Sikke nogle lange fingre du har! (Elvar)

Efteråret var på vej, og vinden blev koldere for hver dag der gik. Hans morgener var mørkere og han var begyndt at blive mere træt. Alt sammen indikatorer på at vinteren var på vej. Vinteren - og hans mest travle tid på året. Hans studenter havde mere tid til studierne om vinteren, foruden folk ofte blev ramt af tungsind på denne tid af året, hvilket gjorde han havde mere at arbejde med. Ikke at det gjorde noget, han havde viet sit liv til faget og han tjente flere penge om vinteren, hvilket gjorde det nemmere for ham at overleve. Det og hans billede 1-værelseslejlighed her i grotterne. Hans værtsfamilie gav ham rabat for at hjælpe dem, foruden de efterhånden var blevet en form for ekstra familie for ham. De tilbragte ofte helligdagene sammen.
Hans egen familie boede i Doomsville og de var ikke på bedste fod, det blev mest til et par brevvekslinger med hans mor i løbet af året.
Han trak ærmerne ned over sine hænder. Som efteråret var på vej havde han brug for varmere tøj, men der var grænser for hvor ofte man kunne lappe et stykke stof, før det ikke virkede længere. Derfor måtte han ned i nogle af byens skrædderbutikker og se hvad de havde, som han kunne betale for. Hans slidte sko, bukser og trøje kunne snart ikke holde ham varm længere. Ikke at han gik op i tøj, han ville hellere være på universitetet længere oppe i byen. Men nogle gange måtte man jo gå!

Her midt på dagen myldrede gaderne med liv. Folk af diverse racer gik frem og tilbage, nogle skubbede eller trak vogne med ting og sager. Folk der solgte, folk der købte, folk der udførte et håndværk. I grotterne var blæsten udenfor ikke så stærk - mest en kold trækning visse steder - men for August virkede det hele stadig ret koldt. Måske var det fordi han vidste det var koldt, som gjorde at hans krop automatisk frøs. Eller måske var han bare den type menneske der frøs mere end andre. Han trådte til side for en ældre herre der kom gående, sendte ham et lille smil. Han borede hænderne - med de slidte ærmer - ned i de hullede lommer på hans bukser. For Elona'dal også!

Det var ret tydeligt, at vinteren var på vej. Kulden dækkede over de fleste stedet, Elvar nåede frem til. Havde det ikke været for det faktum, at hans søpapegøjeskikkelse snildt kunne holde varmen, da søpapegøjer typisk befandt sig køligere omgivelser, havde Elvar helt sikker frosset hele vejen til Dragon’s Peak. Det var dog heldigvis ikke tilfældet. Til gengæld var det sulten, der buldrede i maven på ham, da han ankom til grotterne. Han skulle finde noget at spise og gerne snarrest muligt.
Elvar vidste dog ikke meget om Dragon’s Peak. Han havde aldrig været der før, og for at være helt ærlig var han egentlig heller ikke så stor fan af at vade rundt i grotterne. Det virkede for snævret til at flyve rundt herinde, så han havde droppet tanken om at være i fugleskikkelse. Det betød, at han blot lignede en helt almindelig hjemløs dreng. Det var dog heller ikke helt uvant for ham. Men visitet her i byen skulle dog ikke være længere end et par dage. Det her sted var bare ikke noget for ham.
Mens han gik rundt i grotterne, kiggede han efter nogle steder, der solgte mad. Siden de var nede i grotter, var der dog større risiko for at blive opdaget og fanget, hvis man prøvede at stjæle noget, virkede det til. Elvar ville trods alt have problemer med at kunne flyve væk herinde. Han valgte derfor at gå efter en mere specifik person, der ikke så ud til at have for meget indflydelse. En mand, der egentlig lignede en helt almindelig mand, der ikke så ud af det store, virkede som et rimelig oplagt mål. Det var vel begrænset, hvor mange problemer, han kunne blive rodet rundt i grundet ham. Uden derfor at tænke videre over det, gled Elvar diskret sine fingre ned i mandens ellers så hullede lommer. Han fandt dog ingenting. Lige inden han kunne nå at trække sin hånd tilbage dog, kunne han mærke mandens hånd glide ned i lommerne. Chokeret som et eller andet dyr, stoppede Elvar kort op og kiggede op på manden. Han var i nogle sekunder fuldstændig lamslået, selvom alle hans instinkter bare skreg, at han skulle flygte.

Hænderne blev presset godt ned i lommerne...
Eller ville være blevet det, var det ikke fordi hans ene hånd stødte på noget andet, der virkede...Levende og køligt, som hans egne fingre, bortset fra...Fra var fingre...Men ikke hans egne?
Okay nu rablede det for ham. Han havde ellers fået nok at spise, måske led han af stress? Forundret så han ned mod sin lomme uden at vide om det hele var en hallucination eller andre måske søgte varme i hans hullede lommer...Eller måske en fyr med for lange fingre? Eller en kvinde, vel at mærke!
Han vendte sig rundt, samtidig som han trak sin hånd op af lommen. Der var åbenlyst ikke plads til to hænder i den ødelagte lomme og han var mere en nysgerrig omkring hvem der mon ville dele lomme med ham.
Han fik øje på en ung fyr. Teenager..Slutning af teenageårene ville han gætte på. Bleg, tynd. Sigende gled hans blik fra fyren, ned til fyrens hånd i hans lomme og tilbage igen. Såå...
Hvordan skulle man gribe dette an? Hans hånd gled rundt om hans nakke som tvivlen ramte ham.
"Øhm...Undskyld mig...Det er vist min lomme" bemærkede han og kommenterede kun det logiske. Hans blik gled igen over skikkelsen foran ham.
"Jeg ved ikke om du håbede på noget mere...Men jeg er ikke ligefrem rig. Måske ville det være bedre for dig at stjæle fra folk, der bærer noget pænere tøj. Når du altså...Ikke bliver opdaget" bemærkede han prøvende, stadig usikker på situationen, med med en fornemmelse af fyren ville stikke af så snart han kunne. Der var blot noget...flygtigt...over fyren foran ham. Måske var det de små bevægelser eller det anspændte kropssprog, som om fyren blot ventede på at løbe sin vej. Han havde jo ikke rigtig stjålet noget, så det var jo ikke fordi han rigtig havde grund til at trække fyren med til en vagt, vel?
"Hvorfor?" spurgte han ved en pludselig indskydelse.

Det første, der faldt Elvar ind, var selvfølgelig at flygte. Løbe. Skynde sig ud af Dragon's Peak og flyve så langt væk som muligt. Dog stod han stille som en sten. Hans øjne var spærret op på manden, men da han begyndte at snakke, kunne Elvar først ikke andet end blot at fjerne hans hånd tøvende fra lommen. Han blev så utroligt sjældent opdaget, men her i grotterne virkede det bare ikke så let at flygte ud af uden at blive fanget først. Tanken om at forsøge sig på det faldt ham dog ind, dog stoppede han ligeså hurtigt op igen, da manden foran ham fortsatte med at snakke. Han lød hverken sur eller frustreret. Tværtimod virkede han langt mere rolig omkring situationen end nogen anden Elvar nogensinde havde forestillet sig. Det var sært.
Det der dog satte mest klik var, da manden spurgte hvorfor. Normalt ville folk vel bare råbe tyv og prøve at gribe fat i ham, men denne mand gav ham jo nærmest helt frie tøjler. Alligevel var Elvar ret sikker på, at det var grunden til, at han ikke kunne få sig selv til at løbe sin vej. Måden manden handlede på mindede alt for meget om, hvordan Hlynur behandlede ham dengang han stadig var i live - som var han mere en ligeværdig end en tyv. En knude i maven dukkede op og Elvar lagde kort en hånd på den. Han var stadig hundesulten.
"Mad.." mumlede Elvar tøvende. For en gangs skyld følte han ikke rigtig, at det var et særlig godt svar - det plejede ellers altid at virke som det mest åbenlyse. Han kiggede ned. "..Jeg prøver bare at finde noget at spise." Indrømmede han helt blankt. Han følte sig dog noget fjern. Han skubbede normalt tanker helt væk, så han kunne fokusere primært på hans instinkter. Lige nu havde tankerne dog overtaget, og det frustrerede ham. Det skræmte ham.

Fyren virkede spændt som en fejder, der var klar på at springe når som helst. Måske var det denne konklusion der fik ham til at reagere roligt - selv om de i princippet bare var to fremmede, havde August altid fundet en hvis tilfredsstillelse i at få folk til at være i hans selskab. At møde dem. For slet ikke at nævne man kunne få et indblik i hvordan visse folk havde det! Det var uvurderlige erfaringer. Ikke at han var sikker på om han havde lyst til eller endvidere kunne overvise denne om at blive.
Flot Trott...Hvorfor stjal folk? Fordi de manglede noget, som de ikke mente de kunne få på andre måder. Eller fordi de havde opdaget tyveri var meget nemmere et faktisk at udføre et fag. Ikke at det gjorde det mindre kriminelt, vel at mærke. Den ene hånd gled gnidende hen over hans nakke. Så hvad burde han gøre? Han havde aldrig ment at miste en hånd, når tyve blev fanget af vagterne, ville hjælpe noget. Om noget gjorde det det blot endnu svære for folk at få eller opnå det, de kæmpede for.
"Hvis jeg ikke skal melde dig til vagterne...Men jeg samtidig er bange for du bare stjæler fra andre, hvis jeg lader dig gå...Lad os sige at for jeg ikke skal sladre, skal du gøre en tjeneste for mig" sagde han så og så hen på fyren igen. Hans hånd gled sigende igennem luften, som han kom med sit forslag. Ikke at der gik lang tid før hænderne forsvandt ned i lommerne igen. Brrrr!
Han havde givet Razor en bid mad til efterårsmarkedet i byen, et af de store markeder. Og nu stod han foran en ny, ung fyr der var sulten. Ham, der ikke ligefrem havde mange penge, stod til at brødføde folk der slet intet mad havde. Men hans samvittighed bød ham at gøre det. Han ville ikke kunne sove, velvidende han havde vendt fyren ryggen.
Han sukkede svagt.
"Lad mig give dig lidt mad...Lad os se...Der må være noget i nærheden...Kom, følg mig. Jeg skal faktisk have købt noget nyt tøj...Ja, måske burde jeg nævne at havde du blot skiftet lomme ville du have fundet lidt mønter. Denne lomme er mindre hullet end den anden!" Han sendte fyren et venligt smil.
"Der er sikker noget spiseligt på vejen...Som ikke ruinere mig...Ikke at det løser dine problemer, selv om det kan udsætte dine tyverier. Har du overvejet at skaffe dig et job i stedet?" foreslog han.
"Oh vent...Undskyld. Mit navn er Dr. August Trott" hans smil voksede. Han kunne være lidt af et snakketræ, hvis det slog ham. Dog kunne det til tider føles naturligt at fortsætte samtalen uden at give navne. At give navn var høfligt...Så det var vel bedre at kaste det ind end helt at glemme det. Og hvem vidste? Måske ville fyren stole lidt mere på ham. Som et tegn på han intet havde at skjule. Han rakte en hånd frem.

Elvar var mildest talt helt forbavset, da manden ikke ligefrem lød til at ville hente vagterne - i hvert fald ikke med det samme. På den anden side kunne folk være ret så snedige, især med deres valg af ord, havde Elvar indset, hvilket var grund nok til, at han alligevel havde en fornemmelse af, at han skulle passe på med denne mand. Han snakkede jo ufattelig meget, og for at sige det som det var, Elvar kunne ikke rigtig følge med, selv hvis han prøvede. Normalt plejede lange og mange sætninger tværtimod bare at forvirre ham, netop fordi det krævede, at han skulle tænke så meget.
Alligevel var der noget over den måde, manden snakkede på, der mindede så uhyggeligt meget om Hlynur. Den mand kunne jo også snakke ud i lange baner, hvis han ikke tænkte over det. Elvar havde nu aldrig rigtigt forstået den del. Hvorfor sige mere end det vigtige? Folk blev ofte så fornærmet, hvis man alligevel sagde noget, der var bare lidt forkert, havde han opdaget. Var man ærlig, var det forkert. Løj man, var det forkert. Folk ville åbenbart kun høre det, de forventede at høre.
Selvom Elvar overhovedet ikke forstod, hvorfor manden ikke bare kaldte på vagterne, spurgte han nu ikke ind til det. Han skulle jo nødig risikere, at man skiftede mening eller noget. I stedet kiggede han blot tøvende på ham, lidt forvirret over, hvad en mand som ham forventede af ham.
”Hvilken slags tjeneste?” Elvar var ikke vild med tanken om at skulle gøre noget for folk. Det betød jo bare, at han skulle forholde sig til andre, hvilket i sig selv var ret så overvældende, ifølge ham. Alligevel føltes det nu lidt mere fristende at gøre en hurtig tjeneste end at miste en hånd for noget, folk mente var deres.
”Et job?” Elvar virkede ærlig talt helt paf. Tanken havde aldrig slået ham, men han havde nu heller aldrig været fristet af tanken. Generelt at sætte sig ind i det sociale samfund, havde aldrig fristet ham - især fordi han ikke forstod sig særlig godt på det.
Så manden var Dr.? Var det ikke den titel, folk fik, når de troede, at de var meget klogere end alle andre? Uanset hvad virkede den titel fuldstændig ligegyldig og overflødig. Han kiggede ned på mandens hånd foran ham, men han valgte nu at lade være med at række hans ud. Hans tillid var stadig så begrænset, som den kunne være.
”Elvar.” Han valgte dog alligevel at fortælle hans navn, dog ret kort og præcist. På den anden side var alt andet vel ikke særlig vigtigt.

Han afventede om fyren ville følge med, før han ville vise vej ned af gaden. Han prøvede at tænke hurtigt. Hvad burde han gøre? Hvad var klogest? Fyren virkede fåmælt, med manglende tillid til folk omkring sig. Ikke at han ikke forstod det, da halvdelen af denne verden bestod af folk der ville spise en eller gøre en skade, på den ene eller anden måde. Faktisk var det at have en tillidsfuld hverdag måske kun for de færreste, dem der endnu ikke havde prøvet at blive overfaldet? Eller de stærkeste, dem der insisterede på en normal og rar hverdag? Eller...
Hans tanker drev og han tvang dem tilbage til situationen. Han havde ladet hånden falde og prøvet på ikke at tænke over det. De var jo fremmede over for hinanden og fyren - Elvar - havde måske nok sin grund til ikke at give en høflig hilsen tilbage.
Hans blik gled rundt på de nærmeste butikker. Mad, mad, mad...Ikke der, de var for dyre. Derovre var maden ofte dårlig...AH!
Han satte kursen mod en mindre bagerbutik. Han drejede hovedet over mod Elvar. Tjeneste...Oh!
"Oh, bare rolig. Jeg er dårlig til tjenester. Jeg ville bare ikke have du stak af" bemærkede han.
"Du ved, et job! Hvor man møder ind hver dag, udfører et stykke arbejde og får løn for det?" han undgik at gå ind i en fyr, der tydeligvis ikke havde set dem komme gående.
"Har du aldrig overvejet at få et job? Der findes job til alt og alle! Hvad kan du godt lide?" spurgte han. August havde en ret åben og venlig personlighed.
"Oh, se den bager? Jeg er sikker på vi kan finde noget at spise der...Som ikke er for dyrt..." Det sidste blev tilføjet i en næsten lavmælt hvisken. Det var trods alt hans bekymring og havde intet med Elvar at gøre.

Til trods for hvor lidt fristende det nu end var at følge Dr. Et-eller-andet, så gjorde Elvar det nu alligevel. Selv for ham var det ret tydeligt at regne ud, at ham der ikke gad at have, at Elvar bare løb væk. Desuden var hans sult for stærk for ham til at flygte - og han blev tilbudt mad, hvilket nu altid var en gevinst i sig selv. Godt nok var Elvar ikke vildt med de fleste mennesker, men sommetider hændte det jo, at de kastede brød i hovedet på ham, når han gik rundt på gaden. Han havde endda oplevet folk kaste klumper af brød til ham, når han var i lundeskikkelse. Uanset hvad var det gratis mad, så hvorfor folk gjorde det, måtte de vel om. Elvar skulle bare spise.
"Jeg ved godt, hvad et job er." Tonelejet gjorde det rimelig tydeligt, at Elvar ikke var spor interesseret i den slags - hvilket han heller ikke var. Han kunne ikke se, hvorfor han skulle blande sig i et samfund, hvor de fleste ikke engang var særlige åbensindede overfor ham.
"Jeg vil ikke have et job." Kom det en smule mere bestemt fra ham. Der var virkelig ingen tvivl om, at han mente det. Han kiggede dog lidt forvirret på ham den anden, da han mumlede noget med, at tingene var for dyre. Hvad var meningen med at have et arbejde, hvis man alligevel ikke kunne betale sig til tingene? Det gav da ingen mening. Folk snakkede altid om, at grunden til at få sig et arbejde nemlig var for at få råd til ting. Endnu en latterlig undskyldning for at tage del af noget, hvor man ikke fik noget ud af det.

Han havde sat kursen mod bageren, men måtte alligevel se en smule forundret over på Elvar, da denne svarede ham. De fleste havde et job, også selv hvis de stjal ved siden af. Men når det kom til stykket, var han nok ikke van til folk der slet ikke gad det...Måske var det fordi han ikke selv kunne finde på at stjæle. Han kunne ikke se det gode ved det. Dårlig samvittighed, man vidste aldrig om man fik mad, gå hele dagen uden rigtig at lave noget...For hans vedkommende ville det mangle indhold. Et job var jo godt på mange måder!
Han endte alligevel med at sende Elvar et lille, undskyldende smil. Det havde ikke været for at belære ham, men måske mere et halvkvalt forsøg på at være sjov. Havde han nu rodet sig ud i et eller andet igen? I det mindste var Elvar ikke en blodtørstig vampyr, der ville sprætte hans hals op.
"Virkelig? Hvorfor ikke?" spurgte han, med oprigtig nygerrighed.

Han skubbede døren op til bageren. En duft af brød og kage slog dem i møde, som en lun brise på en sommerdag. En lille klokke annoncerede at der var kommet flere gæster, ikke fordi de var de eneste. På hylderne stod der kurve med diverse brød og boller, mens de fleste af kagerne var samlet bag bageren. Han havde sikkert oplevet for mange, der havde stjålet sig til en lille kage. Sukker og æg kunne være dyre, så de fleste købte bare almindelig brød. En kage, til en speciel dag, nok. Eller bagte deres egne.
August lod blikket glide over kurvene. Han havde skam råd til mad - det var ikke fordi han gik sulten i seng. Ergo opfyldte et job hans trang for mad. Mere var det at han prøvede at spare resten af sine penge til noget varmere tøj. Tøj kunne sagtens være dyrt. Men nu kom han også snart ind i en periode, hvor han ville tjene lidt mere end normalt.
"Uh, kardemomme" Et sagligt smil gled over ham, som han duftede til nogle af bollerne. Ja, disse så fine ud.
"Hvad vil du have?" spurgte han, lidt i tvivl om han burde spørge. Han var ikke van til at tage tilfælde fyre med på indkøb af mad...Men han gad heller ikke købe noget, som fyren ikke gad spise.