An awfull world - Melvin Morladin.

Sted: Corpsewind Cemetery.
Omgivelser: Rigtig, rigtig stille.
Vejr: Køligt og regnvejr.
Tid:23:36

Blair gik rundt i det kølige vejr, hun var gennemblødt og kold. Det ville uden tvivl gøre hende syg på et tidspunkt. Men det ændrede ikke noget, hun blev nød til at snakke med hendes døde familie medlemmer. Hun var på vej hen imod hendes fars grav. Hun havde snakket med hans grav i længst tid, så hun blev nød til at starte stille ud. Hun gik hen til hans grav og omfavnede den. Hun savnede ham, selvom de aldrig havde haft det bedste forhold. Der havde altid været en trykket stemning i mellem dem og det gjorde at hun savnede ham endnu mere. Hun aede hans navn kyssede den beskidte sten. Hun var ligeglad. "Jeg elsker og savner dig af hele mit hjerte." Sagde hun og gik videre til Alian og Lucys grav der lå lige ved siden af hinanden. Hun satte sig imellem de to stene og lod tårene falde. Hun savnede dem så meget. "Alian, du ødelagde det hele. Hvorfor? Hvorfor skulle jeg lide? Det er ikke fair."

Melvin gik rundt imellem de døde's gravsten. han kunne godt lide at gå forbi de døde. det mindede ham om hvor meget det hele havde kostede alle og det mindede ham om hvad hans opgave var her i byen. og hvor meget ens død kan betyde for alle andre.
han tænkte dog ikke så meget over det men havde det mere som en strøg tanke.
det han godt kunne lide ved det sted var selve vinden. den var kølig og havde en slags atmosfære der mindede ham om at selv dem der er døde ikke er altid døde.
selv de døde vandre på jorden.
han hoppede op i et dødt træ der var i selve gravpladsen og kiggede ud igennem denne skov af gravsten.
han så hvordan alle disse døde folk på sin vis drunkede i deres egen død i denne regn der sejlede ned over stedet.
han nød det hele. døden og regnen og vinden. han kom i tanke om hvor mange liv han havde selv taget og kunne ikke andet end at smile for sig selv.

Blair var vred på Alian, han havde givet hende så meget smerte, mere end hun nogensinde havde følt. Hun rejste sig og gik væk fra ham. Bare tanken om det han havde gjort mod hende var ulideligt. Bare det at tænke noget negativt om ham, var ubærligt. Hun gik hen imod et dødt træ, lige så dødt som hende indvendig. Hun satte sig op af det og lukkede sine øjne. Det hjalp en smule at tænke på noget andet, men det var svært. Hun prøvede at tænke på Ammon, han var den eneste der havde en stor betydning for hende på det tidspunkt, selvom han ikke forstod hende. Han var der for hende og prøvede at passe på hende, selvom hun skubbede ham væk. Hun åbnede sine øjne og rystede hovedet. Hvorfor skulle det også være så svært? Hun hadede sig selv, hvis ikke hun var gået en tur var intet af det sket. Hun ville have været lykkelig med Alian og ikke bare siddet og tudet over hans grav. Hun ville altid føle skyld.

Melvin opdagede en pige gå hen imod træet.
han sad bare og kiggede på hende oppe fra den ene gren som en flagermus i en grotte.
han vidste ikke om han skulle hoppe ned og sige hej eller om han skulle lade hende være i fred.
folk kom jo her for at græde over dem de havde tabt. forståeligt nok men Melvin er ikke typen der græder over drukket mælk. han hævner til gengæld dem der har taget mælken fra ham og det er så det.
han sad bare der. stille og på en måde nedstirrede hende.

Blair så kort ned i jorden, hun havde ikke lyst til at tænke på Alian, men det var umuligt. Hun tænkte hele tiden på ham. Blair fornemmede at nogen kiggede på hende, men hun ignorede det. Hvis folk kiggede på hende skulle have love til det. Hun havde ikke noget imod at hvem han eller hun end var, måske ville tale med hende, det ville lette på det hele. Men måske skulle hun tage kontakt til personen så? Hun rejste sig og så sig omkring for at finde ud af om der var nogen der så på hende. Men da hun ikke kunne se nogen omkring hende opgav hun tanken om at der var nogle der. Hun så op for at se på himlen, det beroligede hende altid. Og der var han så. Hun sprang tilbage fordi hun blev overrasket over at der var nogen, der havde været så stille og hans vejrtrækning ville have afsløret ham, men Blairs sanser var nedsat en del når hun var nede. Det kunne selvfølgelig også være han ikke havde en vejrtrækning, måske var han en af de levende døde der fadntes rundt omkring. Hun kendte ikke voldsomt meget til de racer, hun kendte mere til varulve, den slags Alian nu var, en eller anden form for formskifter, eller hvad man nu kaldte det. Ret meget mere vidste hun ikke.

han kiggede på hende med sine øjne der blev ved med at skifte farve fra at være havblå til at være syregule og lyse i mørket.
han hoppede ned og landede let på bene.
"hejsa hvad laver du herude ved den her tid?" spurgte han med en meget venlig stemme.
han kiggede på hende imens han sad næsten ned. han sad sådan at hans fødder stadig var på jorden man han havde bukket ben.
han skubbede sin hætte af så man kunne se resten af hans ansigt og han så ud til at være ung. ca på de 20 år men i den her verden passede det næsten aldrig. folk kunne se ud som de havde lyst til.

Blair sad stadig helt knust. Hun havde mest løst til at være alene, men hvis hun var sammen med andre ville hun ikke tænke så meget på Alian og Lucy. Hun rykkede sig til siden da en person landede ved siden af hende. Hun fik rigtig tit et eller flere chok i løbet af sådan en dag. Hun lyttede til hans venlige spørgsmål og prøvede at finde ud af hvordan hun skulle tackle det. Hvis hun ville være alene skulle hun nok være vred på ham, så ville han vel ikke være sammen med hende? Men hvis hun ønskede at tænke på noget andet skulle hun svare lige så venligt på hans spørgsmål igen. Blair valgte sidste mulighed. "Jo.. Jeg mener, jeg.. Jeg har bare en masse ting jeg skal have styr på." Hun havde ikke specielt meget lyst til at fortælle løs om hendes døde, det ragede ikke andre. Dem der var tæt på hende vidste det, eller nogle af dem da.

han smilte.
"så har du vist fundet et dårligt sted at løse ting. i det her område er der kun de ting som aldrig blev helt løst. ting som ville gerne have set mere. prøvet mere og gjort mere i sit liv men nåede aldrig" sagde han med et smil.
"til gengæld vil det hjælpe at løse ting hvis du snakkede med nogen om det" sagde han med et smil.
han ville ikke skade hende han var bare nysgerrig som altid og ville gerne hjælpe.

Blair trak på skulderne. "Jeg kom vel mere for at sige farvel. Så nu.. tænker jeg." Sagde hun og prøvede at gengælde smilet, men det blev ikke så oprigtigt som hendes smil før havde været. Hun rejste sig og børstede sig af. Hun havde ikke noget imod at være beskidt, men hvis hun kunne undgå det kunne hun lige så godt forsøge. Blair så sig omkring for at minde sig selv om at lige meget hvor hun gik hen ville Alian og Lucy aldrig være der. Hun ville aldrig få to af de personer hun holdte alle mest af aldrig ville komme tilbage. Tanken var skrækkelig. Hun ville komme over det, så snart en person ville slå benene væk under hende. Den person der kunne ændre hele hendes liv. Men hvem var det? Hun anede det ikke, men det eneste der trøstede hende var at hun ville komme over det.

Melvin nikkede til det hun sagde.
"det er skam også det rigtige. de døde fortjener en god rejse og et godt farvel. dog ændre det ikke på om du er selv parat til at sige farvel til dem man skal sige farvel til" sagde Melvin og kiggede på hende.
hans øjne skiftede hele tiden efter hver gang han blinkede fra at være menneskelige havblå til at være syregule.
"jeg er blevet lært op til at uanset hvad man møder eller hvem man møder så skal man altid være parat til at sige farvel og nyde dem man har endnu så længe man har dem istedet for at prøve at holde fast i dem" sagde Melvin med et smil.

Blair kunne godt se pointen i det han sagde, han havde jo ret. Man blev nød til at forberede sig på at sige farvel, men det havde Blair aldrig gjort, hun havde forstillet sig at hun skulle være sammen med ham for evigt. Nu var han bare væk, helt væk for altid. Blair så op på ham og prøvede at smile, men det var stadig ikke helhjertet. Blair vidste ikke helt hvad hun skulle sige til ham, han havde jo ret. Men hvordan skulle man lige give ham ret? "Ja, det forstår jeg også godt. Men jeg havde bare ikke forstillet det, han var bare... Den, han var den jeg ville være sammen med for evigt og nu er han.. væk."

han gik hen og gav hende et kram.
"jeg ved hvad du mener. men man lærer så længe man lever" sagde han og gik lidt væk fra hende.
han hoppede op på træet og lavede tre saltoere i luften før han landede på træet.
"men der er en kur imod tristhed" sagde han med et smil.

Blair blev overrasket da han krammede hende, det havde hun ikke lige set komme, men det hjalp en smule, måske mest fordi han var fremmede, ellers næsten fremmede. Blair så fascineret på ham da han så let som at klø sig selv i nakken, lavede tre saltoer og landede i træet. Blair ville også op i træet, men hun kunne ikke gøre det helt så fedt som han gjorde det. Blair begyndte at kravle for at nå op til nogenlunde samme sted hvor han var. "Hvad er den kur så?" Hendes smil blev langsomt mere helhjertet.

han smilte med et stort ivrigt smil. som et barn der tænkte på at komme til legepladsen.
"et eventyr" sagde han og hoppede men drejede så han kunne tage fat i grenen og så hoppede han højere op i træet.

Blair var utryg ved det smil han havde til at spille på hans læber, hun havde på fornemmelsen at han ville have hende til noget, muligvis at klatre endnu højere op i træet. Det gjorde hun også da han på akrobatisk vis fik sig selv højere op i træet, han måtte have lært det et eller andet sted, han måtte have brugt lang tid på lære det. Blair skjulte et grin over hans vej til at komme videre. "Mener du sådan et med prinser, prinsesser, en troldmand og en bondedreng der får prinsessen og det halve kongerige?" Blair håbede inderligt ikke han mente sådan et eventyr, det var bare så kliché, men hun troede heller ikke det var sådan han mente det.

han rystede på hovedet
"nej nej jeg snakker om eventyr som en lang rejse til fremmede lande for at finde skjulte skatte og tabt historie og legender" sagde han med et stort smil.
"prøv at forstil dig selv finde noget super legendarisk og opleve gammel tid som om du gik i fortiden" sagde han med et stort smil.

Blair synes det lød meget spændende, men hun ville aldrig få mulighed for at komme til et andet land, hun ville aldrig få råd til det. Desuden vidste hun ikke hvordan hun skulle komme videre, ikke fordi hun havde planer om at forlade Underworld, men hun havde flere gang tænkt om man overhovedet kunne komme væk derfra, hun havde aldrig set steder der kunne ligne et sted ud derfra. Men det måtte da være et eller andet sted. "Ja, det lyder meget fristende. Men jeg vil aldrig få råd til at rejse nogle steder hen, jeg har næsten ikke engang råd til at overleve." Faktisk havde Blair ikke råd til at overleve, hun stjal for at overleve, men det var ikke noget hun pralede med, så han behøvede ikke at få det af vide.

han hoppede så han sad hen imod hende. med sine fødder som det eneste der stod på grenen.
"det er derfor jeg tilbyder dig nu at komme med mig. Melvin Morladin på eventyr til fjerne lande på jagt af glemte historier" sagde han med et smil.

Blair ville rigtig gerne sige ja, brændende meget. Men hun kunne ikke tage imod så meget, det måtte koste alt for meget, hun ville få dårlig samvittighed over aldrig at kunne betale tilbage. "Jeg vil virkelig gerne, men jeg kan ikke tage imod det. Jeg ville aldrig kunne betale dig tilbage." Blair kunne ikke fatte hun sagde nej til sådan et fantastisk tilbud, hun burde bare sige at han skulle glemme hvad hun lige havde sagt, men det gik imod hendes principper at tage imod så stort et tilbud, nogle mønter klart, men en rejse. Nej, det kunne hun ikke.

han stoppede med at smile og drejede hovedet lidt til den ene side.
men så smilte han igen.
"du skal sku da ikke betale tilbage til mig. se det som et tilbud uden problemer. for det andet koster det ikke så meget alligevel. vi skal nemlig tage turen som rigtige eventyrere" sagde han med et smil.

Blair havde ikke lige fået fat i hvem han egentlig var, hun kunne godt høre at navnet Morladin lød bekendt, men hun kunne ikke lige sætte finger på hvor hun havde hørt det før. Han gjorde det virkelig svært at modstå, for det var noget hun virkelig gerne ville. "Okay. Så tager jeg med." Blair tænkte stadig over hvem han var, Morladin, Morladin, det lå lige på tungen. En pære ville have tændt over hendes hovede hvis de var med i den dårlig tegnefilm. Blair blev overrasket over det, hvilket fik hende til at ligge sig tilbage, så hun fik overbalance, hun nåede lige at gribe fat i grenen før hun var på vej ned mod jorden. "Du er i Morladin familien, så din far må være Sakref Morladin?"

han nikkede.
"jepper han er min far" sagde han med et smil og hoppede ned af træet.
han havde gættet på at nu havde hun regnet ud hvem han var.

Blair prøvede at komme op på grenen igen, men det lykkedes hende ikke rigtigt. Hun så ned, hvis hun slap ville hun ikke komme vildt meget til skade, hun ville sikkert komme sig over det. Blair gav slip og ramte jorden med et mindre bump. Hun rejste sig og rystede sig for at slippe fra de fleste smerter, det var ikke fordi hun havde slået sig voldsomt. "Jeg mente nok jeg havde hørt navnet før."

han kiggede på hende.
"er du okay?" spurgte han og kiggede på hende.
han var lidt bekymret for om hun var kommet til skade.

Blair så smilende på ham, hun havde det fint nok, det gjorde ondt nogle få steder, men ikke noget hun ikke kunne overkomme. "Ja, jeg har det fint. Tak." Blair var glad for han ikke var en af de typer der var ligeglad med alle omkring ham/hende, medmindre det var en person tæt på ham/hende. Blair så sig omkring for lige at tjekke hvad der skete, hun kunne bedst lide at have overskud. "Så hvornår skal vi af sted?"