surprise, surprise! (Vanagandr)

Sean havde haft alt for meget at tænke over på det sidste. Ikke fordi han havde fået stress, han absolut nød hvert eneste sekund af det! Sean var typen der arbejdede konstant og som aldrig ønskede sig fri. Og specielt ikke når han nu havde sin helt egen by! Det var godt nok ikke Doomsville, men det var da godt nok for nu.
Borgen havde dog ikke været i perfekt stand - Faktisk overhoved ikke. Der havde ikke boet nogle i den i et stykke tid, så den havde været støvet og trængt til nogle renovationer. Heldigvis manglede Sean ikke penge, selv om han efterhånden god kunne mærke det åd af hans beholdning.
Der var ellers nok at se til. Han havde hidkaldt de fleste af både hans egne og Assorians allierede for at tage en personlig snak med dem, udvide nyttige alliancer og belønne som det var passende. Der var næsten ikke gået en dag uden besøg, flere uanmeldt, få anmeldt.
Hånden gled igennem det mørkebrune hår, der bar præg af ikke at være redt et stykke tid og derfor strittede ud til alle sider. Ingen havde dog mod til at kommentere det og Sean selv tænkte ikke over det. Der var ingen grund til at se ih så fin ud lige nu, for han havde ingen planlagte besøg og Maeve var allerede ankommet, hvilket havde været hans fineste besøg - Den første adelige familie der støttede han var kommet på magten og som havde sendt deres datter til hans hof! Det var morsomt. Dog måtte Maeve leve med larmen og aktiviteten, til borgen var i stand. Især renovationen af køkkenet havde larmet, med lyden af hammerslag på alle tidspunkter på af døgnet. På nuværende tidspunkt var de endelig ved at være færdige og derfor stod Sean nede i det store køkken og kiggede på planerne, der lå på et træbord foran ham, midt i rummet. Omkring ham stod flere håndværkere og en ingeniør, der i sin tid havde lavet planerne, som Sean havde godkendt. Nu skulle han bare se om tingene var som han ønskede dem.

Sean, der brugte alle sine dage på borgen for tiden, var afslappet klædt. Der var ingen grund til andet. Nogle støvler, nogle sorte bukser og en løs, hvid skjorte. Som altid bar han både ring og armbånd, der havde det samme mønster af nogle vinger, hvoraf den ene halvdel var englevinger og den anden fra en dæmon. Gaver fra Nephthys og smykker han aldrig tog af. Hans personlige symbol.
Borgen var mere en borg end et slot, omend der ingen voldgrav var udenom. Ude foran borgen stod deres stald, men ellers førte en stor port ind i borggården, hvorfra der gik flere døre til flere steder i borgen - men de fleste valgte nu at gå ligeud, ind af dobbeltdørene, der førte ind til den store entre. Sean og Assorian havde delt borgen op. Seans gemakker lå i venstre side og Assys modsat. Dog var stedet som tronesalen og køkkenet jo 'neutralt'.
Hans ene finger gled over nogle af planerne, før han løftede hovedet og lod det mørkegrå blik glide over det nye køkken. Han havde godt nok ikek så mange ansatte af køkkenpersonale og tjenere endnu, men det kunne han jo hurtigt få. Han havde fokuseret mere på at erhverve nok vagter, som nu gik rundt på hans borg eller ude i byen og sørgede for alt var som det skulle være.
Byen havde været overraskende positiv, efter da havde hørt Seans tale og havde fået lidt gratis mad den første dag. Kun de rige handelsmænd i byen havde brokket sig, for det havde mere eller mindre være dem der havde styret byen før. Tilmed planlagde Sean at tage deres hjem fra dem, fordi han ville forvandle den øverste del af byen til et hjemsted for mørkets væsner.
"Det er fint" kommenterede han endelig, da han rettede sig op fra bordet. Vægten af hans sværd ved hans side var der, dejligt betryggende.
"Arbejderne kan gå i gang med næste projekt. Vi mangler stadig at få styr på flere ting" Han rullede planerne sammen og rakte dem til ingeniøren. Så vendte han sig om og forlod rummet.
Lidt efter stod han i entreen, hvor nogle andre var ved at indsætte en stor lysekrone i loftet, så der ville være en anden lyskilde end faklerne langs væggene. De skulle også udskiftes, men en ting ad gangen.
"Jeg har sagt til jer den skal hænge præcis i midten! Er det der midten?!" snerrede han, da han opdagede dem bakse med lysekronen. Mændene blev øjeblikkeligt stille og så ned på Sean, der pegede et sted skråt til højre for dem.
"Jeg kan se det hernede fra. Hvorfor fanden har I så ikke en mand stående hernede der kan gøre det samme?!" brokkede han sig. Der var ingen grund til at være så meget efter mændene, men Sean var en smule træt af alle de håndværkere og alt den hamren. Det var nødvendigt...Men ødelagde arbejdsroen. Hans hånd gled igennem håret igen, mens han blev stående og holdt øje med dem, som de kravlede ned fra deres hejseværk for at lægge en ny plan for hvor og hvordan lysekronen skulle op.
Skulle han dog overvåge alt personligt?! Men nu var han også perfektionistisk. Ned til sidste detalje.

Fenris havde efter mange ugers planlæggelse og aftaler, formået at få fri og endelig besøge Sean. Hans påklædning var det klassiske af hans. Store praktiske vandre støvler, en hvid skjorte og et par sorte bukser. Han havde en sort vest udover sin hvide skjorte med Lawless Symbolet, på hans ryg, som tydeligt gav tegn for hvem han var. Hvis han altså ikke havde det dækket til af den sorte kappe, som flagerede om ryggen på ham. Hans blik gled omkring sig, da han bevægede sig omkring i Dragon Peak. Mere specifik, Ruby of life district. Han havde hørt rygter om at Sean havde beboret sig på en gammel drage borg. Måske var han selv ved at blive en drage og på vej til at horde hans små minions af væsner til at indrette sit fortræffelige slot, med hans skatte i bunkevis til at begrave sit ego i. Eller også havde han moret sig for meget med borgen til at give ord til Fenris. Uanset ville Fenris more sig. Han fandt en maske frem og stille placerede den foran ansigtet, mens han bevægede sig med hurtig skridt imod borgen, med sit trofaste sværd ved hans venstre side af hoften. Samt en hætte over hans ansigt, for at skjule hans hoved.

Påklædning:

Hans øjne gled omkring sig, som han nærmede sig Borgen. Hans blik gled kort ned på sin taske, som han bar over skuldrene, med et svagt smil på læben. Han traskede over nær en af vægene, hvis det lykkedes ham ikke at blive set og derved finde et par klatre klør frem og indsætte dem ind imod den solide borg mur og derved forsøgte at kravle op af vægen, med meget brug af kræfter, som han forsøgte at kravle over borg muren. Enten igennem et vindue eller oven på murens ene overvågnings stande, hvis han altså ikke blev spotted og hvis det lykkedes ham at spotte Sean hvis der var et vindue i nærheden.

Han blev stående i gangen et stykke tid og holdt øje med at lysekronen blev sat ordentlig op. I princippet burde Maeve træde i karakter og sørge for tingene nu, men hun skulle også lige finde sig til rette med det hele og Sean havde alligevel svært ved helt at slippe tøjlerne, selv om det blev rart når han ikke selv skulle overvåge alt personligt. Hans hånd gled over hans hage med de begyndende skægstubber, da han endelig nikkede godkendende til folkene om at lysekronen endelig så ud til at være i midten og de nu kunne fokusere på at sætte den fast i loftet.
Lidt efter hørte man larmen fra da de gik i gang og Sean så det som startskuddet til at trække sig tilbage igen. Han forlod entreen og fulgte nogle af gangene, gik op af en mindre trappe og kom endelig til den gang, hvor hans værelser lå. omkring halvvejs nede af gangen stoppede han op og gik ind i sit eget værelse. Det endte med at han gik over til sit skrivebord og satte sig med et svagt suk, før han automatisk rakte ud efter det øverste brev, uden rigtig at give hverken døre eller vinduer yderligere opmærksomhed. Hans værelse havde vinduer ud til borggården, godt nok, men folk kunne jo altid komme ind på gangen gennem vinduerne, hvis de havde lyst.
Hans værelse var stort. Gulvet var beklædt med et mørkelilla, blødt gulvtæppe. Sengen var en dobbelt himmelseng med silkebetræk af mørkerødt stof. Sean havde løsnet sit sværd, da han trådte ind i sit værelse og smidt det midt på sengen.
Ellers var rummets vægge dækket af reoler med alverdens bøger og nær et af hans vinduer stod hans store arbejdsbord med et par stole omkring. Bordet flød af papirer. Breve, lister, planer, rapporter. Den ene side af bordet var bunket op med ting der var færdige, midten flød med igangværende ting og den anden side var fyldt med bunker af ting han endnu skulle i gang med.
Selvfølgelig var der også et stort klædeskab og en lille dør der førte ud til hans personlige baderum. Ikke fordi han endnu havde ansat tjenestefolk til at hjælpe ham med de ting, men nu var han jo heller ikke handicappet og kunne sagtens selv.
Hans blik gled ned over teksten på det brev han sad med. Åh...Endnu en klage fra en sur handelsmand...
Han havde ikke haft tid eller plads til at tænke så meget på de folk han havde forladt hjemme i Doomsville. De fleste havde han sendt et brev til og inviteret dem. Fenris havde nok ikke fået mere end en hurtigt besked om at byen nu var hans, men derefter havde han ikke haft tid til at skrive yderligere til manden. Og dog, når han til tider lå om aftenen, savnede han alligevel sine bekendtskaber. Deriblandt også Fenris. Men dagene fik hurtigt og nu var der pludselig gået nogle uger. Og sikke nogle uger!

//Har ikke så meget at skrive - venter jo bare på Fenris kommer xD

Fenris havde formåede at kravle sig op af vægen til front gården, hans øjne gled vuderende rundt omkring og smilede lidt bag masken. Endnu ikke opdaget, hvilket måske var hans held? eller Seans ulykke? Han skyndte sig videre mod et af værelserne, som så ud til at lyden af et åbent vindue fra folk, der lyd til at pakke noget sammen og snakke fra en større sal, måske spise sal? hvem ved. Fenris luskede videre mod en af vægene og begav sig videre til at klatre videre imod en af vinduerne, som så ud til at stå åben, med et tæppe hænge ud over. Sikkert rengørings personale, som ønskede at lufte nogle gamle tæpper, hvem ved? Fenris kravlede ind af vinduet, mens duften af Sean fyldte hans næsebor, som han syntes at kunne dufte ham. Han kiggede rundt på værelset og spottede han befandt sig i Sean's sove værelse. Et svagt smil dannede sig på hans læber, I det han begav sig til at skjule sig i et af klædeskabene. Afventende på at Sean skulle dukke op, med lågen på klem. Af ventende og observerende.

I det han hørte døren blev åbnet op og lyden af nogle trådte ind. Tæppet blev banket et par gange, sikkert en af hans tjenere, som rengjorde hans tæppe. Lyden af tæppet, som høfligt blev placeret hurtigt nær sengen og vinduet, som blev lukket og låst igen, hvor lyden af hastige skridt skyndte sig ud af rummet igen, til trods for at det blot ikke varede mere end få sekunder, da døren igen blev åbnet og duften af Sean smaskede imod Fenris' sanser, som han kunne se Sean, fra sit lille skjul og med masken forsat placeret på hans ansigt.

Lyden af hans sværd, som lanede på hans seng og det så ud til at han begav sig til at sætte sig nær sit skrive bord og sætte sig til at læse sit brev? Måske endnu en aftale han havde med hans guild? Han så i Fenris' øjne til at være travlt. Han diskret som muligt, prøvede at snige sig over til Sean, efter at han havde så lydløst, som muligt fjernet sine 'klør' han havde brug for at klatre vægene.

Hvis det lykkedes ham at snige om bag Sean's stol, ville han med en træ formede kniv diskret placere i et hurtigt tag fat under Sean's hals og med en hånd vel placeret på Sean's læber. Fenris ville hurtigt hviske i Sean's øre hvis han formåede lave dette trick. ''Gæt hvem? Min sorte rose.'' Fenris' stemme lyd kærlig, i det han enten forventede at få tæv eller at ville blive slynget over bordet, Måske brækket hånden? Hvem ved. Eller også ville Sean more sig ved dette, uanset morede det Fenris.

En af hans tjenere havde været inde og rydde lidt op, åbenbart. Med en lidt træt bevægelse gjorde han tegn til den unge fyr om at gøre sig færdig og skynde sig ud, for han ville gerne have lidt tid for sig selv. Heldigvis skyndte fyren sig at blive færdig og der gik ikke lang tid, før Sean var alene. Eller troede han var det.
Om det var hans træthed eller en illusion om sikkerhed, der gjorde han ikke bemærkede Fenris før det nærmest var for sent, var ikke til at vide. Hvad der var sikkert og vist, var at Sean straks levede op og reagerede på hænderne og fornemmelsen af noget mod sin hals. Hans værste ulempe var han var placeret på en stol og personen bag ham derfor havde overtaget. Alligevel tog Sean en chance, greb fat om personens ene håndled - den der holdt 'kniven' - og prøvede at tvinge kniven væk fra sin hals, samtidig som han skubbede sig selv på benene, skubbede stolen ind mod hvem end der stod bag ham. Svagt registrerede han noget velkendt. En velkendt duft, en velkendt fornemmelse, en velkendt stemme. Alligevel reagerede han automatisk, da han lænede sig frem over og greb ud bag sig. Hvis alt gik som han ønskede, ville han flå Fenris tværs over hans ene skulder. Fenris ville lande oven på bordet, medmindre han på en måde undgik det, hvilket da ville alt hans kaos af papirer ud over hele gulvet i et stort kaos.
Han trak vejret dybt. Enten havde Fenris på nuværende tidspunkt formået at komme fri eller også lå han nu foran Sean, på hans bord, der da sikkert ville være mere eller mindre medtaget af turen.
Uanset hvad, ville Sean trække vejret dybt og stirre på Fenris med en hvis vantro, til det gik op for ham at det faktisk var Fenris og opdage at der aldrig havde været tale om et rigtig våben.
Til sidst ville han nok sukke lidt, før et lille smil ville glide over ham, på en gang irriteret og som tegn til at han morede sig lidt.
"Idiot!" bekendtgjorde han.
"Som om jeg ikke havde nok at tænke på, uden at skulle tage hensyn til partnere, der kryber ind på ens værelse! Bruger ingen hoveddøren?" brokkede han sig. Næsten ingen af hans gæster de sidste par uger havde brugt hoveddøren.
"jeg kunne have dræbt dig!" forsvarede han sig og gjorde sig ingen umage ved at sikre om Fenris var kommet det mindste til skade i hele forløbet. I stedet trådte han et lille skridt væk sit skrivebord og slog let ud med armene. Han var jo trods alt glad for at se ham!
"Du kunne have givet besked, som de fleste ville gøre" bemærkede han sigende og sendte Fenris et bedømmende blik, der samtidig røbede præcis hvor meget han havde savnet manden. Også selv om han havde listet sig ind på den måde. Først nu, medmindre Fenris ikke længere lå der eller aldrig havde lagt der, ville han tilbyde at hjælpe ham op.

Fenris tænkte at det perfekte romantiske øjeblik, hvor man var super kærlig og fjernede masken fra ansigtet i en måløst reaktion og super kærlig, i hvert fald i tankerne på Fenris, før han mærkede et sus af en smerte i hans skuldre og der efter blev smidt oven på bordet og blot kunne mærke den dunklende smerte mod sin ryg efter at havde modtaget en 'sving om' med Sean, som han nu lå på bordet og næsten holdte sig om maven af grin. Dog da han landte lød et kort støn af en smugle luft der pressede sig ud af hans krop, på grund af landingen på bordet.

Hans øjne gled på Sean og han fjernede masken fra ansigtet og blot grinte. Da Sean's stemme lyd af at han syntes han var en idiot, smilede han kort. ''Din sikkerheds leder er en idiot.'' Fenris stille tog en dyb vejre trækning og stille strak sig, som han så på Sean, med et større smil på læben. Fenris kunne ikke brokke sig, da han havde lagt dette bestemt, som velfortjent 'straf' for denne ubehøvlede overraskelse. ''Men vel fortjent fra min side, du behøver ikke at undskylde Sean. Samt hvis jeg dukkede op med brev ville sikkerheden været skærpet mere. Dette ville ikke ligge testen for sikkerheden i orden.'' fortsatte han kort, som besvarelse til Sean's sætning om at bruge hoved døren.

Han smilede lidt ved lyden af Sean der mente han kunne slå Fenris ihjel. ''Faktisk... Er det den anden vej, jeg kunne havde dræbt dig. Dit våben ligger på sengen. Alt hvad jeg havde brug for var at tag det eller bruge en gift indhyldet kniv og stukket den i dig.'' Fenris så kort alvorligt, men stadig med et smil på hans læber, mens han lyttede til seans næste ord omkring at give besked om at han skulle dukke op. ''Sikkerheden skal i top. Hvis selv jeg kan komme ind, kan Sakref og min far uden tøven eller blinken. For ikke at nævne at du er mere i fare end nogle andre, paranoid er ofte en god ting når man bliver gammel.'' Fenris lød kort smilende på sean og ville med glæde modtage hans hjælp, som han rykkede sig op fra bordet og ville prøve at give ham et kram, til trods for at hans skuldre taske havde for længst faldet af skuldren og landet et par meter ved siden af sengen, i det Fenris var blevet slynget over bordet.

Hans øjne gled kort omkring sig og et svagt smil dannede sig på hans læber. ''Varulve er ofte gode spor hunde. Eller Santuines.'' Fenris øjne gled over på klædeskabet, som han havde gemt sig i og der efter så over på Sean. ''Ser ud til at dette bliver anden gang jeg springer ud af skabet. Eller også halvt ud af skabet.'' En svag latter ville forlade hans læber, som der efter ville ligge sig et forsøg på at kræve et kys fra Sean's læber.

Ah, så når han selv havde meget at tænke på, skulle andre nok gøre opmærksomme på hans egen sikkerhed? Fenris' ord kunne tolkes på to måder. En generel bekymring for at Sean skulle ende på bunden af et koldt hul i jorden eller at Sean ikke fokuserede nok på sikkerhed, hvortil han faktisk havde for travlt til at tænke på alt hele tiden.
"Du er en idiot!" vedholdt han alligevel. Sandheden var også at Sean endnu ikke havde fundet sig til rette i rollen som hersker for en hel by. Hvor skulle man stå, gå, være? Der var ingen guides, det gjaldt om selv at finde sig til rette og Sean havde fundet det overraskende besværligt. Det var ingen dans på roser!
Nej, hvis nogen ønskede at slå ham ihjel, havde de haft mere end nok muligheder de sidste par uger. Folk var væltet ind af døren, dag ud og dag ind. Han kunne have været død flere gange, før Fenris var kommet fordi.
"Til din orientering er sikkerhed ikke anderledes, uanset hvem der kommer. Om muligt ville den være dobbelt så afslappet hvis du kom, velvidende du er min og ikke fjenden" pointerede han som modargument. Men hvordan argumenterede man mod dårlige vagter? Det slog ham at han fandt det en anelse ligegyldigt lige nu. Et problem ud af flere.

Han hjalp Fenris op igen. Han havde på ingen måde tænkt sig at undskylde, det havde været Fenris' egen skyld. Hans arme gled rundt om den velkendte, muskuløse krop. Folk reagerede endnu overrasket, når de opdagede hans hemmelige liv med Fenris. Oftest var det hans nærmeste der hørte om det, for Sean var ikke i stand til at holde det fuldstændig hemmeligt, foruden han jo stolte på de folk. Deres reaktion var ganske enkelt underholdende! Og hvis nogen af dem ligefrem fandt det frastødende, havde ingen vist det eller sagt det.
"Et eller andet sted skal jeg vel slappe af" forklarede han.
"At sidde ned med et sværd er ubehageligt, det sidde bare og vipper" Noget drillende var gledet ind i hans stemme. Hans blik gled over Fenris', da det først nu gik op for ham hvordan han faktisk var klædt. Han havde genkendt hans stemme og duft, derfor havde han ikke tænkt meget over at han havde haft maske på. Lusket fyr.
"Assorian og dig snakker kun om en ting. Sakref. Det er jeres besættelse! Skal jeg høre hans navn hele tiden? Må jeg aldrig nyde sejrens sødme et øjeblik?" drillede han.
Hvor varulve eller santuines kom ind i det hele henne, så han ikke. Han kommenterede det dog ikke, smilte blot og lod begærligt sine læber møde hans. Selv om der var nok kvinder omkring ham, til at holde ham i et godt humør, var ingen som Fenris. Han havde savnet manden på flere måder. Det var en af de dejligste overraskelser i...Ja, i flere uger vel. Det føltes jo som måneder, når han rigtig tænkte over det!
Det var rart at mærke hans læber igen. Varme, bløde og alligevel med en hvis kant.

Fenris grinte blot, men lyttede til Sean's ord. Han var ganske nutted når han panikkede og desperat forsøgte at give sig ret i sin sag for at forsvare sig selv, også selv om han allerede havde fået at vide han havde fundet sagen om at retfærdig gøre sin reaktion. Lidt nutted var han da. Hans hånd ville give Sean et støre kram og hvis det lykkedes ham, ville han blot kysse hans halv skæggede kind.

''Sejrens sødme? Sean, jeg troede du var den ældste af os to. Sejrens sødme sker jo først når vi har alle racer på knæ og klar til at tigge om at få æren af vores blikke på dem, hvis ikke at blive dræbt af os. Forresten, hvordan har du det? Har jo brug for min daglig dosis af en velformede og..'' Fenris så kort på Sean's ansigt og smilede lidt og placerede sin ene hånd, for at nusse hans halv voksne skæg, mens han fortsatte. ''Snart veltrimmet ærke dæmon. Har du haft det så travlt med arbejdet? Samt også, har du spist nok? Syntes du virker lidt magre.'' sagde fenris og kyssede Sean blidt på kinden, hvis han formåede det.

//beklager det korte svar //

Fenris var en kvinde i en mandelig skikkelse! Han tog sig selv i at vende øjne, da han trådte væk fra Fenris og i stedet gik over til sit skriveborg, hvor han begyndte at samle kaosset af papirer sammen. Det ville tage ham et par timer at finde orden i dette kaos igen...Måske skulle han finde på en ny måde at håndtere sine papirer. Ikke at det var relevant lige nu, da han blot puttede alle i samme bunke, færdige eller ej.
"Den personlige sejr" kommenterede han sigende. Det at han havde vundet over Dragons Peak og nu kunne kalde sig dens hersker, det var den personlige sejr han snakkede om og som han ville nyde. Og uanset hvor meget han kunne ønske det, så han det ikke som realistisk at dæmonerne ville tvinge alle andre i knæ. Men tankerne var vel gode nok...Hans tanker gled over til Maeve. Hun var også en ordentlig dæmon!
Han sukkede svagt og smilte skævt. Han lagde papirerne på bordet, trådte over til Fenris og lagde armene om ham, da han pressede manden baglæns over mod sengen.
"Du pylre. Siden hvornår er du blevet så nervøs for sådanne småting?" kommenterede han drillende og kyssede Fenris på kinden, men ikke uden drillende at gnide sin lettere skægget kind mod hans først og efter. Medmindre Fenris undgik det, ville han skubbe ham helt over til sengen og lade dem vælte ned på den, dog med den ene arm strakt, så han ikke landede på Fenris med hele sin vægt.

I sandheden var han nok noget træt, men velfornøjet. Nogle ting irriterede ham, andre var sjove. Men alt i alt havde han ikke tænkt meget over hvordan han havde det, blot arbejdet både nat og dag.
"Jeg har meget at se til. Sure handelsmænd, der er utilfredse over deres mistede magt eller utilfredse med jeg vil gøre den øverste del af byen til et paradis for mørkets væsner. En borg der skal sættes i stand, rengøres, renoveres og pyntes op. Folk der kommer i tide og utide! Ikke et fredeligt øjeblik, medmindre jeg endelig sover" fortalte han roligt og så ned på Fenris med et lille smil. Så trillede han af ham og satte sig på sengen ved siden af, efter først at have kastet sværdet op til hovedpuderne, så han kunne være der.
"Du vil sikkert hurtigt opdage her er mange spændende folk, medmindre du planlægger at rejse hurtigt igen. Ud over Assorian bor i den anden side af borgen med hans folk og ud over nogle af mine sønner, kommer der også regelmæssigt andre lederskikkelser forbi. Og Adelige! Min nye butler er en adelig. Sikke en omvæltning!"betroede han sig til Fenris, før han trak lidt på den ene skulder.
"Og hvad med dig? Hvordan går det hjemme i Doomsville? Jeg savner byen" Spurgte han og så over på ham igen.
"åhr! Selvfølgelig...Er du sulten? Tørstig? Jeg kan få noget bragt op, medmindre du vil med ud og se borgen?" spurgte han pludselig. Han havde glemt alt om den slags, måske også fordi Fenris havde overrasket ham på den måde. Faktisk havde der været flere ting han havde glemt på det sidste. Almindelige ting, ting folk bare forventede og som han vedblev at glemme. Tydeligvis var der grænser for hvor mange tanker man kunne have i hovedet på en gang.

Fenris smilede lidt til sean da han nævnte en personlig sejre. Havde han mon et grudje mod den drage race han har overtaget? Han valgte ikke at spørge ind til det, da det sikkert var noget Sean ville vænne sig til. Hans øjne gled omkring Sean's ansigt for at vudere ham kort, da han mente at Fenris' tanker om hans sikkerhed var små ting. ''Siden hvornår er en sikkerheds anlægning blevet en småting? Havde det været en snigmorder, kunne du været død.'' Hans øjne gled kort fra Sean og han mærkede Sean puffede ham imod sengen. Hans blik gled over på ham og smilede lidt over Sean's mindre interesse for at de altid skulle havde deres samtaler på sengen. Måske grundet deres natur? Hans øjne gled vuderende fra Sean's ansigt ned langs hans krop overvejende om han skulle ligge op til leg. Dog undlod han, da Sean virkede stresset.

Da Sean trillede over på den ene side, ville fenris forsøge at rulle over ham, med et par knæ på hver sin side af senge kanten og hans hænder vel placeret på hver sin side af Sean's skuldre, for at holde fenris oppe. Da sean nævnte at Assorian havde sit eget område på området og at Sean havde fået sig en ny butler, som var af adelig status, løftede han et øjenbryn. ''Butler? Hvad blev af den gamle? Og kan han eller hun stoles på?, samt om de er loyale nok i tilfælde af at de finder os to.'' Fenris stemme virkede kort bekymret i hans stemme og hans øjne gled halv vuderende på Sean's ansigt. Hvordan kunne manden dog holde sådan et køligt ansigt? Mon han morede sig ved denne spænding?

Fenris smilede lidt han lukkede øjnene og bukkede sig ned med sit ansigt placeret på Sean. Hvis det altså havde lykkedes ham at få krævlet sig over Sean. ''Doomsville? Tørt, trist og gråt.. Flytter nok hos dig, hvis du kan overleve at havde noget at glæde sig til om aften timerne, samt det kan give mig mere tid til at se dig og nyde dit selskab. Hvis min far har brug for at vide det? Er det af rent politiske metoder for at sikre at familien ikke er samlet i et sted, da det nemt at slå vores familie ihjel ved en velplaceret bombe.'' Han tænkte kort efter det næste spørgsmål omkring hvordan Fenris selv havde det. ''Fra.. Min side har jeg fortsat min trænning omkring faste. At sikre imod min sult omkring sjæle og seksuelt sammenvær. Giver god metode for at holde ud i længere tid uden føde.'' Fenris smilede til Sean, lidt stolt over at han kunne holde sin egen trænning ud. Han nærmede sig Sean's hals, hvis han altså havde formået at rulle over Sean og fortsat sine besvarelser, for efter at kysse hans hals blidt, hvis det lykkedes for ham.

''mhmm.. Sulten og tørsdig? Efter dig, måske. Men du har arbejde at gøre så vil ikke kræve meget tid af dig. Men hvis du har lyst kunne du vise mig rundt i din borg? Måske hvis du kan overleve det, kunne jeg male dit værelse op. Det virker lidt.. Grå og trist.'' Fenris kiggede på væggene omkring ham. Han tænkte at det kunne bruge noget farve, hvis ikke udsmykning, ligesom på hans badeværelse der hjemme. ''Samt hvis jeg skal male dit værelse, kommer det til at koste dig. Prisen er simple, jeg bor på dit værelse og nyder dit selskab. Og jeg vil ikke distrahere dig fra dit arbejde Sean, bare rolig. I hvert fald ikke den første måned.'' Fenris smilede til Sean og så på ham med vuderende øjne. Om Sean mon ville acceptere tilbudet om at Fenris flyttede ind hos ham.

Han sukkede svagt. Han skulle høre for dette i lang tid, var hans gæt. Hans blik gled over Fenris ansigt, mens han overvejede hvad han burde svare, men fandt sig selv tom for svar. Til sidst trak han svagt på skuldrene.
"Så havde du haft en trone at indtage" svarede han let.
"Men hvis det er så dårligt, er du velkommen til at foretage dig nogle ændringer. Jeg skal nok lade være at blive sur...Så længe jeg kan få lov at gøre visse ting i fred" påpegede han med et svagt smil. Når det kom til stykket vidste han jo ikke om nogle af hans børn var værdige. Xander, hans bedste søn, havde forelsket sig i et sølle menneske og Daron var en umulig tudeprins som altid. Med lidt held ville Artemesia vise sig fra en bedre side, men taget i betragtning han ikke havde hørt fra hende siden Doomsville var det usandsynligt. Nej, den eneste der faktisk ville kunne overtage noget af det lige nu, var jo egentlig Fenris. Hvis han endelig skulle falde død om inden for det næste stykke tid.

De skiftede stilling, så nu Fenris var øverst. Han lå blot og så op på Fenris. Det var ikke til at vide med ham, starten af deres forhold havde været fuld af de sjoveste lege, selv om det på det sidste var faldet lidt. Ikke at hans lyst var faldet, men han var begyndt at tvivle på hvad Fenris nogen gange ville. Det ene? Det andet?
Han besluttede sig for blot at slappe af og se hvad der skete. Uanset hvad havde han jo lov til at beundre og overkysse fyren lidt.
"Ah, din far eksistere? Af hvad jeg har hørt, er der ikke mange der tror han faktisk er her længere. Mange er begyndt at tro vi står uden en leder..." svarede han roligt og lagde en arm bag nakken.
"Din sult...Jeg har aldrig forstået ideen" Han skar en lille grimasse.
"Jeg sulter aldrig. Men det er vist en samtale vi har haft før!" En lille latter bannede sig vej. Hans ledige hånd lagde sig mod Fenris' brystkasse, mens han så afventende på ham. Hans besøg havde gjort ham i drillehumør, givet ham lyst til at lave sjove ting.
"Maeve er en fin butler, eller hvad man skal kalde hende. Hun er allerede i fuld sving, men på en prøveperiode. Hun fik lov at rejse hertil for sin far...Og den gamle butler jeg havde var virkelig gammel. Selv om han var dygtig, er han et menneske og havde brug for pension. Han mente ikke han kunne klare rejsen" han trak let på den ene skulder. Han havde sikret Sigmund nok til at være sikker på han ikke ville sladre om de hemmeligheder, han gennem årene havde samlet om Sean. Der ud over havde han altid nogen til at holde øje med ham. Bare for en sikkerheds skyld.

Han sukkede, men denne gang yderst dramatisk, så Fenris ikke kunne undgå at forstå den udfordrende undertone. Efter de små kys var det jo næsten dobbeltmoralsk at Fenris mente Sean ikke havde styr over sin egen tid. Han kunne da holde pauser når han vill-
Nogen bankede på døren.
Sean så over mod døren, før han så på Fenris igen.
"Øjeblik" mumlede han så og skubbede Fenris ned på sengen, så han kunne trække sig selv på benene. Han strakte sig, mens han gik over mod døren. Ingen behøvede at vide Fenris var her endnu...
Han åbnede døren og så ud i ansigtet på en af hans nyeste tjenerinder, der nejede dybt for ham.
"M'Lord! En herre ønsker at se dig. Han siger det er af afgørende betydning. Det var omkring..." I et øjeblik så hun tvivlsom ud, som om hun faktisk havde glemt hvad hun skulle sige.
"...Omkring hans forretninger i byen, M'Lord!" udbrød hun så nervøst, da hun kom i tanke om det. Sean lænede sig tungt ind mod dørkarmen og så sig over skulderen mod Fenris med et tungt suk, men uden at åbne døren nok til at tjenerinden kunne se Fenris.
"Sig han skal vente" bad han så, tjenerinden nejede og gik - og Sean lukkede døren igen, før han vente sig om mod Fenris. I et øjeblik så han blot ud til at tænke sig lidt om.
"Hvis du kan finde noget bar væg mellem mine reoler af bøger..." svarede han så endelig på det Fenris havde tilbud inden afbrydelsen.
"...Ser jeg det som en fair forhandling. Jeg tror bestemt jeg vil have godt af lidt afbrydelser en gang i mellem..." Han pegede over mod døren.
"Vil du med? Jeg kan affeje ham så let som ingenting og du kan få lov at se noget af borgen?" spurgte han så. Hvis Fenris ville flytte ind...Han måtte indrømme tanken faldt ham mere end blot behagelig. Nephthys var her, og hvis Fenris også var her, var det næsten som at være hjemme i Doomsville igen. For ikke at nævne al det sjov der ville opstå.


//Var meget træt dajeg skrev det...Håber det er godt nok alligevel xD