Log ind
Periode | Renæssancen
Årstal | 1168
Årstid | Efterår
Måned | Oktober
Seneste emner
Statistik
Der er i alt 192 tilmeldte brugereDen sidst registrerede bruger er Victoria
Vores brugere har i alt skrevet 164958 indlæg i 8752 emner
What a surprise~Damien
Side 1 af 1
What a surprise~Damien
Tid: Lige blevet aften
Sted: Doomsville
Vejr: Regn blandet med lidt vind
Omgivelser: Gader, Bygninger, Lejligheder, Gyder, nogle enkle mennesker og væsner
Påklædning: Knælang hvid blondet kjole, et par sorte stiletter på fødderne
Sted: Doomsville
Vejr: Regn blandet med lidt vind
Omgivelser: Gader, Bygninger, Lejligheder, Gyder, nogle enkle mennesker og væsner
Påklædning: Knælang hvid blondet kjole, et par sorte stiletter på fødderne
Det var blevet aften i Doomsville, det var tydeligt at se på mængden af mennesker der var, sådan her og der. Dog var der nu heller ikke kun mennesker men også nogle få væsner, men de var sikkert i gang med et eller andet, som de nogle gange altid var. Aftenen var så smuk, kold, og kun få meget få skridt fra at være uhyggelig, men det var så også pågrund af det eneste lys der var i byen, var lys fra gadelamper, lejligheder, huse. Der var bare ikke så meget lys, men det ville også se helt forkert ud, hvis der var for meget lys om aftenen, det var som om mørket og dets skønhed bare passede perfekt ind i det hele, og ja bare passede til byens generelle skønhed. Selvom det var blevet aften, var der alligevel mennesker både i gyder, kroge, og hvor de nu ellers holdt til, derudover var der også væsner sådan her og der, hvor de nu havde lyst til at være. Regnen skyllede ned over byen, og vinden kunne både høres på vinduer, jorden, tage det så ud til at folk ikke havde så meget imod vejret, det så næsten ud til de godt kunne lide det. Dog var der nogle enkle der så ud til at fryse lidt, og i midten af en menneske mængde stod der en elegant, yderst smuk og tiltrækkende kvinde. Blonde hår, hvid knælang kjole, og et par sorte stiletter, hun skilte sig lidt ud fra andre, det var tydeligt at se. Hun lignede ikke de andre, hun kunne nærmest ligne en helt gudinde i forhold til alle de andre kvinder der måtte være her. Dog gjorde det hende ikke noget, hun vidste godt hun så godt ud, og at hun havde et tiltrækkende udseende, men til tider havde det også sine fordele. Men det kunne også have sine ulemper. Cimberlie hed hun, og havde stået og kiggede op på himlen, for at nyde regnen der bare skyllede ned over hende, hver dråbe føltes forfriskende, bare som de landede på den kolde hud, og hun elskede virkelig kulden, og dens bevægelser. Nu var kulde heller ikke noget der generede hende, tværtimod så var hun glad for den, og når man var det hun var, så var det mest varme og solskin der var dræbende næsten, og kedeligt. Mørket, kulden, vinden det hele var bare dejligt, og forfriskende. Cimberlie stod og følte sig helt afslappet, ignorerede de få blikke fra diverse folk omkring hende, og hun var slet ikke interesseret i at snakke med nogle af dem, hun ville bare stå der og skillle sig ud, bare stå der og nyde regnen og dråberne der ramte hendes hud. Armene hang tæt ved hendes krop, og hun havde et afslappet ansigtsudtryk på, samt et blidt blik i øjnene.
Der var sikkert nogle der ville undre sig over, hvorfor hun ville stå og glo op på en himmel, og bare elskede regnen, men det måtte de om, hun kunne godt lide at gøre ting, andre ikke gjorde. Ja Cimberlie elskede at være anderledes end alle andre, og desuden var det efterhånden også begyndt at blive tid til at få sig en bid mad, eller nærmere sagt en tår blod eller to. Det var så lang tid siden at hun faktisk havde fået blod sidst, hun kiggede så rundt på menneskene omkring sig, og gik så lidt væk fra mængden, for at se om hun ikke kunne finde en person der måske var helt alene. Fordi på den måde, kunne hun hurtigt få sig en tår blod, og det lød mere og mere som en god idé for hende. Et lusket smil bredte sig på hendes bløde kolde læber, og hun gik lidt rundt for at se om hun kunne opfange en person der måtte være alene. Lyden af hendes stiletter kunne sagtens høres i regnen, og det blev kun tydeligere af at gå på jorden hun gik på. Efter at have gået lidt rundt mellem kroge, og hjørner, ja selv nogle brede bygninger, fik hendes syn og opmærksomhed øje på noget. En mand stod alene ved et hjørne til en gyde, og han så ud til at være faret vild, eller sådan noget. De mange tanker hun efterhånden havde fået, fik hende til at smile endnu mere lusket, og manden så heller ikke så gammel ud, så det var helt perfekt. Cimberlie satte kursen mod ham, og rettede lidt på kjolen, bare for at måske tiltække ham en smule, men hvis det ikke hjalp havde hun andre metoder at bruge. Hun nærmede sig ham, og kiggede på ham da hun pludselig var nået hen foran ham. Han så først ud til ikke at ane hvad hun ville ham, hun stod lidt og lavede et kort elevator blik, hvorefter hun kiggede ham dybt i øjnene. Ja så fik hun ham til at tie stille ved hjælp af det, og så var hun også sikker på han ikke sagde noget, eller råbte på hjælp, for hun gad slet ikke blive fanget, eller set. Nu stod de lidt diskret og gemt væk fra alle de andre, så det ville være træls at blive opdaget, og nu hvor hun endelig skulle til at få sig noget blod igen. Cimberlie smilte bredt til manden, før hun slikkede på hans hals nogle gange, og der gik bestemt ikke lang tid før de skarpe tænder borede sig ned i halsen på manden. Enlig anede manden slet ikke, hvad dr skete ligenu og her, men det var Cimberlie ligeglad med, hun havde haft så stor en trang til blod i lang tid, og hun gad ikke vente længere. Hun fik lappet det meste af mandens blod i sig, og hun gav slet ikke slip endnu, men kunne se hvordan blodet løb i vandpytterne på jorden, det så lidt sjovt ud hvordan den røde farve blandede sig med den gennemsigtige farve. Mon der var nogle der ville få øje på det, eller måske var i nærheden af dem, eller måske var der mon nogen der var på udkig efter hende. Ja måske var der nogle jægere i omrids, eller omkring dem, der var så småt begyndt at komme en masse tanker frem, men Cimberlie nød smagen af blod så meget, at hun blev ved at suge det til sig, og efterhånden mærkede hun også manden begyndte at få tomme blikke i hans øjne. Hun plejede at kunne give slip på et bytte, men med ham manden her, var det så svært, hans blod var bare alt for godt, alt for varmt til at hun ville give slip. Men på samme tid blev hun ved, ville det ende med at han døde.
Så det hun enlig bare gjorde, var at stå og drikke lidt mere blod, indtil hun måske ville få den gode selvkontrol frem igen, som hun havde, men så godt blod havde hun heller ikke fået i lang tid, men hvad ville der også ske hvis manden døde. Det tænkte hun slet ikke på ligenu, der var så meget andet i hendes hoved, og tanker. Øjnene glødede i den røde farve, og hun havde øjnene på hans hals mens blodet lød ned i hendes hals.
Der var sikkert nogle der ville undre sig over, hvorfor hun ville stå og glo op på en himmel, og bare elskede regnen, men det måtte de om, hun kunne godt lide at gøre ting, andre ikke gjorde. Ja Cimberlie elskede at være anderledes end alle andre, og desuden var det efterhånden også begyndt at blive tid til at få sig en bid mad, eller nærmere sagt en tår blod eller to. Det var så lang tid siden at hun faktisk havde fået blod sidst, hun kiggede så rundt på menneskene omkring sig, og gik så lidt væk fra mængden, for at se om hun ikke kunne finde en person der måske var helt alene. Fordi på den måde, kunne hun hurtigt få sig en tår blod, og det lød mere og mere som en god idé for hende. Et lusket smil bredte sig på hendes bløde kolde læber, og hun gik lidt rundt for at se om hun kunne opfange en person der måtte være alene. Lyden af hendes stiletter kunne sagtens høres i regnen, og det blev kun tydeligere af at gå på jorden hun gik på. Efter at have gået lidt rundt mellem kroge, og hjørner, ja selv nogle brede bygninger, fik hendes syn og opmærksomhed øje på noget. En mand stod alene ved et hjørne til en gyde, og han så ud til at være faret vild, eller sådan noget. De mange tanker hun efterhånden havde fået, fik hende til at smile endnu mere lusket, og manden så heller ikke så gammel ud, så det var helt perfekt. Cimberlie satte kursen mod ham, og rettede lidt på kjolen, bare for at måske tiltække ham en smule, men hvis det ikke hjalp havde hun andre metoder at bruge. Hun nærmede sig ham, og kiggede på ham da hun pludselig var nået hen foran ham. Han så først ud til ikke at ane hvad hun ville ham, hun stod lidt og lavede et kort elevator blik, hvorefter hun kiggede ham dybt i øjnene. Ja så fik hun ham til at tie stille ved hjælp af det, og så var hun også sikker på han ikke sagde noget, eller råbte på hjælp, for hun gad slet ikke blive fanget, eller set. Nu stod de lidt diskret og gemt væk fra alle de andre, så det ville være træls at blive opdaget, og nu hvor hun endelig skulle til at få sig noget blod igen. Cimberlie smilte bredt til manden, før hun slikkede på hans hals nogle gange, og der gik bestemt ikke lang tid før de skarpe tænder borede sig ned i halsen på manden. Enlig anede manden slet ikke, hvad dr skete ligenu og her, men det var Cimberlie ligeglad med, hun havde haft så stor en trang til blod i lang tid, og hun gad ikke vente længere. Hun fik lappet det meste af mandens blod i sig, og hun gav slet ikke slip endnu, men kunne se hvordan blodet løb i vandpytterne på jorden, det så lidt sjovt ud hvordan den røde farve blandede sig med den gennemsigtige farve. Mon der var nogle der ville få øje på det, eller måske var i nærheden af dem, eller måske var der mon nogen der var på udkig efter hende. Ja måske var der nogle jægere i omrids, eller omkring dem, der var så småt begyndt at komme en masse tanker frem, men Cimberlie nød smagen af blod så meget, at hun blev ved at suge det til sig, og efterhånden mærkede hun også manden begyndte at få tomme blikke i hans øjne. Hun plejede at kunne give slip på et bytte, men med ham manden her, var det så svært, hans blod var bare alt for godt, alt for varmt til at hun ville give slip. Men på samme tid blev hun ved, ville det ende med at han døde.
Så det hun enlig bare gjorde, var at stå og drikke lidt mere blod, indtil hun måske ville få den gode selvkontrol frem igen, som hun havde, men så godt blod havde hun heller ikke fået i lang tid, men hvad ville der også ske hvis manden døde. Det tænkte hun slet ikke på ligenu, der var så meget andet i hendes hoved, og tanker. Øjnene glødede i den røde farve, og hun havde øjnene på hans hals mens blodet lød ned i hendes hals.
_________________
Cimberlie- Antal indlæg : 233
Reputation : 7
Bosted : Doomsville i en elegant stor lejlighed
Evner/magibøger : Poison Bite
Sv: What a surprise~Damien
Påklædning (Ham til højre)
Doomsville. Hans barndomsby. Så mange minder, flere dårlige end gode, men alligevel bragte dens ånd og dufte ham til et bedre sted i hans hoved. Han gik med raske skridt, med en person knapt så langt fra ham. Men det var sådan at denne person var under hans kontrol, hvilket man kunne se i de uregelmæssige ryk i benene. Denne var stærkere end de fleste han plejede at styre. Viljen havde været svær at brække, men alle dødelige havde et bristepunkt – Det kendte Damien alt for godt.
Som han gik, fløj hans tanker rund til siderne. Hvad skulle han lave? Hvad var hans spændende plan for denne aften? Torturere hans offer? Nej, det gjorde han også i går. Hvis han blev ved med at pine offeret, ville den sjove effekt i det forsvinde, ruset ville blive en norm, det ville ikke være sjovt. Han kiggede sig kort om, men mere i en lynhurtig manér for at skanne omgivelserne. Men han så ikke nogle andre mennesker. Så de var helt alene, ham og hans undersåt. Et kort smil vendte sig på hans læber før han blot lod undersåtten gå frem alene. Han lagde hovedet på skrå da undersåtten stoppede brat op. ”Why are you stopping? Go on. Come on, go.” kommanderede han i en hård tone.
Undersåtten fortsatte frem i et zombietempo, før Damien bad ham om at blive stående. Så lagde han hovedet let på skrå og gik ind i gyden for at tjekke noget. Undersåtten stod blot og stirrede tomt ud i luften, afventende på næste kommando. Men Damien bad ham ikke om noget lige nu. Damien bukkede sig ved en bunke skrald og samlede noget der mindede om et armbånd op – Noget der tydeligvis var lavet med små hænder. Han overvejede kort om hvem dens ejer kunne være. Men han valgte blot at tage det i lommen, trods alt var det et sødt armbånd. ”Some nice little girl probably made this for her father. And now they’re probably dead. How tragically poetic. Yet so interesting. What will I leave behind?” mumlede han roligt til sig selv mens han stadig sad på huk.
Da han rejste sig mærkede han en underlig ubalance i kontrollen. Han faldt ind mod væggen og greb sig til hovedet, det gjorde næsten helt ondt. Han kæmpede sig op på fødderne igen og åndede tungt ud. ”What the fuck.” mumlede han forvirret til sig selv inden han begyndte at slentre afsted mod hvor han havde efterladt sin undersåt. Synet der herpå mødte ham fik ham blot til at lægge hovedet på skrå. Det gav alligevel en anelse mening. Den energi der lå i undersåttens hjerne mens hans hjerne desperat forsøgte at genvinde den kontrol den ikke kunne få på grund af Damiens blod. Manden havde trods alt ikke kunne kæmpe imod, ikke så længe Damien bare havde bedt ham stå.
”Hmm..... Interesting... Truly interesting.” sagde han lavmælt til sig selv mens han øjne spejdede rundt på blodsugeren og hans undersåt, med sådan en nysgerrighed. Hans fascination var det eneste der stoppede ham fra at være vred over tabet på sin undersåt. Han trådte lidt tættere på og holdt sit hoved på skrå, observerende. Så smilte han i et stort veltilfreds smil og rystede på hovedet. ”That's amazing. How does it feel? Living off other species?” spurgte han så, højt nok til at vampyren ville høre det. Han havde ingen intentioner om at lægge skjul på hans nysgerrighed. Det var sådan et underligt koncept, at skulle leve på premisser af at ernære sig på sine medvæsener.
Hvis vampyren kiggede på ham, ville han kigge tilbage, men ikke i øjnene. Aldrig i øjnene, altid under eller ved siden af. Han mente at øjne var sjælens vinduer og hvis han kiggede folk i øjnene ville han vise dem et stykke af sin sjæl, og hvor meget han end havde lyst til det, var nu ikke det tidspunkt. Han kløede sin nakke kort og kiggede så på undersåtten før et smil kom over hans læber. ”It’s okay. You’re finally free~!” udbrød han i næsten en glad tone, men også med en undertone af sarkasme, for undersåtten var jo trods alt ved at dø. Det var vel befriende for undersåtten at dø. Damien havde trods alt ikke haft nogen intentioner om at lade ham gå foreløbigt. Hans smil forsvandt så brat da han også indså den negative side af hele situationen. ”You just cost me my companion. That’s not nice. Not nice at all... Do you know how much blood I feed them daily? My own blood? Not nice.” Sagde han mens hans blik flakkede arrigt rundt. Så kiggede han på vampyren igen, ikke i øjnene.
”You’re lucky that you haven’t sucked him dry. You haven’t right? Because If you have, I might be able to break you. I could make you my new companion! Would you like that? I haven’t had any complaints... But that’s because the mindless dont talk... They just comply. Doent sound nice does it?” spurgte han mens han gned sine hænder sammen. Han var ikke sikker på om han virkelig havde lyst til at afprøve sin evne på vampyren, hvis hun ikke havde nok af hans blod i sig ville evnen alligevel ikke virke i lang tid nok. Og hvis kontrollen ville blive brudt, ville han nok ende op med at blive hendes føde. Det var ikke det værd. "I never got to know his name either.... I'll call him Bobby. Goodbye Bobby.." sagde han så idet "Bobby" faldt til jorden, døende hvis ikke allerede død.
Som han gik, fløj hans tanker rund til siderne. Hvad skulle han lave? Hvad var hans spændende plan for denne aften? Torturere hans offer? Nej, det gjorde han også i går. Hvis han blev ved med at pine offeret, ville den sjove effekt i det forsvinde, ruset ville blive en norm, det ville ikke være sjovt. Han kiggede sig kort om, men mere i en lynhurtig manér for at skanne omgivelserne. Men han så ikke nogle andre mennesker. Så de var helt alene, ham og hans undersåt. Et kort smil vendte sig på hans læber før han blot lod undersåtten gå frem alene. Han lagde hovedet på skrå da undersåtten stoppede brat op. ”Why are you stopping? Go on. Come on, go.” kommanderede han i en hård tone.
Undersåtten fortsatte frem i et zombietempo, før Damien bad ham om at blive stående. Så lagde han hovedet let på skrå og gik ind i gyden for at tjekke noget. Undersåtten stod blot og stirrede tomt ud i luften, afventende på næste kommando. Men Damien bad ham ikke om noget lige nu. Damien bukkede sig ved en bunke skrald og samlede noget der mindede om et armbånd op – Noget der tydeligvis var lavet med små hænder. Han overvejede kort om hvem dens ejer kunne være. Men han valgte blot at tage det i lommen, trods alt var det et sødt armbånd. ”Some nice little girl probably made this for her father. And now they’re probably dead. How tragically poetic. Yet so interesting. What will I leave behind?” mumlede han roligt til sig selv mens han stadig sad på huk.
Da han rejste sig mærkede han en underlig ubalance i kontrollen. Han faldt ind mod væggen og greb sig til hovedet, det gjorde næsten helt ondt. Han kæmpede sig op på fødderne igen og åndede tungt ud. ”What the fuck.” mumlede han forvirret til sig selv inden han begyndte at slentre afsted mod hvor han havde efterladt sin undersåt. Synet der herpå mødte ham fik ham blot til at lægge hovedet på skrå. Det gav alligevel en anelse mening. Den energi der lå i undersåttens hjerne mens hans hjerne desperat forsøgte at genvinde den kontrol den ikke kunne få på grund af Damiens blod. Manden havde trods alt ikke kunne kæmpe imod, ikke så længe Damien bare havde bedt ham stå.
”Hmm..... Interesting... Truly interesting.” sagde han lavmælt til sig selv mens han øjne spejdede rundt på blodsugeren og hans undersåt, med sådan en nysgerrighed. Hans fascination var det eneste der stoppede ham fra at være vred over tabet på sin undersåt. Han trådte lidt tættere på og holdt sit hoved på skrå, observerende. Så smilte han i et stort veltilfreds smil og rystede på hovedet. ”That's amazing. How does it feel? Living off other species?” spurgte han så, højt nok til at vampyren ville høre det. Han havde ingen intentioner om at lægge skjul på hans nysgerrighed. Det var sådan et underligt koncept, at skulle leve på premisser af at ernære sig på sine medvæsener.
Hvis vampyren kiggede på ham, ville han kigge tilbage, men ikke i øjnene. Aldrig i øjnene, altid under eller ved siden af. Han mente at øjne var sjælens vinduer og hvis han kiggede folk i øjnene ville han vise dem et stykke af sin sjæl, og hvor meget han end havde lyst til det, var nu ikke det tidspunkt. Han kløede sin nakke kort og kiggede så på undersåtten før et smil kom over hans læber. ”It’s okay. You’re finally free~!” udbrød han i næsten en glad tone, men også med en undertone af sarkasme, for undersåtten var jo trods alt ved at dø. Det var vel befriende for undersåtten at dø. Damien havde trods alt ikke haft nogen intentioner om at lade ham gå foreløbigt. Hans smil forsvandt så brat da han også indså den negative side af hele situationen. ”You just cost me my companion. That’s not nice. Not nice at all... Do you know how much blood I feed them daily? My own blood? Not nice.” Sagde han mens hans blik flakkede arrigt rundt. Så kiggede han på vampyren igen, ikke i øjnene.
”You’re lucky that you haven’t sucked him dry. You haven’t right? Because If you have, I might be able to break you. I could make you my new companion! Would you like that? I haven’t had any complaints... But that’s because the mindless dont talk... They just comply. Doent sound nice does it?” spurgte han mens han gned sine hænder sammen. Han var ikke sikker på om han virkelig havde lyst til at afprøve sin evne på vampyren, hvis hun ikke havde nok af hans blod i sig ville evnen alligevel ikke virke i lang tid nok. Og hvis kontrollen ville blive brudt, ville han nok ende op med at blive hendes føde. Det var ikke det værd. "I never got to know his name either.... I'll call him Bobby. Goodbye Bobby.." sagde han så idet "Bobby" faldt til jorden, døende hvis ikke allerede død.
Gæst- Gæst
Sv: What a surprise~Damien
Lyden af en stemme der ikke ligefrem lød bekendt, fik hele få-blod-i-sig-gøre-sig-selv-mæt situationen til at gå i stå, og hele hendes opmærksomhed var rettet i retningen af stemmen, en person stod og kiggede på manden i hendes fangst, eller rettere så det ud til at han undveg hendes blik, men det gjorde hende ikke så meget, hun trak tænderne ud ad halsen på manden, og slikkede sig rundt om munden, meget forfriskende, yderst lækkert af et måltid af være. Især når det var så lang tid siden, at hun havde fået sig noget ordentligt blod, manden var dog også tæt på at vakle om, han kunne næsten ikke stå på benene mere, og hun betragtede den nyankomne person lidt med et undrende dog nysgerrigt blik, for gad vide hvad han ville med den mand hun havde drukket af, måske var der en slags relation mellem dem, eller måske var han bare i nærheden og fandt det interessant at se hende suge blod fra en hjælpeløs mand. Da han så begyndte at snakke til hende, gav det hende et kækt smil på de bløde læber, ja det var noget hun ikke hørte så tit, nogle der faktisk var nærmest interesseret i at høre, om hvordan det var at drikke blod fra en, og bare hvordan det hele var. Det havde Cimberlie aldrig hørt før, så det gav da en lille glad følelse indeni hende, at nogen næsten var fascineret af det hun gjorde, for det var tit andre var bange, eller løb skrigende væk. Det havde ikke faldt så mange ind det hun gjorde for at nærmest overleve, hvis man kunne sige det sådan. Hendes blik faldt hen på manden der langsomt sank lidt ned i knæene, og hun stod blot med en hånd ovenpå hans venstre skulder ” It felt refreshing and extremely delicious”svarede hun kort til hans spørgsmål, hvorefter at hun holdte blikket lidt rundt omkring, bare for at se om der mon var flere personer der var i nærheden, hun ville virkelig ikke fanges for at have næsten tømt denne stakkels mand for blod.” I sense a little that you may know this man, or have some kind of connection to him”og I same tag som alle orderne kom ud af hendes mund, kiggede hun på ham, enlig med øjnene rettet på hans ansigt, for at få det printet ind I hendes hoved. Hun kendte ham ikke, havde aldrig set ham før, og der var så mange spørgsmål der efterhånden var kommet frem i hendes hoved, hvad lavede han her, og hvorfor var han netop lige heromkring hvor hun var, og hvorfor havde han ikke løbet skrigende væk af at se hende suge blod fra en hjælpeløs mand. Cimberlie forstod slet ikke nogle af de mange spørgsmål, men hun havde tænkt sig at finde ud af dem, især når der var et bedre øjeblik til det. Manden sad på jorden direkte i en af de vandpytter med hans eget blod i, det så virkelig sjovt ud som de to farver blandede sig med hinanden, blodet og den gennemsigtige farve. Han så nu heller ikke så tilpas ud, det var vel forstående, han lignede mest af alt et kæmpe stort spørgsmålstegn, der virkelig ikke havde anet hvad der skete. Han var tæt på at dø, men det var nu også Cimberlie s skyld, fordi det havde været svært for hende at give slip på ham, mest på grund af hans lækkert blod.
Så satte hun sig lidt på huk ved manden, løftede hans hage op så han kiggede på hende, og hun sendte manden et bredt smil, og nød regnen der skyllede ned over manden, fik hans blod fra hullerne på halsen til at løbe ned af hans krop, og ned i vandpytterne under dem. Cimberlie sad bare der på huk, og løftede en hånd frem mod manden, hun lagde hånden ovenpå hullerne på hans hals, og studerede det lidt” Wow I really went for it this time” sagde hun lavt, og tænkte slet ikke på at besvare personen, i hendes øjeblik, var hun næsten helt overrasket over at hun havde suget så meget til sig, men på den anden side hvad kunne hun gøre, sådan var det vel at være vampyr. Hun kunne se manden begyndte at blive svagere og svagere, og hun kiggede sig over skulderen på ham, mens hun tog hånden til sig, tog begge hænder og placerede dem på hver af mandens skulder” I am very sorry for your loss, but he was extremely delicious, I certainly enjoyed the blood from him, and his life was probably running out anyway, so his loss is perhaps not so bad”sagde hun blot, helt uden at smile til ham, og hun kiggede fortsat på ham, efter at mærke en hånd fra manden, en hånd der pludselig lå på hendes højre skulder, tænk at manden stadigvæk havde kræfter i sig, det havde hun slet ikke regnet med. Og hun sad blot på huk, og pludselig kunne mærke hvordan mandens hånd pludselig tog hårdere fat i hendes skulder, hun kiggede hen mod manden i takt med hans klem på hendes skulder” How can you have so much power you are almost dead, I flushed you almost out of blood” sagde hun helt overrasket, og fjernede hans hånd hurtigt væk fra hendes skulder, og kunne se at manden kiggede på hende, og hen på personen der enlig stod og kiggede på hende og manden. Det her var alt for mærkeligt for hende, aldrig havde hun oplevet sådan noget før. Så rejste hun sig op, og gik lidt væk fra manden, hun trådte nærmere på denne nyankomne person” I have not drunk himself out of the blood, he has much strength in relation to that he is close to death”sagde hun bare med et seriøst blik i øjnene, og hun stilte sig med armene hvilende over kors, og regnen skyllede langsomt blodet fra vandpytterne ned i kloakkerne, så det forsvandt. Cimberlie var begyndt at få et legende smil på læben, og hun gik hen personen stod lidt fra ham, og lænte sig lidt ind mod ham, lige nok til at kunne hviske i hans øre” Have you ever tried the feeling of a few sharp teeth dig into your throat, how it must be felt, and how it felt when lips meet your throat”stemmen var næsten kold, og det kunne næsten lyde som om hun var klar på at drikke mere blod, hun pustede så ind i hans øre et koldt pust, hvorefter hun trak sig lidt tilbage, og vendte ryggen til ham for at gå tilbage mod manden.
Hun stoppede op ved ham og tænkte nøje over, om hun skulle hjælpe ham op eller hvad hun skulle gøre. Så kiggede hun over skulderen hen på personen igen” We have to do something about him, we can not just let him sit here in the cold and wait for his life runs out”sagde hun med en tænkende mine på ansigtet. Det kunne godt være at hun bare skulle lade ham dø, men på en måde kunne hun ikke tillade det, måske fordi han var en undersåt for denne person der var her med dem, eller måske var det fordi tanken om han måske havde familie, eller noget var begyndt at komme frem i hendes hoved. Men som vampyr tænkte hun sjældent over det, for når først hendes tørst var kommet frem var det svært at fokusere på noget andet, end at få noget blod. Cimberlie havde troet han faktisk var død, men det var så underligt at han ikke var det, måske havde manden bare en styrke der ikke var til at slå ihjel, men det ville bestemt ikke stoppe hende i at dræbe ham, hvis det var det der skulle til.” Who are you, and what are you doing here”spurgte hun undrende, det var hvist på tide at få lidt informationer frem omkring denne person her.
Så satte hun sig lidt på huk ved manden, løftede hans hage op så han kiggede på hende, og hun sendte manden et bredt smil, og nød regnen der skyllede ned over manden, fik hans blod fra hullerne på halsen til at løbe ned af hans krop, og ned i vandpytterne under dem. Cimberlie sad bare der på huk, og løftede en hånd frem mod manden, hun lagde hånden ovenpå hullerne på hans hals, og studerede det lidt” Wow I really went for it this time” sagde hun lavt, og tænkte slet ikke på at besvare personen, i hendes øjeblik, var hun næsten helt overrasket over at hun havde suget så meget til sig, men på den anden side hvad kunne hun gøre, sådan var det vel at være vampyr. Hun kunne se manden begyndte at blive svagere og svagere, og hun kiggede sig over skulderen på ham, mens hun tog hånden til sig, tog begge hænder og placerede dem på hver af mandens skulder” I am very sorry for your loss, but he was extremely delicious, I certainly enjoyed the blood from him, and his life was probably running out anyway, so his loss is perhaps not so bad”sagde hun blot, helt uden at smile til ham, og hun kiggede fortsat på ham, efter at mærke en hånd fra manden, en hånd der pludselig lå på hendes højre skulder, tænk at manden stadigvæk havde kræfter i sig, det havde hun slet ikke regnet med. Og hun sad blot på huk, og pludselig kunne mærke hvordan mandens hånd pludselig tog hårdere fat i hendes skulder, hun kiggede hen mod manden i takt med hans klem på hendes skulder” How can you have so much power you are almost dead, I flushed you almost out of blood” sagde hun helt overrasket, og fjernede hans hånd hurtigt væk fra hendes skulder, og kunne se at manden kiggede på hende, og hen på personen der enlig stod og kiggede på hende og manden. Det her var alt for mærkeligt for hende, aldrig havde hun oplevet sådan noget før. Så rejste hun sig op, og gik lidt væk fra manden, hun trådte nærmere på denne nyankomne person” I have not drunk himself out of the blood, he has much strength in relation to that he is close to death”sagde hun bare med et seriøst blik i øjnene, og hun stilte sig med armene hvilende over kors, og regnen skyllede langsomt blodet fra vandpytterne ned i kloakkerne, så det forsvandt. Cimberlie var begyndt at få et legende smil på læben, og hun gik hen personen stod lidt fra ham, og lænte sig lidt ind mod ham, lige nok til at kunne hviske i hans øre” Have you ever tried the feeling of a few sharp teeth dig into your throat, how it must be felt, and how it felt when lips meet your throat”stemmen var næsten kold, og det kunne næsten lyde som om hun var klar på at drikke mere blod, hun pustede så ind i hans øre et koldt pust, hvorefter hun trak sig lidt tilbage, og vendte ryggen til ham for at gå tilbage mod manden.
Hun stoppede op ved ham og tænkte nøje over, om hun skulle hjælpe ham op eller hvad hun skulle gøre. Så kiggede hun over skulderen hen på personen igen” We have to do something about him, we can not just let him sit here in the cold and wait for his life runs out”sagde hun med en tænkende mine på ansigtet. Det kunne godt være at hun bare skulle lade ham dø, men på en måde kunne hun ikke tillade det, måske fordi han var en undersåt for denne person der var her med dem, eller måske var det fordi tanken om han måske havde familie, eller noget var begyndt at komme frem i hendes hoved. Men som vampyr tænkte hun sjældent over det, for når først hendes tørst var kommet frem var det svært at fokusere på noget andet, end at få noget blod. Cimberlie havde troet han faktisk var død, men det var så underligt at han ikke var det, måske havde manden bare en styrke der ikke var til at slå ihjel, men det ville bestemt ikke stoppe hende i at dræbe ham, hvis det var det der skulle til.” Who are you, and what are you doing here”spurgte hun undrende, det var hvist på tide at få lidt informationer frem omkring denne person her.
_________________
Cimberlie- Antal indlæg : 233
Reputation : 7
Bosted : Doomsville i en elegant stor lejlighed
Evner/magibøger : Poison Bite
Sv: What a surprise~Damien
Damien lyttede spændt til hendes svar med nærmest et lille smil på hans læber – og han smilede ellers aldrig. Det var skam også et kortvarigt smil da hans opmærksomhed hurtigt skiftede til ”Bobby”. Han kunne ikke forstå at han var ved at miste kontrollen. Var det fordi at hjernens desperate forsøg på at få kroppen til at overleve var for stærkt? Det var helt klart noget Damien ville undersøge nærmere. Måske var det også at Bobby havde været anderledes end de andre, den tid det havde taget at knække ham. Noter blev lagret i hans hjerne som han observerede sin undersåt kæmpe med kontrollen.
”Connection... yes.. Know him? Not at all. He is exactly who I want him to be, for as long as I want him to be it. Mind you he can still think or remember. That makes all this much better, worth the effort... If he were to survive..” Svarede han en anelse tomt. Han åndede tungt ud, en ulydig undersåt var det værste han vidste. Han tog dog tiden til at lytte til hendes undskyldning omkring tabet på Bobby. Det fik ham til at ryste let på hovedet i en afvisende manér. ”You’ll have to fetch me a new person. It’s only fair. I owned him. You killed him. You fetch me a new person. Or you'll be that new person,” sagde han mens han let mærkede på sin hals. Fingrene følte de ar der nu lå og dækkede hans hud, de synlige beviser på den tortur han havde gennemgået. ”Ripped me apart... Sewn back together only to be ripped apart, over, and over for days on end. Never stopping, never healing.. Wounds in my mind and on my skin, reminding me of the very nature of those who do not have humanity..” mumlede han utvetydeligt til sig selv mens hans blik vandrede op i himlen ved tanken om de gamle minder. "But I neither have that in me. Humanity that is. Does that make me less of a human? Am I a monster too?" spurgte han sig selv. Det var ret normalt for ham at have disse øjeblikke hvor han talte ud i ingenting til sig selv. Det gjorde ordene mere ægte, det stressede hans hoved mere.
Damiens øjne begyndte at blinke i en kraftig manér og hans hoved lavede små ryk som han kæmpede med at holde kontrollen over undersåtten Bobby. Men Bobby var stærk, han kunne ligefrem få sig selv, i sine sidste kræfter, gribe om kvindens skulder. Det irriterede Damien grænseløst – Kontrol var hans svaghed når han mistede den. Han lukkede så sine øjne i og gravede dybere ned i mindet, mærkede hvordan det fik hans hjerne til at stresse sig selv, den naturlige stress fra traumatiske oplevelser. Det gav ny energi til hans evne, og det varede ikke længe før Bobby igen ville være i sit normale zombiestadie. Døende eller ej, så havde Damien altid midler til at overgå det, om han så skulle splitte sit eget hoved ad med alle de traumatiske oplevelser han havde gennemlevet.
Som hun trådte tættere på ham, tæt nok til at han mærkede hendes unaturlige kulde mod hans egen varme, drejede han pludselig blikket mod hende i takt med at han genåbnede sine øjne – Dog var han helt anderledes nu. Han så hende denne gang i øjnene, skiftevis mellem det ene og det andet øje, før et stort veltilfredst smil kom over hans læber. ”If you only knew, vampire. If you only knew. Who knows. Try it for yourself. You’ll be mine and mindless before I’d die.” Sagde han i en lettere dyster tone. Han var trådt ind i det stadie af sin personlighed hvor han var utilregnelig. Hans øjne havde en underlig gejst der ikke kunne forklares. Han kiggede så på Bobby og lyttede til vampyrens ord.
”Not to worry. No one in these parts care for the petty and weak. It seems that you are not quite accustomed to these parts of the city, are you?” spurgte han inden han trådte hen. Han kom tættere på og så ned på Bobby som lå før hans fødder. Han kneb sine øjne sammen og pludselig begyndte Bobby at løfte sin ellers svage hånd, mens et rædselsfuldt blik var over hans ansigt. Damien smilte så stort som han stirrede Bobby ind i øjnene. Bobbys hånd greb fat i sit eget hår, hvor et overrasket blik var over hans læber, kort før hånden rykkede hårdt nedad, i sådan en kraft at han knækkede sin egen nakke. Damien vendte sig så roligt og rystede på hovedet.
”I almost lost him. You almost made me lose him... For a second I thought that I had lost all control…” sagde han som han begyndte at grine i en manisk latter. Det var utroligt, at han næsten kunne have mistet kontrollen. Det gjorde ham mere interesseret i denne vampyr-kvinde. Han vendte blikket tilbage mod hende og så på hende, denne gang i øjnene igen. ”Do you think it was the dying moment? That last resort that the brain sought out to gain control? I think so at least. Very interesting..” sagde han før hans blik kort vendte sig ned mod Bobby. Han havde ingen planer om at prøve at flytte liget. Det kunne være fuldstændig ligegyldigt i dette distrikt. Han ville nok ende op i at blive en eller anden bloddæmons mad alligevel. Han viftede let med hånden:” Either way you owe me a new companion. You get to choose who I shall keep..” sagde han i et legende toneleje.
”Connection... yes.. Know him? Not at all. He is exactly who I want him to be, for as long as I want him to be it. Mind you he can still think or remember. That makes all this much better, worth the effort... If he were to survive..” Svarede han en anelse tomt. Han åndede tungt ud, en ulydig undersåt var det værste han vidste. Han tog dog tiden til at lytte til hendes undskyldning omkring tabet på Bobby. Det fik ham til at ryste let på hovedet i en afvisende manér. ”You’ll have to fetch me a new person. It’s only fair. I owned him. You killed him. You fetch me a new person. Or you'll be that new person,” sagde han mens han let mærkede på sin hals. Fingrene følte de ar der nu lå og dækkede hans hud, de synlige beviser på den tortur han havde gennemgået. ”Ripped me apart... Sewn back together only to be ripped apart, over, and over for days on end. Never stopping, never healing.. Wounds in my mind and on my skin, reminding me of the very nature of those who do not have humanity..” mumlede han utvetydeligt til sig selv mens hans blik vandrede op i himlen ved tanken om de gamle minder. "But I neither have that in me. Humanity that is. Does that make me less of a human? Am I a monster too?" spurgte han sig selv. Det var ret normalt for ham at have disse øjeblikke hvor han talte ud i ingenting til sig selv. Det gjorde ordene mere ægte, det stressede hans hoved mere.
Damiens øjne begyndte at blinke i en kraftig manér og hans hoved lavede små ryk som han kæmpede med at holde kontrollen over undersåtten Bobby. Men Bobby var stærk, han kunne ligefrem få sig selv, i sine sidste kræfter, gribe om kvindens skulder. Det irriterede Damien grænseløst – Kontrol var hans svaghed når han mistede den. Han lukkede så sine øjne i og gravede dybere ned i mindet, mærkede hvordan det fik hans hjerne til at stresse sig selv, den naturlige stress fra traumatiske oplevelser. Det gav ny energi til hans evne, og det varede ikke længe før Bobby igen ville være i sit normale zombiestadie. Døende eller ej, så havde Damien altid midler til at overgå det, om han så skulle splitte sit eget hoved ad med alle de traumatiske oplevelser han havde gennemlevet.
Som hun trådte tættere på ham, tæt nok til at han mærkede hendes unaturlige kulde mod hans egen varme, drejede han pludselig blikket mod hende i takt med at han genåbnede sine øjne – Dog var han helt anderledes nu. Han så hende denne gang i øjnene, skiftevis mellem det ene og det andet øje, før et stort veltilfredst smil kom over hans læber. ”If you only knew, vampire. If you only knew. Who knows. Try it for yourself. You’ll be mine and mindless before I’d die.” Sagde han i en lettere dyster tone. Han var trådt ind i det stadie af sin personlighed hvor han var utilregnelig. Hans øjne havde en underlig gejst der ikke kunne forklares. Han kiggede så på Bobby og lyttede til vampyrens ord.
”Not to worry. No one in these parts care for the petty and weak. It seems that you are not quite accustomed to these parts of the city, are you?” spurgte han inden han trådte hen. Han kom tættere på og så ned på Bobby som lå før hans fødder. Han kneb sine øjne sammen og pludselig begyndte Bobby at løfte sin ellers svage hånd, mens et rædselsfuldt blik var over hans ansigt. Damien smilte så stort som han stirrede Bobby ind i øjnene. Bobbys hånd greb fat i sit eget hår, hvor et overrasket blik var over hans læber, kort før hånden rykkede hårdt nedad, i sådan en kraft at han knækkede sin egen nakke. Damien vendte sig så roligt og rystede på hovedet.
”I almost lost him. You almost made me lose him... For a second I thought that I had lost all control…” sagde han som han begyndte at grine i en manisk latter. Det var utroligt, at han næsten kunne have mistet kontrollen. Det gjorde ham mere interesseret i denne vampyr-kvinde. Han vendte blikket tilbage mod hende og så på hende, denne gang i øjnene igen. ”Do you think it was the dying moment? That last resort that the brain sought out to gain control? I think so at least. Very interesting..” sagde han før hans blik kort vendte sig ned mod Bobby. Han havde ingen planer om at prøve at flytte liget. Det kunne være fuldstændig ligegyldigt i dette distrikt. Han ville nok ende op i at blive en eller anden bloddæmons mad alligevel. Han viftede let med hånden:” Either way you owe me a new companion. You get to choose who I shall keep..” sagde han i et legende toneleje.
Gæst- Gæst
Sv: What a surprise~Damien
Da denne mand som havde fået navnet Bobby, pludselig så ud til at være godt som død, besluttede hun sig for at ånde lidt lettet ud, mest fordi hun var glad for hun ikke behøvede at dræbe ham, eftersom det så ud til at denne person gjorde det, det havde nu også været lang tid siden at hun havde dræbt nogen. Hvis hun ville få den følelse igen, ville det være ret så underligt i starten, men jo mere følelsen ville blive siddende, jo mere ville hun elske det, bare tænke tilbage på de gange hun havde dræbt og nydt en masse forskellige ofre. Hun kunne godt savne følelsen af at dræbe et offer, men det var jo også sjældent hun var i det humør, det skete dog til tider, men det kom også tit an på hendes humør, og selskab. Lyden af denne persons ord fik hende til at grine muntert, ja næsten glad hvilket nok ikke gav mening, eftersom Bobby lige var død for fødderne af dem. Cimberlie tænkte ikke så meget på blodet på stiletterne, og lidt blod på benene, det var hun vant til, og hun så det blot som en gestus fra hendes bytte, som var Bobby. Hun lagde mærke til at personen hun stadigvæk havde mange spørgsmål omkring kiggede hende ind i øjnene, hun kunne betvinge ham, men eftersom det ikke var hende der dræbte stakkels Bobby, så kunne det kun have været ham. Måske skulle hun ikke prøve på noget så før hun vidste, hvad der kunne ske med hende, men på den anden side, hun kunne lugte sig frem til han var menneske, så hun havde da en lille fordel, hvis man kunne sige det. Hun lod armene hænge ned ad siden på hendes krop, og stod i en afslappet position, mens hun holdte øjenkontakt med ham, og lyttede til ham” Well I actually live here in town, but there are still some places I do not know, nooks and corners I've never come across before”sagde hun i en tænkende tone, hvorefter hendes blik sad fast på hans øjne lidt, før hun valgte at flytte blikket væk, for at kigge i retningen af en menneske mængde der så ud til at vandre rundt i regnen, og næsten så ud til at kunne lide at gå rundt i stilheden, og mørket. Cimberlie elskede det selv mørket, og dens mysterier, og hemmeligheder, ja mørket var bare en skønhed for hende. Hun smilte bredt til ham, og kiggede hen over skulderen på Bobby, ja nu levede han ikke mere, men hun kunne ikke lade vær med at være tilfreds over blodet hun fik fra ham. Godt hun havde været lidt på jagt efter noget blod, og så at det viste sig at være noget udsøgt blod, det hele var godt, men så igen der var noget der havde stoppet den gode stemning for hende, og det var denne person her.
Blikket blev rettet hen på ham igen, og hun gik lidt tættere på ham, rettede lidt på den våde blonde kjole, og lagde hovedet en smule på skrå” See it's a miracle that you did not lose him so, in fact, you killed him, because I did not”hendes stemme afslørede toner af lettelse, og en underlig begejstring. Hun var stadigvæk nysgerrig omkring ham, men på samme tid kunne Cimberlie sagtens finde sig flere mulige personer, som kunne trænge til at få tømt lidt af deres blod, men ville hun gøre det nu eller ej, det var et stort spørgsmål. Hun måtte nok vente med at gøre noget i retningen af de ting, eftersom denne person her, med de yderst næsten gådefulde øjne kiggede på hende, og hun fjernede ikke blikket fra hans øjne, lod blot hendes rødlige øjne være på ham” He lost control of you, and let himself plunge into the darkness and decay while I flushed him a little bit of his blood”sagde hun efterfulgt af et lusket smil og strøg en våd hårtot væk fra ansigtet. Så valgte hun at holde øjenkontakten lidt med ham endnu, før hun kiggede op på himlen, lukkede kort øjnene, og lod armene hænge ned ad kroppen igen” It must be sad to feel close to death, but at the same time it must be felt wonderful to feel a bite so hard that you lose control and feeling”hun smilte tilfreds, og åbnede øjnene for at kigge op på himlen regnen der bare skyllede ned, og dråberne der igen ramte hendes hud, det var dejligt. Cimberlie kunne på samme tid mærke personen i nærheden, bare duften var nok til at snuse sig frem til ham, men på samme tid var duften også en der sagtens kunne få hende til at sætte tænderne ned i hans hals. Efter at have stået og nydt regnen på sig, kiggede hun hen på ham igen, lod hendes øjne møde hans og lagde en arm over kors, mens hun gik langsomt hen mod ham, så stod hun igen lidt fra ham” What would you do if I bit you in the neck, what would you do if you could not control a person who is already dead”stemmen var lav, dog nysgerrig og venlig. Hun holdte blikket på hans øjne, der stadigvæk kunne udstråle gådefuldhed, og da Cimberlie fik øje på hans hals, og de mærker han havde lagde hun hurtigt en finger derpå, og stod pludselig tæt på hans hals, hun betragtede det nøje, men hun bed ham ikke” Who did this to you, it must have been pretty awful”spurgte hun så ud i den blå luft, helt emne skift faktisk, hun kunne slet ikke holde det spørgsmål tilbage, og bare mærkerne på hans hals, og de ar han havde, gav flere spørgsmål hun var nysgerrig efter at vide. Hun kiggede på halsen og strøg fingeren hen over mærkerne, hun blev ved i lidt tid, mens hun slet ikke havde tænkt på hvad han ville sige til det, og hvordan han ville reagere. Mens hun kiggede på halsen, og mærkerne og de ar han havde kunne hun godt forstille sig, hvor ondt det sikkert havde gjort, hvis han da havde mærket det, måske var det sket uden han mærkede det. Cimberlie s finger strøg videre hen over hans hals” I'll help you find a new one, the city is full of many exciting and mysterious people”hendes ord var bestemte og hun lod blicket falde på hans øjne “ I will not be drinking all their blood, if it is, but you dare trust a vampire is the question”hun trak sig lidt væk fra hans hals, og trak hånden til sig, så fingeren ikke rørte hans mærker o gar mere. Cimberlie stod nu ved Bobby og kiggede på ham, ja måske skulle de bare lade ham ligge her, men hvad nu hvis nogen fandt ham, de ville sikkert finde ud af hvem det var, eller prøve på det.
Blikket blev rettet hen på ham igen, og hun gik lidt tættere på ham, rettede lidt på den våde blonde kjole, og lagde hovedet en smule på skrå” See it's a miracle that you did not lose him so, in fact, you killed him, because I did not”hendes stemme afslørede toner af lettelse, og en underlig begejstring. Hun var stadigvæk nysgerrig omkring ham, men på samme tid kunne Cimberlie sagtens finde sig flere mulige personer, som kunne trænge til at få tømt lidt af deres blod, men ville hun gøre det nu eller ej, det var et stort spørgsmål. Hun måtte nok vente med at gøre noget i retningen af de ting, eftersom denne person her, med de yderst næsten gådefulde øjne kiggede på hende, og hun fjernede ikke blikket fra hans øjne, lod blot hendes rødlige øjne være på ham” He lost control of you, and let himself plunge into the darkness and decay while I flushed him a little bit of his blood”sagde hun efterfulgt af et lusket smil og strøg en våd hårtot væk fra ansigtet. Så valgte hun at holde øjenkontakten lidt med ham endnu, før hun kiggede op på himlen, lukkede kort øjnene, og lod armene hænge ned ad kroppen igen” It must be sad to feel close to death, but at the same time it must be felt wonderful to feel a bite so hard that you lose control and feeling”hun smilte tilfreds, og åbnede øjnene for at kigge op på himlen regnen der bare skyllede ned, og dråberne der igen ramte hendes hud, det var dejligt. Cimberlie kunne på samme tid mærke personen i nærheden, bare duften var nok til at snuse sig frem til ham, men på samme tid var duften også en der sagtens kunne få hende til at sætte tænderne ned i hans hals. Efter at have stået og nydt regnen på sig, kiggede hun hen på ham igen, lod hendes øjne møde hans og lagde en arm over kors, mens hun gik langsomt hen mod ham, så stod hun igen lidt fra ham” What would you do if I bit you in the neck, what would you do if you could not control a person who is already dead”stemmen var lav, dog nysgerrig og venlig. Hun holdte blikket på hans øjne, der stadigvæk kunne udstråle gådefuldhed, og da Cimberlie fik øje på hans hals, og de mærker han havde lagde hun hurtigt en finger derpå, og stod pludselig tæt på hans hals, hun betragtede det nøje, men hun bed ham ikke” Who did this to you, it must have been pretty awful”spurgte hun så ud i den blå luft, helt emne skift faktisk, hun kunne slet ikke holde det spørgsmål tilbage, og bare mærkerne på hans hals, og de ar han havde, gav flere spørgsmål hun var nysgerrig efter at vide. Hun kiggede på halsen og strøg fingeren hen over mærkerne, hun blev ved i lidt tid, mens hun slet ikke havde tænkt på hvad han ville sige til det, og hvordan han ville reagere. Mens hun kiggede på halsen, og mærkerne og de ar han havde kunne hun godt forstille sig, hvor ondt det sikkert havde gjort, hvis han da havde mærket det, måske var det sket uden han mærkede det. Cimberlie s finger strøg videre hen over hans hals” I'll help you find a new one, the city is full of many exciting and mysterious people”hendes ord var bestemte og hun lod blicket falde på hans øjne “ I will not be drinking all their blood, if it is, but you dare trust a vampire is the question”hun trak sig lidt væk fra hans hals, og trak hånden til sig, så fingeren ikke rørte hans mærker o gar mere. Cimberlie stod nu ved Bobby og kiggede på ham, ja måske skulle de bare lade ham ligge her, men hvad nu hvis nogen fandt ham, de ville sikkert finde ud af hvem det var, eller prøve på det.
_________________
Cimberlie- Antal indlæg : 233
Reputation : 7
Bosted : Doomsville i en elegant stor lejlighed
Evner/magibøger : Poison Bite
Sv: What a surprise~Damien
”Miracle? If only you could see inside my head, the amount of pain I have to put myself through to stay in control. It’s nervewrecking. Well for them. For me, it’s fun. Very fun indeed.” sagde han stille mens han betragtede døde Bobby. Han var sikker på at Bobby i sin egen kontrol aldrig havde kunne knække sin egen nakke, hjernen havde det med at stoppe kroppen fra at bruge al sin styrke. Men Damiens evne slettede den barriere, så al den styrke der var tilbage i Bobby blev brugt på at han kunne slå sig selv ihjel. Han så op på vampyren og rystede let på hovedet:” I didn’t kill him either way. He killed himself. Look, he’s even still holding his head! Silly Bobby. I would tell him to let go.... but he’s dead.” sagde han så mens han begyndte at smile en anelse sadistisk.
Til hendes spørgsmål om hans evne, lagde han hovedet lidt tilbage idet han mærkede hendes finger mod hans hals. Han lod hende bare røre de ar der var. Nogle var krogede og dybe mens andre var tydelige tandmærker, flade som skarpe var blevet brugt omhyggeligt mod hans hud. Det var dog kun overfladen af hans mange ar, de ar han ikke have noget imod at lade verdenen se. Han fnøs let efter at have tænkt over hendes spørgsmål. ”As soon as my blood enter your system, vampire woman... It will wander to your brain and gain me access to your every movement. Your mind may not become my slave, but your body will – Dead or not. It’s in my blood.” Forklarede han hende så mens han så hende i øjnene.
Han frygtede hende ikke. Han frygtede hende overhovedet ikke. Til hendes spørgsmål omkring arrenes historie, veg hans blik væk fra hendes som han atter engang oplevede en billedstrøm af de gamle minder. Det fik ham til at spænde lidt i kæben, når der ikke var nogen at kontrollere, gjorde de bare ondt, energien der kom ud af det gik til spilde, det var ikke det værd. Han åndede tungt ud og lod spørgsmålet hænge i luften, måske ville de kunne samle op på det når han havde et sted at placere energien. Istedet vendte han sig og kiggede mod menneskemængden.
”I dont care if they’re exciting or mysterious. Either way, they’ll be mine. And I can make them into whatever I want.” Konkluderede han mens han lagde en hånd mod murens væg, kneb sine øjne sammen mens han undersøgte mængden af mennesker. Mennesker var de sjoveste, de var ligesom ham. Dødelige, skrøbelige og bundet af deres følelser og kødlige legeme. Han kiggede mod vampyren og åndede let ud:” Trusting a vampire is no difficult task for me. As I’ve told you, drink my blood and you’ll be my new Bobby. And do you dare to risk that?” spurgte han i en legende tone. Det var en farlig leg de begge var igang med. Men gjorde det ikke det hele meget mere spændende?
Han havde dog hurtigt udset sig et offer. Han begyndte roligt at gå, vampyren kunne vælge at blive hos Bobby, gå med eller gå sin vej. Det betød ikke meget for Damien hvad hun valgte. De var trods alt fremmede for hinanden, hans fascination af hende var ikke højere end hans trang til at anskaffe sig en ny undersåt. Men hendes hjælp var helt klart værdsat, da hans menneskelighed ikke ligefrem gjorde ham stærk nok til at nedlægge andet end et enkelt menneske, så gruppen var lidt svær for ham at gennemtrænge. Han stoppede få meter derfra og lagde hovedet på skrå. En ung kvinde, ganske køn stod let i udkanten og så ud til at kede sig.
Men kvinder var så skrøbelige. Deres hjerner? Nemme at knække, hun var næsten for let til at han gad. Hans blik faldt ind i midten af mængden, en mand stod derinde og virkede til at være samtalens midtpunkt. "Nononono... No. Too easy, too easy to bend, she'd make a dull slave of mind. No I want someone strong, a challenge. Someone who doesn't break easily, their humanity intact. Those are my favorites." mumlede han for sig selv. Men hvis der var noget Damien hadede så var det mennesker der fandt glæde i at konversere med andre – Især hvis samtalens udgangspunkt foregik om noget helt ligegyldigt. Hvad var det sjove i at denne nat var så fuld af regn? Hvordan kunne man forme en samtale fra det udgangspunkt og have det sjovt? Hans blik gled så over på endnu en person der stod i udkanten af mængden, en mand. Et kort smil var over hans læber.
Havde vampyren fulgt ham, ville han dreje hovedet og se på hende inden han så pegede mod manden. ”Fetch me that one.” sagde han i næsten en kommanderende tone. Han kiggede mod vampyren med et indbydende legende smil. Hvis hun havde tømt Bobby helt, ville hun nok kunne mærke en svag trang til at følge Damiens ord. Men det kom an på hvor meget af Damiens blod hun havde indtaget fra Bobby, havde hun ikke indtaget nok ville hans evne ikke have en effekt på hende. Og alligevel fordi blodet ikke var indtaget direkte fra Damien, ville evnen ikke kunne overtage hende helt. Ikke at Damien havde lyst til det alligevel. Det var sjovere at se hvad hun havde tænkt sig at gøre ved den person som stak ud af mængnden. Måske bruge sin enorme vampyriske smukhed? Damien stod og overvejede det lidt mens han kiggede på vampyren.
Til hendes spørgsmål om hans evne, lagde han hovedet lidt tilbage idet han mærkede hendes finger mod hans hals. Han lod hende bare røre de ar der var. Nogle var krogede og dybe mens andre var tydelige tandmærker, flade som skarpe var blevet brugt omhyggeligt mod hans hud. Det var dog kun overfladen af hans mange ar, de ar han ikke have noget imod at lade verdenen se. Han fnøs let efter at have tænkt over hendes spørgsmål. ”As soon as my blood enter your system, vampire woman... It will wander to your brain and gain me access to your every movement. Your mind may not become my slave, but your body will – Dead or not. It’s in my blood.” Forklarede han hende så mens han så hende i øjnene.
Han frygtede hende ikke. Han frygtede hende overhovedet ikke. Til hendes spørgsmål omkring arrenes historie, veg hans blik væk fra hendes som han atter engang oplevede en billedstrøm af de gamle minder. Det fik ham til at spænde lidt i kæben, når der ikke var nogen at kontrollere, gjorde de bare ondt, energien der kom ud af det gik til spilde, det var ikke det værd. Han åndede tungt ud og lod spørgsmålet hænge i luften, måske ville de kunne samle op på det når han havde et sted at placere energien. Istedet vendte han sig og kiggede mod menneskemængden.
”I dont care if they’re exciting or mysterious. Either way, they’ll be mine. And I can make them into whatever I want.” Konkluderede han mens han lagde en hånd mod murens væg, kneb sine øjne sammen mens han undersøgte mængden af mennesker. Mennesker var de sjoveste, de var ligesom ham. Dødelige, skrøbelige og bundet af deres følelser og kødlige legeme. Han kiggede mod vampyren og åndede let ud:” Trusting a vampire is no difficult task for me. As I’ve told you, drink my blood and you’ll be my new Bobby. And do you dare to risk that?” spurgte han i en legende tone. Det var en farlig leg de begge var igang med. Men gjorde det ikke det hele meget mere spændende?
Han havde dog hurtigt udset sig et offer. Han begyndte roligt at gå, vampyren kunne vælge at blive hos Bobby, gå med eller gå sin vej. Det betød ikke meget for Damien hvad hun valgte. De var trods alt fremmede for hinanden, hans fascination af hende var ikke højere end hans trang til at anskaffe sig en ny undersåt. Men hendes hjælp var helt klart værdsat, da hans menneskelighed ikke ligefrem gjorde ham stærk nok til at nedlægge andet end et enkelt menneske, så gruppen var lidt svær for ham at gennemtrænge. Han stoppede få meter derfra og lagde hovedet på skrå. En ung kvinde, ganske køn stod let i udkanten og så ud til at kede sig.
Men kvinder var så skrøbelige. Deres hjerner? Nemme at knække, hun var næsten for let til at han gad. Hans blik faldt ind i midten af mængden, en mand stod derinde og virkede til at være samtalens midtpunkt. "Nononono... No. Too easy, too easy to bend, she'd make a dull slave of mind. No I want someone strong, a challenge. Someone who doesn't break easily, their humanity intact. Those are my favorites." mumlede han for sig selv. Men hvis der var noget Damien hadede så var det mennesker der fandt glæde i at konversere med andre – Især hvis samtalens udgangspunkt foregik om noget helt ligegyldigt. Hvad var det sjove i at denne nat var så fuld af regn? Hvordan kunne man forme en samtale fra det udgangspunkt og have det sjovt? Hans blik gled så over på endnu en person der stod i udkanten af mængden, en mand. Et kort smil var over hans læber.
Havde vampyren fulgt ham, ville han dreje hovedet og se på hende inden han så pegede mod manden. ”Fetch me that one.” sagde han i næsten en kommanderende tone. Han kiggede mod vampyren med et indbydende legende smil. Hvis hun havde tømt Bobby helt, ville hun nok kunne mærke en svag trang til at følge Damiens ord. Men det kom an på hvor meget af Damiens blod hun havde indtaget fra Bobby, havde hun ikke indtaget nok ville hans evne ikke have en effekt på hende. Og alligevel fordi blodet ikke var indtaget direkte fra Damien, ville evnen ikke kunne overtage hende helt. Ikke at Damien havde lyst til det alligevel. Det var sjovere at se hvad hun havde tænkt sig at gøre ved den person som stak ud af mængnden. Måske bruge sin enorme vampyriske smukhed? Damien stod og overvejede det lidt mens han kiggede på vampyren.
Gæst- Gæst
Sv: What a surprise~Damien
Og med det meste af afdøde Bobby s blod i sig, kunne hun godt mærke en fornemmelse af noget der ikke helt gav mening, men efter hun havde hørt lidt fra denne person der var her ved hende, og det med mindness, og enlig at kunne kontrollere, så var hun begyndt at tro at hun muligvis var under hans trang ligenu, mest fordi han havde kontrolleret Bobby, og det meste af hans blod havde Cimberlie drukket. Efterhånden var tankerne om at det mon havde været en god idé at have drukket næsten alt Bobby s blod, eftersom hun var i selskab med en person der kunne styre, eller ja kontrollere en på en måde hun slet ikke havde forstillet sig var muligt. Blikket var rettet mod mængden og den ene mand der hvist skulle være bytte, eller ja den nye som skulle være denne mystiske person hvis navn hun stadigvæk ikke kendte s nye undersåt, han manglede jo en ny som han havde nævnt, og Cimberlie var begyndt at gå hen mod mængden af folk, for at nærme sig denne nye udvalgte undersåt. Hun kunne godt mærke at ligenu havde hun slet ikke selvkontrol, eller generelt kontrol over hendes krop og tanker, det var bare som om denne mystiske person uden navnet, var i gang med at kontrollere hende, og få hende til at gøre som han ordrede. Men som Bobby blod stadigvæk var i hendes i krop, gjorde hun som han ordrede, hun gik langsomt hen foran ham, og valgte at vende ryggen til ham, hvorefter hun bare strøg noget af det våde hår væk fra ansigtet, og fik så et lusket smil på læben, og hun kiggede hen på personen ved hende, og sendte ham et smil blot så han kunne se at hun muligvis var under hans kontrol, og var med på at gøre det” Your order is my command, I'll get him for you” sagde hun blot med bestemt tone, og gik nogle skridt frem mod manden i midten af mængden, hun var ret så selvsikker på hun nok skulle få ham fanget, eller ja få ham med hen til personen med kontrollen over hende lige pt.
Det var ikke tit det skete at man kunne få kontrol over hende, mest fordi Cimberlie var vampyr, og det plejede tit at være hende som betvang andre, eller fik nogle til at gøre noget hun ville. Men bare det at denne person hun var i selskab med, var menneske og med den slags evne, gav ingen mening for hende, men det var også spændende. Hun fandt det meget interessant, og var nysgerrig omkring hans evne, men hun kunne slet ikke spørge ham ligenu eftersom der kun var en ting i hendes hoved, nemlig at få fat i denne mand lidt foran dem. Cimberlie vendte opmærksomheden mod manden, og var ligeglad med alle de andre kiggede mod hende og hendes selskab, for hun var målrettet mod manden, det var nemlig hendes mål” Enjoy the show and see how to get a man fast on the hook”stemmen var igen bestemt, og venlig. Så gik hun hen mod manden, og hælene kunne stadigvæk høres igennem vandpytterne på jorden, og det var som om regnen bare styrtede mere og mere ned, hendes blik var rettet mod manden, der havde kigget lidt rundt omkring på de andre folk, og hun nærmede sig ham, og valgte med vilje at gå hurtigt forbi ham, og stødte med vilje ind i manden. Hun stod så tæt op ad ham med hendes hænder ovenpå hans arme, mens hun gjorde sig så uskyldig som hun overhovedet kunne, blikekt var rettet ned mod mandens fødder, hvorefter hun så langsomt og elegant kiggede op, og lod manden se hendes øjne, åh de smukke øjne de fleste kunne stirre i timevis over” Oh you may really sorry I had not seen you, I was in my own world”sagde hun med nok den mest uskyldige pige stemme hun kunne, og manden hoppede da med på den, kiggede ned på hende og blev næsten helt genert, måske også fordi man godt kunne se lidt igennem den hvide blonde kjole der var våd af regnen.
Manden nød hvist synet af det hele, men Cimberlie var ikke generet over det, hun vidste at hun nok skulle få ham med hen til hendes mystiske selskab, hvis navn hun ikke kendte, men det skulle hun nok også få ud af ham ligemeget hvad, så bestemt og stædig kunne hun være. Hendes skønhed havde fanget manden det var tydeligt, og han stod bare og holdte nærmest om hende, hvilket fik et lusket og næsten vinder smil frem på læberne, fordi hun vidste den var hjemme, og hun havde ham, der manglede bare lige noget. Hun kiggede på ham og sendte ham et charmerende blik og lagde en hånd på hans kind” I was wondering if you wanted to follow me home, I do not like to walk alone in this dark” hun lød både uskyldig, og helt hjælpeløs selvom hun slet ikke var det, men det var alt sammen en del af hendes plan. Manden kiggede ned på hende stadigvæk lidt genert og tog hendes hænder i hans mens han næsten så helt forelsket ud, og han var da frisk på at følge med hende, så det virkede da, Cimberlie vidste godt han var fanget både af hendes skønhed, det vampyriske look og forførelse. Hun håbede at hendes mystiske person af selskab havde set hele scenen, eller ja showet og at han bare havde haft et stort tilfreds smil på læben. Cimberlie var stadigvæk under kontrol, og hvis hun var sig selv ville hun nok hade at være under kontrol, men hun var ikke kommet til sig selv endnu. Det var måske også noget at gøre med blodet fra afdøde Bobby at det nok ikke var ude af hendes system og krop endnu. Hun lod manden tage en arm omkring livet på hende, og hun gik med ham hen mod hendes selskab, hun havde et lusket og tilfreds smil på de bløde læber, og kastede kort med håret selvom det slaskede lidt på ryg og skulder pågrund af fugtigheden, så strålede hun stadigvæk, havde stadigvæk en skønhed der kunne fange nogle af de stakkels mænd der var i byen her til aften. Så nåede hun hen til personen igen, stod foran ham med manden han ville have” What I said it was easy”sagde hun stolt og med et kækt smil, mens hun sendte ham et blink med det ene øje. Derefter kiggede hun på manden med armen omkring livet på hende, han nød det hvertifald, og Cimberlie kiggede på manden, og kunne mærke hvordan hendes tanker og sind ligenu var styret af denne mystiske person hun havde mødt, og var i selskab med.
Det var ikke tit det skete at man kunne få kontrol over hende, mest fordi Cimberlie var vampyr, og det plejede tit at være hende som betvang andre, eller fik nogle til at gøre noget hun ville. Men bare det at denne person hun var i selskab med, var menneske og med den slags evne, gav ingen mening for hende, men det var også spændende. Hun fandt det meget interessant, og var nysgerrig omkring hans evne, men hun kunne slet ikke spørge ham ligenu eftersom der kun var en ting i hendes hoved, nemlig at få fat i denne mand lidt foran dem. Cimberlie vendte opmærksomheden mod manden, og var ligeglad med alle de andre kiggede mod hende og hendes selskab, for hun var målrettet mod manden, det var nemlig hendes mål” Enjoy the show and see how to get a man fast on the hook”stemmen var igen bestemt, og venlig. Så gik hun hen mod manden, og hælene kunne stadigvæk høres igennem vandpytterne på jorden, og det var som om regnen bare styrtede mere og mere ned, hendes blik var rettet mod manden, der havde kigget lidt rundt omkring på de andre folk, og hun nærmede sig ham, og valgte med vilje at gå hurtigt forbi ham, og stødte med vilje ind i manden. Hun stod så tæt op ad ham med hendes hænder ovenpå hans arme, mens hun gjorde sig så uskyldig som hun overhovedet kunne, blikekt var rettet ned mod mandens fødder, hvorefter hun så langsomt og elegant kiggede op, og lod manden se hendes øjne, åh de smukke øjne de fleste kunne stirre i timevis over” Oh you may really sorry I had not seen you, I was in my own world”sagde hun med nok den mest uskyldige pige stemme hun kunne, og manden hoppede da med på den, kiggede ned på hende og blev næsten helt genert, måske også fordi man godt kunne se lidt igennem den hvide blonde kjole der var våd af regnen.
Manden nød hvist synet af det hele, men Cimberlie var ikke generet over det, hun vidste at hun nok skulle få ham med hen til hendes mystiske selskab, hvis navn hun ikke kendte, men det skulle hun nok også få ud af ham ligemeget hvad, så bestemt og stædig kunne hun være. Hendes skønhed havde fanget manden det var tydeligt, og han stod bare og holdte nærmest om hende, hvilket fik et lusket og næsten vinder smil frem på læberne, fordi hun vidste den var hjemme, og hun havde ham, der manglede bare lige noget. Hun kiggede på ham og sendte ham et charmerende blik og lagde en hånd på hans kind” I was wondering if you wanted to follow me home, I do not like to walk alone in this dark” hun lød både uskyldig, og helt hjælpeløs selvom hun slet ikke var det, men det var alt sammen en del af hendes plan. Manden kiggede ned på hende stadigvæk lidt genert og tog hendes hænder i hans mens han næsten så helt forelsket ud, og han var da frisk på at følge med hende, så det virkede da, Cimberlie vidste godt han var fanget både af hendes skønhed, det vampyriske look og forførelse. Hun håbede at hendes mystiske person af selskab havde set hele scenen, eller ja showet og at han bare havde haft et stort tilfreds smil på læben. Cimberlie var stadigvæk under kontrol, og hvis hun var sig selv ville hun nok hade at være under kontrol, men hun var ikke kommet til sig selv endnu. Det var måske også noget at gøre med blodet fra afdøde Bobby at det nok ikke var ude af hendes system og krop endnu. Hun lod manden tage en arm omkring livet på hende, og hun gik med ham hen mod hendes selskab, hun havde et lusket og tilfreds smil på de bløde læber, og kastede kort med håret selvom det slaskede lidt på ryg og skulder pågrund af fugtigheden, så strålede hun stadigvæk, havde stadigvæk en skønhed der kunne fange nogle af de stakkels mænd der var i byen her til aften. Så nåede hun hen til personen igen, stod foran ham med manden han ville have” What I said it was easy”sagde hun stolt og med et kækt smil, mens hun sendte ham et blink med det ene øje. Derefter kiggede hun på manden med armen omkring livet på hende, han nød det hvertifald, og Cimberlie kiggede på manden, og kunne mærke hvordan hendes tanker og sind ligenu var styret af denne mystiske person hun havde mødt, og var i selskab med.
_________________
Cimberlie- Antal indlæg : 233
Reputation : 7
Bosted : Doomsville i en elegant stor lejlighed
Evner/magibøger : Poison Bite
Lignende emner
» surprise, surprise! (Vanagandr)
» Who...who am I [Damien]
» You alright there pal?.. - Damien
» Always find your way back - Damien
» I'm getting tired of replacing suits - Damien
» Who...who am I [Damien]
» You alright there pal?.. - Damien
» Always find your way back - Damien
» I'm getting tired of replacing suits - Damien
Side 1 af 1
Forumtilladelser:
Du kan ikke besvare indlæg i dette forum
Idag kl. 0:09 af Valentine
» Who am I now?? //Jake//
Igår kl. 20:47 af Jake
» Oh, My Sweet Summer Child - Juniper
Fre 1 Nov 2024 - 12:48 af Juniper
» Bog klub - idetråd til bøger
Tors 31 Okt 2024 - 15:29 af Genevira
» What do you get, when you mix a broken heart with bad company?... A sinful cocktail.
Man 28 Okt 2024 - 23:38 af Victoria
» Wait a meow-ment... this can't be good! - Dr. Trott
Søn 27 Okt 2024 - 2:02 af Vinyx
» Ny hersker af Aquener (admin nyhed)
Lør 26 Okt 2024 - 17:53 af Victoria
» In the Hands of a Demon - Emery
Ons 23 Okt 2024 - 23:18 af Emery
» Your new home, my little sweetheart
Tirs 22 Okt 2024 - 20:12 af Renata