Hm - Lucile

af **Elizabeth** Søn 26 Mar 2017 - 14:03

Sted: Doomsville
Vejr: Let brise.
Påklædning: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]
Emnepartner: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Normalt ville Jazmin aldrig befinde sig i middelklassens sted. Hele hendes liv havde hun kæmpet for at opnå den mængde penge, hun nu befandt sig med. Joshua var blevet en større del af hendes liv, efter deres første møde alene. Rowan havde været rejst og hun havde derfor taget mulighed for at besøge ham.
Jazz og Jamie havde ikke været helt tilfreds med det, men de havde alligevel formodet at acceptere det, han var trods alt også deres søn. Måske var det i virkelighede, alt den vrede de havde overfor Rowan. Han havde nægtet hende i et år at se sin søn vokse op og blive den mand han egentlig var skabt til. Selvom hun selv havde plantet ham i hans arme, havde hun alligevel fortrudt det hen af vejen.
Hendes blik rettede sig rundt omkring. Det var ikke en dans på roser dette, men heller ikke det værste sted hun havde været.
Noah var ikke til at spotte længere. Måske havde han blot bevægede sit lidt for langt frem af, ellers havde han blot skulle holde øje med Caroline endnu engang. Det havde aldrig været let at være skytsengel for hende, men han formodet altid at holde humøret højt. En evne Jazmin ville ønske hun havde.
Hendes tanker forsvandt dog hurtigt, da Jazz tog over. Hun havde spottet et par øreringe, der ville passe perfekt til meget af deres tøj. Do you really have to do it now? Jazmin snerrede en anelse af Jazz i hovedet. Ikke en ting hun var vant til at gøre, men i tider gjorde hun det, hvis hun var utilfreds. Yes, i have to. Jazz formodet at svinge et smil på læberne, så Jazmin tydeligt kunne mærke det. Snakken faldt dog imellem de to og gik videre til det næste. '' How much for this? '' '' 3 Gold. '' Jazz var ikke tilfreds med prisen, men lod sig overtale denne ene enkelte gang. Hun rakte roligt 3 stykker guld over bordet, til manden bag boden.

Jazz blik rykke sig hurtigt, da hun stødte ind i en tilfældig kvinde foran sig. '' I'm sorry or am i? Not really. It's not my fault you big fat ass, are in my way. Please move. '' Typisk Jazz, at føle sig langt mere hævet over andre og dog. Med alle hendes år på banen, var det ikke unormalt for hende. Hendes far havde altid lært hende, at hun skulle være den stærke, ud anset hvem der stod foran hende.

af Gæst Søn 26 Mar 2017 - 17:47

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] & håret er som hendes billede

Lucile var ikke sikker på hvad hun lavede her. Hun ville vel bare have et pusterum fra det hele og opleve verdenen. Hun mindedes sin barndom når hun så på de forskellige butikker og boder der nu lå vidt omkring. Det fik hende til at smile en anelse. Selvom hun ikke nødvendigvis havde haft den nemmeste barndom, kunne hun huske den evige glæde der var når hun endelig fik lov til at gå udenfor. Hun stod og kiggede på nogle frugter da hun bemærkede en kvinde ved siden af sig som så på nogle øreringe.
Hun skævede kort til kvinden inden hun vendte sit blik tilbage mod frugterne, idet hun skulle til at række ud efter et æble, vendte kvinden sig og gik ind i hende. Hun fik hurtigt sit fodfæste igen da det ikke ligefrem var et hårdt sammenstød. Hun lagde hovedet på skrå og kiggede kvinden i øjnene som hun talte. Som hun sagde ’big fat ass’ kiggede Lucile hurtigt ned af sig selv inden hun så på kvinden igen. Det var ikke at det berørte hende overhovedet, tværtimod fandt hun det ganske komisk at blive kaldt tyk når hun tydeligvis var omtrent på tykkelse med et skelet. Hun trak kort på smilebåndet og rystede så let på hovedet:” It wasnt like you meant to anyway, so I can easily look past that. However, pushing the blame onto someone else isnt really a nice thing, is it? But clearly nice isnt your thing.” sagde hun stille i en hård tone.
Efter alt hvad Lucile havde været i gennem havde hun gennemgået en drastisk udvikling. Lucys viden havde skam også givet en hjælpende hånd, men det meste havde ligget i den tid hun havde brugt sammen med Nicholas. Ikke at hun kunne huske meget fra den tid, takket være Ramsay og hans evne. Men hun var så stille ved at blive sig selv igen. ”You should kick her ass. That’ll teach her some fucking manners.” sagde Lucy arrigt i deres tanker men Lucile reagerede ikke på det. Det ville ikke være vis at gøre, især ikke når hun var gravid.

af **Elizabeth** Lør 1 Apr 2017 - 19:07

It wasnt like you meant to anyway, so I can easily look past that. However, pushing the blame onto someone else isnt really a nice thing, is it? But clearly nice isnt your thing. Kvinden havde ret, men Jazz var bedøvende ligeglad. Ønskede hun at gøre folk fortræd, var det oftes det hun gjorde. Det lå bestemt ikke til Jazz natur at sige undskyld, eller for den sags skyld, påtage sig skylden for hendes egen fejl.
'' Not really. But i see it's yours. '' Et flabet smil havde allerede sat sig på hendes læber, men alligevel ikke så flabede som det plejede. Der var noget velkendt over kvinden, der blot gjorde det naturligt for hende, at blive stående og forsøge at føre en samtale. Don't Jazz.. You know it's gonna give us trouble. Man kunne tydeligt høre den nervøsitet Jazmin havde i hovedet. Der var ingen tvivl om at hun ikke ønskede en god gammeldags slåskamp. Jazmin, shut up. You are here just to make Rowan come back and make Joshua love us agian. Nothing els. You are to shy to do enything. Selvom Jazz elskede Jazmin over alt på jorden, var der stadig ting der gjorde, hun kunne blive irriteret over hende, men hvad kunne hun gøre? Intet. De delte trods alt krop, hvilket gjorde hvis de forsøgte at skade hinanden, ville de skade dem selv.
'' I'm sorry. Jazz is a little moody today. '' Man kunne tydeligt høre hvordan stemmelejen pludseligt ændrede sig, til en anelse mere positivt og roligt. Selvom det var Jazz der lige nu dominerede kroppen, havde de andre stadig evnen til at tale ud, hvis de ønskede det. STOP IT JAZMIN! Jazz råbte nærmest i hovedet på sig selv, i hovedet.
Der gik dog ikke lang tid før Jazmin havde overtaget kroppen endnu engang. '' My name is Jazmin. '' Roligt rakte hun en hånd frem, som et tydeligt tegn på at hun var ked af det over Jazz's opførelse. '' I hope that you can forgive her. '' Jazmin var udmærket klar over, det ikke var alle der ville tilgive det, eller for den sags skyld, overhovedet forstå hvad der egentlig forgik. Hun undskyldte som om det var en anden, men det var samme person?

((Beklager det korte svar. ))

af Sponsoreret inhold

Hm - Lucile

Hm - Lucile

Sv: Hm - Lucile

Sv: Hm - Lucile

Sv: Hm - Lucile