Hun ville ikke havde, at de forsvandt igen fra hende. Det ville være endnu et stort tab selvom det kun var en evne ville det alligevel være et stort tab for hende og miste sine øjne. Igen. Hun kiggede rundt imens de fløj. Hun vidste ikke hvor hun ville flyve hen da han spurgte hende. Hun vidste ikke, hvad der ville være det bedste og se igen nu, hvor hun havde sine øjne i den tid det varede. Hun trak let på skuldrende som et tegn på, at hun ikke vidste, hvor de skulle flyve hen. Det var underligt, men det var som om alt snak mellem dem var forsvundet. Hun kiggede på ham og studerede hans ansigt. Hun måtte se, hvordan han så ud, så hun vidste det til hun ikke havde sine øjne igen.

Kani så ned af hun stillede lige det spørgsmål, han havde håbede på at hun ikke vil spørger om det, for han viste at hun vil ked når han svarede han rystede på hovedet og sagde med en stille stemme "Det virker kun i en time måske mere, er ikke sikker'' han så væk for ikke at hun kunne se ham i øjne, hun var sådan set den første han havde givet synet igen, men en ting viste han at hun aldrig vil få det tilbage igen, han smilede da han fandt ud af hvor de skulle han slå hurtig med den ende vinge så de fløj den anden vej, efter noget tid kunne man lugte salt vand de var på vej den i mod vandet, han vil viste hende vandet for i aften lå det stille og månen lyste så smuk ned i det mørke blå vand.

Hun holdt sig nærmest ind til ham imens de fløj. Ikke fordi hun var bange for, at han ville tabe hende for det frygtede hun faktisk ikke. Det var nok bare mere betryggende for hende og holde sig ind til ham. Hun så på hans ansigt imens de fløj og imens hun lyttede til det han fortalte. Hun kunne godt se på ham, at han ikke var glad for, at fortælle hende det. Hun kørte kort en hånd hen over hans kind ”Det er ok. Det vil være den bedste time i lang tid. Det er vigtigere for mig end og få synet tilbage” hun vidste ikke helt hvad der var gået af hende. Hun følte sig tryg i hans favn. Det var sjovt, hvor meget deres bekendtskab egentlig var vokset. Hun ville vide noget mere om ham. Hun bed sig lidt i læben ”Fortæl mig lidt om dig selv” hendes stemme var rolig og blid. Hun kiggede rundt og opdagede, at de var fløjet hen. De var fløjet hen over noget vand. Hun kunne godt lide måden månen lyste ned i vandet. Hun begyndte og tænke på, hvor meget hun elskede og svømme. Det næsten stak i hjertet på hende

Kani kunne ikke lade være med at smile han så ned på hende og sagde med en venlig stemme "Øhm ja, som sagt hedder jeg Kani, jeger en falden engel som du nok har lagt mærkelig til, Øhm ja jeg har ingen familie Jeg har fadt to kærester men er gået fra dem begge" han så igen frem han viste ikke rigtig hvad han skulle sige hvad var der mere han kunne sige, det med hans familie ville han helst lade ligge til en anden gang, og det med sine kæreste synes han ikke var et passende emne til dette øjeblik, han så på hende igen og fortalt om sin lille tiger unge han havde fundet "Jeg har en tiger unge som jeg en gang fandt ude i den mærke skov"han viste ikke rigtig hvad han skule sige, der var så meget at fortælle men de helste ting er trist og nu var hun blivet så gald så han ville ikke ødelægge hendes store øjeblik, han så væk og sagde med en kærlig stemme "Er der noget du vil vide"

Hun kiggede op på ham med et smil på læben. Hun var glad for, at han virkede til og være glad for hendes selskab selvom hun lignede noget som var løgn, hvis man kiggede på hende uden hun havde sit tøj på. Hun kiggede rundt og nød synet af månen skinde ned i vandet. Det var sjælendt man så vandet så fredfyldt som det gjorde denne aften eller var det blevet nat? Det var længe siden hun havde set en så klar aften som hun gjorde på dette tidspunkt. Det var dejligt. Hun kiggede op på ham da hun hørte hans stemme. Hun lyttede stille og roligt til det han fortalte "Så du er helt alene eller?" hun vidste godt, at det var et meget nærgående spørgsmål hun havde stillet, men hun var blevet nysgerrig for og vide det. Det han havde fortalt bare kort lød som om han ikke havde andre og være hos. Nogen og være sammen med. Hun kunne godt se på ham, at noget af det han havde fortalt havde et blødt punkt og derfor havde hun bestemt sig for, at hun ikke ville spørge ind til det. Ikke som det var nu for hun ville have, at de to havde en hyggelig time sammen nu, hvor hun kunne se igen. Hun kiggede på ham da han begyndte og snakke om en lille tiger unge som han havde fundet. Det mindede hende om den lille ulveunge John havde taget med hjem efter han havde været væk fra hende i 2 måneder. John var stukket af lige efter hun var kommet hjem fra hospitalet efter Rafael havde tortureret hende første gang. Hun fik kort et trist blik, men det ændrede sig så hurtigt "Den må da være glad for og have en ejer som dig" hendes stemme var rolig og mild som den næsten altid var. Hun rystede lidt på hovedet. Da han spurgte hende om der var noget mere hun ville vide. Hun kiggede rundt og op på himlen.

Kani så på hende og sagde med en rolig og bange stemme, "Det kan man godt sige jeg er, jeg fik afvide for langt tid ssiden at jeg havde en bror eller en søster, men jeg har aldrig fundet denne person, og jeg har lidt opgivet det" han smilede til hende, og synes hun var ret sød, måske kunne deres bekendtsbak vokse og blive til et venskab, han tog beder fast i hende, for hun var ved at glide for ham han så igen på hende og et smil kom frem igen "Det håber jeg da den kan, har alrid prøvet at være ejer af noget eller nogen" han kunne godt se at han talte snadt, han havd aldrig været en harre eller en ejer, han så på hende og sagde med en glad stemme, "Når nu er det din tur fortæl lidt og dig selv" han var glad i hendes selvskab, selv om han ikke kendte hende så godt.

Hun kiggede stille på ham imens de fløj. Hun kunne godt lide hans ansigt. Det var meget pænt og lignede næsten en fotomodel. Hun troede, at de fleste piger var ude efter sådan en fyr som han så ud, men det var det åbenbart ikke eftersom han virkede til og være så ensom. Hun forstod ham godt hun var selv ret alene i det "Forstår godt, at det er lidt svært for dig" hun kunne godt sætte sig i hans situation for hun havde selv været den som ikke havde nogen og gå til. Det hele var meget underligt for hende. Hun smilede stille til ham og kunne mærke, at hun var ved og glide ud af hans favn. Det gjorde hende ret utryg, men han fik tager bedre fat om hende. Hun følte sig i trygge arme som de fløj der. Hun grinede lidt "Den må ihvertfald kunne lide dig siden den ikke er stukket af fra dig endnu" Hun smilede stille til ham og kiggede rundt. Hun håbede, at hun ikke behøvede og fortælle ham noget om hende, men hun vidste det sikkert ville ske. Hun spekulerede lidt over, hvad hun skulle fortælle "Jeg er vel det man kalder for en slags slave for Rafael...Jeg hedder Luce og er en draconianer" hun vidste ikke rigtigt, hvad mere hun skulle fortælle ham.

Han kiggede på hende, hvordan kunne hun forstå hvordan han havde det, han smilede bare til hende og sagde med en venlig stemme "Hvordan ved du om det er svært for mig" han så lidt trist ud men grinede så da hun snakkede om hans lille tiger unge han havde der hjemme han smilede til hende og sagde så igen, "Ja det håber jeg da, du kan da være så heldig at møde den, hvis du altså har lyst" han slå et slå til med sine vinger for det var ved at miste højde, og han ville helst ikke havde at hun bliver bange for at flyve og slet ikke med ham, han var jo så sød imod hende og han kunne kunne være mere sød, hun havde fået synet tilbage i noget tid, hun har fået en flyve tur hvad mere kunne han gøre for at gøre hende glad, "Har du været slave" han så meget trist ud han havde gættede at hun var en slave, han havde måske en på 12, men det var ikke sådan en slave det var mere en han ville lære at kæmpe imod så barnet kunne klare dig selv imod andre mænd.