This should be fun - Ramsay (+Lucile)

Den nynnende melodi, vækkede en gysende stemning i den smalle gade. Lyden af stilet hælene der klingede imod fliserne, og sendte et ekko afsted gennem nattens mørke. Hun havde fået vendt sig af med det 'uskyldige' look, udover når hun skulle nare folk. Nogle gange var det bare sjovt at få folk til at tro, at hun var så sød og kærlig, selvom hendes aura mange gange var svær at skjule - så lykkedes det sommetider. De lysekrøller hang henover hendes ryg i sine vidunderlige bølger, og klædt i sort - kunne hun gå i et med natten. De krystal blå øjne så sig omkring, ganske stille og roligt. Ansigtet virkede køligt, og det hjalp ikke direkte på de få unge mennesker, der stod ude for at nyde en sen aften. Så med et lyste hun op, og fik dette her legesyge smil på læben. Josette virkede så rolig at det kunne forkomme en helt uhyggeligt, specielt hvis man vidste hvem hun var. Hvis man kendte hende og hvis man næsten kendte hende - Josette kendte ikke engang helt sig selv altid. Det legesyge humør kom og gik, men det var den side mindst så, for ikke mange overlevede at se det. Josette gik imod de tre unge mænd, som tydeligvis fik løftet selvtilliden lidt af en pæn kvinde der gik over til dem. Ganske stille vippede Josette hovedet let på skrå.
"Who of you handsome ones wanna play a game with me?" Spurgte hun så og bed sig selv lidt i underlæben. Blikket skiftede sig til at lande på dem alle tre. "I can promise it will be very interesting." Tydeligt solgte hendes lettere forførende stemme varen til dem.

De meldte sig alle sammen, men Josette vidste hun kune skulle bruge en. Så derfor rystede hun lidt på hovedet, og sukkede let.
"Sorry.. but only one can come with me. It's up to you who it should be.. which one of you, should spend the rest of the night with me?" Spurgte hun og lod en finger glide henunder hagen på den ene af dem. Det var sjovt at se dem tro alt muligt andet end hvad der egentlig skulle ske. De unge kunne ikke ligefrem blive enige om det, og den mørke aura Josette bar, havde allerede sat sine klør i deres indre dæmoner.
"Oh boys, you waste my time - why don't you just let me tell you what you can do?" Spurgte hun og så afventende på dem. "If you really want this, you have to kill the others. The last one alive.. get's to go with me." Tilføjede hun og en lille latter forlod blidt hendes læber. Så trådte hun et skridt tilbage og foldede hænderne bag sin ryg. Så snart en slog først, gik kampen igang - og Josette nød det. Synet af dem udslette hinanden bare fordi, at hun havde lokket dem med sin aura. Dog stoppede hun dem selv, ved at klaske dem alle ind imod væggen og fnøs let.
"Sorry your time is up," sagde hun så og hævede let på det ene bryn. Så trådte hun tættere på og sukkede tungt - skuffende tungt. "You," hun pegede på den ene af dem og vippede hovedet legende til den anden side.
"I'm gonna choose you," tilføjede hun og fik et mere koldt smil på læberne. Nu forstod de unge mænd omsider, at de var blevet narret og ingen af dem ønskede rigtig at følge med hende længere.'
"Bitch, your crazy. Put us down," snerrede en af de andre.

Josette vendte opmærksomheden imod dem og hævede fornærmet på begge sine øjenbryn. Så tænkte hun lidt over det, bare lidt.
"See, that is the problem. I don't do orders, but since you really want to - okay," svarede hun og lavede en bevægelse med armen som kastede dem afsted med vindenshast til siden og ind i en husmur. Lyden var intens og gav ekko igennem byens gader, men en af dem var stadigvæk i live. Den sidste så skeptisk imod hende, og Josette så forvirret på ham.
"What? I did what he told me to." Så rullede hun med øjnene, og slap sin evne over den sidste levende. "humans.. so stupid creatures." Mumlede hun for sig selv. Den unge mand havde ikke lyst til at gå med, men han turde heller ikke at sige hende imod - hvilket derfor gjorde ham godt at han blot fulgte hende.

Josette åbnede døren til et fint palæ hun havde sig her, hvor havde hun ikke et sted at være for tiden.
"I'm back, ready for some fun?" Spurgte hun ud i rummet, og lukkede døren bag sig. Crystal den store kæmpe jaguar kom frem fra mørket, og fik den unge mand til at gispe i frygt. Josettes latter spredte sig ud i rummet. "You think it's her you should be afraid of, well you should, but me.. and my dearest - we are the ones you should fear." Den legesyge latter forlod atter hendes læber, om Ramsay ville være med var en anden ting. Hun var mere end i stand til at have det sjovt uden ham - men hun ville da gerne have ham med.


//[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] - ready for some fun Darling? <3 <3

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]


// Partners in crime for life <3 <3

Josette så umådelig stolt ud, som et barn der havde vundet et kapløb - uden tvivl var hun i sine lettere barnlige episoder lige nu, ikke at det gjorde hende mindre farlig - tvært imod. Hun lod Ramsay bedømme hendes fangst, og nød hvert eneste lille ryk fyren lavede i frygtens navn. Denne her legesyge og utilregnelige Josette var altid spændende, for man vidste aldrig hvad hun kunne finde på - eller hvad hun tænkte, for egentlig reagerede hun blot på de impulser af hvad hun havde lyst til i øjeblikket. You lead the way, love. I’d be most delightful to see what you have in mind, et stort smil skød op på hendes læber og hun sendte Ramsay et nik.
"Then follow me," svarede hun og gav fyren et bette skub mellem skulderbladende så han begyndte at gå ind i et af de større rum. Normalle mennesker ville nok have en ekstra stue, så der kunne holdes flere selskaber - Josette holdt også selskaber, bare sin egen slags.
"I was about to place him in another house I have here in Firewood, but he didn't really fit in. So I took him to you, and then you will see my other house as I find the last piece." Startede hun stille ud. "He might be a little freaked out, I kinda smashed his friends into a wall- they were very rude," tilføjede hun og rystede lidt på hovedet. Rummet lignede en tortur kælder, men hvem gad at gå hele vejen i kælderen. Der var alligevel kun hende og Ramsay i palæet alligevel. Fyren stoppede op og Josette gav ham et skub med et tilføjet vindstød så han landede midt på gulvet. Let klappede hun i hænderne.
"I wanna show you something," sagde hun så og så over på Ramsay.

Let gik Josette frem og satte sig på hug foran fyren, hun gned sine hænder lidt samen -og samlede sit fokus. Et par sekunder efter greb hun fat om hans håndled, og en bølge af elektricitet strøg igennem hendes åre og ind i fyrens system. Det var tydeligt at se på ham, at han kom direkte i stødet - måden han spændte i kæben og prøvede på ikke at skrige af smerten der strøg igennem ham. Josette så noget så tilfreds ud, lukkede øjnene og et smil malet så smukt ud på hendes ansigt. Lidt efter gav hun slip på fyren, inden hun dræbte ham for hurtigt - det kunne de ikke have.
"You people are insane," mumlede han og tog kunne næsten ikke være i sig selv. Josette trak lidt på skulderen.
"Yes, yes.. insanely amazing, I know we are," svarede hun og klappede fyren lidt på kinden. Latteren brød henover hendes læber igen og hun rystede en anelse på hovedet. Så flyttede hun blikket hen på bordet, hvor hendes knive lå klar til brug. Let løftede hun hånden ud til siden, og lod vinden bære kniven afsted i sådan en fart man skulle tro hun ville kastede den mod sig selv - dog var den helt under hendes kontrol - hvilket blot så ud til at skræmme fyren endnu mere.
"You got really beautiful eyes," sukkede hun let dybt og så derefter over på Ramsay. "Don't you think? I want them.." Så rystede hun lidt på hovedet og kiggede på fyren igen. På de ord greb hun fat omkring baghovede og tvang hans hoved tilbage. Let så hun analyserende på øjnene, og lod ikke kniven blive spildt på et simpelt øje - hun var bedre med fingrene, så at tage fingerne i og rive øjet ud forkom hende ikke som et problem. Fyren skreg, men Josette virkede ikke til at reagere på skriget overhovedet. Hun havde travlt med at beundre øjet, inden hun rystede let på hovedet.
"No.. not that pretty after all," så trak hun på skulderen og lagde det væk. Hun slap fyren og greb sin kniv lidt imens hun jonglerede den elegant mellem sine fingre imens hun tænkte.
"You can join me if you want, I know you want," sagde hun så og kiggede lettere forførende over på Ramsay og hævede indbydende på det ene bryn. I samme sekund som hun kiggede på Ramsay sat hun kniven i låret på fyren, og trak kniven hele vejen fra toppen af låret og ned til knæet - tydeligt et dybt sår, måden musklerne i hendes arm spændtes imens hun skar i ham.

Now that we show off, I want to show you the extent of my ability. Det legende smil voksede sig stærkt op på Josettes læber, og hun rykkede sig en plads til siden for at lade Ramsay komme til. De blå øjne så op på ham med dyb interesse inden han overhovedet var gået igang. Josette fulgte Ramsays hænder hele vejen hen mod fyrens ansigt, hvordan de placerede sig på hver side af hans hoved. Let vippede hun hovedet en anelse på skrå imens hun iagttog byttet, hvis hjerne blev helt slettet. Et imponeret fnøs forlod hende ganske let, og hun blinkede interesseret. En latter forlod lidt efter hendes læber og hun klappede kort i sine fine hænder. Blodet og det hele - spektakulært. De blå øjne så mod offeret, der nu godt nok ikke var til mere sjov - som sådan. Måske lidt føde til Crystal? A thought stroke my mind, Ramsay fik endnu engang hendes opmærksomhed, og hun vippede hovedet legende til den anden side.

Naturligvis kom Lucile på banen, Ramsays store grund til alting for tiden. Det var som om, at han var mere end besat af sit endelige resultat af den dæmon. Josette havde medvilje holdt sig på afstand, mest af alt fordi hun nok ville have lyst til at ødelægge hans eksperiment - og hun ønskede trods ikke på dårlig fod med den eneste hun faktisk kunne sige hun kunne lide. It must be about time that you acquire your own little pure soul – To turn into us. Let kneb hun øjnene en anelse, og det legende udtryk forsvandt til et mere seriøst et - dog ikke på en negativ måde. Hun overvejede det. Luciles fyr var hvem han ville have fat i, selvfølgelig skulle det gøres på den sjove måde. I want you to get a hold of Lucile. You cannot kill her, if you do, we will lose the chance to get Nicholas on our side. So instead make her one of us. Heldigt at Ramsay vidste, hvordan han skulle formulere sine sætninger overfor hende - at fortælle hende hvad hun måtte og ikke måtte - var en farlig leg at gå igang med. Dog som han kom med en ide til hende, hævede hun interesseret på det ene bryn. She has a taste for chaos. Like you had back when I found you. After that, all this will be over. Let trak hun på en eftertænkende grimasse, men kom så frem med et skævt smil.
"Count me in," svarede hun så, "you know how I looove chaos," tilføjede hun med et tilfreds smil på læben.
"Where do I find her?" Spurgte hun så med et skævt smil. Josette var typen der ønskede at gå til sine missioner med det samme.

Hænderne mod hendes kinder, som han hurtigt plantede sine læber mod hendes -fik hende til at smile bagefter ganske tilfreds. Han havde allerede en plan, tydeligvis havde han håbet på hun var nem at sammenarbejde med. Det var hun til en vis grad, så længe planen ikke blev alt for kompleks og uden plads til hun kunne håndtere situationen efter egen lyst. No torture will ever compare to the feeling you’ll get from being her mentor. Et fnøs forlod hendes læber, som hun pludselig stræbede efter den følelse, som han sendte efter hendes tanker. Ganske rigtig huskede hun, hvordan hun selv havde været før hun havde mødt Ramsay - så ynkelig og svag. Josette fulgte efter ham, og hørte om planerne på vejen. Planen gik som den skulle, næsten, men uden betydelig ændring for målet. Naturligvis var hun spændt, hun havde da kidnappet folk før - måske ikke ligefrem for denne her vinkel - mere for at omdanne dem til faldne. You can do anything to her. But do not hurt the child, Josette rynkede kort på sine øjenbryn, men lyttede stadigvæk, it has just as much value as Lucile for our doctor friend. So keep it intact. Hun nikkede til det var forstået. Og så begyndte legen ellers.

Det var ikke ligefrem fordi, hun kom så tit i skoven som hun engang havde gjort - dengang hun havde været bosat med Ramsay i hans hytte - for det der snart føltes som evigheder siden. Alligevel kunne hun genkende hytten på afstand, holdt sig en anelse i baggrunden bag nogle træer som hun så bloddæmonen forlade hytten. Hun fulgte efter Lucile lidt af vejen, før hun besluttede sig for at nærme sig hende. Hun skulle helst ikke for tæt på ham Nicholas tingen - ingen grund til at skabe en konflikt endnu. Josette brugte vinden til at skjule sin fært - men auraen kunne ikke skjules. Den uro den bragte med sig, hvis hun ikke gemte den med vilje. Hjernen drejede sig omkring, hvordan hun skulle gå ind og mødes med Lucile. På den ene side nød hun at se, hvordan tankerne og panikken - forvirringen boblede rundt og tvang hjertet til at slå en anelse hårdere. Hvordan ville hun dog vinde en som Luciles tillid, hvad havde Ramsay gjort - jo først havde han snakket med hende.. så havde han taget hende.. så havde han på sin egen unikke måde vist hende mørket, og hvis det var sandt - så måtte Lucile være ligeså draget af det som Josette havde været engang. Derfor gik hun stille fremad, virkede egentlig ganske uskyldig.
"I'm sorry, are okay ms? Are you lost? You look lost," pointerede hun i et ganske mildt toneleje. Ansigtet så næsten bekymrende ud, og måske var det godt - at hun var så god til ansigter. Ingen tvivl om, at hvis Lucile begyndte at gå væk fra hende, ville hun stoppe hende - med en væg af modvind. Bare for at øge panikken en smule, det var så sjovt at se folks reaktioner når de blev fanget af en usynlig ting som vinden.

Påklædning: Det samme fra emnet med Tatia og Nicholas, bare dækket af blod og snavs. En bandage om halsen.

Måske var det Josettes egen blodige måde at tænke på, der ikke fik hende til at tænke over, hvor meget blod dæmonen var dækket ind i. Ramsay havde tydeligvis fået sine klør helt ind og vende Luciles bevisthed op og ned. Have you ever felt like… something’s missing.. In your head. Something important. And you meet someone who could fix it, but the person refuses to do so? Josette trådte tættere på ganske stille, som om hun faktisk bekymrede sig oprigtig - hvad der var sket med Lucile. I wouldnt happen to know you, would I? Josette kneb ganske undrende brynene en anelse.
"You don't remember?" Spurgte hun overrasket, og nogle gange burde man være meget forsigtig om - hvor oprigtig Josette egentlig var, for hendes evner indenfor at skifte roller - var ganske imponerende. Forskellen var dog at Josette kendte stemmerne i hovedet der ikke gav mening hele tiden, ikke fordi det var samme situation overhovedet - langtfra. Alligevel så tænkte hun, at hun måtte lade sig styre af sin fornuft lige nu - alle delene måtte arbejde sammen. Som Lucile tog sig til hovedet, trådte Josette hen til hende.
"I'm your friend, we are like sisters. I will help you okay? I promise, you need to know, that if the other person doesn't help - it's because he isn't the one to help you," sagde hun og lagde blidt en hånd mod Luciles skulder. "First things first, let your mind go. When you think about thinking, it will start to think even more - and then things get out of hands. Trust me," tilføjede hun med et skævt smil - nok det tætteste man kunne komme på Josette give et skævt smil.
"Lets go home to my place, get you cleaned up? I can refresh you memory a little." Forslog hun og vippede hovedet let på skrå og greb let fat i Luciles ene hånd. Så oprigtig hun virkede, det var næsten skræmmende.
Det var måske til hendes fordel, at hun var så social, og havde så mange ting at tage hånd om i Dragons Peak. Mørket hang dog stadigvæk over hende, men det gjorde det ved alle mørke væsner. Dog mere dragende over Josette.

I do not mean to offend you by that. I have just lost my memory, let rystede hun på hovedet - egentlig var det ikke hvad hun havde regnet med, men det var sjovt - at have denne her dukke som hun kunne bestemme over. Det var ligesom hendes dukkehus, bare med sin egen levende dukke.
"No need to be sorry, you didn't really chose to lose your memories did you?" Spurgte hun retorisk og sendte Lucile et svagt skævt smil. Naturligvis kendte Josette også det svar jo, det var en del af den plan. Dog havde Josette alligevel ikke regnet med at Lucile ville gå så hurtigt til mørket. Men så i sidste emnet, var mørket umådelige tiltrækkende. Smilet strakte sig op på Josettes læber, man skulle alligevel kende hende godt for hvad hendes forskellige smil betød - medmindre hun direkte gav sig frivilligt i at signalere det. What do we like to do? De kom nærmere huset, som Lucile snakkede.
"Well.. we can talk for hours.. walk in the dark.. even talk about how we fell in love with the darkness." Svarede hun og sendte Lucile et skævt smil. Josette  kørte en hånd igennem sit hår og forsatte med at gå dog en anelse langsommere - for at se om Lucile fangede hendes hint.
"It's okay you don't remember, I don't judge you for losing your memories. As we spend more time together, things will make sense again - I promise that," sagde Josette meget overbevisende - et af de mange talenter hun havde.

De kom til Thunders palæ - med Audrey ude af billedet og Caroline I Dragons Peak var hun mere end sikker på ikke at ville blive forstyret. Den ene indgang var hende og hendes søstres - og den anden til andre borgere - heldigvis var der ingen af gæsterne der havde fundet vej ned til fangekælderen endnu. Josette åbnede døren til palæets store smukke rum. Det var trods alt et af de flotteste palæer i Terrorville - Caroline havde gjordt et udsøgt arbejde i at finde et hjem. Josette viste Lucile hen til stuen, hvor de kunne sidde ned.
"How is you holding up..? I know stress and confusion can be hard on the body doing a pregnancy," startede hun stille ud - oprigtig bekymret faktisk - ikke at det forkom så tit fra Josettes side. "Anything you need? You just call for it, okay?"