I trust you.. so please help me - Nicolas

S: Parken i Sunfury
T: Midnat
O: Ikke andet end få folk
V: Koldt
P: Bliver beskrevet
@Nicolas

---

Endnu engang flashede minderne sig foran hendes øjne. Det var forfærdeligt for hende. At se fortiden for denne kvinde som hun havde besat. Efter Mikaylas gamle krop døde.. var sjælen fulgt over i denne kvinde. Alle minder. Alle følelser denne kvinde bar for folk, hang ved Mikayla nu. Hun så ikke kun verden fra en vinkel mere - der var mere til. 4800 år af en andens liv, som var blevet koblet med hendes nu. Alycia. Det var kvindens navn. Mikayla kunne lide klangen af det navn. Det lagde pænt på tungen. Mikayla sank en klump da hun så følelsen af en relation med en hun selv kendte. Nicolas. Alycia var Kais rådgiver på slottet og Nicolas var Andreas. Glimrende. Dog kunne hun godt fornemme den smule alligevel udfordring der havde været der. Måske en form for uoverensstemmelse? Alycia var Kais eks kæreste og nu bedste ven. Det var alt hun lige nu kunne komme frem til, før hun fik blinket sig tilbage i virkeligheden. Nogle stirrede på Mikayla. Mest fordi, at hun var faldet til knæ med hænderne på hovedet. Lignende en som var komplet sindssyg. Mikayla rejste sig hurtigt op og kørte hånden henover det løse bølgede hår. De blå øjne kiggede kort rundt. Da de var opdaget, så gik de videre i deres egen lille verden. Mikayla børstede lidt jord af sin kjole. Hun havde været væk længe hende Alycia. Mon de havde opdaget det på slottet? Der var gået over et halvt år, naturligvis ville de have bemærket det. Mikayla var klædt i en knælang tætsiddende sort kjole. Et par stiletter.

Pludselig ramte sulten hende. Den var stadigvæk ny. På trods af de få måneder hun havde haft til at finde ud af det. Det overraskede hende stadigvæk hver evig eneste gang. Hun kunne ikke styrer det. Synet syntes at blive mere uklart. Udfra set blev de mere og mere hvide. Lignede snart et par hvide perler. Så blev der mørkt for hende. Helt mørkt. Blindheden. Mørket. En del af hende var stadigvæk bange for det efter hun havde haft den forbandelse over sig før da hun var fanget med sin mor. Den anden havde vendt sig til at tro det var evigt - dog hadede hun det ikke mindre af den grund. Hjertet bankede voldsommere og voldsommere. Det var værst da nogen gik hen og blot skubbede til hende. Mikayla mistede balancen og slog hovedet ind i en bænk. Ikke at det slog hende ud, men hun havde mistet forblikket over hvor hun var, og derfor spredte panikken sig let i hende.
"You should be able to handle this. Why don't you just handle this.." Mumlede hun vredt af sig selv. "Get over yourself Mikayla.. You are so pathetic. Really." Tilføjede hun hånenede af sig selv inden hun tvang sig selv på benene igen. Så lukkede hun øjnene og lyttede efter. Fodtrin. Støvler der kom gående. Lyden fik hende til at gå, og hun fandt frem til sit bytte. Klørerne trak sig frem og erstattede fingerneglende. Så greb hun direkte hurtigt fat i kæben på vedkommende. Som vidste hele hendes eksistens, hvor hun skulle finde føden. Først tog hun synet fra den kvinde der var kommet hende i møde. Mikaylas blå øjne trådte frem igen. Så tog hun sjælen, hvilket efterlod hun måtte springe tilbage fra det brændende lig midt i byparken. Så sank hun en klump før hun gik videre. Følelsen af at nogle havde iagttaget hende i løbet af de seneste minutter gjorde hun kiggede efter sin iagttager.

Mikayla stoppede med at kigge da hun fandt frem til personen. Let kneb hun øjnene sammen og vippede hovedet en tak på skrå. Nicolas. I ren instinkt havde hun lyst til at gå over til ham, og svingene armene om manden hun så som sin egen far. Men i denne form. Han kunne jo ikke genkende hende. Ville sikkert ikke tro hende. Ingen vidste hun var død. Ikke engang hendes egen mor havde hun turde fortælle det eller kontakte i denne form. I frygt havde hun totalt isoleret sig. Dog kendte han alligevel Alycia. Eller de havde været tvunget til at sammenarbejde, ikke at kunne lide hinanden. Mikayla var allerede på vej derover før hun nåede at blive enig med sig selv, om det var en god ide. Et genkendeligt ansigt var altid rart at se. Let sank hun en klump.
"Trying to watch over me?" Spurgte hun med et skævt smil. En typisk hurtig lille sarkastisk kommentar Mikayla ville komme med. Hvis man virkelig så hende dybt nok i øjnene kunne man genkende afspejlingen af hendes sjæl. Det lagde meget dybt inde, men det kunne på en eller anden måde lade sig gøre.

Nicolas havde ikke haft den letteste tid. Alting havde været fint, lige ind til Caroline kom tilbage. Han elskede den tøs, men hun komplicerede også hans liv. Siden da, havde han haft en trang til noget ukendt. Noget der havde resulteret i, han havde åbnet op for Andrea fortalt hvad han i virkeligheden følte. Det havde distraheret ham for en tid, men nu var det tilbage. Så han havde besluttet for at gå en tur. Han kunne også lede efter Alycia undervejs. Det var usandsynligt han fandt hende, men han forblev i troen på, hun var de ude et sted. Alycia var muligvis ikke hans yndlings person i verden, men hun var vigtig for Kai og Kai var vigtig for Andrea. Derfor var det vigtigt hun kom tilbage. Han trådte ind i Sunfurys park på vej til kroen. Det var normalt for ham, at søge derhen. Men han nød nu alligevel parken, og tog gerne en længere vej, hvis han kunne komme derind. På trods af mørket forhindrede skønheden at stå frem.

Nicolas blev opmærksom, da en velkendt stemme sneg sig ind i hans øregang. Han fulgte den og så Alycia. Det kunne han sværge på det var, men han frygtede det var en illusion, at han spillede sig selv et puds. At det blot var en der lignede. Han havde ikke set hvad der skete med hende, bare lyttet. Men det var ikke nok til at afgøre om det var hende. Hun havde ikke sagt mere, så han kunne ikke analysere hendes stemme. Han blev stående da hun tydeligvis fik øje på ham. Han var ikke sikker på hvad han skulle gøre. Han kendte ikke Alycia privat, de havde aldrig kaldt hinanden venner. Bare samarbejdspartnere. Det havde været bedre, hvis Kai havde fundet hende. Men nu stod han her, og skulle gerne få hende med tilbage til slottet hvis muligt.

”Where have you been? Everyone have been looking for you. People were worried sick.” Han trådte et skridt tættere på hende. Noget var anderledes, hun virkede ikke som den Alycia han kendte, men Nicolas kunne ikke sætte ord på det. ”Let us go back to the castle. I am sure they would love to see you again.”

Naturligvis var nogle bekymret for Alycia. Det undrede egentlig ikke Mikayla at de var det. Alycia virkede som en betydningsfuld person, for de personer som hun havde gjort indtryk på i sit lange liv. Og nu var det taget fra hende og givet til Mikayla. Hvem skulle dog have regnet med det? Nicolas ville sikkert heller ikke tro på hende, hvis hun lige pludselig sagde: Hey Alycia died. Sorry. But its me Mikayla.. I died too. I just happened to get a new chance.
Det kunne hun jo heller lige blot sige sådan ud i det blå. Eller måske lignede det hende nok. Mikayla havde aldrig været den søde og uskyldige. Hun var direkte, sarkastisk og prøvede altid at vende det mest dramatiske til sjov. Fordi hun ikke kunne tage noget blev for seriøs.
"That is a very good question! Thank you for asking." Startede hun ud og lød til at have den mest dramatiske nyhed nogensinde. Et kendetegn som ikke lade til Alycia. Det kendetegn lagde generelt ikke til mange.
"Nononono. I don't want to go there." Sagde hun og bakkede lidt. Slottet var ikke så meget fordi, at hun havde noget imod folkene, mest fordi, de ville gennemskue hende med det samme. Mikayla anede da ikke, hvordan hun skulle skjule sin personlighed sådan et sted, fyldt med hvor meninger talte en del for sig selv.
"It is not that I don't wanna go.. but I can't." Startede hun ud og lagde armene lidt beskyttende omkring sig selv. Så sank hun en klump.
"Alycia is dead. I know it sounds silly. But we died in the same place.. my spirit just didn't want me to go away, so here I'm. Mikayla Thunder in new shape everyone." Mikayla slog ud med begge arme, med et stort falsk smil, der hurtigt faldt til jorden på samme tid med hendes arme fald til siden.
"I don't know where to go. I don't think my family will belive me.. do you even belive me.. I know you don't.." Let rystede hun på hovedet og prøvede at tænke på noget, som hun kunne gøre. Men intet virkede realistisk.