wounded, helpless and miserable ... so why you helping me? - Gautham

T: Lige efter midnat
S: Ashen Wood Forest
O: Massere af træer, visne blade og fugtig skovbund.
V: køligt, støvregn og en kølig vind. klamt i vejret
T: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]
Pertner: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]


Det var bestemt ikke med hendes gode vilje at hun løb her! hun var trænet til at slå ihjel, ikke til at stikke af!.. men nu var det heller ikke fordi hendes angabsplan var gået som den skulle!
Dæmonen hun skulle dræbe, havde vidst aner uråd, og havde sørget for et baghold! I hverfald havde denne dæmon en masse vagter ventende over alt.. Det var kun med nød og næppe at hun var sluppet der fra. Og egentlig vidste hun ikke om de stadig var efter hende.
Hun kunne intet høre, men var det et skyggevæsen eller en vampyr, kunne vedkommende jo også bevæge sig lydløst. hendes hånd lå tykkende mod den venstre side der var mere eller mindre revet op. og tros trykket mod såret, kunne hun stadig mærke blodet pible ud mellem hendes finger. Vejrtrækningen var tung og blev kun tungere jo længere hun løb. Det hele begynde at svimle for hende, om det var udmattelse, eller blodmangel, eller måske en kombination vidste hun ikke. Men i hvert fald var det som om planen  ikke helt ville med mere!
Hun snublende over dem flere gange men fik dog kæmpet sig op igen.  
Dog efter nogle 100 meter faldt hendes ben sammen endnu en gang, og denne gang havde hun ikke kræfter til at rejse sig igen. Han fik kæmpet sig over til et træ og sat sig med ryggen op af det. Det var en grusomsmerte der hamrede i siden på hende. Hun havde prøvet noget lignende før, men der havde hun også haft rig mulighed for at komme til ting der kunne stoppe blødningerne. Lige nu havde hun ikke rigtig noget. Hun rev dog et stykke af den sorte trøje og fik lagt det over såret. og derefter tryk på igen. Hun hev sin machete op af hylsteret på låret, så hun stadig ville kunne forsvare sig hvis nogle skulle være fulgt efter hende. Hun lyttede opmærksomt. desværre havde hun ikke kræfter nok til at skifte sine øre ud med Leopartens, ellers havde hun helt bestemt kunne høre mere end nu.

Tiden gik, og hun begynde langsomt at falde lidt hen. Om det var træthed eller afkræftelse vidste hun ikke rigtig, men hendes hoved begynde i hvert fald at falde mere og mere til siden, og hun havde svært ved at holde øjnene åbne. Og pludselig virkede det mere og mere som en god ide at sove lidt. bare til hun havde fået flere kræfter. Trods hun ville havde syntes det modsatte hvis hun var frisk og vågen.

//sorry for længden, skal lige i gang

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] (med en bjørne bamse hængende i bæltet)

En rolig fløjten brød den ellers stille nat, næsten som et lyn fra en klar blå himmel, en stor skikkelse gik med tunge skridt igennem det til dels bløde underlag i skoven, efter sig trak han en mindre vogn som var læsset med lidt træ, nogle gamle skind og lidt værktøj
Des tættere man kom, og når månen en gang imellem skinnede ned igennem træ topene og oplyste skikkelsen, kunne man se det var en ung mand, med et roligt udtryk i ansigtet, han havde været i skoven det meste af dagen, og tiden var rendt fra ham efter han havde haft sat sig ved et lille bål med et skind omkring sig.. (eller lad os bare være ærlige, han var døset hen efter at have flækket brændeknuder det meste af dagen)
Der lød en knagen efterfulgt af et højlydt knæk da hjulaksen måtte opgive i det ujævne underlag "ved alle Guder?!" brølede manden da han så sin vogn gik i stykker bag sig, han 'smed' den bjælke som han havde haft trukket vognen i, og gik tilbage til den for at se på hvad der var sket, han fiskede en stor flækøkse op af vognen, og fik sat den ind under imens han løftede vognen op
"ved alle Dæmoner..." mumlede han imens han prøvede at se på skaderne i det svage lys, "aksen er røget"

Måske var det hendes hoved der drillede.. men hun følte hun mente hun kunne re nogle der... Fløjtede? Hvem gik rundt i skoven og fløjtede midt på natten? Hun prøvede at komme op, hun ville sikre sig at det ikke var en af de vampyren hun havde angrebet, og som bag efter havde angrebet hende. Hun anede jo ikke om de stadig var efter hende. Hun lagde hovedet tilbage og stak næsen i vejret for at dufte mod vinden, for at se om hun kunne opfange færten af vedkommende.

En formaliteter?.. hun så sig om, duften var nær, men hun havde svært ved at bedømme hvor det kom fra i denne tilstand. Hun fik endelig kæmpet sig op og stå. Hun støttede sig til træet, og begynde lige så stille at gå, mens hun prøvede at finde frem til færgens ejer. Måske han kunne hjælpe! Hun var ikke meget for at bede om hjælp.. men enden det, eller gisp døde hun af de her kvestelser.

Endelig fik hun øje på skikkelsen i skoven, et lavt og hæst "hjælp.." var det eneste hun fik frem inden hun faldt sammen i skovbunden, bevidstløst.

Gautham rettede sig hurtigt op, og fik uden besvær fisket sin lille hånd [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] op af vognen, han så sig let rundt, han havde hørt et eller andet, efterfulgt af et bump... bare det ikke var flere af de forbandede edderkopper, han havde allerede været oppe og toppes med et par af dem i løbet af dagen, det var også fint nok at håndtere dem når det var lyst, men ikke nu hvor det var mørkt
Men lyden stoppede der efter, hvilket sagde ham det ikke var edderkopper, de larmede gerne lidt mere end blot sådan, med rolige skridt og øksen i hånden gik han væk fra vognen, "hallo?!" kaldte han ud i mørket og anstrengte sig for at se noget i det svage lys, "er der nogle?" han gik roligt videre og prøvede på ikke at falde over grene eller sten, indtil han så en skikkelse ligge på jorden, han satte lidt mere fart på hvilket næsten endte i han ikke havde set den sten der lå på jorden, kun med nød og næppe undgik han at falde over den og han kom hen til skikkelsen som han satte sig på hug ved siden af, "er der sket noget?!" spurgte han skikkelsen, han opdagede ikke blodet grundet mørket, først da han satte en hånd på skikkelsen for at puffe lidt til den opdagede han at noget var som det ikke skulle være