We could call this a goodbye. At least tempoary - Assorian

Det havde været alt for længe siden at han rigtig havde taget en stor beslutning i hans liv, ikke en der var så stor som denne. Lige siden mødet med Tera, har han været i tvivl om hvad han ville med hans liv. Var det værd at blive i Dragons Peak? Så længe Josette var med ham, kunne det gå. Men hvad hvis hun også ville væk herfra? Opleve verdenen, bare dem og kaos, hånd i hånd. Men hans voldsomme fortid var halet ind på ham, her i Dragons Peak. Et af hans mange forsøg, havde vist sig at være selveste Moons søster, Lucile. Moon var rasende, så rasende at Ramsay måtte finde det nødvendigt at forsvare sig.
Med sådanne små-krige mellem to personer, måtte der blive taget hånd om de konsekvenser der kunne forekomme. Da Moon var datteren af hans arbejdsgiver, hans hersker, hans ven, Assorian Fáblo, måtte han i det mindste tage brug af formaliteter som en pæn og ordentlig snak. Hvem ved? Måske ville de ende op i at finde en løsning frem for dette? Men hvor lå Assorian i alt det her? Kendte han til Moons had eller Ramsays gerninger? Dette var alle overvejelser som Ramsay havde gjort sig inden han havde sendt bud efter sin ven.
At sende bud efter en hersker, specielt et personligt bud, var normalt ikke noget Ramsay ville gøre. Men det var strengt nødvendigt at overholde formaliteterne, hvis ikke for deres venskabs skyld, men så af respekt for herskeren. Han havde bedt Assorian om at besøge ham på en angiven dato og den dag var i dag. Alt efter hvor travlt Assorian nu havde, nu havde han jo hørt om den rejse der havde været til det ukendte land og at være general og hersker på samme tid måtte være noget af en anstrengelse.

Som døren gik op til hans stue, stod Ramsay ved sin pejs og stirrede ind i ilden. Hans skulder var helet, men det ar der ville komme, skulle minde ham om hvor menneskelig han i bund og grund var til evig tid. En tjenestepige kom med et fad med to glas og hvad end alkohol de nu drak. Ramsay nød altid en god whiskey. Han vendte sig roligt og slog armene ud i en glad velkomst:” Goodevening, glad you could make it. For old times sake, let’s save the unecessary chatter and go directly to the point,” sagde han i en rolig tone inden han tog en tår af sit glas. Så lavede han en gestus mod nogle lænestole ved pejsen, så de kunne sætte sig.
Han satte sig roligt ned i lænestolen og kom med et veltilfreds suk. Han ville nu alligevel komme til at savne dette sted. Han havde været her så længe. Han drejede sit blik mod Assorian og stillede glasset fra sig. ”Your daughter, Moon.. Is not very fond of me at the moment. I dont know if she has told you, but I guess if she haven’t, I’ll let you know.” Startede han så mens han foldede sine hænder. “I have had a major breakthrough in one of my experiments. I found a way to connect two minds to one body. I would say that it was a lucky coincidence and that I may never be able to do so again.” Sagde han med en vis stolthed I stemmen. Når han tænkte tilbage på det, huskede hand et hele. Proceduren, de følgende tests. Utroligt henrivende.
”Problem is. One of my subjects in the experiment, turns out to be the biological sister of your daughter. Now I don’t meddle in family affairs, but my guess is that you have no connection to the sister, what so ever. How much of this do you know of?” han trak let på skuldrene inden han så på Assorian. Han havde talt så længe, det var kun fair at lade Assorian tale ud, i hvert fald inden samtalen kunne fortsætte.