A lovely meet - Catherine

Vejr: En let og mild brise, men ellers solskin.
Tid: Sen formiddag.
Dato: Den 6 September 1160.
[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]


Jamie var næsten lige stået ud af sin seng, da hans far kom ind på hans værelse. Han bankede hverken på eller sagde noget inden han gik ind.
Faderen så blot på Jamie uden at sige et ord i et stykke tid. Jamie forsøgte desperat at bryde tavsheden der var kommet. '' Hvad sker der? '' Faderen så blot på Jamie.
'' Jeg ved ikke længere hvad jeg skal gøre med din mor. Hun er helt ude af kontrol.. '' Jamie løftede det ene øjenbryn. Hvad mente han? Hun havde altid været ude af kontrol. Hun havde aldrig været normal siden Carolina's forsvinden.
'' Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre far, for du ved hun hader mig. '' Han sendte et lille smil til sin far, i håb om at det ville lysne lidt op.
Jamie havde en aftale med hans veninde Catherine, og det kunne han ikke gå glip af. Hun lignede en engel på en prik.. Det var klart at Neal havde forelsket sig i hende med det samme.
Jamie gav hans far et hurtigt kys på kinden inden han smuttede ud af døren. Han anede slet ikke hvad han skulle gøre.

Jamie gik langs vejen for at nå ind til byen af Sunfury City. Det var muligt der at blive transporteret til Terroville i en hestevogn.
Jamie kunne næppe gå den lange vej alene, og Nelly lå fint derhjemme og sov.
Hvad skulle han dog gøre uden hende?
Han fandt hurtigt en hestevogn der var villig til at køre ham den lange vej. Og det tog også et godt stykke tid før han endelig var i byen Terroville.
Han skulle mødes med Catherine her. Mon hun var klar selv? Var han kommet for tidligt?
Han satte sig ned i en stol uden for en bar, og ventede blot på hende.

Natten var gået vildt for sig. Endnu et par drab og en evighed om at vaske blodet af sine hænder. Det var stadigvæk frustrerende for hende, og hun kæmpede for at holde fast i sin menneskelighed. En nyfødt vampyr var ofte de værste. Catherine derunder. Følelserne var overvældet og hun prøvede ihærdigt at skubbe Neal fra sig - for hun var for farlig for ham og deres barn. Måske havde det bare været bedst, hvis Caroline havde ladet hende dø den aften, i stedet for at forvandle hende til dette monster. Jamie havde kontaktet hende, en af hendes gode venner. Det var noget tid til at han havde set hende, var det lidt over et halv år siden? Det var i hvert fald før hun fik Venus, og før hun blev vampyr.
Alle havde troet hun var en engel der, endda hende selv. Nu følte hun der var et tomt hul i hendes fortid, og hun kunne ikke få tingene til at hænge sammen med hvad hun kendte. Ikke at hun nogensinde ville fortælle Neal det, og hun var stadigvæk bange for at flå ham fra hinanden der sekund hun så ham. Takket være nok blod fra dæmoner og vampyrer fra forrige aften - så kunne hun igen genoptage sin engleskikkelse, solen rørte hende ikke i de næste par timer, også selvom den selvfølgelig prøvede. Catherine testede det af. Hvis hun så alt som en svaghed, ville hun aldrig opnå en succes. Let sank hun en klump og begav sig ned mod, hvor hun skulle mødes med Jamie. Hun var klædt en kjole. Blomstret mønster, og håret krøllende henover hendes skuldre. De store brune øjne lyste klart. Lige nu krævede hendes system ikke blod, så mon ikke det var bedst at finde noget som kunne holde hendes menneskehed i takt.

Endelig fik hun øje på ham og et smil lyste op på det engle agtige ansigt.
"Jamie." Sagde hun med et varmt smil og satte sig hen til ham. "Det længe siden. Hvordan går det?" Spurgte hun imens hun satte sig ned på en stol overfor ham. Catherine var kendt for sin positive attitude, og lige nu kæmpede hun for at beholde den - også selvom det var svært for hende lige nu. Men hun kæmpede og kæmpede.

Jamie så de brune øjne, det krøllede hår, det engleagtigt ansigt og ikke mindst den flotte krop gå imod ham. Han kunne med let hed se det var hende.
Catherine var ikke svær at kende, for hendes udseende.
Hun så ikke ud som andre mennesker.
Han smilede til hende, over hele ansigtet. Han var glad for hun var kommet. Mere end glad.
'' Catherine! '' Han lyttede til hendes bløde stemme. Det var kær.
Hun spurgte hvordan det gik ham, sagde det var længe siden. Så lang tid siden var det heller ikke.. Et halvt år siden.
Han smilede blot. '' Det går, det kunne være bedre. Hvad med dem, min smukke frøkken? '' Han tog blidt hendes hånd, og gav den et enkelt kys.
'' Skal vi finde et sted at spise? '' Han så på hende. Mon hun var sulten? Mon hun virkeligt var interesseret i at mødes med ham igen? Hun havde forandret sig en del siden han sidst havde set hende.
'' Hvad er der sket dig, siden jeg sidst så dig? '' Han huskede hende tydeligt som den sødeste person han i sit liv havde mødt.
Hendes smil var kært.

(Beklager det er lidt kort :/ )

//out xD