If I die, you die? Interesting.(Hazel Grace)

Mørket var for længst svundet bort og havde efterladt lyset, dansende en spillende sejrsdans i strålerne fra dens sol. Men der ville ikke gå mange timer før solen igen sank, og lod mørket snige sig igennem enhver krog for at lade skyggernes fingre gribe ud efter alt, og omringe dem. Men det var ikke hvad de travle mennesker der strømmede igennem gaderne tænkte på, sådan en søndag eftermiddag. Deres tanker svulmede af diverse middagsselskaber, slavehandler og kærestesorger, da deres skridt genlød iblandt så mange andres. Larmen steg op fra brostene som regn der plaskede, bortset fra at skyerne denne dag var blevet trukket til lange lyseblå streger, der strakte sig ud i det uendelige - og var kendt under betegnelsen 'den skyfri himmel'. Albuestød og skubberi blev uddelt til folk der stod i vejen, hvilket gjorde gaden til ét stort velorganiseret kaos. Et sted, hvor ingen nogensinde ville opdage hvis en person blev ført væk ufrivilligt.
Det perfekte sted at gøre et gammelt regnskab op.

Det var længe siden Delilah havde båret en nederdel, der dansede om hendes lår som denne gjorde. Den bevægede sig som bølgerne havet, hver gang hendes hofter svajende beviste at hun havde taget et skridt. Den hvide top var dog mere hendes stil, idet den strammede omkring hendes overkrop præcis som det meste af hendes tøj gjorde det. Hvad der dog var knap så tydeligt, var den .38'er der var gemt under læderjakken der sad løst om hendes skuldre, og ligeledes var bygget omkring en tyndere ringbrynje, så den var mere skudsikker end en normal læderjakke. I de høje, lysebrune støvler var der i hver af dem gemt en kniv - én af stål og én af sølv.
Trygheden var langt dybere omkring Delilah, når der var våben i nærheden. Ikke bare fordi hun faktisk kunne få brug for dem konstant, men også fordi det faktisk betød at hun var ved at tvinge sig selv tilbage til de gamle rutiner. Hun skammede sig over sin tidligere opførsel - hvordan kunne hun have været så svag at lade sig selv bukke under for presset? Tortur havde ikke knækket hende, men havde graviditet og forvirring? I den grad.
Men det ville hun ikke lade ske. Hun kunne ikke tillade sig selv at blive som de tøser der rendte omkring mændene, og prøvede at gøre hvad de ville have dem til at gøre. Hun var typen der gjorde hvad hun ville, og hvis hun skulle tvinges i knæ skulle det være af en mand der var stærkere end hende - det ville hun kunne acceptere. En person der uden tvivl var stærkere end hende. Selvfølgelig kunne hun også gå frivilligt i knæ, men det var en helt anden sag.
Et smil flakkede over hendes rødlige læber, idet hendes tanker kom i den retning. Selvom det vel på et eller andet plan var sex der havde ført hende i de her sindssyge situationer, så var hun en succubus. Hun havde brug for det, på samme måde som et menneske havde brug for vand. Selvom hun måske var begyndt at blive afhængig selv for en succubus, så betød det ikke at hun ikke kunne holde op. Faktisk var hun tvunget til at holde op - når hun fik en kæmpe mave, hvem ville så have sex med hende? Hvordan skulle hun så få sine sjæle? Og på trods af det, så vidste hun ikke om hun faktisk elskede eller hadede den ting der sad fast i hendes mave. Den ville helt sikkert give hende et svagt punkt - men ville den også gøre hende stærkere?
Som Delilah bevægede sig elegant igennem mængden, var hun opslugt i disse tanker. Så selvom hver centimeter i hendes krop normalt var trænet i at opfange farer, bearbejde det og reagere på det - ja, så var hun for travlt optaget til at bemærke noget som helst. Derfor bemærkede hun heller ikke hånden der skød ud fra en forbipasserende, og borede neglende ind i hendes skulder, før den havde hæftet sig godt fast.
Chokket tillod dem at trække hende med sig ind i gyden uden modstand. Hun vaklede en smule til siden, men så snart det gik op for hende hvad der var ved at ske, gik hun en smule i knæ for at angribe sine angribere. Men så ramte et eller andet tungt hende i baghovedet adskillige gange, og alting blev pludseligt en smule sløret.
Og så sort.

Det var anden gang på lidt over en uge hun var vågnet op med en dundrende smerte i baghovedet, efter at have fået et eller andet hamret i baghovedet så hun besvimede. Sidste gang havde det bare været en væg, og en vred varulv. Denne her gang var det et eller andet objekt, og - ja, hvem var det?
Hun kæmpede med at åbne øjnene, og selvom det så forholdsvist let ud da de gled åbne og afslørede hendes grønne øjne, så var det knap så nemt at gøre. Hun kunne mærke blodet der klistrede til hendes baghoved, og fik hendes mørke hår til at størkne til baghovedet sammen med blodet. De resterende krøller dansede dog om hendes ansigt som en maltrakteret glorie. Selv når hun var halvudslået, blodig og med et lettere forvirret udtryk øjnene var Delilah nærmest perfekt smuk. Det var hvad der skete når man var en succubus, hvilket også var grunden til at Delilah bekymrede sig om alt andet end sit udseende lige dér.
Og selvfølgelig var det dér - imens hun med åbne øjne ledte efter de skyldige der havde slået hende ned - hun fik hældt flere liters iskoldt vand udover sig. Omgående klistrede alt sig til hendes hud, og med en spruttende vrede opbyggende i sin krop, rystede hun hovedet som en hund. Andet kunne hun ikke bevæge, da hun nu bemærkede at hendes hænder var bundet rundt om et træ.
Hvor kliché kan man være? Bundet til et træ og vand i hovedet. Come on.
Hun rev i rebet, men havde selv inden da bemærket hvordan den faktisk var svejset ordentligt fast. Så rettede hun sin opmærksomhed imod klichéernes mestre. En lille gruppe hun tidligere havde arbejdet for, stod foran hende med et ansigt der tydeligt viste at de prøvede at tage det seriøst. Selv i denne situation havde Delilah overskud nok til at himle med øjnene.
"Drenge, det foregår oppe ved øjnene. I får ikke mine bryster at se, så drop at stirre på dem. I hældte vand ud over mig - det er jeres skyld."
Den flabede stemme der osede af irritation, syntes at vække dem op. Desværre vækkede det også deres instinkter for vold, hvilket ikke kom Delilah til gode da den forreste løftede en løftede en hånd og afslørede en kniv med indgraverede religiøse symboler, der var dyppet i vievand. Delilah vidste at det var sådan den var, for hun kunne genkende den - det var den kniv hun altid bar i sin højre støvle. Derfor vidste hun også præcis hvordan det ville føltes, var han lagde den imod hendes kind.
Selvom han ikke skar i hende, kunne hun mærke hvordan vievandet og de religiøse symboler påvirkede hende, og fik en skarp smerte til at brede sig i hendes kind. Hvis hun havde været mindre stædig, ville det måske være lykkedes ham at få en enkelt tåre til at komme frem i hendes øjenkrog - men det skete ikke.
"Du kan vel huske os? Nik for et ja, ryst for et nej."
Hun hævede et øjenbryn, og kæmpede for at holde smerten ude af stemmen da hun ignorerede hans sidste ordre.
"Selvfølgelig husker jeg jer. I stinker præcis som i gjorde dengang."
Hendes uskyldige stemme kostede hende at han gravede kniven en smule ind i hendes hud. Hun kunne mærke hvordan blodet langsomt piblede frem, og blandede sig med den dybe smerte fra såret, vievandet og de religiøse symboler.
"Kan du også huske hvordan du svigtede os? Vi lagde alle vores penge i dig, da vi hyrede dig til at slå Jason Lilmÿther ihjel. Og hvad gjorde du? Ikke noget! Hans død havde gjort os rige!"
Imens han sagde ordene, kunne hun mærke hvordan kniven borede sig dybere og dybere ind i hendes kind. Ved det sidste ord gjorde han et hurtigt ryk med hånden, så såret blev længere over hendes kind, hvorefter han flyttede kniven. Blodet farvede med det samme hendes kind rød.
"Jeg husker at i ville have mig til at slå en person ihjel, fordi han havde flere penge end jer. I kendte ham ikke, og han havde ikke gjort noget galt. Jeg slår ikke uskyldige folk ihjel."
Selvom Delilahs stemme rystede lidt, var det ikke på grund af smerten der dundrede igennem hendes krop. Det var indestængt vrede, fra alle de gange folk havde straffet hende at for at lade de uskyldige leve. Hun var ikke et monster! Hvorfor skulle hun slå uskyldige ihjel?
Ved hendes kommentars slutning, men en lille flaske afleveret til manden der havde skåret i hende. Han trådte om bag træet uendeligt langsomt, som regnede han faktisk med at hun ville bede ham om at stoppe. Delilah havde for meget stolthed til at bede om nåde - hun skulle alligevel dø. Alligevel kunne hun ikke holde det halvkvalte sig inde, da vievand plaskede imod hendes bundne hænder, og brændte sig ind i hendes hud.
"Vil du gøre din opgave færdig, og slå ham ihjel?"
Mandens ord var lokkende, men på en måde der viste hvor mange andre metoder han kendte der kunne påføre hende smerte.
"Han er uskyldig, og fortjener ikke at dø. I kan slå mig ihjel, men uskyldige skal ikke falde for min hånd."
Ordene var presset ud igennem hendes sammenpressede tænder. Hendes øjne var trykket hårdt sammen, idet hun kæmpede for at ignorere smerten der boblede på hendes hud som vievandet selv. Manden der allerede havde påført hende så meget smerte, trådte igen om så hun havde ham i sit synsfelt. Hvis hun bare kunne nå et våben. Bare et eller andet. Hun nægtede at dø for sådan nogle idioter som disse hers hænder. Hun betragtede kniven der igen blev samlet op.
"Ved du hvad? Lad os lege en lille leg."
Hvis hun havde åbnet øjnene, havde hun set at han havde hævet et øjenbryn imens han udtalte ordene.
"Flaskehalsen peger på?"
Godt nok var hun i utroligt stor smerte, men Delilah ville altid være stor tilhænger af af være flabet. Når hun var i fare blev denne flabethed mere sort og dum at høre på, men den var der hele tiden. Det var en del af hende, såvel som alt det andet. Mandens latter nåede hendes ører, hvilket fik hende til at åbne øjnene. Latteren lød næsten behagelig, som fandt han det egentligt morsomt. Det var det ældste trick i skurkebogen, hvilket igen fortalte hvilken nybegynder han var. Og hvis det stod til Delilah kom han aldrig videre fra det niveau.
"Nej Delilah. Jeg tænkte mere på en af mine egne personlige lege. Jeg vil tegne på dig, ved at skære i din hud med denne her kniv. Så snart du er med på at gøre din opgave færdig, så siger du bare stop. Okay?"
Hun bed sig i læben, og fastholdt hans blik i nogle sekunder. Ikke tale om at hun ville bekræfte hans latterlige leg, og ikke tale om at hun ville sige stop. Han ventede nogle sekunder, før han hvæsede irriteret af hende. Den rolige overflade han prøvede at opretholde var et så tydeligt skjul for brændende vrede, at det eneste der skræmte hende ved det var hvor dårligt hans skuespil var.
Hans fingre pillede kort ved hendes trøje, inden han greb fat i den og trak den op over hendes BH. Derefter lod han knivens spids svæve et par centimeter fra hendes maves hud, inden den ramte. Den gik ind med det samme. Et næsten uhørligt gisp forlod Delilahs læber, og selvom hun ville lukke øjnene kunne hun ikke. Istedet betragtede hun hvordan blodet farvede hendes mave og tøj rødt, imens han langsomt tegnede noget, der chokerede hende mere end smerten der hamrede i hendes krop og gjorde hende en smule svimmel.
Han tegnede hendes families våbenskjold. Den familie hun havde flygtet fra så længe. Den familie der var det eneste hun frygtede. Den familie der havde skabt hendes fordomme ved at tvinge hende til at være modsat af hvad de ville. Den familie der havde gjort hende som hun var nu. Men manden var ikke en incubus! Han var en bloddæmon! Det kunne ikke passe.
Det gik først op for Delilah at det skrig hun hørte var hendes eget, da det havde kørt rundt i hendes sind i et stykke tid.