Wolves bite back, so does the past - Alessio

S: Det vestlige Ashen Wood
T: Sen eftermiddag, solen er gået ned
O: Beskrives
V: Kølligt-ish
P: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

---

Natten rejste sig omkring hende, men for første gang længe var hun rolig. For første gang længe gik hun rundt med et smil på læben. Et smil hun kunne takke Wade for. Han var tilbage i hendes liv, og alt var faldet på plads igen. Første udfordring var overstået, hun var genopstået fra flammerne - og havde brug for guiding i sin nye evne, men heldigvis vidste hun det ikke var umuligt at finde folk der kunne hjælpe hende med den. Som Tatia gik rundt i sine tanker, opdagede hun hvor tæt hun var på genkendelige dele af skoven. Hun var tæt på sin gamle flok, Niylahs flok. Ulven i hende registrede hurtigt at der var ulve i området, det behøvede ikke at være The Black Hounds.. Det behøvede ikke at være Niylahs flok, det kunne ligeså godt være en anden flok. De blågrønne øjne skiftede til sin blodrøde farve ved lyden af knurren og snerren. Nysgerrigheden fik hende til at søge imod lyden. Samt de dyriske instinkter, der irritrende nok var så meget ude af træning som de kunne være, men heldigvis var hun let til at finde sine rutiner igen. Tatia stoppede op ved et af de mørke træer, og så an hvad der skete. En eller anden havde været dum nok til at gå på deres område. Tatia tog en dyb indånding, efterfulgt af et udtryk der tydeligt sagde hun var forvirret. Siden Tatia altid havde været i kontakt med sin ulv, så ville færten fra fortiden sjældent skuffe hendes snude - men denne fært. Hun havde aldrig troet den ville vise sig for hende igen. Og det satte gang i hendes instinkter. De instinkter hun altid havde når det kom til nogle hun ønskede at holde i sikkerhed. Tatia satte i løb imod ulvene, og før hun vidste af det stod den store kæmpe ulv og oplyste mørket. Den snehvide pels, de rødglødende øjne. Med sine 1.68 cm højde, klarede hun snildt at være større end de normalle ulve. En knurren kom fra hendes system, som hun trådte imod ulvene. De lagde ørerne tilbage da Tatia trådte op. Hun kiggede ikke på Alessio, for hun vidste man ikke tog øjnene fra en fjende. Måden hun gik ind foran ham på, frem og tilbage var tydeligt et tegn på hun passede på ham. Det ville ikke være første gang han så hendes ulveform, men da hun havde været 8 havde den været på hvad, på størrelse med en normal ulv - stadigvæk en hvalp - alligevel ikke. Nu var kæmpe ulven fuldvoksen.
"Just go." Snerrede hun til de andre ulve, ikke noget Alessio ville forstå meget af dog. Shapeshiftere kunne kommunikere med andre shapeshifters i samme form. Intet nyt i det.

Så snart de havde givet op, og trukket sig - så slappede Tatia mere af i sin krop. Let drejede hun sig om imod englen. Ørerne lagde sig stille tilbage og hovedet bukkede sig lidt imens hun stille gik imod ham. De røde øjne søgte imod hans. Hun snuste let til ham, for at være sikker på snuden ikke havde taget fejl i første omgang. Så trådte hun et skridt tilbage, og opdagede egentlig først nu at hun havde skiftet form. Siden det år jægerne havde haft hende tvunget til ikke at skifte fuld form, havde hun været bange for aldrig at kunne gøre det helt igen - men her var hun. Tatia skiftede tilbage, og hendes menneskeligeskikkelse sad på jorden. Hvis kulden ramte hende nu ville hun sikkert fryse den nøgne hud. Let kørte hun en hånd henover de mørkebrune lokker, for at gnide sine tindinger let.. en anelse ondt i hovedet efter at skifte form var aldrig sket før, men det skulle sikkert nok komme til sig selv igen - en dag.
"Can I borrow your jacket? " Spurgte hun og drejede ansigtet imod ham. Tatia sank en klump.

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

En mumlen kom fra Alessio, som sad på sin sofa. Han havde været hos sin bror for en dag siden. Han var sunket godt ind i sin depression, han var begyndt at drikke alt for meget. Samtidig hæmmede hans blindhed ham meget. Alt dette fordi at hans kæreste gik fra ham. Det var hvad der skete, når man fik følelser for nogen, når man begyndte at føle som mennesker. Han havde altid hadet følelser, fordi man kom aldrig nogen veje med dem.
Han rystede på hovedet, han havde brug for noget frisk luft, så han kunne få tømt tankerne.
Han rejste sig fra sofaen, for at tage sin jakke og sko på, hvor han så gik ud af sin hytte, som var godt gemt inde i skoven.
En tur i Ashen Wood var aldrig et problem for ham, det havde aldrig været et problem for ham, der var aldrig nogen som havde konfronteret ham. Men dagen så ud til at ændre sig, da han blev omringet af en flok ulve. Helt sikkert shapeshifter, han kunne se det på deres kropsprog, man kunne se at de tænkte, bedre end helt normale ulve.
Som de knurrede krøb et skævt smil frem på Alessios læber. De havde helt klart tænkt sig at angribe ham, og ikke bare advare ham. For han havde tydeligvis gået over en grænse, og de så nu det land som han betrådte, som deres.
This is going to be easy mumlede han for sig selv.
Men inden han nåede at gøre noget og omvendt, var der en anden kæmpe ulv, som gik foran ham, rettede mod de andre.
Det var tydeligt at ulven beskyttede ham fra de andre, men hvorfor ulven gjorde det, vidste han virkelig ikke.
Et fnys kom fra ham, som kæmpeulven og de andre ulve helt sikkert kommunikerede på en måde, som han ikke forstod.
Som ulvene trak sig til sidst, vendte han sine øjne mod kæmpeulven, som kiggede på ham og var på vej mod ham. Han gjorde ikke rigtig noget, andet end at holde øje med ulven, han blev dog lidt nysgerrig da ulven kom for at snuse til ham. Hvad pokker ville ulven, hvorfor havde den stået så beskyttende foran ham?
Han blev dog ret overrasket da ulven skiftede form til en pige. Han gik lidt tilbage, som hun stod nøgen foran ham. Han hævede et bryn, mens han prøvede at holde sit blik ved hendes ansigt.
No, you can't borrow my jacket, now who are you and why were you protecting me? spurgte han med et nysgerrigt blik.

Måden han hævede et bryn som hun rejste sig op fra jorden. Tatia var ikke ligefrem en som skreg af frygt for nogle skulle se hendes krop. Det var en normal ting for hende som shapeshifer, som en del af en flok - hvilket kun var et problem hvis nogle lagde et forkert blik på hende - det var ikke ligefrem fordi Wade tog det som noget godt. Specielt nu når de var sammen igen, men Tatia tænkte ikke ligefrem at det var forkert - hvilket også gjorde hun blot trak på skulderen, da han sagde hun ikke måtte låne hans jakke. Kulden var ikke ligefrem noget der ramte hende, ikke engang tegn på gåsehud eller hår der rejste sig af kulden. Now who are you and why were you protecting me? Let hævede hun på øjenbrynene. Kubo var meget mere inde i at der var noget genkendeligt over det - men man genkendte vel altid sin tvilling bedst.
"What about a thank you, for saving my ass for not getting bitten?" Spurgte hun og hævede lidt på det ene øjenbryn. Så rystede hun på hovedet af ham derefter.
"I guess angels don't really have as good senses as a shapeshifter." Mumlede hun let for sig selv. "Oh you really want an answer?" Spurgte hun og vippede hovedet en smule på skrå. Tatia vidste ikke om hun skulle bryde nyheden ud endnu eller vente.
"I really hoped you would hand your sister a jacked when she asked for it." Pointerede hun så og så ret bestemt på ham. Ikke fordi hun ville have jakken, det var nu mere for hans egen skyld - ikke at det var noget han ikke havde set før - eller hvad vidste hun. "Not that I have anything against walking around naked in the woods, but you might.. or I don't know. You never really payed that much attention to me before.. so why don't you tell me." Tatia var stadigvæk i tvivl om det var Alessio eller Aaron.

"Hello brother.. it's been a long time." Sagde hun så og lagde armene overkors. "Don't say you already pushed me out of your head? I can't be that hard to forget," tilføjede hun. Tekniskset jo, det var nemt at glemme fortiden, og hun havde næsten glemt dem til færten kom frem. Tatia sugede luften ind mellem sine tænder og prøvede at forholde sig så sikker som hun var. Det var typisk hende, ikke at vise noget før de gav et eller andet form for tegn til det var okay. Alligevel virkede hun ikke sur, for hun var ikke sur. Undrende var nærmere det ord man skulle bruge, og så ønskede hun egentlig blot ikke at blive stående her.
"I must admit your scent is not really that fresh in my mind, so Alessio or Aaron? A little help please." Tatia løftede stille på det ene bryn, hun jokede ikke. Men hun var nu heller ikke den lille energibombe hun havde været til hun var 4. Da deres mor døde og Kubo forsvandt (eller aldrig havde fandtes) som deres far havde bildt hende ind - havde hun skiftet form første gang. Hun havde mistet kontrollen over sig selv siden der, og det havde krævet meget af hende at finde den kontrol, for da hun så havde den - døde deres far. På grund af hende. Eller det var hvad hun fortalte sig selv. Dog var blikket det stærkere, og hun kunne ikke nedstirres. Tvært imod skulle man ikke starte en kamp med hende, for den ville ikke ende igen.

Han var ret ligeglad med om hun var nøgen eller ej, det rørte han ikke på nogen måde, det så ud til at røre hende lige så meget som det gjorde ham, da hun ikke gjorde noget for at gemme sig væk. Det lå måske også til en shapeshifter, siden de for det meste var nøgen, efter de havde ændret sig fra dyre form til menneskeform.
Han rullede øjne af hende, da hun bad ham om at takke hende, for at havde åbenbart redet ham.
Nu var sagen så bare at han sagtens kunne klare sig selv, og havde ikke haft behov for hendes hjælp overhovedet. Han kunne sagtens havde taget den gruppe af shapeshifters, uden at få en skræmme på sig. No match for an angel.
Han lagde sine arme over kors mens han kiggede på hende med et lidt ligegyldigt ansigtsudtryk.
I could handle myself, I didn't need or ask for your help woman sagde han spydigt.
Han hævedet et bryn til det hun sagde. Hvad mente hun egentlig med det, helt præcist.
Han blev mere forvirrret jo mere hun sagde, indtil hun nævnte hans søster, eller bragte hende ind i billedet.
Et vredt udtryk viste sig. My sister is dead, so watch your mouth knurrede han.
Hun skulle slet ikke nævne hans søster, på nogen måde.
Han vidste virkelig ikke hvad hun var ude på, hvem hun var og hvem hun troede at han var.
Never payed attention to you? I don't know you sagde han bestemt og kiggede på hende med et par meget seriøse øjne.
Alessio frøs som han stod, af det hun havde sagt. Bror? Hvem troede hun egentlig hun var?
Hun kunne umuligt være Tatia, Tatia døde da Aaron faldt. Aaron havde været hendes skytsengel, men da han dræbte en engel for at forhindre den i at dræbe hende faldt han og hun forvandt. Hun kunne umuligt have overlevet i al den tid?
Hvad der dog fik ham til at overveje om det virkelig var hende, var da hun nævnte både Aaron og Alessios navne. Der var ingen som kendte til dem, han kendte ikke til pigen foran ham, så der var ingen mulighed for at hun kendte til dem eller deres navne.
Kunne det virkelig være Tatia? Nej.. hun var død, han var næsten sikker.
Han gik hurtigt hen til hende og lagde sine hænder på hver af hendes skulder og holdt hende godt fast med alle hans kræfter, mens han kiggede hende direkte ind i hendes øjne.
Who are you?! sagde han hårdt og lod ikke sit blik gå væk fra hendes. Han blev nød til at vide om hun talte sandt, så han brugte sin evne på hende. Det tog meget energi fra ham, men det var vigtigt for ham.

Tatia havde håndteret flabede mænd før, men hvor han dog gik på hendes nerver alligevel. Hun vidste det var svært at tro på noget man havde mistet - og hvis det havde været omvendt - ville hun sikkert have reageret ligesåledes. I could handle myself, I didn't need or ask for your help woman et fnøs forlod Tatias læber som hun rullede med øjnene.
"Sure about that.. few miles that way, you end up on in the Black Hounds territory - direwolves.. trust me, they will tear you apart, man," svarede hun ham ærligt. Nok led Tatia også af overmod, men at tro man kunne klare en flok shapeshiftere var ikke ligefrem klog snak. Shapeshiftere i skoven var meget mere dyriske, og nogle af flokkene var mere voldsomme end andre.

Hun ramte hans vrede, og før første gang - kunne hun forstå, hvorfor Wade havde fundet det interessant at se hende blive vred. My sister is dead, so watch your mouth, let vippede hun på hovedet.
"You know.. it should be true.. I'm a lot tougher then I look.. getting beating up, tortured.. almost died in a fire too - but here I am - not dead," det krævede mere end hun først havde tænkt at få det ind på hans lystavle - men på den anden side, havde hun ikke ligefrem regnet med dette her til aften. Never payed attention to you? I don't know you let vippede hun hovedet til siden og trak på den ene skulder.
"That is somehow a little of the truth, you don't know me.. you knew me," svarede hun blot og kneb øjnene en anelse.

Da han trådte nærmere hende rettede hun sig lidt mere op - alle musklerne reagerede som om at hun burde flygte - men det gjorde hun ikke. Han greb om hendes skuldre for at holde hende fast, hvilket fik hendes røde øjne til at gløde varsomt. Ulven brød sig tydeligvis ikke om at blive holdt fast. Who are you?! En lille knurren forlod hendes læber inden hun så lod sig selv få kontrollen. Denne her form for evne havde hun prøvet før.. men det var længe siden, og det var den selv samme person - men børn var det mere uskyldigt..
"I already told you.. I'm your sister, Alessio. I'm Tatiana," det var ikke hverdag at hun nævnte den fulde udgave af sit navn. Men evnen tvang det ligesom frem, hvilket hun ikke brød sig specielt om. Måden han stirrede hende i øjnene gav ulven en blandede lyst til at flå hans hoved af, også alligevel ikke. Tatia vidste heller ikke helt, hvordan hun skulle reagere efter hun havde sagt det. Det var sandheden, men at direkte sige så mange af fortidens ord i en sætning, fik hendes hjerte til at banke en ekstra gang for hurtigt. For det gik op for hende, det fik tankerne til at snorre rundt i hovedet på hende. Følelserne, alle de frustrationer hun havde fra fortiden af ramte hende igen. Fik hende til at blinke og faktisk smide nogle brikker sammen.
"I'm sorry I couldn't save him," fik hun så hvisket over sine læber og flyttede ikke blikket fra ham. Men hun mente det, hun var ked af at hun ikke havde kunne redde deres far. Den ene.. hun havde slået den ene ihjel af jægerne.. i en alder af 9, også var hun løbet væk ud i skoven for at finde sikkerhed. Dog var det ikke ligefrem en skyld hun havde givet slip på endnu.

Han kneb sine øjne sammen af det fnøs der kom fra hende. Hun skulle da slet ikke fnyse af ham eller sætte spørgsmålstegn ved hans kræfter.
Han stirrede ondt på hende, da hun pointerede hvad der var forud for ham, og at han ikke ville kunne klare så mange direwolfs. Men hun vidste da ikke hvad han var i stand til. True, han ville måske ikke være i stand til at klare så mange på en gang, men han havde sine vinger, han ville bare kunne flyve væk hvis det blev for meget, men ikke uden at have slået et par omkuld, dog ikke slået ihjel.
I don't trust you svarede han hende blot. Måske lidt flabet, da det sikkert ikke var det hun ville have ud af det hun havde sagt, men hvad kunne han sige? Han var bare flabet.

Han vidste ikke rigtig hvad han skulle sige, til alt hvad hun sagde. Han troede stadig ikke på at hun var hans søster, det var umuligt, men alligevel kunne han ikke lade være med at tvivle lidt på sig selv. Han vidste dog ikke hvordan han skulle reagere på det.
Han ville dog vide hvordan han skulle reagere, når han fik hende til at fortælle ham sandheden.

Han stod en anelse målløs, da hun sagde hans søsters fuldenavn, eller skulle han sige da hans søster sagde sit fuldenavn.
Det var virkelig hende? Aaron og Alessio var sikker på at hun var død, men hun stod foran ham, hun stod lige foran ham.
Der var ingen som kunne vide hendes fuldenavn udover familien, udover det var der ingen som ville kunne modstå hans evne, så hun måtte fortælle sandheden.
Hans kreb om hendes skuldre løsnede sig lidt og i stedet for at holde om hendes skuldre, lagde han sine arme omkring hende og trak hende ind til sig.
Et let gisp kom fra hans læber. Det var uvirkeligt for ham, at have sin søster i sine arme igen.
How the hell is this even possible. sagde han bare højlydt uden at der skulle være svar til det.
Han trak sig dog lidt væk, bare så han kunne se hende i øjen og rystede let på hovedet med et blidt smil.
Dad was a jerk, no matter what, don't be sorry about that, we had eachother after that sagde han.

Hjertet sprang en takt over, som hun så hans ansigt ændre sig. Tatia havde haft det underligt med at møde Kubo, men underligt på en helt anden måde - og alligevel var den ikke så anderledes igen. Tatia blev slået ud af sine tanker om grebet om hendes skuldre blev løsnet, og hun i stedet for mistede pusten da han slog armene omkring hende. I alle de år havde hun ladet sig selv glemme, glemme for at undgå uvisheden - men hun kunne have ledt efter dem, men hvilken 9 årig kunne finde rundt i skoven. Og som tiden gik og hun havde fundet en der passede på hende - og tingene skete en efter en. Så havde hun ikke regnet med nogensinde at se dem igen. Tatia glemte næsten at trække vejret, men slog dog til sidst armene omkring ham. Tatia klemte øjnene sammen og kom endelig i tanke om hun skulle trække vejret. Hun sank en klump som han blidt rystede på hovedet af hende. Dad was a jerk, no matter what, don't be sorry about that, we had eachother after that. Det var velvist sandt. Efter det med Kubo havde hun opdaget løgnen, og det gjorde hende vred helt ind til knoglerne, for den måde hendes far havde opdraget hende på var ikke okay. Det var ikke okay at lære en lille pige omkring så brutale kampmetoder eller generelt få hende til at tro hun havde mistet forstanden.
"I just came to realize that," svarede hun så og rystede en anelse på hovedet. "You had each other after that.. I'm happy about that. I manged to survive against all odds - it's my thing," tilføjede hun og fnøs lidt af sin egen dårlige joke.

Så slog det hende, og hun så ganske kort væk.
"Di..did I just shift..? " Ansigtet så helt anderledes ud end det første kolde han havde mødt, eller det lettere nervøse han lige havde set. Hendes ansigt sprang ud af glæde. "I did it.. You made me change.. I.. I changed.." tilføjede hun og kørte hænderne henover sine kinder, hvor smilet strålede helt op til øjnene. Så rystede hun lidt på hovedet.
"This is crazy.. everything is crazy.. Seems too good to be real," måske var det efter alt det hun havde været igennem, at hun måske fortjente bare et par gode ting i sit liv. Ganske rigtig havde hun fået Wade tilbage, og derved sin vilje til at leve videre - men Kubo.. og nu Alessio - det var endnu flere grunde til at kæmpe for sit åndedrag.
"It's not a dream is it? It would suck if it was a dream," sagde hun lidt henkastet og forventede lidt Alessio sagde det var en drøm - men det var ikke en drøm. "I guess all good comes to those who survives all the bad things," tilføjede hun med et svagt smil. Hun snakkede meget når hun ikke vidste, hvad hun skulle tænke - og hjertet hoppede glad afsted som tankerne prøvede at samle sig om det hele. Det var tydeligt på hende at hun var overvældet, og måske behøvede at trække vejret.

//out//