Wait. You said I am what? -Assorian

Det var en smuk solskinsdag i Doomsville. Grundet ruinerne omkring var mange nød til at sælge deres uskadte vare gennem boder. Men på en smuk dag, gjorde et ikke så meget. Gaderne var lyst op og folk var trådt ud for at nyde det dejlige vejr der nu var. Varmen fra solens stråler føltes som dejlige fingerstrøg mod huden. Lidt længere ned af gaden ville boderne ligeså stille titte frem og der var en masse munter snak og diskussioner om priser. En mand stod med en melon og råbte op om den sølle pris til en sølvmønt for melonen. Det var vel et tilbud mange ikke kunne modstå da folk flokkedes om ham og sølvmønter blev løftet i luften.
Folk masede en anelse for at komme til men handleren valgte en lille spinkel feminin hånd i mængden. Et lille hoved med lyserødt pjusket hår tittede frem og et sødt lille smil blev spredt på de små men fyldige læber. Tænderne var hvide og lige og hendes øjne var blå som havet og klare. Han rakte hende melonen og hun hævede sine lange men spinkle arme og tog melonen ind i sin favn. Folk kom med højlydte suk og vendte ryggen til idet de gik. Pigen kastede et blik rundt mens hun holdte om melonen, hun var iklædt en langærmet hvid trøje samt et par sorte halvtravlede bukser.
Hendes navn er Moon og hun var nu kun i byen for at købe de ting hun havde brug for. Hun løftede sin liste op og rystede svagt med den arm der holdte den tunge melon. Hun manglede kun nogle småting, hendes primære mål var at få en melon. Det var også hendes held at de var så billige som de var i dag, mon det var fordi at den skulle spises hurtigt? Hun slikkede sig kort om læberne ved tanken om at sætte tænderne i den. Hun lagde melonen på bænken for at skåne sine arme for at bære mere på den.
Hendes opmærksomhed blev taget i et øjeblik da et barn uden hensyn løb forbi hende og hun nåede ikke at lægge mærke til at melonen begyndte at rulle. Da den var på vej over kanten spottede hun den og hurtigt faldt hun på knæ mens hun skubbede den mod bænkens ryg, den flækkede midt over på grund af det pludselige møde med bænken. Melon fløj ud til siderne og ramte hende.
Melonstykker gled ned af hendes hår og faldt mod jorden og hun udstødte et kort suk. Hun rejste sig og så en anelse trist på den smadrede melon. Hun vendte sig om og lagde mærke til nogle børn der stod og pegede mod mad men blev nægtet det. Hun kaldte dem hen til sig og tilbød dem melonen, de tog glad imod det. Det var heller ikke fordi at hun havde lyst til den alligevel, prøvede hun forgæves at overtale sig selv i sine tanker. Hun satte sig trist på bænken og lod sit blik glide rundt på folkemængden, var der nogen der så det? Det måtte garanteret havde været morsomt.

Hun så ham ikke før han stod lige foran hende. Hun blinkede kort overrasket over den pludselig introduktion men hun kunne ikke undgå at smile en anelse:” Assorian… Sjovt navn… Jeg er Moon… Eller Moo…. Ligesom det koen siger” hun grinte kort over sin egen sjove bemærkning men stoppede hurtigt idet han tog hendes indkøbsseddel.
Hun rejste sig en anelse arrigt og knyttede sine hænder kort idet hun skulle til at sige noget men stoppede sig selv:” Hvad jeg skal bruge? Mnh…. Jeg havde den seddel fordi jeg ikke kan huske særlig godt” sagde hun mens hun tog en finger op til tindingen og drejede kort som en indikation på at hun ikke var helt så normal:” Gå rundt med dig? Det kan vi godt… Men jeg vil have en ny seddel!” sagde hun med en anelse seriøsitet i stemmen hvorefter hun bare stirrede på ham i noget tid.
Inden hun så bare brød ud i en glad latter:” Det var for sjov! Du kan ikke kopiere min skrift fra en ødelagt seddel” hun så lidt fremad og lagde mærke til at folk kiggede lidt underligt på hende, hvilket hun nu godt kunne forstå. Hun var underlig, men forhåbentligt ikke så meget at hun ville skræmme ham væk. Hun så lidt på Assorian og kørte en hånd igennem sit hår inden hun rystede det kort:” Hvor vil du gå hen?” sagde hun inden hun bare tog hans hånd og begyndte at gå.
Hvis han ville en anden vej kunne han jo bare fortælle hende det. Da de kom hen til et mere ødelagt og halvøde sted så hun på ham:” Hvad ville du spørge mig om?” hun virkede en anelse nysgerrig.
Der var et eller andet over ham men hun kunne ikke sætte prikken over i’et. Hun følte nærmest at han var hævet over hende? Hvorfor det? Hun ville vente med at nævne det, mest for ikke at fremstå påtrængende på nogen måde.

Hun blev nok mere forbavset end han gjorde, da hendes små jokes virkede til at prale af. Dog var det egentlig bare en form for ”icebreaker”, men isen virkede allerede brudt på hans part. Hun blev også ret overrasket om at han var hurtig til at virke beskyttende overfor hende mod andre. Kendte han hende?
Hun klemte hans hånd blidt mens de gik og grublede nu lidt over hvorfor han virkede så mørk og dyster men alligevel tænkte på hvordan hun havde det. Da han sagde noget til hende blev hun revet ud af sine tanker og så lidt på ham:” Fornemmelse? Som dig…. Hmm… Hvad er du da? Hvis jeg må spørge..” kom det roligt fra hende. Hun forstod ham ikke, som ham?
”Er du…. Familie?... Nej undskyld... fjollet spørgsmål” sagde hun kort og fniste nervøst mens hendes blik gled lidt væk fra ham. Der måtte ikke være nogen anden forklaring, men alligevel på den måde, hvordan kunne han kende hende? Hvis han var hendes familie, så måtte han vel også vide hvad hendes rigtige navn var:” Fun fact! Mit navn er kun Moon fordi jeg blev fundet under en fuldmåne… Lidt plat…. Og sørgeligt..” mumlede hun kort for sig selv og fortrød egentlig hurtigt at hun sagde det. Men det var ikke fordi hun selv kunne styre det, især ikke når hun blev nervøs. Det var bare noget hun gjorde. Hun håbede på at han ville bære over med hende.
Hun løftede lidt i sine skuldre, som om noget irriterede hende. Egentlig var det bare hendes evne som pressede sig lidt på. Den ville gerne ud, og beskytte hende, selvom hun ikke rigtig var i fare. Hun tog en arm over sin skulder og kløede forsigtigt sit skulderblad mens hun kiggede på ham afventende på hvad han ville sige til hende. Et halvt håb i hende var at han ikke lagde mærke til det og ville spørge indtil det, eller ligefrem røre hende da det nok ikke ville ende godt.

Moon stod og tænkte lidt og slap så hans hånd. Egentlig kunne hun ikke huske hvad hun skulle have men hun havde lyst til at spise appelsiner, så hun endte bare med at sige:” Appelsiner… Det er det jeg skal bruge..”. Hun kunne godt mærke at han blev en anelse stresset af hendes væremåde men så igen, vidste hun ikke helt hvordan hun kunne lade være.
”To børn? Det lyder ellers fantastisk..” sagde hun mens et lille smil bredte sig på hendes læber. Børn gjorde hende glad, lige meget hvad. Hun kunne ikke helt forstå hvad han ikke kunne lide ved dem:” Jeg havde ikke tænkt mig at spørge om det, jeg går ud fra at hvis du vil snakke om det skal du nok selv bringe det op..” hun viftede kort med hånden og gik ikke vildt meget op i unødig smalltalk.
Hun spottede at hans smil var falskt med det samme og hendes hånd fandt op til hans kind inden hun hev en anelse i den, mens hun truttede en anelse surt med sin egen mund. Derefter lagde hun begge hænder på hans kinder inden hun masserede hans kinder blidt for at få ham til at slappe af. Derefter smilte hun selv en anelse og tvang forsigtigt hans mundvige op i et smil der så en anelse mere naturligt ud. Hun slap hans ansigt og hvis han slappede af da hun masserede hans kinder ville hans smil virke en anelse mere ægte.
”Det var et godt forsøg… men du skal slappe mere af hvis du vil smile uden følelserne..” sagde hun kort. Det var i det korte øjeblik mens hun snakkede at man kunne fornemme personen bag facaden. Hendes stemme havde et svagt præg af at være trist, men også dyb seriøsitet. Hun lagde hovedet på skrå og kløede sig så i håret og gispede kort da hun kom i tanke om noget:” Jeg skal bruge kød! Massere af råt kød!” udbrød hun og tog hans hånd blidt igen inden hun trak ham med sig. Hun luntede roligt og håbede lidt at det ikke var alt for irriterende.
Hun stoppede foran en slagter og så lidt rundt på kødet inden hun pegede på noget svinekød:” Det der er hans ynlings.!” sagde hun roligt og fik slagteren til at pakke det ind. Hun tog sin pung ud da hun nu gerne ville betale for det selv, hun ville ikke belemre Assorian alt for meget.

Hun blev en anelse forskrækket over hans reaktion på at hun rørte ham og hendes mundvige gled ned i et surmulende udtryk. Hvorfor var han så sur? Hun kunne simpelthen ikke forstå det:” Du virker ret ung så lad mig fortælle dig det her.. Hvad end du har at fortælle mig, kan jeg nemt finde ud af gennem andre, da du nok ikke er den eneste der har en fornemmelse om hvem jeg er!” hendes stemme virkede både vred og seriøs og det var nok en revne i hendes facade. Hvis han ville se den rigtige hende skulle han gøre hende vred nok, men hvordan skulle han vide det?
Hun blev dog en anelse overrasket over at han sagde kærlig. Var hun kærlig? Kunne han ikke lide det? Hun sukkede kort og kørte igennem sit hår og så lidt ned:” Undskyld. Jeg ved ikke hvad du har været igennem for ikke at være specielt glad, og jeg er ikke i en position til at spørge. Jeg skal nok lade være med at røre dig..” sagde hun så en anelse trist, hun var nu også glad for at hun ikke fik sagt meget mere i vrede, da hun normalt kan sige nogle frygtelige ting hvis hun blev vred nok.
Da han gik ind foran hende og stadig var bestemt på at skulle betale for hende vidste hun ikke helt hvad hun skulle sige. Hun var ikke meget for det da hun hadede at virke som en byrde for andre, det var virkelig noget der gik hende på:” Mnh… Jeg betaler det tilbage en dag..” kom det bestemt fra hende og hun så lidt på slagteren inden hun tog imod posen med kødet.
Hun satte sig med ham og lagde hovedet lidt på skrå. Skyggevæsen? Hun havde hørt om dem. Men hun syntes ikke selv at hun var et. Hun så lidt op mod hans hånd og så ned mod hans hånd og lidt overrasket fat om hans hånd da hun mærkede suset gennem sig, dog flytttede hun ikke hans hånd. Hendes blik blev en anelse tomt da han nu havde adgang til hvordan hun rigtigt havde det. Hendes mundvige gled ned i et surt udtryk og hun trak hans hånd væk. Hun rejste sig og så nu bare vred ud:” Hvad var det! Hvorfor gjorde du det?” udbrød hun vredt og knyttede sine hænder. Hendes stemme var dybt seriøs og hendes lalleglade persona var væk, for nu, som om han havde åbnet en dør der ikke skulle åbnes indeni hende.
Moons hjerte var skam fyldt op med had. Og det var ikke rettet mod nogen bestemt, det var der bare, som en overfyldt spand der ikke kunne tømmes igen.

Hun slap ikke hans håndled og lyttede roligt til det han sagde. Håret dækkede hendes ansigt og et udtryk var ikke til at finde. Hun stod som om hun var frosset. Dog pludseligt klemte hun grebet om hans arm da han nævnte skyggevæseners leder. Hun havde hørt meget om ham. Og hvem han var allieret med:” Du arbejder for Sakref Morladin…” sagde hun kort og hendes blik blev fyldt med had. Ikke mod ham. Hun slap hans arm for ikke at klemme for hårdt og så lidt væk.
”Du ved godt hvad han har gjort ikke? Eller mere hvad han ikke har gjort..” hendes øjne lyste nærmest af had da hun drejede sit hoved i et kort sekund for at vise sit ansigt. Hun sukkede kort og lagde sine hænder på hans kinder. Hun lod sine tommelfingre nusse hans kinder i små blide træk. Inden hun skubbede sig frem imod ham og kyssede ham hurtigt men blidt. Derefter faldt hendes arme ned langs siden og hendes øjne var tårevædede.
”Har du oplevet jordskælvet? Samlet de døde mennesker op? Jeg mødte et ansigt under nogle sten. En lille pige.. Hun måtte ikke havde været en dag over 7… Hun lignte en der lå og sov.. Så smuk.. Hendes krop var blevet knust under de store sten.” hendes stemme skælvede og hendes hånd rystede mens hun prøvende kørte hånden igennem sit hår og stirrede ned i jorden.
”I hendes hånd….. havde hun en tegning.. Som hun havde lavet til sin mor… Tror du nogensinde moren nåede at se den? Det tror jeg ikke. Og ved du hvem der ikke hjalp den lille pige? Hvem der ikke engang har gidet skænke en tanke?! Hvem der bare har gemt sig i sit slot og ventet på at pøblen ryddede alt det her…. Lort op?!” hendes stemme var stærk og fyldt med vrede. Hun stirrede på ham, afventende på en reaktion. Ville han forlade hende nu? Hun sukkede kort og sank ned på sine knæ. I sine hænder gemte hun sit ansigt og små dråber faldt fra hendes hænder.
”Der børn der aldrig kommer til at vokse op… Og ingen har vist dem medfølelse… Ingen har gidet skænke dem en tanke… al den magt.... og han bruger den til sin egen fordel...” hun prøvede at tørre sine øjne med sine ærmer men det virkede ikke. Hun var blevet for medtaget af hendes negative side til at kunne stoppe nu. Hendes evne aktiverede sig selv og en lang gullig stråle sprang ud af hendes ryg. I et kort sekund kunne det virke som om at den ville angribe. Den fløj vildt rundt om Moon og kunne ikke styres. Hvis Assorian havde forladt hende ville strålen slog den nærmeste mand som heldigvis bare var en ussel slavehandler.

”Påvirke alle skyggevæsner på en god måde? At arbejde sammen med en der ikke har gjort noget andet end at passe sig selv mens folket lider? Der kan umuligt komme noget godt ud af det.. Der må være mere bag det… Måske han har noget… eller nogen…. Som du begærer…” kom det roligt fra hende.
Hun lagde sit hoved på skrå og smilte så blidt da han skubbede hende væk da hun kyssede ham:” Jeg kan godt lide dig… Der i hvert fald gejst i dig..” sagde hun roligt og kørte en hånd igennem sit hår:” Og så lader du vidst ikke en hver pige smigre sig ind på dig… Bare lige sådan..” hun grinte kort.
”De væsner er nemme at dræbe… Af hvad jeg har set… Man skal bare hugge hovedet af dem” hun lavede et form for karatehug mod hans skulder og lyttede til det sidste han sagde. Hun skulle til at gå amok på manden i nærheden men hans ord stoppede hende, strålen sugede sig nærmest tilbage ind i hendes ryg.
” Du behøver ikke sende en besked. Jeg kommer til at møde ham før eller senere… Og det bliver interessant.” hun tog en kort indånding og så lidt på Assorian:” Men hvis du er min læremester. Hvad er det præcist du vil lære mig? Er der noget specielt ved at være skyggevæsen?” hun kløede nysgerrigt sin kind og betragtede Assorian, hun var spændt på hvad det var han ville med hende.

Hun grinte bare roligt til det han sagde og nød hvordan hans vrede gjorde hende stærkere:” Fint nok.. Men jeg er sikker på at du kunne lide det” sagde hun kort og blinkede til ham. Hun kunne nu godt lide at han var lidt af en hidsig prop men hun lyttede til det han sagde med omhu:” Bare husk at den dag du får lyst til at kysse mig, kan jeg ikke gøre noget ved det...” sagde hun i en drillende tone og løftede skuldrene i en beklagende manér inden hun fortsatte:”...for du har lige sagt at jeg ALDRIG NOGENSINDE må kysse dig igen. Dit tab” hendes glæde i stemmen var kun for at tirre ham.
Men efter det falmede smilet og et seriøst udtryk bredte sig i hendes ansigt idet hun så sagde:” Men hvis jeg ikke skal brokke mig skal du vise mig præcist hvordan skyggevæsner virker,” hun prikkede hårdt til hans skulder og kneb øjnene kort sammen idet hun afsluttede:” OG, jeg skal være lige så stærk som et skyggevæsen. Ellers kommer al den brok der skulle have været undervejs på en gang, har du forstået det, Hr Fáblo?” hendes seriøsitet i stemmen var ikke til at tage fejl af. Hvis han ikke gjorde det ordentligt ville hun komme efter ham. Derefter bredte et blødt smil sig på hendes læber:” Hvordan begynder vi så?” sagde hun roligt.

Hun stirrede på ham og lyttede roligt til hans talestrøm med knyttede hænder, inden hun vredt løftede en finger og pegede den imod ham:” Du ved slet ikke hvem du har med at gøre her! Jeg har tvunget større væsener, grædende i jorden! Så hvis din prinsesse beslutter sig for at slås imod mig, så får hun sig noget af en overraskelse!” hendes spydighed var altid på plads og hun havde virkelig ikke et indre selv der kunne fortælle hende når nok var nok!
Hun sukkede dog bare let og tog en hånd op til sin pande:” Undskyld. Mit hoved og min mund arbejder ikke altid sammen.” sagde hun i en undskyldende tone inden hun så bare valgte at lade være med at sige noget før han talte til hende først. Hun nikkede til det han sagde og fulgte så roligt med ham.
Hun satte sig i stolen og åndede tungt ud. Det virkede så surrealistisk at nogen kunne finde ud af præcist hvad hendes evne gjorde. For det vidste hun ikke engang selv. Hun vidste bare at den gjorde ondt på folk og på hende hvis hun brugte den for længe. Hun lænte sig fremad og strakte nakken inden hun trak ned i sin trøje fra skuldrene så hendes skuldreblade blev blottet. Bag hendes bløde hud kørte nogle guldagtige stråler rundt i otte-formede cirkler, mest af alt som var der lysende slanger fanget inde bag hendes hud.
”Jeg kan ikke huske noget fra før jeg blev sådan her… Jeg ved at jeg har levet mange år… Små glimt… Fra da jeg var mindre… Men det er alt..” hendes stemme var fyldt med sorg:” Der var så meget glæde dengang… Jeg fandt mit barndomshjem… Forfaldent… Og tomt… Selv bygningerne der plejede at stå om det var væk..” hun sukkede dybt og tog en knyttet hånd op til hendes hjerte. Strålerne lyste mere, hendes egen sorg gjorde hende stærkere.
Men hvis hun tænkte for meget over det ville hun også ende ud i ikke at kunne kontrollere sin evne, for hendes følelser tog altid overhånd. Så hun rystede på hovedet og prøvede at tænke på noget andet. Men selvfølgelig hvis han ville få hende til at aktivere hendes evne og se det fulde udbytte, så skulle han påtvinge hendes følses-udbrud.

Kysset på panden undrede hende lidt. Men det beroligede hende en anelse. For hun var faktisk ret nervøs over at sidde i den her stol, omringet af alle mulige underlige genstande og sager. Hun lyttede roligt til det han sagde og nikkede kort, selvom hun ikke var helt klar på at få sprøjten. Hun bed sig hårdt i læben mens hun blev spændt fast på stolen og kunne nu ikke andet end at vente. Hun lukkede sine øjne i på et tidspunkt som var hun faldet i søvn.
Men smerten skød gennem hende som var stærk syre blevet hældt over hende, det var trods alt hvad hendes egen evne gjorde. Strålerne skød ud af hende og hun begyndte at vride sig i smerte, men hun nægtede at skrige. For alt i verden ville hun ikke skrige. Selv da den anden stråle pludselig hev fat om sin makker og nådesløst flåede den af hende, og for hende føltes det ærligt som om nogen lige havde kappet en arterie. Et højt og skingert skrig undslap hendes læber mens hun i et desperat forsøg forsøgte at komme fri fra stolen, dog uden held, og det var kun heldig for Assorian.
”Få det til at stoppe!” bad hun, heldigvis kunne hun ikke se hvad der foregik bag hende. Det så ud til at den ene stråle, fortærede den anden? Og i processen blev den længere. Så pludseligt blev hendes to stråler på 1,4 meter til en lang stråle på 2,8 meter. Da den anden stråle var væk begyndte den udviklede stråle at slå rundt i rummet, i et desperat forsøg på at få fat i en levende organisme. Dog uden held.
Moon var sikker på at smerten ville gøre hende sindssyg. Det var nød til at stoppe! Strålen viklede sig så hurtigt rundt om hende, hvad den ville var hun slet ikke sikker på. Pludselig så strammede den dog om hende, og hun gispede efter vejret. Selvom hun ikke ligefrem havde brug for luft, så var det virkelig ikke rart at blive klemt sammen, og slet ikke af noget der burde være på ens egen side. Til sidst blev hun dog for overvældet af det hele, og faldt sammen i stolen idet hun besvimede. Strålen slap hende og faldt ned på gulvet, dog så rykkede den på sig, som om den beskyttede hende mod harme.

Strålen gled roligt ind i hende og delte sig i to. Men denne gang bevægede de sig i perfekt harmoni med hinanden, inden den trak sig helt ind i hende. Da han ruskede i hende åbnede hun øjnene og åndede tungt ud. Hun følte sig svag, hendes energi var drænet af hendes evne der havde besluttet sig for at æde sig selv. Hun så op på ham og trak så let i sine hænder, da hun nu gerne ville fri igen. Hans kys mod hendes mund overraskede hende, og hun åbnede sine øjne en anelse mere og vågnede mere op.
”Aldrig igen…” mumlede hun roligt og så på ham. Hun havde stadig ikke forstået hvad meningen med det hele var. Så hun følte sig nødsaget til at spørge:” Hvorfor skulle jeg igennem det her?”. Hendes blik faldt på hans notesblok og hun kunne ikke undgå at tænke: Gad vide hvor mange andre der har siddet i den her stol? Hvor mange andre havde lidt på samme måde hun lige gjorde? Det underlige ved hende var at hendes glade facade var helt væk. Når alt kom til alt kunne hun ikke være glad når alt hendes energi var drænet.
Hun faldt tilbage i stolen og lukkede sine øjne, bare for en stund. For at samle sine tanker:” Assorian? Hvad er det helt præcist du skal bruge mig til? Eller skyggevæsener generelt…. Har du planlagt noget?” hun åbnede sine øjne og så op på ham. Hendes energi var mørk og dyster, som havde hendes personlighed taget et kæmpe drej ned af landevejen. Det var trods alt måden hun kunne gøre sig selv stærkere på, og genskabe sin energi igen.

Ja. Stærkere var hun blevet. Det kunne hun godt mærke. Men det var ikke noget hun tænkte over, manglen af energi kunne ikke rigtig få hende til at fokusere på nogle som helst form for ændring i hendes indre. Men hun følte sig vred og trist, langt kraftigere end hun plejede. På en måde var hun på randen til at gå amok på alt og alle, hvis man sagde det forkerte til hende. Men hun håbede på at det ville aftage. At han ikke svarede på hendes spørgsmål om skyggevæsener var nok også for det bedste. Selvom hun stadig var nysgerrig.
Hun tog imod pillen og sagde ikke så meget. Hun lagde hovedet mod hans bryst da han løftede hende og lukkede sine øjne træt i:” Det er okay.. Jeg skal bare hvile mig… Så går det over..”, sofaen hun blev lagt i føltes pludselig som var hun blevet lagt på den blødeste sky. Det var selvfølgelig bare trætheden, men hun ville gerne tro på det. Hun gøs kort og skælvede en anelse, som om hun frøs. Men hun kunne jo ikke fryse?
Argh! Alle de følelser. Hun tog en hånd op til sit hoved og krummede sig sammen til fosterstilling:” En masse nyt tøj… Det lyder godt…” sagde hun så roligt og faldt hen i en træt søvn. Når hun alligevel ikke kunne gøre meget kunne hun lige så godt sove det væk. Hun var nu blevet ret glad for Assorian. Selvom det han lige gjorde mod hende ikke var det bedste man kunne gøre, så var det godt for hende på længere sigt.
Hun faldt ind i drømmeland og drømte om hendes barndom. Hun huskede de andre børns ansigter da hun først så dem. Hvor glade de var over at have fundet hende. Det var underligt. Hun havde en glad barndom. Og alligevel følte hun sig så trist. Men Assorian forstod hende. Han følte det samme. Det var en trøst, men alligevel var det ikke rart at vide at nogen anden kunne føle det samme. For det var bare en tomhed, indeni.
Hun vågnede efter en time eller noget da hun kunne lugte mad. God mad. Hun satte sig op og strakte sig roligt, inden hun rejste sig. Hun traskede søvnigt ud i køkkenet og gned sine øjne. Hun så stadig afkræftet ud, selvom hun havde fået lov til at hvile:” Hvor længe kommer jeg til at have det sådan her?” spurgte hun roligt.

Hun nåede ikke at reagere på noget før hun blev løftet ind i sofaen igen. Hun blinkede træt med øjnene og tog så fat i hans trøje mens hun stirrede på ham. Hun blev roligere af at han kyssede hendes pande men hendes greb i hans trøje var stramt:” Bliv her til jeg er faldet i søvn…. Ellers går jeg bare derud igen… Og igen… Og igen…” sagde hun i en meget bestemt, svagelig tone.
Hendes øjne gled hurtigt i igen og med et var hun ude som et lys. Der gik dog et par minutter fra da hun sov til at hun faktisk slap hans trøje igen. Hendes drømme var ikke behagelige, ikke denne gang. De var slørede så hun heller ikke ville kunne huske dem når hun vågnede.

Hun drømte om en by der var i brand.
Skrigende mennesker. Døde over det hele. Som man bevægede sig ned af gaden blev antallet af døde bare større. Og så, så hun det. En pige der blev holdt oppe i kraven af sin trøje af en anden mand mens en mand stod med armene over kors. Hun havde aldrig drømt det her før?

I et desperat forsøg på at vågne op begyndte hendes krop at ryste og bevæge sig. Hendes arme falmede ud i ingenting og pludselig begyndte hun at skrige. Det hele gav bare ikke nogen mening for hende. Hun havde ligget nogle timer inden mareridtene virkelig havde trådt til og blevet uhyggelige.