☽ If this is goodbye - can we atleast be friends? (Reign)

Ashen Wood var som de fleste andre steder i området præget af en irriterende vind der gjorde det svært at orientere sig når ens guide var ens lugtesans. Ikke fordi han ikke kendte skoven. Det gjorde han, men ikke til et punkt hvor han kunne finde rundt helt af sig selv uden hjælp fra sanserne. Selv hørelsen blev slået ud af kurs med den susende lyd. Desuden var han slet ikke klar over hvad han overhovedet lavede her til at begynde med. Han havde gået rundt mellem træerne et stykke tid - lidt i et dilemma omkring om han skulle opsøge dem han 'kendte' her i skoven, eller bare trisse tilbage mod Doomsville - hvor han helt sikkert ville have nemmere ved at finde noget til at slå tankerne i andre retninger end hvor de var lige nu. Alene tid i skoven hjalp tydeligvis ikke på noget - det gjorde bare at han fik endnu mere lyst til at finde Reign - undskylde og leve op til sin sædvanlige hundehvalpeagtige opførsel. Det var jo næsten lige før man kunne sætte Reign i bås som Razors herre. Der var trods alt ikke mange ting han ikke ville gøre for ham uden at blinke.

Og som tanken om Reign fløj gennem hans hoved, det samme gjorde duften af det menneske han nu faktisk savnede noget så forfærdeligt. Dog blev duften hurtigt erstattet af hund - ikke hvilken som helst hund. Django. Helt umuligt at det kunne være tankerne der ledte hans sanser i retning af de dufte, så han lod blikket glide rundt mellem træerne - hvor tusmørket efterhånden var begyndt at tage over.
Han kneb kort øjnene lidt sammen ved synet af en skikkelse et stykke fremme - firbenet. Det kunne vel ikke være andre end Django. Da han trådte tættere var det dog noget andet der gav sig til syne - en hjort som tydeligvis var mindst lige så påvirket af været til at vide hvor og hvornår man skulle løbe. Dog var det en skuffelse der skyllede ind over Razor - han ville meget hellere støde på Reign og Django, især nu hvor han vidste at de måske faktisk var i nærheden. Medmindre selvfølgelig det var vinden der havde bragt deres fært helt herhen. Pfft nej, så ville han jo også have kunne opfange alle mulige andre.

Han rystede bare kort på hovedet og vendte rundt for at gå i den modsatte retning - men lige som han havde vendt sig om kom Reign til syne mellem træerne, spadserende med sin hund et par meter længere fremme. Han vidste først ikke helt hvad han skulle gøre - skynde sig væk og blive i sit irriterede moment for evigt. Eller smutte hen til ham og håbe på at tingene kunne vende på en tallerken. Måske det ville have hjulpet hvis Razor rent faktisk havde snakket med Sean og gjort tingene op på den front. Men det var ikke tilfældet. Alligevel tog han sig sammen og trådte afsted mod mennesket - ord var ikke noget han kunne finde på lige i dette øjeblik, han kunne håbe der dukkede bare et par stykker op når han nåede frem. Men nej - det var heller ikke tilfældet. Sammen med nervøsiteten over Reigns reaktion på at se Razor her - var det kun et " Hey.. " Han kunne få frem over sine læber. Så meget for at være kendt for sin snakkende mund, som selvfølgelig valgte ikke at virke lige præcis når han havde brug for den. Heldigvis var der ingen mærkelige følelser mellem Django og Razor, så ham kunne han hurtigt hilse på ved et nussende strøg over hovedet, som dog kort efter blev til flere og til sidst en mindre overfald af hundens ansigt med sine hænder. Først lidt efter fik han endelig tvunget sig selv til at rette opmærksomheden mod Reign igen, og havde faktisk fundet nogle ord han havde tænkt sig at lukke ud - men blev slået ud af den tanke ved en lyd. Ikke fordi det var en forfærdelig lyd eller lignende men det gav med det samme Razor en forkert mavefornemmelse og noget virkede helt ved siden af.
" Do you feel that? " Spurgte han så bare og rettede blikket tilbage mod Reign efter at have spejdet området med sit blik.

Påklædning: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Reign havde i flere dage følt sig som en elendig undskyldning for et menneske. Var gået igennem alle de mulige break-up stadier, der eksisterede. Vrede - hårdtslående og rå især i starten, hvor han havde bandet og svovlet over Razor i evigheder. Sorg - var nok det, der havde varet længst. Den havde stået på usund mad, timevis liggende i sengen og masser af kælen med Django. Tvunget glæde - han havde desperat forsøgt at overbevise sig selv om, at han havde det meget bedre uden halvdæmonen ved sin side. Havde prøvet at gøre sig pæn, sætte håret, smile til folk og flirte med de fyre, der normalt ikke ville have fået så meget som et blik. Fortrydelse - han var begyndt at stille sig selv spørgsmålet om, hvorvidt han havde overreageret eller ej. Om hvad der ville være sket, hvis han bare havde fejet det til side eller i det mindste bare have taget imod drengens undskyldning og var blevet. De kunne have været igang med at flytte ind sammen nu. Savn - Reign fandt hele tiden sig selv i at tænke på Razor. Nogen gange forsvandt han helt væk og kunne stirre ud i luften i flere minutter ved tanken om de minder, de havde.
Kort sagt så var menneskets sind fuldstændig presset tør for følelser, og nu var han bare udmattet. En udmattelse der havde ligget hen over ham som en sort sky i noget tid nu, og som han først nu gjorde noget ved ved at tage en tur i skoven. Det var afslappende at jage, men samtidig holdte det én på dupperne og føltes ikke meningsløst, da der var gode chancer for at hive et måltid mad med hjem. En god afledning for alle de dumme tanker. Lige nu ventede Reign egentlig mest på sin egen accept omkring, at sket var sket, og der var ikke noget at gøre ved det. Han var stadig smaskforelsket i Razor, og halvdæmonen gjorde ham glad og - på nogle punkter - til et bedre menneske. Men han døde trods alt ikke uden drengen. Havde levet sit liv i 20 år uden ham, så mon ikke, det hele skulle blive fint igen, hvis blot tingene fik lov til at gå sin naturlige gang.

"We're gonna need more than that to feed all of us. Still - a good catch," sagde Reign ned til hunden, der stolt gik ved hans side med et dødt egern hængende fra munden. Han snuppede dyret og hang det fast i sin rygsæk. Så løb det i hvert fald ingen steder, og han kendte Django - den fandt ting og smed det, som den ville, og selvom egernet ikke havde meget kød på sig, havde den en flot pels. Spild at smide ud.
"Should we go for a deer, hm? Or maybe a boar. You can even have a piece of bacon," Reign smilede og klappede hunden, der glædede sig over endelig at komme på jagt. Det var efterhånden lang tid siden.
Et højlydt vuf samt et grynt forlod Django, der pludselig fik fart på og spænede frem. Reign, der havde været sikker på, det var et nyt bytte, greb efter en pil for så bare at gå lidt i stå, da hans blik fangede Razor stående midt i skoven, et stykke foran sig, og tydeligvist også havde fået øje på ham. Han slugte en klump, mens hans mave slog knuder og gjorde ondt. Men det var til gengæld også det. Reign havde været igennem alt for mange forskellige følelser på alt for kort tid, hvilket resulterede i, at dette ikke ramte ham lige så meget, som det normalt ville have gjort. Faktisk havde han det ganske okay bortset fra de indbildte mavekramper og snerten af irritation, der vendte tilbage i ham.

Reign fulgte lige så stille med. Følte lidt det var nødvendigt, når nu Django sådan susede hen til drengen, der også så ud til at være på vej hen til ham. Selvfølgelig. Razor savnede ham sikkert, det måtte han gøre - ikke? Han var på vej hen til ham for at undskylde igen, bede om tilgivelse, tigge om at tage ham tilbage, uden tvivl. Men Reign ville ikke falde for det.
De mødtes under et af de høje, grå træer, hvis blade dansede omkring dem på grund af den heftige vind. Halvdæmonens hilsen var vag og udtrykte ikke mange af de ting, som Reign havde forestillet sig. Han slugte en klump til og så småirriteret til siden. Havde egentlig en plan i hovedet om at ignorere drengen, men den varede ikke længere end få sekunder, inden han også mumlede et monotont, "hi..."
Der var stille mellem dem længe, alt for længe. Denne situation kæmpede mod alt, de var. Ikke kun fordi Razor var et sludrechatol men også, fordi de normalt ingen problemer havde i at diskutere og skændes og hæve stemmerne overfor hinanden, når noget gik galt mellem dem. Nu var de bare helt stille, hvilket kun irriterede Reign endnu mere. Han ville langt hellere skændes end dette.Han skævede til siden med et lille fnys, da halvdæmonen alligevel formåede at få mere end bare det ene ord ud, "the awkwardness? Yeah, I do."

Razor rynkede kort panden lidt af Reigns dumme kommentar - selvom det passede. Dog havde Razor ikke følt den så meget eller opfattet den på samme måde på grund af den anden fornemmelse der havde bredt sig i hans krop. Det var som om at billeder i hans hoved om hvorfor han aldrig rigtig længere opholdt sig i denne skov dukkede op foran ham. Hvis det skulle ende med at gå galt igen var officielt sidste gang han satte sine fødder her. Der var vel andre skove man kunne tage til uden at være i fare for at blive bortført eller støde på folk som alligevel ikke virkede voldsomt begejstrede for at se ham. Måske han bare burde finde et andet sted at holde til. Livet som slave havde været så meget nemmere - så meget mindre kompliceret. Der var tidspunkter hvor han virkelig savnede det, også var tidspunkter hvor han satte virkelig pris på ikke at være fanget længere - den frihed han havde til at gøre lige hvad han ville. Tidspunkter hvor han bare ville ønske han kunne være sammen med Reign for evigt uden diskussioner. Umuligt - men muligt at fantasere om.
" Not that you moron.. " knurrede han så bare tilbage af Reign, dog uden at rette blikket mod mennesket. Han forsøgte at spore sig ind på hvor det kom fra, kom sig af. Han rystede det så bare af sig og rettede opmærksomheden mod mennesket igen.
" Just thought I heard something.. " Sagde han så bare lidt med et trak på den ene skulder.

Han blev dog bekræftet i sin mistanke da en kort susende lyd røg forbi ham og placerede sig ved det nederste stykke af menneskets hals foran ham. " No!... " fnøs han kort og lod et øjeblik sit blik finde Reigns ansigt, men der gik ikke længe før et kort stik mærkes i hans nakke som han hurtigt tog hånden om til, kun for at mærke hvad det var - selvom han godt var klar over det. Man kunne dog knap nok nå at reagere mere på det før synet pludselig blev helt pløret og til sidst helt sort og hans ben måtte give efter under ham i noget de fleste ville kalde et blackout.

Hvad der helt præcis var sket fra øjeblikket i skoven til nu anede han ikke. Han anede kun at han nu var det sted han flere gange allerede havde svoret aldrig at sætte sine fødder igen. Det var nok det kolde gulv under ham der var grunden til at han egentlig vågnede. Det var ikke ligefrem rart. Han skævede rundt med blikket mens han stadig lå stille på gulvet - men der gik ikke længe før han hurtigt fik sat sig op og med et skubbet sig hen med ryggen mod nærmeste væg. Forsøgte at få sig et overblik over stedet men det eneste der rejste sig i hans krop var panik. Han vidste præcis hvor han var, og vidste præcis hvor lidt lyst han havde til at være her.
" This isn't happening.. " mumlede han så bare hæst med en rysten på hovedet. Han lod den ene hånd glide op gennem sit hår men kom så i tanke om hvem den sidste han havde set var før han mistede bevidst heden. " Reign.. " mumlede han kort lidt men kom så på benene, kun for at falde igen i det han ville træde frem for at se hvor mennesket kunne være - hvis han overhovedet var her. Han skubbede sig op igen med et fnys og greb fat i tremmerne der var indtil den celle han selv var placeret i - dog var det ikke kun kulde der ramte ham så snart han greb fat om den, nej et ordentlig stød skød gennem hans hænder og han måtte slippe og næsten gå ud som et lys igen, i stedet fik han sig sat ned med et forvirret udtryk.
" Shit... " mumlede han så lidt og holdt sine øjne lukket et øjeblik. Så forvirret man kunne være over at finde en, som i sidste ende var placeret næsten lige ved siden af en - endda i samme celle. Hvilket var en god ting, det måtte betyde at de var på samme hold - hvis samme regler som galt som førhen. Razor hadede at kunne finde ud af tingene allerede fra første øjeblik. Han vidste ikke helt om det var en fordel eller en ulempe at vide at man var i et spil med livet som indsats.

Reign rullede på øjnene af halvdæmonens svar på sin egen noget flabede kommentar. Det blev gengældt med et noget mumlende og ikke særlig overbevisende, "you're the moron..." idet han skævede tilbage på drengen. Nå, i det mindste var små ynkelige fornærmelser bedre end den komplette stilhed, der før havde hængt i luften. Det var ærgerligt, at de ikke bare kunne snakke pænt til hinanden trods det, der var sket, men Reign vidste godt, det var lige så meget hans egen skyld, som det var halvdæmonens, så han bebrejdede ikke nogen for det.
Om stilheden ville have vendt tilbage, eller de faktisk ville have talt til hinanden, var ikke noget, de kunne finde ud af, for inden nogen havde nået at se sig om, kom noget flyvende og placerede sig i den del af Reigns hals, der ikke var tildækket af jakkekraven. Noget spidst, der sikkert ville have gjort mere ondt, hvis ikke det var, fordi det næsten omgående fik sendt mennesket ned i den kølige og let fugtige jord.

Reign vågnede først længe efter - præcis hvor længe var ikke til at sige, men der var gået længe - ved et bump lidt fra sig. Hans øjne åbnede sig en smule på klem. Han følte sig groggy og ville nok have fortsat sin søvn lidt endnu, hvis ikke det var for den lette kilden, der mærkedes henover hans håndryg. Trods udmattelsen lykkedes det ham at flytte hovedet nok til at kunne se, hvad der forårsagede det; en edderkop var på vej op af hans ærme. Det fik ham til at sætte sig op med et sæt og vifte den af sig - edderkoppen bevægede de lange, behårede ben hurtigt i sin flugt væk fra mennesket, der nu så sig omkring i det, der lignede en form for celle. Tremmer var der i hvert fald, masser af dem, og de udsendte alle en lav, næsten uhørlig knitren, der indikerede strøm.

Situationens alvor begyndte lige så stille af dulme for Reign, der godt nok ikke havde nogen idé om, hvor han befandt sig, men vidste, at tremmer som regel var en dårlig ting. Især når man befandt sig bag dem, fanget som et vildt dyr.
Han skævede hen mod Razor. Var ikke engang overrasket over at se ham der - når noget dårligt hændte, var han der som regel. Det var en hård sandhed men stadigvæk en sandhed, man ikke kunne komme udenom. "Razor..." mumlende han lavt for at få drengens opmærksomhed, idet han forsøgte at rejse sig, kun for hurtigt at give op igen. Hans hjerne var muligvis begyndt at vågne, men det samme kunne ikke siges om benene. Derfor endte det i en kravlen hen til halvdæmonen, inden han atter lod sig dumpe ned på sin bagdel ved siden af ham. "What is this?" spurgte Reign, som var det det mest naturlige. Måske vidste Razor lige så lidt om det, som han selv gjorde, men hvis hans fornemmelse var korrekt, havde halvdæmonen flere informationer om dette sted, end man lige skulle tro. Der var trods alt en grund til, de var der, og den grund kunne med stor sandsynlighed godt være Razor.

Det gav lidt et sæt i ham som han ellers havde været en smule for frustreret over situationen et øjeblik til at opdage Reign. Han rettede blikket mod fyren og stirrede egentlig bare på ham et par sekunder. Så nærmest alle tænkelige muligheder for sig for hvad der kunne ske indenfor meget kort tid. Reign ville dø - han ville selv dø, måske i omvendt rækkefølge, men det ville ske. Hvordan var andet muligt? Ja han havde overlevet at komme herfra før - men det havde været anderledes, der havde begge gange ikke været følelser med i spillet for den han havde kæmpet side om side med - at der senere hen havde udviklet sig et bånd mellem ham og sin team mate var en anden side af sagen. Det her var Reign - et menneske, uden det store talent for kamp. Han var ikke ubrugelig - men hvad der ventede dem måtte Razor nok indrømme at Reign ikke var skabt til det. Medmindre han kunne kejte sig igennem det. Men så ville de virkelig være ramt af held - uvirkeligt held.

" We're not surpose to be here. No.. " - " We need to get out of here.. " Sagde han så bare kort, uden egentlig at have nogle følelser eller udtryk uden på tøjet. Helt neutral. " Yea.. I have to get you out of here.. " Sagde han så få sekunder efter i en lidt mere mumlende tone.
" This is all wrong.. " han rynkede brynene lidt men skubbede sig så op at stå igen og trådte mod tremmer. " You can't be fucking serious!? " Knurrede han så bare højlydt og lod blikket flakke rundt, velvidende om at han ikke kunne se dem der stod bag - men de tydeligt havde oversigt over hvad der foregik i cellerne hernede.

" Let us go! " Endnu engang i hævet stemme, nærmest en råben efterfulgt af et slag mod tremmerne - kun for at få stød endnu engang og han måtte træde lidt tilbage. Han bed kort tænderne lidt sammen i en dyrisk knurren.
" Freaking psychos! " Razor var vred.. Var hans liv virkelig ment til at være sådan her? Det var da irriterende. Hvor meget han så elskede at slås og kæmpe - selv det at være på grænsen mellem liv og død virkede så lokkende til tider at det gjorde helt ondt, men ikke når det galt dem han holdt af. Slet ikke - og slet ikke Reign. Reign var uskyldig, han var den sidste der fortjente at være sådan et sted som dette.

Flugtplaner nåede man ikke at kunne komme op med, det samme galt at give Reign en forklaring på hvad det var for et sted. Der gik nemlig ikke mange øjeblikke før en sitrende halv smertefuld stikken satte igennem hans krop, tydeligvis ikke kun i Razor men også i alle andre der var dømt til at kæmpe. Jorden under dem begyndte kort efter at ryste åbnede sig lige på den anden side af tremmerne. Kun med plads nok til at få en arm ud over og få fat i hvad der lå på den anden side, 2 redskaber til at kunne slå jorden i cellen i stykker og komme ud - flere redskaber kunne hentes på modsatte side af tremmerne men det hjalp jo selvfølgelig ikke meget når man skulle derud først.
" This is stupid... " knurrede han lavt men besluttede alligevel at skynde sig hen for at gribe fat i hvad de havde med at gøre - en hammer og noget der lignede et alt for stort søm. Razor var ikke specielt handy med redskaber men det gav mening - hvis man skulle slå i det her gulv skulle der noget stærkt til. Dog var det ikke gulvet han så som første mulighed.
" We should break down the wall instead.. " Snerrede han så bare lidt. Razors humør var ikke til noget som helst af det her, men hvis de ville overleve var det at komme ud herfra deres første skridt. Lyden af vand slog hans tanker tilbage på opgaven. Der var tid på - selvfølgelig var der tid på, var de for langsomme ville strømmen fra hegnet gå i vandet og løbet ville være kørt.

Reign lukkede munden i, da Razor formåede at sige en masse uden decideret at svare på spørgsmålet. Snart var han oppe at stå og begyndte for alvor at opføre sig som et vildt dyr. Råberiet, frustrationen, vreden - det hele mindede om dyreknurren - eller hvæsen. Måden han bevægede sig langs burets sider, forsøgte at finde en udvej, selvom der tydeligvis ikke var nogen. Razor var ikke en hundehvalp lige nu - nærmere en vild ulv. Slaget mod tremmerne gav genlyd og fik endelig Reign til at rejse sig. "Razor, what's going on?" spurgte han i en så rolig tone så muligt, der gemte på en snert af frygt, da noget i ham, gjorde ham nervøs for, at halvdæmonen snart ville lade sin vrede gå ud over ham. De var trods alt ikke på god fod med hinanden længere. Men om det ville have været sket eller ej forblev et mysterium, for inden nogen kunne nå at forklare noget som helst, gik en kort smerte gennem Reign og fik ham til at hæve skuldrene i et gys.

Han nåede knapt at komme sig, før jorden rystede under dem og var tæt på at få ham til at snuble. Endnu engang for langsom og forvirret til at reagere hurtigt, havde Razor allerede snuppet redskaberne og kommet med en idé, mens Reign fortsat bare stod uden at gøre andet end at blinke hurtigt og uforståeligt.
"Razor, this is--" fik han endelig ud men blev afbrudt af den skvulpende lyd af vand i bevægelse, og her gik der til gengæld ikke lang tid, førend han fik lagt to og to sammen. Vand og strøm endte i døden, så meget vidste Reign, der kunne mærke sin hjertebanken stige i tempo. "The wall? We can't break the wall, that's impossible!" udbrød han panisk men satte alligevel mod væggen og lod sine hænder bevæge sig hen af overfladen som for at undersøge, om der mon var et smuthul af en art, et form for trick. Som en nyt forsøg trak Reign den kniv, han normalt brugte til at sprætte mindre dyr op, når han jagede, op af skeden i sit bælte og slog gentagne gange bladet mod væggen, der som forventet ikke rokkede sig.

Razor rettede blikket mod Reign et øjeblik, men kneb så øjnene lidt sammen. " It's either that or..." Han lod blikket glide rundt i et flakkende øjeblik. Dog ramte det hurtigt loftet over tremmerne. Han rynkede panden en smule men rystede så bare lidt på hovedet. " No.. Only that - we have to.. " Han rettede blikket tilbage mod Reign men lod så blikket glide over muren der forhåbentlig ville føre dem et andet sted hen end fanget i en celle når vandet nående frem.
Han bed kort tænderne sammen men slog så bare det forvoksede søm i væggen - kun for at lade hammeren følge efter og slå stykker af muren der faldt til jorden. Okay måske var det ikke helt umuligt. " Remember.. " Sagde han kort før han gentog hvad han lige havde gjort og lod blikket følge stykkerne der prallede af. " The thing about the arena.. " Sagde han så bare og skævede kort mod hullet i jorden hvor lyden af vand kom fra.
" Well.. This is it.. " Sagde han så bare i en kort knurrende tone. Der var vel ikke mere til det - Razor kunne ikke forudse præcis hvad der ville ske, men han vidste at det var noget værre lort at de var endt i - og der skulle mirakler til hvis de skulle overleve.

Han rettede blikket mod Reign et øjeblik mens hans samlede sømmet op fra jorden for at slå endnu mere hul i muren. " I need you to find your human survival instinct, cause if you don't we're going die okay? " Sagde han så bare lidt. Razor blev ikke bedre til at håndtere situationer som denne - heller ikke selvom han havde været her før. Første gang han var her havde han grint af det og fundet det underholdende, anden gang havde irritationen overtaget. Nu? Well - han var vred, nej - rasende.. Til et punkt hvor hele hans krop sitrede. Hans dæmon var fremme, men under kontrol - rettet mod hvad der skulle til for de kunne komme ud.
" I'm not gonna let you die here okay? " Han slog sømmet i væggen og endelig nok til at der kom hul til på den anden side af muren. Det ville også have været dumt at lave en opgave til folk der var umuligt - det ville de jo ikke ligefrem få et show ud af.
" Help me with this.. " Sagde han så hurtigt. Han smed tingene fra sig og rev med hænderne et stykke murbrok mere af, kun for at opdage at hullet nok skulle gøre en smule større hvis de skulle have en chance for at mase sig ud gennem. At komme ud herfra var kun første trin for at komme fri - hvis de var heldige kunne de slippe væk uden at være en del af kampen der helt sikkert ventede på den anden side. Hvis ikke, så måtte de kæmpe for deres liv - tage andres i processen. For Razor var det ikke et problem, men med Reign. Sure han havde slået ihjel før - men det her var noget andet. Razor skævede kort mod ham men så mod vandet som var begyndt at komme til syne og det var et spørgsmål om øjeblikke før de ville ramme tremmerne - og derefter dem selv.

" Now go! " Sagde han så og viftede Reign mod hullet i muren - det var ikke stort, men forhåbentlig kunne man lige presse sig igennem. Det var sådanne tilfælde man ville ønske man havde andre evner end man havde. At klatre eller forgifte folk hjalp aldrig helt en når man var fanget i et rum. Razor var hurtigt efter Reign gennem muren. Hans første prioritet var Reign, men det betød ikke han havde lyst til at lade sig selv blive zappet til døde hvis muligheden lå anderledes.
Hvad der ventede dem udenfor var til at begynde med et koldt slag af vinden - så synet af andre som havde fået sig kæmpet ud gennem murene fra andre celler. Stående i en ring med en pøbel af publikum hele vejen rundt. Dog var det hurtigt så fjernt da lyden af dem som ikke nåede ud fra cellerne gav genlyd hen over samlingen. Som om de lige forstærkede lyden af skrig. Han rettede så blikket mod Reign.

Reign rykkede sig til side for Razor, der trods alt virkede til at have mere styr på det, end han selv havde, og ganske rigtigt røg der stykker af væggen. Om det var hurtigt nok til at få dem ud af vandet, måtte tiden vise. "Arena...?" Reigns stemme knækkede, da han gentog ordet, og øjnene blev gjort store. Hvis det var den arena, drengen før havde snakket om - hvilket gav mening, for der fandtes ikke ligefrem mange arenaer - ventede der dem mere end blot vand med strøm i. Måske var det ligefrem at foretrække at dø af stød i forhold til, hvad der var ude for cellen. Hvad det så end var.
Tanken om det, gav Reign kuldegysninger hele vejen op langs de ellers tildækkede arme, og trods håbet i ham burde sejre - især når de ikke var nået længere i "kampen", end de var - havde en del af ham allerede lyst til at lægge sig ned og give op. Det var ikke særlig betryggende.

Reign følte sig som den største klaphat, som han bare stod der og var nyttesløs, mens Razor arbejdede på at få væggen ned og samtidig forsøgte med beroligende ord. Han havde jo intet overlevelsesinstinkt, havde Reign lyst til at sige. Han ville betyde undergangen for dem begge. Måske var det i bund og grund bedst, han bare blev og lod strøm passere gennem sin krop. Så behøvede han ikke at være en hindring senere hen.
Men ironisk nok kæmpede det overlevelsesinstinkt, Reign lige havde overbevidst sig selv om, at han ikke havde, imod og hjalp i stedet Razor, da han blev bedt om det.

Hullet blev større og større, og da der ikke var mere tid at hente, havde Reign ikke andre muligheder end forsøge at kravle igennem det. Han sad et øjeblik fast ved sine hofteben, men ellers gik det forholdsvist smertefrit. Han lod sig dumpe ned på jorden, rejste sig atter og hjalp Razor igennem også. Hans blik bevægede sig hastigt afsted mod lyden af skrig - det højeste kom fra en kvinde, der kun var nået halvvejs ud af sin celle og nu hang foroverbøjet ud langs det alt for lille hul, slatten og død.
Reign kunne mærke, halvdæmonen kiggede på ham, men var for meget i chok til at kunne se tilbage på ham lige nu. Desuden var spillet begyndt, inden man kunne nå at se sig om, da tre af deltagerne besluttede sig for at spurte hen mod de nærmeste våben, og de fleste andre fulgte trop kort efter. Og selvom Reign havde et væld af følelser gemt i sig lige nu og følte sig mere stresset end nogensinde, gjorde han det naturlige og fulgte mængden, i og med han selv satte af fra jorden og løb mod det nærmeste våben.
Publikum klappede, skreg, hujede og heppede og sendte en bølge af forskellige lydindtryk ind i arenaen, der gjorde det svært at samle tankerne. Ikke at der skulle tænkes lige nu, der skulle handles. Reign nåede lige akkurat at mærke sig på ryggen, om han stadig havde sin bue og pile, inden han kastede sig ned og tog våbenet, der viste sig at være en sølvfarvet trefork. Det var lidt noget skidt - bue og pil var det eneste, han kendte lidt til, og hvad brugte man overhovedet en trefork til? Ingen kæmpede med trefork mere.
Reign nåede lige at rejse sig, før han igen blev slået i jorden igen, og da han slog øjnene op, stirrede han direkte ind i et par døde lysegrønne øjne. Noget eller nogen havde kastet den døde kvinde, der før havde siddet fast i hullet, på ham. Noget stort. Reign skubbede hende med et højlydt, hurtigt åndedræt af sig uden at slippe treforken, der havde som brændt sig fast i hans greb.

Utroligt nok fik mennesket alligevel formået at bringe et smil frem over Razors læber - at det kun varede et split sekund var vel bedre end ingenting. Men synet af Reign der farede frem og viste en hvis gejst på faktisk at ville kæmpe for det her. Tja, det kunne man ikke andet end at få et smil frem af. For Razor måtte nok indrømme at han havde været bange for at skulle være den der redede begge deres røve uden megen hjælp. Han huskede godt det udtryk Reign havde haft den gang i skoven - men så var der også den side af fyren som havde raset den dag hans hytte gik i brand. Hvis de slap levende ud af dette var det måske lige præcis hvad der skulle til for at modbevise både Razor, men måske endda også Reign selv om at der var mere til fyren end hjælpeløst menneske.
Razors kampteknikker lå i hans hænder - hvilket gav ham mulighed for at tjekke området på en og samme tid med at han vred nakken omkring på en ung fyr, der ellers havde gjort et forsøg på at fange et efterladt sværd en anden havde måtte tabe da livet blev taget fra ham. Razor snuppede sværdet da kroppen under ham faldt til jorden - og han kunne koncentrere sig en smule igen. Han lokaliserede Reign og måtte indrømme at hans hjerte et øjeblik stoppede i angst for at det var en død krop der lå under den anden døde - men det var ikke tilfældet. Kvinden blev pæret til side og Reign viste sig i god behold - for nu hvert fald.

Han var hurtigt henne ved Reign - dog med en sikkerheds afstand da man aldrig kunne vide om der var problemer med at kende forskel på ven og fjende i fyrens hoved. " Reign listen to me! We can't survive alone, that's the rules. And only one team can win. Hunting trip - no people - only wild animals.. " Sagde han så lidt før han vendte sværdet han havde med sig med skaftet mod Reign. Det var på sin vis et bedre våben end det mennesket stod med i forvejen, ikke at det var ubrugeligt - de ville helt sikkert kunne bruge det hvis de overlevede blodbadet der efterhånden virkelig havde fået lov at sprede sig omkring dem.
Han nående netop at dukke sig for en pil der blev affyret, men ikke hurtigt nok til at undgå den anden der kom kort efter og borede sig ind i hans lår. Han bed tænderne sammen og hev den ud få sekunder efter - der var ikke tid til at mærke smerten mere end et split sekund. Pilen var hel - og brugbar til at gøre det af med en kvinde der forsøgte sig med kun en kniv og ingen taktik mod Razor. Han plantede den i halsen på hende og måtte et øjeblik ryste sig selv ud af tilfredsstillelsen der skyllede ind over ham i takt med duften af blod fra kvinden. Hun dumpede ned på jorden for hans fødder med kort tid tilbage at leve i. Smilet var tilbage over Razors læber, endda med et kort lille grin. Det kunne man vidst ikke tage fra ham - kærligheden til at slå ihjel, den rus det gav.

En rus der et øjeblik fik ham til at glemme skaden i hans ben som måtte give efter under ham da han skulle til at træde væk. Han fik sig dog hurtigt skubbet op at stå igen og vendte rundt for at snuppe kniven hende kvinden havde haft med sig. Han nåede kun lige at samle den op før han tabte den igen da et stramt greb fangede ham omkring hans hals og forsøgte på hvad han selv havde gjort ved en fyr tidligere - vride hovedet rundt. Razor var dog heldigvis den tand stærkere at han kunne holde personen i skak så der ingenting skete. Han skævede alligevel mod fyren og forsøgte at finde en måde at slippe ud af hans greb - der var ikke mange muligheder. Han håbede samtidig Reign var okay - for han var ikke til at se fra hvor Razors blik kunne nå - hvilket kun satte en hvis panik til at springe rundt i hans krop. Det ville være hans skyld hvis Reign måtte lade livet her - selvfølgelig ville han ikke selv være der til at føle skylden eftersom han selv ville dø hvis det var tilfældet - men derfor ville han stadig nå at have den et øjeblik. Og det nægtede han. Følelsesmæssig forvirring og fysisk anstrengelse - utroligt hvad en krop kunne holde til.

Reign havde formået at sætte sig op, da Razor viste sig ved hans side. "Only animals...?" gentog han lavt og greb forsigtigt sværdet med sin frie hånd - havde næsten glemt alt om treforken, der stadig lå limet fast i den anden. Hans hjerne nåede ikke at gribe ordentligt fat om ordene, før en pil ramte Razor i benet og fik ham på andre tanker. På ingen tid var han oppe for at hjælpe, kun for at konkludere, at halvdæmonen var okay. Sådan da. Reign rystede en smule på hovedet, forsøgte at fokusere. Det gik ikke, de værnede sådan om hinanden og gik helt ned, hver gang en af dem blev såret. Det fjernede fokus og gjorde dem kun svagere, hvilket Razor uden tvivl også var klar over. Så da drengen fortsatte sin kamp, førte Reign blikket ud mod arenaens midte, der hvor de fleste havde samlet sig i en stor pærevælling i forsøg på at dræbe hinanden.

"Animals... only animals..." gentog mennesket lavt for sig selv og forsøgte ihærdigt på oprigtigt at tro på det. Han lukkede øjnene i få sekunder, tog en dyb indånding og skævede ned mod de to våben, han nu havde i hænderne. Og uden at tænke, uden at føle, uden noget som helst, flyttede han treforken hen i sin kastearm, førte den tilbage og kastede den imod det første, hans øjne nu lige kunne se bevægede sig. Uheldigt nok var det en stor stengolem, som Reign regnede med var den, der førhen havde kastet et menneske på ham, og lige nu stod med to personer i hænderne, der også begge så døde ud. Og uheldigt nok, trods Reign aldrig havde så meget som rørt en trefork før, ramte den. Og skønt den prellede af på stengolem'ens hårde ydre, fik slaget dens opmærksomhed, og de sorte øjne lå snart på Reign, hvis blod blev til is. Hvis han var på den før, så havde han da lige dødsdømt sig selv ved at få et væsen dobbelt så stort som ham selv til at placere ham i skudzonen.

Et skingert "fuck..." forlod hans læber, da golem'en slap de to døde kroppe og satte i løb mod ham. Reign var ved at snuble over sine egne fødder, da han vendte sig og flygtede. Men trods han løb, så hurtigt hans ben kunne bære ham, kom bumpene fra stenfødderne tættere og tættere på, og da de til sidst var lige bag ham, stressede det Reign til en sådan grad, at han endelig faldt. Golem'en reagerede langsomt og nåede først at stoppe, da den stod placeret lige over mennesket, der lå placeret lige mellem benene. Han havde aldrig set en stengolem før, havde læst en smule om dem, noget med at de kun kunne bringes til live ved magi, men ellers var han på bar bund. Svagheder - sådan noget burde han have undersøgt. Hvorfor læste han aldrig om noget, der faktisk kunne bruges til noget i den virkelige verden? Han var en kæmpe idiot nogle gange.
Reign rullede om på ryggen og havde perfekt udsigt til monstrets skridt. Ikke at der var meget at se andet end sten - det var ikke til at sige, om det var en mand eller kvinde, hvis golem'er overhovedet havde køn. Det ville sikkert have været sjovt, hvis det ikke var, fordi situationen var så sindssyg farlig. Han rakte panisk ud efter sværdet, han havde tabt i faldet, men trak med et hvin hånden til sig igen, da golem'en brølede, og løftede det ene ben for at træde mennesket fladt under det. Reign skreg og nåede kun lige præcis at rulle til siden for ikke at ende under stenfoden. Han rejste sig atter og forsøgte at flygte, kun for endnu engang at falde, denne gang på grund af de vibrationer, golem'en sendte gennem jorden, da den bankede hånden ned i et forsøg på at få ram på mennesket.

En fæl knurren havde efterhånden udviklet sig i Razor som han forsøgte at komme fri - der var ikke tid til at stå her og kæmpe med en enkelt person når han havde et job at beskytte Reign, hvilket han slet ikke kunne når han tydeligvis ikke engang kunne beskytte sig selv. Heldigvis gjorde et ryk i fyrens bag ham stilling det muligt for Razor at få rykket sig selv nok til at bide sig fast i fyrens arm. Først lød en smertefuld lyd, kort efter slap han grebet - dog uden at Razor slap. Han slap først da giften fra hans tænder havde gjort det umuligt for fyren længere at blive stående på sine ben. Han blev som en sæk kartofler og faldt til jorden. Dog med et panisk udtryk. Razor valgte dog ikke at gøre mere, men kun fordi han ud af øjenkrogen fik øje på Reign - der tydeligvis var i flere problemer end staklen kunne håndtere. Lettelsen over at han var i live endnu blev hurtigt skubbet til side med panikken over hvad det var for en situation han var kommet i. En ting var at være her - men hvad var det for et gigantisk monster der jagtede ham.

Han snuppede kniven fra jorden - ikke fordi den ville gøre meget mod sådan et bæst. Et væsen Razor aldrig havde set før, men man skulle være dum hvis man ikke kunne se hvad den var lavet af. Sten, det var ikke ligefrem det nemmeste at slå igennem med nogle af de våben de havde til rådighed. Razors opmærksomhed mod Reign havde nær været grunden til at han selv mistede livet - var det ikke fordi et hjerteskærende skrig fra en meget ung pige fangede hans opmærksomhed i en anden retning et øjeblik og gjorde ham opmærksom på den trefork Reign før havde haft, som kom flyvende mod ham. Han sprang til side i noget der lignede et rullefald - men kun for at vende tilbage og snuppe treforken med på farten i retning mod Reign. Det gjorde ondt i hans lår for hvert skridt han tog, men ikke nok til at stoppe ham. Dog måtte han som mange andre der kom for tæt på det store væsen lade rystelserne i jorden fange hans balancen og han tog en tur ned på jorden.
" You could at least try - not to get yourself killed..! " Lød det fra Razor i det han sprang frem under den levende klippes hånd - satte treforken med spidsen vendt op og greb fat i Reign for at trække ham med ud af rækkevidde - hvert fald lige et kort øjeblik. Der gik nemlig ikke længe før den havde styr over hvor de var henne igen.

" You're smart Reign - Is it a living thing or is someone controlling it? " Spurgte han så hurtigt og lod blikket flakke rundt - kun for at lade det falde på skabningen igen. Han håbede mest på det sidste - for om ikke andet kunne de lokalisere personen der stod bag og sætte en stopper for det. Det var jo umuligt at slå sådan en ihjel. Den var lavet af sten. Det var bisset. Hvor mange var de tilbage. Han nåede knap nok at tælle 3 personer før han måtte rive fat i Reign og trække ham med ned mod jorden i en undvigelse af skabningens hånd der kom slynget mod dem, men i stedet ramte hvad der skilte publikum fra ringen. Adrenalinen pumpede i hans krop og holdt det dyriske udtryk ved lige. Han så kort mod Reign.
" Use your head and tell me when it's working and how to kill this thing.." Sagde han så hurtigt før han sprang ombord på sten hånden da den kom retur, han kravlede langs dens arm og videre mod dens skulder. Undersøgende. Der var ikke meget at gøre andet end at prøve sig frem. Razor havde ikke tænkt sig at dø her - hverken slået ihjel af den her ting eller nogle af de andre i ringen. Det havde han alligevel stolthed nok til efterhånden. Desuden skulle de ikke havde den fornøjelse at tage hans liv. Hvis nogen skulle det skulle det være ham selv, ingen andre havde magten over hvornår han skulle forlade denne verden. Og Reign - nah, han måtte ikke dø.

Reign nåede kun lige at vende sig og forberede sig på at blive smasket flad som en pandekage, da Razor dukkede op ud af det blå og endnu engang reddede hans bagdel. Det hele gik så hurtigt - halvdæmonen der fik hevet dem i sikkerhed i sådan cirka fem sekunder, før golem'en var på vej mod dem igen, og panikken kørte på fuld fart rundt i Reigns hoved og krop. "I-I don't know, I..." stammede han ud af spørgsmålet. Noget i ham vidste godt, at han vidste det. Men om han kunne finde det frem, det var spørgsmålet. "I... erh..." fortsatte han forvirret, da han havde en idé om, at det ville hjælpe hans hjerne på vej at snakke. Dog var det ikke nemt hverken at tænke eller snakke, når man blev hevet rundt og op og ned konstant.

Reign kravlede hurtigt tilbage, da stenhånden atter vendte tilbage hos dem, og gjorde store øjne, da Razor gjorde det modsatte og pludselig befandt sig på stenkæmpen, "Razor!" Endelig noget der for alvor motiverede. Halvdæmonen ridende på monstret, der brølede i vrede og frustration. Reign rejste sig op og lod søgende blikket bevæge sig rundt i arenaen, til han fik øje på en gråhåret mand, der gemte sig ved en af de celler, de før havde befundet sig i. Måden han koncentrerede sig på og betragtede golem'en. Og pinden i hans hånd. En pind... en stav... en kontrolstav! Han havde læst om en kontrolstav, en stav der kontrollerede golem'er!
"Keep it busy, Razor!" råbte han op til halvdæmonen og skyndte sig afsted. På vej snuppede han det første våben, der nu dukkede op, hvilket blev til en lille økse, der allerede var smurt godt ind i blod. Reign sneg sig om cellen, så langsomt hans bekymrende sind ville tillade det. Ikke at det var nødvendigt - manden var for koncentreret til at lægge mærke til ham. Og gammel - rynkerne var tydelige, nu Reign var kommet tættere på. Det glatte, grå hår, der lige akkurat ikke dækkede de spidse elverører. Han havde ikke noget for elvere, faktisk havde han altid syntes, de var en lidt sær race, men dette var bare en gammel mand. Han kunne ikke begrave en økse i en gammel mands ansigt.

Derfor valgte Reign mulighed nummer to; greb fat i mandens krave og smækkede ham én på skrinet. Mere skulle der ikke til, før han besvimede. Gamle mennesker var ikke så tykhudede - det var et mirakel, at ham her havde overlevet så længe.
Reign rev den glatte, mørkegrå kontrolstav til sig og knækkede den henover sit knæ. Ud af øjenkrogen kunne han se, monstret stoppede, frossede fuldstændig. Mistede livet i øjnene og lignede nu bare figur skåret ud i sten. Han smed de nu to ubrugelige stykker træ fra sig og satte i løb mod halvdæmonen, mens publikum buh'ede løs - måske af at stenmonstret var ude af spillet. Reign var for fokuseret på at nå tilbage til halvdæmonen, sørge for han var okay, til at lægge mærke til en kvinde kom susende mod ham - hendes skarpe tænder kom til syne, og Reign blev bleg som et lagen over den pludselig vampyr, der var dukket op ud af ingenting. Dog nåede hun ikke at røre ham det mindste, inden noget, der mistænkeligt meget lignede en gigantisk bille, kravlede op af hendes ryg og videre om hendes skulder og fik hende til at skrige og vride sig. Og skønt Reign var frastødt over væsenet, greb han muligheden og fortsatte. Nåede dog heller ikke selv at tage mere end et par skridt, før noget borede sig ind i hans ryg. Det var tyndt, nåletyndt, men nåede dybt ind og føltes til at suge noget ud af ham. Mennesket slog hvad det end var og vendte sig for at få øje på en myg på størrelse med hans eget hoved og med blod dryppende ud fra snablen. Den summede aggressivt og befandt sig snart i ansigtet på ham, hvor den forsøgte at finde et plads at suge fra, mens Reign ihærdigt forsøgte at få det tyndbenede insekt, der var stærkere, end man lige skulle tro, af sig, "get it off me!! GET IT OFF ME!!"

" Keep it busy..." knurrede han til sig selv - ikke at det var et problem. Den virkede allerede enormt irriteret over at have Razor til at bevæge sig rundt på dens gigantiske krop. Razor kunne klatre ubesværet på det meste - men en klippe i bevægelse var sværere end han havde forestille, okay måske også fordi han hele tiden skulle holde øje med hvor dens arme svingede hen og samtidig have et halvt øje efter Reign for at være sikker på at hvad end mennesket havde i tankerne, så var holdt han sig i live. Dog var et øjebliks uopmærksomhed nok til at miste sin rolle som irriterende insekt og han blev ramt af et slag fra klippens arm, som sendte ham gennem luften og ind i hegnet eller hvad man så end valgte at kalde det de var buret inde bag. Han dumpede ned på jorden og måtte tage sig et par sekunder, et par ubehagelige sekunder da de skulle bruges på at få luften tilbage i lungerne. Heldigvis var der ikke længere liv i bæstet som stod bum få meter væk.

Det var lyden af Reigns stemme der fik Razor til at vågne helt op igen og faktisk komme på benene. På trods af at hele hans krop brokkede sig over at skulle bevæge sig mere. Han lod blikket glide rundt og fandt Reign. Men lige i det han skulle til at løbe frem for at hjælpe ham af med de mærkværdige dyr der havde overfaldet ham. Dukkede noget andet op foran Razor selv, dog fik han per refleks et faretruende hvæs frem og det 8 benene dyr standsede sit angreb og skiftede retning.
Han samlede sit greb omkring den kniv han stadig havde med sig - men kun for at få en føling med hvad det var for en kniv. Sekundet efter var den i luften for øjeblikket efter at bore sig ind i kroppen på dyret der havde overfaldet Reign. Blodet der tydeligvis var blevet mæsket inden bors af dyret var pludselig ud over det hele som en ballon der var sprunget da kniven havde ramt. Men på den anden side var det bedre end at den var i live til at angribe.

" You keep surprising me - Reign Simmons.. " Sagde han så bare med et lille smil om læberne i det han i en smidig bevægelse snuppede kniven fra dyret igen og plantede den i ryggen på et dyr der havde sneget sig op bag mennesket.
" But we really need to get out of here.. " Tilføjede han så lidt og rettede blikket mod fyren. Dog var der ikke tid til at handle - ikke før vandet skyllede frem fra alle åbninger og oversvømmede kamp ringen. Som om det vidste præcis hvem og hvad det skulle have fat i. Rev folk ud af deres fodfæste og trak dem med ud under tribunerne. At blive opslugt af vand på den måde - Razor var et øjeblik i tvivl om hvorvidt det faktisk var virkeligt eller ej. Alting gik så stærkt, følelsen af at blive kvalt sammen med forvirring af alt og intet man så omkring sig i den kolde masse. Egentlig var lysten til at lukke øjnene og lade sig omfavne af vandet fuldstændig - næsten stærk nok til at lade sig overmande. Men alligevel var der noget i ham der kæmpede imod og forsøgte at finde en vej ud af kaosset. Det var  dog først da vandet slap og han trillede omkring på jorden - under jorden og igen kunne få luft at det gik op for ham at det faktisk havde været helt rigtigt. Han hostede nogle gange, som blev til en del mere i hans fumlen for at komme på benene. Som om man ikke kunne blive mere forvirret. Her var helt mørkt så hans forsøg på at finde ud af hvor han var endt var ikke let. Han havde trods alt ikke et hundrede procent natte syn - måske bedre end mange andre, men det krævede stadig en tilvænning.
" Reign!? You here?.. " Fik han så endelig kaldt ud, en smule hæst og det gav genlyd i det mørke rum. Dog var det kun lyden af dryppende vand der kom tilbage til at begynde med - så et host, og endnu et. Så alene var han altså ikke.
" Reign!? " Kaldte han så igen, denne gang mindre hæst da stemmen var på vej tilbage.

Reign fik helt ondt i kæben af hvor meget, han bed tænderne sammen, da snablen nåede skræmmende tæt på hans øjeæble, og hans hænder rystede i anstrengelse for at holde dyret væk. Dens summen lød øredøvende høj så tæt på og mindede mest af alt om, når det var varmest om sommeren, og man lå og solede sig, og fluerne fløj direkte ind i ørerne på en, irriterende som de var. Heldigvis kom Razor ham - igen, igen - til undsætning, og trods Reign ikke nåede at opfatte hvordan, var myggen pludselig væk, erstattet af en stor pøl blod, der halvt endte foran menneskets fødder og halvt i hans ansigt, der ikke havde så meget som en lillebitte hudfarvet plet tilbage. Alt var dækket af blod - toppen af jakken og trøjen med - og sendte en gennemborende stank af metal op i næsen på Reign.
Hans øjne hang af udmattelse, og brystkassen bevægede sig i hastige vejrtrækninger. Lagde knapt nok mærke til dyret ag sig, som Razor uden problemer fik bugt på. "... I think I'm gonna throw up..." sagde han lavt ud mellem vejrtrækningerne, da en kvalm følelse samlede sig i hans mave.

Men der var ikke tid til at kaste op, faktisk var der ikke tid til noget som helst, for før de vidste af det, vendte vandet tilbage og dannede en strøm, der var umulig at kæmpe imod. Reign formåede på en eller andet måde at holde øjnene åbne under vandet, trods det gjorde ondt, og hans blik var svagt og slørret. Han slog sin ryg ind i noget hårdt og mistede i et øjeblik besindelsen for så at vågne, da vandet slap sit greb om ham og kun lå i en mindre pøl på gulvene, jorden, eller hvad det nu var, der befandt sig under ham.
Han hostede og hakkede, mens han fik stillet sig op på alle fire og forsøgte at få det vand, der havde bevæget sig ned i lungerne, ud. "I'm here," hev han efter vejret, da han mente at have hørt halvdæmonens stemme. Om de var i samme rum eller ej, var ikke til at sige, "it's really dark. I can't see a--" Noget slog ham om kuld på ryggen igen, gav ham én over næsen og én til, før det ukendte i mørket greb omkring hans hals i et kvælertag. "I have a family! I have a daughter!!" skreg stemmen over ham og strammede grebet. Mørket gjorde det svært at bestemme, hvad det præcis var, der befandt sig ovenpå ham. Reign kunne ikke bruge andet end ledetrådene - stemmen var mørk, det måtte altså være en mand, og han udviste ingen speciel styrke, hvilket gjorde sandsynligheden for, at det var et menneske, meget stor.
Men menneske eller ej, manden prøvede at slå ham ihjel og formåede at holde godt fast, som han langsomt pressede livet ud af Reign, der kæmpede for at komme fri. Han greb panisk ned efter sin jagtkniv i bæltet kun for at finde en tom skede. Han måtte have sluppet den, da han havde forsøgt at ødelægge cellevæggen tidligere.

Det føltes som en evighed i stilhed, også selvom der sikkert ikke gik mere end et par sekunder før Reigns stemme ramte Razor og gjorde ham bevidst om at han var i live. Men ikke helt tæt på. Hvilket med det samme fik Razor til at smutte i retning mod fyren - kun for at blive bremset af en række tremmer der delte to rum fra hinanden.
" What the.." knurrede han arrigt men skævede så op og ned af tremmerne, forsøgte kort at møve sig igennem - men så lille var han nu alligevel ikke. Panikken fangede ham med et og klemte ham inde i et klaustrofobisk tyngende øjeblik. Nærmest helt ude af stand til at trække vejret for den ukontrollerbare hjertebanken. Synet af Reigns næsten utydelige skikkelse i mørket med en anden skikkelse over sig var grunden til Razors pludselig afmagt. Han kunne ikke komme derhen, kniven havde han mistet i tumultet med vandet.
" Get of him! " Bed ham fra mellem tremmerne og famlede sin vej til jorden for at finde et eller andet at kaste med - og heldet var rent faktisk med ham. Der gik ikke mange øjeblikke før han fik fingrende omkring en sten, ikke en stor en - men stor nok til at hvis han ramte rigtigt ville kunne slå mandens koncentration ud af kurs. Men at sigte og ramme plet i mørke var sværere end som så. Dog prøvede han alligevel, stenen ramte - men han var ikke sikker på den ramte som den skulle - det var noget han kun kunne håbe på.

" Reign I'm gonna kill you if you die! " Sagde han så bare og bed tænderne sammen mens han ledte efter en ny sten. Hvor svært kunne det være at finde sten i en tunnel under jorden. Åbenbart svært. Han traskede langs tremmerne i et hurtigt tempo. Smerten fra hans ben skar op gennem hans krop men han måtte nok indrømme at han ikke kunne være mere ligeglad. Han mumlede for sig selv i en knurrende lyd mens han søgte efter en vej om på modsatte side af tremmerne. At han selv havde fået selskab havde slet ikke strejfet ham en tanke - det var ikke vigtigt, ikke før alvoren valgte at træde ind og det var ikke sket endnu. Han havde lovet at holde Reign i live og Razor kunne holde hvad han lovede når han gad - dette var en af de tidspunkter han virkelig ikke kunne leve med sig selv hvis det gik i vasken. Reign skulle være sikker og det var Razors ansvar.

Men for nu måtte han ligge sin lid i den sten han havde fyret gennem luften og Reigns egne evner for overlevelse. For Razors uopmærksomhed mod sin egen side af tremmerne havde givet bagslag og en krampeagtigt reaktion på et kort stik i nakken fik ham i gulvet i kort anstrengt lyd, som skiftede til en brummen. Tilbage til en smertefuld halv klynkende lyd også forfra. Ind imellem med spydige kommentarer til sig selv om hvorvidt han burde havde været vågen, fattet situationen og ikke ladt sin opmærksomhed drive hen på ting han i sidste ende ikke kunne gøre noget ved hvis han ikke selv klarede den. Følelsen i hans krop gik fra at ligge i et isbad til feber agtig varme, kuldegysninger i feberen og hedeture i kulden. Sorte prikker for øjnene i det allerede mørke rum. Han havde ikke engang nået at se hvad det var der havde bidt ham - men lyden af et skrig længere henne i den anden ende af rummet gjorde ham bevidst om at han ikke var den eneste der havde fået gift under huden.
Han kradsede på sine arme i håb om at den brændende fornemmelse i hans åre ville gå væk. Ulideligt og alligevel var det der fyldte hans tanker mest. Tanken om om Reign var okay.

Reign kunne mærke, hvordan energien langsomt forsvandt sammen med ilten, der ikke længere havde adgang til hjernen. I et kort sekund, måske kun millisekund, løsnedes grebet, da noget kom flyvende, men slet ikke nok til, at han kunne nå at fjerne mandens hænder fra sin hals. Det gav ham lidt mere tid, men i bund og grund kunne det være ligegyldigt. Han var dødsdømt, der var intet at gøre. Han var alene, Razor var der ikke til at redde ham denne gang, hvilket kun var retfærdigt, eftersom han allerede havde reddet ham - hvor mange gange efterhånden? Og da det, trods der allerede var bælgragende mørkt, formåede at mørkne endnu mere for Reigns øjne, gav han op og lukkede dem stille i. Hvis han skulle dø, skulle det ikke være med åbne øjne. Lig var altid mere uhyggelige, når deres øjne var åbne. Lukkede øjne var langt mere fredfyldt - så så det blot ud som om, personen sov en evig søvn.

Reign var sikker på, han var død - måske var han faktisk død i et øjeblik, det ville han aldrig finde ud af - men pludselig blev grebet løsnet, manden rykkede sig væk med en smertefuldt, "arh...!" og frisk luft fik endelig lov til til at passere ned i menneskets lunger. Reign kunne ikke sige noget. Rykkede sig bare om på maven og lod kroppen reparere sig selv, så godt det nu var muligt, via højlydte vejrtrækninger og en krampeagtig rysten.
Trods alt i ham skreg efter at blive liggende der lidt, falde ned og prøve på at undgå at dø, fik noget ham alligevel til at kravle hen mod det sted, halvdæmonens stemme før havde lydt. Hvis det da havde været en realitet og ikke en illusion. Måske var han død. Nej... nej, han kunne ikke være død. Ikke Razor. Razor var ikke typen, der bare døde.
"Ra..." fik Reign endelig presset ud mellem sine læber, inden han blev stoppet af tremmer. Det stoppede ham dog ikke, han stak armen så langt ind mellem dem, han kunne, og fumlede rundt i mørket efter halvdæmonen. Men der var intet at mærke andet end kold jord. "Razor..." sagde han hæst, da presset fra før gjorde, at det gjorde ondt at tale. Han forsøgte igen, "Razor..." og vred næsten sin arm af led for at prøve nå så langt ind som muligt, mens tårerne pressede på. Han ville uden tvivl være brudt ud i gråd uden den mindste smule flovhed - ikke denne gang, der havde han fandme lov til at tude - hvis ikke et kort men gennemborende stik i håndryggen afbrød det og fik Reign til at trække sin arm tilbage i forskrækkelse. Hånden summede, vibrerede næsten, og den ukendte følelse bredte sig lige så stille videre op langs armen.

Han knyttede sine rystende hænder i et dårligt forsøg på at stoppe med at kradse mod huden på sine arme. Men det gjorde ingen gavn, få sekunder efter var hans hænder åbne igen og selvom det virkede som om at ingen nerver eller muskler var i stand til at bevæge sig var han alligevel i bevægelse. Han gned sig nærmest på jorden i en smertebefængt knurren. Razor var normalt ikke sart når det kom til skader - han løb gerne med et brækket ben eller en kniv i ryggen. Men dette var ærlig talt ulideligt. Han kunne høre Reign tæt på, hvilket et øjeblik var som et beroligende middel - sikkert fordi det var noget andet man kunne fokusere på end smerten der svøb sig omkring i hans krop. Foster stilling endte med at være det eneste der var bare en smule til at holde ud - jo mere stille han formåede at ligge jo mere aftog smerten. Men der skulle ikke mere end den mindste bevægelse til før det brændte ulideligt igen.

Sveden piblede ned over hans pande og hans vejrtrækning nærmest helt ude af kurs. Han vidste ikke hvor længe det havde stået på, men alt for længe til han havde lyst til at tænke mere over det. Samtidig virkede det som om den brændende fornemmelse i hans krop havde lukket af for hans sanser så intet var at lugte, høre eller se - kun mørke og stilhed.
En ringen i det ene øre gjorde ham opmærksom på at han faktisk stadig var i live, og efter en kort stund begyndte hans syn at blive mere klart igen. Egentlig burde han nok blive liggende et øjeblik længere, bare lige for at lade sin krop komme sig en smule mere, men det havde han ikke tid til. Han skubbede sig op at sidde og få sekunder efter op at stå før han lod blikket glide rundt. Han forsøgte kort at få ord ud over sine læber men der kom ikke andet end en skrabende hæs lyd som han bremsede igen da skar i halsen.
Han vågnede helt op ved et skub i ryggen og slaget der mødte ham da han ramte tremmerne med fronten. Et kort støn i ubehag forlod ham før han vendte sig rundt og rettede blikket mod skikkelsen der bevægede sig i mørket.

" Looks like we're the only ones back.. " Lød en alt for skinger stemme fra kvinden. " Humans are weak to the poison from deadly bugs like that. " Tilføjede hun kort efter og lod de spidse tænder komme til syne i et grumt smil. Havde det ikke været for vandet tidligere havde hun sikkert også været smurt ind i blod - men kun få steder var hendes krop et tegn på kamp.
" I hear heart beats.. " Lød det hæst fra Razor før han rettede sig op. Hans krop rystede stadig, men heldigvis ikke længere af smerten. Nærmest træthed hed og anstrengelse. " Vampires are surpose to have a sense of hearing beyond compare which you fail so obvious at. Pointy teeth dosen't make you any better than the rest of us. " Han hævede kort lidt et bryn og dukkede sig fra et slag der i stedet for hans ansigt røg ind i tremmerne som fik en fæl bule ved slaget. Razor brugte øjeblikke til at feje benene væk under kvinden som røg på halen. Dog var hun hurtigt oppe igen og efter Razor. Han var slet ikke på et stadie der bare lignede hvad han normalt kunne når han tog kampen op mod et væsen der var stærkere end ham selv - men alt taget i betragtning kunne han håbe hun heller ikke var ved sine fulde fem.

" You can't save you're pathetic little human! " hvæste hun efter at have måtte tage imod et spark, et slag og et vrid til en brækket arm af Razor, som var sur og frustreret. " He's probably already dead and the only heart beats you can hear is from every non-human creature down here.. " Tilføjede hun og sendte Razor med ryggen op mod en klippe mor. Han knurrede af hende i en bister tone og holdt blikket rettet mod hendes ansigt. " I would be dead too if he was - where's your survival partner? " Bed han så bare tilbage.
" He's... hung up.. " Sagde hun så bare med et grin - der var helt sikkert en dybbere mening i hendes ord men der var ikke lige tanke på at spørge indtil det. Hun sendte Razor i jorden ved et slag på hovedet. Han væltede men kom hurtigt på benene i det han spyttede noget blod ud. Kvinden grin eskalerede kun yderligere og fulgte rummende med et ubehageligt ekko. Rystelser i jorden kunne man først godt have troet stammede fra kvindens latter - men det var ikke tilfældet, hun havde bare en heldig timing. Nej rystelserne stammede fra loftet over dem der rykkede smalt fra hinanden og gav et snert af lys som i samme øjeblik fik en lyd af ben til at bevæge sig - som en flok insekter var ramt af frygt og skyndte sig væk. Meget muligt.

Reign satte sig med ryggen placeret op af tremmerne og lukkede øjnene i, mens han trykkede armen, der endnu kun snurrede og sitrede, ind mod maven. Det var gift, der spredte sig, det var der ingen tvivl om. Ganske vist havde han ikke prøvet sådan noget før, men følelsen, af at noget spredte sig rundt i kroppen, var ikke til at tage fejl af. Det gjorde ikke ondt endnu, men der skulle nok komme - det lagde smerteskrigene fra manden, der før havde haft taget kvælertag på ham, i hvert fald op til. Han havde placeret sig, af hvad Reign kunne høre, i den anden enden af cellen, og skønt situationen stadig var forfærdelig, hjalp det en smule imod den klaustrofobiske følelse ved at være fanget to mennesker i et så lille sted.

Reigns upåvirkede hånd faldt til jorden, som han slugte en klump - forberedte sig psykisk til den smerte, der snart skulle forekomme. Men en snert af håb vendte tilbage, da han med fingerspidserne rørte ved noget koldt, noget skarpt, et søm var det vist, og hans hjerne på et splitsekund udarbejdede en plan. At tænke over det ville være idiotisk, for så ville Reign som sædvanligt stille tingene op overfor hinanden og finde en masse ulemper og 'hvad nu hvis'-situationer. Det var der slet ikke tid til. Så hurtigt greb han sømmet, bed tænderne sammen og stak spidsen ned i armen på sig selv, midt i den øverste del af underarmen. Han klynkede højlydt og trak sømmet videre, til det havde dannet en fin flænge, og blodet flød hurtigt ud og landede ned på hans grå trøje, han slet ikke forventede var så grå mere.
Reign anede ikke, om det ville virke, faktisk regnede han ikke med det. Men lige så stille forsvandt den sære kriblen, og trods armen nu var svag og kold af blodmangel, var det bedre end et smertehelvede, der muligvis kunne have slået ham ihjel.

Han pustede lettet ud - kunne ikke holde et lille smil tilbage, trods intet var overstået endnu - og så op, da lys kom til syne fra oven og fik Reign, der havde vænnet sig til mørket, til at knibe øjnene lidt sammen. Snart kunne han se manden fra før - lignede et helt almindeligt menneske - liggende i fosterstilling i hjørnet. Om han var død eller havde mistet besindelsen var ikke til at sige, men Reign havde ikke tænkt sig at gå hen og tjekke. Han rejste sig i stedet op og trådte mod hullet i loftet, idet han kom i tanke om Razor og hastigt vendte sig om. Det sendte en varme rundt i hans brystkasse endelig at kunne se halvdæmonen stående henne på den anden side, godt nok blodig og ikke i noget, der virkede som et særligt godt selskab, men i live. Han var stadigvæk i live.
"I'm coming..." sagde han næsten uhørligt og kravlede med lidt besvær op mod hullets åbning og ud i lyset. En gennemtrængende buh'en lød fra publikum, så snart han dukkede op i arenaens overflade igen og kom på benene. Og trods Reign ikke kunne lade være med at blive en tand fornærmet over, at ingen virkede til at heppe på ham, skyndte han sig at løbe videre for at tjekke hullet ved siden af det, han netop selv var kravlet ud af. "Razor!" kaldte han højlydt og sparkede en stor, fed larve, der var på vej ned i hullet, væk, "Razor, I'm up here!" tilføjede han og smed sig på knæ for at kunne hjælpe drengen op, hvis der var brug for det.

Det tog meget længere tid at finde fokus end han ville have det til da han hørte Reigns stemme, dog fandt hans blik heldigvis hurtigt ud af hvor dan kom fra og han rettede det mod hullet over sig. Lettelsen ved synet af Reign og det lille smil der nåede at komme frem på hans læber forsvandt med et, da det gik op for ham at vampyr kvinden havde været mindst lige så hurtig. Razor fangede hende dog i hendes spring op mod åbningen og rev hende væk - men kun for selv at tage turen op gennem åbningen efter at have sparket hendes hånd ud af kurs fra at få fat i hans ben. Det drejede som om milli sekunder før hun ellers ville have fået fat i ham - men Razor havde heldet med sig og slap udenom. Held var de ellers blevet foræret en masse af siden de kom her. Ikke for at trække selvtilliden ned, men han havde nok troet at de var røget for længe siden. Heldigvis var det ikke tilfældet og Reign havde også vist sig at være i stand til mere end han sikkert selv vidste. Razor var dog hurtig og farede nærmest ind i Reign og fik ham bakket bagud og væk fra sprækken i jorden.
" Why is the sun never out when you really really need it.. " Sagde han så bare i en knurren og skævede tilbage da vampyr kvinden kom til syne op.

Razor forsøgte at koncentrere sig om hvad der foregik omkring ham, men uden at lade publikum have noget af den, det var dog svært for de var højt rystende og flere stemmer slog hans sanser ud af kurs. Om det så var en del af spillet eller bare en bivirkning af hvad der lige var sket under jorden. Det gav hvert fald hovedpine og gjorde dæmonen i ham vred. Han bed kort tænderne sammen og slap endelig Reign da de var nogle meter væk fra hvor hullet i jorden var. Han rettede blikket mod fyrens ansigt et øjeblik. Et blik der gerne måtte have varet længere end det gjorde. Men Reigns tøj var søbet ind i blod og det var hans eget - hvilket et øjeblik fangede Razors opmærksomhed. Ikke af bekymring, selvom det var det der burde være tilfældet. Nej simpelt af ren blodtørst.
" I don't know how to get us out of here.. " Sagde han så kort og slog blikket væk. Det blev rettet mod - den sidste ud over dem der var tilbage i arenaen. Vampyr kvinden, som endnu ikke virkede til at være mere død end hun i forvejen var, på trods af at hendes hold kammerat ikke virkede til at være en del af spillet. Kvinden selv virkede dog til at være rimelig begejstret over publikum. Hvilket gjorde hende uopmærksom på Reign og Razor. Få øjeblikke efter var han fokuseret igen og han rev et stykke af sin trøje, for hurtigt at hvilke det omkring Reigns arm - rimelig stramt. " Even if we win they won't let us go.. We have to get out. Somehow - don't know how. But we have to. " Sagde han lidt og gav knuden et ekstra lille strammende greb. " But.. If they take you before me - run.. Okay? " Sagde han og lod kort et alvorligt blik ramme Reigns ansigt før han vendte rundt og satte afsted mod vampyren.

Det var sværere end han havde troet at nedlægge kvinden. Hun var stærkere end ham, mistede ikke på samme måde energi som han gjorde i en situation som denne. Razor følte sig svag, især da de spidse tænder borede sig ned i hans hals. Men som om det var en kamp han havde tænkt sig at tabe. Hans hånd fandt kort efter en sten som han slog mod vampyrens hoved og fik hende til at slippe. Kort efter var Razors ben omkring hendes hals og så hurtigt som han kunne fik han vredet hendes hoved omkring i en ubehagelig lyd. Det resulterede i en stilhed blandt publikum et øjeblik - som dog blev erstattet af en lyd fra en af cellerne. En jamren, smertefuld jamren - skrig nærmest. Var det reaktionen på at miste sin hold kammerat også måtte man selv lide til døden snuppede en med sig? Sikkert. Razor så det som en mulighed og han nåede knap på benene før han løb over til Reign.
" This is the hard part.. " Sagde han så bare kort og hev ham med tilbage til hullet i jorden. Det var den eneste ikke offentlige rute de kunne tage ud. Alle steder over jorden ville give folk muligheden for at lokalisere dem, det var noget andet med tunnelerne under jorden.

Reign veg et øjeblik tilbage fra hullet, da Razors modstander forsøgte sig mod åbningen. Endnu en vampyr, tænderne gjorde det tydeligt. Det burde ikke undre nogen, at der var mindst én af disse tilbage i slutningen - vampyrer var stærke og listige som bare pokker. Det var et mirakel, at halvdæmonen havde overlevet så længe i en celle med sådan et væsen. Måske var det, fordi han efterhånden havde god træning i det. Han havde trods alt også overvundet den vampyr, der havde haft fat i Reign dengang for længe siden. Han gøs stadig ved tanken.
Men overraskende nok kom drengen til syne i stedet, og Reign rejste sig hastigt for at kunne hive ham det sidste stykke op. "Did we win...?" spurgte han i en både forbavset men også håbende tone, inden Razor bankede ind i ham og fik dem begge væk fra hullet. Det var svar nok i sig selv - der måtte stadig befinde sig noget farligt dernede. Og rigtignok - vampyrkvinden dukkede snart op og lignede ikke en, der var villig til at kalde kampen for uafgjort.

"What?" Reign skævede hen mod vampyren, hvis opmærksomhed heldigvis lå et andet sted, mens han lod drengen forbinde sin selvforskyldte skade. Det gjorde ikke enormt ondt, armen var blevet for følelsesløs og kold til, noget kunne mærkes overhovedet. Blikket faldt tilbage ned på Razor, panisk trods han forsøgte at holde hovedet koldt i denne situation, der endelig virkede til at være på vej mod en ende, "you got out before, didn't you? You can do it again. You just have to- we just-" Reign var ikke sikker på, hvor han ville hen med sin sætning, for han havde ingen idé om, hvordan man slap ud sådan et sted fra. Burde man gribe chancen nu og løbe? Eller vente på at blive bragt tilbage i sin celle for så at finde en udvej derfra?

Reign åbnede munden lidt af det næste, men ingen ord nåede at forlade den, inden Razor var væk. Var egentlig meget glad for, at han løb afsted, inden han nåede at høre svaret. Lige nu var det vist bedre bare at nikke og tie stille end at protestere - sådan noget var der slet ikke tid til, og det ville være synd både at give halvdæmonen falske forhåbninger ved at lyve direkte op i hans ansigt eller fortælle sandheden og dermed give ham en ekstra bekymring at skulle tænke på. Der var meget at se til i forvejen
Reign følte sig hjælpeløs og patetisk, som han stod der og ikke kunne gøre andet end at krydse fingre og se den person, han elskede, blive banket. Derfor tog han initiativet til at samle våben op fra forskellige steder i arenaen. Han fandt godt nok ikke sin egen kniv men greb en anden tilfældig en, der matchede i størrelsen, men så noget mere fancy ud med sit guldfarvede skaft formet som en drage. Mere nåede han ikke, før de resterende kæmpeinsekter havde fundet vej til ham, og fokus blev flyttet over på dem. Det gik dog let - bladet var knivskarpt og huggede let de tynde insektben over.

Razor vendte snart tilbage som sejrherre - en ting Reign aldrig rigtig havde tvivlet på. I hans hoved kunne Razor ikke slås ihjel af nogen - og trak ham med sig. "Then what?" spurte han lettere forpustet efter at være hoppet med ned i hullet. Han så bekymret hen på Razor, "do you even know your way around here? This place is huge." Flashbacks, fra dengang han var faret vild i tunnelerne under jorden med Lori, dukkede op i Reigns hoved. Det havde været skræmmende nok i sig selv, og nu var der pludselig også stress på med de dæmoner, der uden tvivl snart ville forsøge at fange dem, inden de nåede ud.

Han skævede rundt i mørket, lyttende et øjeblik - men han rettede så blikket mod Reign. " Yes we won.. But winning this - that only gets us to second round. And winning that as it is now, we would have to be kissed by angels. And to be honest I only want humans kisses. " Han skævede kort op mod arenaen over dem, men trak så bare Reign med i en til at begynde med ikke særlig bevidst retning.
" And no - I don't know a thing about how to get out of here. But unless you have the ability to turn into some giant and jump out of the... Forget it.. " Sagde han så bare og rystede på hovedet. Adrenalinen pumpede stadig i hans krop og gjorde at han ikke helt tænkte så meget som han burde men mere lyttede til sine instinkter - som kæmpede endnu mere for at få lov at bestemme det hele, drive dem ud ved flere mord. Men at blive i arenaen og få dem ud deroppe var det rene selvmord - og hvor fristende det så end kunne være i en nærmest tabt kamp - så var det ikke den sti de skulle ned af.
" I refuse to die up there - and I won't let you die either. So unless you have a better plan. Please just trust me. We'll get out. " Han nikkede kort lidt. I sidste ende sikkert mest en verbal overbevisning til sig selv om at det var hvad der skulle ske nu. Kampen var slut - forhåbentlig, nu var det tiden der var mod dem før folk ville opdage de var væk og begynde at lede.
Rystelser i jorden slog hans tanker tilbage på virkeligheden. Han skævede kort tilbage over sin skulder - Lyset fra revnen i jorden der før havde ført op til arenaen forsvandt og alt blev mørkt. Der var stadig håb. Tunneler som disse kunne vel føre alle steder hen, mon ikke der var en der kunne føre dem ud.

Stilheden mørket havde med sig var helt utrolig. Publikum kunne ikke længere høres - der var kun lyden af deres skridt, vejrtrækning og hvis Razor ikke tog helt fejl så var Reigns hjerteslag også en lyd der fulgte ham. Samtidig gav det alle skaderne en mulighed for at blive følt og for hvert skridt han tog jo mere ondt gjorde det. Han bed kort tænderne lidt sammen men rystede så bare lidt på hovedet. Han ville gerne bryde stilheden med en kommentar der gav udtryk for alt det gode ved dette. Men intet dukkede op i hovedet på ham. Så kunne han bringe Django på banen - perfekt ice breaker, hvis man så bort fra at den hund var alene i skoven efter de var blevet snuppet. Deres sidste møde var noget Razor slet ikke havde lyst til at rode med. Det hele kunne alligevel være lige gyldigt hvis de ikke slap ud herfra.
Han vendte blikket mod Reign og skulle til at sige noget da en lod ramte hans øre og han stoppede op. Blev pludselig endnu mere stille end hvad han først havde været. Droppede helt at trække vejret for en stund. Men rystede så bare lidt på hovedet.
" This way... " Sagde han så hurtigt og trak Reign med i retning mod lyden. Der gik dog ikke længe før han stoppede op igen. " ...Fuck " mumlede han så lidt. Han rettede blikket ned mod sine fødder hvor vand begyndte at komme strømme forbi i små tråde.

" They're gonna flush the tunnels.. " Sagde han så bare og rodede sig lidt op i håret med den ene hånd. " They're gonna flush the tunnels.. " Han rystede kort lidt på hovedet men rettede så blikket mod Reign. " We're... No.. " Han bed sig kort i læben men rystede så bare kort på hovedet. " I have an idea.. " han greb fat i Reign igen og trak ham med, denne gang i løb. Der var ikke tid til at gå. Jo længere de kom jo dybere blev vandet og nåede dem til sidst til omkring lårene. Hvor dårlig en idé det så end kunne være var Razor ikke villig til at lade Reign have en mening omkring den. Vandet blev lavere da de drejede om et hjørne et sted i tunnelerne. " I guess we just... wait.. " Sagde han så lidt - lyden af vandet var tydeligt blevet højere - vandet omkring dem viste tegn på rystelser i jorden under deres fødder. Razor kunne kun håbe at hans teori holdt stik. Hvis ikke - så ville de drukne inden længe.

Reigns blik blev liggende på Razor, som han førte ham frem gennem tunnelerne, der havde en dunkel men samtidig velovervejet følelse over sig. Som om de var blevet bygget på en så uhyggelig måde som muligt for at skræmme deltagerne og tage modet fra dem, der forsøgte at finde ud. Men måske var det bare, fordi Reign selv var rædselsslagen for, at flugten mislykkedes, at hans hjerne spillede ham et puds, og gjorde alting en tand mere skræmmende, end de egentlig var.
Han var glad for, Razor var med ham dernede. Hvis Reign selv havde måttet bestemme, hvem han ville have haft med i arenaen, havde halvdæmonen uden tvivl været førstevalget. Ikke kun fordi han var stærk og kampmæssigt klog men også på grund af den skøre besættelse, han havde, om at holde Reign i live. Måske var det en selvisk tanke at have, men Reign ville selv ofre sig for halvdæmonen, hvis han skulle, så at have to på hold sammen, der var villige til at gå gennem ild og vand fra hinanden - det gjorde dem kun en million gange stærkere.

"Okay..." endte Reign are med at svare i en ikke særlig overbevisende tone. En stor del af ham stolede ikke på, at Razor kunne finde udgangen - den dreng kunne knapt nok finde rundt i sine egne lommer - men tanken om, at han havde gjort det før, løftede troen på, at det hele nok skulle gå.
Men den tro falmede ligeså hurtigt, som lyset gjorde det, og der var snart lige så mørkt, som det tidligere havde været, da de begge var blevet skyllet ned i hver sin celle. Det var forholdsvist normalt ikke at bryde sig om mørke, det vidste Reign godt, men i et øjeblik som dette, var det ikke blot ubehageligt men direkte nervepirrende. Havde der bare været en lille smule lys, ville det have været fint, men han kunne ikke se en hånd frem for sig. Han kunne ikke se Razor, kun høre lyden af hans fodtrin. Snakke gjorde han heller ikke, og det var han ellers god til. Stilhed og mørke - en dårlig kombination.

Men som Reign var sikker på, det ikke kunne blive værre, lød den genkendelige rislen af vand i bevægelse. Den kølige væske ramte snart hans fødder, og trods hans sko klarede det fantastisk med at holde vandet ude, holdte det kun, til det nåede anklerne og fandt vej ned til hans fødder alligevel.
Reigns læber skælvede og gjorde vejrtrækningen endnu mere rystende, end den allerede var. Han greb stramt fat om Razors håndled og kunne for alvor mærke panikken brede sig. Han havde aldrig haft noget særlig frygt forbundet med vand, men efter dette - hvis de da overlevede - skulle det nok ændre sig. "We need to go. Now, Razor," hviskede Reign, næsten som om han var bange for at gøre vandet vredt, hvis det hørte ham. Det behøvede han ikke at sige to gange, før de var afsted, begge i løb. I starten gik det fint, han var ved at snuble et par gange, men ellers var der ingen problemer. Det var først, da vandet nåede i knæhøjde, at det blev svært at løbe. Vandet ydede modstand og gjorde dem langsommere - Reign var sikker på, han havde haft et mareridt der mindede om dette. At forsøge at løbe fra noget uden rigtig at komme nogle vegne.

Razor førte dem om et hjørne og overraskede Reign ved endelig at stoppe op. "Huh? Wait?" gentog han forpustet efter at have sluppet halvdæmonens håndled. Han gloede trodsigt på ham, trods han ikke var sikker på, Razor overhovedet kunne se ham og hans ansigtsudtryk, "we can't just wait. This is not a plan, this is a deathwish. If we wait here, we'll wind up--"
Panikken spredte sig atter, men denne gang nåede Reign at stoppe den, inden det gik for vidt. Om drengen havde en plan eller ej var ligegyldigt. Det vigtigste var, at han prøvede at få dem ud, at han ikke gav op, og at han modsat Reign holdte hovedet koldt. Han havde skældt ud, bidt af og råbt og skreget utallige gange af Razor, men denne gang skulle det ikke være sådan. Stemningen og atmosfæren var dårlig nok i forvejen. "Don't panic, Reign... don't panic..." mumlede han lavt for sig selv og trykkede ryggen tilbage op af det, der føltes som en kølig stenvæg. Skuldrene hang lavt, afslappet, trods alt i Reigns krop spændte. Vejrtrækningerne dybe og højlydte - han havde formået at få bare en smule mere kontrol over dem. "Hold my hand," bedte han lavt og rakte hånden frem mod halvdæmonen i håb om, at det kunne gøre ham mere rolig og stoppe de ualmindeligt hurtige hjerteslag, der bragede løs i brystkassen på ham.

Man skulle være idiot hvis man ikke kunne se Reigns manglende kontrol over situationen. Om det var fordi Razor var mere vandt til at stå i situationer hvor hans liv kunne blive taget hvert øjeblik eller det lå i hans natur ikke at panikke - han vidste det faktisk ikke helt. Men at sætte pris på det, det gjorde han. Panikkede han selv ville det helt sikkert gå galt og skabe endnu mere panik mellem dem. Han plejede ikke altid selv at være den der holdt hovedet koldt - men man blev vel bare en smule bedre til det. Desuden var der ikke noget at grine af lige nu. Razor havde slæbt sin kærlighed med i den visse død og skulle redde dem ud af det igen. Lykkes det ikke var det hans skyld. Reign var uskyldig - hvis ikke den mest uskyldige person Razor kendte.
Han lod blikket hvile mod Reign, også selvom han ikke kunne se ham hundrede procent, så vidste han han var der. Han lod sin hånd glide ind i Reigns da det et øjeblik lød som en befaling - men selv hvis det ikke var det, så ville han med glæde holde menneskets hånd. Han nussede lidt fyrens hånd med den ene finger.
" Relax Reign - It'll work.. " Sagde han så bare lidt og gav kort hans hånd et lille klem. Lyden af hans hjerte var heller ikke ligefrem en beroligende lyd. Men at lade det påvirke fik dem ingen vegne. På den anden side var Razor faktisk overrasket over hvor rolig Reign tog det. Han kunne have været rendt væk for længe siden og ikke set sig tilbage. Ligget sig ned i foster stilling - opgivende på alt omkring sig. Eller måske endda have taget sit eget liv, muligheden havde været det.

Han bed sig kort i læben og lod kort sit fokus falde mod lyden der kun virkede til at blive højere og højere. Mere gennem trængende. Man var ikke i tvivl om at det var vand der havde kurs direkte mod dem gennem tunnelerne. Han stirrede nærmest mod deres hænder mens hans forsøgte at overbevise sig selv om at det nok skulle virke. Hvis vandet tog dem og de kunne holde vejret længe nok. Så ville det virke. Men hvor lang var tunnelen før den nåede et punkt hvor det gik udenfor eller til et sted hvor..
Han strammede kort sit greb om Reigns hånd og lukkede øjnene et kort øjeblik. " This can't be it - I still need to apologize to you for being a dick.. " Sagde han så bare lidt med et lille grin før han rettede blikket tilbage mod Reign - det røg dog forbi ham kort efter da vandet kom til syne et lille stykke væk. Men farten det kom med var skræmmende og kunne helt sikkert slå dem lige så meget ihjel som alt andet de havde været igennem.
" Don't let go.. " Nåede han kort at sige før vandet ramte dem. Som en kold, meget kold - nærmest isende våd mur der slyngede dem med rundt og trak dem med sig afsted. Omklamrede kroppen fuldstændig. Det var ikke længere muligt at få frisk ilt ned i lungerne. Fokus kunne man lige så godt droppe. Man kunne kun håbe på at turen ville være kort - og ikke ende et sted hvor det hele ville være spildt.

På trods af at have forsøgt at holde fat i Reigns hånd i alt kaosset i vandet, så var det ikke lykkes. Deres hænder havde sluppet og bragt dem fra hinanden. Forhåbentlig ikke langt nok fra hinanden til at ende op samme sted. Men det tog lang tid - det brændte indvendig - som om lungerne trak sig sammen i et forsøg på at spare på luften, holde ud indtil det var muligt at fylde sig selv igen uden at det ville blive at drukne i en strøm af vand. Ville det have hjulpet at være bevidstløs og lade strømmen tage en uden kamp for overlevelse? Sikkert - men det var ikke tilfældet og kunne sikkert også have endt meget værre.
Det at give op var ikke en mulighed - heller ikke selvom det virkede som en evighed før vandet endelig forsvandt omkring ham og han så sig selv trumle til jorden efter at have ramt en mur i noget der kunne ligne en grotte. Stadig under jorden - men ikke i en tunnel under arenaen. Han skubbede sig et stykke frem på det kolde underlag i en hosten der fik det til at brænde endnu mere i lungerne. Slaget mod muren havde slået hans skulder af led. Ikke noget der ikke kunne fikses, men det måtte ske når han havde fået øjne igen i mørket og selvfølgelig fundet ud af hvor Reign var. Han bed kort tænderne lidt sammen før han fik sig skubbet op at sidde på knæ med den ene hånd hvilede mod sin arm, som ikke virkede mere død end levende. Den savnede sikkert en ordenlig kontakt med skulderen. Hans blik søgte efter Reign - intenst. Hvis planen var gået i vasken og han havde fået Reign slået ihjel.. Det ville han ikke kunne bære..

Reign havde ikke regnet med, det ville virke i en sådan grad. Halvdæmonens fingerspidser ramte knapt nok hans hånd, og straks bredte en varme sig fra hånden og op. Han frøs stadig, de mørke jeans var gennemblødte og fik hans krop til at sitre at kulde og ubehag. Men ikke hånden - den føltes varm og rar. Det fik også hans vejrtrækning til at slappe en tand mere af, hvilket jorde det nemmere at trække vejret i de klaustrofobiske lave tunneller, Reign kun lige kunne stå oprejst i. Til gengæld gjorde det ikke meget for angsten. Han forsøgte ihærdigt at tage Razors ord til sig, tro på dem, men det virkede ikke rigtigt. Der var for meget i ham, der sagde 'nej' til at kunne overdøve drengens 'ja'. "I know. I know..." sagde han alligevel lavt og slugte en klump, da det gik op for ham, at trods vandet, tunnelerne og tanken om at blive forfulgt og fanget igen var skræmmende nok, begyndte hans krop og sind også endelig at reagere på alle de ting, der var sket. Han havde ikke slået nogen ihjel, men han havde slået folk bevidstløse, så de ikke kunne forsvare sig selv og uden tvivl var blevet slået ihjel af andre deltagere. Stengolem'en... han var næsten blevet mast under dens fod. Måden den var kommet løbende mod ham, måden den havde brølet på. Kvælertaget, vandet, vampyren, den gigantiske myggesnabel boret ind i hans ryg. Det var så meget på alt for kort tid. Kun dårlige ting, forfærdelige ting, der fik Reign til at føle sig som verdens største baby ved tanken om, at han havde opført sig så mopset og dramatisk, bare fordi Razor var dukket op i skoven og havde sagt hej.

Det trykkede ubehageligt i Reigns brystkasse, da lyden af vand vendte tilbage, højere, vildere, mere kraftfuldt, og det kom tættere på. Var det virkelig sådan, det skulle ende? Det var ikke sådan, han havde forestillet sig det. Razor ville nå en god alder, inden han stillede træskoene - midt i et stort eventyr, hvor han havde fået lov til at klappe drager, rejse med pirater, flyve på hippogriffer og synge med sirener. Hele tiden med et smil på læben og en følelse af tilfredsstillelse. Reign selv - han ville dø som en gammel mand. Hjemme i sin bolig, omringet af familie og en sidste tanke tilbage til den hybrid, der havde givet ham så meget. Både godt og dårligt.
Men dette virkede så lang væk. De ville blive kvalt, mast eller brække nakken mod en væg. Heldets gudinde havde smilet ned til dem hele dagen, men det var ved at være slut nu - ingen kunne være heldige hele tiden.
Reign flyttede det angstfyldte blik tilbage på Razor, og trods han ikke kunne se ham, dannede hans hjerne alligevel et billede og gav ham lov til at forestille sig halvdæmonen stå foran sig alligevel. Måske som en sidste venlighed, før hans liv skulle tages. "Don't die..." gav han lavt igen, trods der ingen selvtillid lå i den knækkede stemme.

Og kun sekunder efter følte Reign et enormt skub mod sin side og blev slynget afsted med strømmen. Han kæmpede febrilsk med hænder og ben for at få fat i noget og stoppe sig selv fra at banke ind i diverse vægge og klipper, der næsten lykkedes, hvis det ikke havde været for den ene gang, hans ansigt smadrede ind mod noget hårdt. Den hurtige og ujævne vejrtrækning fra før havde resulteret i, at han slet ikke kunne holde vejret så længe, som han plejede at kunne, hvilket førte videre med sig, at han endte med at sluge en masse vand. Alt var mørkt, slørret, og det hele føltes og så ud som et surrealistisk drømmebillede. Der var næsten noget smukt over, at der kunne være så mange forskellige nuancer af sort. Måske var det slet ikke det værste at se som det allersidste alligevel.
Men lige som den genkendelige følelse, der også havde ramt Reign, da der var blevet taget kvælertag på ham lidt for længe, ramte, blev alt lyst. Hvidt... nej, lysegråt. Mørkegråt. Mørkt, indså Reign hurtigt, men stadig en tand lysere end, hvor han før havde befundet sig. Her kunne han faktisk se omridset af ting.
Han hostede febrilsk for at få vandet ud af lungerne og nærmest smed sig op på det, der nu lige var ved siden af ham - en sten - hvor han kastede vand og den smule frokost, der stadig var tilbage i hans krop, op. Samtidig dryppede blodet fra hans næse og blandede sig i den tynde masse på jorden.

Utroligt så mange følelser et simpelt host kunne bringe frem i en. Men det var Reign og hosten betød at han ikke var druknet. Medmindre selvfølgelig det valgte at ske i dette øjeblik også ville han være væk. Han rystede kort den modbydelige tanke ud af hovedet og sporede sig i stedet ind på hvor mennesket var placeret henne. Slet ikke i nærheden af hvor Razor var, men heller ikke så langt at det var umuligt at nå hen til ham. Vandet havde aftaget og strømmede ikke længere i en stiv stråle ud fra hullet i grottens mur hvor de var kommet fra, i stedet løb det bare som et mindre vandfald. Han kom helt op på benene og bed tænderne sammen i et stædigt fnys, da han med hjælp fra muren bag sig fik skubbet sin skulder på plads. Det var aldrig rart - smertefuldt på en helt utrolig ubehagelig måde. Og det var slet ikke sjovt hvis man ikke lykkes med projektet. Men det var ikke første gang det var sket, så han vidste i det mindste hvordan man gjorde.
Han tog sig endelig sammen og satte i bevægelse med Reign. Selvom de i princippet var væk fra arenaen var denne grotte heller ikke et sikkert sted at være. Deres flugt var langt fra slut - men det betød ikke at han ville rive Reign med videre med det samme. De skulle også kunne klare resten af turen så et par minutter var vel okay lige at trække vejret i.

" Reign.. " lød det hæst fra Razor da han kom tættere på - lyden kom ud over hans læber lavt men lød sikkert højere i det hule rum, på trods af lyden fra vandet der også havde en masse at sige på dette tidspunkt. " Are you okay?:. " Spurgte han så og stoppede op. Razor følte sig som en boksebold - ikke at det var noget nyt. Men mere end han havde gjort før vandet havde taget dem. Det var som om at det hele lige blev vasket og nu kunne man se og føle alle de skader man havde fået i løbet af - yeah, den seneste tid. Han anede ærlig talt ikke hvor længe de havde været fanget i det her rod.
Egentlig havde han mest lyst til bare at kaste armene omkring mennesket og kramme ham for evigt. Men det var måske heller ikke det bedste, ikke hvis han havde ondt over det hele og Razor ikke havde styr over hvor meget liv han pressede ud af kroppen ved et tæt dæmon kram med meget mere styrke end han egentlig anede.

Så i stedet endte han med at stå en smule akavet med hånd knugende omkring bunden af sin efterhånden godt ødelagte trøje og blikket rettet mod Reigns skikkelse. Svimmelheden gjorde ham ør i hovedet, mangel på blod, energi og tid til at hvile kroppen efter alt hvad den var blevet udsat for. For ikke at nævne det stress den stadig følte omkring alting. Overlevelse, sin egen men også Reigns. Flugt - sikkerhed, fare. Bekymringer omkring hvad der var sket, ville ske - en dum ting som hvad deres forhold var på nuværende tidspunkt. Det burde ikke fylde så meget som det gjorde i hvad de hvad - men det gjorde stemningen mellem dem anderledes end den sikkert ville have været hvis det havde været godt mellem dem sidst - eller havde været fremmede. Men Razor var for hundrede og syttene gang blevet bekræftet i at han ville gøre alt for Reign - hver gang han forsvandt eller bare var ude af syne var angsten panisk i hans krop og tankerne om hvad han skulle gøre uden ham - det gjorde ondt. Så det at de var her nu var en lettelse - og alligevel stadig en frygt for at de ikke nåede helt ud.
" Ashen Wood forest is an awful place.. I swore myself to never go there again. At least it brought me to you.. " Sagde han så bare lidt og bed sig kort i læben mens han fik sat sig ned på jorden. Han var stille et øjeblik mens hans blik var plantet mod et stadig blodigt område på sine bukser. " Reign you're amazing. Not even just for a human. But.. Overall incredible. Brave.. " han nikkede kort lidt. Han havde mange ord der gerne ville ud - men han måtte holde det kort for det gjorde ondt at tale. Det var sikkert også et dårligt tidspunkt at lukke op for en samtale. Uden at være hundrede procent på at Reign var okay - uden egentlig at vide om de var sikre nok til at blive her lidt. Men han var trods alt stadig Razor - og Razor holdt ikke bare lige kæft for evigt. Især ikke når han havde ting han gerne ville sige. Ting der skulle siges, især hvis det endte med at kunne være det sidste.