Oh my god!.. You'r okay! - Sean

Der var stille i huset.. Næsten for stille. Den eneste lyd der var, var lyden af Django der lå og snorkede ved siden af ham i senge, på trods af hans ejers skarbe regler om ikke at være i møblerne, nogle Lori for længst havde ødelagt.
I virkeligheden var han ikke sikker på hvad klokken var.. der var mørkt i soveværelset, men han var i tvivl om det var fordi det var aften, eller det var takket være det tykke gardiner der ikke lukkede en eneste solstråle ind.
Han befaldt sig et underligt sted mellem at være vågen og at sove.. Han havde åbne øjne eller... det ene, det andet prøvede han på at holde lukket da flængen i hans øjenbryne, og den efterhånden tilbage trukkede blå farve stadig gjorde lidt undt når hans øje var åbent.
Det var efterhånden kun overfladiske skrammer, skorbede sår der så småt var ved at forsvinde, men derfor kunne de stadig godt mærkes.
Særligt det store mærke på hans ventreside, der efterhånden var mere over i grøn og gul farvet end blålilla... Hvad var det overhoved folk havde imod hans ventre side?
Først det store tydelige ar i hans side efter hans aften i Dragons peak, så Razors kniv der havde boret sig ned i hans skulder, hvor der stadig var forbinding om, da såret desværre også var blevet betændt.. han havde dog en god læge der kunne klare den slags, så han fik jævligt besøg for at hans bandager skulle skiftes, da det var temmelig besværligt at gøre det selv.
Og nu! Nu havde han et kæmpe mærke og 2 trykkede rigben i ventre side, lige over hans ar.. Måske skulle han begynde at træne i at beskytte den side af hans krop. Den var jo efterhånden noget skadet.

Han fik med besvær vendt sig om på den højre side, for bare at sukke tungt, og lukke øjnene igen. Måske skulle han bare blive liggende her.. indtil han var NØD til at spise! Selvom... det at lægge her kun gjorde tingene værre! For når der var stille, så begynde hans tanker.. hans hoved blev fyldt med hans egen stemme. Hans egen stemme der skælde ham ud, over ikke at have besøgt Sean i nogle dage, og de dage han havde gjordt det... der havde han ikke vækket Sean. Så i Seans øjne kunne det jo nemt se ud som om at Lori ikke havde gidet at besøge ham efter deres skænderrig..
Oven i det, skælde han sig selv ud over ikke at gøre mere.. han og Razor havde prøvet, men uden held! Hans blik gled over mod bøgerne på gulvet.. de forbudte og meget sjældne bøger han havde stjålet fra Biblioteket..
Tænk hvad han havde gjordt for at prøve at finde kuren. Han ville helst ikke erkende det, og han ville ALDRIG sige det til Sean. Men han havde givet op... der var jo alligevel intet Lori kunne gøre for at finde den kur! Det var præsis som Sean havde sagt.. det var ikke en der bare sådan lige var til at finde..

Hans øjne gled i igen, han var træt... han kunne faktisk ikke huske hvornår han sidst havde sovet.. mens samtidig.. så var det længe siden han havde lavet andet end at lægge i sin seng. Efter hans lidt voldsommer slagsmål, havde han været der hjemme, kun været ude når Reign var hjemme... Mennesket ville ikke kunne tackle at se ham sådan her! Han ville ikke kunne sætte sig ind i tankegangen om at man bare havde brug for vold.. på den ene eller anden måde.
Han havde aldrig selv troet at han ville blive sådan her, at noget så banalt som vold og slagsmål skulle være noget han havde brug for.
Han faldt mere eller mindre i søvn igen, selvom han burde stå op.

Det var efterhånden nogle dage siden han havde modtaget kuren. I starten havde han ikke mærket meget forskel, men til sidst var feberen faldet lidt efter lidt, hosten var stoppet og han havde fået det bedre og bedre. Han havde kunne sidde op...Stå op...Læse, spise, drikke uden problemer. Han kunne selv skifte sit sengetøj, tage et bad eller sætte sig i opholdsstuen og læse nogle forsømte rapporter eller breve. Han havde kun fokuseret på at blive bedre, samt brugt en dag med Razor hvor de havde fejret at Sean var blevet rask igen. Sean havde det godt! Og nu havde han altså trukket en varm kappe om skuldre til at beskytte ham mod vind og vejr. Der var ingen grund til at tro han ville få et tilbageslag, men hvorfor tage chancen? Kappen blev knappet ved halsen for at sikre den maksimale beskyttelse mod det triste vejr. Overskyet og efterhånden mere og mere efterårsagtigt. Sean nød faktisk bladenes skiften af farver og den oplagte mulighed for at sidde indenfor med en god bog eller nogle af højtiderne i den mørke side af året...
Ikke at han havde haft nogen at nyde disse dage med, at fejre dem med. Men han nød stadig at se folks nye gode humør eller aktivitet. Det var også et oplagt tidspunkt at stjæle, især hen mod Yulen, hvor folk var ekstra gavmilde.
Men alt det lå senere. Lige nu var det kun ved at blive efterår og græskarrene var blevet synlige i boderne, der solgte grønt.
Sean var også iklædt nogle praktiske støvler, et par varme bukser og en varm trøje, alt sammen i de samme mørke og sorte farver. Om siden hang hans sværd. Hjemmevant havde han forladt sit hus...Og taget en god omvej, der havde givet ham nogle rødlige kinder fra den friske og kølige vind. Det var rart endelig at gå udenfor igen! Han følte sig så fuld af energi og livslyst. Han havde brug for at dele denne nye glæde med nogen...
Så hans ben havde bragt ham mod et bestemt hjem i byen. Loris.

Han bankede på. Det var tidlig aften, men solen var allerede på vej ned og gav byen et mørkt skær. Der var ikke rigtig lys i nogle af vinduerne...Var Lori oppe? Nød en bog, en bid mad, sit menneske? Han følte sig ikke så generet af at Lori faktisk boede sammen med Reign, som han havde været. I dag var han for glad. Glad ved at være i live. Uanset den pris det havde kostet ham. Han vædede sine læber og så sig rundt i området...
Ja. Han var helt sikker. Lori havde virket som en, der anså deres forhold på et stadie som Sean ikke havde gjort...Men hvis Lori ville, ville Sean måske også bryde deres grænser lidt. Hvilket bedre tidspunkt end nu, hvor han var så frisk på at give livet en ny chance? Der var intet som en nær-døds-oplevelse til at give et nyt perspektiv.
Var manden overhoved hjemme? Han bankede på igen.

Hvis ikke det var fordi han gentagende gange blev mindet om, at Django altså også var i sengen, ved at hunden enden vende sig, eller puffede til hans hånd med snuden, så var han ikke sikker på at han ville vide om han var i live eller ej. Smerten fra hans side mindede ham også flere gange om, at virkeligheden stadig var der.
Og en banken på døren hev ham dog også ud af sin trance. Han vidste godt det var tarveligt, og bestemt ikke særlig Lori agtigt. Men han orkede virkelig ikke at lukke op. Lå med et ønske om at folk vedkommende ville tro der ingen var hjemme og gå igen. Det var dog ikke tilfældet. Og denne gang var det ikke kun Lori der hørte at det bankede på. Men derimod også Django, der kajtet, fik vendt sig om i sengen, noget der man nemt kunne grine af, da han havde så travlt at han knapt nok vidste hvad side han skulle vende sig til.
Han bjæffede dybt ved døren, og gav bestemt ikke Lori en chance for at lade som ingenting mere.
Han sukkede til GT, og fik skubbet dynen af sig. Han fandt et tæppe frem, som han fik bundet om hans underliv.
"Jaja Django.. jeg kommer nu" knurrede han som hunden begynde at klynke ude ved døren.

Endelig kom han til døren, efter havde fået gennem det mørke hus. Han tog lidt fat i Django der næsten stod op af døren. Han åbnede døren med et "Django tog den lige med ro" inden hans blik blev kastet op på ved kommende der havde banket. Dog var syntes noget der gjorde Lori så chorkert at han fik sluppet hunden der med det samme oppede op og ned rundt om Sean.
"Sean?... Men...hva.. hva laver ud uden for din seng?" Spurgte han helt forvirret. Han kom dog nok til sig selv til at få hevet Django ind, inden han opdagede en kat eller egenen. Eller bare noget andet der ville kunne få ham til bare at smutte.

Lori bakkede ind i entreen, så Sean kunne komme ind. Der var halvmørket i hele huset, men det var stadig nemt at se de mange skræmmer dæmonen stadig havde. Et par sår efter en flækket læbe, et magen til i øjenbrynet. Et øje der stadig havde lidt farve tilbage, sammen med de mange hudafskrabninger, og så det store grøngule mærke i hans side.
"Jeg.. jeg forstår ikke.. hvorfor er du ikke i din seng?" Spurgte han forvirret.

Han havde overvejet at gå, da han hørte lyden af hunden. Den tøffen han hørte lød til at komme fra den anden side af døren...Var hunden måske ladt alene hjemme? Det var en mulighed. Måske skulle han gå hjem og finde Lori senere...Det var ærgerligt, for Sean havde virkelig lyst til, nærmest brug for, at se manden lige nu. På en måde stak skuffelsen ham i hjertet, som han allerede halvt havde vendt sig for at gå...
Da døren gik op og hunden sprang ham i møde. Automatik satte han sig på hug og mødte hunden med nogle velfortjente klap. Han var ikke meget en husdyrsperson, men hunden kunne da godt få nogle klap med på vejen alligevel. Skulle nødig risikere hunden faktisk ville prøve at holde ham ude af huset nu, vel?
Hans blik gled op til den overraskende Lori. Manden havde nok ikke forventet Sean var frisk og ligefrem ville komme og banke på døren. Hvad havde Lori forventet? Manden havde ikke været der på det sidste. Måske havde Lori allerede forventet Sean var død og ikke ønsket at dukket op i et hus klædt i sort?
Men han var ikke helt i stand til at være fornærmet over den slags lige nu. I stedet rejste han sig op og med det ene ben, hjalp han med at skubbe hunden ind over dørtærsklen igen. Som han trådte indenfor lukkede han døren efter sig, mest for hundens skyld, da han ikke helt vidste om Lori faktisk ønskede selskab lige nu.
Nu hvor han stod foran Lori var han ikke helt sikker på sig selv, som han havde været for et øjeblik siden. Alle de ting han havde overvejet, ønsket sig, var pludselig underlige fantasier. Især fordi...Lori ikke rigtig lignede sig selv hellere. Forslået...Af Razor igen? Noget sagde ham det ikke bare var det. Det glade smil forsvandt lidt og øjenbrynene gled tættere på hinanden.
"Jeg er rask igen..." bemærkede han. Han rømmede sig svagt.
"Måske stadig lidt småsvag i min krop, men ellers helt klart frisk og i bedring. Jeg håber ikke jeg forstyrrer dig...Jeg troede faktisk ikke der var nogen hjemme...." Han trak vejret dybt. Lori lignede ikke en der havde forventet gæster og Sean havde håbet Lori ville have virket lidt mere glad. Hvor fjollet. Hvad havde han håbet på? Bare fordi han var frisk igen, ændrede verdenen sig ikke. Han var stadig overflødig på så mange måder.
Han slog let ud med den ene arm.
"Er det okay jeg kom? Skal jeg gå igen? Og hvad der måske er mere vigtigt...Hvad har du lavet ved dig selv?" spurgte han så endelig.

Han ville lyve hvis han ikke et kort sekundt overvejede om han stadig sov. Om alt det her ikke bare var en drøm. Han måtte virkelig tage et virkelighedstjek. Men jo! Det var Sean der sad der og klappede hunden.
Da de kom ind, holde han blot blikket mod Sean, som en der ikke helt havde forstået hvad der lige var slet.. og det havde han hellere ikke.
Hvorfor var Sean her!? Han så bedre ud... Langt bedre faktisk! Var han mon.. rask?
Hans øjne gled mere op, da han fik bekræftet at dette var tilfældet. Sean var rask! Han var kureret!?

Pludselig rasmte en voldsom skyldfølelse ham! Havde han besøgt Sean de sidste dage, så havde han jo nok vidst det! Han havde sikkert fået det afvide, og kunne glæde sig over det sammen med Sean, fremfor at stå her som et måbende spøgelse. Han vidste faktisk slet ikke hvordan han skulle reagere. Om han skulle tage den med ro og være glad, eller om han skulle springe i armene på Sean. Noget Sean jo ikke var så god til.

Han hørte dog Sean spørge om han skulle gå. Lori rystede hurtigt på hovedet. "NEJ!..øhm.. nej.. slet ikke" han bemærkede godt at det måske blev lidt højlydt lige til at starte med. Han så lidt ned af sig, da Sean spurgte indtil hans tilstand. Nåh ja! Det havde han helt glemt da han havde set Sean.
Han trak lidt på skulderen. "En dårlig vane jeg har haft på det sidste" sagde han med et træk i mundvigen.
Han stod lidt. Bed sig i læben, han valgte dog at gøre det han ikke var sikker på at Sean brød sig om. Han trådte hen til ham og fslog armene om hans sider, og krammede ham. Han lagde panden ind mod hans skulder. "Undskyld jeg ikke har været hos dig.." sagde han så stille.

Han havde svært ved at tolke situationen. Men Loris udråb af et nej forsikrede i hvert fald at han burde blive her. Han kunne ikke lade være med at smile over det. Noget af den gamle Lori var der i det mindste stadigvæk...Hvor forslået Lori så end var.
Da Lori trådte over til ham, fjernede han sig ikke, men gengældte faktisk krammet ved at lægge armene om Lori også. Det var rart og fik ham til at slappe lidt mere af, også selv om han ikke kunne glemme hvor forslået Lori så ud. Det bekymrede ham...Men ville Lori hade ham for at spørge mere ind til det, for at bede ham ikke komme til skade hele tiden? Ofte, hvis Sean blandede sig, hadede folk ham for det. Men hvem kunne han snart sige noget til alligevel?
"Det er okay. Jeg har været mere død end levende og det har nok ikke været rart at besøge mig..." forsikrede han.
"Jeg vil gerne blive lidt. Jeg er sikker på du har nogle spørgsmål til min pludselig bedring og jeg tror vi har nogle ting at snakke om. Er det okay? Kan vi være her? Skal jeg lave noget the til os?" mange små spørgsmål. Sean havde en del ting at fortælle, men han ville ikke gøre det her. Som minimum ville han gerne sidde ned et sted og gerne med en forfriskende drik eller noget i den stil. Han havde fået mere end the nok de sidste par uger, men hvis alternativet var almindelig vand eller alkohol, måtte han nok nøjes. For at være ærlig var Sean blevet overraskende glad for saftevand på det sidste. Specielt varm hyldebærsaft, som virkede god for hans hals oveni. Slog varm vand med en skive citron også.

Detvarrary endelig at være tæt på Sean igen. Han havde savnet den fysiske kontakt mellem dem. Sean havde selvfølgelig ikke været den samme mens han var syg. Og det var selvfølgelig forståeligt. Det var ikke noget han havde i sinde at bebrejde Sean for! Men det hårdeste havde nok været at han ikke havde kunne være i kontakt med ham, holde om ham eller på anden måde være fysisk med ham. Og nu tænkte han ikke på Sexen, selvom han selvfølgelig havde savnet det, og måske også havde været temmelig løs på den, med hensyn til at få sine lyster tilfredsstillet andre steder.
Men det var nu endnu mere det med at at kunne holde ham i hånden, eller i det mindste bare være tæt på ham. Men den sidste tid havde han måtte bevæge sig i en Senius af 2-3 meter fra ham.
Og det var da også dejligt at Sean valgte at gengælde krammet, trods han måske ikke var vild med den slags.

Han hørte Sean der prøvede at give Lori en god undskyldning for hvorfor han ikke var kommet. Men det ændrede ikke på, at det jo var Lori der havde forsømt Sean.
Han trådte lidt fra ham, og så på ham da han sagde at han gerne ville blive. Han nikkede lidt da han spurgte om det var okay. "Ja.. lad os.." han trak sig næsten lidt modvilligt fra Sean. "Lad os gå ind.. jeg får lige noget tøj på, uhm.. der er også noget saft i det øverste skab!.. jeg har lige købt det på markedet i dag,. Og ellers laver du bare the" sagde han mens han selv bevægede sig ind i stuen, og mod sig soveværelse for at finde noget tøj.
Han fandt et par lige løse bukser, og en lidt for stor sweater. Han vidste faktisk ikke hvor den var kommet fra... Den havde altid været for stor.. hmm mon han selv havde købt den, eller.. var det en tidligere partner der havde glemt den her?. Nåh det var også ligemeget.

Han gik ud i stuen og fik tændt nogle lys, både så de kunne se noget, men så der også kunne komme en smule varme i huset.
Django stod ved sin madskål og klynkede lidt.
"Undskyld Django.. du skal nok få noget mad nu"
Det gik virkelig ikke at han døde sådan hen en hel dag.. han glemte jo ligefrem at give Django mad! Hvis ikke var Sean var kommet, så havde han sikkert ikke engang rejst sig fra sengen.
Han fik givet Djange noget brød, og noget kød fra i går, inden han så lidt på Sean. "Hvordan har du det ellers?" Spurgte han mens han skulle bukke sig ned for at tage Django vandskål. En knagende lyd kom fra ham, da netop bevægelsen med at bukke sig, stadig gjorde en kende ondt. Han fik fyldt den med vand fra en kande der stod på køkkenbordet. Inden han igen lavede samme irraterende bevægelse.

Det var rart. Det var savnet. Han savnede den fysiske kontakt, ikke bare med mad - som han havde indhentet lidt af - men med nogen han holdt af og var sammen med fordi selskabet betød noget. Han kunne stadig ikke nærme sig Razor, efter nogle pirater engang ødelagde ham, så han havde været ret rastløs på det punkt. Endelig at holde Lori, at mærke en anden person helt tæt på og dufte vedkommende, gav han nærmest lyst til at blive stående her, i entreen, de næste mange timer.
Men de kunne ikke blive stående her. Så modvilligt gav han selv slip og inden han kunne overveje at give Lori et kys med på vejen, var de begge på vej til hver deres sted i lejligheden. Sean kendte vejen ud i køkkenet og selv om der var mørkt, formåede han på en eller anden måde at sætte en kande vand over til the og finde nogle krus. Han overvejede det lidt, da han fandt flasken til saftevand, men valgte så at være en anelse grådig. Mens vandet stod og varmede, blandede han også et krus saftevand til at slukke hans midlertidige tørst. Slet ikke så ringe!
Det var også sådan Lori fandt ham igen. Desværre havde Lori tøj på nu, men de var ved at gå ind i efteråret og det var bedre at holde sig varm. Måske ikke for sygdoms skyld, men så for ren velvære.
Han sank sin tår og trak let på den ene skulder, mens han holdt med Lori, som denne fodrede hunden. Han stod lænet op af køkkenbordet med krusset med saft i den ene hånd. Afslappet.
"Fint" lød svaret. Overordnet set, så havde han det fint. Der var nogle ting han skulle tage sig til nu og sygdommen var så godt som væk. Så fint.
"Og dig? Siden jeg blev syg har jeg kun set dig med flere og flere sår. Opsøger du det bevidst eller har du bare været ret så uheldig?" han prøvede, men bekymringen og en anelse hård kant, fordi han i virkeligheden ønskede at Lori ikke kom til skade, sneg sig alligevel en smule ind i stemmen. Det var umuligt at tale om alle Loris sår og samtidig lade som om man var ligeglad. Han rømmede sig svagt.
Når han blev træt eller var oppe hele dagen, kunne han stadig godt blive lidt varm i kroppen eller få lidt slim i halsen. Lige nu var det dog ikke så slemt og forhåbentlig kunne han have sin aften med Lori i fred, uden at falde i søvn halvvejs.

Det var virkelig underligt… Allerede nu, hvor Sean kun havde befundet sig i Loris hjem i få minutter, og her føltes allerede langt mindre ensomt! Selv med Reign var her føltes det ensomt og tomt, men med Sean her! Tilbage, rask og som sådan frisk. Pludselig føltes de mange dystre tanker åndsvage. Hvorfor havde han overhoved haft de tanker? Selvfølgelig ville Sean klare den! Det havde han været sikker på fra starten, men jo længere tid der var gået, jo mere havde han tvivlet. Selv ikke de gamle og meget sjældne bøger han havde stjålet fra biblioteket havde kunne hjælpe..
Det var rart at høre at Sean havde det fint, og han havde i virkeligheden heller ikke regnet med et mere detaljeret svar fra ham.
Dog så han lidt over på Sean da han spurgte ind til Lori, ja han havde jo været dum som en dør, hvis han havde regnet med at Sean ikke havde lagt mærk til de mange sår, eller hvis han havde regnet med at Sean bare ville lade det ligge, han havde trods alt flere knubs i ansigtet, og et stort mærke i siden.
Han sukkede lidt, og fik besværet hoppet op og sidde på køkkenbordet.
”det er ikke Razor hvis det er det du frygter” sagde han med et skævt smil, og et blik rettet mod Sean. Det var sikkert hvad manden tænkte. At de endnu en gang ikke havde kunne lade hinanden være. Men der havde faktisk ikke været noget siden den dag hos Sean. Måske fordi de på det tidspunkt allerede havde fået blæst luften af ballonerne, og samtidig fordi de nok begge forstod at de havde en del til fælles.
Han sukkede lidt, og så lidt ned mod hunden der var i fuld gang med at spise.
”mens du har været syg.. har jeg..” han kørte lidt frustreret hånden gennem håret. ”Ja… jeg har måske haft lidt voldsommer reagtioner på det end jeg ville vise dig.. og.. det var nemmest at få dem ud på den voldsomme måde” erkende han. Han trak op i trøjen og blottede det store grøngule mærke. ”det her, og dem jeg har i ansigtet, minde mig om at man ikke skal starte et slagsmål med en vareulv… de færdes ofte i flok” små grinte han lidt. Han sukkede lidt og så mod Sean.
”det er ikke noget du behøver være nervøs over, det er bare nogle knubs” sagde han så. Han betragtede manden lidt. Han havde virkelig savnet det syn. Sean der stod og hang op af hans køkkenbord. Han ville ønske han kunne få lov til at se det hver dag.

Hans blik fulgte Lori i det mørke rum. Kun ilden under kedlen og det svage lys der kom ind af vinduerne, gav dem noget at pejle efter og for Sean var omgivelserne en tand mere fremmede end for Lori. Da Lori satte sig på køkkenbordet, stillede Sean kruset på bordet og stillede sig ind foran ham. Ikke for at tvinge sandheden ud af ham, for den kom han selv med, eller for at nussepusse om alle hans sår, hvad han sikkert alligevel ikke ville tillade. Men blot for at være tæt på manden og for at kunne lade hænderne glide hen over Loris skuldre i en gestus, Sean nok normalt ikke ville have givet fra sig.
"Hvis det var for min skyld...Kan du godt stoppe nu" svarede han så med et svagt og skævt smil. Lori behøvede ikke slås længere. Han vidste ikke om det var sødt eller uansvarligt at Lori reagerede på den måde, men det betød bare at hvis der skete nogen en anden gang, skulle han overveje nøje om Lori overhoved burde vide det. Hvad hvis noget slemt skete Lori og det var Seans skyld?
Men han ville ikke stikke dybere i det. Ville ikke risikere de skændes over det. Men han ville holde med Lori, se om det ændrede sig eller om det var en ting der var kommet for at blive. For det ville han nok ikke bare lade ske...Lade Lori gå rundt og blive slået på. Forhåbentlig havde manden selv leveret nogle gode slag og ikke kun fungeret som passiv slåbold?
Men det var ikke bare knubs. Knubs var et blåt mærke fordi man slog hoften ind i bordet eller et snitsår fra et stykke papir...Dette var lidt mere end det. Men igen...Han ville ikke diskutere det lige nu.
Han trak vejret dybt.
"Så...Min pludselige bedring...Det er ikke fordi jeg er en af heldige få der bare overlever sygdommen. For at være ærlig var jeg nok tæt på døden. Ikke mange dage mere, tror jeg...Men jeg var vel heldig? Eller uheldig, alt efter hvordan man ser det. Dæmonerne leder...I princippet, vores leder...Natalie dukkede op. Hun gav mig kuren"
Han sagde det ikke endnu. Men selvfølgelig havde hun ikke bare dukket op og givet kuren for at være gavmild. Seans blik hvilede på Lori. Det var lidt uvant for at stå og fortælle ting der var sket i hans liv, selv ting som disse, som han gerne ville fortælle Lori om. Det havde aldrig faldet ham naturligt at fortælle hele romaner om hans liv eller hverdage. Men han følte det var vigtigt at Lori kendte til det her, til de aftaler der var blevet indgået. Også fordi at hvis de skulle have noget sammen...Ville det uden tvivl også påvirke Lori på den ene eller anden måde.

Han så først lidt undrnede op Sean da han valgte at stille sig hen foran Lori. Var Lori i problemer? Og den tankegang fortrød han hurtigt da han mærkede Seans hænder mod sine skuldre og den måde de kærtegnende ham. Han var ikke just vant til denne side af Sean, med mindre altså det var lige inden at de var ved at springe ned mellem dynerne sammen. Han smilede roligt til ham, men så dog lidt overrasket ud da Sean sagde at Lori godt kunne stoppe med at slås nu. Han sukkede lidt stille ud, dog stadig med et smil om læberne. Han håbede det var rigtigt. At det bare havde været en måde at afreagere på, og ikke en permanent ting i hans liv.
Særligt fordi det slet ikke gik over ens med søde Lori... I den sidste tid havde han været ved at brække sig hver gang folk sagde til som "du er jo sådan en sød fyr Lori" eller "den slags plejer du slet ikke at gøre" han vidste at han have opført sig anderledes. Men han havde også følt anderledes!..
Han nikkede roligt til Sean. "Bare rolig.. jeg klare mig! Den sidste omgang her, har også hold mig fra det lidt tid" grinede han lidt.

Han så på Sean mens han forklarede, uden helt selv at tænke over det, handel han slået sine ben en kende mere om Sean, og holde ham en smule fast der. Han lyttede til hans forklar, og ende dog med at rynke sine bryn. Den historie lød ikke nær så god som det måske var meningen.
"Nu kender jeg ikke hende Natalie..... Men jeg har svært ved at tro hun gjorde det gratis? Med mindre du. Selvfølgelig kender hende bedre end du har fortalt?" Sagde han og så lidt mere indgående på Sean.
"Hvad har du rodet sig ud i Sean?" Spurgte han, med en stemme der fortalte at han ikke ville tro på det hvis Sean sagde at der ikke var en tilbagebetaling på den kur.

Han smilte svagt. Lori havde ret, det havde ikke været gratis.
"Faktisk var det første gang jeg har set hende. Jeg har hørt om hende, om hendes position, men jeg er ikke specielt...Loyal...Eller eftergivende...Over for folk der kalder sig magtfulde, men intet beviser omkring det. Og hvem ved? Det kan være hun overrasker...Hun har allerede overrasket lidt, i forhold til hvor snu hun er" Han trak let på skuldrene. Hun havde sikkert fået oplysningerne om Seans sygdom fra en af hans tjenere og derfor havde han fyret dem alle, med undtagelse af hans nye butler og kokken. Han havde afhørt dem og blevet enig med sig selv om de to i mindste ikke havde været ansvarlige for det. Nu skulle han bare finde sig en ny tjener, så hans butler ikke blev overbebyrdet af husarbejde, men alt til sin tid. Hans butler havde været en mandlig tjener i et stykke tid, men gjort et fantastisk job.
"Selvfølgelig var der en pris! Hun ville have jeg skulle sværge loyalitet til hende og så...Skulle jeg overtage og styre Doomsville" Hans blik hvilede på Loris ansigt. De havde snakket om dette før, endda brudt ind på slottet før. Deres samtale havde fået Sean til at indse at han ikke behøvede indtage Doomsville, bare fordi han kunne og han havde været tilfreds med den beslutning. Men nu? Nu havde det været prisen for hans liv. Forhåbentlig ville Lori kunne forstå valget. Selv om det ville give ham en del mere arbejde - både med klanen og, når han kom så langt, resten af byen - håbede han på det ikke ville ændre for meget.
Som ved et trylleslag begyndte kedlen at larme, fordi vandet kogte. Sean snoede sig ud af Loris ben for at fjerne kedlen fra varmen og hælde det op i en kande med theblade i.

Han havde haft ret, selvfølgelig havde der været en pris. Dæmonernes leder ville aldrig bare være sød og komme med en kur, fordi "hej det havde hun lyst til" det var selvfølgelig en pris.
Og da Lori fik den afvide var han ærlig talt i tvivl om hvad han skulle sige. Så er stille "okay..." Blev det der forlod hans læber mens han slugte den nyhed.
Det var kun få måneder siden at de havde haft denne samtale, omkring hvor vidst Sean burde overtage Doomsville eller ej.. Sean var vidst selv kommet frem til konklusion at det ikke haftede, og at han burde vente. Og nu... Nu var det ligefrem en ordre.
Lori vidste at det ville betyde noget for deres forhold. Sean ville uden tvivl få mere travlt, og de ville se mindre til hinanden.. der var også en risiko ved det, hvis Sean blev en offentlig person, en som alle havde deres øjne rettet mod, måtte han være langt mere forsigtig med hensyn til Lori! Da det jo fakrism var forbudt at have et enden romantisk eller seksuelt forhold til en af samme køn, kunne Sean blive skadet af den affære de havde.
Han så lidt mod kedlen da den larmede, og lod Sean gå. Han fulgte ham lidt med blikket inden han tog sig sammen og fik sagt hans mening "som jeg sagde sidst.. jeg støtter dig lige meget hvad... Dog bekymre det mig også" erkende han.
Han sukkede lidt og bed sig i læben.
"Når først du bliver hersker, er vi nød til at passe meget mere på at folk ikke opdager noget" sagde han med et henkastet blik på hunden der havde spist færdig og var på vej ind i stuen, sikkert for at flyde i sofaen, eller for at liste tilbage i Loris varme seng, nu den havde det hele for sig selv.
Hans blik ramte atter Sean. "Og så er jeg bekymret for dig.." erkende han. "Du gik ned på det sidst, og jeg har ikke lyst til at se sig falde tilbage i den tilstand.." sukkede han lidt, som han hoppede ned fra køkkenbordet, dog med en grimasse der afslørede at han var landet lige hårdt nok.

Han hældte vandet over i thekanden og satte kedlen på en kold plade på komfuret. Han havde slukket for varmen og det eneste de manglede nu, var blot at theen trak. Han tog kruset med saftevand og tømte det, før han tog kanden i den ene hånd og krusene i den anden og gjorde tegn til Lori om, om de ikke burde gå ind i stuen?
Da de kom derind satte han tingene fra sig på bordet. Her i stuen var der tændt lys, nok nogle Lori næsten lige havde tændt og det virkede allerede lidt varmere og der var ikke mindst, netop mere lys. Udenfor blev det gradvist mere og mere mørkt.
"Jah, det tænkte jeg nok" svarede han roligt, ved Loris kommentar om at det bekymrede ham. Han vidste Lori ville bekymre sig.
Han valgte at angribe bekymringerne, som de var blevet nævnt. Han så over mod Lori, hvis denne var fulgt med ind i stuen. Eller ville han gå tilbage og finde ham.
"Først og fremmest flytter jeg ikke fra mit hus i Terrorville. Jeg regner med at blive der så meget som muligt, sove der, måske ligefrem arbejde der. Jeg har ikke kæmpet for at renovere det, blot for at smide det væk igen. Desuden er det ikke til at sige hvilken tilstand slottet har, efter det ikke har været brugt i et stykke tid, så det er måske bedst at sove og opholde sig i mit hus, der ikke er fuld af fugt eller kulde" Det slog ham at han var ved at gå væk fra emnet igen. Han stoppede kort op i sin talestrøm, før han vendte tilbage til emnet.
"Det jeg mener er...At vi kan stadig mødes. Alle har jo lov til at have venner, der besøger en. Men vi kan også finde på en dækhistorie, vi kan bruge, i tilfælde af nogen opsøger os og udspørger os. Jeg har ingen planer om at opgive dig...Og hvad angår mit sind, så har jeg dig og Razor til at holde mit på måtten, ikke?" Han sendte Lori et opmuntrende smil, før han gik over til ham og endnu engang lod hænderne glide hen over mandens markante skuldre og ned over hans arme.
"Det der bekymrer mig mere, er i tilfælde af politiske fjender. Hvad hvis der skal ske dig noget? Og vil du overhoved kunne håndtere chancen for folk vil opsøge dig, når de opdager vi ser hinanden, uanset hvad grunden for vores selskab er?" spurgte han tilbage.

Sean kende vidst allerede Lori for godt.. manden havde i hvert fald allerede forudsagt at Lori ville være bekymret. Men det her var ikke en bekymring som normalt. Det var ikke en "det her gør mig bange" bekymring. Det han bekymrede sig om, var ikke om hvorvidt det de havde sammen kunne fortsætte, men derimod hvad der kunne ske hvis de blev opdaget.
Bekymringen havde altid været der, men det var meget nemmere at skjule den slags som "almindelige" folk, end hvis man var hersker over en by. Folk ville stille spørgsmålstegn ved de mange besøg. Og han var bange for at det kunne skade Sean. Ja Lori ville blive straffet, sikkert ydmyget på byens torv, og hvis han var heldig blev han halshugget eller hængt, hvis ikke, ville han nok blive spærret inde i den tro at han var sindsyg.
Men for Sean ville det være meget værre!! En hersker der gør den slags, han ville ikke vare blive hængt eller halshugget. Han ville sikkert blive pinnet og plaget, ydmyget, og måske endda tortureret...
Det ønskede han bestemt ikke for Sean.

At Sean ville blive boende i dit hus, gjorde dog tingene lidt nemmere. Der ville ikke være lige så mange øjne rettet mod stedet, og så skulle Lori heller ikke vænne sig til de store og kolde gange på slottet.
Da Sean så begynde at forklare sig, angående dem. Stod Lori blot og lyttede. Han var for længst fulgt med ind i stuen, og stod blot foran Sean og lyttede til hvad han sagde.
Det var måske åndssvagt. Men det gav en rar følelse af høre Sean sige de ting. Høre ham tale om dæk historier og andre ting, alt det, bare for de kunne være sammen.
Så det var jo tydeligt at det de havde betød noget for Sean.. ikke at Lori tvivlede, hvis ikke det betød noget, havde de ikke stået her, så var de begge fået ved det første skænderi.
Han smilede som Sean sagde at han havde Razor og Lori til at holde sig på måtten, og denne gang sørge for at Sean ikke ende som sidst. Det havde Lori ikke tænkt sig at lade ske! Aldrig!.
Han mærkede de dejlige varme og stærke hænder der gled ned over hans amre. Han lagde hovedet en kende på skrå da Sean begynde at tale om at Lori kunne komme til skade. Og om Lori mon kunne klare det hvis der kom nogle og ville spørge ind til dem.
"Jeg ved der er dumt.. men jeg er ikke bekymret for min egen sikkerhed i det her. Og jeg har i hvert fald ikke tænkt mig at opgive dig af den grund" sagde han roligt.
Han lod sine hænder glide lidt op, og lægge sig Seans sider.
"Jeg ved det er vigtigt.. og jeg ved at vi begge to løber en stor risiko... Men jeg kan virkelig ikke forkusere op det negative.. jeg mener.. måske skulle vi bare prøve at se det positive i, at du rent faktisk er rask!.. lige nu står vi og bekymre os om ting der ikke engang ville have været at bekymre sig om, hvis du havde fået den kur!" Han smilede roligt og varmt til Sean.
"Selv hvis det skulle vise sig, at vi ikke kan få det til at fungere mellem os fordi du er blevet hersker... Så ville jeg ikke fortryde noget.. for du er i live!.." han krummede sine finger en smule om Seans trøje, og så op på ham.
"Fra nu af har jeg ikke tænkt mig at lade noget så åndssvagt som frygt og bekymringer komme mellem os! Jeg gider ikke længere at diskutere med dig, fordi jeg føler mig usikker!... Razor havde ret den dag! Jeg ville hade mig selv hvis det sidste jeg havde gjordt var at diskutere min usikkerhed, hvis du pludselig ikke var her mere" erkende han.
Han kunne dog ikke undgå at sende Sean et drillende smil.
"Og så har jeg ikke tænkt mig at gå glip af chancen for at ligge i en herskers seng endnu en gang" drillede han og sende ham et blink med øjet.

Lori tog det hele overraskende positivt og det gjorde kun Sean lettere om hjertet. Ikke nok med at Lori indså de var nød til at acceptere det, men han bad heller ikke Sean gå eller brød sammen i raseri eller gråd. Der var så mange måder dette kunne være endt på! Og han havde forstået det, hvis Lori ikke gad være med i den slags. De sociale straffe, hvis man blev opdaget...De fysiske...Han ønskede ikke det skulle ske for Lori og derfor måtte de forberede sig, hvis de gerne ville være sammen. Sean ville gerne, mere end nogensinde før. Gerne være sammen med Lori. Han ville ønske han kunne gå en tur ned af gaden, holde ham i hånden og nyde årstidernes skiften med ham, men...Der var vel nogle begrænsninger.
"Du ved...Der er sikkert også en del kvinder der vil slange sig op af mig, i håb om at blive min dronning?" drillede han pludselig. Tanken havde slået ham pludseligt. Og selv om han drillede Lori med det, var det også en ting de skulle overveje. Lori skulle vide han intet havde at blive bange eller jalous over på det punkt...Også selv om det nok lå en del ude i fremtiden.

Han slog ud med den ene arm, som om dette lige pludselig var hans hjem, da han inviterede Lori til at sætte sig. Måske burde de tage en kop af den ny-lavede the, men Sean ville hellere sidde med armene om Lori, end være forhindret af det fordi han skulle holde en kop the. Sean indbød til de satte sig i stuens sofa. Sværdet blev lagt fra sig og skoene var smidt. Han var en smule træt i kroppen efter den lange gåtur igennem byen han havde nydt, så han trak automatik et tæppe hen over sine ben, da han satte sig. Han lænede sig tilbage og indbød Lori til at læne sig ind mod ham, hvis han ville. Sean var i hyggehumør, også selv om emnet for deres samtale ikke nødvendigvis var det mest hyggelige.
"Ja, jeg er i live. Jeg kunne have valgt ikke at tage imod kuren. Jeg var bevidst nok, da hun opsøgte mig, selv om jeg sjældent har haft så mange smerter før. Men jeg valgte livet. Og alle disse ting? Hvis jeg virkelig ikke kan lide dem, stoler jeg på mine egne evner til at finde en vej udenom. Men jeg er spændt på at se om det bliver anderledes med Doomsville. Du ved, fordi det er min by. Jeg kender den bedre end nogen anden by...Jeg har allerede en del magt her. Jeg har ikke lagt nogen klar plan endnu...Men nå jeg endelig overtager byen, forventer jeg ikke de største besværligheder. Jeg er faktisk fascineret over hvor godt byen har klaret sig uden en aktiv hersker så længe..." igen gled hans tanker i alle mulige retninger og igen væk fra det emne, de ellers havde snakket om. Sean havde bare så mange overvejelser, så mange tanker om emnet og lige nu følte hans sig så tilfreds og godt tilpas, at ordene flød som et vandfald. Også et tegn på at han stolte på Lori eller satte pris på Loris råd eller tanker om emnet.
Han rømmede sig svagt.
"Apropos os...Jeg har overvejet det meget i de lange timer, mens jeg var syg. Og selv om jeg netop har taget en beslutning, der ikke vil være det bedste for os som et par...Vil jeg alligevel gerne gå så langt til faktisk at kalde os et...Hvis du vil...I hemmelighed, selvfølgelig..." Han så hen på Lori.

Han kunne ikke lade vær med at grine lidt, og ryste på hovedet af Sean da han sagde det med at der nok var en del kvinder der ville have ham og være hans dronning.
"HmHm  det ville du elske hva?" Grinte han lidt og sende Sean et skævt smil.
"Det er okay.. så længe det er min seng du vender tilbage til kan jeg som menf godt klare et par kvinder" grinte han lidt.
Det var egentlig sært! Han kunne mærke noget anderledes ved Sean. En Sean der rent faktisk snakkede om en fremtid og som delte ud af sine tanker. Det var ikke noget han var vant til, det var jo netop det der havde haft et kæmpe skænderi om mens Sean lå syg. En scene han virkelig stadig skammede sig over. Men den havde nok været sund! For det havde måske fået den begge til at tænke i hvertfald Lori! Han havde tænkt meget over det. Og var blevet enig med sig selv om at hvis Sean overlevede, så var det slut med at bekymre sig så meget! Men i stedet ville han bare gerne nyde det de havde, mens de havde det!
Om det så kun var for en kort stund, eller hvis han var så heldig at have Sean længere tid.
Ligemeget hvad, så ville han bare nyde det de havde sammen.

Han satte sig sammen med Sean i sofaen og måtte indrømme at det var noget anderledes for ham at Sean ligefrem ville sidde sammen på denne måde. Men han satte sig da hos ham lænede sig lidt op af ham, og slappede af. Alt den ensomhed og tristhed han havde haft i denne tid, forsvandt fuldkommen som de sad sådan her.
Han lyttede til hvad Sean forklarede.
"Du styre jo i virkeligheden allerede byen.. bare fra undergrunden.. måske det gør det hele nemmere når du kan få lov at gøre det rigtigt!?" Han greb tæppet lidt, og trak den sidste del over sine egen ben.
"Planen kan altid komme, hun kan jo ikke regne med at du overtager byen dagen efter du er blevet rask" nævnte han.
Det næste Sean sagde, brugte Lori lige et øjeblik på rigtigt at forstå. Vent... Hvad!? Ville han have de blev et par?
Han vende hovedet og så på ham.
"Uden du bliver sur over jeg spørger men... Det her er ikke noget du gør for min skyld vel?" Spurgte han så. Han rettede sig lidt så han vende mere mod Sean og så på ham. "Selvfølgelig vil jeg gerne kalde os et par!.. men jeg håber bare ikke det er noget du gør fordi du er bange for jeg smutter hvis ikke" sagde han så.
Han kunne dog ikke undgå at smile.  "Men jo.. selvfølgelig vil jeg det!" Sagde han med et blidt smil. Han lænede sig hen mod ham, og placerede et blidt kys mod hans kæbe.
Han så dog på ham. "Men... Der kommer ikke pludselig en masse regner frem nu vel?" Drillede han lidt.
Han var jo udemærket godt klar over at folk som de to ikke ligefrem kunne leve i et monogant forhold. Og det var heller ikke meningen!

Det var rart at sidde sådan her. Faktisk kunne han gøre det, uden de behøvede at sige noget som helst. Bare slappe af, bare nyde det. Det havde været så ensomt, fanget i sengen, uden energi til så meget som mad. For en mand, hvor intimitet på et eller andet niveau var en del af hverdagen, havde det været ret forfærdeligt. Men det værste havde været når Lori var på besøg og kom for tæt på...Eller Razor for den sags skyld, selv om Razor måske sagtens kunne være tæt på Sean uden at blive syg. Men nu? Det var ikke engang fordi han ville have sex, selv om han da aldrig sagde nej. Han havde bare brug for nærværet og lige nu følte han sig bedre tilpas end han havde gjort længe.
Lori havde ret. Planen ville komme. Lige disse dage nød Sean bare at være frisk og i live, sørgede for at indhente en smule arbejde med klanen eller huset. Om nogle flere dage kunne han begynde at lægge planer og samle informationer.

Han blev lidt overrasket over Loris...Well, overraskelse. Eller...Måske sagde det sig selv. Omend de lige havde snakket om fremtiden, netop som om de var et par, var det måske alligevel noget andet pludselig at være et par. Han var tæt på at tage det som en fornærmelse, at Lori ikke troede han mente det, men han trak vejret dybt og tvang sig til at overveje det. Lori ville nok ikke fornærme, han ville bare være sikker på at...
Han gav op. Han vidste ikke helt hvad Lori tænkte. Men det han nok burde lægge vægt på, var at Lori faktisk sagde ja.
"Nej" svarede han så bare, en smule kort i forlængelse af alt det han lige havde siddet og snakket om.
"Det er ikke for sjov og det er ikke kun for din skyld. Jeg nyder det jo også. Men...Sygdommen, det at jeg var tæt på at dø...Det at du ikke virkede som en der allerede var ved at pakke kufferten for at forlade mig...Det at vi har siddet her og snakket om fremtiden, som om det faktisk var en ting...Har overbevist mig om at jeg burde give det en chance. Især efter sygdommen...Jeg føler mig frisk på livet på en helt anden måde. Og jeg vil dele det med dig" bekræftede han så og håbede Lori forstod bare halvdelen af det han faktisk prøvede at sige. Han var ikke helt van til at krænge sit hjerte eller indre ud på den måde og måske havde han ikke helt fundet ordene til det.
Han trak vejret dybt igen og hans blik gled ud over stuen.
"Jeg er altid så ensom. Sidste yule? Eller op til festen for Del'Sharka? Eller ligefrem forårsfesten...Det er tidspunkter hvor folk hænger ud med familie og venner, pynter op over alt og har det rart. Men sidste år...Jeg hadede det. Sikkert også fordi jeg ingen havde at dele det med. Hvis jeg på nogen måde kan ændre det for i år, vil jeg gøre det" tilføjede han så, omend han denne gang ikke var i stand til at se på Lori, mens han snakkede. Men der var den. Noget af denne grimme sandhed bag en af verdens mest magtfulde dæmoner!

Han havde allerede dårlig samvittighed over at han havde spurgt om Sean gjorde dette for Loris skyld. Det vidste han jo i virkeligheden godt. Men frygten for at dette blot var noget Sean gjorde fordi han regnede med at det var hvad der kunne holde Lori her, havde været der. Det havde ikke været for at fornærme Sean, men derimod sikre sig, at Sean ikke gik rundt og troede at det de havde ikke ville fortsætte med mindre de blev et par. For sådan lå tingene slet ikke! Selvom han da helt klar var virkelig glad for det! Og han var så fantastisk glad for at Sean havde spurgt, så ville tingene ikke havde ændret sig hvis ikke havde spurgt!

Han betragtede Sean da han forklarede. At sygdommen havde ændret hans syn på tingene. Han smilede roligt til ham "selvfølgelig pakkede jeg ikke bare mine ting og skred! Det har jeg forsikrer dig flere gang" sagde han roligt, som han nussede Seans hånd lidt.
Det næste Sean sagde, og ikke mindst den måde Sean sagde det på, fik det ligefrem til at stikke i brystet. Tænk at være helt alene på disse dage! Han havde ikke selv haft mange at fejre det med, men han havde da haft fru. Clear, og det havde hjultrs på ikke at føle sig fuldkommen ensom. Hun havde været fantastisk til at få det hele til at føles så familie agtigt som muligt.
Men hende havde han ikke mere! Han havde Reign, men han skulle jo sikkert også fejre disse højtider med sin familie! Så han vidste hvad det ville sige at være ensom.. men... Ikke i samme forstand som Sean! For hos ham havde det ikke være dødsfald og ulykker der havde været skyld i det! Men derimod det faktum at folk havde VALGT at forlade ham.
Han kunne slet ikke forstille sig hvordan det var.
Han betragtede Sean mens han fortalte, det var tydeligt at det her var et emne der gjorde ondt.
Lori fjernede tæppet fra sine ben, vende rundt, og lod et ben lægge sig på hver side af Seans, så han ende med at side over skævs på hans ben. Han lagde blidt sine hænder mod Seans kæber, og sørgede for at se dæmonen i øjnene.
"Du kommer ikke til at alene mere!.. jeg har sagt det til dig før, og jeg mener det.. jeg løber inden steder" sagde han med en mild og blidt stemme, men dog stadig med en tydelig beslutsomhed.
Han smilede blidt til ham som han nussede hans kæbe lidt med tommelfingeren. "Desuden... Hvor skulle jeg løbe hen! Når jeg får stress af at holde mig 3 meter væk fra dig, så ville jeg jo ikke nå langt" drillede han lidt, og placerede et blidt kys mod Seans læber, bare et enkelt.

Han så lidt på dæmonen under sig "det var ikke fordi jeg tvivlede på din oprigtighed eller følelser.. men sidst... Jeg fik forståelsen af, at når du blev rask... Ville det komme til at tage lang tid, før vi overhovedet var i nærheden af det.. men jeg er glad for du spurgte" sagde han roligt.

Det var helt klart ikke et rart emne. At være så åben med hvor ensom man var...Hvordan folk havde forladt en for guderne ved hvem eller hvad ellers...Hvordan den store, stærke archdemon i virkeligheden var en svag lille mand? Det var ikke nemt. Og nu var det endda sagt højt, som den endegyldige sandhed og kunne ikke længere begraves. Han brød sig ikke om det, brød sig ikke om den svaghed der fulgte med, men sandheden var også at han havde været ensom og Lori var en af de to personer i Seans liv, der drev det på flugt. Okay, måske tre, hvis Alane talte med og hvornår gjorde hun ikke det? Men hun boede helt ude i skoven og Sean havde ikke mulighed for at se hende særlig ofte.
Da Lori satte sig over ham, lagde hans hænder sig automatisk mod Loris sider. Hans hoved blev tiltet opefter, så han kunne møde Loris blik, selv om han slet ikke følte sig i en tilstand til at kunne se nogen i øjnene lige nu. Normalt ville han blive vred eller først indrømme noget så sårbart, hvis han blev presset til det yderste. Men her sad han, næsten så rolig som en statue, hvis man så bort fra det hvirvlende indre inden i ham.
"Ja, det sagde du" gav han efter med et svagt smil. Der var forskel på hvad folk sagde og folk gjorde. Hvor mange andre før Lori havde ikke sagt de ville være der for altid? Være en del af hans liv? Det værste var ikke at vide...Om det helt og holdent var hans egen skyld eller fordi folk havde mere travlt med noget andet i deres liv. Betød det også noget? Resultatet var det samme.
Det var ikke faldet nemt at tro på Loris ord med det samme. Han ville se bevis for det. Måske var det hans egen tåbelighed, men han mærkede et svagt stik af håb. Måske ville Lori blive?
Det lille kys kunne godt blive til mere, hvis man spurgte Sean. Ikke nødvendigvis til sex, men bare et dybere kys. Han strakte da også halsen da Lori brød kysset i håb om det. Seans arme gled rundt om Loris krop og pressede ham tættere på. Et kys mere. Han skulle nok få hvad han ville have. Om han så skulle række op i håret på Lori og presse ansigtet ned mod hans eget...Hvad faktisk også blev hans næste bevægelse.
"Hm. Tingene ændrer sig" svarede han bare i et tonefald der lod vide at Sean ikke var i humør til at snakke om det længere. De var et par nu og Sean havde alle mulige grunde til at fejre han endnu var i live. Det måtte vel være nok snak om alverdens dårligdomme for en aften? Sean følte i hvert fald det var nok. At han havde blottet sig nok. Gladere emner var vel på sin plads?

Han vidste godt, at det sikkert var svart at tro på for Sean, og der sikkert var mange før Lori der havde sagt at de ville blive hos ham og aldrig forlade ham!
Og måske havde mange af dem også ment det, den gang! Men de havde ændret mening undervejs. Måske var den store forskel, at uden Sean! Så var Lori et næsten ligeså ensomt væsen. Han havde Reign.. og ikke andre!
Jo selvfølgelig havde man bekendt også, men venner, eller kærlighed for den sags skyld, det havde han heller ikke ret meget af! Så hvorfor skulle han forlade den af de to han havde, der betød mest for ham?
Ja! Det kunne han vel lige så godt erkende! Sean var nok den person der betød mest for ham nu!
Han mærkede hænderne mod sine sider da han havde sat sig hos ham.
Og kunne tydeligt mærke modviljen der kom fra Sean da Lori ville bryde kysset. Han kunne ikke undgå at smile over det, da det var tydeligt at Sean ville have mere af den slags. Hun mærkede hånden i håret, og lod sig automatisk blive trukket ned.
Det var tydeligt at fornemme at emnet ikke skulle røres mere! Og det var også i orden! For Loris skyld, behøvede de ikke tale om Seans ensomhed mere! For stod det til Lori, så skulle det snart være et overstået kapitel!
Han bukkede sig, og lod atter sine læber modes Seans, denne gang mere dybt. Hans hænder hvilede stadig mod Seans kæber. Åh hvor havde han savnet det her! Følelsen af Seans læber, hans hænder om sig!.. ja! Bare alt hvad der hed nærvær fra denne dejlige dæmon!
Han lod sig presse lidt mere ind mod Sean, drejede hovedet en kende, og lod kysset blive endnu dybere. Et lettet og afslappet suk forlod ham ind i mellem.
Loris hænder begynde så småt at vandre, rundt i nakken på Sean, hvor han blidt lod sine finger gribe fat om nakkehårene.

Han nød kysset med Lori. Han havde savnet fornemmelsen af nærværet, af den varme Lori udstrålede og ikke mindst både smagen og duften af selv samme. Sean var ikke sen til at åbne munden yderligere og indgyde Lori til et dybere og mere intimt kys, der blev imødegået af Lori der selv tiltede hovedet en smule, hvilket tillod deres tunger til at nå endnu endnu længere. Hans hånd forlod Loris hår og gled ned over hans markante ryg. Det var dybt og savnet, og det vækkede hurtigt et sulten bæst i Seans indre. Ikke sulten-sulten vel at mærke, men sulten på en helt anden måde. På en måde han ikke havde kunne forløse sig selv i flere uger. Derfor brød han også kysset til sidst, ikke uden et svagt smil. Han trak vejret dybt, nu hvor han havde muligheden og hans øjne, der automatik havde lukket sig, gled op igen.
"uhhm...Hvis vi bliver ved på denne måde kan jeg ikke holde mig fra dig..." indrømmede han. De skulle ikke have sex, men blev de ved på denne måde ville det uden tvivl føre til det alligevel. Seans hænder gled ned og omfavnede Loris balder, som han sad her oven på Seans lår.
Hvis han kendte Lori havde manden sikkert heller intet imod det. Men han ville alligevel kaste det ud i rummet og se hvordan bolden blev modtaget. Og, noget Sean aldrig ville gå glip af...Ikke mindst drille Lori med det.
"Forresten...Er Reign hjemme?" spurgte han pludselig. Det slog ham først nu at han ikke havde set manden og for at være ærlig, følte Sean heller ikke for at blive forstyrret af mennesket. Han ville have Lori for sig selv lige nu.

Han havde savnet det her! Gud hvor havde han savnet det! følelsen af Seans læber og hænder, duften af ham, den stærke krop der var under ham. Han havde virkelig savnet denne Sean. Denne stærke mand, der nemt kunne nedlægge ham, selv hvis han –mod at forventning - skulle gøre modstand! Kysset blev dybere, og deres tunger fik lov til at lege med hinanden. Der skulle bestemt ikke meget overtalelse til før Lori blot adlød Seans mindste bevægelse, og fulgte med.
Det havde været forfærdeligt ikke at måtte røre ved Sean, ikke at mærke hans nærhed, og kontakten med ham!
For Lori behøvede der ikke ske mere end at de kyssede, men han ville da lyve hvis han sagde at han ville have noget imod at der skete mere! Det ville han bestemt ikke. Sean behøvede ikke engang spørge, han kunne bare komme med komandoen, og Lori ville adlyde.
Det var underligt at den mand havde sådan en virkning på ham. De fleste andre ville han trodse, også selvom han var søde lille Lori. Men måske var det, det der gjorde at det var så rart at være sammen med Sean. For sammen med ham, følte han ikke at han behøvede at være søde Lori.
Han kunne være hvad han ville! Og han kunne lægge alle sine hæmninger væk!
Loris øjne der eller havde lukket sig i, åbnede sig roligt som Sean brød deres kys. Han gengælde Seans smil, og rettede sig en kende op. Han kunne ikke lade vær med at smilede lidt over det Sean sagde.
”jeg har aldrig bedt dig holde dig fra mig?” sagde han roligt, som hans finger fik lov til at Nusse ham mere i nakken.
Han kunne ikke undgå at komme med et skævt smil over Seans hænder der gled ned og klemte hans baller. Det var ikke ligefrem fordi Sean virkede som en der ikke ville ende ud i ikke at kunne holde sig fra Lori. Det kunne han jo ikke engang nu.
Han smilede lidt, og lænede sig ned mod ham. Placerede nogle kys mod mandens hals. Han stoppede dog da han hørte det pludselige spørgsmål omkring Reign.
Han rettede sig op. ”Waw….. der kan man tale om et turn off spørgsmål” grinte han lidt. Det slog han pludselig…. Reign var hans turn off når han var i nærheden af Sean? Hvorfor? Det var jo ikke fordi fyren ikke var tiltrækkende. Og heller ikke fordi han skammede sig over at Reign vidste hvad der var mellem Sean og Reign… men.. han havde bare ikke lyst til at tænke på Reign når han sad sådan her med Sean.

Han rystede dog tankerne fra sig og så i stedet på Sean. Han rystede lidt på hovedet.
”nej… han er på arbejde… det sidste stykke tid har vi ikke rigtig set hinanden.. jeg kommer først hjem når han er taget afsted, og tager afsted inden han kommer hjem” erkende han.
Han sukkede lidt ”han ville bare gå helt i selvsving over at se mig sådan her.. det har jeg ikke orket” forklarede han.
Han rynkede dog det ene bryn. ”men hvorfor spørger du pludselig til ham?” spurgte han så. Han vidste godt at Sean tidligere ikke havde været vild med at Reign og Lori boede sammen. Men det var lidt svært bare at smide ham ud! Eftersom det var ham selv der havde sagt at Reign kunne blive der så længe han ville!

Det var ikke fordi Sean forventede at Lori bare smed Reign ud. Desuden gik det vist begge veje: Lori brød sig heller ikke om Razor, men det betød ikke at Sean havde tænkt sig at smide Razor ud. Der havde været nogle dage, hvor Sean havde overvejet om Lori nu havde ligget derhjemme med Reign, nu hvor han ikke kunne være sammen med Sean eller nu hvor Sean nok snart ville dø. Sean kunne ikke lade være. Fordi han satte så meget pris på Lori, var han vel nok en smule jalous over en anden mand fik lov til at leve sammen med Lori.
Men i stedet for at give udtryk for det, og da det alligevel var noget Lori godt vidste, smilte han bare til manden foran sig og gjorde tegn til at Lori skulle rejse sig op. Sean ville også selv rejse sig op, men kun for at lægge armene om Lori og trække ham ind til sig i et kram. Han kyssede Lori ned langs halsen og pressede ham hen mod sofaen igen, denne gang hvor Lori ville være nederst.
"Bare så jeg vidste om jeg kunne gøre lige hvad jeg ville...Om vi kunne larme lige så meget vi ville...Selv om det næppe ville få mig til at holde tilbage" brummede han drillende. Seans hænder var indenunder Loris tøj igen og opildnede ham til at tage trøjen af. Sean ville have ham nøgen og det kunne kun gå for langsomt. Lige nu var han slet ikke i stand til at gøre det langsomt, at tage den med ro. Lysten til Lori var for stort, for krævende og han savnede det for meget. For at være ærlig ville han nok ikke engang kunne vise hensyn til at Lori var gået ud og havde slået sig gul og blå. Sean var nok selv en smule mere varm end normalt, grundet dagens aktiviteter, men Sean var ligeglad. Han var frisk nok til at dyrke sex igen, så kunne han altid sove senere. Lige nu ville han bare kysse Lori og mærke ham hos sig igen.

At Sean spurgte indtil Reign, rundrede på en måde ikke Lori. Han havde godt en fornemmelse af at Sean ikke syntes at det var pisse fedt at Reign og Lori boede sammen. Men den del havde de jo talt om.. Lori havde det jo på præcis samme måde!
Razor boede jo hos Sean, og det var da heller ikke særlig rart at tænke på. Dog var det længe siden at Reign og Lori havde været i nærheden af hinanden på den måde...
Tja, sidst var jo faktisk da Sean havde afbrudt dem!
Og de sidste par uger, havde Lori helt undgået Reign. Han orkede ikke at tage diskotionerne med ham, eller skulle forklare hvorfor han så ud som han gjorde.. Det var nemmere med Sean, måske fordi Sean godt kende trangen til bare at skulle af reagere.. at Lori ikke var lige så god som Sean til og slås, og genaralt flok flere tæsk end han gav. Så var det nu en gang bare det han havde haft brug for. Denne gang var også en undtagelse! Det var ikke normalt han blev gennembanket på den måde!
Han rejste sig som Sean gjorde tegn til, og så lidt undrende på ham. Ville han virkelig op nu?!
Han forstod dog hurtigt hvad det gik ud på, og Seans kommentar om at han skulle vide hvor meget han kunne tillade sig, fik Lori til at grine en smule. Han lod ham trække trøjen af sig, og lod selv en hånd glid op i Seans nakke, og trække ham ned mod sig.
"Bare rolig.. Du kan skrige lige så højt du vil" lød det fra ham med en drilsk stemme, inden han kyssede mandens læber sulten, og lod sig dumpe ned i sofaen, og trak Sean med sig.

Der gik ikke længe før de begge havde fået tøjet smidt, og den længe savnede leg var i gang. Det var umuligt at besrkive hvor meget han havde savnet at ligge her med Sean! Ja han havde haft massere af sex det sidste stykke tid, måske endda mere end normalt. Men det var sikkert fordi der ikke var nogle der havde formået at tilfredsstille ham ordenligt!
For det var noget andet! Han følte nogle helt andre ting når han var sammen med Sean! Og ja! Det havde jo helt sikkert noget at gøre med følelserne der brænde for dæmonen. Det var de færreste Lori havde sex med uden faktisk at æde dem.. og på det sidste havde han ædt dobbelt så meget.. trøste spist hvis man kunne kalde det, det! Men nu! Nu fik han den ægte vare! og han nød det til fulde.
Hans krop gjorde dog ondt, og de brækkede rigben skræg af ham. Men det ville han blæse på! Der var ikke noget så latterligt som en smule smerter der skulle få ham til at stoppe det her. Hans vejrtrækning havde været beværet et par gange, men Sean virkede heldigvis til ikke at tage sig så sønderligt meget af det! Han tænkte vel også at Lori selv stoppede ham hvis det blev nødvendigt?! Omgangen var vild, men Lori havde heller ikke regnet med eller for den sags skyld håbet på andet!

Han lå forpustet tilbage i sofaen da de var færdige. Hjertet galoperede i brystet på ham, han var øm over alt! Men han havde det fantastisk. Han nussede lidt Sean i håret som denne lå hen over ham.
Han lå lidt roligt og så op i loftet, kom sig lidt over den omgang de lige havde været igennemm. Der var dog et spørgsmål der lå på hans tunge.
"vil du blive her?... i nat mener jeg?" spurgte han så, og så med Sean.