A shadow (Niella)

Foråret var kommet og gjorde dagene lunere. Men om aftenen? Om aftenen blev man mindet om at det endnu var koldt. Nætterne var kølige, måske ligefrem direkte kolde og ret fugtige. Det havde regnet en smule i løbet af dagen og jorden var endnu blød efter det. Ikke at det udgjorde et problem for Sean, hvis støvler var beregnet til at holde vandet ude. Han undgik de værste riller fra vognene, hvor hjulene havde pløjet jorden op og gjort den ekstra smattet. Til sommer, når jorden blev tør, ville det gøre vejen endnu mere ujævn, til nogen betalte for at rette det ud. Men Sean havde forladt de smattede veje til gengæld for brostenene i Terrorville.
Sean havde været i skoven tidligere på dagen, for at tilse grotten der tilhørte hans klan. Den var lige så forladt og forsømt, som resten af klanen havde været, men selve grotten var stadig brugbar og det virkede ikke som om nogen var flyttet ind i den. Ikke andet end et par vintersovende smådyr, i hvert fald. Han havde besluttet sig for at sende folk der ud allerede næste dag, men nu var han på vej hjem. Hjem for at slappe af, få et bad og finde ud af præcis hvad han ville med grotten nu. Klanen var stadig for lille til at bosætte grotten også...De havde heller ikke nok smugglervarer endnu, til at have brug for den ekstra plads. Måske blot et ekstra skjulested, når folk havde brug for at komme ud af byen? Et opholdssted, for dem der havde brug for en pause? Eller måske et sted, i tilfælde af problemer? Det måtte han overveje. Måske kunne det ligefrem blive en blanding.
Mørket havde sænket sig, selv om solen var længere oppe nu. Sean faldt mere og mere i et med sine omgivelser, da han var klædt i det typiske mørke tøj: Sine støvler, et par sorte bukser og en sort, varm trøje. Om bæltet hang hans sværd, da han ikke kunne vide om han ville møde monstre eller banditter på turen. I hans ene hånd holdt ham tømrerne til en mørkebrun hest, som han havde brugt til og fra skoven og over dens saddel lå hans mørke kappe. Han havde kun haft brug for den, da det havde dryppet lidt i løbet af dagen.

Sean ankom til en mindre stald, hvor han afleverede hesten. Kappen blev svunget over den ene skulder og han uddelte nogle små hilsner med stalddrengen, der ville sørge for hesten. Herfra var der ikke langt hjem. Men selv om han ikke havde langt hjem længere, stoppede han alligevel op ud for stalden og så sig omkring.
Noget irriterede ham. En fornemmelse, han havde haft det sidste stykke tid. Siden hvornår? Allerede fra skoven eller før det? Senere? Hans buskede øjenbryn gled en smule sammen. Hm. En stikkende fornemmelse i hans nakke, som om nogen så på ham. Han vidste bedre end at ignorere sin intuition. Men hvem? Eller hvor?
Hans kølige, mørkegrå blik gled rundt på de mørke omgivelser. Kun sparsomt lyst op fra vinduerne i folks huse eller de gadelamper, som kun den rige del af byen havde. Himlen var overskyet, så der var ingen hjælp fra stjernerne eller månen til aften.

Selv om lyden af en stemme måske ikke ville blive bemærket, undgik man næppe lyden af en kost der faldt. Men når de to ting blev kombineret, fik det hurtigt alle alarmklokker til at ringe. Sean drejede omkring og spejdede ind i stalden igen. Efter et kort øjeblik, trådte han helt over til porten og kiggede indenfor. Stalddrengen, der var ved at fjerne seletøjet fra Seans hest, kiggede sig selv undrende omkring - hvilket blot afslørede at det var ikke ham, der havde gjort noget. Havde Seans intuition endnu en gang haft ret? Havde nogen fulgt efter ham?
Og hvad der var vigtigere. Var det en fjende?
Hans ene hånd lagde sig mod sværdskæftet, da han vendte sig i den retning af stalden, som han mente lyden var kommet fra. Med forsigtige skridt gik han tættere på.
"Hvem der?!" forlangte han at vide. Hvis personen ikke kom for at gøre skade, ville personen træde frem. Eller, det var ikke en garanti, men sådan var det ofte. I hvert fald efter Seans erfaringer.
"Kom frem!"
Stalden var lun og lugtede af en blanding af hø og hest. Der stod nogle heste i nogle af boksene, flere af dem fulgte nysgerrigt med i hvad disse tobenede væsner nu foretog sig. En af dem slog med hoved, som et udtryk for den spændt atmosfære der havde udviklet sig.

Han rettede sig lidt op og lod blikket glide ned over kvinden, som hun trådte frem. Ung. Usikker. Det var ikke en garanti for at kvinden ikke ville angribe senere, men det fik alligevel Sean til at rette sig lidt op. Kun tøvende forlod hans hånd sværdet. Han havde haft en fornemmelse det sidste stykke tid, som om en andens øjne fulgte ham hele tiden og det viste sig altså at holde stik. Hans ene hånd gned ham i nakken. Så hvad nu? Hvad skulle han stille op med det? Det var næsten svært ikke at smile eller ligefrem grine lidt. Han havde dog pli nok til, at det ikke blev til mere end et smil. Han så sig over skulderen på den forundrede stalddreng. Stalddrengen havde løftet sin høtyv, blot i tilfælde af det havde været noget farligt, men nu sænkede han den blot og holdt øje med optrinnet foran sig.
Oh well. Der var sikkert ingen fare til. Det ville være dumt, trods alt.
"Aha..."
Der var ikke brug for nogen præsentation, da kvinden allerede vidste hvem han var. For at være ærlig havde han aldrig rigtig skulle forholde sig til dette før...Var det...En der var vild med det han havde gjort eller stod for? Og i så tilfælde, præcis hvad var det man sagde om ham?
"Du ved der findes bøger om den slags? Eller en mulighed for at gå direkte op og spørge? At skygge en dæmon er dumt. De fleste angriber først, spørger bagefter" bemærkede han så. Dæmoner levede i den verden. Enten var man et rovdyr eller et offer. Dæmonerne levede af andre, men havde også mange kampe mellem dem selv eller andre væsner. Sean kendte flere der ville dræbe først og stille spørgsmål bagefter. Der var selvfølgelig også dem der gjorde det omvendt. Men hvis kvinden her virkelig ville skygge dæmoner, var det sikkert bedst han advarede hende.
Han trak vejret dybt og trak endelig på skuldrene.
"Gå hjem. Der er ikke noget for dig her" svarede han så, men ikke uvenligt. Han var på vej hjem for at slappe af og lægge planer. Han var ikke sikker på han ønskede en stalker som sit selskab. Så skulle hun i hvert fald have en god undskyldning for det.

Han brød sig ikke om hendes måde at ytre sig på. Som om hun både havde stillingen og styrken til at udfordre alle omkring hende og stille spørgsmål til alt og alle. Han viftede let med den ene hånd, som var det hele en irriterende flue han kunne fjerne.
"Nogle gange er bøger alt vi har. Men du har måske ikke lært at læse?" Hans smil voksede en anelse. I denne verden kunne langt de fleste ikke læse, så det var ikke et urealistisk spørgsmål. Men egentlig var han ret ligeglad.
"Så det du siger er ikke, at du vil vide mere om archdemons. Du ønsker at finde min svaghed. Og så hvad? Bruge den imod mig?" hans øjenbryn hævede sig en smule. Hvis det hele var ment som en udfordring, i håb om at han tog imod den, var det dårligt formuleret og han følte slet ikke for det.
"Det er en dårlig salgstale. Du har ikke gjort dit forberedende arbejde. Det eneste du får point for, er i det mindste at sige det lige ud. "
Det var arrogant af hende, at tro hun havde en chance mod en archdemon, selv hvis de faktisk skulle kæmpe. Men Sean vidste han var stærk og havde sjældent grund til at starte en kamp. Hvorfor skulle han? Så meget besvær. Han gjorde det mest i forbindelse med sit arbejde eller når Razor opførte sig underligt.
Han sukkede svagt og vendte ryggen til hende. Hans fødder bevægede ham væk fra hende. Kunne han afvise hende mere direkte? Hun havde ikke sagt noget der vækkede hans interesse. Han var ikke et eller andet væsen, der skulle observeres, som et eksperiment. Og skulle han - en stolt og stærk dæmon - finde sig i en arrogant lille shapeshifter? Det havde han ikke overskud til. Den ene hånd gled igennem håret.