Hello again ~ Razor

S: Dragons Peak
T: Aften
V: koldt udenfor og fuldmåne
O: En masse bygninger

Ayda gik langsomt rundt i byen. Hun ville finde et offer så hun kunne sluge personens livsenergi i sig. Hun valgte og gå på rov om aftenen da det var oftes der folk var alene og ingen ville kunne stoppe hende. Ayda havde været et spøgelse i 2 måneder. Hun var blevet dræbt af sin far. Hun havde haft på fornemmelse, at han ville skade hende nogle uger inden, men hun kunne ikke se, hvor galt det ville gå før lige på dagen. Hun husker dagen som var den igår. Hun havde været ude i haven og leget med Razor. Hendes bedste og eneste ven. Han var blevet slave for hendes forældre og de havde sagt de ikke måtte være venner eller noget så de havde kun set og snakket sammen når de ikke var til stede.

Ayda havde gjort sig usynlig og gik igennem husene for og finde en der var alene så hun kunne få noget livsenergi fra personen. Hun syntes selv, at hun manglede noget livsenergi så hun havde ikke planer om, at tage hjem igen før hun havde fået rigeligt. Hun fandt en kvinde der var ude på gaden som var igang med og samle nogle frugter op fra jorden som hun havde tabt. Hun gik langsomt hen til kvinden. Hun var ikke usynlig længere. Hun stoppede da hun var kommet tæt på kvinden. Hun kunne tydeligt se på kvinden, at hun var blevet bange for hende. Kvinden lignede en som havde set et spøgelse som hun sådanset også gjorde. Ayda smilede overhoved ikke til kvinden og holdt sit hoved tæt op kvindens hoved. Hun åbnede sin mund og begyndte og sluge livsenergien fra kvinden. Hun kunne tydeligt se på kvindens øjne, at hun var ved, at dø ved, at kvindens øjne blev helt hvide. Da kvinden puste sit sidste åndedrag ud faldt kvinden til jorden og døde. Kvinden havde lignt en tjenestepige fra nogle af de rige. Hun brød sig ikke om folk der var magtgale.
Ayda gik langsomt videre for, at finde sit næste offer. Hun gik igennem alle de smalle gader for, at folk ikke ville lægge mærke til hende. Hun fandt sit næste offer og slugede hans livsenergi til sig. Fyren hun havde slugt livsenergien fra så meget rig ud og lignede en der ikke behandlede folk ordentligt. Ayda lod hans lig blive liggende imens hun gik hjem af igen. Hun boede stadig i det hjem, hvor hun blev dræbt.

" You know.. a warning would have been great.. I didn't really enjoy watching your body laying on infront of me.. lifeless.. and I know you know me, thats big words coming from someone like me. I didn't mean to do what I did - but you didn't have to do what you did either.. " lyden af Razors stemme var ikke høj og hvis man ikke var indenfor en kort afstand ville man nok ikke kunne høre hvad han sagde, men det betød heller ikke noget om nogen kunne høre ham. Han talte tit og ofte til sig selv og sådan havde det altid været. Dette var dog første gang han havde talt i en tonelege med følelser indblandet. Følelser var aldrig noget han viste og i sidste ende var han i tvivl om han overhovedet var i stand til at føle. Dog blev han bekræftet en smule i det på nuværende tidspunkt. Episoden der var sket for længe siden i netop denne have han befandt sig i var noget der havde sat sig fast. Han havde slået folk ihjel der i virkeligheden havde betydet noget for ham - de eneste der nogensinde havde betydet noget for ham. Dog var det mest hans herre der var efter ham i hans tanker.

Han sad på en gammel stub der var placeret i den ene side af haven. Herfra havde man udsigt over det meste af haven. Haven her havde mange minder i bagagen, de fleste minder som Razor allerede for længst havde glemt, dog var der enkelte ting der holdt ved. Små billede serier af hemmelige lege sammen med Ayda, øjeblikke hvor han ikke havde været i sit sædvanlige psykotiske hjørne. Dog var det der fyldte mest, synet af hans herre der tog hans bedste ven fra ham for øjnene af ham. Sådan et syn ville normalt have været noget Razor nød at se på, synet af blod og lidende blikke - skrig der fyldte hans øre, var normalt den rene musik og bragte et smil om hans læber, men ikke denne gang. Det var en gyser han ikke ønskede at gense, og alligevel havde det valgt at følge ham selv i hans drømme, søvnløse nætter var blevet en del af hans liv og han håbede det snart ville holde op.

" But ya know.. We have to move on, I got things to do now - things you taught me " sagde han så bare lidt før han lod sine fingre glide op og pille lidt ved halsbåndet som sad omkring hans hals. Han havde ikke i sinde at tage det af, det kunne han ikke. Det var et minde, også selvom det efterhånden var gammelt og slidt så skulle det ikke af. " Oh! and.. you can stop me from collecting teeth and corneas now! " - tilføjede han lige kort med et lille grin før han vippede lidt med sine fødder under sig.

Ayda gik langsomt hen imod sit hjem eller gamle hjem. Hun vidste faktisk ikke hvad hun skulle kalde det længere. Hun var blevet oget tydligere igen efter hun havde fået noget mere livsenergi, men alligevel så hun meget tynd ud og hendes hvide hudfarve var næsten falmet.
Hun låste ikke en gang dørene op for og komme ind i huset. Hun gjorde sig bare usynlig og gik igennem huset indtil hun stod ude i baghaven. Hun fornemmede hurtigt, at der var noget som ikke plejede og være der. Hun stod med kroppen inde i huset og havde sit hoved ud imod baghaven. Hun vidste ikke længere hvordan hun skulle reagere da hun opdagede, at det var hendes bedste ven Razor. Hun havde ventet på ham i 2 måneder for, at fortælle ham, at hun stadig var i verdenen, men hvordan ville han reagere? Ville han forsvinde fra hende og aldrig ville se hende mere.
Hun stod i et godt stykke tid og spekulerede på, hvad hun skulle gøre og hun bestemte sig for og gå ud til ham.
Hun gik ud i haven og gjorde sig tydlig igen. Hendes lillae øjne skar igennem den ellers falmene hvide farve og hendes sorte hår. Hun gik langsomt hen imod Raz. Hendes hoved hang imod højre. Hun kunne ikke rette sit hoved op og mått derfor altid gå i en cirkel hvis hun skulle se hele vejen rundt end lige frem. Hendes sorte hår hang hen over hendes ansigt i højre side og man kunne tydeligt se hendes ar hen over halsen "Hej Raz" sagde hun stille.
Hun gik hen til æbletræet som var det sted, hvor hun var blevet dræbt. "Det er mig Ayda" sagde hun stille. Hun håbede ikke, at hun skræmte ham væk eller noget.

Razor overvejede et øjeblik at forlade haven igen men der gik ikke mange sekunder efter den tanke havde strejfet ham før en stemme lød i hans øre. En velkendt stemme, dog en stemme han aldrig havde troet han skulle høre igen. Hvilket fik ham hurtigt til at se op og rettede blikket i retning af personen som.. et kort halv forvirret udtryk dansede over hans ansigt før han lod hovedet tilte på skrå. Han sagde ikke noget i lidt tid, sad bare og samlede tankerne omkring hvad det var han så. Det var Ayda der havde vist sig for ham og det var i sande ikke et syn han havde troet han skulle se. Hun var død i hans verden, og nu alligevel ikke. " Epic! " røg det så bare ud af ham før han hurtigt sprang ned fra stubben og i en dansene gang bevægede sig rundt om Ayda med et overvejende og alligevel med et strejf af overraskelse. Ingen former for utryghed eller frygt var at finde - men det var på den anden side heller ikke ting som Razor nogle sinde havde vist. " Ayda Ayda Ayda.. how is this even possible? You're just like a cat! flere liv og det hele.. wauw.. or, what do you prefer to be called? " spurgte han så bare kort og rettede blikket mod den savnede piges ansigt - selvfølgelig med et stort smil om læbne. Et smil der sjældent forsvandt.

" And why are you still here? it's not exactly a ummm.. pleasent place to stay? concidering that.. you died here? " - hans lod sit hoved tilte på skrå og stoppede op foran hende med et kort lille grin. Han havde aldrig i livet troet han skulle se hende igen. Dog var han glad for han gjorde, også selvom hun slet ikke lignede den Ayda som han huskede - nogle ting var det samme, men følelsen af hende var der ikke helt som den førhen havde været. Det var som om hun ikke rigtig var der, selvom hun i virkeligheden jo egentlig var lige foran ham.

Hun kunne godt se på ham, at han var blevet overrasket over, at se hende igen og høre hendes stemme igen, men hun havde svært ved, at tolke om han var glad for, at se hende igen eller om han hellere ønskede det ikke var sket. Hun var meget lavere end ham. Hun var jo stadig en 12 årig pige og ville altid forblive en 12 årig pige i udseende og opførsel. Hun lod ham gå rundt om hende og undersøge hende nærmere. Et kort smil viste sig på hendes læber som ellers var sjældent. Det var faktisk første gang hendes læber havde flyttet sig udover når hun skulle snakke eller sluge andres livsenergi. Hun havde savnet, at høre hans stemme. "Jeg tror det kaldes for et spøgelse" fortalte hun stille. Hun havde hørt det fra en anden spøgelse hun havde mødt få dage efter hun selv var blevet til et spøgelse.
Hun syntes hvor sjovt de 2 var forskellige og alligevel passede de så godt sammen som venner. Han smilede hele tiden som hun gjorde da hun var levende, men nu smilede hun sjældent samt han havde altid ydt og se folk lide og det brød hun sig ikke om. Der var vel bare noget anderledes imellem de 2. Hun vidste ikke hvad, men han fik nogle sider frem i hende som hun sjældent havde set hos sig selv og ikke kendte til.

Hun stod lidt og og tænkte over hans spørgsmål "Ja jeg døde her, men hvor skulle jeg ellers tage hen? Kender kun til huset og haven. Har aldrig været andre steder udover de sidste måneder, hvor jeg har måtte få livsenergi fra andre" sagde hun stille. Hun turde ikke tage andre steder alene selvom hun var spøgelse og det var svært og slå spøgelser ihjel. Hun løftede langsomt sin arm og lagde sin kolde hånd på hans kind. Hendes hånd var let som en fjer. Hun savnede hans kram, men kunne spøgelser overhoved mærke et kram og røre ordentligt ved de levende væsner?

" Et spøgelse.. " sagde han kort lidt med et lille smil og holdt blikket mod hendes ansigt et par sekunder, måske lignede han en der overvejede hele situationen - men egentlig var den overvejet på meget få sekunder. " Det er bedre end ingenting, troede faktisk jeg skulle undvære dig i al evighed - og som du nok ved er al evighed helt utrolig lang tid, så lang tid jeg ikke tror det ville være muligt faktisk helt at overleve... du må kunne alle mulige seje ting nu så, ikke? der må være kommet nogle goder ved sådan at skulle være spøgelse? " sagde han så lidt med et lille grin. Han var oprigtigt glad for at se hende. Også selvom hans glæde for det meste var en ubevidst facade der blev bygget op af absolut ingenting. Han så normalt ingen grund til at gøre andet end at grine og smile, heller ikke i situationer hvor han i sidste ende burde græde. Hans liv havde jo ikke ligefrem været en dans på roser - men han var sådan en, som slet ikke lod det gå ham på. Ignorerede det nærmere bare.

Han lod blikket glide rundt i haven mens Ayda fortalte, hun havde jo sådan set fat i noget. Det var ikke meget man havde været udenfor denne have eller huset i den tid man havde været - hvis man overhovedet havde været ude. Razor havde et par gange men kun fordi han var slave og havde arbejde at gøre i det selskab han havde været i - og gangene det var sket kunne tælles på en hånd. " Men verden udenfor er fantastisk! " sagde han så med et lille grin før han rettede blikket tilbage mod hende. " Der er så mange helt utrolige ting.. jeg fangede en fisk med mine bare hænder, det er som en gigantisk legeplads! " han kunne slet ikke lade være med at smile - alle de ting han havde set og gjort siden han var smuttet herfra var utrolige. Oplevelser han ikke havde forestillet sig være muligt, han havde haft det sjovt. - Men det havde han på den anden side altid, fordi alting var sjovt i Razors verden, bortset fra kedsomhed, kedsomhed var hans største fjende. Men det at få lov at slå ihjel havde været hans favorit ting indtil nu, især hvis det var i lidelse. Hvilket sikkert ikke undrede nogle.

Han gik i stå et par sekunder og så lidt nod Ayda. " Suge livsenergi ud af folk? uddyb lige det, det lyder som en syg evne at have? hvordan ser film ud mens du gør det? gør det ondt på dem? skriger de? deres øjne? hvordan ser de ud? " - han holdt et intenst blik mod Ayda og hans smil blev mere og mere begejstret og en smule sygt. Alt imens han lagde sin hånd mod Aydas som hun havde lagt mod hans kind.

Ayda log ham tygge lidt på ordet. Det havde også været meget underligt for hende, at finde ud af, hvad det egentlig var hun var blevet til efter døden. Inden hun døde havde hun altid troet, at man forsvandt for altid. Hun lyttede stille til hans spørgsmål og tænkte derefter lidt over, hvordan hun skulle forklare ham det "Kan flytte på ting med tankens kraft og gå igennem mure og andre faste former" fortalte hun kort. Hun vidste ikke hvordan hun ellers skulle forklare det. Hun kunne vel vise ham det senere? Det ville hun, men hun ville nok være nød til og have lidt mere livsenergi fra nogle for, at have nok af energi til det og til, at kunne være sammen med ham.

Hun lyttede stille til det han fortalte hende om verdenen udenfor haven og huset. Det lød meget spændende, men hun havde ikke lyst til, at tage ud og undersøge verdenen alene. Hun kiggede op på ham "Det lyder sjovt, men jeg vil ikke tage ud og undersøge verdenen helt alene" fortalte hun stille.

Hun grinede lidt over, at han var blevet så begejstret over, at høre, at hun kunne suge livsenergien ud af folk for, at holde sig selv i live eller retter til og være på denne verden og ikke åndeverdenen. "Jeg gør det ved og stå foran personen med min mund åben og så suger jeg livsenergien ud af dem ved, at de selv åbner deres mund om det så bare er nogle få mm. De ligner nogen der har set et spøgelse og jo mere livsenergi de mister med tiden begynder deres øjne og blive helt hvide og ved deres sidste åndedrag hvor de puster ud får jeg deres sidste livsenergi og de falder døde om på jorden" fortalte hun livligt omkring måden hun sugede livsenergien ud af folk.

Hun satte sig på gyngen som hun havde siddet på rigtig mange gange både hvor Razor havde skubbet hende, men også hvor hun havde siddet på hans skød hvor de havde gyndet sammen da han var ældre og større og tungere end hende. Det havde været en dejlig tid de gange hun havde kunnet være sammen med sin bedsteven. Hun kiggede så vidt muligt op på ham som hun kunne, men det var ikke meget hun kunne se op.

" Virkelig!? " spurgte han så med et lille grin. Det var da spændende. Han vidste godt at han selv havde evner ud over det sædvanlige, men det var ikke spændende eftersom det var noget han havde levet med hele sit liv, så alle andre evner var i hans verden meget sejere. " Kan du få mig til at flyve? kan jeg være en ting et øjeblik? Så kan du flytte mig med ud i verden! så udforsker vi byen sammen - selvfølgelig er der ikke noget sjov i at gøre det selv ingen synes det er sjovt at udforske alene ikke engang jeg synes det er sjovt at udforske alene men på den anden side er jeg egentlig heller aldrig helt alene har venner masser af venner - men hey lad os gøre det! udforske sammen, også selvom du ikke kan løfte mig med, har jo stadig ben at gå på " sagde han i en lang smører og grinte kort i sit forsøg på at få vejret da han stoppede med at tale.

Han forsøgte at lytte til hvad Ayda sagde, da hun forklarede hvordan hun kunne suge livsenergien ud af folk. " Det bliver du nødt til at vise mig, det må være et skønt syn.. fantastisk syn, helt utroligt syn.. mmmm.. " sagde han så lidt med et halv lusket smil om læberne. Faktisk var der ingenting han hellere ville lige nu end at se det live for sig. Han hoppede ned fra stubben han sad på og trissede en runde omkring gyngen Ayda havde sat sig på. " Er det koldt at være spøgelse? " spurgte han så lidt og svingede kort lidt med sine arme. Hans blik flakkede vidt omkring i haven, engang imellem landede det på Ayda - det var på en eller anden måde underligt for ham at se hende igen, en ting var at hun var død - men det var ikke det mærkelige i det - det var sådan som hun så ud. Det var som om der manglede noget, eller var for meget. Noget han tænkte at han sikkert ville vende sig til. Det var jo Ayda, det kunne ingen ændre på og døden måtte jo gøre et eller andet ved en. " Medmindre du hellere vil være her? ville ikke kunne forstå det, men jeg forstår heller ikke så meget.. Hmm.. " han rodede sig kort lidt i håret før han stoppede op bag gyngen med blikket rettet mod Ayda, nok mest hendes hår. " føler du noget? inde i din krop? " Razor havde for vane at stille alt for mange spørgsmål - især når det kom til følelser, det var spørgsmål Ayda helt sikkert havde fået før. De kom ofte når Razor selv var i tvivl om hvad han følte og om han overhovedet følte noget. Han var altid i tvivl.

Hun kiggede lidt overrasket på ham da han pludselig bombaderede hende med en masse spørgsmål omkring hendes evner. Hun sad lidt og tænkte over det "Nej det kan jeg ikke. Jeg kan kun med genstande og du er ikke ligefrem en genstand vel?" sagde hun og smilede stille til ham. Hun sad samtidig og spekulerede på om hun skulle tage med ham ud i verdenen og opleve noget nyt? Det ville bare kræve utroligt meget af hendes energi, at skulle være synlig hele tiden og hun kunne allerede godt mærke, at hun snart skulle have mere livsenergi, hvis Razor skulle fortsat kunne se hende. Hun ville ikke svare ham med det samme om det, at forlade haven det var noget hun mått tænke over da hun ikke havde været længere væk end inde i byen for, at få livsenergi.

Hun grinede lidt da han ville opleve hende suge livsenergi ud af en, men det ville han nok snart opleve alligevel. "Det kommer du nok snart til, at opleve for, hvis du fortsat skal kunne se mig er jeg nød til og få livsenergi for ellers bliver jeg usynlig" fortalte hun stille. Hun vidste godt, at Razor godt kunne lide, at se andre lide og dø, men han havde ikke nydt, at se hende dø for øjnene af sig selv. Hun trak let på skuldrene da han spurgte om det var koldt og være spøgelse. Hun følte sig tilpas så det vidste hun ikke rigtigt hvad hun skulle svare på. Hendes hud var kold når hun var synlig, men hun følte sig tilpas "Jeg synes det er tilpas så det ved jeg faktisk ikke" fortalte hun stille og kiggede op på ham. Hun vidste godt, at Razor var en af dem som spurgte utroligt meget, men hun havde stillet de samme spørgsmål til de få spøgelser hun havde mødt så det var vel meget normalt når man ikke vidste noget omkring det og få, at få mere viden måtte man spørge. Hun kiggede op på ham da han spurgte ind til følelser "Det ved jeg faktisk ikke, men det vil jeg da tro det er ikke noget jeg som sådan har tænkt over" fortalte hun stille og man kunne tydeligt se på hende, at hun selv var begyndt og tænke over det.
Hun tænkte stadig over det med, at skulle rejse afsted fra haven. Måske kunne de begynde på små ture så hun vænnede sig til og være andre steder end i huset og haven som hun ellers var van til. "Vi kan vel begynde i de små ikke?" spurgte hun stille.
Hun rejste sig op og begyndte og gå hen imod den høje busk "Nå vil have noget mere livsenergi så du fortsat kan se på mig" fortalte hun stille og gjorde sig usynlig. Hun gik igennem busken og ventede ude på den anden side af busken "Kommer du?" råbte hun ind til ham

" Pfft! det kunne jeg da sagtens være, hvis du vil det nok! så tror jeg smend sagtens du kan få mig i luften, det ville være et spørgsmål om viljestyrke, hvilket jeg ved at du inderst inde har en masse af, så mon ikke det kunne være muligt? " sagde han så bare lidt med et grin. Han forestillede sig et øjeblik hvordan det ville være at flyve, og rettede blikket mod himlen før han strakte armene ud til siderne og bevægede sig rundt i haven i dansende bevægelser. Det ville være fantastisk, befriende og flyvende. Han kunne ikke helt lade være med at grine før han igen rettede blikket mod Ayda og lod hovedet tilte på skrå. " Så du har brug for mere snart? så jeg kommer til at se det i dag? virkelig? Awesome!! " sagde han med et stort smil og foldede kort sine hænder foran sig. Det glædede han sig allerede til. Det måtte være et smukt syn.

" Søde og rare Ayda, du ved ikke mange ting - det bliver du nødt til, bare en lille smule, det er sundt for hovedet " sagde han så med et lille grin. Egentlig vidste han heller ikke særlig mange ting men han vidste da hvad hans krop sagde til ham. Også selvom han ingen forstand havde på følelser og når de meldte sig lukkede han af så han ikke skulle tage stilling til dem - men kulde og varme, lyst og begejstring var nogle ting han kendte til og lod fylde hans hoved mere eller mindre hele tiden. Ellers var der rimelig tomt, han tænke aldrig særlig meget over hvad han gjorde hvilket han burde - men burde var noget irriterende noget for det handlede for det meste altid om regler, hvilke Razor heller ikke levede efter. Det havde han aldrig gjort, heller ikke selvom han var slave - regler var overvurderet. Han havde kun gjort hvad han blev bedt om ud af respekt.

" Jo, de små er fint - men så også kun lidt små også kæmpe stort! " sagde han og slog kort ud med den ene arm. Razor led af en permanent utålmodighed og rastløshed der ikke var til at få bugt med, heldigvis havde han lært sig selv nogenlunde at håndtere der, men også kun i Aydas selskab - hun var anderledes end mange andre. Han fulgte hende med blikket indtil hun pludselig forsvandt men grinte så bare kort lidt. " So cool.. " mumlede han lidt og bed sig kort i læben før han så hurtigt smuttede afsted da han hørte hende kalde på ham. " Jeg er lige her du " sagde han så bare i det han i en elegant bevægelse svingede sig over hækken. At komme rundt overalt var intet problem.