Can it be? | Blake |

Natten var snart over, den tidlige morgensol var på vej op over horisonten. Riley vågnede for alvor op. Hun rejste sig op og strakte samtlige muskler i hendes krop, før de små poter førte hende hen over skovbunden i hast. Hvis der var noget hun elskede, var det en god løbetur om morgen. Hun var ikke klar over, hvor grænserne gik mellem territorierne, og hvornår hun faktisk trådte ind på et nyt. Men det var heller ikke så vigtigt for hende. Mange opdagede hende ikke, fordi hun ikke var større end hun var. Rileys pels var rødlig, på trods af hendes blonde hår. Hendes øjne hang dog ved, og blev i den grønne nuance. Det havde hun altid fundet mærkværdigt. Hendes tvillingesøster og mor havde blå øjne, hendes far brune. Der måtte være nogen længere ude i familien, der havde grønne øjne. Men ingen hun kendte til. Riley hørte stemmer og gemte sig rent instinktivt. Hendes instinkter havde været meget dominerende de seneste fem år. Hun havde ikke haft opdragelse, nogen der kunne lære hende rigtigt og forkert. Hun var gået med hendes mavefornemmelse, og lige nu sagde den hun skulle gemme sig. Men det var ikke nok, de fandt hende alligevel. Mændene løftede hende op i nakkeskindet og hun bjæffede i håb om, de ville lade hende være. Men det hjalp ikke. De begyndte at gå tilbage hvor de kom fra.

Riley blev taget et sted hen, hvor der pludselig vrimlede med mennesker. Hun havde ikke været meget omkring mennesker - eller andre væsner - det sidste lange stykke tid, så det gjorde hende utilpas. Det var lige ind til hun så en velkendt figur. Han havde ændret sig en smule, men hun ville aldrig glemme hendes fars ansigt. Hun bjæffede atter, hun skreg inde fra. Hendes far stod der, og han kunne garanteret ikke huske hende. Hvad ville der så ske? Hvad gjorde de ved folk der trængte ind på deres territorium? Det var spørgsmål, Riley helst ikke ønskede svag på. Hun ønskede bare han genkendte hende, tog hende i hans arme og hun kunne være sammen med ham igen. ”We found this fox on our territorium. We are sure it is a shapeshifter, but not one of ours. What will you have us do?” Lød det fra manden, der forsat holdt fat i Riley ved nakkeskindet.


//@Blake

Påklædning

---

Morgenen havde været det samme, han var stået op - fundet noget morgenmad og taget tingene som de kom. De skulle sikkert snart ud og patruljere området, så det var godt med noget energi. Blake sørgede altid for at have ekstra travlt, for så glemte han de ting som gnavede indeni. Som det faktum, at han havde mistet begge sine døtre og Audrey på en og samme tid. Ja det var fem år siden nu, og man sagde tiden healede alle sår - men dette sår ville blot ikke heales. Blake trådte ud af sin hytte, og tog en dyb indånding. Der var blandet racer i denne flok. Godt nok ingen mørke væsner, men Blake havde altid sagt der var mere i sjælen end en race - eller det havde Audrey sagt, men han kunne godt lide at tage credit for det. Blake havde næsten lige haft besøg af Tatia også, det var rart at have besøg af sin lillesøster - også selvom det ikke skete så voldsomt meget længere. Blake lyttede altid til hendes problemer, for han ville altid være der for hende. Og da hun havde fortalt Katana var i live. Så var et lys gået op for ham, men efter hun havde fortalt at hun var stukket af over nyhederne. Dog havde han været ude og lede - men hver dag kom han hjem uden noget. Det gjorde et eller andet, gav ham følelsen af fiasko og sorgen ramte ham hårdt igen.
Lyden af nogle der kom ind, gjorde han blev opmærksom. Han gik igennem mængden af folk for at se, hvad hans folk havde at vise samt sige.

Blake kiggede først kom på dem der havde været ude og jage. De snakkede til ham om denne ræv i nærheden af deres område, uden tvivl shapeshifter. Blake flyttede de mørke øjne ned på ræven der bjæffede voldsomt, let kneb han øjnene før han spærrede dem overraskende op. Det var synet af et sæt øjne, som han aldrig havde troet han skulle se igen.
"I want you to give her to me now." Sagde han ret bestemt og gik derover. Som Blake kom tættere på blev grebet i Riley mere nervøst, og snart så slap han af frygt for Blakes bestemte gang. Dog greb Blake ræven før den ramte jorden. Kunne det virkelig være rigtigt? Hvordan? Nu håbede han ikke at han tog fejl, men han kunne genkende Rileys øjne overalt. "It's Riley." Tilføjede han til de undrende folk som stirrede lidt på ham. Nogle af dem som var tilbage fra gruppen fra dengang, kunne straks huske navnet. Blake og Audrey havde været de perfekte ledere dengang inden alt gik skævt. Han så ræven i øjnene og hans egen dyriske havblå øjne trådte frem. Hun måtte have haft skiftet til dyreform under angrebet dengang for at flygte. Nogle kunne skifte nemt tilbage - andre kunne ikke. Blake gik med Riley i sin favn hen til en lidt mere lukket plads.
"You have no idea how much I have missed you." Sagde han og gav hende et blidt klem. Så satte han hende ned og satte sig ned på hug ved siden af. "Wanna have some help with shifting back?" Spurgte han med sit velkendte skæve dog varme smil.

Det gik op for Riley, hvor meget hun havde savnet ham, da hun lå i hans arme. Det var så betryggende, men hun var stadig skræmt. Hvad hvis hun aldrig kunne forvandle sig tilbage, hvis hun var tvunget til at være i dyreform resten af hendes liv. Hvis hun aldrig rigtigt kunne kramme sin far igen. Da de trak væk fra menneskemængden, blev Riley langt mere afslappet. Hun var stadig ikke god til det med mennesker. Når hun havde været væk fra dem så længe, var det bare svært for hende. Hun var ikke engang sikker på, hun kunne tale længere. Hun havde ikke gjort det i fem år. Havde hendes hjerne stadig kontrol over den del af hende? Hun satte sig ned og så på ham med de store grønne øjne. De virkede så voldsomme i den røde pels. Men det var også et tegn på, hun ikke bare var en ræv. Der lå et menneske inde bagved og ventede på at slippe fri.

Hendes øjne fik et glimt i dem, da han sagde han havde savnet hende. Det var gensidigt, og hun håbede sådan på, hun en dag kunne fortælle ham det. Som han tilbød hans hjælp med at vende tilbage, skete der noget i hende. En forandring, hun ikke havde følt i fem år. Hun var på vej tilbage i menneskeform. Hun var skræmt fra vid og sans. Det var en hel verden hun ikke kendte, ting hun aldrig havde oplevet, som man forventede en i hendes alder havde prøvet. På få øjeblikke, sad hun nu som en ung kvinde i stedet for den rødbrune ræv hun var blevet så vant til. Rileys blik førte sig rundt. Det var som om, hun oplevede alt på nyt. På trods af, Blake ikke direkte havde fremtvunget hendes skift, havde han stadig gjort det. Grunden til hun ikke havde skiftet tilbage før, var fordi hun manglede hendes familie. Det gjorde hun ikke længere.

Heldigvis kunne han aflæse ræveformens øjne, og hun lagde heller ikke ligefrem skjul på sine følelser overhovedet. Blake anede slet ikke hvordan han skulle forholde sig til det, der var en lykke i ham som boblede. En lykke han ikke havde haft længe. Han havde savnet det så længe. At være familien samlet, de havde været så glade og lykkelige. Det havde været perfekt til det ikke længere var. Pludselig skete der noget, som gjorde at han automatisk rejste sig op. Ikke i frygt eller noget, men for ligesom at kunne se situationen bedre. Pludselig var det ikke længere ræven som sad foran ham, men menneskeformen. Han blinkede overraskende. Sidst han havde set Riley og Katana havde de været 11 år. Det var fem år, fem år som han havde mistet med dem. Han var gået glip af så meget med dem, og det gjorde ondt inden i. Dog bed han det i sig og skyndte sig i stedet for hen til Riley så snart hun var forvandlet. Godt nok var der ikke nogen fra flokken her, men han ønskede stadigvæk ikke nogle skulle overbeglo hans datter. Også selvom hun nok næppe ville forstå, hvorfor han var overbeskyttende på det punkt. Det ville han nok altid være for det havde han altid.
Han lagde en arm omkring hende og lod hånden glide henover den nøgne ryg.
"You are okay." Sagde han med et meget rolig toneleje. En hånd lagde han blidt mod hendes kind og kyssede toppen af hendes hoved. "You are okay." Lysten til blot at trække ind i hans favn overtog ham, og han trak hende ind i et fast, dejligt varmt kram. Det var tiltrængt.

Blake hjalp hende på benene, men slap hende ikke ligefrem.
"Come with me. I will find you something to wear." Sagde han og hjalp hende ind i hans hytte. Hvis han ikke tog meget fejl, ville der være noget af Audreys tøj gemt i den hytte  - et eller andet sted. Han havde et helt rum låst af. Katana og Rileys gamle værelse. Det var ikke rørt siden den gang. Han tog Riley med ind og lukkede døren. Det var hjem. Selvom det havde været ensomt i så mange år, så følte han endelig et hul blive healet. Blake gik hen og fandt et tæppe som han lagde omkring Rileys skuldre. "I have something that belonged to your mother.. I just need to find it." Naturligvis kunne han blot gå hen og tage noget fra Rey, men det ville blot blive akavet  - så det gjorde han ikke. Tatia havde selvfølgelig også overnattet her før. Han slog tanken væk imens hans hoved var begravet i den kiste han havde med tøj, halvdelen af det var ikke engang hans - det var faktisk blot gamle ting fra fortiden. Ingen andre end ham var ligefrem herinde. Han fandt en kjole. Sidst Audrey havde haft den på, havde været til Katana og Rileys sidste fødselsdag ved flokken. Mon Riley kunne genkende den? Han rakte den til hende.
"I have missed you so much.. you have no idea.. I never thought I should see you again." Sagde han med et stort smil på læben, han lod sin hånd placerer sig på Rileys ene kind.

/Jeg spiller Blake over Audrey c: