I have come to thank you - Sean XXX

Et par måneder var gået siden hans verden havde forandret sig, siden han ikke længere bare var den søde Lori, eller den voldsomme Lorikan. I stedet var han blevet begge dele. Han var blevet hel. De var stadig noget han skulle vænne sig til, særligt når han mødte personer der kun kende den ene del. Nogle af tingene kunne være sløret og svære at huske når nu det kun var den ene der havde oplevet denne ting. Men det gik udover det godt. Han havde fået styr på det meste og fundet sine egne principper, regler og normer for at være denne nye Lori.

Bandt andet var den nye udgave af ham mere kræsen med hvad han indtog. I forhold til Lorikan der sugede sjæle for hvem som helst, havde Lorikan stadig samvittigheden, og derfor også flere regler for hvilke personer han mente han kunne tillade sig at spise fra.

Men gennem disse måneder havde én ting irriteret ham. Den havde gået ham på, og han kunne mærke at det handlede ham begge de 2 dele der nu var ham, der havde det sådan her.
Sean havde hjulpet ham så ufattelig meget… ikke bare med forbandelsen, men det hele. Den nat han havde siddet uden for hans port, alt hvad forbandelsen handlede om, alt det arbejde han havde lavet og så selvfølgelig selve det at bryde forbandelsen, hvilket ikke havde været særlig nemt, og havde faktisk endt med at Lori var besvimet. Men da han var vågnet igen…. var Sean forsvundet.. og han havde ikke set noget til ham siden.
Han ville så gerne sige tak, han var ikke klar over hvordan det ville blive modtaget, eller om Sean overhoved ville se ham. Så dette var bestemt et sats.

Han huskede tydeligt hvor Sean boede, lige det, lå underligt klart i hans hukommelse, tros det var en af dem der huskede det, og han kun havde været der den ene gang. Han bed sig selv i læben og sukkede tungt da han stod uden for den store dør til det utroligt smukke hus.
Han tog sig en dyb indånding for at tage mod til sig, trods det ikke var videre vellykket. Men nu var han her… han kunne ikke vende om og gå nu, slet ikke hvis han blev set.
Til sidst fik han banket på døren. Han trådte et skridt tilbage og fik rettet lidt på hans frakke. Han havde allerede fortrudt. Hvad hvis Sean blev sur? Han havde smidt Lorikan ud i vrede sidst han var her, og han havde efterladt Lori. Hvad lavede han egentlig her? Hvorfor var han overhoved kommet?
Dette var en kæmpe fejl… okay… hvis han var hurtig kunne han måske nå at stikke af..

Butleren, der kun var i starten af 30'erne, ilede ned af den store marmortrappe. En trappe der havde kostet langt flere skader end nogen havde gidet tælle op. Trinene kunne være forræderiske glatte og Sean havde også selv oplevet at falde ned af dens hårde trin. Han burde nok få lagt tæppe på en dag...Men for nu lignede den sig selv, i de cremefarver som marmoren nu var i. Butleren var også selv ved at falde og kun et hurtigt greb i gelænderet holdt ham fra det. Han tørrede sine hænder i en klud mellem sine hænder. Sean havde endnu ingen tjenere, så butleren skulle klare alt fra velkomst og husførelse til rengøring og madlavning. Han havde nok at se til, men heldigvis var hans herre ikke en der fik særlig mange gæster. Butleren håbede dog stadig på at der ville komme en tjener eller to snart, det kunne blive så stille at gå i huset hele dagen, uden nogen at snakke med.
Han rettede lidt på sit sorte pindvintøj, før han åbnede døren og mødte den afventede - og uventede - gæst med et høfligt smil.
"McGivens residens. Hvordan kan jeg hjælpe dem?" Modtog han Lori. Manden var en butler, men havde kun været det de sidste få år, efter han havde mistet sit andet job. Han var stadig i træning og Sean var ikke ovenud tilfreds med ham. En ting butleren var lykkelig uvidende om. Nej, Sean havde store krav til en butler og denne mand levede slet ikke op til det. Men at tage imod gæster var overkommeligt. Og så snart Lori havde fortalt han ville se Sean eller måske ligefrem hvorfor han var her, ville butleren lukke ham ind i den store entre.

Modsat før - såfremt Lori huskede noget af det - var der ingen kasser med genstande eller møbler i entreen længere. Det hele var blevet spredt ud over huset, der nu mindede mere om et beboeligt hus end før. Væggene kunne dog virke lidt bare, for Sean gad kun samle og se på kunst han selv fandt spændende og den slags havde han hverken fundet eller råd til i øjeblikket. Alt til sin tid.
Men der var rent og lunt. Et varmt skær blev spredt ud over hele rummet fra den store lysekrone i loftet, der var beklædt med nye lyskrystaller.
Men selv om huset virkede normalt, var der alligevel lidt tomt. Lige nu boede der kun to personer i huset - Sean og hans butler. Og da Sean ofte sad fordybet i et eller andet, var der ikke mange til at sætte præg på huset eller fylde det med larm. Ikke at Sean ikke havde overvejet at få hentet sin nevø eller adopterede søn hjem.
"Herren sidder fordybet i forretninger. Hvis De vil vente her skal jeg informerer om Deres ankomst!" foreslog butleren og bukkede for Lori. Det var tydeligt butleren prøvede, men uanset hvad han gjorde var der noget falsk over hans ord og bevægelser. Som om han prøvede lidt for meget.
Butleren forsvandt op af trappen igen og efterlod Lori til at bedømme om han stadig ville tage en flugt eller se sig omkring inden Sean ville komme.

det gav næsten Lori et chok da døren blev åbnet, da han ellers havde stået i sine meget larmende tanker om hvor vidt han måske burde vende om og gå!
Og han måtte faktisk indrømme at han blev noget overrasket over at det ikke var det velkende ansigt der åbnede døren, men der imod en mand i et alt for kikset kostume, som han bestemt ikke bar med samme elegangse som andre butlere. For det måtte jo være hvad denne mand var, eftersom at han åbnede døren. Da der blev spurgt til hvad hans ergene var smilede han blot høfligt ”jeg håbede på at komme til at tale med…øh.. hr McGivens” han havde næsten glemt at Sean rent faktisk havde et efternavn.
Han fugte med butleren ind, og så sig om. Det var et helt andet syn der mødte ham, og han begynde at komme i tvivl om der overhoved havde set ud som han troede sidst han var her. Pludselig begynde tingene at flakke lidt. McGivens… det var da det Sean hed ikke?..
Da butleren var gået, begynde hans hjerne at kværne der ud af. Der så ikke sådan ud sidst det var han sikker på! Men.. var han overhoved gået rigtigt? Hvad hvis det var et andet hus han huskede, ikke Seans? Måske… måske boede han slet ikke her, men i Dragons Peak igen?.
Nervøsiteten begynde at pusle endnu mere. Han havde i forvejen været nervøs for hvad Sean ville sige til at han troppede op her ved hans hus, efter alt det der var sket.. men hvad nu hvis det viste sig at han var gået forkert? Hvad hvis dette ikke var Seans hus, men en anden han ikke kunne huske.

Panikken indfandt sig i kroppen på sig, og han så sig selv vende rundt på hælen, og få de 2-3 meter tilbage til døren for at gribe håndtaget.. dog.. var der noget der fik ham til at tøve. For hvis det nu var det rette sted.. ville han så komme til at hade sig selv for at stikke af? Hvis det var Seans hus, og han ikke ønskede at se Lori mere.. så havde han i det mindste fået et svar på det. Og så kunne han ligge det bag sig.
Men igen, burde han ikke bare havde fattet en hentydning? Han burde vel havde fattet det nu… ikke?

Sean bladrede afslappet i sin bog. Bogen omhandlede landets historie og selv om Sean havde læst den flere gange før, var det som om han altid opdagede noget nyt næste gang han læste den. Tøvende gled hans hånd hen over billedet af krigen mellem engle og dæmoner, en krig der på en gang sjældent blev bemærket længere, men som samtidig stadig var relevant.
Det bankede på døren ind til Seans private værelse. Med et svagt suk lukkede han bogen i og lagde den på skrivebordet, sammen med de andre bøger og dokumenter om hans klan og huset her. Der var også tilbud om nogle nye slaver eller tjenere, for visse folk havde efterhånden indset han var tilbage og manglede hushjælp. Stakkels hans butler, hvor kluntet han end kunne være, at skulle sørge for alt i huset.
"Ind!" Kaldte han med sin dybe røst, før butleren åbnede døren og stak hovedet indenfor.
"De har besøg...Øhm..."
Seans blik hvilede på ham et øjeblik, før han endelig rejste sig langsomt.
"Du må tiltale mig Sir eller Herre. Og du skal meddele mig hvem der er kommet. Fik du gæsternes navn?" belærte han i en overraskende tålmodig tone. Butleren havde skubbet døren længere op og ranket sig under belæringen.
"Øhn...Nej...Sir. Nej Sir. Det er en enlig gæst, en mand..."
Sean vinkede ham af. Og hvad hvis han ikke ønskede besøg? Eller bare ikke ønskede besøg af bestemte personer? Så måtte han tydeligvis selv vise dem væk fra ejendommen.
Og hvem kunne denne gæst så være? Han vidste det ikke.

Sean var afslappet klædt på, tildels fordi han var hjemme selv og ikke ventede gæster. Iklædt nogle løse, sorte bukser og en løs trøje også i sort. Hånden gled igennem det mørkebrune hår et øjeblik for at prøve og tæmme det. Et noget nært umuligt job.
De bare fødder gled lydløst ned af de kolde marmorflader på trappen, da han gik ned i entreen. Han stoppede op næstsidste trin et øjeblik, før han trådte helt ned.
Lori. Eller Lorikan. Hvad skulle han kalde ham nu? Dette var åbenbart tiden til at undskylde og lappe de få bekendtskaber han havde tilbage. De venskaber han havde bedt om at blive væk. Nephthys havde rakt ud efter ham igen, en kvinde han aldrig troede han skulle se igen. Og nu Lori? Hvorfor?
Men Sean var blevet mere sig selv. Meget mere i balance og i stand til at hilse, som om intet var sket.
"Lori. Eller Lorikan. Hvad jeg end skal kalde jer...Dig, nu" Hilste han og gjorde på en høflig måde opmærksom på at han ikke anede hvilken navn manden gik under nu. Hans blik gled lidt ned over Lori. Han så frisk og rask ud, var kommet sig godt efter ritualet vist. Og stadig lige tiltrækkende, selv om det hørte til et lukket kapitel.
"Velkommen til mit hjem. Jeg er overrasket over at se dig...Er alt okay? Kan du holde styr på kun at være en person nu?" spurgte han venligt. Han ventede med at inviterer manden yderligere ind, til han havde fået fornemmelsen af hvorvidt Lori allerede var på vej ud af døren igen. Manden virkede i hvert fald lidt nervøs, hvilket blot fik Sean til at møde ham det mere venlig og åbent.

Det ville være løgn hvis han sagde at han ikke fortrød lidt. Han ville stadig gerne takke Sean, men han var han var begyndt at tvivle på ham det var en god ide at han var dukket op. Faktisk havde han regnet med at finde ham under andre omstændigheder. Han havde måske i virkeligheden stadig regnet med at finde Sean i et hus der langtfra var ordnet og klaret. Men det var nu en helt anden virkelighed der mødte ham.
Overvejelsen om hvor vidt han skulle åbne døren og bare skynde sig væk var der stadig. Dog, blev grebet om håndtaget lysnet da han hørte en velkendt stemme.

Han vende blikket mod trappen, og blikket faldt på manden der havde gjort så meget for ham, men som han alligevel ikke var sikker på havde lyst til at se ham. Venligheden i hans stemme fik dog hans anspændt hed til at slappe mere af. Han smilede lidt over spørgsmålet om hvad Sean skulle kalde ham
”kald mig hvad der ligger mest naturligt for dig.. jeg reagere på begge dele” konstaterede han roligt, inden grebet om håndtaget blev løsnet, og han vende rundt så han stod mod fronten til sin vært.
Han nikkede engang da han blev budt velkommen, og kunne ikke lade vær med atter at betragte hall’en han stod i.
Han kunne ikke undgå at trække på smile båndet da der blev sagt at Sean var overrasket over at se ham, og om det var noget galt. Han rystede på hovedet
”alt er helt fint… jeg syntes bare vi skulle prøve at mødes uden at jeg enden var hårdt såret eller du var fuld” lød det kækt men med en underlig uskyldighed over sig fra Lori der lod en hånd glide gennem det brune hår, for at lad den lande i hans nakke og klø lidt ”det går fremad.. der er stadig nogle små ting jeg bøvler lidt med, men det har mest med hukommelsen at gøre” sagde han roligt.

”det der har været hårrest var nok pludselig det med at skulle genkende folk som kun den ene har set…. Når ja.. og så selvfølgelig det med at finde ud af hvilke grænser og regler man skal og kan sætte for dig selv” sagde han roligt.
Hans blik vandrede atter undt i det oplyste rum. ”men det ser da også ud til at du har det meget godt” et mildt smil formede sig på hans læber.
Normalt ville han være meget mere nervøs hvis han havde været kun Lori, hvor Lorikan der imod nok allerede var gået ind af sig selv og havde smidt sit på sofaen eller sådan noget. Men nu, var der en rolig balanceret Lori der dog stadig kunne drille og være flabet til tider.

Han observerede Lori, mens han snakkede. Hm. Forandret...Mindede han stadig noget om sit gamle selv? Både ja og nej. Der var småting, der virkede bekendte, og ting der virkede nye. Som var manden både velkendte og fremmede. Men hvad kunne han forvente? Han kunne ikke lade med at overveje om sexen stadig var lige så god eller om Loris uskyldighed var kommet til at dominere der. Det ville være synd.
Han slog let ud med ene arm, men trådte ikke tættere på, for han ønskede ikke at presse Lori.
"Lori bliver det" bemærkede han med et svagt smil. Mest fordi det var Lori han sidste havde talt med og derfor virkede det en smule mere naturligt. Og ikke mindst kort.
Hans blik gled ned over gulvet et øjeblik, før han så op på Lori igen.
"Hør...Vil du ikke ind? Få lidt at drikke, nu hvor du er her? Kun hvis du ikke har for travlt eller...Hellere vil være et andet sted" Foreslog han, hans øjenbryn hævede sig en smule op. Han havde bidt mærke i Loris ord, men ville helst ikke komme med en halvkvalt undskyldning lige nu og her. Han ville hellere lokke Lori med ind og få muligheden for at bruge præcis så mange ord til det, som han mente der skulle til. Selvfølgelig kun hvis han ville...Hvis Lori hellere ville ud af døren - og hvem kunne betænke ham i det? - var han nød til at sige det som det var, lige her.

Hans smil virkede venligt, men svagt anstrengt, da Lori kommenterede huset. Han trak let på skuldrene.
"Jeg tager en ting ad gangen. Hele mit liv har været ødelagt og nu skal jeg genopbygge den...Det er...En lidt længere historie. Og jeg vil gerne undskylde på en ordentlig måde...Så vil du ikke med ind?" bad han igen. Han var blevet mere den gamle Sean, den rolige og balancerede mand. Men stadig en mand der havde svært ved bare at snakke om personlige ting. Men det var nødvendigt! Nødvendigt at få styr på disse ting, der et eller andet sted fyldte ham med dårlig samvittighed, og så komme videre.
"Du kan få hvad du vil have. Noget at drikke, noget at spise...Jeg er også nysgerrig omkring hvordan du klarer dig nu" lokkede han med et svagt, skævt smil. Det var blevet sagt med en kant af drilleri i stemmen, i håb om det kunne løsne lidt op for den anspændte stemning mellem dem. Han slog let ud med armen, som han tilbød Lori at gå med ham til den lille opholdsstue der lå bag en dør på højre side af entreen. Samme opholdsstue som han også havde taget imod Lorikan sidst.

Det var vidst ikke kun Lori der var anderledes.. Sean var heller ikke som Lori huskede ham. Og det mærkelige var.. at det gjorde ham nervøs. Han havde været nervøs for at få smækker døren i hovedet igen, og han havde været bange for at dette besøg blot ville ende ud i at de blev endnu mere uvenner. Men sådan var det slet ikke! Sean var derimod venlig og imødekommende, høflig havde han altid været, men han var anderledes, og selvom det da var en behagelig Sean der stod der på trappen med sine bare fødder, så blev han en smule nervøs for at det her stadig kunne gå meget galt.

Dog da han blev indviet indenfor, så han lidt ned på sine fødder, at smide skoene, var selvfølgelig noget han ville re, men det gjorde det også langt mere akavet hvis der blev brug for at han skulle gå hurtigt her fra.. hvis han atter blev smidt ud.
Han nikkede dog, lidt og skulle til at gå over og tage skoene af da hanhørte hvad Sean forklarede med hans liv. En medlidenhed ramte ham, han viste det dog ikke til Sean, han var ret sikker på at en mand som Sean hadet den slags. Men han kunne godt forstå det.. selvom han selv følte hans liv var blevet vendt op og ned, så var det jo slet ikke i samme skala som Sean her.

Han vende dog hurtigt hovedet mod Sean efter støvlerne var blev sparket af, da han hørte talte om en u unskyldning. "Sean... Jeg er ikke kommet for at kræve en undskyldning af dig" sagde han roligt.

Han fulgte med Sean mod opholdsstuen, en stue der faktisk fik det til at krumme sig lidt sammen i hans mave. Han smilede roligt da han blev tilbudt noget at drikke "Tja... Du drikker jo fantastisk Teh, såh.. det ville da være lækkert med en kop" sagde han roligt mens han fulgte med Sean. At skævt smil spredte sig på hans læber da Sean spurgte ind til hvordan han klarede sig.
"Tja.. jeg er stadig i live" grinte han lidt.

Han så sig om i stuen der så betydeligt anderledes ud end sidst han var her. Slet ikke nær så mørk. Han gik lidt rundt mens han betragtede stuens nye udssende mens han talte videre "det sværeste har nok været at skulle få de to personligheder til at enes" sagde han med et let træk på skuldrende, inden han vende sig mod Sean "det der på naturligt for den ene.. lå SÅ fjernt fra den anden.. regler og normer var ikke de samme, den ene havde utallige regler.. den anden slet ingen.. så balancen imellem har taget lidt tid" sagde han med et smil.

Han kunne ikke undgå at Smile lidt over noget der poppede op i hans hukommelse. "Faktisk fik du også meget ret... Jeg kan godt læse bøger stadig.. min smag har bare ændret sig lidt" grinte han og hentydet til deres samtale på Seans borg.

"Men.. hvad med dig?.. jeg kan fornemme du har det bedre?" Konstaterede han inden han tog plads i en stol. Her var nu meget ret. Det havde der også været den aften. Lorikan havde bare ikke kunne se det. For det var ikke den slags han gik op i. Han var ligeglad med hvordan folk boede og han var ligeglad med om de havde det godt eller skidt... Og så alligevel. Bestemte mennesker fangede hans opmærksomhed, og havde også fået hans retur.
Men nu var han ansat smeltet sammen med Lori, og sammen gav det vidst meget god balance

Til alt held at butleren kom gående ned igen, netop som Lori havde takket ja til at komme ind. Sean valgte helt at overhøre Loris bemærkning om at han ikke ønskede en undskyld, for det var netop hvad han ville få. Om ikke for hans skyld, så for Seans egen.
"Tim!" Kaldte han på butleren, for han havde allerede forladt trappen for at følge med Lori ind i opholdsstuen.
"Gør lidt the klar, vil du?" Butleren nikkede og bukkede let, før han skyndte sig mod køkkenet. Med et lille smil var Sean fulgte efter Lori ind i stuen. The var godt, hvis man spurgte ham selv.
Stuen var også anderledes. Igen bar det præg af flere møbler og småting, der gjorde rummet varmere og mere hyggeligt at sidde i. Der blev fyret op i pejsen med regelmæssighed, mest af vane end noget andet, for det tilfælde at der kom gæster og rummet da ikke skulle være frysende koldt. Nogle gløder ulmede stadig i pejsen og Sean tog sig den frihed og at skubbe en ny brændeknude ind i gløderne, for at holde liv i varmen lidt endnu.
To lænestole stod ved pejsen. Tæt nok på til at føle varmen, langt nok væk til ikke at blive for varmt. Et lille rundt bord mellem stolene, der gjorde det muligt at nyde noget at drikke eller spise. To reoler, omend bogudvalget endnu var sparsomt. Underligt, som man pludselig mistede ting, ved at flytte frem og tilbage. Eller også var fordi han havde været grov til at rydde ud i alle sine ting. Om ikke andet, der var ikke så mange bøger som der plejede, men stadig nok til at give en bedre fornemmelse i rummet. Til fri afbenyttelse af gæster.
Han gjorde tegn til at Lori blot skulle sætte sig, mens han selv satte sig i den ledige stol.

"Jeg kan forestille mig det kan være problematisk. Hvordan går det med...At være dæmon? Det var mit indtryk at Lori-delen af dig ikke helt var med på den vogn?" spurgte han. De ting havde han allerede forudset, dengang han havde tilbudt Lori og Lorikan sin hjælp på området. At det ville problematisk for ham at finde rundt i minderne, regler og personligheden. Det var på en måde rart at se hvordan det hele var gået og hvordan Lori havde det nu. Som at få en afslutningen på et projekt, få resultaterne. Måske burde han begynde at skrive sine erfaringer ned op området, man vidste aldrig om han fik brug for det igen.
Han smilte svagt. Bøger. Han havde faktisk noget tilfælles med Lori og ved emnet, gled hans blik over til nogle af de bøger der stod på en af reolerne. Oh well...
Han så tilbage med et større smil.
"Det har jeg, selv om jeg nødigt til diskuterer mig selv. Men jeg vil gerne have fjernet en plet på min samvittighed. Jeg undskylder for sidst du var her...Jeg var ikke mig selv. Selv om jeg sagtens kan forstå hvis du holder mig skyldig for det. Skal jeg forstå dit besøg som en afslutning eller et håb om et fornyet venskab?" spurgte han, måske lidt direkte. Men han havde brug for at vide det, brug for et klart svar, selv om de færreste leverede klare svar hvad sådanne ting angik. Følelser var ikke altid så nemme at finde rundt i. Alligevel krævede han et mere klart svar, der gjorde det nemmere for ham at forholde sig til Lori igen.

Da snakken kom hen på hvordan det gik med at være dæmon. Skiftede hans grimasse lidt. Han trak på skuldren, og "jeg kan jo ikke lave om på det" nævnte han og så på Sean. "Det er svært at forklare, noget af mig er ligefrem stolt af det, men den anden del skammer sig en smule over det" tilstod han så. Han lænede sig tilbage i stolen. "Den logiske del af mit hoved siger at jeg jo kun dræber for at overleve.... Men den anden siger jeg bare helt skulle lade vær.. men.. så dør jeg jo" sukkede han lidt, og så på Sean med et blik der fortalte at han godt vidste det var lidt patetisk og lidt ynkeligt.

Er smil dannede sig på hans læber da Sean bekræftede at han havde det bedre. Dog da undskylding kom, rettede han sig mere op. "Sean... Du behøver ikke undskylde.. jeg var selv skyld i det! Den del af mig kende ikke rigtig til høflighed, eller forståelse for andre" sagde han så og slog hovedet lidt på skrå ved det næste spørgsmål. Han smilede bildt men dog med et lidt kækt træk over det "ville du blive glad hvis jeg sagde ja?" Lød det med en drilsk tone.
Han nikkede dog lidt "I virkeligheden kom jeg for at sige tak.. jeg syntes ikke jeg har takket dig ordenlig for alt hvad du har gjort.. både at du faktisk redet mit liv.. men også at du trods vores sammenstød valgte at hjælpe mig med forbandelsen.. jeg ved virkelig ikke hvordan jeg kan gengælde alt det du har gjort for mig" sagde han og vende sig en smule mod Sean
"Men jo... Jeg håbede måske på at mit besøg i dag kunne ranset luften mellem os" erkende han med et mildt smil.

"Og så ville det også være rart at kunne spørge nogle til råds når det hele bliver lidt for rodet i mit hoved" små grinte han lidt. Han kende ingen andre dæmoner og selvom Lorikan havde været det længe, kunne hans to personligheder stadig blive lidt små uvenner

Hmm. Det var ikke nyt, at der var dæmoner der foretrak ikke at være...Well, dæmoner. Foretrak ikke at slå ihjel. Dæmoner, der aldrig rigtig virkede til at blive immune for det at slå ihjel og anså det for lige så naturligt, som når mennesker slagtede en ko for kød. En gang ville Sean være blevet næsten sur over det. Han var selv en stolt dæmon, kunne nemt se dæmonen som en race der herskede hele verdenen og han fortrød det ikke selv. Men verdenen havde ændret sig og hans forældede syn på at være dæmon var...forældet. De yngre, nyere dæmoner anså slet ikke tingene på samme måde og han gjorde sig selv unødigt upopulær ved panisk at holde fast i de gamle værdier. I stedet håbede han nu at de yngre dæmoner selv en dag ville indse hvor beærede de er, hvor mange værdier de havde og hvor stærke de kunne være. Så i stedet for at kommentere det, nikkede han bare svagt. Det lød til at Lori nok skulle finde ud af det.

"Jeg behøvede at undskylde og det ved du også godt" kommenterede han så, men med et lidt større smil. Så det måtte betyde undskyldningen var modtaget og hans dårlige opførsel med Lorikan tilgivet.
"Desuden var alt hvad Lorikan sagde ikke løgn...Jeg ønskede bare ikke at få det serveret på den måde" bemærkede han i et tonefald der både var drillende og bar præg af at det ikke var et emne han ønskede at diskuterer yderligere. Hvordan han havde det skidt og alle hans problemer...Det skulle ikke tynge andre mere. Ikke på den måde. Og han skammede sig over det...Han så det helst som et kapitel der skulle slettes fra historien. Han trak vejret dybt. Men sket var sket!
En let latter.
"Jeg ville sætte pris på det" svarede han så.

Han vinkede let med den ene hånd.
"Du skal ikke sige tak. Jeg kan slet ikke lade være med at blande mig i ting. Spørg mine ældste bekendtskaber, hvis du ellers kan opsnuse dem. De ved det. De siger altid jeg skal blande mig udenom" bemærkede han let. Det var ikke helt løgn. Sean deltog gerne i mange ting. Om det var fordi han havde evnerne til at gøre ting, som andre ikke kunne eller til at samle informationer, ingen andre kunne...Han vidste det ikke. Men han havde altid set sig selv som i en ideel position til at hjælpe folk. Og alligevel ønskede folk det aldrig. Det kunne selvfølgelig også være fordi hans bekendtskaber alle var stærke og selvstændige.
Men det var jo også lige meget nu.
Theen kom snart ind. En kande af dampende varm the, to krus og en lille tallerken med lidt frugt og kiks. Bakken blev stillet på det lille bord imellem dem, før butleren bukkede let igen og gik sin vej.
Sean rakte ind og hældte the op til dem begge, omend Sean ikke selv rørte noget af maden. Det gjorde han aldrig.
"Oh? Søge råd? Tja...Jeg kan se hvorfor jeg kunne være nyttig til det, nu hvor jeg også selv er en incubus. Føl dig fri til at spørge mig når som helst" Han sendte Lori et lidt for stort og sigende smil.
"Men nu ved jeg jo du ikke mangler talent i sengen"
Han kunne ikke lade være med at blinke lidt til ham. Drille ham. Om ikke andet var det fornøjeligt for Sean at tænke tilbage på.
"Fortæl mig også...Arbejde du stadig i bogbutikken?"

Da Sean kraftigt insisterede på at han burde undskylde, sukkede Lori bare let opgivende men med et smil.
”måske skulle vi bare lade den historie ligge?.. vi lavede begge fejl den aften, og vi bliver nok aldrig enige om hvem der burde undskylde” sagde han blot og sende ham at roligt smil sammen med et træk på skulderen.

Han trak på smilebåndet og kunne ikke lade vær med at rulle let med øjnene da Sean sagde præcis som Lori, denne gang bare med takket i stedet for undskyldningen. Det virkede akavet og patetisk, men stadig på en måde der jo blot afslørede at det faktisk interesserede sig for hinanden. Ellers ville de vel intet havde sagt? Ellers også havde de gladelig mæsket sig i undskyldninger og takker til deres eget velbehag. Men måske var det også fordi de i virkeligheden godt vidste at de havde været lidt for meget hver i sær. Ingen af dem havde haft det godt da de mødtes, og frustrationerne var blot nemmere at smide efter en anden end bare at tale om dem.

Da theen kom ind, sende Lori butleren et høfligt smil og takkede, der slog Lori altid igennem høfligheden sad fast, så var det først når folk VAR gået han kunne tale grimt om dem. Han tog imod the koppen, da der var skænket, og nød allerede duften af den. Han så lidt efter manden der så ud til at gøre sig alt for umage med det her. ”sig mig… hvornår har du fået pingvinen der i huset” sagde han da døren var blevet lukket.

Et roligt smil bedte sig da Sean sagde at Lori altid var velkommen til at spørge til råds. Det var nu rart. Det løs dumt, men der var pludselig mange flere ting at tænkte på nu hvor man også havde det der kaldes en samvittighed.
Han skulle til at tage en tår af sin the da han hørte omtalen om hans talenter i sengen. Hvilket fik ham til at komme med et kort gik, og nødsagede ham til at tage kommen fra munden da han blot ville ende med at brænde sig selv hvis han grinte mens han drak.
Han smilede skævt og kækt til Sean ”jeg er da glad for rosen.. jeg har ikke rigtig fået respons fra nogle af mine andre sexpartnere” sagde han både drilsk og flabet fra ham. Og hentydet til at de fleste af dem jo ikke ligefrem havde været i live til at fortælle om han var god eller dårlig.

Han tog endeligt en tår af den fantasiske the, lækker som altid. Han lænede sig en smule tilbage i stolen, og nød faktisk det her. Selskab havde an tit… men for det meste var det kun noget han havde for fødens skyld.

Han nikkede til Seans spørgsmål ”ja… det er faktisk blevet en del nemmere” sagde han og så ned på koppen, med et blandet smil, en blanding af både glad men også lidt skamfuldt. ”det viser sig… at min chef allerede kende til min situation.. og til at jeg ikke altid var hans søde assistent Lori..” sagde han så og så ned.
”Det… det viser sig faktisk at der var en hel del der kende til det….” han vende blikket lidt mod Sean ”det var bare kun dig der havde nosser nok til at fortælle mig det..” Det var tydeligt på hans sænkede blik, at nogle af dem havde gjort ondt.

Med sammensmeltningen var hukommelsen fra dem begge også gledet sammen. Folk han elskede og holde af, havde vidst det.. nogle af dem virkelig længe.
Hans chef, hans udlejer…..Vienna…. Reign..! og det var vel i virkeligheden de 2 sidste er gjorde mest ondt. Nogle han havde følt noget for.. havde valgt ikke at fortælle noget. Han rystede dog tankerne fra sig og så undskyldende på Sean ”beklager… nogle gange går jeg lidt i stå” undskylde han inden theen atter fik lov at fylde hans mund med en fantastisk smag

Han sendte Lori et smil, der lod ham vide at de sagtens kunne lade emnet ligge. Alligevel var han glad for de havde uddelt deres taknemmelighed og undskyldninger til hinanden. Det ville være svært at fortsætte, ved at ignorere at sådan en ting var sket. Men de kunne sagtens lade det ligge. I det mindste var Lori her nu og det virkede til at det ikke nødvendigvis skulle være sidste gang han så ham. Et eller andet sted beroligede det ham og gjorde ham lidt mere tilfreds, som en doven løve der sov i solen.
Han tog sin egen kop og nød duften af den liflige, gyldne the. Normalt drak han altid med lidt sukker, men han kunne også godt nyde den uden. Han bedømte den nok stadig var lige varm nok til hans tunge og måtte i stedet smågrine af Loris kommentar om butleren. Han viftede let med den ene hånd.
"Jeg ved lettere desperat. Det er svært at finde en god butler, men omvendt kunne jeg ikke vente meget mere. Jeg kan ikke selv huske hvordan man vasker tøj!" bemærkede han, ikke uden at grine lidt af det. Ja, sikke problemer man havde som fin herre!
"Han er ikke så trænet og jeg prøver stadig at lære ham nogle ting. Han gør sit bedste og lige nu er det godt nok. Hvem ved? Måske bliver han bedre, hvis jeg ikke finder en anden. Han har det hårdt nok. Jeg har endnu ingen tjenere, så han står for alt selv. Indkøb, rengøring, modtagelse af gæster...Nogle gange får jeg helt ondt af ham" bemærkede han let og trak lidt på den ene skulder. Hans blik gled ind i pejsen et øjeblik, hvor gløderne var begyndt at brænde sig ind i det nye træ. Snart ville der være små luer, der sørgede for de ikke ville fryse, mens de sad her.
"Jeg kommer måske også til at besøge bogbutikken igen, nu hvor jeg kender dig. Efter alt mit flytteri er min bogbeholdning faktisk skrumpet" bemærkede han så, og så over mod sine reoler. Ja, det lød fint. Om ikke andet kunne han bruge lidt penge i den butik hvor Lori arbejdede og støtte dem. Der var ingen grund til at stjæle sig til alle bøger.

Han sendte Lori et sigende smil, der fortalte sit omkring ham i sengen. Endelig pustede han lidt på sin egen the og tog en lille tår af den. Åh ja! Smagen var fin, måske på grænsen til at have trukket lidt for lidt faktisk.
Han rømmede sig svagt og trak på skuldrene, da han satte koppen tilbage på bordet.
"Det kan være svært. Især når man som udefrastående måske ikke ved hvad det betyder eller hvorfor. Eller om de måske har været mere loyale til den ene side af dig. Nogen gange kræver det en udefrakommende, der intet kender til en, før man får sandheden. En der ikke allerede er bundet af venskabets usynlige normer og moral. Vær ikke for hårde ved dem. Måske har de ikke vidst hvad de skulle stille op med det og valgte at være stille, frem for at risikere at såre dig?" foreslog han roligt. Lori var lidt for hårdt ved sig selv.
"Tag et råd fra en mand, hvis venner og kærester igennem tiden er forsvundet ud i den blå luft: Skub ikke dem alle fra dig" Tilføjede han så, omend han denne gang ikke så direkte på Lori. Det havde været en af de ting, der havde skubbet ham ud over vanviddets rand. Ensomheden. Det, at folk havde forladt ham og aldrig kom tilbage, aldrig skrev tilbage. Tvivlen om det var hans skyld, fordi ingen kunne holde ham ud...
Tingene var bedre nu. Men det var stadig ubehageligt at tænke tilbage på.
Han sendte Lori et skævt smil. Det var okay. Tydeligvis var Sean også endnu fanget i lidt i sin fortid.
"Vi må fokuserer på det der ligger foran os" foreslog han i en lettere tone.

Lori kunne på en måde godt sætte sig ind i hvordan det var bare at skulle have en! Og ja, denne butler kunne måske blive en rigtig dygtig en af slagsen. Og det ville måske også hjælpe når han fik noget hjælp. Han tog et par tørre af sin the. Det kunne butleren da du de ud af at lave, om ikke perfekt, så i hvert fald nysbar.


Et let smil formede sig på hans læber da Sean nævnte at han ville besøge butikken noget mere. Okay.. så dette VAR ikke kun ren høflighed? Sean havde selv lyst til at se skulle ses igen. Det var nu meget rart. "Du skal være velkommen" sagde han med et smil. Det ville da kun være rart hvis Sean begynde at handle bøger hos ham. "Hvis der er nogle særlige du ønsker, så prøver virkelig selvfølgelig også at skaffe dem hjem" sagde han med et tilt med hovedet.


Han blink sagt lidt da Sean fortalte hvor svært det også kunne være for dem man kende. Og ja han havde ret, selvfølgelig kunne det være hårdt, og han var klar over at det ikke var sjovt... Men nogle af dem havde kendt det flere år.. en bestemt.. havde vidst det næsten lige så lang tid som det havde kendt hinanden.
Han nikkede dog lidt over det Sean sagde "det ved jeg godt... Jeg.. jeg føler mig bare næsten endnu længere k fra dem nu.... Og... Samme tiden føles det næsten som om at trods jeg er en hel person nu, så har sammensmeltningen blot skubbet dem længere væk" han sukkede lidt og tog sig til hovedet.

Orh det var frustrerende det her! På trods at at han kende flere personer i dag, så havde han aldrig følt sig mere alene.. han havde ikke tænkt over det, eller mærket noget til det den gang han bare var Lori eller bare Lorikan.. men nu.. nu skar det i hjertet hver eneste gang han så meget som tænkte på dem.

Et lille smil fandt dog vej til hans læber "jeg ved godt d ikke vil takkes... Men.." hans blik gled op på Sean "jeg ved virkelig ikke hvad jeg skulle have gjort uden dig.." er kende han, og et kort gik kom fra hans læber mens han så lidt ned på sin the igen "jeg var virkelig skide angst for at komme i dag... I virkeligheden ville jeg tro at jeg kom til en lukket dør... Men i stedet har du blot taget imod mig, jeg er glad for at have en at spørge til råds.. og.. en der måske lidt forstår hvordan man har det" sagde han roligt. Han satte sin the fra sig, og sank en smule mere ned i den dejlige stol.

Efter lidt vende han atter blikket mod sin vært. "ja undskyld jeg spørger men... Er det helt forbi med Dragons peak?" Spurgte han så og rettede sig mere op

Han nikkede let. Åh, der var mange ting der interesserede ham! Selv læste han ikke så meget historier, medmindre de var historiske eller biografier. Men han købte stadig visse episke fortællinger, mest for at have dem som bøger i f.eks. hans opholdsstue. Hans gæster skulle have lov at nyde en god fortælling, hvis det endelig var og det skete da også han selv læste en af dem. Men for langt størstedelen af tiden læste han noget fagligt. Elskede at lære noget nyt eller beskæftige sig med ting. Også sjældne bøger var nogle han satte meget pris på, om ikke for deres indhold - der ofte var ovenud spændende - så for deres sjældenhed. Bøger var en passion af hans, trods alt.
"Tak" svarede han.

Han lyttede tålmodigt til de ting som Lori fortalte.
"Det er klart. Måske kendte de til dels kun den ene side af dig. På den måde skal de også lære en helt anden person at kende, oveni at du nu også kender dem på en anden måde end før. Giv det lidt tid. På et tidspunkt skal det nok falde på plads igen" Og det troede Sean fuldt og fast på, selv om det kun var et råd og det var op til Lori at bestemme. Men hvor ville han nødig se Lori ødelægge det hele for sig selv, hvis noget tålmodig kunne løse nogle tidskrævende problematikker.
Han viftede let med hånden. Det var Lori selv der havde bemærket de ikke skulle tale mere om den slags og derfor fandt han næsten taknemmeligheden fornærmende. Alligevel sendte han ham blot et svagt smil, med den tro at Lori havde opfattet hans afværgende vink.
"Som sagt lå meget af den gang også på mig. Jeg troede vi var blevet enige om at lade emnet ligge?" spurgte han, ikke uden at drille Lori en smule. Smilet blev dog til et lidt dybere suk, da han trak på skuldrene og fordybede sig i dybden af hans thekop, der igen lå mellem hans hænder.
Dragons Peak. Baah!
"Dragons Peak har aldrig været min by. Fin at besøge...Men at bo i, foretrækker jeg Doomsville. Personligt kørte jeg mig selv helt af sporet. Troede jeg ønskede mig noget, som jeg tydeligvis ikke ønskede mig. Lad andre om at styre en by, så styrer jeg andre ting!" bemærkede han.
"Så ja. Det er helt færdigt. Jeg rejste hjem til Doomsville for at tænke og endte med at blive her. Siden da har jeg fået det bedre dag for dag. Jeg har overgivet titlen som hersker til min ven, Assorian og fået transporteret en del møbler og ting hjem igen. Nu er det op til mine nevøer og børn at beslutte om de også vil rejse hjem. Desværre får jeg næppe alle mine penge tilbage...Men det har da været en oplevelse" bemærkede han. Selv om Lori næppe forstod ansvaret og besværligheden i at styre en by, som Sean nu forstod det, var det alligevel rart at få sat lidt ord på det. Som at skrive en epilog eller de sidste ord af et kapitel, en konklusion.
"Men der går vist nogle år, før folk begynder at glemme mig lidt igen" På en måde havde det hele været en fiasko og Sean ville ikke have fiaskoer limet fast til sig. Det var han for stolt til. Men for nu, måtte han bare vente til folk glemte det var sket eller noget andet fantastisk tog opmærksomheden.
"Til gengæld kan jeg nu arbejde på min klan igen! Den har jeg faktisk savnet, desværre var den faldet lidt fra hinanden. Men så kan jeg genopbygge den...." Han faldt lidt hen i egne tanker. Hans yngste søn var forsvundet sammen med at klanen var faldet fra hinanden. Hans yngste søn, som han havde overladt som leder af klanen. Havde han forventet for meget af drengen eller var han stukket af med sin menneske-kæreste? Det nagede ham. Og selv om han havde sendt folk rundt i byen og omegnen, virkede det ikke til nogen huskede hans søn eller havde set ham...
Han rystede det af sig og sendte Lori et svagt smil, der aldrig helt nåede hans øjne.

Lori sende ham et skævt og undskyldende smil da der blev talt om, om de ikke havde aftalt ikke at tale mere om det. ”jo…” grinte han lidt. jo det skulle ligge det emne, men han mente jo stadig ikke at han havde takket Sean nok. Men det måtte han hellere stoppe med. Sean virkede til at han ikke ville høre mere til det.

Lori sad og drak lidt af sin teh mens Sean forklarede om Dragons Peak. Så ikke mere af det. Det var svært at forklare, men det var faktisk en lettende følelse. Udsigten til at han kunne komme til at se mere til Sean fik ham til at slappe af på en underlig måde. Som om det hele tiden havde været noget Lori havde bekymret sig om.
Han kunne på en måde godt sætte sig ind i det Sean sagde med at han aldrig havde følt sig rigtigt hjemme i Dragons Peak. Han kunne godt forstår det, og sætte sig ind i det! Han havde det selv på samme måde.
Han havde aldrig selv følt sig ret meget hjemme nogle steder. Ikke på børnehjemmet.. ikke hos hans pleje familie,.. ingen af de steder han havde boet inden Doomsville men heller ikke i Doomsville. I virkeligheden havde der jo altid manglet et eller andet.
Han vidste stadig bare ikke hvad det var der manglede. Men det kunne måske være at han fandt ud af det en dag.

Han smilede over Sean og trak på skuldrende ”nææ.. men pengene er nok heller ikke de vigtigste i den her situation.. de er selvfølgelig ærgerlige at miste, men der er så mange ting der er vigtigere” sagde han og grinte lidt, ”ja jeg ved godt det kun er noget folk siger når ikke de har nogle penge… men jeg mener det nu altså” grinte han lidt. Han vidste godt at det altid var mennesker der ikke havde samme slags penge, og som var nød til at finde andre vadier da penge ikke var noget de havde selv.
Lori manglede ikke penge. Han var ikke rig og velhavdende, men han var velstående og havde da det han havde brug for. Han havde arvet en stor sum penge den gang hans pleje forældre døde, og så havde han et godt job, og en ikke særlig stor husleje! Mad betalte han ikke ret meget til, ud over når han selv besluttede sig for at handle ind. Derfor havde han bestemt det han havde brug for, og mere til.

Hans opmærksomhed blev dog drejet tilbage på Sean da han nævnte noget med en klan. Så Sean havde en klan? Den havde han ikke set komme. Men fair nok. Han havde aldrig rigtig set Sean som en bly viol eller en uskyldig fyr. Så måske kom det ikke så meget bag på ham alligevel.
”det lyder intrassant” han grinte lidt ”det er sjovt… jeg har altid set dig mere som leder end som hersker” drillede han lidt.

Lori lagde mærke til Seans smil, som aldrig rigtig så ud til at komme højere op. Han kunne ikke lade vær med at tænke, at han virkelig gerne ville se Sean smile rigtigt. Og en underlig trang i ham gjorde at han bare havde lyst til at gøre noget så det kunne ske.

Han så sig lidt om i huset ”ja her er godt nok noget andet end mit værelse på 1 sal” smågrinte han lidt.

Han trak på skulderen og kom med et svagt tsk, som hans tunge klikkede mod hans fortænder. Så sendte han Lori et smil, der fortalte at det ikke var ment uhøfligt.
"Ædelt" bemærkede han, i et tonefaldt der fortalte at Sean havde et helt andet syn på det.
"Penge er dog det eneste der er tilbage, når alle andre har forladt en. Penge er også det der giver en magt i dette samfund. Jo flere penge du har, jo bedre muligheder har du for at stige i rang og agtelse rundt omkring. Men måske er det bare mig der nyder det spil" Bemærkede han og tog en tår af sin the. Som nævnt var det jo fint med en udfordring. Han skulle bare finde nye måder at tjene penge på og få alle de værdier tilbage! Ikke at han manglede noget. Men han havde ikke råd til mange ekstra ting længere, hvor han før aldrig havde behøvet at bekymre sig. Men det kom jo, lidt hen af vejen. Snart ville klanen give en fortjeneste af sig igen. Også selv om pengene i virkeligheden var alle andres.

Hans blik gled over på Lori. Leder frem for hersker? Sjovt. Det var en tanke han stoppede ved et øjeblik.
Han havde aldrig tænkt på om der var forskel. At være hersker betød også man var leder. At være hersker betød dog ikke kun at man kommanderede rundt med folk, men også at man deltog i mange flere møder med adelen, lyttede til alles klager og lavede økonomi og lovgivning for en hel by og dens områder. Selvfølgelig...En leder havde ikke nødvendigvis så mange ting at se til. Mere....En virksomhed. Eller en klan. Mindre forhold. Betød det at han var dårligere? At han ikke kunne klare noget der var for stort?
Nej. Han havde sagtens kunne udregne og tage sig af alle de ting. Evnerne havde han, men måske havde det bare ikke passer ind i hans personlighed eller lyster og ønsker. Ja, han var ret overbevist om at det havde været forbundet med noget personligt, at det hele var gået så dårligt.
"Hmm. Spændende tanke" bemærkede han så, da det gik op for ham at han var faldet hen i stilhed.
"Måske er jeg også mere en leder. Der er i hvert fald færre adelige, hvis røve skal kysses og fødder masseres" bemærkede han, i et øjeblik uforstyrret af det kendskab at han talte en anelse mere groft end han måske burde. Der var forskelle på hvordan han opførte sig og talte i visse sammenhænge. Blandt andre fine folk var det et pænt sprog og holdning. I klanen var det hele mere råt og lavpraktisk. Og når han slappede af i et venskabelig selskab kunne de to ting til tider glide sammen.
Alligevel viftede han lidt med den ene hånd.
"Beklager sproget"

Hans blik gled rundt i opholdsstuen et øjeblik.
"Det tror jeg på. Jeg har en masse ledige værelser, dog og stadig ikke nok møbler til at fylde dem alle" bemærkede han. Det slog ham at hvis Lori manglede et sted at bo, havde han selv mere end plads nok. Men han slog hurtigt tanken fra sig: Lori havde et sted at bo. Lori virkede ikke typen der elskede store huse og rigdomme, men mere en idealistisk og moralsk type. Desuden kunne det at bo samme unødigt udfordre deres nyvundne venskab. Nej, den slags kunne ødelægge alt.
"Men føl dig fri til at kigge dig omkring. Du vil altid være velkommen. Tag dig ikke af tiden på døgnet. Jeg sover når jeg kan og vil" forsikrede han.

Et smil bredte sig på hans læber som han hørte sandhederne om de adelige. Han rystede på hovedet da Sean beklagede sproget.
”det gør slet ikke noget!.. du har jo ret” sagde han blot og trak på skuldrende.
Han havde tidligere været en der ikke talte lige ud af posen, Loris del af ham havde altid brug lang tid på at pakke tingene mere ind! På at finde de rette ord,..Hvor Lorikan havde sagt tingene lige ud. Så nu.. var det heldigvis blevet en rigtig god blanding!
Og han havde intet imod at folk sagde tingene som de var.

Han lagde hovedet lidt på skrå med et smil.
”møbler skal der nok komme, du skal jo lige falde på plads igen” sagde han med et smil. Han sukkede en smule selv.
”ja.. jeg tror desværre også jeg snart må se mig om efter et nyt sted.. Fru. Claer er ved at være en ældre dame.. og jeg overvejer at hjælpe hende så hun kan komme på et af de der hjem fra ældre enlige kvinder…. Jeg er snart ved at være nervøs for at lade hende være alene hjemme” han fik en tydelig bekymret rynke i panden.
Det var uhyggeligt hvordan man opdagede menneskernes skrøbelighed, når man havde lært at man selv var en dæmon. Fru, Clear var det tætteste han havde på en familie, sammen med hans chef altså. Men han var også snart en gammel mand…. Eller.. det havde han vel altid været mens Lori havde kendt ham… men det var bare gået sådan op for Lori, at han ville ende med… og VAR meget ældre end både fru. Claer og hans chef…
Gad vide om han ville ende helt ensom? Reign ville også blive ældre og en dag ville han dø af alderdom… og Lori..Han ville ligne sig selv til den tid! Han ville stadig ligne en ung mand på 22 år.

Lori kom dog ud af hans bekymrede an trækning da Sean sagde han skulle føle sig velkommen til at se sig om, og at han var velkommen hvornår det skulle være. Han smilede blidt ”tak.. det skal jeg huske” sagde han roligt. Han drak sin teh ud og sad lidt, inden han rejste sig fra stolen, og gjorde som han allerede havde fået tilladelse til. Han gik og kiggede skimmede titlerne over de bøger der stod på reolen. Det var underligt, for på trods af at dette var en andens hjem, følte han sig overraskende nok meget hjemme her.
Hmm gad vide om han ville komme til at tilbringe meget tid her? ville de blive den slags venner? Den slags der besøgte hinanden, talte om alt og intet? Det ville nu faktisk gøre ham glad! Hvis han kunne finde sådan en!
En hvor han ikke behøvede at spekulere på om svaret på hans spørgsmål i virkeligheden var et han ville høre!
Hvor de vigtigste ting i Seans liv, ikke var dem der sårede Lori mest.

Hans færten var endt over ved et af vinduerne, og hans blik studerede husets omgivelser. Tænk at bo et sted som her? Nok havde Lori selv penge! Men da ikke til et sted som dette, hen vende rundt mens blikket atter betragtede den smukke stue, han stod lænede op af vinduets plade, med hænderne hvilende på det. Blikket gled atter over mod Sean og et roligt smil bredte sig på hans læber.
Sean så bestemt ud til at have det bedre! Og det samme havde Lori, så hvorfor skulle det ikke gå? Hvorfor skulle de ikke kunne være venner? Det var der vel ikke noget der kunne komme i vejen for mere.

Et spørgsmål poppede op i hans hoved… men.. det ville være mærkeligt at spørge om. Dog.. Sean havde sagt han skulle spørge om hvad som helst.
”uhm… der er faktisk noget jeg gerne vil spørge om..” begynde han.. det var underligt at spørge!
Han fik dog fortsat ”altså… det er et underligt spørgsmål men…. hvordan.. hvordan klare du at være sammen med nogle.. uden.. ja, hvordan klare du at have sex med nogle UDEN at tage deres sjæl?.... det er endnu ikke lykkedes for mig..” det sidste blev lige frem brummet, og blikket fladt. Det havde været forfærdeligt… et var at have sex med folk fordi man var nød til at spise, noget andet var at bruge dem som en trænings pude…

Han nikkede let. Doomsville mindede jo om sig selv igen, genopbygget efter jordskælvet for...Oh, det var jo snart en del tid siden. Det var gået værst ud over Rotten Root District, men mange huse var blevet genopbygget og mange, der havde stået uden hjem, havde nu hjem igen. Omend, der også var mange der var døde undervejs. Folk havde mistet alt de havde. Han vidste ikke hvor Lori boede, men han vidste det var længere nede i byen. Han havde sjældent haft problemer med at finde et sted at bo, haft problemer med at miste et hjem eller andet i den stil. Men selv om han personligt ingen problemer havde og ofte hellere end gerne ville hjælpe sine venskaber, kom der ingen ord over hans læber. Fortiden havde lært ham at det var uvelkomment. Folk var for selvstændige og stolte til ikke selv at finde en løsning på deres problemer. Og havde han det egentlig ikke også lidt på samme måde?
Han kiggede ned i sin the og drak af den, mens Lori gik rundt i opholdsstuen. Der var ingen tvunget over stilheden, ikke for Sean i hvert fald.

Han drejede hovedet og så op mod Lori. Ved spørgsmålet gled hans øjenbryn en smule op i forundring, før de gled ned igen. Et lille smil gled over ham, blot en skæv trækning i den ene mundvige og han stillede sin efterhånden mere tomme kop tilbage på bordet.
"Lorikan kunne finde ud af det. Det er jeg vist et bevis på, taget i betragtning jeg stadig er i live" bemærkede han. Netop på den baggrund havde han troet det var noget Lori allerede kunne. Men måske havde han ubevidst blokeret for det oven i forvirringen og selvbevidstheden om at han nu var dæmon og tilmed dyrkede sex for at få mad? Hans mørkegrå øjne gled over Loris skikkelse et øjeblik. Mon tatoveringen, der voksede, var forsvundet eller permanent nu?
Til sidst rejste han sig op og gik over til Lori. Hans hænder placerede sig på Loris skuldre i en venlig og overraskende varm gestus. En gestus der var indlært, godt nok, efter alle de gange Sean havde lokket folk med i sin dødelige seng.
"Det er ikke noget man kan tale sig til. Det kræver lidt øvelse og mod til at turde. Jeg skulle også vænne mig til det. Oftere er det nemmere at bukke under for fristelsen og tage sjælen, nu hvor man er i gang og hvirvlet ind i skyer af nydelse og mangel på fornuft. Kort sagt kræver det disciplin og fokus. Hver gang du vil tage sjælen skal du stoppe dig selv og lade være" Han slap ham og gik tilbage mod sin stol. Han lagde en hånd på ryglænet og trommede let på stoffet, tænksomt.
Man skulle være tilstede. Med tiden ville man sagtens kunne dyrke sex uden at tage en sjæl, men i starten - for Sean i hvert fald - krævede det at han hele tiden var bevidst. Han kunne ikke bare forsvinde i et kaos af nydelse, han måtte hele tiden holde lidt igen, til han var sikker på han kunne styre det som han ville. Men det kunne være svært, især hvis man var sulten eller vedkommendes sjæl virkelig var fristende.
Til sidst så han tilbage på Lori og noget drillende skinnede i hans øjne.
"Vil du øve dig?" foreslog han. Mon den nye Lori var villig til at begive sig i sex med bekendtskaber? Eller var han for ædel til det? Nysgerrigheden fik det næsten til at prikke i hans hud. Det var da ikke til at stå for!

Blikket gled op på Sean ved hans bemærkning, han trak på skudren
"Jeg ved det, men.. efter sammen smeltningen har jeg bare fået svært ved det” brummede han. Han sukkede lidt ”det har måske også noget at gøre med at jeg spiser langt mere sjældent end før hen” sagde han så.
Han skævede op mod Sean da han rejste sig og kom over mod ham. Et roligt smil var at finde på hans læber, men han var da bestemt overrasket da Sean valgte at lægge sine hænder på Loris skudre.
Han lyttede til hvad der blev vagt, og ja han måtte jo give Sean ret! Måske krævede det bare træning…. Men igen, for hver gang der ikke lykkedes, så var der en der døde…
Måske skulle han bare lade vær med at tænke på den måde? Han var en dæmon, og han havde brug for at gøre som han gjorde… og.. når han endelig lærte det, så ville han jo netop ikke risikere at han åd sjælen på en han rent faktisk holde af.

Hans blik fugte Sean, inden der gled lidt ned. Han skubbede sig fra vinduskaren, og skulle til at gå tilbage til sin tidligere siddeplads, da han pludselig hørte det meget direkte spørgsmål.. Nogle ville måske mene at Sean pakkede det godt ind, men nej! Det var meget tydeligt hvad han mente!

En underlig varm fornemmelse spredte sig gennem hele kroppen, som om nogle PLUDSELIG havde skruet op så der var 50 grader i stuen. Og han følte pludselig hvordan hans krop atter igen var splittet! Det var ingen tvivl om at han i helhed havde slut, men lige nu diskuterede de 2 halvdele, hvor den del der nok tidligere havde været Lori tænkte på risikoen, på konsekvenserne, og på hvor meget han ville hade sig selv hvis Sean døde af det her, så tænkte den anden del… nok Lorikans blot på hvor fantastisk der ville være, og var flere gange ved at kaste sig ud i det.

Lorikan havde ville give det meste for en tur mere i senge med Sean.. hvooorrr. Lori, aldrig havde overvejet det.
Et skævt smil, nærmere et træk med mundvigen blev at se hos ham. Han så på Sean med et drillende blik. ”hvad for dig til at tro at jeg har lyst til at gøre det igen?” sagde han blot med et skævt smil. Sean skulle da ikke bare tror at han kunne spørge, og at Lori så ville springe lige ind i hans seng og smide alt tøjet… trods det var det eneste der kørte i hans hoved lige nu.
Han sukkede dog lidt, og tog armene over kors.
”det ville selvfølgelig være fantastisk… og er… VIRKELIG fristende.. men” han bed sig lidt i underlæben ”jeg er ikke meget for at buge dig som test person” erkend han så. Sean var en af de få venner han havde, og hvis han selv ende med at gøre skade på ham, eller lige frem slå ham ihjel… så ville han ikke kunne leve med sig selv

Han grinte. Hvordan kunne han ikke? Hans underarme hvilede på ryglænet af stolen, som han støttede sig på sin ene fod og stod afslappet, med et blik der fulgte Lori. Lori, der virkede som om han var ved at falde fra hinanden! Åh, forslaget havde været det hele værd. Og han vidste Lori ville misforstå det. Man måtte godt drille lidt, måtte man ikke? Den røde farve og den chokerede stilhed fik latteren til at boble i Seans indre. Mere end han havde grin det sidste år, vist nok!
Han rettede sig lidt op og sendte Lori et lidt for stort og lidt for selvsikkert smil. Troede han virkelig han kunne skjule den slags for ham?
"Dit kropssprog" bemærkede han afslappet. Så slog han let ud med armene.
"Bare rolig. Når du ikke kan styre det, er risikoen for at du spiser mig for stor. Og det vil jeg ærlig talt heller ikke selv ønske. Men jeg kan hurtigt skaffe et subjekt til øvelsen" forsikrede han, som snakkede de om at købe nye puder til sengen og ikke om at ofte et menneske til Loris øvelser.
Han trådte rundt om stolen og helt tæt på Lori. Hvis ikke Lori havde fjernet sig, ville hans ene hånd tage blidt fat om mandens hage, mens Seans mørkegrå øjne ville glide flirtende ned over Loris ansigt. Tommelfingeren gled hen over Loris hage, helt op til den underlæbe der måtte undergå et blive mast mellem tænderne. Så sendte han Lori et mindre, omend ikke mindre lokkende smil. Så tæt på. Lorikan havde været fantastisk i sengen og det slog ham at han hellere end gerne ville prøve igen.
"Dit valg" Han trak sig væk igen og smed sig i sin stol igen, kun for at række ud efter sin kop med the. Ville drikke resten. Hans blik hvilede på theen, som om den nu var langt det mest interessante i rummet.
"Men du skal øve dig. Du har ret i det ikke hjælper at sulte dig selv så meget. Hvorfor spænder folk ben for dem selv på den måde? Jeg tror...Først må man ofre lidt for mange. Opnår det niveau af kontrol man ønsker sig. Bagefter har man kontrol og erfaring nok til at springe måltidet over en gang i mellem, uden det går ud over en tilfældig eller ligefrem...Ens mere personlige elskere" bemærkede han så, før han tog koppen til munden og endelig så op mod Lori igen.

Loris blik blev en anelse irritabelt og ikke mindst træt, da det lyst gik op for ham at Sean virkelig morede sig på hans bekostning. Så han havde ikke tilbudt sig selv? Flot Lori!.. nu var det jo kun mere tydeligt hvordan han tænkte om Sean!
Men nej, det var jo ikke kun sådan han tænkte om ham! Han tænkte også utroligt meget på ham som en ven, måske i virkeligheden også lidt som en mentor! Han kunne altid spørge Sean om råd, og der var ikke noget af det Lori havde spurgt om, hvor Sean i det mindste ikke havde forsøgt at find en løsning eller et svar, og endnu var der ikke kommet det han ikke kunne klare.

Han så op da Sean begynde at forklare at risikoen var for stor, for at Lori ville ende med at æde Sean. Han nikkede lidt da han jo selv godt forstod logikken, dog fandt hans blik hurtigt Sean igen, efter at havde været gledet mod gulvet, i det øjeblik Sean tilbød et subjekt til denne øvelse. Han så noget chorkeret ud ”uhm…” Han plejede jo lang fra selv at satse andres liv sådan. Og hvad? Skulle han gøre det med vedkommende her? Det ville da være vildt mærkeligt?

Hans blik så lidt forvirret rundt, og endnu engang begynde hans 2 halvdele at slås. Den ene mente at det var udelukket! At man ikke kunne lege med folks liv sådan! Men den anden… var ligeglad, det var jo for en god sag… prøvede han i hvert fald at bilde sig ind!
Tankerne kørte så meget rundt i hans hoved, at han knapt ensede at Sean kom over mod ham, før han næsten stod lige foran sig. Og havde det ikke været for overraskelsen over det pludseligt fjernede afstand mellem dem, havde han nok trådt et skridt tilbage. Dog nåede hans hjerne slet ikke at komme på den ide før Sean stod foran ham, og ligefrem havde gebet fat i hans hage.
Blodet susede rundt i hans krop, og varmen fra før kom snigende tilbage.
Mundvandet der nærmest truede med at kvæle ham blev slugt, måske fordi han da troede at han ville kunne sige noget. Men intet kom der ud! Hvad skulle han sige?
Det at havde Sean så tæt på var pirrende! Som en lækker kage man ikke måtte spise. At i ham roterede og i virkeligheden var det jo dumt! Han havde lige siddet og drukket te med selv samme mand, uden en antrækning i den retning, og nu, kunne han nærmest mærke hvordan hans ben føltes helt gummiagtige i det her grab.

Tommelfingeren der gled over hans læbe fik det til at sitre i hele kroppen, og han skulle virkelig koncertere sig for ikke bare at kaste alle holdningerne fra sig og overgive sig til dæmonen foran sig. De grålige øjne føltes som nåle der prikkede på huden, og trods det var ubehageligt og angstpirrende, var det også ufattelig dejligt.
Hans fantastiske rejse væk fra virkeligheden blev dog afbrudt da Sean pludselig tog hånden til sig og gik over til stolen igen. Der stod Lori, helt paf og var kun lige kommet tilbage til overfladen igen.

Han så hen mod Sean som han talte. Okay… der blev talt om hans spisevaner.
”jeg… fortrækker måske bare kun at spise når jeg virkelig har brug for det” brummede han lidt mens han stod og flyttede lidt på sine fødder. Han sukkede lidt.
”måske håbede jeg bare på, at hvis jeg kun spiste når jeg var NØD til det, og ikke når jeg havde lyst.. så ville jeg kunne rode bod på alle de liv jeg ellers har taget… kun for sportens skyld” erkende han og lod blikket falde.
trods hans personligheder var smeltet sammen, var de stadig ikke enige. Den ene del af ham sagde ham, at han bare skulle begynde at træne som Sean jo forklarede… den anden.. sagde han var et monster der i virkeligheden bare skulle lade vær med at spise overhoved…
Dog så han mod Sean ”men… jeg vil gerne takke ja til dit tilbud” sagde han så.
Loris værste mareridt var at finde en han holde af, gå i seng med vedkommende, og så ende med at dræbe dem.
Så hvis det var træning der skulle til, så var det hvad han måtte gøre

Hans blik gled over Lori endnu en gang - noget det uden tvivl ville gøre mange gange endnu. Aflæste ham, vurderede situationen og ikke mindst Loris sindstilstand. Han var lidt ond at drille Lori på den måde, men han nød det og kunne ikke helt stoppe sig selv fra det. Det var ikke nødvendigvis fordi han var mere erfaren end Lori, måske mere fordi fyren virkede så uskyldig på en eller anden måde. Så forsigtig. Desuden var der intet mere underholdende end folk, der påstod de ikke ville i seng med ham, kun for at smelte i hans hænder et øjeblik efter.
Han drak den sidste tår af sin the og stillede koppen fra sig. Han samlede hænderne foran sig et øjeblik.
"Du kommer altid til at tage liv. Du kan aldrig bode for dem alle. Det er hvad du er!" svarede han let, næsten forretningsmæssigt.
"Selvfølgelig kan du en dag blive en kedelig Dreven. Spise folks følelser i stedet for deres sjæle...Men det kræver en del. Det er ikke noget du bliver i morgen. Så lad os fokuserer på det her først!" foreslog han og slog let ud med armene, før han rejste sig op. Men han gik ikke over til Lori igen, den stakkels mand.
"Godt så. Bliv her og saml dine tanker. Prøv at slap af og ryd dine tanker for unødige ting. Så finder jeg noget underhol- Jeg mener, et subjekt" Han sendte Lori et smil. Ja, det ville uden tvivl være underholdning for Sean. At se på, det var. Efter at sikre Lori intet manglede i opholdsstuen, ville han undskylde sig og forlade rummet. Han fandt sin butler og informerede ham overfladisk om hvad der ville ske og de ikke skulle forstyrres, medmindre han selv sendte bud efter ham. Derefter forlod han huset for at finde nogen de kunne bruge. Hvad var Loris smag? Og var han hovedsageligt til mænd eller kvinder? Det var ligegyldigt. Han vidste manden havde været sammen med en mand før - ham selv - så han ville finde en af hankøn.

Der gik lidt tid, før han fandt en passende kandidat og fik overtalt manden til at gå med. Ingen ville jo dø, så Sean havde brugt lige dele løgne og lige dele sin evne til at forføre folk, som han jo havde som incubus. Manden var af gennemsnitslig højde, en smule slank i det og med mørkeblond hår og lette skægstubber. Manden virkede rimelig soigneret og tøjet fortalte at han nok tilhørte middelklassen.
Da de nåede tilbage til Seans sted, bad han manden vente i entreen, mens han gik ind i opholdsstuen for at finde Lori igen.
"Hallooo?" Hilste han, lidt for frisk og fuld af energi. Lori var her vel endnu? Ellers måtte han spise manden selv. Eller gemme ham i kælderen til næste gang.

Det Sean valgte at sige ramte lidt hårdt! Men.. det var jo også sandt.
Han ville aldrig kunne lade vær med at dræbe, det var en del af hans væsen. Og han gjorde det jo heller ikke for at være ond, han gjorde det for at overleve.. det måtte da tælle et sted?
Måske skulle han bare prøve for en gang skyld at lade vær med at være så pokkers hård ved sig selv. Det havde han været hele hans liv, og egentlig… så var han ved at være lidt træt af det.
Men måske havde det også lidt at gøre med, at han jo så nødig ville skuffe de personer der var omkring ham… han ville ikke såre dem, og han var bange for at det ville ske hvis han blot gav los.
Men igen… hvad havde han fået ud af at være blid? Hvad havde han fået ud af at straffe sig selv på denne måde? Intet!
Han så på Sean da han sagde at han skulle blive her, og ikke mindst rense tankerne. Ja det var da nemmer sagt end gjort! Sean havde lige formået at give ham endnu mere at tænkte på. Han nikkede dog til det, inden han gik hen og satte sig i stolen igen.

Der manglede ikke noget da Sean gik, han havde mad og drikke, men alligevel var han ikke helt sulten. Han rejste sig i stedet spankulerede lidt rundt. Og trods Sean jo kun lige var gået, var han allerede lidt utålmodig. Måske var det også fordi han var nervøs. Hvad var det egentlig han havde sagt ja til? Hvad var planen egentlig? Skulle han havde sex med denne person her? Og i det tilfælde? Skulle Sean se på? Okay hvad var det lige for et venskab de så havde sig? Hans hoved begynde at rotere igen, så han besluttede sig for at ligge sig lidt ned.
Dette skete foran de to stole, lige for foden af pejsen. Varmen var dejlig og virkelig afslappende, og efterhånden var det som om tanke strømmen også stoppede lidt! men det var nok i virkeligheden nok mest fordi han var ved at falde i søvn.
Søvnen nåede da også at overtage, og han vågnede først da han hørte Seans stemme i stuen igen.

Han brummede lidt inden han fik sat sig op. Han så tilbage mod Sean ”lov mig at vedkommende ikke er grim?... det magter jeg ikke lige nu” små brummede han inden han kom op og stå. Han fik rettet lidt på tøjet og håret der nu så temmelig utæmmet ud, men dog stadig på en lækker måde. Han så på Sean, og lod en hånd glide ned over sit ansigt i en lidt frustreret bevægelse
”jeg ved slet ikke hvorfor jeg overhoved har sagt ja til det her” konstaterede han så.

Han havde forventet at Lori ville blive lidt nervøs eller usikker. Så han gjorde intet andet end smile afslappet til ham, i håb om hans egen ro ville påvirke Lori lidt. Det så ud til at Lori havde taget hans forslag om at tømme tankerne lidt for seriøst og var faldet i søvn, men det gjorde intet.
"Bare rolig. Han er ikke så grim. Jeg prøvede at finde en fin fyr" svarede han, velvidende Lori sikkert først ville slappe af når han så det for sig selv. Hvis manden var hans type...Nå, det gik nok. Ellers måtte Lori gå ud og finde nogen.
"Nu skal du høre. Jeg har fundet en fyr. Jeg kan ikke tvinge dig til at have sex med ham, men det vil gøre øvelsen nemmere, ikke? Vi går begge to ud i entreen. Jeg overtalte manden til at komme ved at sige vi søgte efter en tredje partner og desuden lokke ham lidt med vores specielle incubuc-magi. Han kommer ikke til at udgøre et problem. Vi går op på et værelse og tager det med ro. Jeg vil være der til at hjælpe dig, men jeg kan også godt gå, hvis det er nemmere for dig"
Hans blik gled ned over Lori, mens han talte. Lorikan havde ikke virket som en med præsentationsangst, men den nye Lori? Han var lidt i tvivl.
"Spørgsmål?" spurgte han, øjenbrynene gled en smule op i panden på ham.
"Ellers så lad os gå ud og møde ham?" foreslog han og sendte Lori et stort smil.

Lori stod og rettede lidt på sig, da Sean sagde at fyren ikke var grim.. okay, så det var altså en mand? Det gjorde ham ikke noget faktisk. Hvis nu han skulle ende med at nyde det her… så gjorde det ikke noget. Og hvis han ende med at æde fyren.. så var det i det mindste ikke nogles mor eller sådan noget. Han havde skam også været sammen med piger, men det var nok fordi de af og til var lidt nemmere at overtale. Og hanjagede jo kun når han var virkelig sulten.

Hans blik gled mod Sean da han begynde at forklare. Og han kunne ikke helt undgå at trække på smilebåndet da Sean nævnte at det var lidt svært at øve sig hvis han ikke havde tænkt sig at have sex med fyren. Det var jo faktisk sandt nok!
Han kløede sig dog lidt i nakken da Sean begynde at tale om at denne fyr skulle være en tredje person. Puha.. det var da rigligt at han skulle have sex med en fyr for IKKE at æde ham, men så også Sean oven i?
Dog lettede det, da Sean snakkede om at Lori selv måtte bestemme om Sean måtte være der inde. Den skulle han nok stadig overveje lidt. Okay det hele var vidst meget lige til.. og dog. Men det skulle han ikke fokusere på lige nu! Han havde lovet sig selv tidlgere at han ikke længere skulle være så hård ved sig selv, og heller ikke hele tien nægte sig selv ting! Han skulle lade tingene ske!

Han rettede lidt på sig med en rolig rømen, og rystede på hovedet til om der var nogle spørgsmål. Han nikkede og fulgte med Sean ud i entreen. En hvis lettelse gled over ham da han så fyren, okay han var ikke som Sean eller ham selv, men han var da bestemt heller ikke grim… okay nu var det også lidt taveligt at sammenligne andre med dem, deres art var jo betydeligt kønnere end de fleste. Men denne fyr var nydelig, soigneret og ikke en eller anden bums. Men igen… det havde han vel heller ikke forventet af Sean.
Lori sende fyren et høfligt smil ”Hej.. velkommen til” sagde han roligt, også på trods af at det jo faktisk ikke var hans hjem. Men det vidste fyren vel ikke noget om.

Lori sende Sean et hurtigt blik, inden hans opmærksomhed atter ramte fyren i entreen. ”skal vi?” spurgte han roligt og så på begge mændene. Okay han var meget nervøs, men han var da efterhånden blevet god til at skjule det. Måske Sean ville kunne fornemme det, men ellers ikke.