On the same page -Nicolas-

Mørket var faldet på, og Andrea havde besluttet sig for at gå længere op af gaden end hun plagede. Hun vidste, hvor Nicolas boede. Og vidste på grund af nogle af Angelas 'venner', at Caroline var forsvundet for flere måneder siden nu, og da hun forsvandt var Noah også. Andrea havde en teori på at Caroline måske var blevet myrdet og derved røg Noah med i faldet. Det gjorde hende trist, men hun vidste i den teori, så var det ikke kun hende der havde mistet noget. Hun vidste, hvor meget Nicolas elskede Caroline, det var ligeså meget som hun elskede Noah. Måske var Nicolas ikke den mest åbne person og det var Andrea heller ikke, men hun vidste, at det måske ville være rart at se eller snakke med nogle, der på nuværende tidspunkt forstod den smerte der hamrede ind i hendes brystkasse.
Hun kom gående op af grusstien og efter lidt gang, var hun nået op til hoveddøren - hun bankede på et par gange, inden hun så lod sin hånd hvile på dørhåndtaget, og gik indenfor. "Nicolas?" Spurgte hun lidt ud, inden hun lukkede døren bagved sig. Hun trådte ind i stuen og kiggede sig lidt rundt. Andrea vidste ikke om det var, fordi han var ude og jage og snart kom tilbage - eller om han var gået helt ned i kulkælderen. Hun satte sig op i vindueskarmen og havde derved udsyn til hele rummet, der var mørkt. Hun fandt nogle tændstikker og tændte nogle lys rundt omkring i stuen. Det svage lys gjorde, at hun havde udsyn til hvis der skulle være nogle i huset. Andrea satte sig tilbage i vinduet og kiggede rundt.En lyd fra huset af, fik det til at løbe koldt ned af ryggen på hende, hun kneb øjnene lidt sammen og fokusrede på lyden - hun ville ikke have sig en alt for stor overraskelse.

Nicolas havde været gemt væk fra alting alt for længe. Hele hans liv var ved at falde fra hinanden. Han havde besluttet sig for ikke at elske igen før han mødte Caroline. Nu vidste han hvorfor han havde tænkt sådan. Den værste svaghed ville altid være kærlighed. Han ville aldrig elske igen, ingen ville nogensinde få hans kærlighed at føle igen. Der var ingen andre der fortjente den. Han burde bare slukke for det, sørge for der ingen chance var for at han ville føle sig så ødelagt igen. Nicolas hørte godt der kom nogen ind, men han var ligeglad. Han blev bare siddende, indtil han kunne lugte varulv, blandet sammen med en velkendt duft. Han rejste sig op. Hans tøj sad løst på hans magre krop, han var ligbleg, og han havde dybe render under øjnene. Han var ligeglad med alting. Det var det uheldige ved Nicolas. Når han elskede, så elskede han alt for meget. Han prøvede at bruge sin fart, men han kom ikke meget mere end en meter hen imod døren. Han gik med usikre skridt ned imod entréen. Han lignede bogstavlig talt et omvandrende lig. Nicolas så hen udover trapperne og fik øje på Andreas mørke hår. "Goddag Andrea." Han stemme lød ligeledes svag. Han bevægede sig ned af trappen, men han snublede med det samme og faldt ned ad trappen indtil han lå på det kolde marmorgulv. Hans arm var forvredet i en underlig vinkel, som helt sikkert betød at den ville være brækket hos et menneske. For en vampyr burde den hele sig selv. Men det gjorde den ikke. Han var for svag. Et host bevægede sig over hans læber.

Da Andrea fik øje på Nicolas, gled et svagt smil på hendes læber, lige til at det gik op for hende, hvor svag han faktisk så ud. "Hejsa." Svarede hun lidt bekymret, det overraskede hende at hun faktisk blev lidt bekymret for ham. Da han væltede, sprang hun op af ren refleks og løb hen til ham. Hun satte sig på hug ved siden af ham. Hun vidste ikke helt hvad hun skulle gøre, og så alligevel, hjalp hun ham op. Brækkede hans arm på plads, selvom det måtte gøre ondt. Hun tog sin jakke af og smed den over en af stolene. "Hvor længe siden er det, du har fået noget af drikke?" Mumlede hun for sig selv, inden hun blottede sit håndled over til ham. "Det måske ikke det bedste, men det vil hjælpe dig lidt. Drik Nicolas." Sagde hun alvorligt, inden hun sank en klump. Det var ikke kun for hendes skyld men for Angela. Hun vidste hvor bekymret Angela var for Nicolas. Andrea holdt Nicolas halvt ind til sig, for at han skulle sidde op. Hun ville have han skulle drikke fra hende, ellers ville hun bare tvinge ham til det - der var intet nej i denne leg.

Nicolas havde ikke følt så stor en smerte siden han var menneske, som da hun brækkede hans arm tilbage på plads. Han så op på hende, og hans blik var et øjeblik sløret før han igen kun se klart. Han så ned på hendes håndled hvor en dråbe blod gled ned over hendes håndled og ned på gulvet. Han fulgte dråben med blikket og da den ramte gulvet kunne han høre det give genlyd i hele rummet. Hans tænder gled ud af hans tandkød og var klar til at drikke hendes blod. Ligemeget om det så var en af de værste former for blod der fandtes. Men han kunne ikke gøre det. Han var ikke sikker på om han kunne stoppe, og hvis han bare fik lidt blod ville han være stærk nok til at nedlægge hende. Han kunne ikke tage den chance. "Nej." På trods af hans svage stemme, lød han stadig fast på sit svar. Nicolas ville kæmpe for ikke at drikke hendes blod, om det så skulle være det sidste han gjorde.

Hun sukkede da han sagde nej. "Nic, jeg er stærk. Desuden tror jeg på, at du kan holde din kontrol." Hviskede hun og lod sin ene hånd køre hen over hans hår. Andrea nikkede så, hun vidste, at de begge to var voldsomt stædige. Hun fik en ide. Andrea satte Nicolas op af muren. "Vent her. Jeg er tilbage lige om lidt." Sagde hun så og luntede ud i entreen og ud af huset. Andrea løb ned på gaden, fandt en blondt køn engel, gav hende et par slag - så at hun kunne svinge tøsen over sin skulder og gå tilbage til Nicolas' hus med hende. Det gik op for Andrea, hvor meget hun faktisk gjorde for Nicolas lige nu. Det havde hun ikke troet hun ville gøre, men hun fortrød det ikke. Hun slæbte engelen med sig ind og lukkede døren derefter med sin fod.

Andrea lagde englen på jorden, der langsomt var begyndt at komme til sig selv igen. Englen stønnede af smerte, og ud af den flækkede læbe, der der blod. "Du vil ikke drikke fra mig, men her er en frisk lille lækkerbisken." Sagde Andrea og kørte en hånd igennem sine mørke lokker. Hun satte sig over i sofaen og svang benene op på bordet, imens hun fulgte rovdyrets bevægelser. Han var måske svag, men at drikke en engel ville både være mættende og det ville smage godt. Nicolas var måske stadigvæk lidt stærkere end Andrea, men hendes nye evne gjorde, at hun ville være i stand til at forsvare sig selv. Det havde hun gjort imod Angela da de blev uvenner. "Jeg ved udemærket, hvordan du har det. Skal du vide." Sagde hun imens hendes blik var slået ned på hendes sammenfoldede hænder. Hun talte tydeligt og vidste, at han kunne hører hende. Andrea sank en klump og slog blikket op, for at se hvor langt Nicolas var kommet med måltidet.

Nicolas bed tænderne sammen mens han forsøgte at bekæmpe trangen til hendes blod. Da hun gik sin vej mærkede han en lettelse skylle ind over ham. Han fik hurtigt færten af en engel, det ville helt sikkert hjælpe. Han så på Andrea da hun kom tilbage, han så på den blonde pige der blev lagt på gulvet foran ham. At hun havde blond hår og blå øjne var nok til at han så noget af Caroline i hende. Han tog en dyb indånding og lukkede øjnene før han begyndte at drikke af hende. Lige så langsomt som han indtog hendes blod, lige så langsomt blev han mere normal at se på. Han lyttede til hvad Andrea sagde, men havde ikke i sinde at svare før han var færdig. Han rejste sig op og tørrede sig om munden da han var færdig. "Hvis du havde det lige som mig, ville du være død nu." Han havde været tæt på døden, en varulv ville ikke kunne gå lige så længe uden at få mad. Han var dårlig til at snakke om følelser, og han havde heller ikke lyst til at tale med Andrea om det, selv om hun så skulle have det på samme måde ham. "Det er ikke noget jeg vil diskutere med dig Andrea. Tak for hjælpen, men jeg har ikke brug for mere." Det var ikke særlig sødt sagt, men han var ligeglad. Han ville bare have hende ud af huset så han kunne sorge i fred.

Da han svarede hende svang hun benene ned fra boredet, og rejste sig op. Rank og flot, tog hun et par skridt hen til Nicolas, til hun stod lige foran ham. "Måske fordi jeg er klog nok, til ikke at sulte mig selv. Fordi jeg har en familie at tage mig af, søskende og min datter." Svarede hun igen, ikke med den pæneste toneleje, men hun var bare ærlig. Hun kunne hører på ham, at han bare ønskede at være alene. Den følelse havde hun haft, men hun havde et ansvar som gjorde, at det lige nu, var hendes tid alene. "Jamen det var da så lidt." Svarede hun og blev stående. Hendes højde gjorde, at han stadigvæk var højre end hende, men hun kunne tydeligt se ham i øjnene. Andrea åndede let ud. "Du tror måske ikke på det, men min tidligere forlovet forsvandt da hun gjorde, han var hendes skytsengel. Du har måske ikke det største forråd af venner og det her jeg heller ikke. Nicolas. Men okay så. Jeg smutter, jeg ved når jeg ikke er ønsket." Den sidste sætning blev sagt lettere trist, inden hun hurtigt tørrede en tårer væk. Hun vendte ryggen til ham, og svang jakken på stolen over sin arm. Hun gik over imod entreen, hvorefter hun vendte sit hoved over imod ham. "Du ved vi fortjener bedre end det her. Vi ikke bare løsetråde. Vi burde holde sammen. Men det var vel bare mit syn på sagen. Farvel." Sagde hun inden hun lagde sin hånd på dørens håndtag og åbnede det. Et suk forlod hendes læber, inden hun trådte et skridt udenfor.

Hun hadede den følelse kulden udenfor gav hende, det føltes så ensomt, så trist. Hun ønskede på en side at være alene og en anden side, bare at vende om og kramme Nicolas - da han sikkert ikke var van til det, og måske inderst inde havde brug for. Hun trådte tilbage i døren og vendte sig kort imod Nicolas, inden hun gik nogle hurtige skridt hen, og svang armene om ham. Hun havde brug for det, hvis han følte det var forkert, så måtte han jo skubbe hende væk. Der var intet andet at gøre. Det føltes overraskende godt, ikke på den romantiske måde, men alligevel godt. Hun lukkede øjnene kort.