Little Singing bird - Genevira

Hun trådte ind i det stopfyldte krolokale. Lyste helt op i mylderet som hun stod der, klædt fra top til tå i snehvidt. Forsigtigt tog hun sin hat af og scannede lokalet med de store brune dådyrøjne. Stadig egentlig ikke helt sikker på, at det her i bund og grund havde været en god idé. Hendes mor havde været hunderæd hele Geneviras liv for, at hun skulle falde i kløerne på en eller anden mand, men decideret at vade ind hos Thorton-familien? Dette måtte være en stærk nummer to på listen over folk, hendes mor helst så hun undgik. Nok kun overgået af Sean Mcgivens og well....ham havde hun jo ikke ligefrem undgået heller.
Hun rystede tanken om, at der var risiko for, at hun ville blive fundet død i en gyde, når natten var omme af sig og gik videre ind i lokalet. Hun var bare blevet bedt om at synge. Hvad skulle hun ellers bruge en friaften på after all? Hun kunne lige så godt tjene en håndfuld mønter og spare dem sammen. Til hvad vidste hun endnu ikke. Størstedelen ville sandsynligvis gå til hendes familie tilbage i Rotten Root. Det korte af det lange var, at dette job, på trods af, hvor simpelt det var, var for godt betalt til at hun ville takke nej til det. Hun havde fået at vide, at hun ville blive betalt, når først jobbet var overstået, så hun spadserede stiltiende til det sted, hvor en tjener instruerede hende i at stille sig. Et sted, der der ikke rigtig kunne betegnes som en reel scene, men alligevel var hævet nok over resten af gulvet til at folk kunne være opmærksomme på hende, såfremt de ønskede det, men let kunne vælge at overse hende og fortsætte deres egne gøremål med hende som baggrundslyd, hvis det på den anden side var sådan, de helst ville have det.
Genevira tog et par dybe indåndinger og gjorde sit bedste for at udstråle selvsikkerhed. Dog var det der skinnede mest igennem, som hun stod der midt i det hele i den nærmest lysende hvide kjole, nok den uskyld, der fik hende til at stikke ud. Forsigtigt tog hun sin hat af og lagde den på stolen ved siden af sig, der jo nok egentlig var blevet stillet der, så hun havde et sted at sidde. Nå, men det var jo ikke ligefrem fordi hendes krop blev træt som sådan. Hun afsøgte lokalet en ekstra gang, bare for at vurdere, hvilken crowd hun havde med at gøre. Mest overnaturlige væsner, så vidt hun kunne afgøre, hvis hun kunne stole på kombinationen af sit syn og sin næse. Hun fik kort øjenkontakt med en mørkhåret mand, der sad ved pejsen og så mere eller mindre utilfreds ud. Et øjeblik følte hun sig helt frossen. Der var noget i hans blik, der gav hende indtryk, af at han kunne se lige gennem hende. Pludselig blev hun slået af tanken om, at hun burde have taget mere tøj på, og det på trods af, at hun på ingen måde kunne anses for værende letpåklædt.
Du arbejder for en incubus, tag dig dog fucking sammen, skældte hun sig selv ud og trak blikket til sig igen.
Hun overvejede, hvad stemningen kaldte på et øjeblik og kastede sig, efter at have vurderet, at stedet her på nuværende tidspunkt var ret livligt, ud i en af de mere muntre upbeat sange fra sin barndom. Hvad der kun lod til at give folk yderligere incitament til at sætte gang i hvad der næsten var en fest. Der gik i hvert fald ikke ret længe, før folk nu ikke blot snakkede muntert med hinanden (eller var over det hele på hinanden i diverse afsides hjørner), men faktisk dansede rundt på kroens gulv. Genevira kunne ikke lade være med at sole sig lidt i det faktum, at hun blot ved at synge kunne have denne effekt på folk. Eller...altså logisk set, var det nok i store dele fordi de fleste af dem havde ret meget alkohol i blodet og hørte sange de kendte. Men man måtte vel godt være glad for de små ting ikke sandt?
Det lod da også til, at kroen fik en pæn indtjening fra øl og spiritus, imens feststemningen stod på.
Først senere på aftenen satte hun sig endelig ned. De lystklingende toner blev nu næsten decideret melankolske, imens folk rundt omkring gradvist faldt til ro igen. Et øjeblik var der stort set helt stille bortset fra ildens knitren fra pejsen og den skrøbeligt fine lyd af hendes stemme i det tætpakkede lokale.
Sådan forholdt det sig i noget tid, indtil den sidste tone døde ud i stilheden. Genevira rejste sig i en glidende elegant bevægelse og bukkede næsten teatralsk for sit publikum.

At møde hans blik havde været som at blive ramt af en isnende kold vind, vel og mærke dengang, kulden havde nogen synderlig effekt på hende. Selv, imens hun sang kunne hun ikke undgå at tænke på det. Vende og dreje det blik i sit hoved. Hvad var det udtryk for? Hvad var James Thorton overhovedet for en mand? Var han overhovedet glad for nogen? Eller noget. Hans blik havde nær fået hende til at spørger sig selv, hvem af dem, der reelt var uddød. Han virkede så....tom og et eller andet sted havde hun næsten...ondt af ham? Kunne man overhovedet have det, når hun trods alt ikke kendte ham? Alle tankerne efterlod hende forvirret og ville sikkert have gjort hende ør i hovedet, hvis ikke hun havde haft andet at lave som lige i øjeblikket var vigtigere. Det var jo hendes betaling dette drejede sig om.
Hvis hun selv skulle sige det, så havde hendes optræden været en succes. Denne gang havde hun i hvert fald ikke fornærmet nogle adelige, ligsom dengang i Sunfury, så det var da allerede mere positivt (dermed ikke sagt, at hun ikke var lykkelig for, hvad der alligevel var endt med at komme ud af den aften). Havde hun nogensinde fået et bifald før? Det mindedes hun ikke og det var ligefør, at hun lyste af glæde. Hun solede sig i opmærksomheden et øjeblik, før en skræmt tjenestepige trippede over til hende med besked om at Thorton-herren ønskede at tale med hende. Genevira nikkede kort, sendte pigen et smil, der afslørede hendes skarpe hjørnetænder. Regnede egentlig blot med, at der var tale om videregivelse af betaling og så ville Genevira være på vej hjem igen lige om lidt. Der var dog noget i pigens ansigtsudtryk og kropssprog, der sagde Genevira, at sådan forholdt det sig ikke. Pigen rystede jo!
Genevira gav hendes skulder et opmuntrende klem. "Tak," sagde hun og bevægede sig mod det anviste bord med en næsten katteagtig ynde. Ingenlunde intimiderende nok til at blive sammenlignet med et større rovdyr. Og desuden så relativt harmløs overfor de fleste, at en killing nok egentlig ville være den bedste sammenligning. Hun trak forsigtigt en stol ud og satte sig ned. Hun foldede hænderne i skødet og sendte James Thorton et næsten genert smil. Vidste ikke helt, hvad hun skulle gøre af sig selv, for han virkede hverken specielt munter eller snaksaglig. "De ville tale med mig, sir?" konstaterede hun spørgende, lagde hovedet en smule på skrå.

Hun mærkede tydeligt, at hun ikke rigtig gjorde noget indtryk på ham og hun følte et stik af noget, der nok bedst kunne beskrives som skuffelse. Ikke fordi hun som sådan ville ham noget, men simpelt fordi hun elskede at have en eller anden slags indflydelse på folk omkring sig. Skuffelsen kunne ikke ses i hendes ansigt. I stedet klemte hun øjnene katteagtigt sammen. En mimik, som de der kendte hende bedst hurtigt ville kunne regne ud betød, at hun tænkte sig grundigt om. Overvejede, hvordan hun skulle takle ham for ikke at ende med at blive flået i småstykker. Hun holdt et vågent øje med hver eneste en af hans bevægelser. Hun undgik dog ikke at glippe overrasket med øjnene over hans spørgsmål. "Jeg er blevet hyret for at synge, sir. Jeg troede det var derfor jeg var her. Fordi nogen i Deres familie bad om det?" Hun ansigtsudtryk var mildt, ufordømmende, forvirret. Uskyldigheden var ikke kun et spil for galleriet for hende, men det ville også være løgn at påstå, at hun ikke fra tid til anden skruede op for den. Lod sig omgære en udstråling af blid naivitet. Det havde før været en hjælp at lade folk tro, at hun ikke havde så meget som et frø af noget ondsindet i kroppen. I hvert fald hjalp det, når det gjaldt det at finde sig passende mad. De færreste regnede med pludselig at blive tømt for blod, når hun bad dem om hjælp.
"Generer min uskyldighed Dem virkelig så meget?" Hun lo sin klirrende sølvklokkelatter og der var et glimt af noget næsten drillende i hendes store dukkeagtige øjne.
"Bliver det næste, at De insisterer på at følge mig hjem, hr Thorton?" Næppe. Han var en travl mand med vigtige ting at foretage sig og hun tvivlede på om det ragede ham en høstblomst, hvis der skete hende noget. Men samtidig ville det have været lidt af et power move fra hendes side. At kunne bevæge sig gennem gaderne ved hans side uden nogen form for frygt. Hvor ville folk se på hende da. Med undren og ærefrygt. Hvilken slags kvinde tog det at tæmme en Thorton? Hmm. Inde under det uskyldsrene ansigt, var hendes hjerne allerede begyndt at vurdere, hvor denne mand ville kunne bringe hende hen. Hvad hun ville få ud af det, hvis hun fik skovlen under ham. Hvis hun blev den, der kunne få ham til at smile. Han var attraktiv på sin egen intimiderende måde ingen tvivl om det. Han udstrålede en ikke ubetydelig grad af magt. Og på trods af det faktum, eller måske delvist på grund af det, at han sikkert ville kunne knuse hende til støv, hvis han havde ønsket det, følte Genevira sig på et eller andet plan draget af ham. At sidde overfor nogen, der var så potentielt farlig burde have skræmt hende mere end det gjorde. I stedet vækkede det et eller andet i hende, hun ikke vidste, hvad var eller hvordan hun skulle håndtere. Den på én og samme tid generede og fascinerede hende. Denne ny følelse.
Hun så lidt mod ilden fra pejsen. Flammernes skær flakkede henover hendes ansigt og fik det næsten til at fremstå som om, der var en vis mængde farve i de porcelænsagtige kinder. Genskæret fra ilden fik hendes øjne til at virke mere levende end de havde været de sidste tre år. Tøvende rakte hun de slanke hænder ud mod ilden og varmede den evigt kølige hud ved flammerne, som hun ellers nok rationelt burde være bange for. Afslørede herved også en vis sårbarhed. Savnet af levende varme. For en stund lod det til at hun helt havde glemt sit selskab, tabt i sine egne tanker. Så vendte hun opmærksomheden mod ham ingen og lagde hænderne foran sig på bordet. Neglene var i dagens anledning lakeret en lys lavendel.
"Holder De af musik hr. Thorton?"" spurgte hun. Muntert. Konverserende.

Det gippede synligt i hende, da han slog sin hånd i bordet og hun trak sig så hurtigt baggud af instinktiv pludselig frygt for, at han på en eller anden måde ville gøre skade på hende, at stolen hun sad på nær var væltet. "Det beklager jeg. Det vil ikke ske igen," sagde hun og hendes stemme var spinkel. Skrøbelig. Hun var pludselig meget opmærksom på, hvilken situation hun sad i og ubehaget ved den. Omgivet af hans folk, som hun var, ville han principielt kunne flå hende i små fine stumper uden at nogen ville så meget som blinke med øjet, endsige hæve en hånd for at stoppe ham.
Hun lod nervøst tungespidsen glide henover sine tænder og ventede på at denne nye bevidsthed ville falde til bunds, så hun forhåbentlig kunne være en smule mere rolig. Samtidig arbejdede hendes hjerne på højtryk for at finde ud af, hvordan hun bedst muligt kunne undgå at ende sine dage som hundemad. Det ville ikke være muligt at forføre ham, selv hvis hun havde ønsket det og havde været i stand til den slags. Så for nuværende måtte hun bare forsøge at formilde ham på en eller anden måde. Holde sig på hans gode side. Hun havde levet for kort til at dø her.
"Jeg ved det godt," gav hun ham næsten hviskende ret. Noget sagde hende, at man helst skulle tale ham efter munden, indtil man kendte ham bedre. Bare vent...på et eller andet tidspunkt, får jeg ham til at holde af mig og så kan vi have en reel samtale. Denne overbevisning holdt hun stædigt fast i, selvom den muligvis ikke var sand. Men det var da lykkedes hende at finde sig til rette hos Sean og han var, by all acounts, mere magtfuld end denne dæmon, hun sad overfor lige nu. Ikke at hun var dum nok til at påpege det. Hun betragtede ham indgående og da han lod til at være kølet ned igen, vovede hun at læne sig frem, således at hun ikke sad langt væk fra ham i frygt for at blive slået eller noget.
Nogle af folkene omkring dem, så allerede forvirrede ud over, at hun ikke var blevet fjernet, eller værre, endnu.
Altså måtte James Thorton vel have en eller anden interesse i hende. Hvad den så bestod i, kunne Genevira endnu ikke afgøre. Hvorfor havde han ikke bare bedt hende gå, hvis det var det han ønskede?
Hun endte med at spørger ham.
"Jeg kan godt gå igen, hvis det er hvad de ønsker, sir?" Hun lagde hovedet på spørgende på skrå. Ledte efter noget i hans ansigt. Et udtryk for følelse. Hvad som helst. Fandt intet og blev kun mere beslutsom i sin plan om at få ham til at føle...tja...noget. Hvad hun kunne få ham til at føle var hun usikker på. Forhåbentlig kunne hun andet end at pisse ham af, hvilket da var lykkedes strålende, selvom det ikke var meningen.
Hun foldede de slanke hænder foran sig på bordet. "Så det er ikke Dem, der beslutter hvem der kommer her for at synge altså? Hvem er det så?" Spørgsmålet var stillet utrolig forsigtigt stillet. Men hun kunne ikke lade være med at være bare en smule nysgerrig.

Hun var ikke glad for pludselige høje lyde og andet i den dur. Hvor hun kom fra havde det altid været et forvarsel til, at man ville ende med at blive slået. Selvom hun ikke et sekund nænnede at tvivle på, at hendes forældre altid havde elsket hende og hendes mange søskende, så havde de dog aldrig været bange for at slå dem, hvis de gjorde noget forkert eller skabte sig på en eller anden måde. Genevira ville hårdnakket påstå, at hun ikke havde taget skade af denne del af sin opvækst, men den forskræmte måde, hvorpå hun reagerede på uforudsette bevægelser talte sit tydelige sprog om det modsatte. Det tog hende da også åbenlyst et øjeblik at komme sig og sætte sin facade af mild afslappethed op igen.
Ubevidst spejlede hun hans bevægelse, så de endte med at sidde ens.
Hun fornemmede vagt, at der stadig var et par stykker, der mere eller mindre stirrede på dem, men hun gjorde sit bedste for ikke at lade sig mærke med det og i stedet koncentrerede sig om sin samtalepartner. Hun anede endnu ikke, hvor hun havde ham henne og derfor besluttede hun, at det var bedst at være på vagt. Det ville alt andet lige være en ærgerlig måde at lade livet på.
Hun lo selv svagt, den klirrende bløde latter, der mere eller mindre var blevet et skjold for hende med årene. Det købte hende ofte en smule tid, når hun ikke var helt sikker på, hvordan hun skulle svare på noget, eller bare skulle tænke noget igennem. Hans kære lod til ret tydeligt at være dyppet i sarkasme, men det gjorde kun Genevira mere opsat på at få denne mand til at føle et eller andet. Hun skulle nok sørger for, at han ikke ville glemme hende foreløbelig. På en eller anden måde. Hvordan skulle hun stadig finde ud af. "Jamen dog. Så var det derfor, hun virkede så nervøs," funderede hun næsten for sig selv og betragtede menneskepigen, der selv på denne afstand så ud til at ryste af indestængt skræk.
"Hendes skyld. Hun virker omtrænt så farlig som en sommerfugl fanget i sirup. Hmm." Genevira forstod jo godt, hvad han mente. Det var den lille tjeners skyld, at hun var kommet her og dermed også hendes skyld, hvis der endte med at foregå noget...ubehageligt. Men alligevel var tanken om at denne lille rystende...ting, kunne være skyld i nogen skade næsten absurd.
Hun vendte blikket tilbage mod James og hendes ene mundvig trak op i et skævt smil, der afslørrede perlehvide tænder.
"Jeg håber ikke, at jeg har været en sådan skuffelse, at De bliver nødt til at straffe hende, sir. Jeg tror næsten at stressen har været straf nok." Egentlig ragede det Genevira mindre end en høstblomst, hvad der skete med dette lille menneske og det var også ganske tydeligt i hendes toneleje, hvis hendes skæve smil ikke allerede havde afsløret det. Genevira var kun tæt knyttet med meget få folk. De fleste andre var enten trædesten på vej op af magtens stige eller også var de uheldige nok til at være mad. Hun følte ingen indre kvaler ved dette. Dyreriget havde også en fødekæde og en ulv fik ikke dårlig samvittighed, hver gang den spiste en kanin. Det var bare sådan det var og Genevira kunne ikke se, hvorfor hendes situation skulle være anderledes.
"Og hvad for en er jeg, sir?" spurgte hun som respons på hans sidste kommentar. Hun lagde nysgerrigt hovedet på skrå. Hun spurgte vitterligt kun fordi hun var interesseret i at høre, hvordan han opfattede hende. Det var ikke for at være flabet.
Hun lyttede til lyden af mønterne, der rullede henover den blankpolerede bordplade. Lukkede lettere vantro de slanke hvide fingre om dem og vejede dem i hånden. Guld? Det var en kraftanstrengelse ikke at se befippet ud. Aldrig var hun blevet betalt så meget og da slet ikke med en sådan ligegyldighed. Som om penge voksede på træerne. Hun skyndte sig at pakke sin betaling væk i den lille taske hun havde hængende over skulderen. De dage, hvor hun ville have gemt de få mønter hun havde på sig i snude på sin støvle var ovre. Det passede sig ikke for en, der var tjenerinde for en hersker.
"Tak, sir," sagde hun så. Gjorde ikke mine til at rejse sig og gå. Noget sagde hende, at hun skulle have lov først, hvis ikke hun ønskede at vække hans irritation.

Hun fulgte kruset med øjnene og lyttede tænksomt til den skurrende lyd af kruset mod træet. Det virkede åndssvagt at lade det spilde over med vilje, men hun sagde ikke noget. Var blot, i sit eget stille sind, uimponeret over, hvad end dette skulle være en demonstration af. James Thorton var yderst...forvirrende. Genevira havde en fornemmelse af, at selv Alanis, som hun ellers holdt op som en et eksempel på en, der vidste alt om mænd, ikke ville vide, hvordan hun bedst skulle tackle ham.
Og Genevira, der stort set ingen forstand på det modsatte køn havde, følte sig efterhånden virkelig ude, hvor hun ikke kun bunde. Måske fordi han, på et eller andet plan var ret attraktiv. Nok mere på grund af hans magtfulde udstråling end så meget andet. I hvert fald på nuværende tidspunkt.
Men hans øjne var helt afgjort pænere, når de var blå, måtte hun konstatere for sig selv. Det ville desuden også hjælpe ham, hvis han smilede mere ægte.
Hun trommede blidt i bordet og betragtede ham indgående overvejede sine muligheder grundigt, alt imens hun selv smilede det der blide muntre smil, der egentlig ikke afslørrede noget synderligt om, hvad der foregik inde bag de store brune dådyrøjne.
"En lektie? Tja, det kan jeg vel godt,," sagde hun muntert. Han havde ikke specificeret, hvilken slags lektie det skulle være. Så det kunne hun lege lidt med. Nok ikke på den måde han havde tænkt sig, men shh.
Hun rejste sig, glattede den fine hvide kjole ud og svævede nærmest over til den unge tjener. Om hun mest lignede en frelsende engel eller tøsens snarlige død var oppe for debat.

Og så....gav Genevira hende en lektion i sang. Pigen havde jo trods alt bedt hende om at få hende herud, så hvorfor ikke? Det virkede ganske passende. Det vidste sig da også, at pigen havde en ganske behagelig stemme. Mørkere end Genevira ville have forudset.
Det var en skam, at Genevira faktisk var sulten Og at pigen nok ville blive fjernet langt mere ublidt, end hvis Genevira selv gjorde det.
Hun tog blidt fat i pigens hånd og trak hende med sig tilbage i retning af James' bord. Da pigen forsøgte at trække hånden til sig i ængstelse, strammede Genevira blot grebet. "Tro mig, du vil sikkert takke mig, hvis du kender alternativet." Her afslørede Genevira igen, at hun ikke satte ret meget lid til andres dømmekræft, men snare så sig selv som værende den bedste til at vurdere, hvad der var bedst for andre mennesker, Selv, hvis dette viste sig at være døden. Hun gjorde det på ingen måde af ond vilje, men snare af en slags forskruet følelse af moralsk forpligtelse til at spare de folk, som hun anså for værende stakler, for mest muligt lidelse.
"Har De et sted, der er mere privat?" spurgte hun James og sendte ham et behageligt smil. "Jeg vil nødigt alarmere Deres andre gæster," forklarede hun og viftede med sin frie hånd. Ventede.

Den interesse hun i begyndelsen havde følt var ganske hurtigt ved at krølle sig sammen og dø. Efterhånden virkede han ikke meget anderledes end de typer i Rotten Root District, der smadrede et andet menneskes krop og psyke uden så meget som at blinke kun for deres egen underholdnings skyld. Hun satte sig ned på sin stol igen, foldede de langfingrede slanke hænder i skødet og betragtede denne James Thorton med et tomt udtryk i øjnene. Det døde i hendes udtryk fremhævede blot, hvor tydeligt dybt uimponeret hun var over ham lige nu. Et udtryk de andre gæster, eller hvad de så end ellers var, tydeligvis ikke var vant til, at folk så på denne mand med. Genevira forholdt sig dog i grunden ganske roligt.
”Jeg er ikke bange, sir,” svarede hun og viftede affærdigende med hånden.
”Jeg ser blot ikke, at det er noget, De har nogen grund til at blande Dem i, hvordan jeg vælger at spise.”
Hun lagde hovedet en smule på skrå hævede et øjenbryn. ”Hvis De ønsker at opføre Dem som et eller andet bæst i fuld offentlighed, skal jeg ikke stoppe Dem.” Hun kastede et sigende blik på den stakkels tjeners ødelagte hånd. Måtte dog lukke øjnene et øjeblik ved synet af alt blodet. Ikke fordi det gjorde hende dårlig at se på det, snare tværtimod, men hun havde ikke tænkt sig at være åbenlys med, hvordan blodet påvirkede hende.
”Men De skal ikke forvente, at jeg gør det samme,” fastslog hun så.
”Med alt respekt, så kender De ikke til min natur, hr Thorton. De kender måske nok til vampyrer, men at formode, at du kender til, hvordan alle vampyrer og hvordan de er af den grund ville svare til, at jeg hævede at vide alt om dæmoners natur, fordi jeg kender til én.”
Hun trak på de slanke skuldre, før hun trak kniven ud af tjenerens hånd.
Vendte den tænksomt i hænderne. Det var tydeligvis et velholdt og højtskattet våben. Det lod til, at Thorton her agtede stumper af spist metal højere end levende væsner.
Genevira modstod trangen til at fnyse for sig selv og fjernede noget af blodet fra bladet med en finger, puttede sin finger i munden og klemte øjnene tænksomt sammen.
”De har ødelagt det,” konstaterede hun tørt, da hun tog sin finger ud af sin mund igen.
”De har skræmt hende så meget, at hendes blod er blevet bittert. Det vil jeg ikke i nærheden af og nu har De bare svinet ud over hele bordet der uden nogen brugbar grund.” Hun rystede lidt på hovedet. Tydeligt skuffet. Selv satte hun en vis stolthed i hurtige og rene drab. At have sine tænder i halsen på sit mål, før de overhovedet anede, hvad der foregik. Bevares, Genevira havde selv ødelagt sit fair share af eller ganske udmærket blod ved at skræmme blodets indehaver fra sans og samling, men sådan gik det bare nogle gange, når man messede et eller andet up. Derfor foretrak hun klart en vis finesse, eller at lulle sit mål ind i en falsk fornemmelse af tryghed, så deres blod ikke blev påvirket af….hvad end der nu blev udskilt i det på grund af frygt.
Denne ubegrundede påføring af smerte huede hende ikke. Ikke reelt af nogen sympati med menneskepigen, men simpelt fordi det var blottet for ethvert element af elegance.
Hun rejste sig igen, glattede sin kjole ud.
Og med dette fastslået hr. så tror jeg ikke, at vi har mere at sige til hinanden. De har fået Deres sange og jeg er blevet betalt. Nu må hellere komme hjem,” ,” erklærede hun.

Hun nejede. På én gang elegant og en smule mekanisk.
”Godnat, hr Thorton.”