A trip to the Forest (Tatia)

Sean var ikke så ofte i skoven, men på det sidste havde han været her ude et par gange. Alane havde i sin tid lært ham at finde rundt, selv om han endnu kunne fare vild. Skoven blev nok aldrig det sted han satte mest pris på. Alle træerne...Alle stederne mindede om hinanden. Men med tiden havde han lært at følge de bedste veje i skoven og finde sin vej frem og tilbage til visse steder i skoven. Som f.eks. grotten.
Historien var egentlig længere end det. Det var ikke bare en tilfældig grotte han havde fundet en dag. Den havde tilhørt en anden klan, som et skjulested til smuggler-varer. I sin tid havde han indtaget grotten, slået den anden klan ihjel og erklæret stedet for sit eget. Hvem havde nu været med? Var det Jacob, dæmonen? Han var ikke helt sikker. Men det havde været sjovt og han havde selv brugt den til sin klan. Opbevaring og skjulested. Men da klanen havde haft en nedgangsperiode, var det klart folk ikke længere kom ud til grotten. Xander, der havde fået hele ansvaret for klanen, var forsvundet og klanen havde opløst sig selv. Nu, under et andet navn og lidt andre regulativer, havde Sean genoplivet den og arbejdede hver dag på at gøre den større og bedre. Hver dag kom der nye medlemmer, både nye og gamle. De var begyndt at få kontrakter igen, tjene penge. Så nu var det på tide at få styr på de sidste løse tråde, deriblandt grotten.
Sean havde været derude en gang før, for nogle dage siden. Nu var han der igen. Stedet bestod af en stor grotte, der førte ind til nogle mindre rum. Det var næsten et helt system! Det lå i et sted af skoven, der var mere bakket og fuld af klipper. Det var tydeligt der i sin tid havde været lukket af, så folk i grotten kunne holde vind og vejr ude. Men med tiden og med dyr, der havde overnattet derinde, var plankeværkerne begyndt at rådne ned og Sean havde nu smidt dem alle over i en stor bunke. I stedet havde han valgt at udforske de indre rum, der endnu indeholdte tegn på der havde været liv. Nogle gamle kasser med ting, nogle i bedre stand end andre. Gamle ildsteder, sovepladser og den slags. Han havde faktisk gået og ryddet op i det, det meste af dagen. Da han havde været inde i grotten det meste af tiden, havde han ikke meget styr på tiden og havde derfor ikke været opmærksom på at mørket var ved at sænke sig - eller at store skyer havde trukket sig ind over skoven og lovede et uvejr.

Sean var kommet til hest og hesten stod i indgangen til grotten og havde nippet til små græstotter. Han havde pakket et tæppe og lidt vand, men han havde regnet med at ride hjem igen til aften. Velvidende det kun var forår, og derfor endnu lidt køligt og da specielt når man var i en grotte hele dagen, var han varmt klædt på. Et par støvler, nogle varme bukser og en trøje. Alt sort. Hans arbejdstøj. Han havde også et sværd, men han havde lagt det fra sig, da det havde været i vejen når han løftede rundt på ting.
Han kunne få folk til det. Det ville give mening at få andre til dette. Men Sean havde haft brug for luften, brug for at komme væk hjemme fra og tænke over tingene. Få det hele på afstand. Dette var en af hans måder at få det på og derfor havde han intet imod det.
Han bar et par kasser ind i grottens hoved-rum og kunne endelig se at det var blevet mørkere udenfor. Hans hest havde bevæget sig ind i læ og Sean forstod hvorfor: Det var blæst op. Han kunne mærke den kolde luft herfra og der var regn i luften. Hans øjenbryn gled en smule sammen, da han trådte over til sin hest og klappede den på halsen. Hans mørkegrå blik hvilede på det begyndende uvejr udenfor.
Fedt. Bare fedt. Ville det være bedst hvis han ventede her, til uvejret var overstået? Taget i betragtning han nemt farede vild...
Han sukkede svagt.

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

---

Det blæste op. Hun havde haft en fornemmelse af at der ville blive uvejr løbet af dagen, og som aftenen egentlig stod på begyndte vinden at puste sig op. Det var forsent at nå hjem til Wade, hun måtte finde et eller andet sted at sove i læ for stormen. Desuden vidste hun, at han hellere ville have hende i sikkerhed end at hun bevægede sig ud i fare ved at nå hjem. Det var tid til at tænke over sine handlinger inden man endte med at ødelægge sig selv, mere end man allerede havde gjort. Tatias blågrønne øjne søgte henover sine omgivelser, for at finde frem til noget. Hun bevægede sig frem mellem træer og kviste - der var en del grotter rundt omkring - hun skulle bare finde en der kunne holde stormen ud, uden det ville regne vildt og blodigt ind. Til sidst spottede hendes øje den helt rigtige type grotte til stormen. Regn trak sig med vinden, og kastede dråberne ind mod hende, som små sten der slog ind på huden. Bevægelserne var hurtige og målrettede hen imod grotten. Og fra hvor hun gik, virkede det ikke til at der faktisk var nogle. Alligevel greb hun sin daggert for at være klar på eventuel modstand. Blæsten skubbede hende nærmest væk fra grotten, ønskede at æde hende - men hun fik kæmpet imod den og kom til sidst indenfor. Åndedraget var tungt som det krævede en del energi at komme igennem stormen. Dog vågnede instinkterne hurtigt op da stanken af dæmon, det fik hende til at rynke en anelse på næsen. Musklerne i kroppen spændtes, og det samme gjorde grebet om hendes daggert. Stormen skreg på dem ude fra, ønskede at gribe fat i dem og trække dem med ud i uvejret. Selv hesten vidste, at det var livsfarligt at søge ud i denne storm.

Hun burde stole mere på folk, alligevel var hun mistroisk omkring ham. Det burde ikke engang være fordi han var dæmon, bare fordi han var fremmed. Alligevel valgte hun at lade daggerten falde til jorden, som tegn på - at hun ikke angreb. Det var muligvis hans grotte, og hvis hun ønskede at overleve stormen - ville en god start være ikke at angribe ejeren. På den anden side var hun ret god til nærkamp, så hun behøvede ikke våben for at overleve.
"I guess you are stuck with me till the storm ends, you know how to make a fire or?" Spurgte hun og lagde armene let overkors. Overlevelse var vigtigst, hun behøvede ikke varmen for samme grund som Sean - vinden var kold og havde drænet hende for en del af sin energi  - ild ville hjælpe hende med den energi.

//Håber det går an c:

Han vedblev at klappe hesten, der var begyndt at ryste svagt som reaktion på uvejret udenfor. Dens ører kørte rundt, som vidste den ikke hvad eller hvor den skulle lytte til eller efter. Seans klap fik den dog til at slappe mere af, før han greb den i tøjlerne og førte den længere ind i grotten. Der ville den stå mere i sikkerhed fra vind og regn, måske kunne den endda nå at slappe lidt af, inden den skulle bære ham hjem næste morgen. Han håbede i hvert fald uvejret havde løjet af til den tid. Han gad ikke være her for længe, det ville blive kedeligt. Han var på ingen måde en naturens mand. Hans element var byerne, med alle menneskerne og alle de opgaver der altid var at tage sig til. Ikke bare et øde sted, kun fuld af træer, hvor alt lignede hinanden.
Han var stadig i gang med at overveje hvad han havde ville, nu hvor han var holdt indespærret her det næste stykke tid, da han pludselig fik selskab. Han vendte sig hurtigt mod skikkelse, spændt let i kroppen, da han straks havde set hun var bevæbnet. Han havde ikke et våben på sig, kun en skjult dolk, men han var heller ikke dårlig til nærkamp selv. Stille holdt han øje med hende, lod hende om at være den første til at afgøre i hvilken retning dette skulle gå...

Da kniven landede på jorden, rettede han sig op og rullede let med skuldrene, som han løsnede for den spænding der havde samlet sig. Hans blik gled fra den fremmede kvinde og ud på uvejret, der så ud til at tage mere og mere til.
Han kunne ikke så godt tvinge hende ud i det der igen, kunne han? Sandsynligheden for der havde været en i nærheden og fundet grotten på dette tidspunkt...Var det tilfældigt eller kendte hun grotten? Hvis flere kendte grotten eller brugte den selv, kunne han ikke så godt bruge den længere. Ikke uden at skræmme dem væk først, i hvert fald. Men måske kvinden kunne svare på det også?
De kunne bruge nogle af de gamle kasser, Sean havde fundet inde fra de indre rum, til at lave et bål. Det var tørt og krævede ikke de skulle ud i uvejret for at finde brænde. Han trådte over til en kasse, greb en og med en fod på den ene side af kassen, begyndte han at hive stykkerne fra hinanden.
"Det kan jeg. Kan du?" svarede han.
"Dog...Hvis jeg skal tilbringe en nat med en fremmede...Har jeg grund til at tro du vil blive et problem?" Det ønskede han at få sat fast. Ikke at det var nogen garanti, men det ville i det mindste fortælle ham lidt om hvilken person han nu delte grotte med.
Han kastede stykkerne fra sig, som han fik dem fri. Banket fast til hinanden med trænagler. Han kunne samle dem til et bål bagefter. Bålet skulle være langt nok fra grottens åbning, til at det kunne brænde uhindret, men heller ikke så langt inde at de selv blev kvalt af røgen. Hans blik gled over til åbningen igen, som han prøvede at bedømme hvor meget vind der kom ind til dem.

Hver eneste bevægelse han fortog sig, iagttog hun. Tatia skulle være sikker på, at hun ikke havde smidt sin kniv forgæves. Da han virkede til at gå igang med at arbejde, løsnede hun sig lidt op for at hjælpe til.
"Of course I can," avarede hun hurtigt og kneb en smule på sine bryn, som han spurgte om hun ville blive et problem. Tatia kunne ikke forudsige fremtiden, men hun vidste også - at det eneste hun ville skabe problemer over, var hvis han gjorde. Det ville simpelt være den eneste grund til drama.
"I won't be a problem, if you don't give me a reason to," pointerede hun til hans spørgsmål. Forståeligt at man ville vide hvad den anden ville med situationen. Hun kunne have været en eller anden der ønskede at flå alt og alle fra hinanden. Hun trådte tættere på ham  og gik over til kasserne for at hjælpe til med arbejdet. Hun var van til at hjælpe, når det galt. Tydeligt hun ikke ligefrem var en kvinde af maner og rigdom - tvært imod nok mere dyrisk. Tatia lod dog ikke de blågrønne øjne fjerne sig for længe af gangen fra dæmonen.
"Haven't seen a storm like that in a long time," sagde hun for at ødelægge den stilhed der havde bredt sig i grotten. Hun arbejede ikke så godt med stilhed, den mindede hende om ensomhed - og ensomhed var ikke noget hun satte voldsomt meget pris på. Så snart kasserne var revet fra hinanden, lod hun blikket glide henover grotten. Der virkede til at være så meget plads, hvorfor havde hun ikke fundet den før nu? Naturligvis var det ikke fordi hun manglede et hjem eller et skjulested. Tatias blik faldt på dæmonen og gled henover ham.
"What is a demon like you even doing out here? You don't seem like the type of person, who would fit in Yras clan.. you look and smell like a city person," sagde hun lidt efter og trak en smule på smilebåndet af sin egen kommentar. City person og Wood person, var mere ord hun brugte i selskab med Razor - det var deres måde at snakke på.

Tatia flyttede kort blikket ud mod stormen, og sank en klump. Hun kunne kun ønske Wade var indedøres lige nu, og at hendes familie var et sted uden fare for stormens styrke. Et lille suk forlod hendes læber som hun kom på den tanke, uvisheden var aldrig sjov - men de måtte vel kun kunne have det på samme måde.
"By the way, the name is Tatia.. just thought you should have my name, if we spend a night in a cave together," tilføjede hun med et lettere kært fnøs inden hun rystede på hovedet af sig selv. Tatia var kendt for at få det bedste ud af de mest underlige og mindre fantastiske situationer.

Hans blik hvilede på hende et øjeblik. Han kunne sagtens se det. Hun virkede som en kvinde der var van til skoven, van til at arbejde og van til at sørge for sig selv. Det blev man vel næsten også nød til herude. Og hvis ikke han selv havde gættet det, sagde det sig selv, når hun kaldte ham et by-menneske. Han var ikke sikker på om de havde meget at tale om, men han måtte alligevel give hende ret. Det var bedre at få det bedste ud af det, for stormen gik ikke over lige med det samme. Alligevel smed han ikke al mistænksomheden til side. Der var stadig en risiko for at hun ville udgøre et problem og han havde ikke tænkt sig at blive taget på sengen.
Han gik over og samlede nogle af træstykkerne sammen. Han bedømte igen hvor den bedste plads ville være til bålet, men besluttede sig endelig for et sted. Da grotten, efter et år eller mere uden aktivitet, var blevet forsømt, lå der nogle små sten hist og her. Sean samlede dem sammen og brugte dem til at omkranse det, der snart ville blive til deres bål. Sikrede at træstykkerne ikke faldt rundt og gjorde det nemmere at undgå der gik ild i noget, som der ikke burde være ild i.
Efter stenene var placeret, begyndte han at stable træstykkerne op ad hinanden.
"Yras? Jeg ved ikke engang hvem du hentyder til" svarede han så, men ikke uden et svagt smil. Jah, når det kom til stykket, kendte han faktisk ikke særlig meget til skoven. Hvorfor skulle han? Der var intet for ham der.
"Nej, jeg kommer fra byen. Grotten her har...Tilhørt min klan. Gør det vel stadig. Den har bare ikke været brugt det sidste årstid eller mere og jeg var her for at tage skaderne i øjesyn. Og så...Stormvejr" Han slog let ud med hånden, mod stormvejret udenfor. En let bulrende lyd kunne høres i det fjerne og afslørede at der også ville komme tordenvejr. Seans blik gled ud på det mørke og efterhånden ret våde vejr et øjeblik, før han begyndte at lede efter to sten. Med lidt træspåner skulle han nok få gang i noget ild snart...
"Jeg er Sean...Så. Jeg gætter på du er fra skoven?" spurgte han så tilbage. Noget for noget, det var vel kun fair?
"Du er måske sammen med denne Yra eller hvordan?"
Han strøg stenene mod hinanden. Efter et par gange, begyndte der at dukke gnister op. Nu skulle han bare få dem rettet ind mod træet og håbe det ville fænge...

Tatia forholdt sig nysgerrig omkring dæmonen, også selvom dæmoner ikke ligefrem var noget hun var umådelig glad for. Faktisk fortrak hun de holdt sig langtvæk fra hende. Alligevel stødte hun på dem gang på gang. Dæmonen havde fundet det han mente var den rette placering for bålet, så hun lod ham egentlig blot gøre det. Det gav hende en mulighed for at tjekke ham an, om han virkede til at kunne klare en kamp, generelt kropssproget. Nok lærte hun langtfra ligeså hurtigt som Wade, men han havde da givet hende nogle tricks på vejen, som hun endelig var begyndt faktisk at bruge - det var også på tide. Dog blev det kedeligt at iagttage og til sidst besluttede hun sig for at hjælpe med at samle stenene. Tatia hadede bare at se på, ikke at fortage sig noget var ikke ligefrem hendes stil. Han kendte ikke Yra, hvilket jo egentlig ikke overraskede hende - Tatia kendte ikke engang Yras klan. I det mindste var stemningen ikke negativ overhovedet, den var ret så neutral - heldigvis. Tatia lyttede på hvad han fortalte om grotten. En klan. Der var nu mange forskellige klaner her, men hun tvivlede på - at det var sådan en klan som Tatia kendte begrebet klan.
"Fascinating really. I had no idea, the woods are so big - you can miss a lot by just staying in one area - just not the East.. the East, don't go there," sagde hun så og kørte en hånd henover sine mørkebrune lokker. Tatia stod lidt stille foran det utændte bål og kiggede let ud mod stormen som Sean ledte efter nogle sten. Så snart hun havde navnet på ham, virkede han ikke så fremmed. Ikke ekstremt i hvert fald.
"I am.. been here since I was nine," svarede hun og satte sig ned ved bålet - imens hun så på Sean der lod stenene stryge mod hinanden. En mindre latter sneg sig udover hendes læber som, at han spurgte om hende og Yra var sammen. Kort efter rystede hun kort på hovedet.
"No. Not really, I only met her once - a demon clan in the west, rather savage once.. really," fortalte hun og så imod gnisterne. Tatia tog en dyb indånding og lod den ene hånd danne sig tættere mod bålet - blot i håb om at tiltrække ildens energi en smule - bare lidt. Ganske rigtigt, flammerne var så nemme at lokke frem fra deres skjul. Dog trak hun hånden tilbage inden det blev alt for tydeligt, men lidt underligt var det vel. Bare en anelse.
"I'm living in a cabin not far from here with my boyfriend.. far enough till it would be to dangerous trying to get there," lidt at snakke om skulle de vel også have - om det var for bare ikke at leve i stilhed. Flammerne var dejlige, varme, spredte energi i rummet - eller så var det bare Tatia der følte det så behageligt.
"Why are you out here alone fixing the cave up? If you have a clan.. don't you have members to help you? Friends.. family.. something?" Spurgte hun lettere undrende. "Or are you more the slavedealer kind of person.. not that it would be a look that speaks to you."

Et sludrechatol. Det gik nok, han var nogenlunde van til det, fra Razor derhjemme. Desuden havde han jo også selv stillet spørgsmål, selv om han var ret sikker på at hans grund til at spørge, var anderledes end hendes.
Da der endelig var gang i bålet, gik han over til taske, som han havde løsnet fra hesten. Pakkede et tæppe ud samt en ekstra trøje, før han gik tilbage til bålet. Med et lille kast, kastede han tæppet over til hende, mens han selv brugte sin trøje til at sidde på. Grottens gulv var ikke særlig varmt og det var skidt at sidde og få så meget kulde. Kvinden havde intet med sig og da Sean ikke var typen, der sørgede for sig selv før andre, virkede det naturligt for ham at tilbyde hende et eller andet, der sikrede hun enten kunne holde varmen eller i det mindste sidde mere blødt. Han kommenterede det ikke engang og hans blik, der straks vendte tilbage til ilden foran ham, fortalte at Tatia intet ville få ud af at kommenterer det selv. Ingen tvang hende jo til at bruge tæppet. Men hvis hun ikke gjorde, ville ingen af dem.
"Så jeg går glip af en del? Det tvivler jeg på" bemærkede han med det samme svage, skæve smil. Hvad kunne han gå glip af? Et træ?
Nej. Hvis han endelig ville opleve skoven, rejste han hen og besøgte elverne. Eller den gamle hytte, hvor Alane engang havde boet. De få steder han kunne finde vej til, uden at fare helt vild. Faktisk...Det eneste han måske gerne ville opleve i skoven, var den arena Razor havde talt om et par gange. Razor ønskede ikke at han fandt stedet, men Sean var for nysgerrig. Og det var jo ikke for at deltage! Bare for at kigge. Med hans job, gik det ikke der fandtes noget så spændende, uden at han havde set det selv. Han manglede bare nogle ledetråde...
"Så? Hvad er det til øst?" spurgte han. Hun kunne ikke bare sige han ikke måtte gå der, uden en god grund. Han var også nysgerrig angående denne Yra, men det lød ikke som om Tatia vidste meget mere om hende. Jah, det var vel et punkt hvor skoven var spændende: Sean kendte ikke så meget til folkene herude, så det var noget helt nyt og interessant at høre om. Omvendt i byen, hvor han allerede kendte det meste.

Han trak på skuldrene.
"Min klan har haft en dårlig periode og er ved at blive genopbygget. Jeg fokuserer mine ressourcer, der hvor jeg virkelig har brug for dem og tager mig selv at andre ting. Jeg har ikke behov for nogle af medlemmerne rejser med mig herud, ikke endnu" svarede han en smule ligegyldigt. Sean havde intet imod at rejse alene. Nogle gange var det rart, kun at skulle tænke på sig selv og have både fred og ro til at tænke og handle som han fandt hensigtsmæssigt. Hvad angik venner og familie så han ingen grund til at svare. Det angik ikke Tatia - desuden ville ingen af hans venner passe ind i turen alligevel. De var ikke medlem af klanen og burde ikke blandes ind i det, selv hvis de havde tid.
Det trak lidt i hans smil.
"Jeg handler ikke med slaver"
Med numsen på hans trøje og benene trukket op, kunne han hvile sine underarme på knæene. Han havde bemærket...Et eller andet?...Med ilden. Men for at være ærlig var han ligeglad med om Tatia havde noget med ild eller ej. Så længe hun ikke brugte det mod ham, selvfølgelig. Alle havde jo deres evner. Og en med ild var ikke så sjælden igen, Sean havde oplevet mange med en form for ild-evne. Før eller siden stoppede det vel med at være en sensation for ham? Ikke at han ikke forstod folk var stolte af deres evner. Det gjorde jo stadig en lidt mere specielt, end hvis man ingen havde. Sean havde dog til tider overvejet om det ikke ville være sjovere at kunne magi i stedet.

Han kastede et tæppe over til hende, hvilket fik hende til at trække let på smilebåndet. Hun satte sig på det, men havde lige nok til at dække sine fødder - ikke fordi hun frøs - det var bare meget rart. Han tvivlede på han gik glip af noget, typisk bymennesker. Men så igen, han mente sikkert også hun gik glip af noget ved ikke at være i byen? Man havde virkelig aldrig nogen anelse om hvad der forgik i andres liv. Det var sommetider ret så skræmmende, man kunne tro man kendte folk så godt - men det gjorde man måske slet ikke i sidste ende. Skræmmende tanke.
"Well, you don't even know half of what is going on out here, jet you have a crave - but with no idea of the packs and clans who breaths out here," svarede hun og trak let på den ene skulder. Burde man i det mindste ikke kende sine omgivelser før man slog sig ned et sted? Han spurgte om den østlige del, hvilket fik det til at krybe koldt henover ryggen på hende. Let sank hun en klump og rømmede sig.
"Just a little bit of everything bad. People who are experimenting on others.. not that it exist anymore.. it burned to the ground with the people in it," det var i hvert fald en ting hun var skyldig i. Arenaen var der stadigvæk, i hvert fald til hun fik et ord sagt. "There is also this huge place where people are forced to fight till the death.. an arena. Not really something you should want to see, unless you plan on getting your mind twisted till you break," tilføjede hun med et suk. Det var ikke ligefrem gode minder, og det bragte sine traumatiske oplevelser. Måske var det derfor hun advarede en fremmed om stedet? Fordi at det simpelt ville være en dårlig oplevelse, og hun ønskede ikke andre skulle udsættes for det.

Tatia fik vendt opmærksomheden på klanen og grotten. Hun nikkede forstående til ham. Eller måske ikke fordi hun forstod det, men fordi hun havde fået det hun spurgte om. Han handlede ikke med slaver, men det havde hun heller ikke regnet med - men man kunne aldrig være for sikker. Et suk forlod hendes læber ganske kort.
"Well sometimes you need to do things yourself to get it right," svarede hun med et skævt smil mens hun så mod flammerne. Tatia kørte en hånd igennem sit hår og sank en klump.
"Something I want to ask.. why the woods, why this cave? If you have no idea what is going on in the woods. Don't you think it would be good thinking out who you deal with here? I mean there are much more out here then just nature- just like the towns are more then just humans, demons and vampires," sagde hun så og kneb øjenbrynene let. Kend din fjende, det var vel det hun prøvede at sige. "Not that I should give you any advise, but still."

Aha? Så øst var et dårligt sted, men det lød også til at det netop var stedet med alle de spændende ting. Ikke eksperimenter...Han havde oplevet nok forsøg, med folk der ønskede at vide mere om archdemons, til at det var et ønske. Faktisk stolte han slet ikke nok på folk, når det kom til at lappe hans sår sammen. Nej, han kunne for det meste klare sig selv. Men kommentaren om arenaen fik ham alligevel til at se over på hende med voksende interesse. Der var den igen. Kendte alle andre end ham selv til den? Eller...Vent...Tatia...Havde Razor ikke nævnt det navn engang?
"Arenaen? ah. Den har jeg hørt lidt om. Til øst siger du?" Funderede han afslappet.
"Har du været meget i arenaen? Hvad bliver man udsat for?" spurgte han så. Han ville gerne have flere informationer om stedet, hvis han kunne. Razor virkede for påvirket, til at han ønskede at spørge ham og Razor skulle helst ikke få den ide, at Sean faktisk ledte efter stedet. Så at han kunne udspørge denne kvinde i stedet var virkelig kun det bedre.

Han trak svagt på smilebåndet og rystede svagt på hovedet.
"Det var en del fordømmelser, fra en kvinde der intet ved om hvad jeg laver" svarede han en smule køligt. Det irriterede ham når folk blandede sig. Folk der intet vidste, men troede de vidste. Folk der ikke hørte hjemme i det område. Hans blik gled ned på bålet igen.
"Jeg laver ikke noget i skoven. Jeg opbevarer blot ting eller personer her, til det er sikkert et transporterer det til andre byer. Det har intet med resten af skoven at gøre" svarede han så.
"Vi vil kæmpe for det, hvis nogen kom og påstod det hele var deres. Eller forhandle, hvis nogen mente der var noget at forhandle om. Men for nu, har ingen været her og påstået de ejede det hele, så hvorfor skulle jeg ikke være her? Skoven er stor" Der havde aldrig været grund til at sætte sig ind i hvad der ellers var i skoven. Ud over en vildfaren kæmpeedderkop eller andet i den stil, var det sjældent der dukkede andre klaner eller personer op her. Hvilket gjorde det perfekt til at skjule ting eller holde folk i skjul. For modsat byen, var her næsten ingen folk og skoven dækkede et stort areal.

Det var uhyggeligt pludseligt, måden han virkede nysgerrig over arenaen. Det fik nærmest alt til at vende sig i hendes system, at nogle kunne finde den interessant. Måden han spurgte om retningen, men værre - hvad man blev udsat for. Det fik hende til at løfte hagen let op og se alvorligt imod ham. Let overvejede hvorvidt hun skulle udsætte sig for at svare, hendes hænder rystede allerede svagt som hjerterytmen var langt foran. Alligevel var det som om, at læberne allerede var gået igang før hun havde fået tænkt tanken ordenligt igennem.
"What they do to you? It's a place filled with power hungry people. They want to make weapons of others, torturing them till they find their wreak spots - then use them to twist your mind, so you no longer have any control," let sank hun en klump og slog blikket lidt ned i jorden. "You can't find it.. only if they want you to. It a part of their mind game," tilføjede hun og løftede så blikket tilbage på Sean. Hvis han blev fanget fortjente han samme behandling som resten, men hun vidste også at de kun tog shapeshiftere ind som fanger - men det behøvede Sean ikke at vide.
"Everything you will be left with from that place, is the anxiety, the paranoia - the constant feeling of something bad is going to happen at anytime," pointerede hun i håb at få de sidste tanker dannet til, at han ikke ville finde stedet.

Tatia havde nu heller aldrig været typen der tænkte på, om hendes ord irriterede folk eller ej - hun sagde sin mening, og folk måtte tage den eller lade hver. Sådan var det bare. Det var mange fordomme dog, og hun kunne nok ikke se over dem.
"You are right you are just a demon, using this cave as a hiding spot. I'm just making sure you don't cause me any trouble," forsikrede hun med en lettere kæk grimasse. Hun lavede en grimasse da han sagde hans ting ikke havde noget med resten af skoven at gøre. "In that case I will let it go in peace," tilføjede hun men lyttede alligevel videre på det næste han så sagde. Let trak hun på skulderen, hun kunne ikke tale på vegne af skoven, kun på vegne af sig selv.
"If its like your territory, of course you will fight - no one would expect anything else. I'm just saying it's a good cave, it could end up with a fight for shelter or the territory. So it's just good that you wan't to fight for it," forklarede hun så og tog en dyb indånding. "If you wan't others away from here, place a few drops of your blood on the walls.. the smell of demon should keep shapeshifters and animals away," sagde hun så egentlig i ren høflighed.

Der var det igen. Den usikre reaktion, der fortalte hvilke horrible ting hun - og Razor - havde oplevet. Læberne, øjnene, kroppen. Det hele røbede skam hvor ubehageligt det hele havde været. Han hørte dem skam og det var jo ikke fordi han ønskede at blive udsat for noget slemt. Men helt ærligt...Så var han nysgerrig. Og det var de færreste ting der længere kunne overraske ham eller udgøre en reel trussel mod ham. Og hans sind? Han havde allerede været mange steder med det. Ville det hele være noget han ikke havde prøvet før?
Men han havde nu ingen planer om at deltage. Han ville blot vide hvem og hvorfor. Sætte en fod i en hemmelig verden, der oveni terroriserede en af hans nærmeste, hans eneste slave.
"Intet sted er helt skjult. Man skal bare opdage mekanismen bag det. Desuden lyder det til nogen står bag det. Folk efterlader altid spor...Intet er umuligt at finde. I så fald havde jeg intet job" forsikrede han i en let tone. De behøvede ikke snakke mere om det. Hverken Razor eller Tatia så ud til at ville komme med noget specifikt. Som præcis hvad de havde oplevet. Kæmpet for livet, så meget havde han forstået. Men mod hvad? Og hvordan?
Han elskede mysteriet. Han måtte vide det!

Han smilte svagt og så over på hende et øjeblik. Give hendes nogle problemer? Det var nu ret usandsynligt.
"Min klan har haft grotten i lang tid. Hvis det ikke har været et problem for nogen før, tvivler jeg på det er det nu" forsikrede han. Desuden, hvad skulle det gøre ved en person? Og hvad skulle en person gøre ved ham og hans klan? Det virkede urealistisk. Men måske var det en tankegang man udviklede i skoven. En anden form for mentalitet, som dem i byen ikke havde og som derfor forekom ham lettere...Humoristisk. Alane havde dog ikke haft det på den måde. Hun havde givet mening, på så mange måder.
"Det skal jeg overveje. Men som sagt. Aldrig haft problemer" Han blinkede let til hende. Han havde skam alt under kontrol. Hverken mere eller mindre.
Udenfor lød der nogle store tordenskrald, som blot var kommet tættere og tættere på. Bag ham vrinskede hans hest nervøst, mens Sean selv sad roligt og kiggede udenfor. Regnen havde gjort jorden så våd udenfor, at overskydende vand var begyndte at flyde ind i grotten i små grene af vand og dannede mønstre i støvet. Ikke nok til at det ramte dem, hvor de sad med bålet, men alligevel nok til at man kunne fornemme det.
Han lænede sig tilbage med at svagt suk, hvilede på begge sine arme, med hænderne placeret på det ru underlag. Han lignede en der tænkte over noget. Men så igen...Hvornår gjorde han ikke det?
Tatia var velkommen til at sove her, hvis hun havde brug for det. Selv kunne han næppe sove, før det værste af stormen var drevet over.

Øjnene blev knebet en anelse som hun så på Sean.
"Well If you wanna seek out this place so much.. look for Elijah.. Elijah Gerard, he owns the place.." Svarede Tatia på Seans irriterende forgabelse i arenaen. "How do you even know about the arena? Who told you about it?" Spurgte hun og kneb øjnene let. Tatia så undrende på Sean. Hvordan kunne han kende til den, var han ude på at sammenarbejde med de folk? Eller var han blot en nysgerrig person, som egentlig havde et behov for at løse mysterier? Tatia hadede den uvished. For på den ene side, var hun ikke ligefrem begejstret ved tanken om, at han kunne lokke hende i en fælde. Lidt paranoid var man vel blevet nu til dags. Generelt gjorde dæmoner hende ikke ligefrem i det bedste humør, og Razor var lige til at overkomme, specielt når han var halv shapeshifter. Alligevel lod Tatia sin foragt blive liggende, bare for denne aften. Der var ingen grund til at skabe en krig under en storm. Der var ingen der sagde, at hun nogensinde skulle forholde sig til Sean igen efter dette - medmindre hans klan kom og lavede problemer i skoven.. nær hende.. så ville hun være tvunget til at reagere.. men lige nu, så var det ikke bekymringer hun skulle tænke på.

Let trak hun på skulderen.
"In this world we live in.. one can never be to careful," svarede hun blot og trak let på en grimasse. Han kunne tage hendes råd eller ikke. Det var egentlig op til ham hvad han gjorde. Måske skulle hun bare lade hver med at opføre sig som om, at hun vidste hvad der var bedst. Sandheden var hun ingen anelse havde om, hvad hans klan stod for, hvem de var. Det kunne sagtens være elite krigere, men det kunne også være mere simple folk - eller tyve. Der var uendelige muligheder, og måske prøvede hun at fiske efter hans reaktioner for at finde ud af præcis hvad. Som han sagde, havde han aldrig haft problemerne - hvilket kunne betyde så mange ting. Tatia valgte dog at lade det passerer.

Hesten var nervøs, og Tatia kunne godt forstå hvorfor. Det var måske heller ikke ligefrem optimalt for en hest at være fanget i en grotte, men det var sikre her end ude i uvejret. Vandet bevægede sig ind af, bare lidt. Tatia sank alligevel kort en klump. Hun blev siddende og lod bahhovedet ramme grottensvæg. Så åndede hun lettere tungt ud og så igen mod flammerne. En ting var, at det ville blive en lang nat. Søvn var ikke noget hun gik meget op i, og hun stolede ikke nok på Sean til at falde i søvn. Mange havde ødelagt hendes egenskab til at stole på folk når det kom til søvn, så hellere holde sig vågen. Det kunne hun da i hvert fald kontrollere. Stilheden var underlig for hende, og de blågrønne øjne løftede sig over på den tænkende dæmon. Tatia kneb øjnene en anelse imens hun så på ham - bare af ren nysgerrighed.

Det var svært at undgå latteren i at nå hans stemme. Det var ikke fordi han direkte grinte, men man kunne alligevel høre at Tatias reaktioner og ord var med til at sprede hans gode humør. Men der var intet hånligt over latteren. Mere kunne man undre over hvor det gode humør overhoved kom fra.
"Elijah Gerard ligefrem. Tak for tippet"
Noget konkret, endelig! Men hvorfor havde hun valgt at afsløre det? Hans blik hvilede på hende et øjeblik, som håbede han ligeså på hun ville røbe et eller andet. Men måske nærede hun ikke samme behov for at redde ham fra sin sikre død, som Razor havde gjort. Sandt nok havde han jo ingen relation til kvinden her.
"Oh...Nu du siger det...Jeg tror du kender ham. Razor" svarede han.
I denne verden man levede i kunne man godt være for forsigtig. Men han havde fundet ud af hvorfor hun reagerede sådan: Hun levede i skoven. Her var ikke den samme beskyttelse som der var i byen. I byen fandt man færre monstre, var bedre beskyttet for dårligt vejr, sult og tørst. For slet ikke at nævne folk var meget mindre territoriale. Det var sjovt at bemærke denne forskel i folk.
Stilheden faldt over dem. For Sean behøvede de ikke snakke hele natten og måske ville han hvile sig lidt på et tidspunkt, selv om uvejret og ikke mindst det voldsomme tordenvejr ville gøre det næsten umuligt.
"Så, Tatia. Har du levet i skoven hele dit liv?"

Måske havde det ikke været smart at give ham navnet på Elijah, men hun vidste ærligtalt ikke engang hvordan Elijah ville reagere. Hvis Sean og Elijah kunne fungere sammen som allierede havde hun måske lige skudt sig selv i foden. Dog var det forsent at trække ord tilbage nu. Øjnene blev spærret let op da Sean nævnte Razors navn. Tatia og Razor var i en ganske speciel periode lige nu, hvilket var kaldt; Hvis jeg trykker på de her knapper, så ved jeg at jeg pisser dig af.. så lad os gøre det.
"Oh I know him," svarede hun stille. Naturligvis var hende og Razors forhold meget ustabilt lige nu, men det betød ikke at hun sådan hadede ham. Hvis Razor spurgte hende ville hun nok sige det, men kun i vrede og sikkert kun i en betydning af de var søskende. Måske ikke biologisk, men de agerede sådan - om de ønskede det eller ej. "The world is very small in the long run, how long have you known him?" Spurgte hun så. Måske en smule irriteret over Razor havde fortalt løs omkring arenaen til en dæmon. Det kunne hun dog ikke gøre noget ved nu, og måske var hun kun irriteret fordi, at det var Razor. Et eller andet sted var hunvel glad for, at han havde talt med nogle omkring det. Bare en eller anden, men det kunne også have været en kat - okay nu skulle hun måske bare stoppe med at være misundelig.
Det næste spørgsmål fik hende til at glemme tankerne igen, og fokuserede på den nye ting. Tatia nikkede let tænkende.
"Almost. I grew up in Firewood Village - but I have been living here since I was nine," fortalte hun og sank kort en klump. For Tatia følte hun sig mere sikker i skoven end byen. Der var for mange folk, for mange ting der kunne gå galt - naturligvis var der også det i skoven, men det kendte hun. I byen blev man angrebet af vampyrer og dæmoner. Og hvis man ikke havde været Tatia, så havde hun sikkert været død et par gange.
"It's a long storm, gonna last at least the whole night. If we are lucky the rain will stop before the water will catch up with us," fortalte hun så og så ud imod stormen. Så længe nogle træer ikke blev væltet, skulle de nok klare den - ikke sandt? "So if you don't mind me asking, when you are done with the place - and you can use it. What will it be used for? A safe place? Keeping things safe, people?" Spurgte hun nysgerrigt og vippede hovedet let på skrå.

Hans blik hvilede mod uvejret udenfor. Der var ikke så meget mere til det end sidde stille og vente. Vejret var køligt, men Sean havde overnattet udenfor mange gange før og følte sig ikke særlig påvirket af det. Det ville kun blive endnu koldere jo længere ud på natten de kom.
"Hm? Oh...Det ved jeg ikke. Et par år måske? Han er min slave i øjeblikket" svarede han ligegyldigt.
"Jeg fandt ham i Dragons Peak, men det var først da jeg flyttede tilbage til Doomsville at jeg fik ham som slave. Jeg er normalt ikke slavetypen" han trak let på skuldrene. Han rejste sig, men kun for at lede efter en flaske med rent vand. Han havde intet mad at tilbyde Tatia, men det gik vel nok. En enkelt nat havde ikke sultet nogen.
Med en flaskevand satte han sig tilbage til bålet og tilbød først Tatia at tage en tår af den hvis hun havde lyst. Hvis ikke, tog han det selv.
Det med vejret sagde sig selv. Det med klanen gjorde ikke. Han trak vejret dybt. Han havde næsten svaret på spørgsmålet før, gjort det tydeligt at han ikke ville komme med for mange detaljer. Men måske var det enten et svar eller også kom hun valsende ind en anden dag, når stedet faktisk var taget i brug?
"Som sagt bliver den brugt til min klan. Min klan beskæftiger sig med kriminalitet, deri både en anelse smugling af stjålne varer og at hjælpe folk med at gemme sig. Derudover kan folkene fra klanen få brug for at komme ud af byen selv...Denne grotte udgør et godt sted til den slags ting" svarede han så, så åbent som han nu mente ville være okay. Hun boede i skoven, trods alt. Skulle hun vade ind i byen og sige det til vagterne? Han dømte det var usandsynligt. Og selv hvis det skete kunne han nok tage sig af det.
"Vi kunne bruge en guide i skoven. Interesseret i at tjene lidt ekstra?"
Han drillede hende lidt. Men han var også alvorlig. I det mindste ville han på den måde bedre kunne sikre sig de forkerte intet vidste om klanens gemmested og de kunne virkelig godt bruge en, der vidste noget mere om skoven. En konsultant, kaldte man det vel. En de kunne konsultere omkring skoven.