You better stop staring, Girl. It could be the death of you - Lucile

Lucile forlod egentlig aldrig sin barndomshytte. Hun havde været der hele sit liv, selv efter hendes såkaldte ”forældre” havde besluttet sig for at efterlade hende. Noget hun ikke helt havde glemt. Det savn der opstod når dem man holdt af havde forladt en. Ting gav ligesom ikke mening mere. Hun var også så sulten. De fleste måltider havde bestået af de rotter der nu af og til kom, og en gang imellem kunne en jæger eller dødelig havde forvildet sig ind i hytten. Det havde været hendes eneste måde at få mad på og egentlig den eneste grund til at hun ikke forlod hytten. Hvorfor skulle hun også det?
Hun sad på gulvet og gumlede på en gammel knogle der for længst havde mistet kødet der ville have formet et ben. Dem hun spiste, smed hun heller ikke ud. Men når hun spiste dem, sørgede hun også for ikke at efterlade det mindste tilbage som kunne rådne. Så knoglerne havde hobet sig op, mest i hendes værelse, men også få steder på vildt forskellige møbler i huset. Nogle knogler var blevet smidt i pejsen og brændt væk til aske. Asken havde dannet en lugt der havde bredt sig til hele huset. En dunst af noget brændt men også så støvet fra alt soden at det var svært at trække vejret.
Luciles sidste måltid havde været en jæger. Hans tøj havde været så fint, en langærmet sort trøje med et par sorte bukser samt en sort skindhue. Hun havde nappet det inden hun havde spist ham. Lyden af døren der sprang op forskrækkede hende og hun tabte knoglen. Langsomt rejste hun sig og vendte blikket mod hvor lyden oprindeligt var kommet fra. Ubudne gæster? Endnu et måltid? Hendes mave rumlede svagt, ved tanken. Hun kunne ikke huske hvornår hun sidste havde spist.
Hun kendte hytten som sin baghånd. Hun vidste hvilke planker der ville afgive en lyd, hvilke døre der knirkede og mest af alt, hvilke afkroge der ville holde en langt bedre skjult. Hun vandrede lydløst og stille fremad, nærmest uden at lave en lyd. Lige nu var det kun om at observere. Lucy var også helt stille, men hun var den der var mest på vagt. Hun var jo også trods alt den eneste der kunne beskytte Lucile mod farer, så hun skulle være klar på at tage over, hvis lejligheden bød sig. Hun pressede sig op af den tilsodede væg, det mørke tøj gav hende en ekstra kamuflage. Det ellers hvide hår var også stoppet godt op i huen, så der var ikke de store lyse kontraster, som kunne give hendes position væk.
Hun spottede vampyren længere nede af gangen. Såret, en pil der bare stak ud gennem brystet, som nok mest af alt gav racen væk. Eller måske var det den mørke aura der omringede hende. Eller også var det bare fordi det var hvad Lucy lige sagde i hendes hoved. Hun var ikke sikker. Stille stod hun og observerede, mest af alt for at finde ud af om der var fare eller om det var sikkert. Hvem end der havde skudt pilen gennem kvinden, havde Lucile ikke lyst til at finde ud af hvem var.

Stilheden blev brudt. Den samtale der foregik mellem Lucile og Lucy døde hen lige så snart vampyren talte. De stod bare begge, Lucile som den dominerende og Lucy som den observerende, stod de bare og kiggede frem mod væsenet. Hun var ikke sikker på hvordan hun skulle have det med at få læst sine tanker. Det var alligevel et brud på hendes personlige atmosfære, den beskyttende mur hun havde haft hele sit liv. Hun skar en kort grimasse, før hun trådte frem i lyset:” Dette er mit hus. Jeg kan tænke så højt som det lyster mig.” sagde hun med en bestemt tone.
Hun stirrede lidt på døren før hun vendte blikket tilbage mod vampyren. Blikket faldt atter engang på pilen, hvordan kunne det ikke gøre ondt? Hun havde godt nok trådt et skridt ud i lyset, men alligevel holdt hun sig på en afstand der var sikker. Hun vidste stadig endnu ikke om hun kunne stole på vampyren, at tro at det var sikkert, var ikke nok. Man kom ikke langt med at tro på ting, især ikke herude. Hun havde et fast greb om sin arm, men ikke fast nok til at hun ikke ville kunne beskytte sig i tilfælde af at vampyren skulle angribe.
Vampyren sukkede. Over en kjole? Hun kunne ikke forstå det. Men for Lucile var tøj også kun en nødvendighed, ikke en luksuriøs ting som hun selv kunne ændre på fra dag til dag. Hun bar jo trods alt et af sine nylige måltids gamle klæder. Hun lagde hovedet på skrå og lyttede til hende:” Lucile.” svarede hun så en anelse stille. Hendes hænder var knyttet sammen og hendes skuldre var spændte, men det var alt sammen skjult under hendes tøj.
Da hun talte om hytten værende forladt, sagde Lucile intet. For hende gav det kun mening at hytten ikke var forladt nu da de begge stod her, og Lucile egentlig altid havde været her. Det var først da hjertet kom frem at hun fandt det i sig at tale:” Jeg har ikke spist længe… Men for alt hvad jeg ved kunne det være forgiftet.” konstaterede hun, idet hun trådte et skridt længere frem mod vampyren. Hun ville ikke tage imod hjertet før hun havde set nogen som helst beviser på at det var fuldstændig sikkert at spise.
Smilet fik hende til at lægge hovedet på skrå. Hvad betød det når væsener smilte? Hun vidste det egentlig godt på grund af Lucys viden, men det var også godt at undre sig over sådanne ting. Hvis Tenniel havde taget en bid af hjertet ville Lucile tage imod det og gnaske det i sig. Den søde smag af kød og blod var en fremmed men alligevel savnet smag.
”Tak….” mumlede hun da hun havde spist færdigt. Hendes skuldre var langt mere spændte og hun følte nu at hun kunne stole en anelse mere på denne Tenniel. Lucy? Lucy stolede aldrig rigtig på nogen. Det kunne hun ikke efter alt hvad der var sket med dem. Den eneste som Lucy rigtig kunne stole på, var sig selv.