A travel - Melvin Morladin.

Tid: Tidligt om morgen, omkring 7-8 tiden.
Vejr: Det er småkoldt, men til at overkomme.
Sted: The Cliff of Kings, portalen.
Omgivelser: Der er ikke mange nær portalen.
Påklædning: En af hendes sædvanlige stramme kjoler og et par støvler samt en rygsæk hun skal have med rundt.

Blair havde haft problemer med at finde portalen, hun havde ikke været det før, jo selvfølgelig da hun kom igennem portalen, men det lå meget tåget for hende. Hun havde fundet en rygsæk der blev smidt ud, som hun havde taget for at have sine ting i. Hun havde nogle flere kjoler og noget tøj der var bedre til kamp eller bare skulle bruge noget tøj der passede bedre til situationer hun ikke var vant til. Hun havde samtidig hendes kniv med, samt en lidt større kniv hun havde fundet og et mindre sværd, ikke et voldsomt stort et. Hun havde selvfølgelig sørget for at tøjet og våbene ikke var for tæt sammen, de spidse genstande ville bare ødelægge tøjet. Nu ventede hun bare på Melvin, hun syntes stadig han gjorde alt for meget for hende, men hun kunne alligevel ikke sige nej, hun kunne ikke gå glip af en sådan chance. Hun havde altid ønsket at rejse rundt og opleve verdenen, men det var bare ikke en mulighed for hende, uden hjælp.

ude i horisonten fra the cliff of kings kunne man se en person nærme sig portalen.
man kunne ikke se mere end en figur af personen fra den længde væk men han var den eneste der nærmede sig portalen.
pludselig forsvandt han og han stod lige foran Blair nu.
"bøh så er jeg her" sagde personen og man kunne se det var Melvin.
han var iklædt flot læderrustning og med en sort kappe der var grøn indvendig.
han havde hætten over hovedet men man kunne godt se hans ansigt. han havde en rygsæk med der så ud til at være fyldt men om det var noget vigtigt eller ej det var et større spørgsmål.

Blair havde ikke ventet længe, men hvis hun så havde var hun også ligeglad, den tur de skulle ud på var det hele værd. Blair så en skikkelse nærme sig, hun gik ud fra det var Melvin der kom, men på den afstand var det ikke til at se. Hun havde stilt rygsækken ved siden af hende, den var ikke vildt tung, men det var vigtigt at gemme energien til noget vigtigere. Hun bukkede sig ned for at samle den op, da hun havde den i hånden og så op, gik hun ud fra at Melvin var kommet nærmere, men hun fik sig en overraskelse da han bare lige pludselig stod der, det fik hen til at gå tilbage og vælte, meget typisk Blair, hun var klodset. "Er du sikker på du vil have mig med? Jeg render jo bare og falder hele tiden." Lød det fra hende med et skævt smil, så hun viste at hun bare lavede sjov, hun kunne og skulle ikke springe fra

han smilte og rakte en hånd ned til hende for at hjælpe hende op.
"bare rolig selv om du er klodset kan du træne for at kæmpe imod det" sagde han med et smil.
"hvilket jeg vil hjælpe dig med også under en af tingene" sagde han med et smil.
han hjalp hende stille op fra jorden.

Blair tog imod hans hånd og rejste sig. Det var godt hun havde en med, især en som Melvin der virkede til at være god til den slags, ellers ville hun aldrig overleve så meget som en dag. Eller jo, måske en dag. Men hun ville sikkert ikke overleve ret længe. "Tak." Blair ville normalt på det tidspunkt have pralt med at hun havde levet tre år alene, eller det var nok mere to år, da hun jo boede hos Alian et stykke tid. Men Melvin ville hun af en eller grund ikke fortælle det til. "Det håber jeg, for det driver mig virkelig til vanvid, jeg kan ikke fortage mig noget."

han smilte og grinte lidt.
"bare rolig hvis du har lyst kan jeg lære dig at både forsvare dig selv og at være en rigtig eventyrer" sagde han og smilte til hende.
derefter vendte han sig om og begyndte at gå afsted.
"nå nok om det lad os smutte afsted for eventyr!" sagde han og råbte det sidste. imens han gik med en arm i luften.

Blair håbede virkelig ha kunne lære det, men ellers ville hun nok overleve. At være klodset, var langt fra det værste man kunne opleve. Hun fulgte efter ham hen imod portalen, hun vidste at det ville blive et eventyr og hun så virkelig frem til det. Hun havde ikke glædet sig så meget, siden hun var højgravid med Lucy. Det var noget hun aldrig ville komme til at opleve igen og hun ville nyde hvert sekund af det. Men der var bare noget der undrede Blair, hvorfor havde han bedt hende komme med? En fremmede kvinde han aldrig i sit liv har mødt, hun ville måske spørge ham om det på et tidspunkt, men ikke der. Blair så smilende på ham, selvom han ikke kunne se det med ryggen til hende. "Ja, lad os tage ud på eventyr."

han stoppede op før han nåede til portalen.
"ups forkert vej det er den her vej" sagde han og begyndte at gå væk fra portalen.
"jeg havde helt glemt at portalen ikke virker mere efter jorden døde" sagde han og gik hen imod stien.

Blair vidste egentlig ikke meget om verden uden om Underworld, men udfra hvad han sagde lød det ikke godt. Men Blair havde det også fint det hvor hun var, så alt andet er ligegyldigt. Blair stoppede op da han gjorde, det var godt at han sagde det, ellers ville hun sikkert bare være gået igenem det. Blair fulgte ham over til stien. Hvis hun var alene ville hun aldrig kunne det, det ville have gået helt galt for hende. Blair sendte ham et smil. "Det er godt du er her, ellers ville jeg være gået igennem portalen og endt.. Ja hvem ved hvor."

han grinte.
"mange tror at portalen stadig virker men det gør den faktisk ikke så det eneste der ville have været sket er at du ville have endt på den anden side af portalen og nok endt med at blive grint af" sagde han med et smil.
"men vi skal ingen steder andet end her i denne her verden fordi der er så meget ingen har set endnu. denne verden er urgammel og uopdaget" sagde han med et smil.
"ikke engang dem der har levet i verden her siden starten kender alle dens hemmeligheder" sagde han med et smil
"ved du hvad verden bliver kaldt andet end underworld?" spurgte han hende med et smil imens de gik.

Blair fik en idé, det kunne være sjovt at drille sine venner ved at springe igennem portalen og skræmme dem. Men hvem skulle det gå udover? Hun havde ikke rigtig nogle venner, Sean var vel en form for ven og Melvin også, men de kendte ikke hinanden super godt. Så det var ret forvirrende, men hun kunne nok ikke gøre det med Sean, han var ikke rigtig den type, Melvin kunne hun ikke gøre det med, medmindre de mødtes igen, men han virkede ikke som en der ikke ville blive forskrækket over den slags. "Det kan vi ikke have, men det er sikkert ikke værre, end når jeg vælter." Sagde hun med et smil, det var rart bare at gå at snakke. "Jeg glæder mig til at se det, der er sikkert en masse jeg ikke har set. Alt stortset." Blair gjorde et sving med hovedet der fik hendes hår til at komme væk fra hendes ansigt, så meget hun i kunne i hvert fald. "Nej, det ved jeg ikke. Hvad bliver den da kaldt?"

"den første verden bliver kaldt eller fødestedet. det er fordi den her verden er den første verden der blev skabt og alle racer der lever her er rene og som de skulle være i øjene på titanerne som skabte alt levende både verden og det i verden" sagde han og holdte en pause.
"den eneste race der ikke blev skabt her er mennesket" sagde han bagefter.

Blair kunne godt forstille sig at mennesket ikke blev skabt i den verden, det var jo mennesket der ødelagde den anden verden, det var deres skyld at dyr og planter langsomt blev ødelagt og uddøde. Blair hadede mennesket på grund af det, hun ville bare ønske hun kunne undskylde for alle de forfærdelige mennesker der var i verden, men det var ikke muligt. "Men det var jo også mennesket der ødelagde den anden verden, ja, hvad skal jeg sige? Jeg hader mennesket for at have ødelagt så meget."

han rystede på hovedet.
"mennesket blev ikke skabt på en anden verden på grund af deres ødelæggende natur" sagde han og kiggede på hende.
"der var en gammel profeti i den her verden" sagde han og holdte lige en pause.
"et væsen fra en anden verden vil komme til denne verden med en gruppe af ni.
dette væsen er ikke hvilket som helst væsen. født i en anden verden men med blodet af denne verden. han holder i sin hænder kræften til at kunne skabe balance imellem godt og ondt. og kun han kan bestemme denne verdens skæbne fordi han bringer den tabte race. en race uden styrker men alligevel har kræften til at kunne få alle styrker. denne race er den der kan bestemme hvordan verdens skal dreje og med deres berøring vil de give andre evnen til det også" sagde han og stoppede.
"den person der blev snakket om som holdte balancen af godt og ondt er min far. den gruppe af ni er mine venner og mine søstre. og den race der blev snakket om med den styrke er mennesket. helt tilbage da denne verden blev skabt" sagde han og smilte til hende.
"jorden. den anden verden blev ødelagt fordi en vandrende mørke kom. en ondskab så stærk at den kunne ændre folk og ændre deres tanker. et mørke der opslugte alle der ikke var rene af hjertet. min onkel" sagde han og stoppede.
"min onkel var den der reddede menneskeheden ved at bringe dem her sammen med min moster. de var dem der reddede mennesket fordi de var blevet tildelt eller min onkel var blevet tildelt opgaven at beskytte menneskeheden af selve lysets gud" sagde han og smilte til hende.

Blair fik ikke fat i det hele, der var ret meget. Hun vidste slet ikke så meget om den verden, hun troede det var meget mere overfladisk. At der ikke var en dyb historie, hun vidste godt alt det med Sakref, men hun vidste ikke at der var ledere som sådan over de forskellige racer, men hun skulle nok finde ud af det engang. "Det var meget information. Men fascinerende. Jeg anede slet ikke der var så meget historie bag. Jeg anede ikke din familie var så inflydelserige. Jeg vidste godt at din far førte hans familie og venner gennem portalen, men der er bare meget mere end det. Jeg vidste ikke alt det andet" Blair sendte ham et smil. Han burde eje et museum eller sådan noget.

"vores familie er meget indflydelsesrige og det skyldes at vi sigter så meget frem som muligt" sagde han med et smil.
"men det er kun lidt af min families historie prøv at forstillle dig hvor meget historie der er så for alle i hele verden for både dem der har været her og er her stadig" sagde han med et smil imens han gik videre hen af vejen.

Blair kunne godt forstille hans stamtræ var fyldt med navne der havde, eller havde haft noget at skulle have sagt. Hvis hans familie ikke havde eksisteret havde han aldrig mødt Alian, eller Melvin der kunne få hende videre i livet. Blair fulgte med i hans tempo, men hun måtte tage to tre skridt hver gang han tog et. "Det lyder spændende, jeg vil rigtig gerne høre mere. Men lige nu har jeg et hurtigt spørgsmål der har hjemsøgt mine tanker. Hvis du har såden en succesfuld familie og går en succecfuld fremtid i møde, kort sagt har du alt man behøver, men alligevel vælger du at tage en ludfattig pige der er i en hel anden klasse med på en rejse ud på eventyr. Hvorfor?" Blair ville gerne vide det.

han smilte.
"fordi også selv om at vi kommer fra en høj klasse er vi blevet lært op i at alle kan gøre noget stort og spændende og vi er heller ikke blevet oplært til at være fine eller snobbede men vi er blevet lært til at kunne kæmpe for vores mål og beskytte det vi elsker. og jeg ser at du kan have mange talenter med den rigtige træning men dit fokus er blevet sløret for frygten for at miste mere end det du har mistet og sorgen fra at have mistet det du har allerede mistet. man kan se det i dine øjne" sagde han og smilte til hende og kiggede lige i øjne på hende.

Blair lyttede opmærksomt til hans svar, hun vidste ikke det var så tydeligt at hun sørgede over Alian og Lucy, men det måtte det vel være. Hun havde ellers prøvet at skjule det så meget, men det var åbenbart ikke lykkedes hende. Hun sendte ham et smil, den øjenkontakt de havde gjorde ikke Blair utilpas, det ville det normalt gøre, medmindre det var en rigtig tæt ven eller familie. Hun holdte den mens hun forsøgte at finde på noget at sige. "I dine øjne.. Nej, jeg mener.." Blair gik et skridt frem, da det blev svært for hende at finde ord. "Du har bare et tiltrækkende blik." Blair havde ikke opdaget det før, men hans øjne tiltrak hende. Nej, det ville blive en lang tur for hende. Måske skulle hun bare vende om?

han smilte og man kunne se han var lidt overrasket over det hun sagde.
"okay den var uforventet men tak" sagde han med et smil.
"kom lad os komme hen til ashen wood forest så vi kan slå lejrer og holde pause" sagde han og pegede på en stor skov de nærmede sig.
"så kan vi imens vi holder pause vise dig hvordan du skal forsvare dig selv" sagde han med et smil.
"lad os race frem til skoven" sagde han med et smil.

Blair blev flov over hendes pludselige kompliment til ham, hun var bare svag når hun havde en længerevarende øjenkontakt med andre, hun sagde dumme ting. "Ja. Det må du undskylde." Hun så hen imod skoven, hun var en meget aktiv bruger af den skov, hun brugte mange timer på at slappe af der. "Ja, det lyder godt." Hun kunne sagtens blive bedre til at forsvare sig selv, men indtil videre havde hun klaret sig godt nok, hun levede i hvert fald, hvilket var et rigtig godt tegn.

han smilte til hende og kiggede på hende.
"du skal ikke undskylde. jeg er hverken ked eller sur" sagde han med et smil og vendte blikket hen imod skoven.
"den der kommer sidst er en rådden ork" sagde han og blinkede flabet og begyndte at løbe afsted imod skoven.

Blair syntes stadig han fortjente en undskyldning, eller det var vel mere for hendes egen skyld, hun ville bare gerne have hun selv forstod at det ikke gjorde noget, hvem blev ikke glad for en kompliment? Blair så smilende på ham, men undrede sig da han snakkede noget om en ork. Hun var måske lidt langsom, men når alt kom til alt, var hun ikke dum. Blair forstod det dog da han begyndte at løbe. Hun satte selv i løb, men ville umuligt kunne indhente ham.

Melvin satte farten lidt ned så hun kunne nå at følge med ham istedet for at hun blev efterladt.

Blair undrende sig over han satte farten ned, de løb jo om kap, han blev nød til at vinde ikke? Men hun var ligeglad, hun var rigtig konkurrenceorienteret. Blair nåede hen til ham i det samme tempo, som hun havde løbet i tidligere, men dernæst satte hun farten op og håbede hun ville nå det, ellers ville hun blive muggen et stykke tid.