Family above all - Alessio (+Aaron) & Remiel

S: Ashen Wood Forest, Tatias hjem.
T: Middag
Emnepartnere: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] - [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]
OBS. Alessio spiller [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] (hvordan ved jeg ikke)
Jeg spiller [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.].

---

Tatia havde givet sine brødre metoden til at finde hjem til hende. Okay, Aaron var det måske lidt lettere sagt end gjort - men hun stolede på Alessio ville sørge for Aaron. Selene vidste hun ikke om ville møde op, muligvis. Kubo havde hun også inviteret - første gang 18 år at de alle ville være samlet i det samme rum. Måske var hun bare en anelse nervøs, hun havde mødt dem alle igen - Kubo havde ikke mødt Alessio og Aaron endnu. Selene, havde hun snakket med nogle af dem? Måske havde Wade taget chancen til at besøge Luna imellem tiden, det var nok også bedst lige først. Tatia vidste at han muligvis kunne kigge forbi på et tidspunkt, for Wade var en del af hendes familie også - naturligvis skulle hendes han møde dem allesammen. Nervøsiteten steg hende, så nervøs hun kunne føle sig for tiden. Det var næsten irriterende. Tatia havde dækket spisebordet, og gjort klar med lidt forskelligt mad i form af forskellige slags kød. Hun havde endda hentet frisk vand, okay Wade havde hjulpet hende en del. Men hun havde også været igang med at gøre sig selv mere stresset end hun burde, fordi hun ønskede det skulle være perfekt. Det havde nok været første gang hun virkelig havde gjort så meget for at imponere nogle. Tatia havde endda gået så langt, at hun havde klædt sig i en sort kjole - ikke noget ekstremt bare afslappende, men for en person som Tatia var det ikke så tit. Udover det var blevet mere en vane nu end før. Håret var sat op i en hestehale. Der var tændt op i pejsen, så det lidt kolde vejr ikke ramte dem. Nu ventede hun egentlig blot i spænding på sine gæster.

Det tog ikke Tatias sanser længe før de registrerede at de var lige på trapperne. Det krigeriske look hang ikke rigtig over hende i andet end blikket, men det blik var langt mere fyldt med varme i øjeblikket. Tatia tog en dyb indånding inden hun gik hen for at åbne døren til hytten. Den var indrettet ganske hyggeligt.  Tatia gik og lagde armene over kors for at modtage sine gæster. Smilet strakte sig stort henover hendes læber.
"Nice to see you again," sagde hun med et smil til Alessio.
Selene kom stille gående frem mellem træerne, som hun så sig omkring. Ikke ligefrem sikker i omgivelserne, hun virkede nervøs - som hun faktisk kom frem til hytten, hvor Wade havde reddet hende. Synet af de andre, gjorde hende mere end nervøs, for hun kunne ikke huske dem. Hun havde været 2 år da hun forsvandt væk fra dem sammen med Kubo. Stille kørte hun en hånd henover sit hår som hun kom tættere på.
"Hey.." Fik Selene stille sagt og sank en klump.

Tatia havde inviteret alle i familien til middag, Aaron og Alessio var på vej hen til hendes hytte. Eller det ville de i hvert fald tro, hun havde givet dem instrukser til hvordan man kunne finde derhen, så nu håbede de bare på at de havde lyttet godt nok efter.
De var begge meget spændt på at skulle møde hele familien. De havde kun mødt Tatia, begge to, men de havde ikke mødt Kubo og Selene.
Det var de to som de havde troet var døde, dem som deres far havde løjet omkring, fordi Tatia sagde at de var i live.
Aaron var nok den som var aller mest spændt. Han var den som havde vidst mest følelse igennem hele dagen, men det var nok fordi at Alessio ikke var en som viste så meget følelse. Dog kun omkring familie ville han gøre det, men da han stadig var usikker på dette møde, holdte han sine følelser tilbage.
Det havde været noget tid siden at Alessio og Aaron havde været sammen, og også noget tid siden at de havde været sammen i så lang tid af gangen. Normalt var det meget hurtigt, især for Aaron vedkommende, som stadig havde en vis skam brændende i sig.
Det vidste Alessio godt, han var dog ligeglad med at Aaron var faldet, han var stadig sin bror, han kunne ikke bare skubbe ham væk af den grund, men selvom Alessio havde prøvet at fortælle det til Aaron, var han stadig fuld af skam.
De gik bare ved siden af hinanden, hele turne, uden at sige meget til hinanden. De var meget tavse, men sådan var det altid, intet nyt under solen.

Da de endelig var kommet til hytten, var døren allerede åben. Tatia havde åbenbart fornemmet dem. Et stort smil plantede sig på både Aaron og Alessios læber. Aaron havde valgt at bruge sin evne i dagens anledning, blot for at kunne se hvordan hans familie medlemmer så ud.
Han ville ikke gå glip af det.
Nice to see you too sister svarede Alessio tilbage.
Aaron skulle til at sige det samme, men da han hørte en stemme bag sig stivnede han kort, inden han kiggede sig om og så en pige stå der. Selene? Det måtte være hende, det var der ingen tvivl om, selvom han ikke havde set hende siden hun var 2, var det helt tydeligt for ham, at det var hende.
Af ren glæde gik han hen til Selene og tog hende ind i sine arme You have grown so much Selene sagde han med et blidt grin af den ironiske situation. Imens stod Alessio bare og smilede stort af synet. En familie som havde været splittet i så lang tid, som endelig mødte hinanden igen, der var intet syn dejligere.

Tatia var overlykkelig over at de havde en chance for faktisk alle sammen at se hinanden igen. Hun kunne næsten ikke grave et minde omkring det frem, hvilket egentlig blot var den triste sandhed. Tatia så på sine ældre brødre, med et smil, før Aaron kunne genkende Selene. Det overraskede hende en del, også alligevel ikke. Nogle var bedre til at huske end andre, det var ikke altid man behøvede en evne for at kunne genkende ansigtstræk. Selene virkede derimod mere nervøs end nogen af de andre, og det var nok også forståeligt. Aaron svang armene omkring Selena, hvilket gav hende et kort gisp fra sig. Små ting ringede en klokke, der var noget genkendeligt - desværre havde hun bare ikke rigtig nok til at kunne klinge bestemte minder fast - men det måtte de jo lave om på.  Alligevel faldt det hende naturligt at slippe nervøsiteten og faktisk føle sig tilpas. Selene var altid små nervøs i starten, men alligevel var hun en af mest sociale folk man kunne finde inde i byen. You have grown so much Selene, det store smil spredte sig på hendes læber, som Aarons latter fik hende til at grine. De brune øjne gled hen på Alessio og Tatia, og sendte dem et smil. Alligevel ledte hendes blik efter Kubo, for han var faktisk den eneste hun havde minder med.
"I feel so sorry for not remembering much," indrømmede hun og kørte en hånd igennem sine mørkebrune lokker. I det mindste var hun ærlig omkring det, men det var også kun forståeligt. 2 år var ikke ligefrem grundlæggende for kerneminderne, nok til noget var genkendeligt. "Where is Kubo?" Spurgte hun Tatia og vippede hovedet let på skrå.
"He will be here, he might be late - he has this problem with getting easy distracted by everything in his surroundings. He will be here soon," fortalte Tatia og gav Selene et lille nik. Tatia tog en dyb indånding og løftede armen mod Aaron.
"That is Aaron, and this is Alessio," fortalte hun kort og Selene satte pris på informationen. Selene boede sammen med en falden engel, hun kunne genkende auraen - men hun dømmede ikke folk for den slags.

Selene tog sig sammen og gik hen til Alessio for at svinge sig i favnen af ham også. Det var egentlig en rar følelse, at have familie at kunne kramme - at være omringet af så meget hun ikke før for lidt tid siden vidste fandtes. Det var en rar fornemmelse, der blev tilføjet til endnu flere ting hun kunne være glad over - og hun var generelt en meget glad person, hvilket kunne både ses og mærkes. Selene slap atter Alessio for at omfavne sin søster kort.
"This is good, I can't even believe this is real," sagde hun med et varmt smil som hun så skiftevis på allesammen. Tatia åbnede døren så de kunne gå indenfor, Kubo vidste hvor hun boede - så hun var ikke bekymret for ham, ellers ville hun mærke en anden fornemmelse.

Aaron var så lykkelig over endelig at holde sin lillesøster i sine arme, efter så lang tid. Det var helt mærkeligt for ham, han havde troet hun var død, sammen med Tatia og Kubo, men her stod han med hende. Det var fantastisk. At have familien samlet på et sted, de manglede selvfølgelig Kubo, men han måtte da komme på et eller andet tidspunkt.
Han kiggede ned på Selene, da hun undskyldte for ikke at kunne huske dem. Det fik Aaron til at grine lidt mere, da hun ikke havde noget at sige undskyldig for, det var ikke hendes skyld, hun kunne ikke gøre for hvad der var sket.
Don't be sorry, it's not your fault that you can't remember sagde han blidt og smilede til hende.
Både Alessio og Aaron kiggede på Tatia, ved lyden af Selene's spørgsmål, da de også gerne ville have svar på det. De havde begge to set frrem til at se hele familien, De manglede kun Kubo, som Alessio og Aaron heller ikke havde set siden deres mor døde.
Aaron og Alessio nikkede samtidig af Tatias forklaring og grinede lidt over det som hun fortalte om Kubo.
Alessio kiggede hen på Selene, da Tatia præsenterede både Aaron og ham selv for hende. Et stort smil kom frem på Alessios læber, et smil man ikke så hos ham ret tit, men kun kom frem når han var sammen med familien.
Da Selene kom hen og lagde armene om Alessio, gjorde han det samme og pressede hende blidt ind til sig. Det var helt surrealistisk at have Selene i hans arme, men det var en fantastisk følelse alligevel.
Han gav dog slip på hende, så hun kunne kramme Tatia.
Alessio og Aaron kunne kun være enige i hvad Selene sagde.
Da Tatia åbnede døren for dem, gik Alessio og Aaron ind sammen med hende og Selene.

De gik indenfor i varmen, og Tatia kløede sig kort i nakken. Alligevel var det faktum at vise sit hjem, som at vise en del af sig selv. Det var under andre omstændigheder at Selene faktisk havde set hytten - ikke engang på grund af Tatia.
"Just make yourself feel like home, there is some water on the table.. food will be served when Kubo arrives," informerede Tatia med et smil på læben. Det var en underlig følelse, og hun kunne ikke rigtig finde rundt i sig selv omkring den. Den var behagelig, og på en måde hun egentlig ønskede, at Wade se det - det ville han også en dag. Først skulle hun lige se alle ansigterne på sine søskende, og nyde tiden med dem.
Selene var nervøs stadigvæk, bare en smule. Måske var det egentlig mest for at se Kubo igen? Han var den eneste hun sådan i virkeligheden havde minder med. Selvom hun ønskede at være irriteret og vred på ham - kunne hun ikke. Det lagde ikke til hende at være sådan over for langtid. Let løftede hun hovedet op som hun bemærkede noget.
"He is here," udbrød hun og flyttede opmærksomheden mod døren, som hun ellers næsten lige var gået ind af. Hjertet sprang en takt over, og hun løb nærmest ud af døren. Hun fulgte hans fært. Så ham, og lynet slog nærmest kort ud af hendes øjne. For hun havde en del af hende som, aldrig havde forstået hvorfor han havde bedt hende gå. Alligevel som hun kom nærmere ham, kunne hun ikke andet end at lade ansigtet glide ud i et smil. Selene svang armene omkring Kubo, og klyngede ham egnetlig blot tæt ind til sig. Selene og Kubo var opvokset sammen, og var forsvundet sammen med deres mor - de var egentlig de eneste der måske kendte til historien. Kubo mere end Selene.
Tatia så ud af vinduet og smilte.
"Well, looks like he found us," sagde hun og så på Alessio og Aaron. "Isn't it crazy, that we all made it?" Spurgte hun dem efterfulgt og gik hen imod døren for at imødekomme Kubo.
"Come on, they are waiting for you," sagde Selene til Kubo og sendte ham et skævt smil.

Da de kom ind i huset, kiggede de sig lidt omkring. Det var et nydeligt hjem hun havde sig. Det var sjovt som både Alessio og Tatia boede i skoven i et træhus. Og så den samme skov, det var et under at de ikke havde stødt ind i hinanden noget før. Efter alle de år, hvor de nærmest havde gået op og ned af hinanden, men alligvel aldrig nogensinde rendt ind i hinanden.
Aaron gik lidt rundt og så det hele an. Han havde trodsalt været blind i en måned eller to, efter han havde brugt sin evne, så han skulle vende sig til at se igen.
Alessio og Aaron blev ret overrasket da Selene pludselig udbrød. Kubo var åbenbart kommet. Alessio smilede af Selenes reaktion på hendes bror kom, det var sødt og gav ham en følelse af tryghed og glæde. Familien var endnu engang samlet, efter så mange år. Det var fantastisk.
Alessio nikkede til hvad Tatia sagde, det var sindsygt, at de alle sammen havde fundet hinanden, at de alle sammen faktisk levede.
It's great, we finally have our family with us, all of you, after so long sagde Alessio og Aaron nikkede, som han var enig i hvad Alessio sagde. De to havde levet sammen i alle de år, men det var kun halvdelen af den familie de engang havde haft. Det var godt endelig at have den halvdel tilbage.
De gik begge to sammen med Tatia, hen mod døren for at se Kubo.
Alessio og Aaron havde begge to smil på, man ville se Aaron lige så glad hver dag, men for Alessio var det ikke så tit at der var noget der kunne få ham til at smile, udover familie. Familie var alting for ham, det var dem han kunne vise følelser til, dem som han stolede på mest af alt og det var ligemeget hvad de gjorde mod ham, han ville altid stå ved deres side. Derfor betød det så meget for Alessio endelig at have dem alle samlet igen.

Selvfølgelig var Kubo forsinket - og han havde ikke engang en ordentlig undskyldning. Hvert fald ikke ud over - alting. Hvilket også var derfor at tasken han havde over sin skulder var fyldt med - mere eller mindre alt hvad skoven kunne tilbyde. Sten - især sten. Der var dog en specifik en han rendte rundt med i hånden. Kun fordi han ikke ville at den gik i stykker i hans taske sådan som han farede rundt og nærmest gik i et med naturen i sit spraglede tøj. Ikke spraglet på en ødelagt måde - meget bevidst i farver der måske ikke nødvendigvis i alles øjne ville passe sammen.
Han nåede næsten hele vejen hen til hytten før det gik op for ham hvad det egentlig var han var på vej til. Genforening med hele sin familie. Pludselig slog maven knuder på hinanden og benene bevægede sig langsommere. Ikke fordi han havde brug for at komme mere for sent end han allerede gjorde. Han glædede sig - men virkeligheden slog ham pludselig og det var svært helt at tvinge sig frem. Han lod blikket falde mod hytten - men det var ikke hytten han opfangede først da han endelig så derhen. Nej det var... Det var.. Det var jo Selene.. Han bed sig i læben og lod sin taske dumpe ned på jorden ved sin side lige i tide inden han lod sine arme gribe omkring hende da hun kom rendende direkte ind i et kram. Han havde bemærket hendes ændring i udtryk - men valgte ikke at kommenterer på det. Der var så meget han skulle fortælle - hun havde ret til at være vred. Kendte hun overhovedet hele grunden til alt hvad der var sket? - Det kunne de snakke om senere.. nu var hun her - lige her.

Hatten Kubo ellers havde haft placeret på hovedet dumpede ned på jorden ved kontakten mellem det. Han nød krammet så længe det varede før han så bare med sit sædvanlige Kubo smil rettede blikket mod hendes ansigt. - Slap hende kort men ikke helt - kun lige nok til at kunne se på hende.
" Mmm - they can wait a little longer.. " Sagde han så bare med et lille grin før han så bare krammede hende igen. " There haven't been one day where I haven't thought of you.. " Han krammede hende tæt et øjeblik. Men slap hende så, helt denne gang.
" Okay.. Hi! Damn.. You're here - everyone is here. And I'm so late.. " Han rystede hurtigt på hovedet men rettede så blikket hen mod hytten.
" Let's go in.. " Sagde han så med et smil og samlede sin hat op som han plantede på sit hoved. Han rettede kort blikket mod Selene og sendte hende et smil men så måtte han jo nok også hellere videre - hilse på resten af forsamlingen - familien. Noget han stadig ikke helt kunne fatte. Han rettede blikket mod Tatia da de endelig kom indenfor og sendte hende et smil. " Sorry for being late.. " Sagde han så hurtigt, med et undskyldende udtryk. Dog røg blikket så mod Aaron og Alessio - damn.. " Funny how we all ended up being freaking good looking huh?.. So inappropriate Kubo.. " Han rynkede kort panden en smule men rodede sig så i håret op under hatten. For så bare at trække på skuldrende og tage runden i kram - ingen slap for kram, og det var ikke bare et lille klap på skulderen kram. Kubo var mester i kram og det skulle man da have lov at få smag af.

Selene kunne alligevel ikke lade hver med at smile da hun stod ved Kubo. Det var en underlig følelse i hendes krop, men hun vidste egentlig godt hvad det betød. At se nogle man havde savnet og troet man aldrig skulle se igen, det var overvældende. Først egentlig at få tingene af vide af Tatia, derefter at møde folk. Rent faktisk at få sat forskruede drømme og tanker på plads, det var underligt men fantastisk. Naturligvis kunne de andre huske mere, de var de ældste. Det gjorde det ikke mindre irriterende for hende, som ikke kunne huske ligeså meget. Selene så Kubo i øjnene for første gang så længe. Dog varede det ikke længe da Kubo endnu engang trak hende ind i sin favn. Selene lukkede øjnene i det lille øjeblik, og lod en lille tårer af glæde triller ud af øjnene.
"Well you aren't that easy to forget either," indrømmede hun med et stort smil. Det var alligevel rart, at på trods af alt, var man ikke glemt. Hvad der lå bag til det hele, måtte de tage et andet tidspunkt - lige nu var der ikke tid til drama.
"Don't worry you are not that late.. just a little late," fortalte hun ham så med et skævt smil. "Yeah let's go inside. Time to meet everyone," tilføjede hun og fulgte med Kubo ind.


Tatia så mod Alessio og Aaron. En eller anden dag skulle hende og Alessio mere i dybten om deres tid i skoven. Hvordan kunne hun ikke have fundet ham. Havde det virkelig lykkedes hende at smide de minder ud indtil hun mødte ham. Selvfølgelig ville alle minder ikke hænge ved, ikke med alt der var at huske på fra hendes side af. Hendes liv var jo vanvittig.
"Ge smak daun, gyon op nodotaim." (Get knocked down, get back up.) Sagde hun i en lettere mumlen. Det var måske en lidt højere end planlagt. Trigdasleng var et sprog de kendte da de var små, for Tatia snakkede hun det stadigvæk flydende - trods alt var hun aldrig holdt op med at snakke det. Havde endda lært The Black Hounds det.

Selene kom indenfor med Kubo, og smilet blev kun større. For bare et år siden havde hun aldrig troet hun skulle være glad igen, og nu stod hun her - havde alle grundende til at være glad. Kubos lille side kommentar omkring dem alle sammen fik hende til at grine, og det samme gjorde Selene.
"You have always been a little cra, but it's okay - I like that about you," sagde Selene og tog Kubos hat fra ham og placerede den på toppen af sit hoved. "But you clearly need someone to tell you how to pair the colors in your outfits," tilføjede hun med et kært skævt smil.  Så lod Selene ellers Kubo kramme alle.

Tatia svang armene omkring Kubo, tæt.
"I'm glad you made it.. did you find some stones?" Spurgte hun lettere drillende før hun slap ham. Så snart alle virkede til at være igennem deres kramme runde, så gik hun ud for at finde middagen. Bestående af forskellige slags kød, mest hjort, fasaner.. hvad man kunne finde i skoven. Dog havde hun også til grønsager, brød - en del forskellige ting. Frisk vand, vin til dem der ønskede det. Tatia havde tænkt på alting.
"Need my help with anything?" Spurgte Selene lidt som Tatia farede frem og tilbage.
"Nope, I got it."
Men typisk Tatia at klare alle tingene selv. Derfor vendte hun opmærksomheden mod sine brødre.
"Okay then! I will start.. I live in Terrorville.. I work as a tailor when I'm home.. I live with a woman.. Moria.. who took me in years ago. I live with her when I'm in Firewood Village.. I also.. do a bunch of creative stuff.. so what about you.. what do you do.. where do you live.. are you still with the natblidas?" Det var indbydende spørgsmål til samtaler, og Selene var en mester i at sørge for snakken kunne få. Det sidste spørgsmål var direkte plantet til Kubo. Selene var meget bedre til at starte en normal samtale end Tatia.. Tatia var måske mere direkte på en ikke altid positiv måde.
Maden blev sat på bordet og der var egentlig klar til, at familien kunne sidde her stille og roligt. Det håbede Tatia i hvert fald, nu var stille og roligt ikke ligefrem det hun var mest van til.
"I have a little bit of everything.. Wade helped me with some of it.. he would have been here, but I thought it was best, if it was just us." Fortalte hun med et skævt smil og satte sig ned.

Både Alessio og Aaron måbede lidt da Kubo kom til syne. Kubo var broren de havde fået fortalt var død med deres mor. Deres far havde nærmest boret det ind i deres hoveder. Det var så mærkeligt at se ham igen. Især som voksen.
Aaron kunne ikke lade være med at smile, imens Kubo og Selene krammede hinanden.
Da Kubo som kom hen og krammede Aaron og Alessio, kunne de ikke rigtig lade være med at grine, på grund af hans kommentar. De var alle tre vokset op til at blive meget flotte mænd. Det var der inge tvivl om.
Good to see you again brother sagde Alessio, mens Aaron gav Kubo et stort smil og nikkede, som for at sige at han sagde det samme.
Imens Tatia gik rundt for at sørge for alting for dem, hvilket virkede meget mærkeligt for Aaron, siden han rigtig gerne ville hjælpe til, Alessio sagde ikke meget til det, mest fordi at den tankegang så mange andre havde, ikke ligefrem lå til ham.
Men da Selene spurgte om hun skulle hjælpe og Tatia sagde nej, valgte Aaron ikke at sige noget. da han nok ville få samme svar fra hende.
I stedet for fokuserede han på Selene, som var igang med at starte en samtale med dem.
Han rynkede dog brynet til sidste spørgsmål, som nok var rettet mere mod Kubo, end Alessio og Aaron, så det lagde de ikke meget i.
Aaron startede med at fortælle lidt før Alessio, da han var mere tilbagetrukken når det kom til at socialisere, selvom det var hans familie.
Well I live in Doomsville, lived there with my boyfriend, but he is out of the picture now, don't really have much of a job, since i lost my wings, i haven't really got the... strength to get a new job sagde han og trak på sine skuldre.
Alessio tøvede lidt og ventede på hvad de andre sagde først. Selvom det lød så nemt, når Aaron gjorde det, følte han ikke at det var alt for nemt for ham. Så han vendte sit blik mod Kubo, for at sige at han bare kunne forsætte samtalen, mens Alessio bare ville stå og lytte til det.

" Hey! I just don't want any color to be left out. " Sagde han så bare med et grin og rysten på hovedet. Det var underligt - men stadig nærmest helt naturligt. Var det fordi det var familie og det så bare.. Nej han vidste det ikke - men det var rart at se alle deres ansigter igen. Også selvom - det var alt for længe siden. Han rystede kort lidt på hovedet til Tatia over hendes kommentar om sten. Selvom - hun et eller andet sted havde ret, det ville vægten på hans rygsæk afsløre.
Han lyttede til hvad Selene fortalte og men nikkede så bare kort lidt til hendes spørgsmål. Selvom han måske ikke helt havde fokuseret så meget på det. Det var mere det at se at hun var glad der gjorde indtryk. Hun virkede glad - oprigtig glad og det var mere eller mindre hvad han de sidste mange år havde gået og frygtet ikke var tilfældet. Han rettede så blikket mod Aaron da han begyndte at fortælle - en helt omvendt fortælling der næsten gav ondt i ryggen. Tanken om at miste sine vinger. Av. Han bed sig kort lidt i læben før han så rodede sig i håret. Overvejede et kort sekund hvad han havde af ting at fortælle - som sædvanligt var det at tale ikke et problem så snart det ene ord havde fået ben at gå på kom det næsten.
" Well - I live with the Natblidas.. Not doing much besides having a pretty calm time collecting stones and building stuff. I just a new machine working - but then it broke down. Electricity is a pain in the ass when it comes to using it for actually functional things.. " Sagde han så bare med et kort trak på den ene skulder. Stille og roligt virkede det til at selskabet fandt vej til bordet med mad - man kunne jo sagtens holde en samtale under et måltid. Han lod kort blikket flakke lidt rundt på sine søskende og endnu engang dannede der sig et smil om hans læber. Han følte sig glad.

" The food looks delicious.. " Sagde han så kort og lod blikket glide over bordet før han fik sin bagdel placeret på en stol. Han rettede så blikket mod Alessio. " What about you Alessio? Are you on the more simple relaxed side of the family? Or is your life somewhat crazy too? " Spurgte han så og lod hovedet glide på skrå. En oprigtig nysgerrighed var at finde ved Kubo. Faktisk var der heller ikke så meget andet han gerne ville lige nu, end at høre omkring hvad folk sådan rendte og brugte deres tid på. Det var spændende - også hvad de havde lavet hele livet indtil nu. Han havde fået en snert af Tatias liv og det havde været helt hen i vejret af spænding - de skulle i princippet være glade for hun stadig var her. Måske de andre havde det mere roligt i hverdagen eller der gemte sig ting i samme dur et sted under overfladen.

Selene nikkede til Kubos nik omkring stadigvæk at bo ved den flok. Et eller andet sted i hende, var ikke glad for den flok - men det var en historie for en anden dag. Blikket flakkede hen på Aaron som han startede med at svare på hendes spørgsmål.
"I'm sorry about that.. but hey! If you need anything.. I'm in Terrorville.. and Firewood Village.. I got contacts.. when you are ready, I can help," svarede hun med et varmt smil. Det var egentlig nok hendes stærkeste karaktertræk, hun hjalp hvor hun kunne. Alessio så på Kubo, som var det hans tur, så Selenes mørke øjne landede også på Kubo. Let sank hun en klump da han talte om at være der, ved den flok. Dog var hun også en mester i at holde sig fra at skabe konflikter, så hun nikkede blot til ham med et smil.
"We will have plenty of time to meet Wade one if the other days," smilede Selene blot til Tatia før hun satte sig til bordet. "Cutie Cubes is right.. it sure looks good," tilføjede hun let. Tatia rystede på hovedet af kælenavnet til Kubo, men var egentlig bare glad for de syntes at det så godt ud. Selene så nysgerrigt på Alessio, et eller andet måtte han da lave? Der var ingen der sagde det behøvede at være noget ekstremt. Selene havde selv alt for meget om ørerne.
"Please just eat what you can," sagde Tatia så og satte sig så ned ved bordet. Aldrig nogensinde havde Tatia regnet med at skulle sidde her, ikke siden hun havde mistet det i første omgang. Tingene var ved at falde på plads for hende, og der var for første gang flere ting at være taknemlig for.
"Thank you for coming.. all of you," sagde hun så med et oprigtigt varmt smil.
"Munchy please tell something about yourself.. You don't have to stay mysterious for us," sagde hun så som tilføjelse til Kubos spørgsmål til Alessio. Tatia var egentlig også nysgerrig, men hun var generelt nysgerrig det var bare ikke hendes stil at spørge ind til folk på den måde som Selene gjorde det. Så var det jo godt de havde Selene. Dog måtte hun indrømme at Selene også var ekstremt hurtig til at komme med kælenavne til hele flokken, det måtte vel bare var en af hendes små ting. Tatia fandt det i hvert fald bare morsomt.