Hvad vil du?! //Razor//

S: The Valley of the dead
T: Eftermiddag
V: Der er dunkelt og fugtigt
O: Døde træer, gravstene og gravkamre.
[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Rafaela havde valgt og gå sig en lang tur. Væk fra alt der var omkring hende. Hun havde været så heldig, at få sin faster Victoria til, at tage sig af Reine hendes nyfødte søn og Emily en pige hun nærmest havde adopteret til sig. Sådanset passede hun bare Emily for hendes bedsteveninde indtil hun havde det bedre og havde kontrol over sig selv til, at hun ville kunne passe Emily igen. Hun havde valgt og gå hen til et sted der lignede en nedlagt kirkegård. Det var her hun havde mødt Zeros far første gang, Zann. Han ville have taget hende som slave og tortureret hende fordi hun lignede Luce, hendes biologiske mor og havde sagt, at både Zero og Luce var i live, men han troede ikke på det. Han var sikker på, at de var døde begge 2.
Rafaela var rasende indvendig. Zero havde igen fået hende under sin magt, men det skulle være løgn. Hun skulle nok komme fri fra hans magt så snart hun havde gjort så Luce kunne blive 100% rask igen og hun vidste det kun var Zero som kunne gøre det. Hun måtte lyve for sin familie for, at kunne tjene Zero bare for, at gøre hendes mor rask. Hun havde på en måde bare lyst til, at droppe det hele, men så ville ikke blot hendes mor dø, men hun ville blive straffet værre end hun nogensinde var blevet.
Hun havde sat sig på en væltet gravsten og havde taget sin sorte/blå kjole på der gik ned til midten af hendes skindeben. Der var lavet et hul bag på kjolen så hendes hale kunne stikke ud. Der var fordelle og ulemper ved, at have en dragehale for den var for det meste i vejen, men hun kunne ikke komme af med den fordi hendes far Sakref og Rottenstein havde lavet så mange forsøg på hende, at det endte med et helt nyt udseende der næsten fik smidt hende i fangekælderen fordi ingen genkendte hende og en hale der kun var til besvær.
Rafaela havde lyst til, at smadre en eller anden. Hun brændte op indvendig af ren vrede. Skulle hun opgive eller skulle hun kæmpe imod eller skulle hun bare holde ud til begge aftaler blev holdt og derefter kæmpe imod. Hun rejste sig op og gik rundt på kirkegården for, at holde sig igang.

Påklædning: Sorte shorts der går til lige over knæene, og en mørke lilla tshirt. Han har som sædvanligt sit sorte læderhalsbånd om halsen - og bare tær.

Det var ikke tit man så den lille halvdæmon spankulere omkring i dette område af landet. Men han havde været her før, en del gange faktisk. Sidst han huskede at have set sig selv her var dengang hvor han reddede Tatia, eller gjorde et forsøg på det - han havde stadig ikke helt styr over hvad den egentlig grund til kaosset havde været. Men det var vel efterhånden typisk for Razor, han fandt sig selv så forvirret over de fleste situationer, at han for det meste bare opgav helt at følge med.
Hvorfor han havde bevæget sig herhen igen? Ingenting lokkede ham, men alt for at komme væk fra Doomsville - Firewood. Der var så meget der gjorde så ondt. Han havde aldrig før haft så mange følelser i sin krop på en gang. En ting var at han for bare få måneder siden ikke kendte til følelser, men på så kort tid at have gennem gået nærmest alle følelser fysisk muligt at føle. Det var overvældende og noget der fik tankerne til at slå knude på sig selv. Sætte spørgsmålstegn ved simple ting i livet. Spørgsmålstegn - som heller ikke var noget han før i tiden havde taget i brug. Han havde simpelt fået en ordre, udført den også tilbage på sin plet. Hans liv var blevet så meget mere end bare sove, spise og slå ihjel. Og det både på godt og ondt.

Han spadserede afsted, uden helt at vide præcis hvor han befandt sig, men det kunne vel også være ligegyldigt. Ønskede han at finde tilbage til byen så var hans sanser dem han stolede på. Lede efter en fært eller en lyd og følge den. Det var noget af det nemmeste. En af de få ting han var virkelig god til - det og at slå ihjel. Så var han i sit rette S og følte sig tilpas, brugbar og noget værd. Og dog.. en stemme i ham skreg at det var forkert, mens en stemme overmandede den lille stemme og møvede sig igennem det hele. Vandt hans kontrol og drev ham til alle de ting han ikke måtte - men gjorde alligevel. Selv de få ting han slet ikke havde lyst til at gøre. Som at forsøge at slå en af de få personer han elskede ihjel. Det stak i hjertet ved tanken om Reign. Tanken om at han ville hade ham for evigt. Aldrig mere at kunne være i armene på ham, den tryghed han vidste han kunne føle i selskab med den fyr - en tryghed ingen andre nogensinde havde formået at dele med ham. Det gjorde ondt. Han ønskede ham tilbage, men han vidste godt at det han havde gjort var helt igennem utilgiveligt.

Han blev slået ud af sine tanker, ved duften af noget ukendt - også alligevel bekendt. Det var ikke et væsen han havde stødt på ofte, men hvad der foregik i Dragons Peak for tiden, gjorde at det ikke var en helt ukendt lugt der fyldte luften omkring ham. Draconianer. De gjorde oprør i Dragons Peak - og derfra kendte Razor til racen, hans skuffelse over dem sad stadig dybt i ham. Ingen af dem havde vist sig i drageform og det var noget han ikke helt kunne acceptere. Måske havde hans forventninger bare været en smule for høje. Dog blev de slået lidt væk i det han så kilden til duften længere fremme for sig. Hans blik fæstnede sig et øjeblik mod halen. Også gled det kort efter op over kvinden.

Han lod hovedet glide på skrå, kort efter han var stoppet op - ikke mange meter fra personen længere fremme. Han sagde ikke noget til at begynde med. Men lod så bare et smil vokse frem over hans læber.
" Well... Look at that.. A sad soul, all by herself. " Sagde han stille, før han så bare trådte mod hende. " Did you loose someone dear to you? Or just.. here to moan about every single little thing that went wrong, and not appreciate all the things that went right? " Han tiltede hovedet på skrå til modsatte side. Hans tanker var allerede langt fra alt sit eget og drejet mod hvad der kunne være årsagen til at denne drage var her i området.
" Waaaait.. You're not here to kill yourself are you? I can help you if thats the case.. How fun that could be.. " Sagde han så med et smil om læberne. Han stoppede op ikke langt fra hende og kneb kort øjnene lidt sammen, lod sine hænder dumpe ned i sine lommer. Han ventede tålmodigt på hvad hun havde at sige. Hvis der var noget at sige, eller hun ville have en ligeså utilfreds attitude til Razor som hun vidst havde til omgivelserne. Hun virkede ikke ligefrem som en der havde lyst til at holde fest. - Eller lege. Men Razor havde på den anden side heller ikke brug for frivillige legekammerater. Tværtimod. Det var meget sjovere når de ikke var helt friske på hvad der skulle ske. Om det var at stjæle deres øjne eller bare lege med deres mentale tilstand.

Rafaela håbede inderligt for de få væsener der ville være dumme nok, at komme til dette hul, at de lod hende være. Hun var en ren tikkende bombe. Hendes forældre ønskede hun stadig, at have hævn på selvom hendes onkel altid fordrejede hendes tanker når hun havde dem og han var til stede. Zero skulle bare ned med nakken når hun havde fået hendes biologiske mor ud af det sygehelved som kun Zero kunne klare. Hun kunne vælge mange veje, at gå, men alle veje førte til noget negativt. Opgive sit liv fuldstændig og dø, men så ville hun straffe alle, Reine ville blive forældreløs, Emily uden nogen ordentlig beskyttelse og hendes biologiske mor ville fortsat døje med en gift der kørte rundt i kroppen på hende. Hun kunne kæmpe imod, men det ville straffe hende selv fuldstændig, hvor Zero sikkert havde dræbt hende til sidst plus han havde ladet hendes biologiske mor dø af giften. Hun kunne opgive, at kæmpe imod og blive dræbt af hendes familie på slottet i Doomsville. Hun kunne ikke se nogen positiv vej for hende.
Hun stoppede op da hun lugtede en ukendt lugt. Hun kiggede hen imod personen med et blik der viste tegn på vrede og sorg. Hun lyttede stille til det fyren sagde. Hun rullede med øjnene og viftede med sin hale "Hvad rager det egentlig dig? Slet ikke så bland dig uden om!" sagde hun bestemt til ham og gik videre. Hun kæmpede imod sig selv for ikke, at angribe denne fyr.
Hun vidste ikke helt hvordan denne fyr ville reagere på måden hun snakkede til ham på, men det var hun sådanset også ligeglad med for det ragede ikke ham, hvordan hendes liv var og hvad det var hun ville. Hun vidste ikke en gang selv hvad hun ville. Hun ønskede lidt, at nogen kunne banke bare lidt fornuft i hendes hjerne.

Rafaela vidste ikke hvad der foregik udenfor hvor hun normalt var. Sunfury, Doomsville sjældent gange ellers hjemme hos Zero. Hun havde valgt, at dem fra hendes klan ikke skulle fortælle hende om det der foregik da hun bare ville få mere, at tænke over. Hun skulle kun kontaktes, hvis det var yderst nødvendigt.

" Aaaarg... Don't be silly.. " Sagde han så bare lidt med et lille grin. Folk i dårligt humør var indtil nu den bedste underholdning man kunne bede om. Også selvom den man valgte at opsøge som var i dårligt humør helt sikkert ikke havde samme mening omkring det. Kun fordi han havde planer om at stikke næsen i alting - valgte han bare at træde efter hende som hun besluttede sig for at bevæge sig væk. Razor kunne ikke være mere ligeglad med hendes gnavne attitude end han var. Han så det kun som en mulighed for underholdning, hvilket var præcis hvad han havde brug for. Også for at få slået sine egne tanker over på et eller andet som ikke havde med livet i Doomsville at gøre. Det drev hans indre til vanvid - vækkede dæmonen som i sidste ende kun hungrede efter at få lov at lave mere rav i den.

" You know - telling people whats up is the least you can do - I mean, what if I were able to help you? Not that I'm any good at it, I would probably just tell you to pull yourself together at loosen up a bit. Nothing fun about walking around mouning about what could have been, or will be or.. other boring stuff like that.. " Sagde han så bare lidt og lod hovedet glide på skrå. Et kort sekund i en oprigtighed der kunne virke enormt overbevisende. Også selvom hjælpsom var det sidste han havde planer om at være. Men hvis det var det der skulle til få at få kvinden til at tale, så gjorde han da gerne et mesterligt skuespil for det. Men nej - i sidste ende var han elendig til at hjælpe - især når det drejede sig om folk han intet forhold havde til eller nogle følelser følte omkring hvad de følte. Der var kun meget få der havde sådanne roller i hans liv, roller som man skulle lede længe efter at få.

Hans fokus blev dog slået væk, hun havde en hale. " Holy shit... you're one of them.. " Sagde han så bare med et lille grin. Og var hurtigt helt henne ved kvinden - uden at tage den mindste smule hensyn til hvilke grænser kvinden kunne have. Han lod simpelt fingrende smutte hen over halen der elegant kom til syne ud mellem stofferne i kjolen kvinden bar. Razor havde set dragefolk - som han kaldte dem - før, men det havde været begrænset hvor fascineret han var blevet af dem. Sikkert på grund af skuffelsen over at de ikke var drager - at kun få af dem havde noget der kunne minde om drager og ikke bare lignede ganske normale, kedelige mennesker. Han rynkede kort næsen lidt, men lod så blikket strejfe med kvindens ansigt - og smilet om hans læber voksede.
" Tell me, can you turn into a dragon!? Don't dissappoint me - I'm tired of being dissappointed on this topic.. " Sagde han så bare, hans udtryk viste dig ingen tegn på skuffelse - nærmere en utrolig nysgerrighed man for det meste kun fandt i børn der verden manglede at se.

Hun gik rundt omkring på kirkegården i håb om, at hun ville kunne ryste denne belastende fyr af sig. Hun havde virkelig ikke lyst til, at snakke med ham overhoved. Hun ignorerede fuldkommen det han sagde til hende imens hun gik rundt for hun havde overhoved ikke lyst til, at fortælle ham om hendes følelser.

Hun stoppede brat op og lyttede halvt efter det han sagde til hende. "Ja jeg ved godt, at det normalt ville hjælpe, at snakke med folk om de problemer man har og du kan sikkert godt hjælpe, men jeg vurdere ikke dig som en person der vil hjælpe en overhoved. Hun er bare en irriterende snotunge!" sagde hun vredt til personen og valgte, at fortsætte sin runde rundt omkring kirkegården i håb om, at han ville opgive, at følge efter hende.

Hun vendte sig om og kiggede på ham med et undrende blik da han sagde, at hun var en af dem. Hun anede ikke hvad snotungen snakkede om før hun mærkede hans fingre køre hen over hendes hale der viftede til siderne. Hun slog hans hånd væk med halen og kiggede på ham "Ja, jeg er en af dem og ja jeg kan forvandle mig til drage og nej jeg vil ikke vise dig det for kan ikke se nogen grund til. at vise dig, hvordan en drage ser ud. Du må lede efter en ægte drage hvis du ønsker det" sagde hun irriteret. Man kunne tydeligt se på hende, hendes kropssprog og måden hendes hale viftede på, at hun overhoved ikke var i godt humør og blot var blevet mere irriteret på, at hun var blevet stoppet af ham og han ikke bare lod hende være fra start af.