Mom? ~ Catherine

Måske var det på tide at glemme fortiden, men Catherine glemte aldrig et ansigt. Hun glemte aldrig et navn - specielt ikke når det var hendes børn. Ingen af sine børn havde hun fået lov til at opfostre. Ingen af sine børn havde hun fået lov til at se vokse op. Se deres første skridt eller høre deres første ord. Catherine havde ingen anelse om, hvordan de så ud nu. Var de stadigvæk i live? Tankerne jagtede hun atter bort. Det var ikke tiden til det, og hun burde komme videre. Dog var der en stemme i det fjerne, og en sjæl som fangede opmærksomheden. Catherine veg de kastanjebrune øjne over imod stemmerne der snakkede ikke langt fra hende. Lettere nysgerrigt vippede hun hovedet en anelse på skrå og iagttog dem på afstand. Der var noget over pigen. En ting hun ikke kunne forklare, men hun virkede alt for genkendelig. Hun lignede Catherine, men ikke på en uhyggelig dobbeltgænger måde - men mere familieagtig. Det kunne være en af hendes døtre.. det kunne også være en af hendes børns børn. Der kunne være sket mange ting på så mange år - og Catherine hadede hun ikke var en del af det. Til sidst kunne hun alligevel ikke holde sin nysgerrighed tilbage, og trådte elegant frem imod dem. Catherine så handlen, men sagde intet til den.
"Miss Catherine. How are you today?" Spurgte kvinden bag boden. Catherine sendte kvinden et halvt kort smil.
"It's a little bored.. but I think something just got my eye." Svarede hun og lukkede derefter totalt opmærksomheden mod Jazmin.
"Hello dear. What a beautiful neckless you got here. I'm sorry.. I'm Catherine Dewater. Nice to meet you." Tilføjede hun med et svagt smil, måske var grunden til hun sagde sit efternavn for at se om det var Jazmin eller Fay? Måske var det, måske var det ikke.

Catherine så undrende på pigen, men ikke på en negativ måde - nærmere nysgerrig. Som et vidunderligt maleri der skulle beundres. Dog så snart pigen snakkede, fangede det Catherines opmærksomhed ganske hurtigt. Uhm... Eh.. My na..me.. Is Jaz..Jazmin.. ' Prikkerne faldt på plads, og det kunne ses på den måde - at Catherines ansigt ligeså stille løsnede sig op. Øjnene blev det varmere, og blikket mere roligt. Der var en bestemt elegance og en evne til at få andre til enten at føle sig trykke eller nervøse omkring sig. Catherine lod stille sin håndryg glide henover Jazmins mørkebrune lokker. Som om hun havde brug for at vide om Jazmin også var virkelig. Catherine vidste ikke hvor hun skulle starte fra. Is this true? Et lille kærligt fnøs forlod Catherines rosenrøde læber.
"It is very real my dear.. but more important is.. it can be more real, if you want it to be. All you have to is ask." Svarede Catherine på Jazmins spørgsmål. Hvis Jazmin ønskede et kram, kunne hun få det - alt hun ønskede sig kunne hun få. Hun behøvede blot at spørge efter det.
"I'm so sorry.. that I haven't been there.. your father wasn't never really happy about women who can stand up for themselves." Svarede hun med et skævt smil. Hun håbede så inderligt på, at Zach havde været god mod hendes to piger. Hvis ikke ville han fortryde det, hvis hun nogensinde så ham igen. Catherine var ikke typen man skulle løbe om hjørner med.

If i only have to ask, then... Are you my mom? Catherine var ikke ligefrem van til at stå foran familie. Det var et kompliceret forhold hun havde til det, mest fordi hun aldrig havde fået lov til at have sin familie.
"Yes I am." Svarede hun svagt, men tydeligt nok til at Jazmin kunne høre svaret. Det næste spørgsmål, May i please touch you. Skulle Catherine til at svare på - da Jazmin allerede havde svunget varmene omkring livet på Catherine. Et kort lydløst gisp forlod Catherines læber, og hun svang sine arme omkring Jazmin i et tæt knus. Hun sørgede for at tage en dyb indånding for at kunne huske sin datters fært til senere. Aldrig havde hun regnet med at kunne få lov til at omfavne sine døtre. Bare en af dem. I know that. He.. He hated me all the time, because you were 'dead'. Det næste fik Catherine til at trække sig, et bestemt blik der langtfra var glad samt med et strejf af bekymring.
"He lied to you. And you deserved better.. I'm sorry I couldn't been there.. but I'm here now.. and I'm gonna make him pay." Sagde hun og lod sine hænder hvile imod Jazmins overarme. Catherine mente det sørme, og hun havde allerede planer. "He didn't really like the twin thing.. He was doing to kill one of you.. I told him not to.. and for that.. He made me go away." Tilføjede hun. Tekniskset havde hun været bange for Zach - det var hun ikke længere.


Maybe you would like something to eat? Endelig fik Catherine et smil på læben igen, i stedet for det lettere voldsomme udtryk der gjorde hende en anelse uhyggelig at se på. Måske John ville hjælpe hende med at finde Zach?
"I would love to. Come with me, I know the best place in town." Med de ord, tog Catherine Jazmins arm i sin, og bevægede sig igennem markedet. Der var mange ting de skulle snakke om. Mange ting der skulle indhentes. Endelig kom de til et ganske fint sted. Nok et sted for de rigere væsner, specielt dæmoner. Catherine var en stolt dæmon nu, præcis som hendes forældre ønskede hun skulle være. Det havde taget år for Catherine at lære at blive det, men det var lykkedes nu.
"Table for two George." Sagde hun med et svagt smil på de røde læber.
"Yes my Lady." Svarede han og viste dem vej hen til et bord til to.

Det lille sted var en anelse isoleret. En fin pejs, og levende musik nåede stadigvæk ind til det lille hjørne. To glas champagne og et menukort.
"Would you like a glass of blood? I know you are a blooddemon, and its okay if you want a glass.. it's a demon cafe.. You just ask. I will pay later." Sagde Catherine og vippede hovedet kærligt på skrå.