Little Singing bird - Genevira

Klokken var næsten lige slået 12 en kold vinternat, mens stjernerne stod højt på den skyfrie himmel. Det havde regnet det meste af dagen, men endelig havde de sorte skyer forsvundet og blottede den smukke himmel. Selv om klokken var ved midnat, så var der stadig en masse mennesker og væsner ude på gaderne. I gang med at gøre de forskellige ting, som de ikke kunne nå mens regnen fylde gaderne.

På en af de mere travle gader i Angerforge, lå der en kro som var berømt for sit navn. Thornton’s Kro, var navnet som var skåret i træ hen over hoveddøren. Det var et sted som altid var fyldt op med forskellige mennesker og væsner, måske fordi de var dumme nok til at tage derhen? Eller måske bare ønskede lidt eventyr i deres liv.
Rygterne gik nemlig på at familien som ejede dette ellers så smukke sted, ikke var de mest venlige væsner på jorden. Rygterne som sprede sig på gaderne, og man ikke længere viste hvad der var sandt og hvad der ikke var. Det var nok derfor der altid var så proppet med mennesker, for at de gerne ville se med deres egne øjne.
Den unge mand af familien havde også sine rygter, en ungkarl som ingen kvinder kunne tæmme.

Det var heller ikke anderledes denne nat, hvert eneste bord var fyldt op med forskellige mennesker og væsner. Tjenerne havde travlt med at servere både drikkevare og mad, til de sultende skabninger. Bartjeneren som løb frem og tilbage, for at hælde drinks op og røgen der stod ud af køkkenet.
Ved pejsestedet hang der en hel gris og blev grillet, som fik hele stedet til at dufte og fik stanken fra de fulde mennesker til at forsvinde.

Ved et af bordene ved pejsen, sad en ung mand helt for sig selv. Foran ham stod et stort krus med øl i, og med et fast greb havde han sine fingre mod det. Hans blik stirrede rundt på de forskellige væsner og mennesker, et iskold blik som gemte på et lille gnis af afsky.. afskyet over de andre væsner og ikke mindst menneskerne. Nogle af dem hang på hinanden, som om de ikke kunne få nok af hinanden og dagen efter ville de blot give sprutten skylden for deres opførsel.

Hun trådte ind i det stopfyldte krolokale. Lyste helt op i mylderet som hun stod der, klædt fra top til tå i snehvidt. Forsigtigt tog hun sin hat af og scannede lokalet med de store brune dådyrøjne. Stadig egentlig ikke helt sikker på, at det her i bund og grund havde været en god idé. Hendes mor havde været hunderæd hele Geneviras liv for, at hun skulle falde i kløerne på en eller anden mand, men decideret at vade ind hos Thorton-familien? Dette måtte være en stærk nummer to på listen over folk, hendes mor helst så hun undgik. Nok kun overgået af Sean Mcgivens og well....ham havde hun jo ikke ligefrem undgået heller.
Hun rystede tanken om, at der var risiko for, at hun ville blive fundet død i en gyde, når natten var omme af sig og gik videre ind i lokalet. Hun var bare blevet bedt om at synge. Hvad skulle hun ellers bruge en friaften på after all? Hun kunne lige så godt tjene en håndfuld mønter og spare dem sammen. Til hvad vidste hun endnu ikke. Størstedelen ville sandsynligvis gå til hendes familie tilbage i Rotten Root. Det korte af det lange var, at dette job, på trods af, hvor simpelt det var, var for godt betalt til at hun ville takke nej til det. Hun havde fået at vide, at hun ville blive betalt, når først jobbet var overstået, så hun spadserede stiltiende til det sted, hvor en tjener instruerede hende i at stille sig. Et sted, der der ikke rigtig kunne betegnes som en reel scene, men alligevel var hævet nok over resten af gulvet til at folk kunne være opmærksomme på hende, såfremt de ønskede det, men let kunne vælge at overse hende og fortsætte deres egne gøremål med hende som baggrundslyd, hvis det på den anden side var sådan, de helst ville have det.
Genevira tog et par dybe indåndinger og gjorde sit bedste for at udstråle selvsikkerhed. Dog var det der skinnede mest igennem, som hun stod der midt i det hele i den nærmest lysende hvide kjole, nok den uskyld, der fik hende til at stikke ud. Forsigtigt tog hun sin hat af og lagde den på stolen ved siden af sig, der jo nok egentlig var blevet stillet der, så hun havde et sted at sidde. Nå, men det var jo ikke ligefrem fordi hendes krop blev træt som sådan. Hun afsøgte lokalet en ekstra gang, bare for at vurdere, hvilken crowd hun havde med at gøre. Mest overnaturlige væsner, så vidt hun kunne afgøre, hvis hun kunne stole på kombinationen af sit syn og sin næse. Hun fik kort øjenkontakt med en mørkhåret mand, der sad ved pejsen og så mere eller mindre utilfreds ud. Et øjeblik følte hun sig helt frossen. Der var noget i hans blik, der gav hende indtryk, af at han kunne se lige gennem hende. Pludselig blev hun slået af tanken om, at hun burde have taget mere tøj på, og det på trods af, at hun på ingen måde kunne anses for værende letpåklædt.
Du arbejder for en incubus, tag dig dog fucking sammen, skældte hun sig selv ud og trak blikket til sig igen.
Hun overvejede, hvad stemningen kaldte på et øjeblik og kastede sig, efter at have vurderet, at stedet her på nuværende tidspunkt var ret livligt, ud i en af de mere muntre upbeat sange fra sin barndom. Hvad der kun lod til at give folk yderligere incitament til at sætte gang i hvad der næsten var en fest. Der gik i hvert fald ikke ret længe, før folk nu ikke blot snakkede muntert med hinanden (eller var over det hele på hinanden i diverse afsides hjørner), men faktisk dansede rundt på kroens gulv. Genevira kunne ikke lade være med at sole sig lidt i det faktum, at hun blot ved at synge kunne have denne effekt på folk. Eller...altså logisk set, var det nok i store dele fordi de fleste af dem havde ret meget alkohol i blodet og hørte sange de kendte. Men man måtte vel godt være glad for de små ting ikke sandt?
Det lod da også til, at kroen fik en pæn indtjening fra øl og spiritus, imens feststemningen stod på.
Først senere på aftenen satte hun sig endelig ned. De lystklingende toner blev nu næsten decideret melankolske, imens folk rundt omkring gradvist faldt til ro igen. Et øjeblik var der stort set helt stille bortset fra ildens knitren fra pejsen og den skrøbeligt fine lyd af hendes stemme i det tætpakkede lokale.
Sådan forholdt det sig i noget tid, indtil den sidste tone døde ud i stilheden. Genevira rejste sig i en glidende elegant bevægelse og bukkede næsten teatralsk for sit publikum.

Musik havde altid været en god ting at få ind i kroen, det havde det med at få folk til at komme tilbage. Det havde det også med at få nye folk til at komme ind ad dørene, og for kort sekund at glemme hvilke rygter de havde hørt om denne kro. Det var jo også vigtigt at holde kroen så fyldt op som muligt, så ordensmagten aldrig viste hvem der arbejde sammen med familien og hvem der ikke gjorde.
Selv en mand som James nød at høre musik af og til, så vel at det faktisk var god musik og ikke bare noget som lød at det blev hevet op af skraldespanden.
Han plejede endda at være den som godkendte, hvad for noget musik der kom ind i kroen og hvad der ikke måtte. Denne gang var det bare anderledes, en af de unge tjener havde fået tigget sig til at få sanger ind som hun havde hørt. Selv om James havde godkendt dette, så viste denne unge tjener ikke at hun havde sat sit eget liv på spil... hvis han ikke brød sig om musikken.
Det var også den eneste grund til at han var der denne nat, i stedet for at lave noget mere vigtigt. Kroen var bare en vigtig del af hans familie, og det skulle sådan en lille tjenertøs ikke risikere at ødelægge.
Den unge tjener havde også løbet nervøst rundt det meste af aftenen, efter hun havde opdaget at James havde tænkt sig at sidde og lytte på denne sanger hun havde fundet.

Han sad lænet tilbage op ad væggen, og vippede let med sin ene fod. Han nød at se den kaos som lå rundt omkring, en kvinde som lagde an på en anden mens hendes mand sad ved siden af. De var bare så ynkelige sådan nogle mennesker, som om de lod deres følelser styre hele deres liv.
Det tog ikke længe før hans blik landede på noget nyt, den hvide kjole som fik hende til at skille sig ud i mængden. De andre kvinder havde mørke kjoler, og flere af dem kjoler som fik deres barm til at ville springe ud af kjolen.
Kjolen som udstrålede hvor uskyldig hun sikkert var, også selv om han ikke tvivlede et sekund på at hun var en vampyr. Den blege og perfekte hud, som fik hende til at ligne en porcelænsdukke.
Hun hørte bestemt ikke hjemme der, omringet af farlige væsner som med glæde ville sætte sine klør i hende.

Deres blikke mødte hinanden og mens han holde det iskolde udtryk i sit ansigt, hendes udtryk så næsten genert ud. Hvad tænkte hun mon på? Kampen om hvem der kunne holde øjenkontakten i længst tid, vandt han hurtigt… det var en af de ting som hans forældre havde opdragede ham med, den der holde øjenkontakten i længst tid havde magten.
Han kunne dog ikke lade være med at undre sig, hvad sådan en kvinde lavede sådan et sted? Hun hørte jo bestemt ikke hjemme der, og skulle bare væk så hurtigt som muligt. Han vende hurtigt sit blik mod den unge tjener, som hele tiden så hen mod ham med et nervøst udtryk i sine øjne. Han lavede et lille ryk med sit hoved, for at få hende over til sig ”hvad bilder d..” brummede det ud mellem hans læber, før han hurtigt stoppede op.
Hans blik vende sig hurtigt mod den unge uskyldige kvinde atter igen, som hun begynde at synge.

Da hun var færdig med at synge og alle klappede rundt omkring hende, mens James bare vende blikket mod den unge tjener ved hans side ”jeg vil snakke med hende” sagde han med en kølig stemme, før han tog en slurk af sin øl, mens den unge tjener hurtigt løb over mod den unge vampyr ”hr. Thornton.. vil snakke med dig” sagde hun med en nervøs stemme og pegede over mod James.

At møde hans blik havde været som at blive ramt af en isnende kold vind, vel og mærke dengang, kulden havde nogen synderlig effekt på hende. Selv, imens hun sang kunne hun ikke undgå at tænke på det. Vende og dreje det blik i sit hoved. Hvad var det udtryk for? Hvad var James Thorton overhovedet for en mand? Var han overhovedet glad for nogen? Eller noget. Hans blik havde nær fået hende til at spørger sig selv, hvem af dem, der reelt var uddød. Han virkede så....tom og et eller andet sted havde hun næsten...ondt af ham? Kunne man overhovedet have det, når hun trods alt ikke kendte ham? Alle tankerne efterlod hende forvirret og ville sikkert have gjort hende ør i hovedet, hvis ikke hun havde haft andet at lave som lige i øjeblikket var vigtigere. Det var jo hendes betaling dette drejede sig om.
Hvis hun selv skulle sige det, så havde hendes optræden været en succes. Denne gang havde hun i hvert fald ikke fornærmet nogle adelige, ligsom dengang i Sunfury, så det var da allerede mere positivt (dermed ikke sagt, at hun ikke var lykkelig for, hvad der alligevel var endt med at komme ud af den aften). Havde hun nogensinde fået et bifald før? Det mindedes hun ikke og det var ligefør, at hun lyste af glæde. Hun solede sig i opmærksomheden et øjeblik, før en skræmt tjenestepige trippede over til hende med besked om at Thorton-herren ønskede at tale med hende. Genevira nikkede kort, sendte pigen et smil, der afslørede hendes skarpe hjørnetænder. Regnede egentlig blot med, at der var tale om videregivelse af betaling og så ville Genevira være på vej hjem igen lige om lidt. Der var dog noget i pigens ansigtsudtryk og kropssprog, der sagde Genevira, at sådan forholdt det sig ikke. Pigen rystede jo!
Genevira gav hendes skulder et opmuntrende klem. "Tak," sagde hun og bevægede sig mod det anviste bord med en næsten katteagtig ynde. Ingenlunde intimiderende nok til at blive sammenlignet med et større rovdyr. Og desuden så relativt harmløs overfor de fleste, at en killing nok egentlig ville være den bedste sammenligning. Hun trak forsigtigt en stol ud og satte sig ned. Hun foldede hænderne i skødet og sendte James Thorton et næsten genert smil. Vidste ikke helt, hvad hun skulle gøre af sig selv, for han virkede hverken specielt munter eller snaksaglig. "De ville tale med mig, sir?" konstaterede hun spørgende, lagde hovedet en smule på skrå.

Det var ikke ofte at han gad bruge sin energi på at snakke med artisterne, de havde det alligevel med at komme og gå. Så han ofte ikke engang kunne deres navne, og endelig var han ligeglad med hvad de hed. De fleste på kroen var alligevel vant til at blive kaldt for, du der. Det var kun vigtige personer han gad huske navne på, resten var jo som små myre under hans fødder. Han nød endda at se kvinder som prøvede alt for at få ham til at huske deres navne, og den ulykkelig gnist som kom frem i deres øjne når han ikke gjorde. Selv om han var blevet voksen, så nød han stadig at gøre skade på andre folk. Han havde i det mindst lært at beherske sig selv, og ikke bare fløj på den første person han så. Nej… men i stedet havde han lært at lege med dem, som han glædeligt snakkede højt om.

Han lod ikke sit blik forlade den unge vampyr, efter han havde fået sent tjeneren afsted for at hente hende til ham. Han ville jo et eller andet sted sikre sig at hun ikke prøvede at flygte, som han havde set flere gange før. Han viste jo at flere af hans mænd var rundt omkring i kroen, og klar til at gribe hvem som helst han gav dem ordre til at angribe. Så selv om hun var en vampyr, så frygtede han ikke de kræfter hun havde, da selv hvis hun fik slået ham ihjel… så ville hun ikke selv slippe levende derudfra.

Selv om James ikke havde nogle menneskelige følelser eller lyster, så kende han stadig til skønhed og der var ingen tvivl om at hun var en utrolig smuk kvinde. Hendes smil rørte ham ikke et eneste sekund, men fik ham i stedet til at hæve det ene øjenbryn. Han kiggede kort op og ned ad hende, som hun sad der foran ham. Før han lige så langsomt bøjede sig hen over bordet til hende ”hvad laver du her?” brummede der let ud mellem hans læber, som afslørede at han ikke var helt tilfreds med at hun var der. Selv om han var typen som forventede respekt for alle, så var det ikke ofte at han gav samme respekt tilbage. Det var også derfor han ikke ventede på at blive dus med nogen, hvad han kalde folk… var hans valg og ingen andens ”du er alt for uskyldig” tilføjede han kort tid efter, før han lænede sig atter igen tilbage op af væggen.

Hun mærkede tydeligt, at hun ikke rigtig gjorde noget indtryk på ham og hun følte et stik af noget, der nok bedst kunne beskrives som skuffelse. Ikke fordi hun som sådan ville ham noget, men simpelt fordi hun elskede at have en eller anden slags indflydelse på folk omkring sig. Skuffelsen kunne ikke ses i hendes ansigt. I stedet klemte hun øjnene katteagtigt sammen. En mimik, som de der kendte hende bedst hurtigt ville kunne regne ud betød, at hun tænkte sig grundigt om. Overvejede, hvordan hun skulle takle ham for ikke at ende med at blive flået i småstykker. Hun holdt et vågent øje med hver eneste en af hans bevægelser. Hun undgik dog ikke at glippe overrasket med øjnene over hans spørgsmål. "Jeg er blevet hyret for at synge, sir. Jeg troede det var derfor jeg var her. Fordi nogen i Deres familie bad om det?" Hun ansigtsudtryk var mildt, ufordømmende, forvirret. Uskyldigheden var ikke kun et spil for galleriet for hende, men det ville også være løgn at påstå, at hun ikke fra tid til anden skruede op for den. Lod sig omgære en udstråling af blid naivitet. Det havde før været en hjælp at lade folk tro, at hun ikke havde så meget som et frø af noget ondsindet i kroppen. I hvert fald hjalp det, når det gjaldt det at finde sig passende mad. De færreste regnede med pludselig at blive tømt for blod, når hun bad dem om hjælp.
"Generer min uskyldighed Dem virkelig så meget?" Hun lo sin klirrende sølvklokkelatter og der var et glimt af noget næsten drillende i hendes store dukkeagtige øjne.
"Bliver det næste, at De insisterer på at følge mig hjem, hr Thorton?" Næppe. Han var en travl mand med vigtige ting at foretage sig og hun tvivlede på om det ragede ham en høstblomst, hvis der skete hende noget. Men samtidig ville det have været lidt af et power move fra hendes side. At kunne bevæge sig gennem gaderne ved hans side uden nogen form for frygt. Hvor ville folk se på hende da. Med undren og ærefrygt. Hvilken slags kvinde tog det at tæmme en Thorton? Hmm. Inde under det uskyldsrene ansigt, var hendes hjerne allerede begyndt at vurdere, hvor denne mand ville kunne bringe hende hen. Hvad hun ville få ud af det, hvis hun fik skovlen under ham. Hvis hun blev den, der kunne få ham til at smile. Han var attraktiv på sin egen intimiderende måde ingen tvivl om det. Han udstrålede en ikke ubetydelig grad af magt. Og på trods af det faktum, eller måske delvist på grund af det, at han sikkert ville kunne knuse hende til støv, hvis han havde ønsket det, følte Genevira sig på et eller andet plan draget af ham. At sidde overfor nogen, der var så potentielt farlig burde have skræmt hende mere end det gjorde. I stedet vækkede det et eller andet i hende, hun ikke vidste, hvad var eller hvordan hun skulle håndtere. Den på én og samme tid generede og fascinerede hende. Denne ny følelse.
Hun så lidt mod ilden fra pejsen. Flammernes skær flakkede henover hendes ansigt og fik det næsten til at fremstå som om, der var en vis mængde farve i de porcelænsagtige kinder. Genskæret fra ilden fik hendes øjne til at virke mere levende end de havde været de sidste tre år. Tøvende rakte hun de slanke hænder ud mod ilden og varmede den evigt kølige hud ved flammerne, som hun ellers nok rationelt burde være bange for. Afslørede herved også en vis sårbarhed. Savnet af levende varme. For en stund lod det til at hun helt havde glemt sit selskab, tabt i sine egne tanker. Så vendte hun opmærksomheden mod ham ingen og lagde hænderne foran sig på bordet. Neglene var i dagens anledning lakeret en lys lavendel.
"Holder De af musik hr. Thorton?"" spurgte hun. Muntert. Konverserende.

James var alligevel en ret så gammel dæmon, så det havde blevet svære for folk at gøre et indtryk på ham. Da der ofte ikke var nyt ved folk, også selv om de gik rundt og troet at de var noget særligt. Så lignede de bare alle sammen hinanden, på en eller anden måde. Især når det kom til følelser og hvad de troet de fortjente, de var jo alle sammen bare ynkelige væsner som han blot håbede på gik hen og døde.
Selv da han blot var en ung teenager dæmon, havde han haft drømme om at udrydde ikke kun menneskerne, men varulve kunne også bare gå hen og dø. Hvis han ikke havde haft sin familie, så havde denne vrede også fået lov til at opsluge ham.
Selv om han stadig havde et stort had til disse skabninger, så valgte han alligevel at bruge sine træk ordentligt. Han var bestemt ikke ude på at dumme sige, og tabe spillet om magten i verden.

Uskyldighed var et spil som kvinderne havde det med at spille, og for den rette pris så kunne hver og en af dem købes. Det var nok også derfor at hun ikke gjorde det store indtryk på ham, da han ikke tvivlede et sekund på at han bare kunne smide et par mønter efter hende.
Denne uskyldighed som lå hen over hende, afslørede også hurtigt at hun ikke var en særlig gammel vampyr. Blot et par år, hvis han skulle gætte. Hun var jo som et lille nyfødt barn, som hver eneste mand i kroen med glæde ville udnytte.
James var bare ikke som de andre mænd, for hvorfor lade sådan nogle ynkelige følelser styre sine tanker?

Hendes ord irriterede ham mere end noget andet, som om hun ikke anede hvem hun snakkede til eller at hun ikke var bange af sig. Uden at ændre sit ansigtsudtryk, slog han en knytnæve ned i bordet og som gav ekko i hele kroen. Alle stoppede op med hvad de end gjorde, og rettede deres blikke ned mod dem. Der lå frygt i flere af folkens øjne, mens de ikke turde at røre en eneste centimeter af deres krop.
Blot nogle sekunder efter, løftede han sin hånd op i vejret og viftede kort med den. Som fik folk til at forsætte med hvad de end gjorde, og larmen begynde at overtage kroen atter igen ”spil ikke smart overfor mig” sagde han med en kølig stemme ”kvinder som dig høre ikke hjemme her… og sige mig ikke at du var så dum, at du ikke allerede viste det inden du kom” tilføjede han.
Han havde lært igennem årene at forudse hvad folk ville gøre, men denne kvinde var enten alt for dum eller bare dumdristig. Hun måtte da have hørt rygterne om Thornton familien, så hvorfor sige ja til et job i nærheden af dem?
Hendes spørgsmål fik ham til at grine indeni, sikke et dumt spørgsmål. Han rystede let på hovedet ”musik er fint nok” svarede han inden han tog en slurk af sin øl ”musikken er for at tilfredsstille kunderne… ikke mig” tilføjede han i det han satte sit krus ned atter igen.

Det gippede synligt i hende, da han slog sin hånd i bordet og hun trak sig så hurtigt baggud af instinktiv pludselig frygt for, at han på en eller anden måde ville gøre skade på hende, at stolen hun sad på nær var væltet. "Det beklager jeg. Det vil ikke ske igen," sagde hun og hendes stemme var spinkel. Skrøbelig. Hun var pludselig meget opmærksom på, hvilken situation hun sad i og ubehaget ved den. Omgivet af hans folk, som hun var, ville han principielt kunne flå hende i små fine stumper uden at nogen ville så meget som blinke med øjet, endsige hæve en hånd for at stoppe ham.
Hun lod nervøst tungespidsen glide henover sine tænder og ventede på at denne nye bevidsthed ville falde til bunds, så hun forhåbentlig kunne være en smule mere rolig. Samtidig arbejdede hendes hjerne på højtryk for at finde ud af, hvordan hun bedst muligt kunne undgå at ende sine dage som hundemad. Det ville ikke være muligt at forføre ham, selv hvis hun havde ønsket det og havde været i stand til den slags. Så for nuværende måtte hun bare forsøge at formilde ham på en eller anden måde. Holde sig på hans gode side. Hun havde levet for kort til at dø her.
"Jeg ved det godt," gav hun ham næsten hviskende ret. Noget sagde hende, at man helst skulle tale ham efter munden, indtil man kendte ham bedre. Bare vent...på et eller andet tidspunkt, får jeg ham til at holde af mig og så kan vi have en reel samtale. Denne overbevisning holdt hun stædigt fast i, selvom den muligvis ikke var sand. Men det var da lykkedes hende at finde sig til rette hos Sean og han var, by all acounts, mere magtfuld end denne dæmon, hun sad overfor lige nu. Ikke at hun var dum nok til at påpege det. Hun betragtede ham indgående og da han lod til at være kølet ned igen, vovede hun at læne sig frem, således at hun ikke sad langt væk fra ham i frygt for at blive slået eller noget.
Nogle af folkene omkring dem, så allerede forvirrede ud over, at hun ikke var blevet fjernet, eller værre, endnu.
Altså måtte James Thorton vel have en eller anden interesse i hende. Hvad den så bestod i, kunne Genevira endnu ikke afgøre. Hvorfor havde han ikke bare bedt hende gå, hvis det var det han ønskede?
Hun endte med at spørger ham.
"Jeg kan godt gå igen, hvis det er hvad de ønsker, sir?" Hun lagde hovedet på spørgende på skrå. Ledte efter noget i hans ansigt. Et udtryk for følelse. Hvad som helst. Fandt intet og blev kun mere beslutsom i sin plan om at få ham til at føle...tja...noget. Hvad hun kunne få ham til at føle var hun usikker på. Forhåbentlig kunne hun andet end at pisse ham af, hvilket da var lykkedes strålende, selvom det ikke var meningen.
Hun foldede de slanke hænder foran sig på bordet. "Så det er ikke Dem, der beslutter hvem der kommer her for at synge altså? Hvem er det så?" Spørgsmålet var stillet utrolig forsigtigt stillet. Men hun kunne ikke lade være med at være bare en smule nysgerrig.

Han var en mand med et hidsigt temperament, som han var ret så ligeglad med hvem det gik ud over. Hvis man valgte at irritere ham, så forvente man heller ikke andet end hans vrede. Denne gang havde det heller ikke være anderledes, da denne gang havde denne vampyr kvinde påvirket hans humør. At være flabet overfor ham, havde aldrig været noget han fandt sig i.

Han havde jo altid set sig som bedre end alle andre, og derfor altid forventet at få folks respekt!
Han valgte bare ikke at lade sin vrede stige alt for meget til hans hoved, og lade sådan en kvinde ødelægge hans gode humør. Han valgte ikke engang at svare hende, når hun valgte at undskylde til ham. Selv om han havde sit kølige udtryk i sit ansigt, så kunne han ikke lade være med at smile indeni. Han elskede at se frygten i folks ansigter, så ynkelige de så ud og hvor magtfuld han følte sig.

Han rystede let på hovedet, som han satte sine albuer ned i bordet. Han flettede roligt sine fingre og lagde sit hoved på sine hænder ”hvad der sker med dig, betyder intet for mig… hvis du overlever eller ej” svarede han med sin kølige stemme, da han allerede så hende død så snart hun satte sine fødder indenfor dørene. Han havde advaret hende, og alligevel valgte hun at blive der.

Et lille grin forlod hans læber, også selv om der ikke var nogen glæde eller latter i den ”jeg bestemmer alt… men du kære lille vampyr, er kun blevet inviteret pågrund af en dum lille menneske pige” sagde han og lod kort sit blik glide hen mod den unge tjener, som flere gange så nervøst hen på dem ”hvis der sker dig noget… er det hendes skyld” tilføjede han, før han vende blikket mod hende atter igen ”hun burde vide bedre… end at invitere en som dig” sagde han og fandt et par guld mønter fra sin lomme, og lod dem trille hen over bordet mod hende.

Hun var ikke glad for pludselige høje lyde og andet i den dur. Hvor hun kom fra havde det altid været et forvarsel til, at man ville ende med at blive slået. Selvom hun ikke et sekund nænnede at tvivle på, at hendes forældre altid havde elsket hende og hendes mange søskende, så havde de dog aldrig været bange for at slå dem, hvis de gjorde noget forkert eller skabte sig på en eller anden måde. Genevira ville hårdnakket påstå, at hun ikke havde taget skade af denne del af sin opvækst, men den forskræmte måde, hvorpå hun reagerede på uforudsette bevægelser talte sit tydelige sprog om det modsatte. Det tog hende da også åbenlyst et øjeblik at komme sig og sætte sin facade af mild afslappethed op igen.
Ubevidst spejlede hun hans bevægelse, så de endte med at sidde ens.
Hun fornemmede vagt, at der stadig var et par stykker, der mere eller mindre stirrede på dem, men hun gjorde sit bedste for ikke at lade sig mærke med det og i stedet koncentrerede sig om sin samtalepartner. Hun anede endnu ikke, hvor hun havde ham henne og derfor besluttede hun, at det var bedst at være på vagt. Det ville alt andet lige være en ærgerlig måde at lade livet på.
Hun lo selv svagt, den klirrende bløde latter, der mere eller mindre var blevet et skjold for hende med årene. Det købte hende ofte en smule tid, når hun ikke var helt sikker på, hvordan hun skulle svare på noget, eller bare skulle tænke noget igennem. Hans kære lod til ret tydeligt at være dyppet i sarkasme, men det gjorde kun Genevira mere opsat på at få denne mand til at føle et eller andet. Hun skulle nok sørger for, at han ikke ville glemme hende foreløbelig. På en eller anden måde. Hvordan skulle hun stadig finde ud af. "Jamen dog. Så var det derfor, hun virkede så nervøs," funderede hun næsten for sig selv og betragtede menneskepigen, der selv på denne afstand så ud til at ryste af indestængt skræk.
"Hendes skyld. Hun virker omtrænt så farlig som en sommerfugl fanget i sirup. Hmm." Genevira forstod jo godt, hvad han mente. Det var den lille tjeners skyld, at hun var kommet her og dermed også hendes skyld, hvis der endte med at foregå noget...ubehageligt. Men alligevel var tanken om at denne lille rystende...ting, kunne være skyld i nogen skade næsten absurd.
Hun vendte blikket tilbage mod James og hendes ene mundvig trak op i et skævt smil, der afslørrede perlehvide tænder.
"Jeg håber ikke, at jeg har været en sådan skuffelse, at De bliver nødt til at straffe hende, sir. Jeg tror næsten at stressen har været straf nok." Egentlig ragede det Genevira mindre end en høstblomst, hvad der skete med dette lille menneske og det var også ganske tydeligt i hendes toneleje, hvis hendes skæve smil ikke allerede havde afsløret det. Genevira var kun tæt knyttet med meget få folk. De fleste andre var enten trædesten på vej op af magtens stige eller også var de uheldige nok til at være mad. Hun følte ingen indre kvaler ved dette. Dyreriget havde også en fødekæde og en ulv fik ikke dårlig samvittighed, hver gang den spiste en kanin. Det var bare sådan det var og Genevira kunne ikke se, hvorfor hendes situation skulle være anderledes.
"Og hvad for en er jeg, sir?" spurgte hun som respons på hans sidste kommentar. Hun lagde nysgerrigt hovedet på skrå. Hun spurgte vitterligt kun fordi hun var interesseret i at høre, hvordan han opfattede hende. Det var ikke for at være flabet.
Hun lyttede til lyden af mønterne, der rullede henover den blankpolerede bordplade. Lukkede lettere vantro de slanke hvide fingre om dem og vejede dem i hånden. Guld? Det var en kraftanstrengelse ikke at se befippet ud. Aldrig var hun blevet betalt så meget og da slet ikke med en sådan ligegyldighed. Som om penge voksede på træerne. Hun skyndte sig at pakke sin betaling væk i den lille taske hun havde hængende over skulderen. De dage, hvor hun ville have gemt de få mønter hun havde på sig i snude på sin støvle var ovre. Det passede sig ikke for en, der var tjenerinde for en hersker.
"Tak, sir," sagde hun så. Gjorde ikke mine til at rejse sig og gå. Noget sagde hende, at hun skulle have lov først, hvis ikke hun ønskede at vække hans irritation.

James viste ikke helt hvad han skulle tænke om denne lille vampyr, så uskyldig og ynkelig hun så ud og alligevel prøvede hun at virke som noget andet. Det gjorde hende lidt mere spændende i det, en lille leg skulle der til… hvor meget skulle der til for at knække hende? De fleste mænd ville sikkert have andre tanker, når det kom til at knække en kvinde. fysisk vold, overgreb og andre ynkelige ting, mens andre havde tanken om psykisk vold med at fortælle hende hvor forfærdelig hun var osv. Ynkelige ting som kun svage mænd ville udnytte, nej James havde bestemt andre tanker når det kom til at knække en person.

Et smil bevægede sig langsomt frem på hans læber, ikke et venligt smil, men et smil så køligt og ondsindet som hans ansigt hele tiden havde været. Hun prøvede at virke så ligeglad med den unge tjener, et simpelt menneske og uden betydning for denne vampyr. Han viste ikke helt om han skulle tro på hvad hun sagde, eftersom hun stadig virkede som et ynkeligt menneske i hans hoved. Hvilke dum vampyr, ville dog forvandle et pigebarn som hende?

”jeg har bestemt ikke tænkt mig at gøre noget ved hende” svarede han helt roligt, før han endnu en gang tog en lille tår af sin øl.
Han begynde at bevæge sit krus roligt rundt i cirkler på bordet, med sit blik rettet mod den og øllen som elegant spilde hen over kanten og løb ned af hans fingre. ”du skal” tilføjede han kort tid efter, før han stoppede med at bevæge sit krus og rettede sit kølige blik op mod hende.
Hans ellers så flotte gråblå øjne, havde ændret farve til sorte som kul ”du skal gå over og lære hende en lektie” hviskede han mens det ondsindet smil forblev på hans læber ”langsomt” tilføjede han mens han pegede hen mod den unge tjeneste pige, mens hun stod stivnet oppe ved baren og lænede sig atter igen tilbage mod væggen bag ham.

Hun fulgte kruset med øjnene og lyttede tænksomt til den skurrende lyd af kruset mod træet. Det virkede åndssvagt at lade det spilde over med vilje, men hun sagde ikke noget. Var blot, i sit eget stille sind, uimponeret over, hvad end dette skulle være en demonstration af. James Thorton var yderst...forvirrende. Genevira havde en fornemmelse af, at selv Alanis, som hun ellers holdt op som en et eksempel på en, der vidste alt om mænd, ikke ville vide, hvordan hun bedst skulle tackle ham.
Og Genevira, der stort set ingen forstand på det modsatte køn havde, følte sig efterhånden virkelig ude, hvor hun ikke kun bunde. Måske fordi han, på et eller andet plan var ret attraktiv. Nok mere på grund af hans magtfulde udstråling end så meget andet. I hvert fald på nuværende tidspunkt.
Men hans øjne var helt afgjort pænere, når de var blå, måtte hun konstatere for sig selv. Det ville desuden også hjælpe ham, hvis han smilede mere ægte.
Hun trommede blidt i bordet og betragtede ham indgående overvejede sine muligheder grundigt, alt imens hun selv smilede det der blide muntre smil, der egentlig ikke afslørrede noget synderligt om, hvad der foregik inde bag de store brune dådyrøjne.
"En lektie? Tja, det kan jeg vel godt,," sagde hun muntert. Han havde ikke specificeret, hvilken slags lektie det skulle være. Så det kunne hun lege lidt med. Nok ikke på den måde han havde tænkt sig, men shh.
Hun rejste sig, glattede den fine hvide kjole ud og svævede nærmest over til den unge tjener. Om hun mest lignede en frelsende engel eller tøsens snarlige død var oppe for debat.

Og så....gav Genevira hende en lektion i sang. Pigen havde jo trods alt bedt hende om at få hende herud, så hvorfor ikke? Det virkede ganske passende. Det vidste sig da også, at pigen havde en ganske behagelig stemme. Mørkere end Genevira ville have forudset.
Det var en skam, at Genevira faktisk var sulten Og at pigen nok ville blive fjernet langt mere ublidt, end hvis Genevira selv gjorde det.
Hun tog blidt fat i pigens hånd og trak hende med sig tilbage i retning af James' bord. Da pigen forsøgte at trække hånden til sig i ængstelse, strammede Genevira blot grebet. "Tro mig, du vil sikkert takke mig, hvis du kender alternativet." Her afslørede Genevira igen, at hun ikke satte ret meget lid til andres dømmekræft, men snare så sig selv som værende den bedste til at vurdere, hvad der var bedst for andre mennesker, Selv, hvis dette viste sig at være døden. Hun gjorde det på ingen måde af ond vilje, men snare af en slags forskruet følelse af moralsk forpligtelse til at spare de folk, som hun anså for værende stakler, for mest muligt lidelse.
"Har De et sted, der er mere privat?" spurgte hun James og sendte ham et behageligt smil. "Jeg vil nødigt alarmere Deres andre gæster," forklarede hun og viftede med sin frie hånd. Ventede.

Han elskede virkelig at have magten over andre folk, få dem til at gøre hvad han bad om og især når det kom til vold. Det var som et rus i ham som ikke var til at beskrive, næsten lige så godt som at få en anden til at lide under hans egne hænder. Det var som om han var fanget mellem en sjæl og en blod dæmon, som kæmpede inden i ham efter fornuft eller bare vold.

Det gjorde det heller ikke bedre med denne vampyr foran ham, den uskyldighed som lå hen over hende. Den dumhed som havde ført hende hen til ham, som et uskyldigt lille barn. Viste hun virkelig ikke hvor hun havde sat sine fødder hen henne? Og især når hun valgte at spørge efter privathed? En vampyr som ville have privathed til at slå et ynkeligt lille menneske ihjel?
Han viste ikke om han skulle grine eller bare lade sin vrede sprede sig ud hen over kroens gulv, som han hørte de ynkelige ord komme ud mellem hendes læber.
Som om hun virkelig troet på at alle folk omkring dem blot var gæster, jo selvfølgelig var der gæster som turde træde indenfor hans døre. De viste også bare hvad der kunne forgå der inde, og valgte at tage risikoen.

Han rejste sig lige så forsigtigt op fra sit sæde, tog den sidste tår af sin drink før han valgte at vende blikket mod dem. De helt sorte øjne, glimtede i mørket som han blot stirrede på dem. Smilet sprede sig forsigtigt hen over hans læber og afslørede de snehvide tænder i hans mund.

Hans højre hånd bevægede sig ned af tjeneste arm, mens hans venstre hånd bevægede sig om mod hans ryg ”et privat sted?” hviskede han så kun den unge vampyr kunne høre ham ”er du bange for at gøre et par ynkelige gæster bange for din natur?” hviskede han kort efter med en iskold tone i sin stemme, før han fjernede sin venstre hånd fra sin ryg igen, som afslørede en lang kniv.

Inden tjeneren kunne reagere, greb han fat i hendes håndled og trykkede hendes hånd ned mod bordet, og uden at tøve dolkede kniven ned i hendes hånd så den sad fast i bordet. Hun skreg i en smuk melodi, som fik kroens larm til kort at stoppe op før de opdagede hvad der forgik.
James lod sit blik kort glide hen over menneskerne, som hurtigt valgte at sætte gang i deres larm atter igen ”de virker ligeglade” tilføjede han som han vende blikket mod vampyren atter igen.

Den interesse hun i begyndelsen havde følt var ganske hurtigt ved at krølle sig sammen og dø. Efterhånden virkede han ikke meget anderledes end de typer i Rotten Root District, der smadrede et andet menneskes krop og psyke uden så meget som at blinke kun for deres egen underholdnings skyld. Hun satte sig ned på sin stol igen, foldede de langfingrede slanke hænder i skødet og betragtede denne James Thorton med et tomt udtryk i øjnene. Det døde i hendes udtryk fremhævede blot, hvor tydeligt dybt uimponeret hun var over ham lige nu. Et udtryk de andre gæster, eller hvad de så end ellers var, tydeligvis ikke var vant til, at folk så på denne mand med. Genevira forholdt sig dog i grunden ganske roligt.
”Jeg er ikke bange, sir,” svarede hun og viftede affærdigende med hånden.
”Jeg ser blot ikke, at det er noget, De har nogen grund til at blande Dem i, hvordan jeg vælger at spise.”
Hun lagde hovedet en smule på skrå hævede et øjenbryn. ”Hvis De ønsker at opføre Dem som et eller andet bæst i fuld offentlighed, skal jeg ikke stoppe Dem.” Hun kastede et sigende blik på den stakkels tjeners ødelagte hånd. Måtte dog lukke øjnene et øjeblik ved synet af alt blodet. Ikke fordi det gjorde hende dårlig at se på det, snare tværtimod, men hun havde ikke tænkt sig at være åbenlys med, hvordan blodet påvirkede hende.
”Men De skal ikke forvente, at jeg gør det samme,” fastslog hun så.
”Med alt respekt, så kender De ikke til min natur, hr Thorton. De kender måske nok til vampyrer, men at formode, at du kender til, hvordan alle vampyrer og hvordan de er af den grund ville svare til, at jeg hævede at vide alt om dæmoners natur, fordi jeg kender til én.”
Hun trak på de slanke skuldre, før hun trak kniven ud af tjenerens hånd.
Vendte den tænksomt i hænderne. Det var tydeligvis et velholdt og højtskattet våben. Det lod til, at Thorton her agtede stumper af spist metal højere end levende væsner.
Genevira modstod trangen til at fnyse for sig selv og fjernede noget af blodet fra bladet med en finger, puttede sin finger i munden og klemte øjnene tænksomt sammen.
”De har ødelagt det,” konstaterede hun tørt, da hun tog sin finger ud af sin mund igen.
”De har skræmt hende så meget, at hendes blod er blevet bittert. Det vil jeg ikke i nærheden af og nu har De bare svinet ud over hele bordet der uden nogen brugbar grund.” Hun rystede lidt på hovedet. Tydeligt skuffet. Selv satte hun en vis stolthed i hurtige og rene drab. At have sine tænder i halsen på sit mål, før de overhovedet anede, hvad der foregik. Bevares, Genevira havde selv ødelagt sit fair share af eller ganske udmærket blod ved at skræmme blodets indehaver fra sans og samling, men sådan gik det bare nogle gange, når man messede et eller andet up. Derfor foretrak hun klart en vis finesse, eller at lulle sit mål ind i en falsk fornemmelse af tryghed, så deres blod ikke blev påvirket af….hvad end der nu blev udskilt i det på grund af frygt.
Denne ubegrundede påføring af smerte huede hende ikke. Ikke reelt af nogen sympati med menneskepigen, men simpelt fordi det var blottet for ethvert element af elegance.
Hun rejste sig igen, glattede sin kjole ud.
Og med dette fastslået hr. så tror jeg ikke, at vi har mere at sige til hinanden. De har fået Deres sange og jeg er blevet betalt. Nu må hellere komme hjem,” ,” erklærede hun.

Hun nejede. På én gang elegant og en smule mekanisk.
”Godnat, hr Thorton.”