Not my bread, you dumb bird! (Elvar)

Sted: Markedet
Omgivelser: en masse mennesker, der handler eller bare går omkring og ser på varer
Tid: tidlig eftermiddag
Vejr: solrigt og lunt
Påklædning: alt sit sædvanelige pels.


Med kvikke, vante fingre snappede Rinaya et stykke brød fra en af markedsboderne og stoppede det i sin lomme, samtidig med, at hun ignorerede smerten i sin hånd, der kom af at have rørt ved noget, der først lige var kommet ud af ovnen.

Før nogen kunne nå at reagere på eller overhovedet opfatte, at hun havde taget noget hun ikke måtte, smeltede den unge, rødhårede kvinde nærmest sammen med mængden omkring sig og slentrede af sted ned ad gaden som om hun ikke havde andre formål med dagen end at nyde solen og den blå himmel.
Det gjorde hun da sådan set også, men den største glæde var det faktum, at hun nu kunne få noget at spise efter at være gået flere dage på tom mave.

Et eller andet sted kriblede det i hendes fingrer for at flå brødet i stykker og spise det allerede nu. Så kunne hun også spise det, imens det stadig var varmt. Dog blev hun, via eminent selvkontrol ved med at holde sig i skindet og afsøgte i stedet den solbeskinnede menneskefyldte markedsplads, for et sted, hvor hun kunne spise bare nogenlunde i fred.

Det havde været en lang flyvetur, men nu var Elvar endelig ankommet til Doomsville City. Han havde kun været her en gang før, så stræderne var stadig ret så ukendte. Alligevel havde han planer om at udforske byen. Til dels af praktiske årsager var det trods alt bedst ikke altid at være det samme sted. Derudover havde Elvar hørt lidt at hvert omkring den centrale del af Doomsville, hvor der vidst skulle være lidt at komme efter.

Elvars instinkter kom ham dog i forkøbet. Flyveturen havde trods alt været lang, og Elvar var blevet umådelig sulten. Det eneste han derfor kunne fokusere på var, at han skulle have sig noget at spise, og det kunne kun gå for langsomt. Han var stadig i sin lundeskikkelse, da han begyndte at flyve en smule lavere for at se, hvor det nærmeste spiselige mad var. Det varede dog ikke for længe, før han lagde mærke til noget brød i hånden på en rødhåret kvinde.
Elvar begyndte at baske med vingerne for at komme op i fart, samtidig med at han fløj så lavt nede som muligt, før han transformerede sig tilbage til menneskeskikkelse. Han kom løbende bagfra, og da han var tæt nok puffede han sig nærmest imod hende i forsøget på at tage brødet ud af hænderne på hende.

Hun havde godt lagt mærke til søpapegøjen og undrede sig ærlig talt en del. For hvad i alverden lavede en søpapegøje, så langt fra havet. Dog ringede en alarmklokke i hendes hoved snart og det gik hurtigt op for hende, at der nok ikke var tale om nogen helt almindelig søpapegøje.

En forudanelse, der da også hurtigt blev bekræftet, da den forhenværende fugl tog skikkelse af en dreng.

Hvad hun på ingen måde havde forventet var det faktum, at han efter at have forvandlet sig, nærmest tacklede hende, så hun virkelig måtte kæmpe for at holde sig oprejst.

”Ikke mit brød, din stupide fugl,” næsten hvinede hun i overraskelse og strammede grebet om sit brød. At kalde det sit var måske så meget sagt. Hun havde jo trods alt bare neglet det. Når, det gad hun ikke spekulere på.

I stedet forsøgte hun at træde på knægtens tæer i håbet om, at det ville få ham til at opgive kampen om brødet.

”Du får det ikke. Skrid hjem og æd sukker eller sådan noget,” kommanderede hun og stampede arrigt i jorden.

Dog havde hun et eller andet sted lidt ondt af ungen, der så hende noget udsultet ud.
Tænksomt så hun fra ham, til brødet og så tilbage igen og tog samtidig en hurtig beslutning.

I en nærmest aggressiv bevægelse brækkede hun brødet midt over og smed næsten den ene halvdel i ansigtet på ham.
Han skulle ikke tro, at han var speciel nej han skulle ej.

Til trods for alle de gange, Elvar havde forsøgt sig på at tage lidt mad fra folk, fandt han det nu alligevel underligt, at folk blev helt aggressive over lidt brød. Hvis han var ved at blive opdaget i at tage større værdigenstande, som guldmønter og smykker, ville det måske være mere forståeligt. Men når det ikke var en større ting, kunne Elvar ikke rigtig se, hvad det helt store problem var. Det var dog ret så åbenlyst, at denne rødhårede person ikke ligefrem var begejstret for hans lille stunt.
Straks da hun trådte ham over tæerne, mistede Elvar balancen, hvilket fik ham til at give helt slip fra brødet uden at få noget ud af det, andet end et par sekunder, hvor han sikrede sig, at han ikke væltede. Han rynkede med øjenbrynene af hendes kommentar, dog nåede han ikke at smutte, før hun alligevel besluttede sig at kaste brød efter ham.

Forvirret over handlingen fra den rødhårede kvinde, kiggede han på brødet, han nu havde i hænderne, før han kiggede op på hende. Umiddelbart så han dog mere forvirret end taknemmelig ud, men hun var heller ikke just blid eller noget. Han tog sig i bare at stirre på pigen, hvilket igen fik ham til at rynke på panden og kigge ned på brødet. "Jeg troede ikke, at jeg skulle tage dit brød.."

Han skulle ikke komme her og tro, at hun ville give slip på det bare fordi det var brød og ikke et eller andet dyrt smykke eller et arvestykke fra hendes døde bedstemor eller sådan noget. Nej netop fordi det var livgivende brød og ikke en eller anden materiel ting, gav hun ikke slip. Hun havde brug for det.

Dog blev hun en smule overrasket, da hendes tåtrædningsstunt faktisk endte med at virke og hun havde nær tabt sit brød i undren, men hun i sidste øjeblik strammet grebet om det og undgik dermed, at det havnede på jorden. Hvilket også næsten ville have været pinligt.

Hun hævede bare et øjenbryn af hans forvirring og så på ham med sammenknebne øjne. ”Jeg lod dig ikke tage noget af mit brød, din dumpap, jeg gav dig det. Der er forskel,” fnøs hun og spekulerede lidt over, hvordan hun ellers kunne forklare det således, at det ikke virkede som om hun havde ondt af ham.
Det havde hun altså ikke. Overhovedet. Nej. Pfft.

”Desuden, så var det ikke helt mit til at begynde med, så det var min pligt som en god samfundsborger at give det til andre, som også havde brug for det,” hævede hun, som en retfærdiggørelse af, hvorfor hun alligevel havde valgt at give ham brødet. Ja. Det måtte være godt nok

"Hvad er forskellen? Uanset hvad fik jeg vel brødet." Hun gav virkelig ikke noget mening for Elvar. Hun forvirrede ham en del med hendes temperament, og det blev langt fra bedre, da han blev kaldt dum. Godt nok havde han erfaringer, der lærte ham, at han ikke altid var den skarpeste, men alligevel gav det ham en ubehagelig smag i munden, når folk konkluderede for ham, at han på en eller anden måde manglede noget forstand eller intelligens.
Elvar lagde en hånd på hans mave. Han kunne mærke, at sulten var ved at tage ordentligt fat, så han tog en bid af brødet, han havde fået udleveret. Det var stadig en smule varmt, så det måtte være blevet bagt for nyligt. Det var sjældent, at man var så heldig at få nybagt brød.

Han kiggede op på pigen, da hun begyndte at snakke igen. "Hvor har du så fået det fra, hvis det ikke er dit?" Spurgte han, stadig med mad i munden. Han sank maden og rystede nogle krummer væk fra sin mund. Han var trods alt ny i byen, så det kunne være rart at høre lidt om, hvor han kunne finde mad og andre ting uden at tage det direkte ud af hånden på folk. Det var trods alt nemmere, når man ikke behøvede at tage fysisk kontakt til andre.

”Gu er der så forskel, hvis jeg bare havde ladet dig tage brødet i stedet for at give dig det, ville handlingen komme fra dig og jeg ville dermed ikke have ligeså meget kontrol over situationen,” indvendte hun og så på ham med et hævet øjenbryn.

Da han begyndte at spise af brødet, så hun det som en form for signal til, at det også ville være okay for hende at spise selv og hun brækkede forsigtigt et stykke af og puttede det i munden. Tyggede grundigt, selvom det krævede selvkontrol ikke bare at sluge det, så hun havde et eller andet i maven.
Imens lyttede hun til ham og overvejede, hvad hun skulle svare.
Hun valgte at svare ham med et spørgsmål.

”Hvordan ville du have fået et brød der ikke var dit?” spurgte hun som svar og så afventende på ham, regnede med, at han fangede den, for selvom hun kaldte knægten dum gik hun som sådan ikke ud fra, at han var det. Snare gik hun ud fra, at han var ligeså meget en overlever, som hun selv var.

I stedet for at vente på hans svar pegede hun tilbage, hvorfra hun for noget tid siden var kommet. ”Der er en bod et sted derhenne af, som sælger brød og sådan nogle ting,” forklarede hun og puttede noget mere af brødet i munden.

"Men resultatet er jo stadig det samme. Jeg får brødet og du mister det, ikke?" Hendes argument gav bare ingen mening for Elvar. Hvorfor blive så oprørt over hans handling, hvis hun alligevel ville give ham det. Det virkede mest af alt bare som om, at hun modsagde sig selv i hans øjne.
Elvar prøvede dog at lade være med at tænke over det. Ikke at det ville være svært for ham. At fokusere for meget på tingene havde aldrig været det, han gjorde sig mest i. Det handlede jo bare om at komme videre, for man kunne alligevel ikke fortryde noget som helst.

Elvar tog endnu en bid af brødet imens han lyttede til pigen. "Fra folk eller boder normalt." Svarede han helt åbenlyst, da han ikke rigtig havde opfanget spydigheden i spørgsmålet overhovedet. Han kiggede i den retning, hun pegede imod, da hun begyndte at snakke om en bod med brød. Han måtte hellere tage et smut forbi der i løbet af sin tid her i Doomsville. Det lød i hvert fald som en meget oplagt mulighed for at få lidt at spise. Elvar kiggede op imod pigen igen og nikkede kort til hendes forklaring. "Javel ja." Svarede han blot ganske simpelt. Han vidste trods alt ikke, hvad ellers han kunne sige, så hans umiddelbare tanke var bare at smutte igen.

”Nej det er slet ikke det samme, men lad nu det ligge, det kan være lige meget,” svarede hun bidende og så undrende på ham, Forstod han da let ikke noget var? Når det kunne også virkelig være lige meget. Han var sikkert væk om lidt alligevel og så så de aldrig hinanden igen.

Sådan var det jo altid. Knyt dig ikke nogen for de holder dig nede eller forlader dig for evigt.
”Wow du er ikke særlig god til det her er du vel?” spurgte hun en smule tørt, da hendes sarkasme lod til at være sejlet direkte henover hovedet på ham.

”Jeg var ligesom dig engang,” indrømmede hun som om det på ingen måde betød noget. ”Jeg forstod heller ikke rigtig andre væsener. Vent det er forkert, jeg forstår stadig ikke andre væsener. Ikke sådan rigtig.” Ordene var mere sagt til hende selv end til ham, men det gjorde dem ikke mindre sande, snare tvært imod.

”Hvorfor en søpapegøje anyway?” spurgte hun efter at have tænkt lidt. Han måtte være blevet efterladt ved en strand et sted. Forhåbentlig var hans forældre i modsætning til hendes kommet tilbage efter ham igen.

Hun så på ham med hovedet lagt en smule på skrå. Der var et eller andet i hele hans kropsholdning, der mindede hende lt for meget om hun selv og særligt hvordan hun havde været tidligere. Et eller andet sted gjorde det næsten helt ondt

Elvar lod være med at svare, da hun sagde, at det var ligegyldigt. Han kunne ikke forstå hendes synspunkt. På den anden side havde han egentlig ikke lyst til at diskutere med hende. Han lærte nok aldrig at forstå hende alligevel.
"Ikke særlig god til hvad?" Spurgte Elvar en smule forvirret. Han kiggede op på hende spørgende imens han prøvede at få tingene til at give mening for hende. Men hendes måde at forklare tingene på, og den måde hun tildels modsagde sig selv, forvirrede ham blot endnu mere.

"Jeg forstår ikke rigtig andre væsner, fordi jeg ikke prøver at forstå dem." Indrømmede Elvar. Han havde det lidt som om, at han blev set ned på, hvilket gjorde ham en smule utilpas. En let rynken med panden kom frem, inden han igen kiggede op på hende. "Jeg ville alligevel aldrig kunne forstå væsner, jeg ikke selv har en erfaring med at være." Kom det direkte fra ham. For ham handlede det trods alt om erfaringer. Det var sådan, man lærte mest. At spille på sine instinkter var i længden altid det, der hjalp ham mest.

Elvar trak sig på skuldrene over spørgsmålet. Han kunne ikke rigtig huske noget fra sin fortid. Den virkede så fjern. "Søpapegøjer har bare altid været der for mig, tror jeg." Han vidste ikke, hvordan han første gang mødte søpapegøjerne. Der havde  jo ikke været mennesker omkring ham til at fortælle ham noget om hans fortid. "Det må vel være fordi, at jeg er vokset op blandt dem."

”At være menneskeagtig,” forklarede hun med et skuldertræk, som om det var en hel normal konstatering. ”Det er jeg i grunden heller ikke, jeg har aldrig været særlig god til at passe ind i andre folks kasser,” fortsatte hun næsten mumlende og rystede let på hovedet. ”Sarkasme lå også mig meget fjernt engang, du vender dig til det,” erklærede hun efter en tids tænksom stilhed. Det var næsten en vild tanke. Før i tiden havde hun ikke forstået sarkasme overhovedet og nu var det sådan hun behandlede stort set alle.
Hun var kommet en lang vej måtte hun vel sande.

”Hmmm det lyder sådan set fair nok, det er også trættende konstant at skulle være påpasselig med, hvad man gør eller siger,” erklærede hun og nikkede ganske kort og næsten bryskt i anerkendelse af hans ord.

”Nej, det er besværligt at være noget man ikke er, men man kan vel observere,” pointerede hun og viftede let med de slanke hænder, før hun trak på skuldrene og slog tankerne hen.

”Jeg er vokset op blandt ræve,” fortalte hun. Og spiste noget mere af sit brød, før hun lagde hovedet på skrå og så årvågent på ham.

Han havde tydeligvis ikke haft ret meget kontakt med andre væsner og hun kunne ikke bebrejde ham. Nogle gange ville hun ønske, at hun bare var blevet i skoven. Tingene var mere simple dengang

For at være helt ærlig kunne Elvar ikke se problemet i, at han åbenbart ikke var særlig menneskeagtig. Det var ikke ligefrem fordi, at han prøvede at blande sig i mængden. Han var trods alt mere komfortabel, når han var dækket af fjer. Det føltes mere naturligt for ham. At være menneske kunne til tider føles som at være i en fremmeds krop. Desuden blev man oftere bemærket, når man var i menneskeskikkelse, hvilket ofte skabte problemer. Det var bare mere simpelt, når man kunne flyve væk. Elvar trak derfor på skuldrene af det, hun sagde, som var det ligegyldigt. Det var det vel sådan set også.
"Hvad er pointen med sarkasme?" Spurgte Elvar, stadig en smule forvirret. Hvorfor kunne folk ikke bare sige det, de tænkte? Det gjorde tingene meget nemmere for alle andre. Elvar kunne i hvert fald ikke læse tanker.

Elvar rynkede let med panden af det, hun sagde om at observere. Han kiggede op på hende, dog så han ikke mindre forvirret ud af den grund. "Til hvilket formål? Hvis man passer sig selv, passer de vel også dem selv." Kommenterede Elvar, som var det da den mest åbenlyse logik, der var. Han tog resten af sin del af brødet i munden og begyndte at tygge det imens han nikkede til hendes forklaring om hendes opvækst. Han kunne nu ikke rigtig se, hvorfor hun havde behov for at fortælle ham det, siden han ikke havde spurgt ind til det. På den anden side var han egentlig ikke nysgerrig efter at vide, hvorfor hun ønskede at fortælle ham det. Det gav bare ingen mening. Men det var der jo ingen der gjorde i hans hoved.

”Hmmm det har jeg faktisk aldrig tænkt over. Det er som at spille et spil tror jeg. Du ved, med sarkasme fortæller du folk, at du synes, at det de har gang i er idiotisk, uden egentlig at fortælle dem, at det er idiotisk,” forsøgte hun at forklare, før hun trak på skuldrene og rystede det af sig. Hvorfor var den her samtale i grunden endt her? Hvorfor var der overhovedet en samtale til at begynde med?

Fordi hun havde ondt af knægten vel sagtens, men det var jo ikke fordi, at hun kunne hjælpe og desuden lod han sådan set til at have det ganske udmærket. Så præcis hvad det var, der fik hendes indre til at gøre ondt, når hun så på ham kunne hun ikke gøre redde for.

”For at forblive den stærke og sikre sig, at man ikke bliver brugt af andre folk, lær deres svagheder at kende og aldrig afslør for meget om dig selv. Derfor: observer,” svarede hun på hans spørgsmål. Hvis man ikke var klar over, hvordan verden var bygget op kunne man heller ikke forsvare sig mod den og forsvar var nødvendigt i denne verden de nu engang levede i.

"Men hvis man mener, at folk er idiotiske, hvorfor forventer man så, at folk forstår, hvad man mener?" Spurgte Elvar. Han var tydeligvis stadig ikke med. Det var snarere som om, at han kun blev mere forvirret jo mere hun prøvede at forklare ham om det. "Det giver bare ikke mening." Konkluderede Elvar. På den anden side var der godt nok mange ting blandt andre væsner, der bare gav nada mening. Det var som om, at folk bare prøvede at gøre alting mere kompliceret end det behøvede at være. Alligevel virkede folk sure, hvis man talte i tåger.
Elvar rynkede let på panden. Hans hoved var lidt på skrå. "Men hvorfor fortæller du mig så alt det her?" Hvis hun fortalte ham om hendes overlevelsesstrategier, var det så ikke som at afsløre noget af sig selv, som hun netop lige havde sagt, at man ikke skulle gøre? Hun gav virkelig ikke nogen mening. Det hun sagde virkede så dobbeltmoralsk i Elvars ører. Hun kendte ham desuden ikke engang. Hvorfor gav hun ham overhovedet råd til at starte med? Det eneste han havde prøvet var at stjæle hendes brød. Han kiggede lidt op og ned på hende, men han følte sig nu ikke klogere af den grund. Det med at observere føltes ikke ligefrem naturligt for ham. Det var nemmere bare at følge sine instinkter og så håbe på det bedste. Og hvis det skabte konsekvenser, så var det bare om at lette fjererne. Sværere var det ikke.

”Næh det gjorde det heller ikke for mig til at begynde med. Ved du hvad, måske skulle du bare holde dig fra sarkasme. Folk elsker os sarkastiske mennesker så meget, at de praktisk talt kaster sig over os, der kan være ret frustrerende,” sagde hun med en tør latter og studerede hans ansigt, for at se om han fangede netop sarkasmen i den udtalelse.

Ikke, at hun regnede med det, men ligefremme var ikke ligefrem noget ret mange væsner ofte var, så han var vel nødt til at have en eller anden forståelse for det på et tidspunkt.

Hans næste spørgsmål fik hende til at bide sig tænksomt i læben. Hun følte ikke rigtig, at hun kunne smide sine sande tanker i hovedet på ham. Nej, det hele var blødsødent og dumt og hun kunne ikke stå her og have ondt af den åndssvage unge. Nej hun kunne ej.

”Fordi hvis du render rundt og ikke ved noget som helst, så dør du bare,” fnøs hun og lagde armene over kors i stedet for reelt at fortælle ham, hvorfor hun ikke kunne nænne at se ham vade så uvidende rundt.

"I så fald ville jeg helst ikke blande mig i det." Sagde Elvar ganske simpelt. Han var ikke vild med at være omringet af mennesker, der faktisk ville ham noget. Det føltes altid så underligt netop at skulle kommunikere med folk - bare samtalen her fik ham til at skulle overveje mere end normalt, hvilket ikke var hans stærke side. Hvis det ikke havde været for den handling, at hun faktisk havde givet ham noget brød, havde Elvar sikkert bare skyndt sig væk allerede.
"Jeg ved da noget." Elvar rynkede sine øjenbryn. Han vidste ikke helt hvorfor, men at blive regnet som uvidende eller dum havde bare altid været noget, han fandt frustrerende. Det havde stort set altid været det, folk antog ham som dengang han var mindre og oftere var i andres selskab. Han huskede dog stadig, hvad Hlynur havde sagt om den sag dengang - folk forstod bare ikke hans måde at tænke på, hvilket netop gjorde dem uvidende. Selvom det selvfølgelig var en trøst, var det stadig frustrerende at blive set ned på grundet sin måde at tænke på. "Og jeg er desuden stadig i live." Kommenterede han, dog kiggede han ned i jorden.

Hun sendte ham et skarpt smil og lo tørt. ”Klogt valg, fugl,” konstaterede hun og vippede lidt på fødderne, imens hun overvejede hvad hun dog skulle gøre med en der var så blank som den tossede fugleunge af en knægt. Et eller andet sted virkede det bare ikke helt forsvarligt at lade ham vandre af sted alene ud i intetheden.
Ej nu måtte hun også se at tage sig sammen. Det var jo ikke fordi hun var knægtens mor.
”Ja ja da…helt blank kan du vel heller ikke være,” funderede hun og affærdigede eventuelle kommentarer med en fraværende håndbevægelse.

”Men ja…noget du skal vide, er i hvert fald, at du skal passe på, hvem du ”låner ting af” det er ikke alle der er ligeså godhjertede som jeg, knægt,” formanede hun ham og klikkede tænksomt med tungen, imens hun så sig om på den overfyldte markedsplads.

”Ved alle helveder,” bandede hun lavt, da hun lagde mærke til brødsælgeren, der med et meget beslutsomt udtryk bevægede sig over mod dem.
”Nogen har set mig,” hvislede hun ud mellem sammenbidte tænder og før hun vidste af det havde hun.

”Løb….nu,” sagde hun. Også selvom han reelt sikkert bare kunne flyve sin vej. Men nu følte hun lidt, at det var hendes ansvar, at han kom ordenligt væk og ikke endte med at ligge død i en gyde.

Hun ignorerede fuldstændig folks vrede udbrud og eder, når hun ublidt skubbede sig forbi dem og fra tid til anden tog en albue i brug også.
Lige nu gældt det bare om at forsvinde i mængden.