Bjørn, og Bjørn imellem Hazel

Tid: Nutid - 14.28
Sted: Gyderne i Rotten Root - Doomsville
Vejr: Tørt og klart, lettere køligt
Omgivelser: Væsner af forskellig slags står i gyden omkring en arena
Påklædning: Posede bukser (har sin vest hængene udenfor ringen)

"Kom så! Sidste change for at komme med Deres indsatser," råbte en speaker i den fyldte gyde, der var lavet et lettere primitivt hegn som dækkede omkring 5*5 meter
Inde i ringen stod to mænd, en af dem var minotauer, halvt mand, halvt tyr, den anden lignede tilsyneladende en ung mand, han var iført et sæt posede grå bukser
"Det er ikke for sent at trække dig pjævs" kom det spydigt fra minotaueren, men det lod ikke Gautham slå ud, han så op på tyren med et svagt smil, "hvis ikke du opføre dig ordenligt, skal jeg personligt lave dine horn om til drikkehorn, som jeg vil nyde aftenens sejers skål i" lød svaret for manden
"Start kampen!" råbte speakeren endnu engang og slog på en mindre klokke, de tilskuere der var brød ud i jubel og brøl, alt imens de heppede på den de nu engang havde satset på skulle vinde
Gautham så det store brød an imens de stille og roligt gik rundt om hinanden
Det var tyren som der åbnede ballet, han løftede den højre næve og hamrede den af al kraft imod mandens brystkasse, men Gautham var hurtigere, han fik trukket sig til side og placerede et knæ i maven på sin modstander med et "olé" han bukkede kort foran menneskemængden og da han vendte sig om satte tyren en fod i brystkassen på ham, som fik ham ud i kanten af ringen, gispende efter luft kiggede han olmt på tyren, "det... det var dråben... det horn er mit" med nakken tilbage ud støtte han et brøl som ville kunne få det til at løbe koldt ned af nakken, og end blod til at fryse, imens han voksede sig større, fik pels, poter... og ja.. han forvandles til en stor Grizzly

Hazel levede i det skjulte efter hun var sluppet af med sin søster, dog kunne det være svært at gemme sig, hendes lange hvide hår og den blege hud gjorde hende til noget af et syn. Udover det havde hun også altid en kold aura omkring sig, det vær altid køligere omkring hende. Hvis vidste hvad hendes evne var. hun havde bevæget sig i gyderne der hvor befandt sig lige var det ikke mange, men hun blev alligevel tiltrukket af larmen som hun nærmede sig en arana. Hun betragtede de kæmpende og fik en smule store øjne da hun så manden som forvandlede sig til en bjørn. Det virkede så forkert for hendes søster havde altid fortalt hende at de var få. Hun fulgte kampen med øjnene som skubbede sig igennem mængden af heppende mennesker. Hendes øjne ramte bjørnens krop som kæmpede hun var så tæt på hun kunne og havde glemt alt om at skulle gemme sig. Hendes øjne blågrå med hvid ring inde ved irissen.  Hun var så fasineret af ham at faktisk havde glemt at gemte sig. Hun anede ikke hvordan hun skulle komme i kontrakt med ham, men havde så mange spørgsmål. Det gjorde hende også glad at han var en bjørn. Folk betragtede svagt den hvidhåret kvinde som skubbet sig igennem dem. Hun var også en bjørn, men det var en anden form end hans. Han bar en smuk brun pels. Hun havde også glemt hvorfor en situation de var i og hun fandt sig blive revet med heppede på bjørnen.

Den nu store bjørn knejsede svagt med nakken og de brede skuldre for at få knoglerne til at sætte sig ordenligt på plads, og for at blive mere robust
"kom an din lille kalvesteg" brummede bjørnen imens han gik ind imod tyren, som sænkede hovedet og løb imod sin modstander med hornene først
Trods bjørnens størrelse og vægt besværliggjorde det ham at bevæge sig lige så hurtigt og smidigt som menneske var der blot et svagt smil at skimte over dens læber, og løftede en stor pote og trådte et skridt til siden og bankede poten ned i tyrens nakke, hvilket gjorde at tyren mistede balancen og knaldede hovedet direkte ned i en af hjørne stolperne
Bjørnen gik roligt hen imod den omfusede tyr, og satte et knæ i ryggen på tyren imens han svagt hviskede til den: "når... det var det horn der vi kom fra" og med de ord lade han en pote omkring det ene horn, og gjorde an til at trække til

Hazel nåede dog ikke at se ham rive hans horn af for lige pludslig fik hun sit eget at slås med, en mand som var meget høj tårnede sig op over hende. Han genlkendte hende og lagde ikke skjul på at han arbejde for hendes søster. Hun sank svagt en klump og vidste at hun blev nød til at holde sig i mængden, han ville aldrig gøre noget hvor alle kunne se ham. Hun kunne heller ikke gøre noget, men hun ville ikke tilbage. Hendes fangeskab havde varet alt for længe. Hun havde endelig fået øjne op for hvor forkert det havde været det hendes søster havde gjort, hun bilde hende at hun gjorde fordi hun elskede hende, men i virkeligheden havde hun holdt hende fanget pågrund af en evne som hun ikke havde haft hvis hun selv kunne bestemme.
Hun lod svagt nogle fingre glide henover sin hud. Hun blev nød til at bevare roen der ville være alt for mange som ville kunne se det. Heldigvis kunne hun  ikke dræbe med sin is med mindre hun brugte en istap som våben, men også det kostede meget energi. Hendes hår var også en bevirking.

Hun vendte sig så han stadig fulgte efter hende hvis ikke hun havde været i denne krop havde hun kunnet komme hurtigere væk, men igen var det for risikabelt. Hun prøvede på at skjule sig. Hun vidste ikke hvad hun skulle og så ingen anden udvej. Hun løftede sig over barrierensom afskilte de kæmpende og mennskerne som kiggede. Hun strøg hurtigt forbi dem og over på den anden side i modsat retning. Hun tænkte ikke og vidste ikke det smarste, men hun skulle væk. Hun lagde ikke mærke til de blikke hun fik. Hun kunne godt forstå dem. Det var ikke hverdag man se en kvinde med hvidt hår og blå øjne som havde en hvid ring i dem. Folk følte sig som ofte bange for hende. Det var ikke fordi behøvede at være bange ihvertfald ikke mere.

// undskyld det tog så lang tid håber det er godt nok//

I triumf rettede bjørnen sig op i sin fulde højde imens han lod sig hylde af tilskuerne, det var jo nok en af grundene til han blev ved, det, og det at der var penge at hente i sådanne gadekampe, og løftede sin modstanders ene horn op imod himmelen og brød ud i et sejersbrøl i det en ung lyshåret kvinde kom styrtede ind foran ham, i forbløffelse trådte han et enkelt skridt tilbage, og trådte sin stakkels modstander lige midt i ryggen så han satte i et smertelige hyl

Hazel havde travlt, men stoppede dog da hun hørte et hyl, betragtede manden som havde stået på hendes og kiggede rundt på folk. Det var ikke smart det hun havde gjort for alle gispede da de så hendes blege hud og det hvide hår. Hun lod blikket falde på maden som var efter han stod på den anden side betragtede hende. Hun lod svagt sin fingre glid op til sit ansigt og hvis kiggede godt efter ville man kunne se rimfrost. Hun trak vejret dybt som stirrede på ham " undskyld jeg... jeg skulle lige til at gå, men din kamp var fantastisk" sagde hun og var lige pludslig meget akavet. Hun bed sig svagt i læben. Hun vendte sig om prøvede på finde en vej hvor hun kunne komme ud væk inden han havde opdaget hende. Hun følte sig lige pludslig meget fanget og hun var bestemt ikke god når hun var fanget. Hun måtte ikke miste bevidst eller kontrollen.  Man kunne tydeligt se at hun var dyrisk end så mange andre, men det var fordi hun normalt levede sin dyreform. Hun havde gjort valley of thousands winters til sit hjem. Hun blottede svagt sin tænder som at der flere af hendes søsters ansatte på vej. Hun lavede en istap og gjorde sig klar de kunne komme.  Hun var ikke bange for nogen af dem.

Gautham stod stadig lettere forbløffet over kvinden som havde løbet ind over arenaen, og han bemærkede næsten ikke da han placerede sin store plade af en god i ryggen på tyren
''What the Hell?!'' Han lagde hovedet let på skrå imens den store Bjørn svandt ind og pelsen forsvandt, indtil han atter blot stod i menneske skikkelse, han så fra den ene ende til den anden for at se hvor kvinden var rendt hen af, først da hun sagde noget til ham fik han øje på hende igen
Før han nåede at sige eller gøre noget så van hvordan hun pludselig stod med en istap, men hvor var den kommet fra dog? Han tog et lille tilløb, og med en hånd på det øverste tov sprang han ud over arenaens kant og landede ved siden af hende, og lagde en hånd på hendes skulder efterfulgt af ordene ''hvad i alverden sker der?''

Hazel følte sig fanget imellem menneskene som havde været lige så overrasket som dem der kæmpede, men liidt efter begyndte de huje og heppe fordi de åbenbart troede det var en del af showet. Hun knugede sin istap rimlig hårdt og de allerede blege knoer var hvide. Hun betragtede manden som varr efter hende og fnøs kort. Hun brugte den store istap som for våben og hun pegede spidsen imod manden som nærmede sig. Hun blev overrasket over hans hjælp som nu stod ved siden af hende. Hun mærkede hans hånd på skuldre. Hun bed sig svagt i læben og sukkede " kan du se manden der, han er efter mig pågrund af min søster" og pegede på manden som nærmede sig. Hun trak vejret dybt et par gange og virkede faktisk for rolig til at det kunne være rigtigt " jeg vil ikke tilbage til hun bruger mine evner" sagde hun og hvis ikke det var gået op for ham hvad hendes evner indebar nu. Hun sukkede igen " du behøver ikke at hjælpe jeg kan godt klare det" sagde hun smilede hun nåede dog ikke sige mere før manden var tættere på. Hun blottede svagt sine tænder som var hun et dyr, hendes blik blev advarende og koldt " du skal med mig hjem lille bjørn" sagde han drillende til Hazel. Lille bjørn var noget hendes søster kaldt hende, men nu virkede det grimt i hendes frem for noget sødt.
hun havde følt sig så dum da det var gået op for hende at hun bare blev brugt som et våben pågrund af nogle evner som hun slet ikke havde haft lyst til have. Hun havde fanget i verden som hun troede hun hadede hendes slags. Hun havde aldrig rigtigt oplevet andet end hendes søsters hus eller Valley of thuosands winters. Hun var førsst rigtig ved at lærer verden kende.

*Evner, noget om hun ikke ville tilbage til en eller anden søster?!* Gautham trak kort på skuldrene, og fjernede roligt hånden fra hendes skulder, ''ja det er vel ikke min kamp'' sagde han kort for sig selv, og vendte hen til et lille bord hvor en mand stod med de indbetalinger der var blevet gjort, og tog en læder pose op og kastede den let op og greb den for at tjekke om posens indhold stemte, og da han mente det rakte gik han videre hen til en lille kasse hvor han havde haft lagt resten af sine klæder, og begyndte at trække i dem, dig hele tiden med et øje på kvinden, selv den kolde aura om hende, men der var mere over hende end blot kulden, noget han ikke havde set eller følt hos andre før, han påtog sig en mellemlang sort coate, og mærkede kort efter i coatens inderlomme og nikkede kort for sig selv da han mærkede det han søgte stadig var der
Han trak en pibe op af en af coatens almindelige lommer, den var stoppet med en hjemme blandet tobak på forhånd, og tændte op for den med et lille ildstål

Hazel betragtede ham og blottede svagt sine tænder, hun kunne ikke benægte den dyriske side af hende mere. Hun mærkede at Gautham slap hans tag i hendes skuldre og ganske svagt betragtede hun ham som han fandt sit tøj. Han roede svagt i hans lomme efter noget som måtte være der for han virkede tilfreds. Hun vidste ikke helt hvad hun skulle gøre hun var forvirret over at havde mødt en som hende til og med en bjørn. Hun sank svagt en klump og som  han kom tættere på hendes søster mand svang hun truende isen imod ham " jeg tager ikke med dig tilbage, jeg hader min søster hun har løget for mig sagt ingen kunne lide min slags " sagde hun og tog en dyb indåndning hendes blik var koldt som resten af hende. Hun ville ikke tøve med at slå ham ihjel hvis han ikke lod dem gå.  Hun betragtede svagt folkene omkring sig og det var for risikabel at forvandle sig til hendes dyreform, men det var den hun følte sig bedst hjemme i. Hun så sig selv mere som en bjørn end menneske.
Hun greb forsigtigt hans hånd ikke villig til at lade ham gå da han så ud til at have det han skulle. Hun trak ham igennem mennskene og da hun endelig kommet ud satte hun i løb. Hendes greb i hans hånd var ikke stærk og kunne til hver en tid rive sig løs, men hun var ikke færdig med at snakke med ham. Hun havde endelig fundet en som sig selv og hun kunne umuligt lade ham gå nu. Hun ledte efter en gyde hvor kunne gemme sig. Hazel ville ikke kæmpe mere den tid var forbi og hendes søster måtte bare komme sig over det. Hun var ikke hendes søsters våben og nægtede også være det efter hun havde fundet ud af at verden var fuld af muligheder.

Gautham havde nær tabt piben da den mystiske kvinde lige pluslig greb hans hånd og gik, "hvad i..." sagde han, men mærkede opdagede så hvem der havde taget fat i ham, og at han sagtens kunne trække sig ud af hendes greb, men undlod det, hun havde vagt noget i ham, en undren og en nysgerrig hed som han ikke havde følt før, og lod sig trække med hende, først da hun begyndte at sætte farten op og løbe, måtte han yde noget for at kunne følge med, trods det havde været en noglelunde kort kamp havde den sat nogle små enkelte spor på ham, og havde tagret lidt på hans kræfter
først da de var kommet et lille stykke ned af hovedvejen greb han fat i hendes arm, og drejede af ned af en gyde ved siden af kroen 'Det vilde vildsvin' og holdt hende svagt op af muren til kroen, "hvad foretager du dig?" spurgte han, "hvad sker der her?"

Hun bed sig svagt i læben og mærkede at han trak i hendes arm  og de endte i en gyde, han stod tæt op af hende og det gjorde hendes vejrtrækning blev en smule tung hun havde ikke været så tæt på nogen før ihvertfald ikke hendes engen slags.  Selvfølgelig ville han have et svar på hvorfor hun havde trukket ham med sig, men så væltede de andre også ud af ham. Hun bed svagt i læben og sukkede lettet da det så ud til at de var sluppet af med dem. Hun lyttede til hans mange spørgsmål og havde ikke sagt noget imens hun lyttede til hans spørgsmål. Han virkede ikke bange for hende hvilket var godt det havde ikke været hendes mening at skræmme ham. Hun lagde hovedet lettere på skrå og hendes blå øjne med den hvide ring i hver ramte ham. Hun rømmede sig og smilede forsigtigt " jeg er på flugt fra min søster, hun bor i Sunfury og har folk til at arbejde for hende" sagde hun og skubbede ham forsigtigt væk så kunne komme til at stå i gyden hun rettede sit blik ned i jorden og trak vejret dybt. Hun vidste ikke helt hvordan hun skulle forklare. Hun fugtede svagt sine læber tydelig nervøs " du så selv at jeg kan manipulere med is og derfor brugte hun mig som et våben, men ikke  nok med det så er jeg lige som dig" sagde hun vendte sit blik op imod ham. Faktisk var hun mere en bjørn end et menneske og da hun boede i Valley of thousands winter's var hun nød til at være i sin bjørneform for at holde varmen.
Hun vidste hvor hun var, hun før været med sin søster ved kroen det vilde svin, men hun aldrig været med der inde. Hun trak sit tøj af og afslørede den hvide hud som oftes fik hende samlignet med en vampyr, men hun var levende og hendes hjerte slog. Hun havde vendte sig så hun stod med ryggen til ham. Som hendes kjole faldte nedover hendes krop og ramte jorden,  trådte hun ud af den. Hun trak vejret dybt et par gange inden hun forvandle sig til sin isbjørne form. Hun vendte sig først om da hun var forvandlet. Hun brummede svagt for at vise ham at han intet havde at frygte fra hendes side. Hun vendte sit blik i jorden så hun på ingen måde virkede truende.  Hun trak vejret et par gange og løftede svagt sit hoved op i luften. Hun fik ikke færten af nogen anden end ham så de var alene. Efter lidt tid med hovedet i luften lod sit blik falde på ham. Lige som hendes menneskeform havde den hendes blå øjne med den hvide ring i hver. Hun vidste ikke helt hvad han ville sige til at hun også var en bjørn. Han var hendes første og hun anede ikke helt hvordan hun skulle reagere på ham det hele var så nyt for hende.
Selv det med at have en samtale kørende var fremmet og nyt for hende efter lidt vendte hun sig om for at forvandle sig tilbage. Hun stod med ryggen til som rakte ned efter sin kjole " du er den første jeg mødt som kan det samme som mig, nemlig forvandle mig til et dyr. jeg så din bjørneform i arenaen da du kæmpede imod ham den anden" sagde hun og havde ingen viden om minotaure andet end at de var mænd som lignede tyrer. Hun trak den blå kjole op på plads og lukkede den bag på vendte hun sig om imod " min søster løg for mig sagde at vi ikke var ret mange og at folk hader min slags, men jeg ved at det er forkert " sagde hun og trak vejret dybt og håbede at hun havde svaret på hans spørgsmål.

Gautham trådte roligt et skridt tilbage ds han mærkede kvinden skubbe ham fra sig, han var måske også kommet lidt tættere end hvad med ingen var da han havde trukket hende ind i gyden, men dette var et sted han kendte, et område han bevægede sig i til hverdag
Et roligt sug fra piben afslørede at han ikke havde fået ordentlig gang i den inden hun havde trukket ham med sig fra arenaen, han trak kort på skuldrene og lagde piben tilbage i lommen imens han lyttede til hvad kvinden sagde uden at trække de store miner
Først da kvinden stilte sig med ryggen til ham og lod hendes kjole falde af hende, løftede han det ene øjenbryn, normalt skulle der meget til at slå ham ud af fatning, men dette havde han ikke været klar på, først da kvinden startede med at forvandle sig til en bjørn faldt de sidste brikker på plads, det var det der havde været over hende, det var hvad han havde kunne mærke ved hende
Først da hun atter i menneske skikkelse atter påklædt vente sig imod ham og fik snakket færdigt, begyndte han, ''hun havde til dels ret så'' sagde han roligt og fortsatte forklarende, ''der er ikke så mange tilbage af os, og mange lever uden at ville af det, de fornægter deres dyriske side
Men vi er et jaget folk, nogle er bange for os fordi de misforstår os, imens andre bruger os og vores evner som slaver og underholdning'' han lagde en hånd over slave ringen der stadig var spændt om hans overarm, dækket af coaten, ''men der er stadig ting jeg ikke forstår... Du er stukket af fra din søster? Fra Sunfury? Fordi hun brugte dine evner som et våben?''

Hazel bed sig svagt i læben da hun lyttede til det han sagde, hun kunne ikke tro sine egne øre da han fortalte hende at hendes søster til dels havde ret. Hun fik et smertefuldt udtryk. Måske det ikke havde været så slemt at blive brugt af hendes søster. Hendes vejrtrækning blev igen en smule dyb som hun kæmpede med tårende som pressede sig på hele hendes liv havde hun drømt om finde dem som hende og så var de bare slaver eller også vidste de ikke at de havde en dyreform. Hun kiggede op ham som han rørte ved noget under hans jakke. Hun kunne ikke se hvad det var, men gættede at det var noget om havde en form for betydning. Hun sank svagt en klump ved tanken om at hendes søster måske alligevel havde beskyttet hende. Hun mærkede svagt rimfrosten brede sig over hendes kinder som det oftes gjorde når hun blev påvirket følelsemæssigt. Hvilket også var derfor hun altid virkede så rolig i situationer hvor hun ikke burde. Hun var tit bange for at miste kontrollen og det havde hun før gjort, men det betød også at hun mistede sin bevidsthed. Der var mange som sagde at frosten og kulden havde farvet hendes hår og hud hvid måske de havde ret, men hun kendte ikke rigtigt til sin fortid anede ikke hvordan hun havde set ud førhen. Det eneste hun huskede var hvad hendes søster havde fortalt hende. Det gik op for hende at hun havde været stille længe. Hun havde ikke sagt noget i et stykke tid. Hun bed sig igen svagt i læben ord virkede ubetydelig alt hvad hun kunne sige virkede ubetydelig det var ikke som han kunne bruge hendes trøstende ord de ville komme alt forsent.

Det var tydeligt at hun havde levet i en form for boble, men hvad der førhen skete i verden ved rørte ikke hende. Hendes hjem ville altid være i Valley of thousands Winter's. Hun havde boede der så længe hun huskede og kom kun udenfor når skulle hjælpe hendes søster " jeg aner ikke hvad jeg skal sige, ord de virker så ubetydlige, men jeg er virkelig ked af at du måske har oplevet et liv værre end mig så jeg burde ikke brokke mig når min søster måske bare prøvede at beskytte mig" sagde hun og tog et par skridt tilbage, hun lyttede til det næste hun blev spurgt om og hun bed sig svagt i læben og lavede atter en istap. For andre end hende ville det være koldt hun kunne sågar stod nøgen i gyden og ikke komme til fryse lige med det samme. Hun vendte den svagt i hånden og kiggede så op på ham. Udover det kunne hun også lave små splinter af is, men hendes evne krævede meget og hun havde ikke trænet den så meget før. Hun svært ved bruge den, men alligevel havde hendes søster tvunget hende til at bruge dem som et våben til at dræbe folk som havde gjort noget hendes søster ikke brød sig om. Førhen havde fuldt hendes søster blindt, men hun fundet ud af at hun bare var et våben hendes søster elskede ikke hende, men hendes evner " jeg dræbt en masse mennesker for min søster, hun kiggede ned på istappen for hvem kan give hende skylden når våbnet forsvinder" sagde hun stille og endnu en gang kæmpede hun med tårene, men det lykkedes hende at holde dem tilbage. Hun bevarede roen for nu. Hun kunne græde når hun en gang var alene i en gyde hvor han ikke kunne se hende hvis hun mistede kontrollen.
Hazel huskede især en mand og hans familie, hun havde været nød til at dræbe dem alle sammen fordi de var samlet og hun kunne ikke lade dem overleve fordi de så kunne fortælle dem omkring hende. Hun vidste at det var forkert og alligevel havde hun gjort det for at gøre sin søster glad, men hun var aldrig tilfreds " min søster elsker ikke andre end sig selv og hun beholdte kun mig for mine evner så jeg kunne dræbe for hende, jeg var dum nok til at gøre det, men jeg er gammel nok til at passe på mig selv jeg har ikke behov for nogen" sagde hun og man kunne tydeligt høre hvor vred hun var. Hun var trodsalt en voksen. Hendes søster havde holdt hende fanget siden hun var 4 og fra en meget ung alder skulle hun dræbe for hende. Hun kom en anelse tættere på da hun havde fået styr på sig selv hendes vejrtrækning var atter normal og rolig. Hun sikker på at hun alligevel have haft det bedre end ham " var du en slave?" spurgte hun og stoppede så hun ikke overskred hans grænser. Da var stykke imellem dem. Hun følte sig tiltrukket af ham. Måske var det fordi han var som hende. Hun havde aldrig før mødt nogen som hende selv og hun vidste stadig ikke hvordan hun skulle reagere.

Gautham trak på skuldrene "der går, sagn og historier om at vores folk lever frit... et eller andet sted hvor ingen forstyre dem" sagde han kort, "mange, inklusiv jeg selv har prøvet at søge efter dette sted, men ingen har endnu fundet det, jeg lever stadig i troen om at de er der ude.. et eller andet sted"
Han nikkede som hun sagde hvem der kunne give hende og søsteren skylden når isen smeltede, og derved også evt. fingre aftryk
"sagde jeg andet end ja ville jeg lyve" kom svaret imens han fjernede hånden fra armringen, "jeg blev snydt og bedraget ind i slave livet af en flok Dæmoner... Jeg har selv gjort ting jeg.. tja.. ting jeg ikke ligefrem er stolt af den dag i dag, men livet er hårdt, og man må yde noget for at overleve i den verden... jeg er heldigvis ude af den nu, men mange ting forfølger mig stadig"

Hun smilede svagt som hun lyttede han havde ret, mange ting gik også hende på nu hvor hun havde set verden, ting hun havde gjort for sin søster. Mange af dem utilgivelige hun havde splittet mange familer af bare fordi hendes søster ikke kunne lide vedkommende, hun havde bare været et våben for at give hende mere magt, men på den anden side havde de været med til at forme hende til den kvinde hun var idag. Hun rykkede sig atter tættere på og mindske afstanden imellem dem. Hun var måske mere et dyr end så mange andre shapeshifter, men det var fordi hun havde det bedst i sin dyreform. Hun kunne ikke sætte sig ind i det med slavelivet for hun havde på en måde haft sin frihed. Hun havde ikke behøvet at komme når hendes søster kaldte, men hun havde løget for at holde hende på hendes side. Hun kunne ikke vide om der var mere hun løg om. Hun gjorde store øjne da han snakkede om dæmoner, dem havde hendes søster glemt at fortælle hende om.
Hun bed sig svagt i læben og prøvede på at skjule at hun ikke kendte til dem, de eneste racer hun kendte var vampyrer, mennesker og så hendes slags. Hun kendte til vampyrer fordi hun tit blev forvekslet med dem. Hendes blege hud og det at den kold at røre ved. Dog kunne man finde en plus på hende. Hun lige så levende som han var.

Hazel stod lidt og tænkte alt den nye infomation hun havde fået fik til svagt at rynke brynene sammen. Hun havde ikke regnet med at det, men virkede nu rar måske hun var den først af deres slags han også havde set " jeg har levet i valley of thousands winters næsten hele mit liv, men jeg ved at min søster vil prøve på finde mig inden jeg når tilbage for hvis først jeg nåede tilbage ville hun aldrig kunne finde mig" sagde hun, men var ret sikker på at det ikke var det sted han ledte efter. Der var ikke mange som kunne leve der og hun var sikker på at hun havde nemt ved det fordi hendes evner gjorde det nemt og fordi hun kunne forvandle sig til en isbjørn. Der var aldrig mange som nærmede sig den kolde isørken. Hun smilede svagt "men du har kæmpet dig igennem og det har gjort dig stærk" sagde hun. Hun var ikke så god til at snakke, men hun prøvede og hun jo mere gjorde jo bedre blev hun til det.

Gautham grinede svagt, "gjort mig stærkere?" han rystede på hovedet, "mange ting kan gøre folk stærkere, sammenhold er nok noget af det der gør en klan eller en race stærkest" han trådte et skridt tilbage da hun nærmede sig ham, ikke fordi han havde noget imod hende, men han havde hun lige mødt denne kvinde, og hun havde selv trukket ham med sig, men kunne jo ikke vide sig sikker, måske hun stod i forbindelse med andre, og hendes historie kun var et røgslør?

"ægte styrke ligger i at kunne stole på andre, og vide man har nogle der kan hjælpe når andet går en imod, at være stærk alene" han rystede på hovedet, "det kan der imod betyde den sikre død"

Måske han havde ret, men hun var en enspænder og befandt sig ikke lige godt i grupper af alt for mange, men det var også fordi hun var bange for at miste kontrollen over sig selv. Hun vidste at hun havde gjort ting som ikke kunne tilgives, men på den anden side var hun vel nød til at se fremad. Hun stoppede op da han trak sig tilbage hun ville bare have givet ham et klem, men det så ikke ud til at han ville have det så hun stoppede op. Hun smilede svagt og lagde hovedet en anelse på skrå " jeg ved ikke jeg har det bedst med at være alene eller sammen med min søster, men det er ikke mulighed længere så tror jeg bliver nød til at vælge at være alene" sagde hun uden rigtigt at komme med en forklaring på hvorfor det var sådan. Hun bed sig svagt i læben og forstod ikke rigtigt hvad det var han sagde hun kunne godt høre selve ordene, men hun havde før stolet blindt på sin søster og hvor havde det ledt hende. Hun var ikke andet end død og ødelæggelse et våben som hendes søster havde brugt imod alle som hun ikke brød sig om.
Folk som kendte til hendes søster var bange for hende og hun ville ikke tøve med at såre dem som tætte på hende. Hun bed sig svagt igen svagt læben og ville det være rart at kunne stole på nogen, men hun ikke sikker på hun kunne der var for meget på spil.

// undskyld vente tiden, men haft det lidt svært irl

Gautham nikkede kort, "men tag dig i agt for det, selv om man mener ensomheden er bedst for en er det sjældent ikke den rette vej, man kan ikke dvæle ved selvmedlidenhed til evig tid," sagde han og strækte sig og let knasede med nakken, han havde ikke fået strukket ordenligt ud efter sin forvandling, hvilket var noget der kunne få sener og muskler til at sætte sig,
"tro mig, jeg har selv været nede af den vej, lukkede mig inde i mig selv, isolerede mig fra omverdenen, blev fjern og kold overfor andre, et mirakel fik mig til at indse jeg måtte overkomme min fortid, give slip på fortidens spøgelser og komme videre"

// behøver du ikk undskylde

Hun betragtede ham imens han snakkede til hende, hendes ansigt blev en smule trist. Måske Han havde ret, måske det var dumt at være alene uden nogen og stole på, men hun kendte ikke andre end hendes søster og Seuzan dog havde hun ikke set ham længe og det var nok også bedst så længe hendes søster var efter hende. Hun kendte ikke andre enden var folk bange for hende eller også så de hende som mærkelig. På grund af den lyse hud og det hvide hår, kulden var det folk nok syntes var det mest underlige. hun kunne ikke se hvorfor det ikke skulle være det for hun var sådan set bare blevet brugt som et våben. Hun havde også altid virket kold fordi hun var bange for hvad hendes søster ville gøre hvis hun fandt ud af at hun havde nogen hun holdte nær. Det havde heller ikke hjulpet med historierne som hendes søster havde fortalt at de så på en måde var rigtige Gjorde ondt på hende. Hun vidste ikke rigtig hvad hun skulle sige Og forhold sig stille hun kun lige mødt ham og hvo og forhold sig stille hun kun lige mødt ham og allerede nu havde han sat en masse tanker i gang i hendes hoved. Måske hun skulle tage tilbage til sin søster alt det som hun troede var en løgn og som havde gjort at hun havde taget Beslutningen om at stikke af var forkert. Det gjorde ondt at vide at hendes slags blev set som slaver. Hun havde været heldig at have levet i en boble beskyttet fra alt ondt hvis man så bort fra hendes søster havde fået hende til alle disse onde ting. Hun rettede tænksomt sit blik imod jorden som hun lod det hele synke lidt en hun Vente sit blik imod ham og smilede svagt til ham " jeg kender ingen og de fleste af de mennesker som dig kunne jeg kontakte er bange for mig, faktisk så forstår jeg godt " sagde hun og sukkede svagt.

Gautham trak kort på skuldrene og så sig omkring.. "jeg kender et sted ikke så langt herfra.. der er varme, der er mad og noget at drikke" han fiskede sin lille pengepose op, og sendte et hurtigt blik derned i.. "lad os tage derhen.. jeg kender dem der har stedet.. de vil blandt andet kunne holde dig under jorden fra din søster.. væk fra slavehandlere.. og i kontakt med mig hvis du får brug for det" sagde han og vippede med hoved til gestus om at hvis det var noget hun ville.. var der rig mulighed for at hun kunne få hjælp
"Blot fordi andre af vore frænder har givet op.. behøver det ikke betyde at vi har som Race.. jeg drager stadig ud og prøver at finde flere Skiftere.. oprette et net imellem os hvor vi kan hjælpe de som har brug for det"

//Undskyld det sene svar.. dit indlæg var blevet væk i mine notifications

Hun lyttede han havde ret måske hun skulle lukke op lade ham hjælpe han virkede rar og meget noble og at skabe et netværk af shapeshifter var måske ikke en dårlig idé. Hvis hun kunne hjælpe med noget ville hun med glæde stille sig til rådighed. Hun lyttede til det næste han sagde og tanken virkede rar, men hun ville ikke kunne få fred fra sin søster hun ville på tidspunkt finde hende. Hun smilede svagt hun var glad for at have mødt ham. Hun havde aldrig før mødt nogen som hende og hun følte mærkelig nok hjemme i hans nærvær det var som om skæben alligevel havde været på hendes side også selvom hun ikke troede på den. Hun stod og overvejede om skulle takke nej til hans tilbud, men som tanken ramte hende var som om hendes mave knurrende i protest over ikke at skulle have noget at spise hun havde spist længe. Hun blev en smule flov, men der var ikke noget gøre ved det han havde sikkert hørt de høje klage lyde hendes mave lavede. Dog havde hun ikke nogle penge, hun betragtede ham som han tog en pose med penge frem. Den var ikke synderlig stor hun nikkede da hun havde taget beslutningen om at tage med ham og ihvertfald for et stykke tid nyde hans selsskab.
Hun kunne ikke blive længe selvom det med venner var svær skulle hun nok holde kontrakten, men hun var færdig med gemme sig væk " tak for hjælpen det betyder meget for mig" sagde hun og var for første gang i lang tid faktisk glad for at være fri. Hun lyttede til det han sagde og ugen havde han ret ig da de ikke var en af de stærkere racer var det nok bedst at holde sammen. Hun lavede en bevægelse som signalere til ham at skulle føre an og at hun ville følge efter.

Gautham nikkede hovedet til den ene side for at vise vejen og begyndte atter at gå ud af gyden, "jeg ved ikke om du kender stedet.. men jeg er efterhånden mere end blot en gæst hos 'Det Vilde Vildsvin', jeg har brugt mange tider der, og de er nogle af de få der kender til mig baggrund.. de vil kunne hjælpe dig hvis det begynder at brænde på"
Han gik roligt ned af gaden og hen imod kroen, "hvis det er nødvendigt har de et lille skur i gyden bag kroen som du vil kunne benytte som tilflugt sted.. jeg har fået lov til at benytte det som det passer mig.. så du kan starte ud med at opholde dig der til du finder andet"

Hazel lyttede og svagt et smil ramte hendes læber hun havde aldrig rigtigt før mødt nogen som ham, det var ikke fordi mange ville hjælpe hende hun var mærkelig det forstod hun godt hvorfor de syntes . Det var ikke hverdag man så nogle som havde hvidt hår og altid havde en køllig aura omkring sig ja selv hendes hud var kold og røre ved. Hun fulgte efter hun kendte godt kroen, men havde aldrig været derinde. Hendes søster havde sagt det var farligt. Hun nikkede kort da spurgte om kendte stedet " ja det gør jeg, men jeg aldrig været derinde" sagde hun og trak kort på skuldren, det var ikke fordi hun ikke ville, men hun havde aldrig sagt sin søster imod. Hun smilede " mange tak jeg vil hvis jeg overveje at bruge det" sagde hun og var taknemlig desuden kunne hun vel ikke blive ved med at bruge parken som et tilflugtssted.

// du må undskylde at det blev en smule kort, men jeg er lidt træt

"det er flinke mennesker der har stedet.." sagde han og åbnede roligt den knirkene dør og trådte ind i den lettere til røgede krostue og nikkede hen ned imod et hjørne hvor der stod et lille bord med en sofa på hver side, "jeg går lige op til baren og bestiller noget.. vil du have noget med? så kan vi snakke i ro og mag" sagde han og gik først hen til bordet han havde udpeget først