Wait.. why didn't you tell me something was up?

Det var ved at være noget tid siden, at Asso havde haft lidt fritid med sin bedste mate, Sean, så Asso ville overraske ham med noget godt whiskey, han havde fået skaffet hjem. Han gjorde sig klar men snuppede en bid mad inden han tog over til Sean, som var næsten lige kommet hjem fra en erindring fortalte en af stuepigerne. Assos fik "Chef" som er deres personlige og nok den bedste kok også til at lave Seans "specielle" mad. Asso fik chef til at lave en steak til ham og der ville så gå lidt tid før den kom op til ham, imens han ventede på maden gik han rundt og tænkte på Sean, Sean havde været meget stille på det seneste og har ikke haft den.. han vidste ikke, hvordan han skulle forklare, hvad det var men han vidste bare, at hans bedsteven ikke havde det godt og det gik Asso lidt på, hvem skulle han dog slå ihjel, hvis det altså var nogen, som havde gjort ham noget. Han gik lidt frem og tilbage og undrede alle ting der kunne være galt og gennemtænkte, hvad det kunne være. Efter noget tids gennemtænkning så kom en stuepige med hans ret og satte den på bordet, bukkede og gik så ud igen. Asso fik sat sig ned og begyndte så småt at spise, det var lækkert som altid, bøffen var saftig, sovsen var smagfuld og kartofler var stegt godt Asso er altid glad når han får noget godt mad. Det var ved at være tid til at komme over til Sean og Asso tog så sin frakke på og begav sig hen til Sean. Han kom ind til Seans værelse men han var der ikke, så han satte sig ned ved en stol og ventede, der kom så en stuepige ind og sagde at Sean er tilbage igen straks.

//håber det er okay >.< (for det synes jeg ikke det er)

Aldrig et stille øjeblik. Alligevel havde han kastet brevene ud over sin sekretær, taget sin kappe og vandret ud i byen for at finde sig noget mad. Det blev en ung fyr, hvis levn blev efterladt et eller andet slet skjult sted. Hvad betød det om nogen fandt ham? Mord og lig var normale. I hvert fald i Seans verden, der fandtes jo så mange mørkvæsener der var tvunget til at leve af andre, så lig var ikke så sjældne igen.
Til sidst måtte han dog vende hjem igen. Borgen var hans, byen var hans...Og alligevel følte han intet for den. Dette var ikke Doomsville, det ville aldrig blive Doomsville!
Han savnede Doomsville. Også selv om mange af hans bekendtskaber underligt nok var rejst med ham til Dragons Peak...Nej, ikke for ham. For andre ting. For at få del i magten, sikkert. Eller fordi der skulle ske noget nyt. Måske var det en samling tilfældigheder...Men så sandelig ikke for hans skyld! Folk var ligeglade. Ligeglade med alt, med hinanden, med ham. Og derfor var han også ligeglad med dem.

Lederen bag oprøret var død og flere mistænkte var blevet fanget. En landsby i nærheden var blevet angrebet af en ukendte dæmonskikkelse, der havde sat ild til flere af husene og dødstallet var forholdsvis højt, for ikke at nævne de nok ikke nåede at få høsten fra byens marker hellere. Ikke at Sean havde været så venlig at nævne det var ham der havde ødelagt byen en aften i dyb deprimeret tilstand. En tilstand der på intet tidspunkt forlod ham. Faktisk overvejede han at give borgen videre...Han burde spørge Assy...Men tanken om bare at give det hele til Daron var også underholdende. Eller måske Josette? Hun havde virket interesseret.
Han var på magtens tinde. Han kunne ikke opnå mere. Der var ikke flere mål i hans hverdag, kun de samme kedelige opgaver, kun de samme folk der glemte ham eller forlod ham eller...

Det lød ynkeligt i hans hoved og ofte tvang han tankerne væk. Han samlede kappen omkring sig. Det mørke tøj - støvlerne, bukserne, trøjen - og sværdet der hang ved hans side.
Da han kom hjem fik han besked på Assorian sad på hans værelse og ventede.
Seans værelse var stort. Det meste af gulvet var dækket af et dejlig blødt gulvtæppe, langs væggene en masse reoler med bøger. En stor dobbeltseng med silkesengetøj, foruden et stort skrivebord der som altid var fulde af bunker med arbejde. Der var også et klædeskab og en dør ud til hans eget, private baderum.

Han sukkede svagt. Hvad mon Assorian ville? De havde været fælles om at tage det hele, at dele magten, men siden da havde han ikke set meget til ham. Han var vel ligeglad...Som alle andre. Formentlig handlede det om...Deres soldater. Eller oprøret. Eller ligefrem Daron.
Han åbnede døren og trådte ind. Et eller andet sted ønskede han mest at være alene, men kunne ikke se sig selv til at skubbe Assy ud af døren. I stedet lod han den glide i bag sig med et svagt, intetsigende smil, før han løsnede sig kappe og sværdbælte og smed begge dele på sin seng.
"Godaften - Hvad bringer dig til mit rum så sent?" bemærkede han roligt. Hans kinder og næse var endnu rødlige efter det kolde efterårsvejr udenfor. Det var helt rart at komme ind i den lune luft på borgen.

Han sad der ikke i langt tid før hans ven kom ind af døren han rejste sig op, gik hen til sin ven og gav ham et "mate kram" og smilede "tja.. jeg har bemærket, at du har været ret.. fraværende på det seneste og nu skal du ikke lyve" han kiggede på ham med et seriøs blik "jeg ved hvis du lyver min ven, nå fortæl mig så.. hvad brænder på?" sagde han og satte sig ned og fandt flasken med whiskey frem, som han havde taget med. Asso kunne tydeligt mærke, at der var noget galt og han havde bemærket, eller han havde ikke men det havde hans soldater i byen, at Sean var meget ude.. og skabe kaos, hvilket ikke gjorde Asso noget, da det bare ville skabe frygt hos folkene i byen og så ved de, hvem der bestemmer. Asso skulle også snakke med Sean omkring Daron, som var med på en af Assos missioner, som gik godt da de fik dræbt en af de højere oprørsledere, som så skabte panik og mere frygt blandt oprørene og derfor var de blevet reduceret til meget lidt, hvilket Asso også havde det helt fint med. Første prioritet var, at finde ud af hvad der var med Sean for en hersker der har det dårligt med hvad end det er kan godt gå galt, så Asso vil i dybden af det her og hjælpe sin bedsteven.

//undskyld mit korte svar.. de skal nok blive længere nu mere vi kommer ind i det :3

Han var ikke så meget en kramme-type og modtog krammet noget reserveret. Assorian var en meget åben og broderlig type...Men for Sean krævede det langt mere, før han bare kunne...være så jovial. Han var ikke typen, ganske enkelt. Medmindre det var til sex, foretrak han en hvis afstand.
Han rømmede sig svagt og gik over mod sit skrivebord. Skrivebordet bugnede som altid af papirer. Arbejde der var færdig, arbejde der ventede, breve, kort og lister. Sean smed sig tungt i sin stol, før han så over på Assorian. Hans hoved gled lidt på sned.
Mymy. Vidste hvornår han løj? Enten var Assorian bedre til at aflæse folk end han troede eller også var han selv faldet af på den. Mesteren i at lyve og manipulere - for det meste.
"Hvordan kan du vide jeg ikke blot viser dig det, jeg ønsker du skal se?" spurgte han tilbage. At tale om sig selv var ikke umiddelbart noget han havde lyst til. Og hvorfor skulle han? Folk burde være ligeglade. Assorian ødelagde det. Han skulle være ligeglad. Interessen...Interessen var der kun fordi han var hersker. Havde de måske set særlig meget til hinanden på det sidste, som rigtige venner ville gøre?
Ikke at han ikke brød sig om Assorian. Men han nægtede at tro han faktisk...Havde nogen. Nogen der interesserede sig for ham.
Hans blik gled over flasken. Alkohol. Til hverdag drak han ikke meget, men på det sidste var det blevet en af hans store hobbier. Han åbnede en skuffe i sit bord og fiskede to glas frem. Hellere end gerne. Helst et helt glas...Helst hele flasken.
"Hvordan går det med soldaterne? Med oprøret? Jeg stoler på der ikke er opstået nye problemer i byen?" spurgte han tilbage. At undgå emner var et af hans store talenter. Nok også fordi folk normalt enten forstod hentydningen og var for ligeglade til at prøve igen eller fordi de var bange for Sean ganske enkelt slog dem ihjel.

//Du skal ikke tænke over længden - det er indholdet
Jeg er bare glad for et svar! xD

Asso lyttede til sin ven og kunne med det samme mærke der var noget galt mest af alt fordi.. når Sean har noget han ikke vil tale om og man så spørger ind til det så skifter han hurtigt emne og det ville ikke stoppe Asso i at få snakket med sin bedsteven om, hvad der er galt og hvad der går ham på. Så han rejste sig op og gik over til vinduet "Sean, du ved godt du er nok den første jeg faktisk er glad for, at kunne kalde for min ven?" sagde han og kiggede ud af vinduet og drikkede fra sit glas. Han vendte sig så mod sin ven igen og gik over og satte sig igen "Sean, der er en grund til jeg spørger dig.. du er den bror jeg ikke fik, my brother from another mother" sagde han med et smil på læben "tro mig.. jeg ville ikke spørge dig, hvis jeg ikke følte du var min ven, helt seriøs vi har overtaget en by sammen.. hvis man ikke er venner om det så ved jeg ikke hvad man er" han drak lidt mere fra sit glas og svarede så på hans spørgsmål "men kan fortælle dig som din general, at mange af lederne er blevet taget til fange eller dræbt" han smilede "så nej der er ikke sket ret meget i byen mere men selvfølgelig er der nogen tilbage men der går ikke længe før de er taget til fange også" sagde han og kiggede så op og kom i tanke om Moo der ikke var blevet set endnu. Han savnet Moo men ville ikke vise det til Sean, for han vil sikkert så lave sjov med Asso noget ala "så du er blevet farmand, Asso? jeg troede først det ville ske når Sakref kom af tronen" tænkte han inden i sig selv og undlod at vise noget som helst tegn på savn på Moo den eneste der vidste, hvor meget han savnet Moo var Augrú og Autumn. Men nok om det det var Sean der havde noget, som gik ham på og det var med at finde ud af hvad det var, for Asso hadet at se sin ven sådan.

//håber stadig det er okay nok.. xD

Han tog sit glas, svang indholdet rundt i en doven bevægelse, før han smagte på det. Alt sådan noget følelsespis. Han brød sig ikke om at tale om det. Som altid var det nemmere bare at blive vred eller irriteret.
Hans blik gled over til Assy med et svagt, intetsigende smil.
"Dragons Peak er ikke Doomsville" svarede han så, før han drak resten af indholdet i sit glas. Hvis Assy havde indstillet sig på at udspørge ham om den slags, skulle der en del alkohol til. Han holdt sig ikke tilbage fra at hælde op til sig selv igen.
"Vidste du...At jeg har boet i Doomsville hele mit liv?" Siden han trådte igennem porten fra Jorden i hvert fald.
"Det har altid været mit hjem. Jeg kender hele byen udenad. Jeg kendte folk og jeg var en del af selskabet der..." han så ned på sit glas, før han trak lidt på den ene skulder, før han så op på Assy igen.
"Dragons Peak bliver aldrig det samme. Nok er jeg herskeren...Men jeg har dermed også opnået alle drømme jeg kunne have. Magtens tinde. Det eneste der ville være større, ville være at overtage hele kontinentet. Jeg har intet mere at kæmpe for og jeg har hjemve...Kolde sten på et bjerg er ikke et hjem. Det er koldt" bemærkede han mere og mere bittert, før han endelig blev stille. Selvfølgelig var det kun noget af problemet, men resten påkaldte han sig retten til at holde for sig selv. At sige det højt, lige nu og her, ville være ynkværdigt. Og hans stolthed bød ham det imod.
Hvad angik oprøret nikkede han bare.
De vidste vel begge spørgsmålet havde været et forsøg på at sætte fokus et andet sted og derfor var det irrelevant. Sean vidste allerede hvordan det gik på det punkt. Havde han måske ikke offentligt henrettet Lederen af det hele?