The hunting trip - Reign (XXX)

Han tog nogle dybe indåndinger, luften her ude var fantastisk! Og han nød det i fulde drag. Det havde været nogle lange uger. Siden han og Reign havde sagt farvel, havde han ikke tænkt på ret meget andet end om han kom til at se ham igen! Han var faktisk begyndt at opgive håbet. Hvorfor skulle Reign gide se Lori igen. Han havde allerede døds dømt det.
Derfor var det en stor overraskelse da Regin skrev til Lori om de skulle tage på den jagttur de havde talt om. Lori havde været lykkelig da han havde fået brevet. Men han var også nervøs! hvad nu hvor de skulle ses igen? Hvad var det egentlig de havde?
Hvis de da havde noget? De havde jo egentlig kun kysset.. men igen… Lori havde ikke kunne få Reign ud af hovedet.

Men nu gik han så her! Her blandt træer, blomster og græs! Og han var vild med det! Han glædet sig ikke kun til at være sammen med Reign igen -  selvom det nok var det største trækplaser der var. Nej det var også at få lov til at nyde naturen! Han elskede den. Han havde gået hele vejen, med en taske på ryggen med det han nu mente han fik brug for. Han havde et par vandre støvler på, et par sorte jeans, og en amigrøn sweater på. Han gik ind mod skoven hvor han skulle mødes med Reign. Han glæder sig virkelig til at se ham. Men han var også lidt nervøs. Hvordan skulle de hilse på hinanden, hånden? Nej det var få fremmed. Et kram? Hmm måske… men… forventede Reign et kys? Bare tanken fik Lori til at rødme. Han kunne stadig huske følelsen af det kys, og hvordan han havde haft det.

Han håber på en måde at de kunne finde lidt ud af hvad det var på den her tur. Måske kunne de få talt om det. Men igen… han vidste slet ikke om han havde lyst til at tale om det? Måske var det bare bedst ikke at gøre det.

Påklædning: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Reign var stort set taget direkte fra arbejde og ud i skoven. Havde kun været hjemme for at skifte ud af sit arbejdstøj, lufte Django og tage sin bue og tilhørende pile. Derfor gik det heller ikke op for ham, at han stadig havde mel siddende her og der - blandt andet på halsen og venstre underarm.
For en gangs skyld havde han ladet hunden blive hjemme. Han tog den normalt med, når han jagede for at træne den, men havde efterhånden indset at efter snart 10 år med træning uden forbedringer fungerede det ikke. Django var for dum til at lære noget som helst.

Reign tog en dyb indånding for rigtig at suge skovens duft ind. Ashen Wood Forest var en af de dejligste skove, mente han selv. Men nu havde han ikke været i mange skove, så måske var han bare nem at imponere.
Han rettede lidt på det bælte, han stort set altid havde hængende om hofterne - som sædvanlig dinglede alskens ting fra det. Pengepose, dolk og kroge var kun nogle af de ting.

Vest ved den store sø... det var der, han havde skrevet til Lori, de skulle mødes. Så håbede han bare, fyren kunne finde det uden at fare helt vild. Mon ikke - dum var han jo ikke, det var i hvert fald ikke det indtryk, Reign havde fået.
Han spejdede omkring sig, da han nåede søen, og fik hurtigt øje på Lori et stykke foran ham, på den anden side af vandet. "Lori," råbte han for at få hans opmærksomhed og smilede bredt, da deres blikke mødtes. Han viftede et flyvende insekt væk ansigtet, inden han hoppede op på et tyk, grålig træstamme, der lå placeret henover søen.
Efter at have gået hele vejen hen over vandet, trådte han ned på jorden igen og gav Lori et varmt men kort kram, "du fandt det."

Lori gik roligt rundt og nød denne natur. Han håbede virkelig også at dette var den rigtig vej. Han havde aldrig været her før, men han havde spurgt om vej, og havde fået et meget godt indblik i hvor det var. Han gik lidt i sine egne tanker. Han var stadig i tvivel om dette var en dog ide! Hvad hvis det ende med at de kom til at føle noget for hinanden? Altså ikke fordi det ville være slemt, det slemme ville være at de boede så langt fra hinanden..
Han bed sig i læben, og en knude i maven dannede sig, og et kort sekund overvejede han om han mon skulle vende om, og tage tilbage. Dog blev alle disse tanker slået hårdt ud af hovedet på ham, da han hørte den varme og genkendelige stemme. Han så op, og hans ansigt lyste op i et smil.

Han satte farten lidt op, hen mod kanten af søen, og betragtede Reign som han kom over stammen. Han gik over til ham, og smilede krammet – gengælde det selvfølgelig. Han nøde akkurat lige at indånde Reigns dejlige duft! Åh han duftede så godt! Det var lige før man fik kuldegysninger. Hvis bare de lige kunne stå lidt længere og holde om hinanden så kunne han også få lov at dufte ordenligt til ham. *Lori stop dig selv* tænke han for sig selv, og smilede derefter bare til Reign. Han nikkede til det han spurgte om, og smilede ”ja… her er virkelig smukt hva?” sagde han med et roligt smil.

Han vende lidt rundt, og betragtede naturen. Dog lige meget hvad han gjorde, så faldt hans blik hele tiden hen på Reign. Det var som om hele episoden fra bogbutikken, spillede på repetér i hans hoved. Han sagde dog ikke noget det ville være for underligt.
”Hvordan har du det?” spurgte han i stedet, og tiltede hovedet lidt til siden med det kønne og milde smil han havde

"Meget," gav Reign ham ret og skævede rundt på de store træer, der omringede dem. Blikket fandt først tilbage til Lori, da han stillede et spørgsmål, "fint, tak. Dejlig nem dag på arbejdet, så jeg har masser af energi til at jage. Hvad med dig?" spurgte han med det samme og kørte pandehåret, der var faldet ned i øjnene på ham, lidt tilbage.

Han begyndte lige så stille at gå gennem skoven, "hvad har du med dig i tasken?" Han nikkede mod rygsækken, der hang over Loris skuldre, og så frem for sig igen, som han trådte over en stamme, der var hevet op med roden.
Efter en stressende periode var det rart bare at tilbringe tid med en sød og fattet fyr. Jagt fungerede desuden afstressende for ham. At lede efter sin bytte... snige sig frem mod det, og når det mindst forventede det; bang! Slå til. Det var efterhånden en, måske to, uger, siden han selv havde skaffet mad på bordet og ikke bare købt det eller plukket grøntsager fra den lille have, der befandt sig inde bag hans hytte. Maden smagte altid lige det bedre, når man havde arbejdet hårdt for den.

Lori smilede over det Reign forklarede. Det var nu meget rart at vide at han ikke følte sig for træt og udkørt til den her tur. Han selv havde kun været på arbejde nogle få timer. Og det havde kun været for at klare nogle små ting for Morty.
Han fulgte med Reign da han begynde at gå. Han tænkte at han hellere måtte følge med. Han gik og nød naturen omkring dem. Han havde jo altid været mest til natur og ikke storbyen, så det her var lige ham. Trods hans tydlige By gang, så formådet han dog at tage nogle ikke så larmende skidt gennem skovbunden.
Lori vende hovedet og så på Reign da han spurgte hvad der var i tasken. Han så lidt væk igen ”bare.. nogle små ting, skifte tøj til hvis det skulle blive nødvendigt, lidt vand… og så din gave” sagde han og vippede nogle gane til side der havde gruet sig vej ud på det der mest mindede om en lille sti som de gik på. Han vende hovedet og så på Reign ”men den må du vente med at få til senere” sagde han bare med et roligt smil.

Lori måtte ærligt indrømme, at selvom han var spændt på den her tur, så var det nok det at være sammen med Reign, og se ham igen var det der trak mest. Han så sig lidt om, da han først nu opfattede at Reign var alene ”du har ikke Django med i dag?” sagde han lidt lavere, da han opfattede at de var kommet længere ind i skoven, og han ville jo ikke skræmme dyrende væk. Det ville være en dårlig jagt teknik.

Lori lagde mærke til noget oppe i et træ, og stoppede op. Han så op mod træet, og fik øje på en lille rød fætter der var i fuld gang med at fylde sin hule op med nødder til vinteren. Et bræt smil bredte sig på Loris læber. Det var lidt ynkeligt at en ung mand som ham fandt dette lille egern sødt. Men det gjorde han altså. Dog var det også fordi det bragte minder frem! Minder om hans barndom hos adaptivforældrene. Han huskede at der var et stort træ ude i baghaven, og der bogede altid mindst et egern i det træ. Hans adaptivfar havde altid sagt at det træ var helligt, og at da de selv flyttede ind, havde de ville fælde det, da det skyggede for stort set alt i haven. Men da de var begyndt at save gene af, fandt de en lille egern familie, en mor med 3 små unger.. og så nænnede de ikke at fælde træet, der kun blev større for hvert år, men til gengæld blev egen familien det også.

Lori bad sig lidt i læben. Det var aldrig sjovt at tænke på sin fortid, og han prøvede at lave vær! For selv de lykkeligste minder blev dernæst knust af tanken om hvad han måske selv havde gjort ved dem! Tanken om at det var ham der var skyld i deres død plagede ham hver gang.

Reign flyttede hurtigt blikket til siden på Lori, da ordet 'gave' blev nævnt. En gave... til ham? Han så spørgende og nysgerrig ud men rynkede så på næsen af det næste, Lori sagde, "årh, det er strengt. Så skal jeg gå og være spændt indtil da."
Han var ikke tålmodig nok til at vente på sådan nogle ting. Var god til at lade som men indeni var han som et lille barn, der stadig elskede gaver.

"Nah. Jeg tænkte, han ville skræmme flere dyr væk, end han ville fange," grinede Reign lidt og så frem for sig igen. Han stoppede op lidt efter Lori og fulgte hans blik op på egernet. Kiggede kort på, hvordan det gnavede i en af de mange nødder, den havde fået samlet, men smilede så i stedet let mod Lori, der så ud til at være gået helt i stå.
Han kendte det godt. Stoppede også nogen gange for bare at nyde naturen. En gang havde han siddet og overværet en flok dådyr bade i over en time. Dyr var magiske på sin helt egen måde.

Men der var ikke tid til at stå der en time. Reign havde med vilje spist en lille frokost for at have plads til det festmåltid, de senere hen skulle lave, så hans mave var allerede begyndt at knurre.
"Hvad tænker du på?" spurgte han derfor for at få Loris opmærksomhed væk fra egernet, inden han gik rundt i en halvcirkel og først stoppede bag ham. Han placerede sine hænder på Loris skuldre og begyndte at massere dem, idet han fortsatte, "har du en ting for egern?"

Lori grinte bare en smule af Reign der bestemt ikke virkede til at være glad for at skulle vente på sin gave. Det morrede Lori en smule, men der var nu også en anden grund til det. Den ende bare med at blive beskidt. Og det ville de begge blive kede af!
Han kunne ikke lade vær med at smile da Reign sagde at Django nok ville kramme flere dyr end han ville fange. Det havde reign nok ret i! Django var sød, men magen til klodset og tumpet hund skulle man altså lede længe efter!

Lori stod nok meget i sine egene tanker lige nu. Og han glemte faktisk lidt hvad de havde gang i. Minderne gled langsomt ind over ham. Og han blev fyldt med meget blandede følelser. Alle disse dejlige, og kærlige minder, der hurtigt blev indtaget af en tyk og mørke tåge der kvalte alt det lykkelige i dem, for så at omdanne dem til Marit i hans sind.
Det var nok også denne fjerne tilstedeværelse, der var skyld i at han blev helt overrasket da Reign talte til ham.
Han så på ham da han blev spurgt hvad han tænke på. ”uhm…” han kunne ikke få mere frem! Hvad skulle han sige? Han kunne jo ikke fortælle Reign om hans adaptivfamilie! Han kunne ikke fortælle hvad han havde gjort!

Han lagde mærke til at Reign gik om bag ham, og han mærkede de stærke hænder der begynde at massere hans skuldre. Hans øjne gled lidt i, og han nød det. Dog hørte han hvad Reign spurgte om. Han knude dannede sig i hans mave. Han bed sig i læben, hvad skulle han sige.
Hans hoved sank en smule ”bare et dumt minde…” mumlede han, og vred sig fri fra Reigns hænder og begynde at gå igen i en mere tung gang. Han havde mest af alt lyst til at blive stående der, og mærke Reigns hænder mod sine skuldre. Men han havde brug for at de kom videre! Tænkte på noget andet.

Han hoppede over en stor stamme der lå på jorden, Han ramte den anden side med et bump, og så tilbage mod Reign ”skal du med?” spurgte han så, mens han rettede lidt på stropperne på hans taske. Den var faktisk ret tung, men han sagde ikke noget om det. Ellers ville Reign bare vide hvad der var i tasken.
Lori begynde at gå lidt igen. Han vende sig om så han gik baglæns, og så på Reign ”hvad er det egentlig vi gerne vil skyde?” spurgte han så med et mildt smil. Han havde vagt at prøve på at glemme de dumme minder! Dem ville han ikke tænke på nu. Han ville langt hellere skabe nogle nye.. sammen med Reign. Han var træt af altid at leve i fortiden.

Reign åbnede munden på klem for at spørge mere ind til dette minde, da Lori virkede påvirket af det og måske ville snakke om det. Derfor overraskede det ham også, da han vred sig ud af hans massage og bare gik.
Reign så lidt efter ham, derefter ned på sine hænder, og lod dem så falde ned langs siden igen, småsåret over Loris reaktion på hans forsøgende venlighed. Måske var han igen for tæt på. For nærtagende.

Hans tanker blev afbrudt, da der blev kaldt efter ham, og han nikkede hurtigt, "jo... ja," hvorefter han fulgte med, henover stammen og så videre.
Han holdte sine arme tæt ind til sig selv for ikke at blive fristet til at røre mere end højest nødvendigt. Reign brød sig ikke om, Lori var sur eller bare irriteret på ham, men han kunne godt forstå det i dette tilfælde. Det var ikke sjovt konstant at have en person tæt på sig, man ikke var interesseret i.

"Hm, det ved jeg ikke. Et hængebugsvin måske," Reign spejdede lidt rundt i skoven i sin søgen efter dyr, "vi kunne også lave frøsuppe. Det smager godt."
Han stoppede op, da et højt skrat lød over dem. En mørk krage sad alene og rensede sine fjer oppe i en af de mange trætoppe. Sådan et smagte nok ikke godt, men fordi han ville se, hvad Lori kunne, rakte han ham alligevel sin bue og en enkelt pil, "lad mig se hvad du kan." Han trådte et skridt væk fra ham for at give plads.

Lori hadet lidt sig selv for at lave en sådan scene! Det var jo ikke meningen. Men Reign kom bare lidt for tæt på! Ikke fysisk! Slet ikke… det var kun rart! Men det var det inden i han kom for tæt på. Tæt på den sandhed Lori for alt i verden ville holde hemmelig, gemme! Grave ned aller dybest nede i hans sind. Egentlig havde han mest lyst til at sige undskyld. Men Reign ville nok bare begynde at spørge ind til hvorfor han havde reageret som han gjorde.

Lori Nikkede da Reign snakkede om hvad de skulle skyde. Han så på ham og skar lidt en grimasse da han hørte hvad Regin forslog - Frøsuppe?.. ”Mener du det?... smager det virkelig godt?” spurgte han og den lidt for rige storby dreng kom frem i ham der. Han var vant til meget anderledes kød. Ikke frøer.

Da Reign stoppede op, vende Lori sig og så på ham. Han kom med et spørgende udtryk da Reign rakte bugen og pilen til ham. Han så ret overrasket ud ”men… jeg aner slet ikke hvordan man gør” erkende han. Han kom dog over til Reign, og tog imod buen og pile, og så op på kraven. ”vil du virkelig have mig til at skyde den der?” spurgte han lidt forundret.
Han så ned på buen og pilen, og fumlede ærlig talt med at få pilen sat på. Han havde aldrig prøvet det før! han havde altid levet blandt de rigere mennesker, ud over på børnehjemme, og der var det ikke lige frem den slag man lærte.
Og havde han været på jagt med sin Adoptivfar, havde han skudt med gevær.

Han fik dog endelig sat pilen på, og trak så buen. ”sådan her?” spurgte han, og stod helt forkert med sin albue hvis han overhoved skulle remme noget. Heldigvis havde han ret mange arm kræfter, så han kunne sagtens holde buen

"Overraskende godt," forsøgte Reign at overbevise ham om, selvom han godt var klar over, at frøsuppe ikke lød som det lækreste. Men pillet ordentligt, kogt og blandet med lidt forskellige ingredienser og en svampeblanding, så var det overhovedet ikke en dårlig ret.

Han trykkede læberne lidt sammen i et smil for ikke at komme til at fnise af Loris armposition. Han mindede lidt om ham selv, da han var barn og forsøgte at lære det.
"Øjeblik, lad mig," sagde han så og kunne alligevel ikke holde et lille grin tilbage. "Du skal stå lidt med siden til," begyndte han og placerede sine hænder på Loris skuldre for at dreje ham. "Og så dine arme..." han løftede fyrens albue op, til den lå vandret med pilen, sådan som han selv havde lært det. Til sidst fjernede han forsigtigt hænderne for ikke at komme til at skubbe til Lori og ødelægge hans nu perfekte bueposition.
"Godt... sigt så op på kragen. Og slip," afsluttede han og trådte igen et skridt tilbage med en afventende mine. Det var spændende at følge en anden person prøve noget nyt og måske forbedre sig. Han havde aldrig været "lærer" for nogen før. Altid eleven.

Lori skulede lidt til Reign da han grinte af ham, men dog med et smil. Han anede jo ikke hvordan man gjorde sådan noget her ”du skal ikke få mig til at grine! Så ender jeg bare med at slippe” sagde han og prøvede selv på ikke at grine. Han stoppede dog sit grin, da han pludselig mærkede Reigns hænder på hans krop. Han bed sig en smule i læben, og måtte koncentrere sig for at golde buen stam, og ikke slippe pilen.

Da Regin havde vist ham hvordan han skulle stå, sigtede Lori op mod kraven. Han havde svært ved at holde den stille mens han trak vejret. Han tog en dyb indånding, og fandt sigte, og pustede så langsomt ud. Han fandt det perfekte sigte, og slap pilen. Den susene lyd varede kun få sekunder før pilen gennemborede kraven der sad intet vidende om hvad der havde ramt den. Den kom med et højt skrab, og faldt derefter ned fra grenen, og ramte jorden.
Lori stod lidt, og så på den døde krave. Han fattede ikke helt at han havde ramt den.
Han mærkede adrenalin suset der brusede ind over ham.
Han stod stille et øjeblik, mærkede den kildende fornemmelse ned gennem rygsøjlen. Det var jo ikke fordi han nu var fan af at dræbe, men mere det der med at han kunne! Det med at have gjort det selv.
Han vende hovedet mod Reign med et stort og begejstret smil. ”jeg ramte!” udbrød han, og gav Reign buen. Han skynde sig hen til kraven, og så på de. Han så lidt skæbtisk tilbage på Reign ”kan man spise sådan en?” brummede han lidt. Han var slet ikke sikker på at han havde lyst.

Lori trak pilen ud, og stak den i vejret som en eller anden sejerherre ”HA HA!! Jeg er den vildeste jager!.. hvad skal vi skyde nu? En bjørn?... eller en drage?” kom det lidt overlegent for ham, en selvfølgelig med en latter i stemmen. Han så på Reign ”hvor har du egentlig lært at skyde med sådan en der?” spurgte han så.

Et bredt smil formede sig henover Reigns læber, da Lori ramte fuglen, og han gik lidt hen mod ham, "det gjorde du!" sagde han og nød at se fyren så lalleglad - lidt ligesom et barn. Han fulte stille med ham, hen mod kragen, og rystede på hovedet, "nah. Eller... man kan sikkert godt, men jeg tror ikke, den smager godt."
Krager blev mest af alt se på som skadedyr. Ligesom rotter - flyvende rotter. Men om de ligefrem havde sygdomme, der gjorde, at man ikke kunne spise dem, vidste Reign ikke. Uanset hvad var der slet ikke nok kød på sådan en fugl til at blive mæt.

Han hævede et øjenbryn af Loris udbrud men grinede bare og snuppede pilen ud af hånden på ham, "rolig, tiger. Du skal nok få lov til at skyde noget mere."
Han fik sat pilen tilbage i koggeret sammen med de andre pile og trak let på skuldrene, "nå, en af mine venners far lærte mig det, da jeg var barn. Men nu må du ikke tro, jeg er professionel. Faktisk kan jeg godt være lidt af en skævskyder."
Reign så ned på kragen igen. Overvejede om Lori mon ville have den med sig som trofæ, men... nah. Den ville blive klam og lugtende til sidst.
Han trak i stedet lidt i hans ærme og begyndte selv gå gå videre, "kom. Lad os jage noget, der rent faktisk er spiseligt."

Det var virkelig mærkeligt, men det var pludselig som om Lori kunne slappe meget mere af i nærheden af Reign nu. Sidst havde det ikke været ret meget andet end en rutiebane tur af forskellige følelser. Men i dag var noget andet, det syntes han da selv i hvert fald.

Han bed sig lidt i læben med et grin da Reign sagde han skulle tag det roligt, og tog pilen. Okay Lori var måske lige lovlig stolt over at have skudt en krage, men det var det første han nogle sinde havde skudt!.
Han lyttede til hvad Reign fortalte og smilede over det. Det måtte være rart at havde haft sådan en barndom.

Da Reign tog fat i Loris ærme og bad ham komme med, begynde han roligt at gå. Han prøvede på at være stille, selvom det vsr lidt svært. Der var så mange ting han gerne vilæe spørge Reign om. om hans barndom, om hans familiee (hvis han havde en)
men der var også andre ting. om sidste gang! om det kys.. og om hvad det her egentlig var! Han vidste ikke hvad han skulle forvente.. eller ikke forvente!

Han gik lidt i sin egen verden da han fornemmede noget. hørte det. Om det var hans dæmon sanser der fornemmede er ikke til st vide, i så fald ville Lori stadig ikke vide noget om det. Men han stoppede op, og så sig rundt.
Han greb stille ud efter Reign, og fangede hans ærme. Han skynde sig ar sætte en finger oo for munden for at sinaæere at Reign skulle være stille.
Da han havde fået Reigns oomærksomhed, pegede han hen mod en hjert der stod og spiste græs.

Reign var lettet over massagen fra før virkede til at være glemt. Det var ikke, fordi han oprigtigt forsøgte på at irritere Lori eller overskride hans grænser, det var bare noget, han helt impulsivt gjorde - og helt uden selv at vide det, før det var for sent.
Men nu virkede Lori glad og tilfreds, og det var det vigtigste. Selv nød han også turen. At jage var super hyggeligt men at jage med andre... det var simpelthen livet. Hvis han var bedre til det, havde han ikke noget imod at blive professionel jæger. Det var i hvert fald hundrede gange bedre end bager.

Reign opdagede ikke, Lori var stoppet, og stoppede derfor først selv, da der blev hevet i hans ærme. "Hm?" han vendte sig hastigt om mod den mørkhårede fyr, rynkede øjenbrynene og fulgte hans finger hen på hjorten. Et lille smil dannede sig på hans læber, som han trak en pil frem og næsten lydløst hviskede, "håber du kan lide hjort."
Han tog sigte og fyrede kort efter pilen afsted mod dyret. Desværre ramte den kun i lænden på den, så efter et hvin løb den afsted, stadig med pilen boret ind i sig.
"Kom," sagder Reign hurtigt og løb efter den. På et tidspunkt ville den stoppe med at løbe på grund af smerten fra pilen.

Lori så lidt på Reign da han stillede sig klar, og trak buen. Han kunne ikke helt lade vær med at betragte ham! Da Han slap pilen afsted, så Lori hurtigt mod Hjorten. Den ramte ikke helt hvor den skulle, så dyret begynde at løbe. Lori var ikke længe om at sætte i løb, da Reign løb afsted.
De løb efter dyret, og egentlig også ret langt. Han vidste jo at sådan nogle dyr kynne løbe langt trods smerten, det var et indstingt, som andre også havde! Mennesker havde det også, alle dyre arter! Det var noget der var indgruet i en. At kroppen pumpede så meget adrenalin ud i kroppen, og sende fare signaler ud i kroppen, så man fokuserede mere på at stikke af, ind at det gjorde ondt!

man havde sågar hørt om folk der var blevet skudt dt sted hvor de faktisk ikke burde kunne løbe videre, men som var løbet langt! Helldigvis var Lori i god form, og han kunne holde længd. For denne hjert stoppede inke lige med det samme. Dog efter et godt stykke ind i skoven, stoppede dyret. Lori stoppede selv op, og betragtede dyret. Nu skulle Reign bare remme dan rent.

//sorry for længten

Reign stoppede forpustet op et stykke fra hjorten, der tydeligvis var ved at være godt træt. "Nu er du min," mumlede han ud, stadig med blikket på dyret, og trak en ny pil frem. Nåede dog kun lige at placere den på buen, inden hjorten løb videre ind gennem en åben indgang i et mindre bjerg tæt på. Reign sænkede sit våben og sukkede ud, inden han traskede hen til indgangen. Med hånden hvilende på det kolde granit, kiggede han ind i mørket, "det ligner en slags hule," sagde han tænksomt.
Måske befandt der sig en udgang på den anden side af bjerget, eller måske endte den et sted længere inde - det kunne være perfekt, for så ville hjorten ikke kunne komme ud andet, end hvis den løb forbi Reign og Lori.

Han trykkede læberne lidt sammen og smilede så drilsk til Lori, "jeg håber ikke, du er bange for mørke," inden han fik puttet pilen tilbage i koggeret og gik ind. Det var kun en smule mørkt i hulen - solen var så skarp og stærk den dag, at den holdte det lyst - men jo længere de kom ind, jo mørkere blev der.
"Er du med, Lori?" spurgte Reign og så sig lidt tilbage. Han kunne næsten ikke se Lori mere på grund af mørket og valgte at gribe fat i hans håndled, "jeg ved ikke... burde vi gå tilbage? Jeg tror kun, det bliver mørkere herfra," foreslog han, selvom han ærgrede sig over at skulle give slip på hjorten efter at have spildt en god pil på den.

Lori så hvordan Hjorten forsvandt ind i en grotte. Han flugte med Reign hen mod hulen. Han hørte hvad Reign sagde, og bed sig lidt i læben. Faktisk havde han det ikke super godt med mørke, men det ville han nu ikke fortælle Reign. Det ville bare gøre ham endnu mere ynkelig.
Han fulgte med Raign ind u hulen, og så sig om, det blev langsomt mørkere og mørkere. Og Lori fik sværere og sværere ved at kunne se noget. Han havde en hånd mod grottens væg, og prøvede på at følge den.

Han hørte Reign spørge om han var med ”ja jeg er med” sagde han roligt, men mærkede derefter Reigns hånd om sit håndled, det var vidst meget godt at her var så mørkt! Ellers ville man kunne se ham rødme.
Han hørte hvad Reign spurte om. Han rystede på hovedet trods Reign alligevel nok ikke kunne se det. ”Nej!... Vi er så tæt på nu, desuden har du skamskudt dyret! Vi kan ikke lade den humpe rundt sådan” sagde han så med en lidt beslutsom stemme.
De kunne ikke give op nu bare fordi her var lidt mørkt! De havde jo fået ramt dyret, og nu skulle de bare have skudt den helt..

Lori fortsatte med at gå, og ganske rigtigt. Der blev kun mørkere og mørkere, og man kunne stort set ikke se en hånd frem for sig. Dette resulterede da også i at det var svært at se hvor man gik. Lori gik fortsat og prøvede på at lytte til om an kunne høre dyret. Dog skete der noget helt andet. Han ramlede ind i en temmelig skab sten, der rev hul på hans ankel. Han vrikkede halt om, og nåede lige at tage fra inden han faldt. Han kom med en høj øm lyd der gav ekko i hele grotten ”aarh…. Av for satan” brokkede han sig og tog sig til benet. Han kunne mærke noget vådt og vidste med det samme at han havde revet hul. Dog vidste Reign det jo ikke. Derfor valgte Lori også at lade vær med at fortælle hvad der var sket. ”undskyld.. jeg stødte bare på noget” sagde han rolit. Og rejste sig.

Han begynde at humpe videre, for det gjorde virkelig ondt

"Du har nok ret," sagde Reign med et enkelt nik og fortsatte langsomt ind i hulen, dybere og dybere. Han havde ikke noget imod at dræbe og spise dyr, men at skade dem og lade dem dø langsomt og smertefuldt havde han ikke lyst til. Det var alligevel lige lidt fro barbarisk.
Af ren chok slap Reign Loris håndled, da han gled, og vendte sig om mod ham, selvom han ikke kunne se andet end mørke. "Er du okay?" spurgte han hurtigt og overvejede nu endnu mere seriøst at vende om. Da Lori nævnte, at han var okay, valgte han dog alligevel at fortsætte.

Han havde hele tiden armen placeret strukket foran sig for ikke at ende med at gå ind i noget, mens hans fødder tog opmærksomme skridt frem for ikke at snuble.
Først da pels ramte hans hånd, stoppede han brat op og følte lidt på det, forundret over den pludselige ændring fra granit til pels. "Jeg kan mærke... pels," sagde han forvirret og førte fortsat hånden rundt på det, der måtte være et dyr, indtil han nåede det, der uden tvivl var et gevir, "hjorten!" udbrød han smilende. Smilet forsvandt dog igen, da noget nyt ramte hans hånd. Det var ikke noget på den døde hjort, det var derimod det, der holdt den fast og hængende midt i det hele; tykt edderkoppespind.

Reign sank en klump, efter han hurtigt havde trukket hånden til sig. "Vi skal ud nu," sagde han så og var allerede ved at bakke. Da en hvæsen pludselig lød et godt stykke foran dem, dybere inde i grotten, greb han endnu engang fat i Loris håndled og trak ham med sig mod udgangen, løbende og nu uden at være bange for at løbe ind i noget - den edderkop, der garanteret befandt sig bag dem, skræmte ham langt mere.

Lori humpede lidt inde i hulen, hans ankel gjorde faktisk virkelig ondt. Men han sagde intet, prøvede virkelig på ikke at komme med ømme lyde når han gik. Han mærkede at Reign stoppede op, og ventede undrende på hvorfor. Han hørte ham nævne noget med pæls. Åh an håbede det var hjorten og ikke en bjørn eller sådan noget. Han sukkede dog lettet da Reign nævnte at det var hjorten! Fedt, så kunne de komme ud derfra. Selvom han undrede sig over at hjorten ikke løb da reign havde rørt ved den. Men måske var den for træt.
Dog hørte han ham sige noget med at de skulle ud nu. Lori forstod ikke helt hvad der skete, men mærkede bare grebet om hans håndled, og hvordan han blev hevet med.

Det gjorde sindsygt ondt i hans fod da han begynde at løbe på den. Men den høje og meget ubehagelige væsen bag dem, fik ham til at glemme alt om smerten, og bare løbe. Det værste var at de intet kunne se! De kunne ikke se om de løb ind i noget, og de kunne ikke se om edderkoppen, som han var ret sikker på det var, var efter dem. Og i så fald hvor tæt på den var. Dog begynde man at kunne se lys igen.

Lori var nu glad for at Reign havde fat i ham mens han løb, for ellers var han ikke sikker på han kunne følge med, med den ankel. Da de kom til åbningen, og de begge var kommet ud, fadt Lori lidt sammen på sin ene knæ, og tog sig til anklen. Hans bukser var gået i stykker, og blodet løb ned af hans ben. Han tog sig til det, og blev også først nu klar over hvor slemt det egentlig var.
En høj væsen kom atter fra hulen, og Lori kom op og stå. Han tog fat i Raign og begynde at løbe igen ”hvordan…. Har.. de der edderkommer.. det med dagslys” spurgte han forpustet mens han stadig løb trods foden..

Reign stoppede kun op og vendte sig, fordi Lori pludselig fik smidt sig ned på knæene. Han undrede sig først men lagde hurtigt mærke til blodet, der bevægede sig ned af hans ben og dryppede ned på jorden under ham. "Lori, du..." begyndte han forpustet men stoppede sig selv, da han regnede med, fyren godt var klar over, at han blødte. Hvorfor havde han ikke sagt noget, da han kom til skade?

Reign skulle til at sætte sig på hug foran ham for at tjekke til såret men droppede det, da endnu et hvæs lød fra hulens åbning. Han så hen mod den men løb så med med ordene, "ikke... godt tror jeg." Da han kiggede tilbage og ikke kunne se edderkoppen eller høre dens hvæsen, stoppede han op. Det var ikke smart, Lori løb med sin skade. Han hev ham med hen til et træ og tvang ham ned at sidde, op af stammen, "her, lad mig se på det." Efter selv at have sat sig på knæ foran Lori og forsigtigt trukket hans ben frem mod sig, fik han rykket hans sko af og kiggede på den skadede ankel.

Reign så tænksom ud, "det er vist ikke så dybt," og bevægede i al forsigtighed foden rundt for at være sikker på, han ikke missede noget. Til sidst rettede han på sig, så han sad i skrædderstilling og lod Loris fod hvile i hans skød. "Er du okay?" spurgte han med blikket hen på ham, "en anden gang skal du sige det til mig, når du skader dig på den måde. Lover du det?"

Lori måtte erkende at det gjorde fandens ondt i hans ben. Da de løb, og Regin sagde at edderkopper vidst ikke havde det for godt med sollys, lettede det en hel del. Han vidste ikke hvor længe han kunne løbe på den fod. Da Reign stoppede op, gjorde Lori det samme. Han haltede lidt hen til træet og satte sig, som Reign ville have det.
Han sad ret forpustet op af træet, og betragtede Reign. Han bed sig lidt ømt i læben da reign begynde at røre ved hans fod. Han så på det. Nej det så ikke dybt ud, og det var nok bare slaget der havde gjort ondt, og så selvfølgelig såret.

Han lavede en lille grimasse da Reign begynde at vride lidt i den. Han lænede sig tilbage mod træet, og hvilede hovedet mod det, mens han prøvede på at få vejret. Han betragtede lidt hvordan hans fod nu lå i Reigns skød, Han nikkede da Reign spurgte om han var okay ”jeg har det fint… det gjorde bare lidt ondt at løbe på det” sagde han så.
Han hørte hvad Regin derefter sagde, og kunne ikke undgå at smile over det ”jeg havde ikke tænkt mig at komme mere til skade sammen med dig” grinte han lidt, og tog sig en smule til foden ”desuden.. jeg kunne bare mærke det var ømt.. og at det blødte lidt.. men jeg kunne ikke se hvad der var sket” sagde han så.

Han sukkede lidt, og lænede sig mere frem. Han så på Reign ”nårh.. det bliver snart mørkt.. lad os hellere se at komme afsted” sagde han blot, og trak sin fod til sig. Han tog sin sko på. Han så på Reign ”lad nu vær at være mere bekymret.. jeg er en stor dreng” sagde han med et kækt smil. Han lænede sig frem, og blev faktisk også overrasket over sig selv. Han plantede en kys mod Reigns pande inden han rejste sig. Han strakte sig, og begynde så at gå. Han stoppede dog op, og så tilbage mod Reign ”vi må hellere se om vi kan finde noget andet hvis vi skal have aftens mad” sagde han med en let latter.

Lori virkede helt i gennem mere afslappet. Og det var han også. Faktisk så meget at han selv var overrasket over det.

"Du skulle stadigvæk have sagt det," svarede Reign stålfast igen og lagde hovedet lidt på skrå, inden han atter fik blikket rykket ned på foden. Den var ved at blive lidt blå, så han regnede med, den måtte have fået sig noget af et slag og, at selve skrammen ikke var det, der var slemt.
Fjernede først blikket fra foden, da Lori trak den til sig, væk fra hans skød, og Reign, der ellers nød en smule at kunne passe på ham, så kort lidt betuttet ud.
"Men..." forsøgte han lavt men lukkede munden i igen, da Loris læber kort lå placeret på hans pande. Han var ikke sikker på, hvorfor han valgte at gøre det - om det mon var som en form for tak for at være bekymret - men valgte bare at lade den varme følelse fylde hans krop og smilede, "nå, det ved jeg nu ikke. Du er lavere end mig."

Han stoppede den der, rejste sig og gik med Lori. Nikkede en enkelt gang af hans konstatering, "jep. Jeg er hundesulten." Reign tog sig beklagende til maven, mens han fortsatte med at kigge rundt efter nogle dyr.
Der gik da heller ikke længe, inden en lille gruppe vildsvin stod i skovbugten med snuderne rodende rundt i jorden, ubekymrede og afslappede. Et let mål som Reign også med en enkelt pil fik skovlen under. Et skud mod dyrets hoved, og den faldt død om - resten af vildsvinene flygtede.

Reign trådte hen til den, hev sin pil ud af panden på den og løftede den op over skuldrene med fat i alle fire ben; to i hver hånd. "Nå, hvad siger du så? Har du lyst til at fortælle mig, hvor stor og stærk en jæger, jeg er?" han sendte Lori et stort, stolt, drenget smil.

Lori smilede bare over Reign der bestemt insisterede på at Lori skulle have sagt noget. Sådan var Lori bare ikke! Han gik altid med sådan noget for sig selv. Og han vidste godt at mange syntes det var en dårlig plan. Men han brød sig ikke om at belemre andre med sine problemer. Bestemt ikke.
”haha ja – men jeg har stadig den med størst muskler!” drillede han ham.
Lori var ikke helt selv klar over hvorfor han havde kysset Reign på panden.. måske var det hans måde at takke på, fordi han var bekymret? Eller måske var det i virkeligheden en undskyldning for at få lov til at komme tæt på ham. Han kunne ikke helt forklare det, men…. Han kunne slet ikke holde blikket fra ham.
Da han var kommet op og stå, kunne han stadig godt mærke at han havde ondt. Men han sagde ikke noget. Han humpede lidt på det, men ikke så meget som han egentlig nok burde for at skåne den.

De havde ikke gået længe før Lori opdagede at Reign stoppede op. Han gjorde det sammen, og så mod samme retning som Reign. Vildsvin? Det var bestemt ikke et dårligt bytte. Han håbede bare at de fik den her! Han var sulten, og hans fod gjorde ondt. Han ville ikke sige noget, og hvis de skulle gå rundt her ude i flere timer, så gjorde han det gerne. Bare han ikke skulle belemre Reign med det her.

Der kom et bredt smil fra ham da Reign ramte, og dyret faldt til jorden med et bump. Da Reign gik over og samlede sin pil, og derefter dyret op, grinte Lori lidt over det Reign spurgte om ”haha jo! Du er så stærk og sej!” grinte han lidt.
”kom nu Tarzan! vi skal nå tilbage inden det bliver mørkt” sagde han med et kækt smil, og begynde at halte lidt der ud af.
”kan du bære den selv? Eller skal du have hjælp?” spurgte han så. Han ville selvfølgelig hjælpe hvis Reign havde rig for det.

Reign lavede en grimasse og spændte samtidig musklerne, der dog var umulige at se under den forholdsvist løse jakke.
"Kan selv," sagde han standhaftigt og rettede sig en smule op, mens han gik, for, at vildsvinet virkede lettere på hans skuldre, end det egentlig var, "desuden er du skadet, så du skal slet ikke fylde dit søde, lille hoved med den slags idéer," han smilede lidt ned til Lori.

Det nåede at blive mørkt, inden de nåede til hans hytte i Firewood Village. Hytten var lille, sort og havde kun få vinduer. Reign trådte indenfor og fik skubbet skoene af, inden han fortsatte ind og smed dyret på køkkendisken. Hytten bestod kun af to rum - badeværelset og alrummet, der var indrettet til både at være køkken, stue og soveværelse.
"Pyha," fik han forpustet ud og rodede sig lidt i håret, inden han vendte blikket mod Lori, "jeg skal lige hente Django. Har fået ham passet af en ven, mens jeg var ude. Kan du finde ud af at flå dyr?"
Det var ikke, fordi han undervurderede Lori overhovedet - faktisk var han sikker på, han kunne mere, end man lige forventede - men en sådan fyr, der fik serveret mad af sin bofælle, kunne godt tænkes ikke at have prøvet at flå et dyr før. Og så igen; han havde overrasket før.

Lori grinte bare lidt af Reign. Han rystede lidt på hovedet, og rullede med øjnene da han sagde at Lori var skadet, og ikke skulle bekymre sig om det. ”Så slemt er det altså heller ikke” sagde han bare med et smil – det var løgn! Det gjorde vanvittig ondt! Lori var bare virkelig god til at skjule det. Han fugte med Reign. Han betragtede hvordan mørket sænkede sig over skoven. Og hvordan nattens lyde overtog fra dagens. Lyden af fugle sang og rådyr der kalde i natten, blev erstattet af ugler der tudet, flagermus der skreg og baftede rundt.

Da de endelig kom til hytten, åbnede Lori døren for Reign da han jo bare rundt på dyret. Han så sig om da de var kommet ind. Et smil bredte sig på hans læber. Her var virkelig hyggeligt. Det var sjovt! Reign havde været helt vild med Loris værelse, og Lori var mindst lige så vild med Reigns hytte.
Han vende blikket mod Reign da han sagde at han skulle over og hente Django. Han så lidt overrasket ud da Reign spurgte om Lori kunne pelse et dyr ”uhm… jeg har set Fru Claer gøre det” sagde han så.

Han så på ham ”jeg kan da prøve” sagde han så med en let latter. Og så ud på dyret. Han gik over til køkkenet, og fandt en kniv frem. Han så på ham ”hent du bare Django.. jeg klare mig” drillede han lidt. Da han var sikker på at Reign stadig spekulerede meget på Loris fod.