You respect me and I'll respect you (Khorne)

Sted: et hus: i Minotauris
Omgivelser: Indretningen i husets stue I think
Tid: Midt på dagen
Vejr: solrigt

Hun havde kæmpet, det havde hun virkelig. Skreget, vredet sig og bidt eller kræset som et vredt dyr.

De sidste to ting kunne stadig ses nu, for hun havde blod i mundvigen og under neglene på den særligt den venstre hånd.

Nu stod hun i midten af rummet med næsten provokerende rank ryg og hvad, der bedst kunne betegnes som ild lysende ud af øjnene samtidig med, at hun lagde de slanke arme over kors, som for at informere de tilstedeværende om, at nu krævede hun en forklaring og det skulle bare gå tjept.

Ikke, at hun ikke var bange. Oh jo det var hun.

Frygten var langsomt begyndt at sætte ind nu hvor adrenalinen så småt forlod hendes system. Forskellen på hende og andre var bare, at hun absolut nægtede at vise det.

Hellere dø end at ende som en eller anden rystende dukke, der kunne sidde i et hjørne og græde så snart andre kom nær den.

Så i stedet for frygt udstrålede hele hendes krop vrede. Trods det faktum, at alle her på stedet lod til at være langt højere end hende insisterede hun på at nidstirre dem, som om det var lige omvendt.

Hun stirrede på dem med et blik, der syntes at sige ”Kom så prøv bare at knække mig dit latterlige lille væsen. Det kan du ikke”.

Indeni rystede hun dog af bange anelser.

Dette var komplet ukendt land for hende. Hun kendte hverken til skikke eller andre dele af kulturen og vidste derfor ikke, hvad hun her kunne ende med at blive udsat for og det var ikke just en tanke, der hujede hende.

Hun ville gerne ”hjem”. Hun havde intet hjem, men hun ville tilbage til det hun kendte, hvor det kun var hende selv, der betød noget.

Disse personer var hun nødt til at træde varsomt omkring og var der noget Rinaya var dårlig til var det at træde varsomt. Hun var for vred, ilter og slet og ret rapkæftet til at spille det spil.

Men lyve kunne hun og det havde hun tænkt sig at gøre, hvis der blev behov for det, men for nu bestod spillet blot i at stirre vredt på folk indtil hun fik nogle svar.

khorne var i midten af sin middags træning, som kom lige efter hans formiddags workout. han stod foran en af de større minutaurer der var under hans kommando, en sød knægt på 16 år med hvid pels. Khorne havde ham i en hovedlås mens han fik en besked fra en af sine mænd.

Khorne var ikke en helt stor fan af slaver personligt, men han kunne se det praktiske i at have dem. han gik roligt gennem hans gange på det lidt for lille hus. han havde for det meste menneskelige tjeneste folk så han ikke spildte noget muskelstyrke til små ting som at servere ham. hans klovslag mod gulvet gav en rungende dunk for hvert af hans skridt, han kunne godt lide den lyd, den fik ham til at lyde endnu større end han er. han pustede voldsomt ud af hans næse så hans næsering dinglede lidt.

han trådte ind gennem døren og så ned af på det pigebarn der lå på gulvet foran ham "og hvad er det her så" sagde han med sin dybe stemme. Hans røde øjne inspicerede dette kvindfolk, alt for smal i hofterne til noget god avl, hvis han overhovedet ville have flere slaver af hendes slags.

Instinktivt rankede Rinaya sig yderligere, da endnu en minotaur sluttede sig til forsamlingen. Fuldstændig ufortrødent mødte hun det brændende røde blik med sine egne blå øjne, hævede provokerende det ene øjenbryn og tørrede langsomt blodet i sin mundvig væk med bagsiden af hånden samtidig med, at han seriøst overvejede at spytte på gulvet for hans fødder. Denne sidste handling bed hun dog i sig og valgte i stedet at afskære de andre folk i rummet fra at svare på hans spørgsmål på en eller anden nedladende måde.

”Jeg hedder Rinaya og jeg ved ikke, hvorfor jeg er her, jeg synes faktisk virkelig, at jeg er blevet behandlet uhøfligt,” fnøs hun og viftede affærdigende med hånden, da nogen af de andre forsamlede begyndte at påpege hendes næsvished samt i en kakofoni af stemmer bekendtgøre, at nu var hun en slave og hun havde værsgo at tage sig sammen.

Ved den udmelding blev hendes øjne smalle af raseri og hun så på den nyankommende minotaur med et blik, der gjorde det overraskende, at han ikke faldt død om på stedet.

”Det lader til, at der er sket en misforståelse for dine folk tror tydeligvis, at jeg kan behandles som et eller andet tilfangetagent dyr,” bed hun frostkoldt og så afventende på ham som for at informere ham om, at en undskyldning ville være på sin plads i denne situation.

Så vendte hun blikket mod sine negler, studerede dem kort og forsøgte at få blodet under dem væk, imens hun nynnede dæmpet, som om de andres tilstedeværelse ragede hende mindre end en høstblomst.

Et svagt, tænksomt smil trak op i hendes ene mundvig og hun hævede kort blikket for at se på ham igen.

”Så hvis du ikke har noget imod det….nej stryg det, selv hvis du har noget imod det, så tager jeg den næste båd ”hjem”,” erklærede hun i et tonefald, der gjorde det tydeligt, at det ikke stod til diskussion.

Khorne så rundt på de mænd der stod om hende med et ondt blik som de krympede sig under, han smilede roligt før han begyndte at grine af dette. Han satte sig ned i en stor stol der tydeligvis var lavet til hans enorme vægt og krop "så du vil gerne slippe for at blive en slave" hans stemme var stadig hård men blødt op efter han havde grint lidt "hvis du ønsker din frihed må du gøre det på Blackmane Maner" sagde han og satte en daggert i gulvet for hans fødder.

hans mænd tog fat om hendes arme og de var trods alt minutaurere så der var ikke meget hun kunne gøre i modstand. Khorne selv tog føringen ned til en kælder under hans bolig, det var en stor arena "velkommen til hullet, her har alle minotaure i blackmane familien kommet til enighed, vælg dit våben" han så på hende med et roligt blik og ventede på hendes svar.

”Hullet? Virkelig? I kunne ikke have været lidt mere kreative?” spurgte hun og rullede med øjnene, hvilket egentlig bare var et forsøg på at forklæde det faktum, at hun virkelig VIRKELIG ikke vidste, hvordan hun skulle sno sig uden om den her.

Med vurderende øjne så hun på en lang række af våben, der blev præsenteret for hende.

Efter lang tids stilhed samlede hun en slank dolk af næsten natsort metal op og vejede den tøvende i hånden. Let…og god at holde på. Faktisk passede den næsten uhyggelig godt ind i hendes hånd. Uden et ord bed hun tænderne sammen og lod fingrene krølle sig sammen om skæftet.

Regler, var der regler i sådan noget her? Det valgte hun at lade være med at tænke over.

I stedet kastede hun sig over minotauren fuldstændig uden varsel og forsøgte ihærdigt at stikke ham i armen.

khorne var hurtig men hun var hurtigere, han nåede ikke at reagere før kniven sank i hans hud, dog nåede den ikke længere før den nærmest bare stoppede "godt forsøg" sagde han med et smil som han bankede sin næve ind i hendes solar plexus og lod hende falde til jorden før han tog daggerten ud af hans hud med et grynt af smerte "du har et godt syn tøs, havde det ikke været fordi min hud er tykkere end den ser ud havde du ramt en muskel, det kunne have gjort mig ukampdygtig resten af mit liv" han smilede roligt og gav hende kniven igen "reglerne her er, der er ingen regler, men der er heller ingen stop ord, hvis du tør komme mod mig igen så kom" han havde det super, hun var en sej lille tøs der rent faktisk var så god at han var nød til at passe lidt på hende. men nu var han klar på hendes snedige små angreb.

Hun kunne ikke lade være med at smile en smule, da kniven rent faktisk sank ind i hans hud. Det havde hun overhovedet ikke regnet med.

Faktisk havde hun regnet med at blive slået i gulvet, inden hun overhovedet nåede så langt. Hun havde troet, at hun ville blive stukket med et eller andet, før han overhovedet var indenfor rækkevidde, men ha, det var rent faktisk lykkedes for hende.

Dog blev triumfen hurtigt mindsket en smule, da alt luft blev slået ud af hende og hun åndeløst havnede på gulvet.

Et øjeblik lå hun bare og hev efter vejret, imens hun stirrede agtpågivende på sin modstander. Hun anede trods alt ikke, hvad han kunne finde på.

Hurtigt snappede hun dolken fra hans hånd, og svarede på hans ord med et næsten skarpt smil, men gav ellers ikke på nogen måde udtryk for, at hun havde hørt ham.

Så rettede hun sig op og studerede ham for at finde hans svagheder.

Inden hun nåede at tænke sig selv til døde besluttede hun sig for at gøre noget, fintede med at stikke ud efter hans side og stak i stedet ud efter hans knæ, inden hun næsten dansende tog et par skridt tilbage, så hun forhåbentlig var ude af rækkevidde.

Om dolken overhovedet var gået ind vidste hun ikke endnu. Hun var simpelthen for adrenalinfyldt til at tænke over det, men efter sin tidligere succes var hun relativt selvsikker omkring det.

Khorne mærkede klingen bide i hans kød i hans hud i knæ hasen og han smilede af den her tøs, der var meget spræl i hende. I forhold til de normale kvinder han så var hun hurtig, og god med den kniv. Han kunne ikke huske hvor han havde fået den henne men han var sikker på at den var ikke normal.

hun stod omkring en halv meter væk fra ham, det var ikke fordi det ville hjælpe hende. En halv meter var nok til at undvige en normal mand, dog var Khornes rækkevide længere, han bøjede sig frem og fik fat i hendes skulder og hans anden næve ramte hende i kæben, hvis hun ikke var et super menneske eller gjorde noget var han sikker på at dette slag ville slå hende ud.

Hvorfor smilede han? Det smil stolede hun på ingen måde på. Det havde været hendes mening at trække sig bort, men hun nåede det ikke, før en hånd så tung som havde den været lavet af massivt jern havde lagt sig på hendes skulder og holdt hende pinagtigt fast i sin nuværende position, hvilket tydeligvis umuliggjorde flugt medmindre hun tænkte kreativt.

Irriteret vred og vendte hun sig i hans greb i et forsøg på at slippe løs, selvom hun godt inderst inde vidste, ikke ville virke, da han naturligt var langt stærkere end hun.

Dette var dog mest en afledningsmanøvre, for hvis hun virkelig kæmpede ihærdigt nok imod, gik hun stærkt ud fra, at han ville være for beskæftigede med at holde hende fast til at koncentrere sig rigtigt om andet.

Så drog hun kniven, som hun på meget kort tid var blevet utrolig glad for, så hårdt ind i hans side, som det overhovedet stod hende muligt.

Dog nåede hun ikke, at opfatte om hendes angreb havde virket, før en knytnæve ramte hende på siden af hovedet.

Alt hun nåede at ytre som respons her til var et dæmpet, dog tydeligvis skuffet ”Oh.” før hun lige nåede at konkludere, at ingen af hendes tænder var blevet slået ud. Heldigvis.

Så flimrede hendes bevidsthed hurtigt bort og efterlod hende som en tabt kludedukke på gulvet.

da pigen var kollapset så Khorne ned på sin side og så at hendes kniv havde boret sig dybt ind i hans side "læge" sagde han roligt og lod klingen sidde for nu indtil en sammerit kunne få set på hans sår "sikke en brutal tøs, hun har vundet sin frihed" sagde han med et smil til sine to vagter der var tilbage "lad hende få et værelse for sig selv for nu, og jeg sværger hvis nogen rør hende bliver de flået for offentligt skue" sagde han roligt som lægen kom for at heale ham.

Der gik et par dage hvor han lod følelsen komme tilbage til sine muskler efter skaderne. Han havde holdt fast på kniven han var blevet stukket med, han kunne ikke huske hvornår han havde skaffet sig den men han vidste præcis hvad kniven var så derfor havde han lavet en beslutning. han gik ind på det værelse som pigen havde beslaglagt som sit eget med en blid banken "goddag" sagde han kort og kiggede på hende lidt tid.

Da hun vågnede igen var det i et lyst, simpelt indrettet, men behageligt rum. Dette fik hende dog ikke til at slappe af i første omgang. Nej. I stedet fik det hende til at fare op og se sig agtpågivende rundt. Dog var hun hurtigt nødt til at lægge sig tilbage i sengen grundet en skarp smerte i hovedet og et par godt ømme ribben. Pokker tage den minotaur.

Som tiden gik, gik det dog op for hende, at ingen her lod til at ville hende det ondt. Eller nogen ville det gerne, at dømme ud fra deres ansigtsudtryk, men et eller andet afholdt dem fra at gøre noget. I stedet tilbragte hun tiden i afslappet ensomhed kun afbrudt af et måltid mad her og der. Hun havde endog forsøgt at læse en bog, men det var ikke gået helt efter planen og hun havde hurtigt måtte opgive, da hun aldrig havde lært at læse.

Sådan gik dagene. Uforanderlige, men ganske behagelige på deres egen måde. Dog var hun hurtigt healet helt op fra den tidligere kamp og hun begyndte snart at blive rastløs.

Da Khorne endelig kom vadende for at besøge hende, havde hun nær kastet sig over ham, for at kæmpe mod ham igen. Om ikke for andet, så for at have et eller andet at lave. Dog var der noget i hele hans kropsholdning, der afholdt hende fra at gøre det. I stedet satte hun sig på en stol.

”Goddag, hvis du har tænkt dig at sige til mig, at jeg skal kæmpe til døden for at vinde min frihed, så er jeg klar. Bare lige så du er advaret,” erklærede hun spidst og knækkede fingre som for at understrege sin pointe.

han kunne ikke lade være med at grine da hun sagde det og knækkede knoer. Han kastede kniven i sin skede roligt over til hende roligt "nej, du vandt, havde det været en helt anden havde du vundet den kamp" han satte sig i en stol tæt ved døren "du kan gå nu. men jeg har et forslag" hans dybe stemme skiftede til en alvorlig tone "du kæmper godt, bedre end alle de andre fra fast landet jeg har plan om at give dig en plads i min hær som en kommandør hvis du bliver her" sagde han roligt, han havde tænkt meget over dette de sidste par dage op til hans sår havde healet igen "det er en chance du får en gang i livet, du får god løn, og et godt liv" sagde han roligt mens han studerede den unge kvinde der var foran hende og ventede på hendes svar.

Hun greb med lethed kniven og trak den ud af dens skede for at studere den kort. Jo hun var nu gået hen og blevet meget glad for den kniv under den kamp de havde haft for nogle dage siden.
Hun nikkede kort til ham som en eller anden form for tak for kniven, men gav ham ingen anden anerkendelse indtil videre. I stedet lyttede hun blot opmærksomt til, hvad han havde at sige.

Han havde rent faktisk tænkt sig bare at lade hende gå uden videre? Ja som om. Denne mistro kom tydeligt til udtryk i hendes ansigt, da hun klemte øjnene sammen til smalle sprækker og tænksomt bed sig i indersiden af kinden, imens hun stirrede på ham i forventning om at afsløre ham i en spøg eller løgn.

Dog sagde hun ikke noget, men lod ham fremsætte sit forslag, imens hun betragtede ham i næsten larmende stilhed.

Som han fik sagt sine ord spilede hendes øjne sig langsomt op i vantro og da han endelig var færdig, brød hun ud i latter, der fik hele hendes krop til at ryste og næsten umuliggjorde hendes vejrtrækning.

”Vil du virkelig have, at jeg skal tro på det der?” spurgte hun tørt, da hun endelig havde fået genvundet kontrollen. Med bagsiden af hånden tørrede hun et par lattertårer væk fra sine kinder.
”Du vil give mig, af alle levende væsener du kunne have valgt vil du give MIG titlen som kommandør?” spurgte hun og måtte bide sig hårdt i læben for at afholde latteren fra at komme tilbage.

Hun tænkte sig lidt om. ”Jeg har et par betingelser,” erklærede hun næsten monotont og hævede et øjenbryn af ham klar til at han skulle fortryde og komme med indvendinger.

”For det første,” begyndte hun i en parodi på højtidelighed. ”Vil jeg bevare min ret til at gå hvorhen i verden jeg nu måtte have lyst til. Jeg bryder mig ikke om at være det samme sted for længe af gangen.”

Hun holdt en kort pause, så ordene kunne få lov at synke ind,

”For det andet, vil jeg have ret til ikke at kæmpe for sager jeg af den ene eller den anden grund ikke bedømmer som værende retfærdige,” afsluttede hun og så afventende på ham i stilheden, der fulgte hendes ord.

selv om hun grinte sad Khorne stadig med et seriøst ansigts udtryk og så på hende, han lyttede til hendes ord roligt og så på hende med en ro der kun kunne ses i en som ham. Han satte sig op da hun var færdig "det er gode betingelser, dog vil jeg gernetilføje at du skal rejse tilbage en gang hver måned for at aflægge din raport direkte til mig, jeg stoler ikke på fugle post" sagde han roligt

han rejste sig op "alle mine kommandøre har været tæt på at vinde mod mig, det er en ting som der er i min familie... mere eller mindre" sagde han roligt mens han kiggede på hende roligt

Rinaya studerede kort hans ansigt og måtte til sidst erkende, at han trods hendes mistillid var dybt seriøs omkring sit tilbud. Noget han sikkert ville fortryde noget så grusomt senere, såfremt Rinaya kendte sig selv ret.

Tænksomt slog hun klik med tungen og sad for en tid bare og stirrede ud af sit værelsesvindue, der vendte mod havet. Så på de mange skibe, der enten lagde til kaj eller netop skulle til at tage af sted, samt dem, der allerede var på vej mod nye oplevelser længere ude på horisonten.
Hun kunne stadig nå at tage hjem.

Et eller andet afholdt hende fra det. Hun havde ikke noget hjem. Hvorfor skulle hun ikke kunne gøre dette sted til sit hjem? Det var jo ikke fordi hun for tid og evighed ville side fanget indenfor husets fire vægge.

Stadig med et overvejende udtryk i ansigtet vendte hun sig mod ham igen, så på ham med hovedet lagt en smule på skrå og et sjældent glimt af dyb alvor lysende i øjnene.
Snart løsnede alvoren dog op og veg til side til fordel for et smil.

”Aftale,” erklærede hun muntert og rakte en hånd frem mod ham.

”Selvom jeg finder det underligt, at du ikke stoler på fugle og lige derefter vælger at stole på en ræv,” lo hun lidt efter.

han så på hende og satte sig ned tilbage i hans stol roligt og så på hende "det er ikke så underligt, fugle kan blive skudt ned og fanget, mens du nok ikke giver information lige med det samme" sagde han roligt og så på hende.

"jeg mistede en hel deling da en ravn med oder om retræte blev skudt ned" sagde han roligt til hende og man kunne se at det virkelig pinte ham "inden du bliver sat til din deling bliver jeg nød til at vide om din uddannelse" sagde han for at få sig selv til at glemme en af de største tab han havde haft i sin karriere som general.

”Og se, du har endda tiltro nok til mig til rent faktisk at mene, at jeg ikke sælger informationer om dig til højstbydende. Er det nu også klogt gamle mand?” spurgte hun drillende også selvom hun godt kunne regne ud, at han nok ikke var så meget ældre end hun selv igen.

Dog blev hendes ansigt hurtigt alvorligt igen og hun rynkede tænksomt panden et kort øjeblik. ”Du kan stole på mig. Desuden ville det nok ikke hjælpe ret meget at sende mig fugle, da jeg hverken kan læse eller skrive,” indrømmede hun tøvende. Det var ikke noget hun var særlig glad for at indrømme, men samtidig mente hun heller ikke, at man kunne forlange mere af en, der havde brugt det meste af sin barndom på at tro hun var en ræv.

Hun håbede ikke, at denne viden fik ham til at skifte mening. For hvis hun skulle være ærlig, så var hun henover de seneste dage begyndt at føle en vis tilknytning til det her sted, selvom hun på mange måder ikke passede ind her og det ville blive hårdt at komme til det.

”Men, jeg lærer hurtigt, hvis det er en evne, der er påkrævet,” indskød hun efter at have tænkt lidt over det.

”Det er jeg ked af….jeg skal gøre mit bedste for ikke at lade nogen gå tabt,” erklærede hun med usædvanlig oprigtighed.

”Jeg har ingen uddannelse,” indrømmede hun. ”Men jeg ved, hvordan man overlever, jeg tænker og handler hurtigt….som du jo har set,” bedyrede hun og afventede ellers bare hans bedømmelse i stilhed.

han så roligt på hende mens han overvejede hendes situation med ikke at kunne læse og skrive "beklager men jeg kan ikke sætte dig som spejder kaptajn i den tilstand" han sagde lidt med et alvorligt før det begyndte at bløde op "så fra i morgen tidlig vil du tage timer i det som jeg overvåger" han rejste sig roligt og så på hende og gav hende et smil "vi ses i morgen" han tog fat i dørhåndtaget og gik ud af døren

Han satte sig op fra sengen og gjorde enlig ikke meget for sit udseende som altid, han lod sine handlinger snakke for sig. Han satte sig i sin store stol i en af stuerne, han havde bare en kilt på, han ventede på Rinaya og hendes tutor at dukke op, i mens havde en af hans tjenere begyndt at rede hans filtrede pels ud

Hun sprang ned ad trappen og gjorde sit bedste for ikke at falde, selvom hun havde favnen fuld af en række forskellige bøger, der måske ikke ville have været særlig tunge alene, men i én samling kom til at veje, hvad der efter Rinaya’s mening lige så godt kunne have været et ton eller to.

Trods det ton eller to hun muligvis bar på og sikkert særligt grundet hendes nyerhvervede lærers bønner om, om hun ikke nok ville lade være, insisterede hun på at tage trappen i fuldt firspring to trin af gangen.
Kun grundet en ret mesterlig balance undgik hun at falde så lang hun var med ansigtet ned i gulvet på de sidste trin.

Hendes lærers skæld ud blev fuldstændig ignoreret og i stedet for at høre efter trådte hun ind i stuen, lod alle bøgerne falde ud på gulvtæppet og satte sig så ned mellem dem.
Med sammen knebne øjne bed hun sig i læben og så først på bøgerne, så på Khorne og så på sin lærer igen.

Beslutsomt knækkede hun fingre og så mest af alt ud til, at det var et slag hun skulle påbegynde og ikke en time i læsning og skrivning.
”Jeg er klar,” erklærede hun i et noget mislykket forsøg på at lyde højtidelig.

Khorne så på den ivrige pige og kunne ikke lade være med at klukke. Han smilede af sin nye kaptajn som hun blev undervist i at læse og skrive. Khorne var meget glad for at hun var så ivrig om at lære noget i forhold til hans ungdom hvor han hellere ville have dræbt sig selv end at sidde fanget i et rum med en gammel mand hvor han skulle lære at læse og skrive.

efter timen med læse og skrive træning sad Khorne og små sov i sin stol mens han drømte om alt det mad han kunne spise senere. Han gabte højt da han hørte læreren forlade rummet efter timen var slut og så over på Rinaya "hvordan gik time syntes du?" sagde han med et smil

Det var svære end hun havde forventet at lære at læse og skrive. Dette gjorde i hende i begyndelsen lidt småmobset.

Dog gik det på den positive side også op for hende, at det var langt mindre kedeligt at læse end hun havde troet det ville være. Så selvom det gik langsomt og lettere hakkende fremad var der, som hendes lærer valgte at sige det ”tydelige og markante fremskridt på meget kort tid”.

Desuden havde han rost hende, hvilket øjeblikkeligt havde forbedret hendes forhold til den tørre gamling en smule.

Dette medvirkede også til, at hun var langt mere forsigtig, da de pakkede bøger og skriveredskaber sammen end hun var, da de pakkede dem ud. Nu var der ikke noget der hed at smide bøger på gulvet eller gå med dem i en kæmpe stak, så var fare for, at de alle sammen faldt på gulvet med knækkede rygge og forrevne sider.

Nej nu var det helt omvendt. Alt blev behandlet med den allerstørste respekt og varsomhed og blev sat tilbage i deres reoler efter farveorden.

”Oh…eh…det var fint nok,” svarede hun på Khorne’s spørgsmål med en let fnysen i et forsøg på at ligge en dæmper på sin egen entusiasme.

Dog virkede det ikke ret længe, før et smil oplyste hendes ansigt. ”Jeg kan stave mit navn nu. Se,” sagde hun og holdt med slet skjult stolthed et stykke papir op, så han kunne se.

han tog papiret og læste den lidt sjuskede håndskrift og tog et sug af sin pibe mere "det er faktisk imponerende hvor langt du er kommet" han smilede til hende og rejste sig fra sin stol da hun havde pakket sammen "lad os få noget at spise"

han gik ind i spise stuen med Rinaya lige bag sig. Han gik roligt hen til sin stol og satte sig mens han så på maden der blev bragt ind "som altid et godt måltid planlagt" han smilede som han skovlede mad over på sin store tallerken og begyndte at spise

”Tak,” kunne hun ikke undgå at sige. For at være ærlig, så var hun også ret stolt af sig selv og, at der var nogen, der delte den følelse med hende var særdeles uvant, men samtidig rart. Hun nikkede kort og fulgte så i hælene på ham gennem huset for at få noget at spise. Hun havde stadig ikke helt vænnet sig til det faktum, at regelmæssige måltider pludselig var noget hun faktisk kunne forvente. Derfor blev hun lige overvældet over det hver gang. Og hun skulle ikke engang selv lave maden.
Det kunne hun godt gå hen og blive måske en smule for vant til.

Hun satte sig hurtigt i en stol overfor Khorne og puttede i stilhed mad over på sin tallerken, samtidig med, at hun ikke kunne lade være med at stirre på det, som om hun aldrig før havde set mad.

For en stund sad hun bare og så på sin mad og duftede til det, som om hun forsøgte at inhalere det gennem næsen.

Dog gik der ikke ret længe, før hun ikke længere kunne holde det ud og hun gik til angreb på maden med sin gaffel.

Dette resulterede i, at hun brændte tungen, men hun lod sig ikke synderligt mærke med det og tog bare en slurk vand fra sit glas.