Always and forever.. isn't forever after all - Razor

Firewood Village, det var ret nemt egentlig at falde til her. Bare gå rundt, men nu havde hun selvfølgelig også brugt tid her før. Så det var ikke specielt svært. Tatia nød egentlig bare solen, naturligvis havde hun sine våben med sig - de var bare godt gemt. I tilfælde af helved skulle gå løs. Tatia bevægede sig stille og roligt igennem byen denne eftermiddag. Hun havde fundet nogle bøger, lidt små ting som hun egentlig godt kunne lide - og taget dem tilbage til huset. Tatia havde ingen anelse om hvis Wade ville søge hendes selsskab, det kunne ske - han vidste hvor hun befandt sig. Desuden lå dette hus ikke langtfra udkanten af skoven - det var nemt at løbe ud i skoven. Dog var det ikke ligefrem Wades fært der ramte Tatias sanser, som hun trådte ind. Stille rystede hun på hovedet.
"Are you following me?" Spurgte hun og hævede lettere drillende på det ene bryn, som hun sank en klump. Hun hadede det egentlig, den indre bekymring. Tanken om hun ikke vidste, om Razor kunne skifte humør og faktisk angribe hende lige nu. Og lige nu stod hun i et sted, hvor hun ikke ville lade sådan en risiko ramme hende. Tatia tog en dyb indånding og så derefter på Razor. "Come in," sagde hun så og gjorde plads til han kunne komme ind. Det var vel næsten det samme, som at sige at djævlen bare kunne vade indenfor. Tatia kunne mærke hun var opmærksom, hvordan musklerne spændtes op - og alt hun egentlig havde lyst til var at slippe af med den følelse.
"What do you want?" Spurgte hun og kneb øjenbrynene lidt. Der var en masse ting samlet sammen, som skulle flyttes med ud til hytten i skoven, så et rod uden lige - i forhold til Tatias okay styr på tingene - så var det meget mærkeligt at se sådan et rod. "You can't stay here you know.. or you can for a little while, not for long," pointerede hun og sank en klump. Tydeligt var der en anspændthed imellem dem, og der var noget anderledes ved Tatia - hvad var ikke til at sige udfra man ikke havde mange informationer at gøre med.


//[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] I cry D: <3

Planen havde egentlig været at tage kontakt til Tatia for længe siden. Men hun havde virket så opmærksom på så mange andre ting end det faktum at han havde fulgt efter hende. Så selvfølgelig, som den person Razor nu var havde han valgt at trække sin forfølgning ud og rykkede sig afsted lydløst efter Tatia - også selvom han godt vidste at hvis hun var opmærksom på hans fært ville hun vide med det samme hvad han lavede. Men det havde ikke virket sådan det første stykke tid. Det var først da der ikke længe var en masse andre væsner omkring dem eller travle gader til at tage opmærksomheden - at hun virkede til at være opmærksom på ham.
Det var også først da hun valget at tale til ham at han trådte frem og ikke længere rendte rundt i skyggerne og gemte sig.
" Well... Yeeea I kinda am.. " Sagde han så bare med et lille smil om læberne. Det var dog et smil der falmede en smule da det korte drillende Tatia et øjeblik havde udvist forsvandt og hun virkede pludselig faktisk slet ikke glad for det - okay det var forståeligt nok, men hun virkede 'ikke glad' på en 'slet ikke glad' måde - nærmere helt.. helt.. Hvad kalde man det? Han trådte mod døren og lod blikket glide over shapeshifteren med et overvejende udtryk før han så bare trådte helt indenfor.
" Jeez.. " Sagde han så bare kort og klikkede kort med tungen.
" I Just wanna talk - maybe hang out or something.. Why are you so up tight all of the sudden.. " Sagde han så lige ud og rynkede kort panden en smule.
" Relax.. It's not like I'm gonna hurt you or anything.. " Han holdt blikket mod hendes ansigt men lod så bare armene glide lidt over kors. Ærlig talt virkede Tatia en smule for anspændt til at det kunne være en mindre frygt for Razors adfærd der stod bag hendes opførsel.

Han lod blikket glide rundt da han var trådt helt ind men hævede så kort lidt et bryn. " Oh wauw.. Who planted a bomb in here? " Spurgte han så - dog med et drillende lille twist i stemmen - ikke at der var sikkert Tatia ville kunne se det sjove i det, men Razor var egentlig lidt ligeglad med det. Han var ligeglad med en del ting. Især ting han i sidste ende ville kunne tale sig ud fra - eller smutte fra. Desuden havde Tatias holdning triggered noget i Razor der gjorde at knapper var lidt sjovere at trykke på. Dårlig vane - han burde vænne sig af med at bruge den mod folk han i sidste ende helst ikke ville være uvenner med. Kongens efterfølger resulterede altid i en konflikt, det havde ikke været planen nu og han regnede sådan set heller ikke med det ville blive til det - det var Tatia? At hun opførte sig halv underligt allerede nu var selvfølgelig noget der kunne tages stilling til hvis det gjorde at hun.. hvad kunne det i sidste ende gøre? Stemningen mellem dem havde i forvejen været underlig, så hvorfor ikke spille lidt på underligt indtil det forhåbentlig snart løste sig igen.

Måske var hun lidt for hård i sit toneleje, måske var hun ikke hård nok. Der skulle sættes grænser, og det var ikke ligefrem noget Tatia nogensinde havde været bestemt god til. Hun var van til at tilgive hurtigere end hun kunne tænke sig om, for hun ønskede ikke at miste. Let rynkede hun på panden som han spurgte hvorfor hun var så anspændt, Tatia kunne da mærke musklerne var spændte. Alt i hende var på vagt, hvilket hun normalt ikke følte hun behøvede i Razors selskab. Hun sank en klump.
"Well I have other people to think about then just myself so," svarede hun lidt tørt og rømmede sig let. Så rystede hun let på hovedet af sig selv, prøvede at slå den stemme fra i hendes hoved - som ønskede un skulle gå lige på og hårdt mod ham. Den del af hende der ønskede at være så mild, var gemt en anelse væk - væk bag beskyttelsen af den person, der nu stod øverst på hendes liste - en person der ikke engang var en person endnu.

Han så rundt hvilket fik hende til at synke en klump.
"I did, just packing up some things for the cabin," svarede hun og kørte en hånd igennem håret. Hjertet sprang en takt over, som hun prøvede at minde sig selv om - at hun ikke skulle frygte noget i Razors selskab. Alligevel var hun i dette her rod, og det mindede hende om, hvor skrøbeligt livet egentlig var. Hvis han ønskede kunne han kæmpe imod hende til døden her og nu. Han havde været så tæt på at slå hende ud, han kunne gøre det igen. Naturligvis havde hun en lidt anden gejst nu, for nu vidste hun hvad han var i stand til - men hans dæmon måtte alligevel være underholdt af shapeshifterens halv underlige adfærd.
"Okay listen, I have news - and they will chance things, everything," startede hun stille ud og stillede sig hen til pejsen for at sparke lidt mere gang i flammerne. Tatia vidste ikke engang hvordan Razor ville reagere på nyheden, men han fortjente da at vide den. En ting var sikkert, der skulle ikke mere end den forkerte reaktion fra ham til at trigge hende.
"I'm pregnant, me and Wade are going to have a child - and you have to promise that you will never hurt it," det sidste blev sagt meget bestemt. Måske var det fordi, at hun ville have ham til at indrømme, at det var noget han ikke kunne love. Et eller andet så hun kunne tillade sig at være vred på ham. Noget som gjorde hun kunne få ham til at tænke sig om, men at gå amok på ham ud af det blå - ville han næppe lære noget af. "Promise me that," tilføjede hun og sank en klump.

Han kneb øjnene lidt sammen men skævede så kort lidt rundt - her var ingen andre. Ikke at der behøvede at være mere grund til at skulle være forsigtig bare fordi der var andre. Tatia havde aldrig rigtig udvist frygt overfor Razor - selv ikke da han faktisk var på et punkt hvor han nær havde slået hende ihjel. Han rettede så bare blikket tilbage mod hende igen og rynkede panden en smule før han rystede lidt på hovedet.
" You don't have to be angry at me forever you know? I do that fine by myself.. " Sagde han så bare med et kort trak på den ene skulder. Okay Tatia havde ret til at være vred så længe hun ville - men et eller andet sted var det alligevel rarest når hun ikke havde bygget en mur mellem dem - en usynligt men helt igennem synlig mur.

Han lod hovedet glide en smule på skrå men kneb så kort øjnene lidt sammen. " You're not leaving this house are you? " Spurgte han så lidt før han rettede sig lidt op. Ikke at han egentlig mistænkte at det var hvad Tatia helt havde planer om. Det her var hendes hjem ikke? Okay måske hun hellere ville bygge et nyt liv i hytten i skoven sammen med Wade og lade dette hus blive fortid. Men det virkede bare heller ikke helt som en Tatia agtig ting at gøre. Han lod blikket hvile mod hende.
Hun fangede hans opmærksomhed.. Meget.. Noget der ville ændre alting? Han rynkede kort panden lidt før han så bare rystede lidt på hovedet til det næste hun sagde. " What?.. " Han bed sig kort lidt i læben før hans blik et øjeblik sprang ned mod Tatias mave men så tilbage mod hendes ansigt. " I wouldn't.. Tatia.. " Han rynkede brynene lidt men bed sig så kort lidt i læben. Selvfølgelig ville han aldrig gøre hendes barn noget.. Han rystede så bare lidt på hovedet. Det var dumt, hvorfor behøvede han love sådan noget? Hvorfor kunne han ikke love sådan noget.
" I would never.. You know that.. " - " I wouldn't.. " Han lod blikket hvile mod hendes ansigt mens han rystede lidt på hovedet. " Right?.. " Han bed sig kort lidt i læben men rettede sig så lidt op. " Tatia? " - " You know that right? " Han ville gerne love det - men han kunne ikke love det. Han ville ikke gøre barnet noget, aldrig - men at love det? Han havde gjort Tatia ondt og at sætte et løfte op han måske ikke ville kunne holde var dumt. Men det betød ikke at han ikke ville gøre sit bedste.

" I don't know what to say.. " Mumlede han så lidt og rodede sig kort lidt i håret men rykkede så lidt på sig.
" Since when? " Spurgte han så bare og lod hovedet glide en smule på skrå. Han vidste egentlig ikke helt hvad han skulle sige eller gøre. Det var vildt - Tatia var gravid. Hun skulle have en baby. Hvad gjorde man i sådan en situation? Det var ikke noget han før i sit liv havde oplevet. Jo selvfølgelig havde der været gravide folk i hans selskab - men ikke nogle han kendte eller behøvede tage stilling til.

//Why did I just do this?? D: <3

" Annoyed then? " Han rynkede panden lidt før han så bare rystede lidt på hovedet. Han havde set hende sur - og havde ikke lyst til at hun var sur igen. Der var visse personer han fandt underholdende når de var sure - lige nu var Tatia ikke en af dem. Fordi den måde hun opførte sig på virkede som en forsvarsmekanisme som han virkelig ikke ønskede at hun byggede op omkring Razor. Det pirrede hans dæmon at der var intriger mellem dem og i sidste ende gjorde det det kun endnu mere farligt. Han kunne ikke lade være med at blive en smule irriteret selv - om det var på Tatia eller sig selv vidste han ikke helt - det var svært. Det var et dumt tidspunkt ikke at være en positiv del af Tatias liv. Hun havde så mange andre gode ting der foregik lige pt at en negativ ting som Razor sikkert hurtigt ville kunne blive skubbet væk i mængden. Det lå ikke til ham at kaste sig på knæ og bede om tilgivelse. Ville det overhovedet hjælpe? Hun var sammen med Wade igen - hun var gravid - hun havde fundet sine søskende? Hvor passede Razor overhovedet ind i det liv længere.

Han holdt blikket mod hende og sagde ikke rigtig noget - var bare stille og lyttede til hendes ord som langsomt skar sig dybere og dybere ned i hans hud. Den eneste bevægelse han formåede i hvad der føltes som en evighed - var at bide sig selv i læben. Mente hun det? Havde hun ikke altid sagt at selv hvis han var ude af kontrol så ville hun altid være der? Havde han ikke gjort det klart nok for hende den gang at han var farlig - hun havde lovet. Konsekvenser.. Det var noget vås! Det passede ikke, Tatia kunne ikke være konsekvensen. Hun var jo i live - det var jo ikke gået mere galt end at de begge stadig var i live, stadig stående på begge ben. Alt andet kunne man vel arbejde sig væk fra? Han rynkede panden en smule og bed kort tænderne lidt sammen. Han forstod hvad hun sagde, men så meget at han ikke ville forstå det og faktisk helst bare ville have at hun stoppede med at tale. Stoppede med at kaste verbale knive i brystet på ham. Havde han virkelig lavet så meget rod denne gang at det kostede forholdet til Tatia? Eller bundede det i så meget andet? Han knugede kort lidt sine fingre omkring bunden af sin trøje. Dæmonen i ham var tilfreds, men samtidig gjorde den knuste følelse i ham det hele værre - det var lige så det sitrede under hans hud og pludselig var hvad han havde sagt for få øjeblikke siden ikke hvad der lå øverst på listen. Det faktum at Tatia var gravid - var pludselig det der havde skylden når Razor så på det. Hvad ellers kunne det være? Hvem havde puttet ord i hovedet på Tatia der fik hende til at sige sådanne ting? Wade? - Sikkert også Wade.

Han rystede så bare lidt på hovedet.
" But you promised.. " Fik han så endelig sagt og rettede blikket mod hendes ansigt. Tanker, krop og mund samarbejde slet ikke - så meget i ham havde lyst til nærmest at rive hende fra hinanden. En anden havde lyst til at gå - også samtidig havde han brug for mere forklaring. Hvorfor hun pludselig var skredet til sådan en beslutning? Hvor meget havde han gjort galt. Jo det var forkert men... så forkert? Han kunne ikke uden Tatia. Hun var en hvile sten på hans vej i tyk tåge. Men lige nu gjorde alting ondt, spændte op og gjorde det svært at holde hjertet i brystet, at trække vejret på en måde der gjorde det muligt ikke at lade det påvirke. Den varme og kolde følelse der gav ham følelsen af at være syg. Hendes ord betød alt for meget - hvis der var alvor bag... Hvad i alverden skulle han stille op? Hun var hans søster.. det kunne man da ikke bare skubbe væk?

Hun var ikke irriteret på ham som situationen var lige nu. Lige nu havde hun faktisk allermest lyst til at sidde og fortælle ham om alle de gode ting. Hun havde lyst til at dele alt med ham, grine - måske spise en kage eller to. Men dæmonerne blev ved med at rive op i hendes tanker og minder hver eneste gang ordene var på kant til at komme henover læberne. Tatia prøvede at holde sig tilbage, prøvede ikke at virke for sårbar - men det var svært. Alligevel følte hun at det var hendes ansvar at være troværdig mod sine ord, og lige nu vippede hun på kanten til at bryde sammen. Det var ikke ligefrem troværdigt. Tatia bed sig i kinden og bed tænderne sammen. Hjertet bankede uregelmæssigt, med slag der snogede sig omkring hende i så hårde slag, at det næsten var umuligt for hende at trække vejret. Det var hårdt, og det gjorde fysisk ondt på hende. Det mindede hende om at miste for det var hvad hunvar ved nu, at miste. Hun ønskede ikke at miste Razor, og hun vidste at det var okay at have ham i sit liv. Tatia vidte at Wade ville være okay med det, måske bekymret men okay med det - ellers havde han givet udtryk for noget andet. Det var det samme med Blake. Blake var også glad for Razor på trods af at han ikke kendte ham ligeså godt som Tatia gjorde. Tatia kendte Razor, hvad var hun så alligevel bange for? Bange for den side hun ikke kendte. Men alle havde sider af sig selv som ingen kendte til, var det ikke pointen i at være sin egen person. DEt var kun en selv som kendte sine egne dybeste hemmeligheder. Ingen andre gjorde, og når de gjorde - var det ofte fordi de snød. Snød så voldsomt, at det næsten kunne gøre hende vred. Måske var det virkelig hvad det her var om, hun var ikke vred på Razor - hun var vred på alt andet, og Razor var blot den person, som var nemmest at være vred på. For han havde også krydset hendes grænser, og han var egentlig den eneste som kunne slippe afsted med det uden at blive skadet fysisk. Andre fjender ville hun have søgt hævn på, eller sørget for de aldrig ville gøre hende noget igen. Razor. Razor var hendes lillebror, og det var langt nemmere for hende at blive sur på ham over det hele. Over hendes liv var et stort rod, som hun ikke kunne finde hoved eller hale i. Det var lettere at give ham skylden end Elijah eller hendes egen far.

But you promised.. Ordene triggerede det. Det hun ellers kæmpede for ikke skulle eksplodere ud af hende. Alle de tanker og følelser. Måden han sagde det på, kunne hun ikke engang få plads til at analysere. Hun kunne knap nok tyde hans kropssprog for tårerne der dannede sig i øjnene på hende. Det var nok. Hun havde fået nok af sit hoved. Det hele var for meget, og hun anede ikke hvad hun skulle gøre af sig selv. Måske var dagen den hvor hun i virkeligheden skulle være blevet hjemme? Eller søgt mod Kubo. Det ville måske have været bedst, alligevel søgte hun ind til byen. Og hun vidste hun kunne finde Razor i byen - måske ikke altid i Firewood Village, men det var en chance. DEt vidste hun, måske hun ønskede at finde ham i sin egen ubevidsthed. Tatia slog blikket ned i jorden, skuffet over sig selv og sine egne ord blive brugt imod hende på den måde. For hun havde lovet det. Hun havde lovet ham aldrig at forlade ham. Aldrig at dømme ham og her stod hun. Hun stod og gjorde alt hun havde lovet ikke at gøre. Tatia bed sig i læben, og tog en dyb indånding. Tårerne var trillerende ned over hendes kinder.
"I'm sorry.. I .. I just don't know.. how to handle this.. everything. I mean there is so much bad.." indrømmede hun i sin gråd. Og kørte frustreret hænderne henover sit hår. "And then there is the good stuff. And I want to feel the good stuff Razor. I want to have this good life. Without people like my father or Elijah trying to take it from me. They played my mind, made me believe things was real.. and now.." hun pustede ud og rystede på hovedet af sig selv.
"And now I'm afraid, that if I let myself be happy for more then one second the world will fall down at my feet - and I can't survive that." tilføjede hun og tørrede sine øjne.
"So I guess it's easier being angry with you, then myself.. because I hate myself. I can't stand myself these days.. and it's hard.. very hard.. but I have this.. a new beginning and I want to love it.. I really do.. so please help me.. tell me how to overcome this," sagde hun nærmest tiggende til Razor, som hun så på ham med tåre fyldte øjne. DEt var jo ikke noget med Wade at gøre, WAde gjorde hende glad. Uden ham ville hun sikkert ikke have kunne fungere mentalt. Men når han ikke var hjemme, eller hun bare gik alene, var tankerne nogle gange de værste sataner - og hun kunne skubbe dem til side, men det var ikke altid en lige nem kamp. Det var ofte lettere at lade dem håne en og nedgøre en - hvor hun egentlig mest ønskede at lade dem alle gå op i flammer. Det seneste år hang stadigvæk tæt op af hende, også selvom andre ikke bemærkede det. Mareridt. Minder. De forfærdelige flashbacks, det var ikke noget hun var sluppet for - de var bare der i en mindre grad. Og at få hele sin fortid vendt op og ned - hjalp heller ikke på det.
"I'm sorry.. I'm so sorry.. it's wasn't meant on you.. I swear.. I just.. I'm sorry."

Han holdt blikket rettet mod hende. Det var forfærdeligt. Det var slet ikke meningen tingene skulle være sådan mellem dem. Det udløste en uro der ikke helt var til at beskrive. Det gjorde ondt, spændte op i hele hans krop. Tågede hans syn på andet end det - selv det faktum at Tatia stod med tåre fyldte øjne og virkelig viste den sårbarhed hun normalt var så stærk til at holde tilbage. Razor kunne ikke undgå at mærke en stikken af skyldfølelse over det. Han trak det værste frem i folk - gjorde dem ondt. Han trådte altid forkert. Selv når han faktisk gjorde en indsats for det modsatte, så formåede han alligevel at sprede knust glas på andres vej. Han så hende, uden at se. Det var for tåget. Han følte nærmest hendes tåre var hans tåre - også selvom hans øjne forblev tørre som ørkenen.
Han holdt blikket rettet mod hende i hvad der føltes som en evighed - lyttede til hvad hun sagde og forsøgte at samle ord til sætninger i sit hoved. Intet kom ud - alt forblev tanker. Alt hvad han burde sige forblev tanker. Han bed så kort bare tænderne lidt sammen før han rystede lidt på hovedet.

" Sure... " Sagde han så bare kort før han rettede sig lidt op.
" Feel free.. Be angry at me. I'm use to it.. People being angry at me. It dosen't hurt me.. I'm only just a shadow. " Han fik så bare et halv skævt smil frem over læberne. Ikke voldsomt oprigtigt, men heller ikke med en tydelig ironi gemt bag. Selvfølgelig kunne han ikke skjule alt fra Tatia. Men han kunne uden tvivl overbevise sig selv om at det var fint nok.
" If it helps - be angry. Stop apologizing for shit you haven't done. " Bed han så bare kort. Det var ikke meningen at han selv ville vende til den mere vrede tone. Men Razor var stædig og svag. Når det kom til at holde sig i en følelse han ikke brød sig om. Dæmonen vandt hurtigt og fik magten. Så længe den ikke angreb havde han det fint nok med det. Desuden gjorde Tatias ord ondt. At blive bekræftet i at man var en fejl - selvom det var sagt indirekte. Hvem tog ikke sådanne ord bare en smule til sig? - Fortids-Razor ville ikke have gjort det, så det var hvad han måtte være.
" You can't blame me for not letting you be happy, all I want is for you to be happy. It should be me who's angry at you for not letting yourself be happy. All that is happening in your life. Wade, a baby? A new home - your family. Seriously.. You have more than a million reasons to be happy - and enjoy that happiness while it's here - before you know it its gone so please.. Suck up your tears and get over it. I met this strong woman who could anything she put her head to. And now - I have to say... I'm a little bit disappointed. I blame myself for fucking up her life - but in reality. It's her. It's you.. You're jumping in a hole without a latter - when are you going to change that? Accept the fact that you have people that love you and care about you? - Even this psycho freaking don't want to lose you. " Han rynkede så bare panden lidt.

" I didn't come to ruin everything even more than I've already done.. - But you're making me mad... " Det var slet ikke meningen det skulle have været sådan. Han hadede at se Tatia ked af det. Faktisk kunne han slet ikke håndtere når hun ikke var stærk - for det gjorde ham usikker på alting. Til tider sin egen styrke. Han så ret meget op til Tatia, men det var som om.. at på det seneste var det ikke så meget mere noget han gjorde. Hun var for menneskelig. Han elskede hende, ingen tvivl. Men Tatias rolle i hans liv ændrede sig mere mere - storesøster ja. Men hun var mere end det, det mere at det blev farligt for hende at være en del af Razors liv. Hendes følelser der var ude af kurs satte ting i gang i Razor der i sidste ende ville gå i stykker. Hun havde evnen til at vende hans sind til det dæmoniske - ligesom Reign havde samme magt. Sean havde samme magt. En farlig magt der bragte dem i fare - en farlig magt der betød at de var en del af Razor. Dele han ikke ville give slip på.

Hjertet begyndte at banke hurtigere og hurtigere i takt med hans ord. Hun sank en klump, kunne føle verden falde sammen omkring hende. Let blinkede hun og ansigtet ændrede sig fra medynk til et nærmere koldt ansigt. Suck up your tears and get over it. I met this strong woman who could anything she put her head to. And now - I have to say... I'm a little bit disappointed. Tatia slog blikket kort ned og hev vejret ind mellem læberne.
"I do that, I accept it. But can't say I'm sorry I disappointed you.. that girl you met in the arena.. she is long gone Razor, she died in a fire- and she ain't coming back," svarede hun ham og sank en klump. "And yes, I'm a mess. But this is my mess, and I'm trying to clean it up, okay?" Spurgte hun tilføjende. Tatia tyggede på Razors ord. Så på sine egne, på de ord hun havde sagt. Det var ikke hendes ord, det føltes som om de kom fra en anden - men hun kunne ikke finde en rød tråd igennem tankerne lige nu. Det hele var et rod, og måske var hun lidt rundt på gulvet inden i. Det var svært at fortælle noget var galt, specielt når altid gik så godt. For hun havde jo ikke fair helle tiden at øsse problemer og tanker over Wade, når de havde så meget at være glade for. Måske var hun egnetlig ikke andet end en skuffelse.

Hvordan ændrede hun på hvad hun så i spejlet? Hvordan kunne hun få vendt det til ikke at blive foragtet ved synet.
"Shut up," vrissede hun af ham, da han at han ikke var her for at ødelægge tingene mere. Vred, gjorde hun ham vred? "Just shut the fuck up, okay? You don't want me to blame you, fine. But stop giving me reasons," Tatia hævede stemmen og knyttede næverne. Elijah var stadigvæk derude, og han skulle sættes på plads. Hvor var den person henne der ikke var bange for at tage kampen i egne hænder. Nu sad hun nærmest og ventede på nogle ville tage hendes hånd med derhen. Det var ikke hende. Det kunne ikke være hende.
"You want the Tatia you met on the arena? You want the broken soul, the cursed, tortured, sad, depressed girl who cried herself to sleep silent every night.. you got her, or you can be here. Help me find the broken pieces so I have a freaking chance to fix them. So I can find who I am again. Only then I can be truly happy.. so either help me..." hun sank en klump, "or get the fuck out." tilføjede hun alvorligt.
"Beja nou bants.." (Please don't leave,) hviskede hun, han anede ikke hvad det betød - måske var det meningen, også alligevel ikke. Måske havde hun alligevel brug for mere hjælp end hun anede, og hun havde brug for Razor. Hvad blev der af deres kloge samtaler, hvad var der blevet af dem i det her rod?
"What have we become..?" Spurgte hun lidt efter før han egentlig kunne nå at svare. "Did we even get free.. it feels like a part of me is still caged in the arena.. that we didn't get out.. that they still have power over us.. like this.. this is not me. This ain't us.. this can't be us.. the fighting, yelling, betrayals.. it can't be us."

" Well atleast make it clear if I'm on that cleaning out list.. Cause it sort of feels that way. " Sagde han så bare og rynkede panden i en halv irriteret gestus. Han rystede så bare lidt på hovedet. Det var dumt og åndssvagt det hele. Han vidste godt hvor meget lort Tatia havde været i igennem - og endnu mere nu med alt det nye der var sket. Han burde ikke være den til at dømme hende for hvilke beslutninger hun tog - men det gjorde ondt at hun bare så meget som tvivlede på Razor. Det havde været u-adskillige indtil nu og pludselig var himlen faldet ned og skabt et kaos der kun virkede til at vokse sig større for hvert ord der røg ud mellem læberne på dem. De var i et stadie hvor alle forskellighederne kolliderede. Ingen form for samarbejde eller visdommens ord blev udvekslet. Kun halv hjertet kommentarer, hårde fakta og frustrationer.

Han rynkede kort næsen lidt og blev stående - overvejede hvad det var hun sagde til ham. Han havde ikke lyst til at gå. Kun fordi han hadede at gå i vrede og uden at have en bare nogenlunde stemning. Han kendte det alt for godt fra når han skændtes med Reign. Det var ikke godt at skille veje i et skænderi.
" That is not... what I'm saying.. " Sagde han så bare kort i en svag knurrende lyd. Tatia forstod det ikke - eller også ville hun ikke forstå det. Begge dele var muligt, måske selv en tredje mulighed var muligt. Han lod blikket hvile mod hende men rystede så bare lidt på hovedet. " Great... At least I get to choose if I have to leave or not - usually I don't have that option.. " Han rynkede panden lidt men rystede så bare lidt på hovedet. Hvad var der med folk og at smide ham ud? Han tog kort lidt et skridt tilbage, men gik ikke - nej det var ikke et tidspunkt at gå på. Løbe fra problemerne lå ikke til Razor - han havde gjort det den gang hvor han havde angrebet Tatia - kun fordi det hele var blevet for meget.
Hans blik var et øjeblik bare rettet tomt ud i luften. " Maybe.. "
Han trak kort lidt på den ene skulder - hvad skulle han sige?
" Maybe this is exactly what they want.. " Han bed sig kort lidt i læben men rettede så blikket lidt mod Tatia igen. Forsøgte ikke at lade sin inderste irritation styre hvad han sagde længere. Han vidste at evnen til at skade Tatia med ord også var noget han havde - kun fordi han vidste at inderst inde betød han noget for Tatia - ligesom hun betød noget for ham.

" So who are we going to kill? " Spurgte han så bare - skubbede alt andet væk. Hvis hjælp var hvad Tatia havde brug for - var han mere end villig til at gøre det. Han kunne godt ligge spændt stemning på hylden for det. Det havde han gjort hele sit liv, ubevidst - så hvorfor skulle den bevidste beslutning være så meget sværere?
" You know you always have me right? - You just have to ask.." Han rettede sig kort lidt op før han rynkede panden en smule. Hellere det end at træde ud af hendes liv. Tatia var en af de ting der rent faktisk var værd at blive i live for. Så det at de skændtes gjorde ondt. Knuden i hans mave havde allerede løsnet sig en smule. Bare en ændring i attitude kunne gøre sådanne ting. Utroligt.

Måden hun så på ham var ny, en form for foragt - og alligevel var der noget andet under det. Noget der ikke gjorde det modbydeligt, eller som når hun så på en fjende. Man kunne vel slås med sine søskende. Hun havde da også haft enorme konflikter med Blake før, over i det ekstreme - men de endte altid med at løse dem. Tatia havde på fornemmelsen af det ville de også en dag, hende og Razor.
"Well I'm not the type of person holding others back against their freewill." Fortalte hun, måske lidt hårdt i forhold til hvad hun egentlig ønskede at få ud af situationen. Tatia så han tog et skridt tilbage, og af en eller anden grund frygtede hun, at de ville forsætte ud. Hjertet syntes at gå i stå, mindede hende om dengang hende og Wade gik fra hinanden. Det var også en simpel konflikt der var gået over stregen. Måske var det i virkeligheden bare en del af spillet. Det spil Elijah havde sat igang for mere år tilbage, og Tatia var blot en af hans dukker. Måske var det denne her ting, som kunne få rettet op på nogle ting. De blev ved med at kaste bolden til hinanden, i håb om aldrig at skulle se den igen - men vægten af den var for tung til kun en af dem kunne bære den. De måtte hjælpes ad, stoppe med at modarbejde hinanden på den måde.
Hvem skulle de slå ihjel? Let løftede hun hagen, og hun kneb tænkende på øjenbrynene. Det var ord hendes dyriske instinkter syntes om. Det var ikke fordi, at hun ikke havde slået ihjel for tiden. Det havde hun lige præcis gjort. Tatia var ikke til at spøge med når det kom til at dræbe skyldige folk. Det var hvad Tatia var lavet af, hun var en morder - og hun ville vise præcis hvad hun var gjort af.
"We are going to kill the devil." Sagde hun så og løftede lidt ekstra på det ene øjenbryn. Elijah var hendes mål, hun ønskede hævn. "Today is the last day I will let Elijah have a thing over me," tilføjede hun og gav Razor et lille nik.

De næste ord han sagde, fik hende til at synke en klump. Tatia sank en klump og nikkede.
"I know," svarede hun og sendte ham før første gang i noget tid, et oprigtigt skævt smil. Øjnene virkede ikke længere så kolde. Det kunne måske alligevel lade sig gøre for hende, at finde bare lidt ro i sit sind. Tatia kørte en hånd henover sit hår. "Kill the devil today, face the demon tomorrow - right?" spurgte hun og trak let på den ene skulder.
"I'm gonna change outfit, find my weapons.. and then I'm ready to go for a hunt." sagde hun og forsvandt ind i et rum. Tatia tog sit mest krigeriske tøj frem, og så sig i spejlet som hun malede sig sort henover øjnene samt en anelse henover kinderne.
" Oso gonplei nou ste odon nowe." (Our fight isn't over) hviskede hun til sig selv i spejlet.

Så trådte hun væk fra spejlet for at gå hen til en kommode, her åbnede hun skuffen og tog sværdet frem. Så satte hun det på sin plads bag hendes ryg, og gik tilbage i stuen.
"I'm ready," sagde hun så mens hun satte håret op i en høj hestehale. Hun satte sig på hug ved flammerne og slukkede ilden ved at opsuge flammerne. "I hope you are ready to face your fears, because we will walk right in and slay the demons.." Tilføjede hun og sank en klump. Det gjorde hende egentlig ikke nervøs, men det burde det måske.
"You told me we should make them pay. And I'm gonna make them pay. For what they did to us.. me and Wade.. to me.. you.. Reign.. Wade again.. I'm gonna make them pay for all of it."

Det var ikke optimalt. Men på den anden side hvad ved deres forhold var optimalt? - De trak den til det yderste bare ved at være i samme rum. En ting kunne de dog blive enige om - at slå et bæst ihjel. Var det virkelig måden at gøre tingene gode igen? Lette den spændte stemning? Helt sikkert. De var perfekte til det. Det løsnede stædigheden. I sidste ende var det en meget bedre beslutning end at blive her og kaste spydige kommentarer efter hinanden og ødelægge mere end hvad godt var. Så var det måske bedre at gribe omkring det egentlige problem og dræbe manden bag megen af den elendighed der dulmede under overfladen.
Razor blev ståede da Tatia forsvandt for at gøre sig klar. Han var selv mere eller mindre altid klar til kamp når han bevægede sig omkring i verden. Men han havde heller ikke brug for enorme våben der til daglig var tunge at slæbe rundt på. Han havde sine knive, og rigeligt af dem gemt hist og pist i sit tøj. Også selvfølgelig sin naturlige styrke. Han var ikke bange eller nervøs. Om det ville komme senere vidste han ikke. Det var underligt. Det var jo ikke fordi han gik rundt i en boble af angst hele tiden. Hvert fald ikke når han var i byen. Det var alt det uden om det triggerede en angst i ham. Men lige nu? Nej - intet rørte på sig og viste frygt der ikke skulle være der - der var helt stille.

" Demons huh - silly creatures.. " Sagde han så bare og rystede kort lidt på hovedet. " Messing with the wrong people. " Han nikkede kort en enkelt gang før han så bare rettede sig lidt op.
" I'm ready.." Sagde han så bare kort og lod blikket hvile mod hendes ansigt.
" I know it's wrong - but I like the sound of your voice when you're ready to go all the way for those dear to you. The look in your eyes and all of your being.. Please don't hide that away. " Sagde han så bare lidt før han vendte rundt på fødderne og begav sig udenfor.
Der var ikke andet at gøre end at skille sig af med problemet - og hvis Elijah virkelig var så stor en del af alt det kaos der foregik inden i Tatia - så var Razor mere end villig til at hjælpe hende med at få ham ud af spillet. Desuden sagde han aldrig helt nej til en god kamp - heller ikke selvom det var mod en grum dæmon. Faktisk var de sjove at slås mod, der var modstand i forhold til så mange andre. Hvilket bare var endnu en god grund til hvorfor de skulle ryddes af vejen - de var til fare for dem man holdt af og det var ikke en mulighed de for alvor skulle have glæde af.

" So - I'm guessing you know where he is? His scent is a bit off for me.. " Sagde han så lidt og skævede mod Tatia. Egentlig var den eneste fært han havde af den mand - et minde om en masse røg og skænderier. Ikke ligefrem en mand gad huske. Normalt var det ellers ikke et problem for ham at snuse sig frem til folk han kun havde mødt i hvad der lignede et øjeblik. Men denne gang - not so much.

Please don't hide that away. Tatia sank en klump. Det var ikke hendes mening at skjule det, den blodige voldsomme kriger der altid var klar på kamp. Men hun havde været tvunget væk, smidt i et hjørne, hvor det egentlig krævede mere af hende - end hun havde kunne magte for at kæmpe sig ud af det bur. Det virkede til hun var brudt ud, og der var så meget i hende der havde brug for at komme fri.
"I won't," svarede hun blot og sank en klump. Tatia vidste at de forskellige sider af hende skulle til at arbejde sammen, det nyttede ikke at lukke de andre kasser imens en førte an. Hun havde brug for sin fornuft i denne her kamp, og den lå ikke til hende under en kamp. Det ville blive en anderledes kamp, og det havde Tatia forståelse for.
"I don't have his scent.. but I will get it.. I never forget a scent, especially not when they were so close to you once.." svarede hun og sukkede let. "Let's go," tilføjede hun så og gik ud af bagdøren, som førte direkte ud i haven mod starten af skoven. Lige nu var det den eneste ting der var i hendes hoved, dræb Elijah, og det var måske en halv selvmords mission. Dog var hun også sikker på, alt for sikker på, at Elijah ikke ønskede hende død. Så havde han dræbt hende for længe siden, nej det var en test, og han ønskede hende som et trofæ.

Det virkede som evigheder at de travede igennem skoven, Tatia virkede målrettet og hun sagde egentlig ikke et ord. Det behøede det ikke. Ord var overvurderede i denne her sitation, og hun behøvede fokus hvis hun skulle have en chance for overhovedet at finde et spor af ham. De røde øjne trådte frem i det sekund, som hun fik færten af ham.
"This way," mumlede hun og satte så i løb. Tatia stoppede ikke op før hun kunne mærke den tydeligt. Blikket flakkede omkring og sank en klump. Alle instinkterne var ude, og pludselig trådte dæmonen frem i lyset.
"All this way you two have come. Seems like it's my lucky day," lo han let og vippede hovedet en anelse på højkant. Så klappede han hænderne sammen, som havde han fået serveret en masse gaver. Tatia knurrede voldsomt, nok mere voldsomt end hun havde regnet med. Hun stormede i vrede imod Elijah, med et slag han hurtigt stoppede. Han vred armen om på hende, og holdt den på ryggen. Tatia samlede ansigtet i et kort træk af smerte, men så skubbede hun det væk. Dæmonens læber dansede henover hendes øre og ånden fik noget i hende til at sitre i frustration.
"Listen why don't we make a deal?" Forslog han og så imod Razor med et svagt smil. "It's like this one has a choice, but you do," tilføjede han mens han så imod Razor. Så drejede han Tatia i en flydende bevægelse så han så hende i øjnene.
"You wanna go with me, no questions asked," sagde han med sin evne - og det efterlod Tatia blinkende tilbage. "You can go with us or stay.. up to you."

Så begyndte Elijah at gå, og på trods af hver eneste nerve i Tatias system kunne hun ikke bekæmpe hans evne til at modsige hans ord. Der var ikke specielt langt før de pludselig kom frem til stedet. Tatia havde aldrig rigtig kunne finde det, og ikke ligefrem fordi hun ønskede. Men tanker om hævn gjorde det ikke ligefrem som en tanke hun aldrig haft. Selvfølgelig havde hun haft i sine tanker at søge hævn. Brænde stedet ned.
"It's good to see you already have dressed up for the fight. Your little friend can look.. I need to find the strongest of you and some shifters. That is why I need him to look," fortalte Elijah og nikkede kort ud mod nogle folk. Der kom vagter stormende omkring dem.
"Razor," udbrød Tatia kort, men der var så mange folk - hun kunne ikke få overblik over hvor Razor var. I sidste ende endte hun med at blive løftet væk, nok skrigende, hun kunne ærligtalt ikke huske, hvordan hun kom derfra.

Det var en anden form for arena. Nærmere en tilbygning. Det lignede en faldfærdig side af bygningerne, hvor de før hen havde været fanget. Der var bygget omkring den med murer så høje at folk kunne sidde og kigge ned. Omkring arenaen var der en barriere så man kunne ikke trænge igennem. Tatia var inde i arenaen og vågnede op til varmen af ild. Hun sugede styrken til sig og sank en klump før hun søgte ud mod lyset.
"Rules are simple. The one that wins.. win. May the best element win," råbte Elijah, som sad ved siden af Razor - der havde fået nogle fine lænker for sine hænder og fødder.  "Look at this.. two of each element.. who do you think wins?" Tatias blik søgte rundt og fik øje på Elijah og Razor. Hurtigt trak hun sit sværd og gjorde sig egentlig bare klar. Hun var klar. Født klar.
"Don't worry you will get your turn.. I won't let her lose anyway.. so," sagde Elijah med et svagt skævt smil.

Et skrig gjorde Tatia reagerede som en kom imod hende, jorden skælvede under hende - hvilket gjorde hun blev overrasket. Hun løb til siden og prøvede at få overblik. Dog før hun nåede det skreg hun op, da en bold af vand ramte hende bag fra. Vandet fik hendes hud til at brænde, men hun måtte ikke lade sig slå ud, ikke nu. Tatia kom på benene igen, og satte i løb. Seek the fire, sagde stemmen i hendes hoved, og Tatia stormede mod fornemmelsen. Hun sprang på en anden person, og stak vedkommende ned. Hun lagde hænderne om hans kinder og lukkede øjnene.. hun sugede ilden ud af ham. For at komme sig over vandskaden.
"Bloody hell," mumlede hun.

//aaaaaarh.. spil endelig nogle af npcerne også! Og send ham ind til sidst! cc:

Det var sådanne øjeblikke Razor faktisk virkelig følte sig i sit S - tidspunker hvor han enten var på vej til kamp, midt i en kamp eller lige efter en kamp. Alt derudover var eksistens han ikke kunne finde ud af at forholde sig til. Han prøvede, og var blevet bedre til det - men det var stadig sværere end mange nok kunne se udefra. Det var ikke fordi han ikke kunne lide den person han var når han ikke var midt at tage livet af andre - men det var usikker grund at vandre på så selvfølgelig var det han kendte nemmere at være i. Dog var dette noget andet. Elijah havde en evne der nærmest med et satte dem i skak og det var ubehageligt på sin helt egen måde. Når man vidste man havde styrken og kræfterne til at slå ham men ikke kunne gøre det på grund af mærkelige energier i luften.
Han fulgte med Tatia hele vejen, stolede på at hun vidste præcis hvor de skulle hen. Der gik ikke længe før han var der. Præcis det ansigt man huskede på trods af det nu var et frivilligt møde med det. Han trak hurtigt sin kniv men rørte sig ikke ud af stedet - simpelt for Tatias beskyttelse. Det skulle nødig gå ud over hende hvis Razor gjorde noget over ilet mens hun var i grebet af dæmonen.

Hvorfor endte det altid sådan? Det var jo ikke fordi de ikke vidste hvad manden kunne, så det nærmest at gå lige i en fælde. Om det i sidste ende var Tatias plan? Nej - det kunne det umuligt være. Han skævede mod vagterne som omringede dem og meget hurtigt fik fingrende i Razor. Selvfølgelig havde han valgt at gå med. Han kunne hurtigt have stukket halen mellem benene og skyndt sig væk. Men det gjorde han ikke, det gjorde han aldrig. Ikke tale om. I stedet lod han vreden boble rundt inden i og måtte acceptere ikke at kunne nedlægge alle omkring sig og tage Tatias hånd og løbe væk. Alligevel gav han dem kamp til stregen før han var placeret i lænker med blikket rettet mod noget der lignede en kampzone - som da også kort tid efter forvandlede sig til en kampzone. Det var forfærdeligt.
" Tatia.. " knurrede han lavt for sig selv og med et længselsfuldt blik måtte han se til fra sidelinjen ude af stand til at komme fri. Han skævede kort mod Elijah før han så bare rettede blikket ud igen. Stille og roligt virkede det som om kampgejsten svandt ud af hans system og han var ikke engang en del af dem. Sikkert derfor han følte den borte. At være hjælpeløs var noget af det værste der fandtes og lige nu var han ikke andet. Han skævede et øjeblik mod lænkerne og overvejede sine muligheder for at komme fri - men kampen fangede hurtigt hans opmærksomhed igen.

En ung mand havde fanget Tatia i sin opmærksomhed - det dyriske udtryk i hans øjne, nærmest lysende i en blå farve og slange agtige bevægelser gjorde det helt hypnotiserende at kigge på. Vandet der dansede op af jorden i små dråber omkring ham. Det var nærmest som en omvendt regndans - ikke den form for dans man ville gøre grin med. Tvært imod - så fængende. Dog gik der ikke længe før på få sekunder havde alt vandet samlet sig under fødderne på Tatia og bragt hende i et dybt hul af vand. Et hul der kun udvidede sig for hvert sekund der gik. Lige indtil en anden slog den slange agtige fyr ud af sit fokus ved rystelser i jorden under hans fødder.
Razor fik endelig revet blikket fra fyren og rettet det mod Tatia. Han rejste sig fra hvor han sad og hev i lænkerne for at komme fri. " .. Freaking... fuck.. " knurrede han vredt men bed så tænderne sammen - kun for at ruske i lænkerne omkring sine hænder, hårdt nok til at de borede sig mere end rigeligt mod hans hud. Det var lige meget han skulle fri. Han skævede kort mod Elijah men rettede så blikket ud mod Tatia. " Let her go! " Bed han så bare da blikket igen ramte Elijah. " What do you want with her!? " få øjeblikke efter var han helt tæt på Elijah. " Seriously!? " Den knurrende lyd der fra begyndelsen havde været på et minimum var steget en del og han kunne slet ikke helt få samling på sig selv og sin vrede. Kampen fortsatte bag ham men selvom han var fristet til at kigge - bare for at være sikker på at Tatia klarede den, så blev hans blik rettet mod Elijah. Indtil et sæt vagter meldte deres ankomst. " No.. " Sagde han kort og så fra vagterne tilbage til Elijah også helt tilbage mod Tatia. " No.. no no no.. " Røg det så bare ud af ham i det de fik ham trukket med efter sig i lænkerne han havde om anklerne. Hvis de fjernede ham kunne han jo ikke holde øje med at Tatia klarede den, han måtte komme fri - nu - det var nu hans chance var der. På trods af et gevaldigt antal forsøg måtte han dog til sidst bare følge med, blodet der fossede fra hans øjenbryn ned over hans øje fra et slag med skaftet på en kniv gjorde det svært at se og et bøjet ribben bankede nærmest stød gennem hans krop som han gang på gang var blevet kastet tilbage mod jorden. Lænkerne gav dem en fordel for at kunne holde ham nede.

Det var først da han var en del af kampen at fandt sit fokus fra sin ellers begyndende vågne dæmon. Den ulmede under overfladen og var på grænsen til et udbrud. Farligt at være i nærheden af. Ikke kun for dem der fortjente det, men også for Tatia - hun var nok i sidste ende den eneste grund til at han yderste sit bedste for at holde den nede.
Han spejde rundt efter hende men måtte hurtigt overgi sin opmærksomhed til noget andet da han ikke længere var tilskuer men også måtte kæmpe mod hvad der så end blev sendt imod ham. Han var slet ikke fokuseret nok til at kæmpe og følte sig ærlig talt svag. Hans slag og bevægelser var slet ikke hvad de plejede - hvad var der lige blevet af gnisten i ham. I stedet for at slå og udrydde tog han imod slag og endte på jorden gang på gang. Til sidst bed han tænderne sammen. Han kunne ikke lade sig vælte på den måde. De var her for at skille sig af med Elijah - det var det de skulle. Han var skyld i alt dette og nu? - Han måtte more sig. Razor vendte rundt i et hvæs før han satte af og kort efter var han på skuldrende af en kvinde han vred nakken omkring på inden hun kunne gøre sit næste trak. Med følelsen af et drab under huden kunne Razor lettere fortsætte og han var hurtigt af sted efter den næste i rækken. Elementerne var han ikke en del af - og kunne ikke søge energi fra andre steder end sig selv. Det var dog fascinerende alligevel - hvordan Is blev til vand om ørerne på ham - måske næsten for tæt om ørerne. Hvad var han gået glip af et øjeblik?
Omringet af vand og trykket mod barrieren ud mod hvor han før havde siddet. Han kunne ikke få luft. Han skævede rundt for at få øje på personen der stod bag men det var alt for sløret i det grumsede vand - i stedet kunne han forsøge at skubbe sig fri fra trykket. Umuligt. En brændende fornemmelse begyndte at sprede sig i hans krop, i hans hals. Han kunne ikke få luft. Han havde brug for luft. Hvor længe skulle han holde det ud? Han bed tænderne sammen mens han stadig efterhånden lidt panisk kæmpede imod. Hvis det var sådan her han skulle dø? Fanme nej. Han rystede kort på hovedet - holde ud lidt længere. Kunne han ikke godt bare komme fri. At holde en vejrtrækning tilbage, det gjorde ondt. Eller gjorde det? Måske var det bare panikken i hans krop der brændte i angst. Dog måtte han til sidst give efter - luft havde han brug for, men en vejrtrækning bragte ham det desværre ikke. Kun mere vand. Det gjorde så ondt. Utroligt så mange ting der kunne flakke igennem ens hoved på så kort tid - billeder af Reign.. Tatia.. Han havde ikke planer om at forlade dem i den her verden - ikke før det var sikkert for dem at forlade dem. Det var ikke endnu. Sikken en skuffelse han måtte være.
Det var først da han ikke længere kæmpede imod at han faldt til jorden med plask fra vandet omkring ham.

Blodet dansede henover huden på hende, som hun sugede ilden der gav livet ud af personen. Til han var død. Så rejste hun sig op og så sig omkring. En person fangede opmærksomheden og hun sank en klump, get the fuck away from there, hvæstede stemmen i hovedet på hende. Tatia trådte et skridt tilbage. Vandet startede panikken, men før hun egentlig nåede længere væk ramte hun ind i en mur. Vandet omkring fødderne skabte en følelse af panik, hvornår havde hun nogensinde været bange for vand? Måske var det også en illusion? Før hun nåede af det, var hun ved at drukne i mørket. Vandet omkredsede sig omkring hende. Prøvede at køle hende ned, og hendes indre ild kæmpede for at holde hende i live. Tatia kunne mærke panikken sprede sig ud i hver eneste nerve i systemet. Og hun prøvede at svømme op af hulet, men det var som om, at hun ikke kom nogle vegne. Hun var fanget. Til det stoppede. Tatia fik kæmpet sig op til overfladen.

Det første hun så da hun kom op, var Elijahs mørke øjne der stirrede på hende oppe fra. Han stod op fra sin plads og stirrede på hende - men hvor var Razor. Tatia satte i løb rundt omkring, lige pludselig var det eneste der galt at finde Razor.
"Razor!" Råbte hun og så sig omkring. Angrebet fra vandet havde allerede suget en del af den nye energi fra hende. Hun kunne mærke det og hun hadede det.  Tatia passerede en død kvinde på jorden, nakken vredet om - kort stoppede Tatia op. Hun tog en dyb indånding for bare at prøve at få sanserne til at hjælpe hende, men det virkede ikke. Blodet. Alle elementerne blandet sammen, det forvirrede sanserne. En knurren forlod hendes læber.
"Why don't you just stop now? You are weak.. can't even shift if you wanted to.. why don't you just let me suck the air out of your lungs.. then it's done, not much pain.. just a quick death." Lød en stemme fra siden, som fik Tatia til at flytte blikket derover. Hun havde tabt sværdet på vejen.
"If I die, I die.. at least I go down fighting," svarede hun blot ganske koldt. "Try me," svarede hun blot.  Kvinden kom nærmere hende med et lilla skær i øjnene. Følelsen af luft der blev suget ud af hende, var brændende. Men til alt uheld for kvinden, kom hun blot tættere på. Nok til det ikke var første gang nogle havde prøvet at suge livet ud af Tatia - og hun faktisk slog hende ud. Nogle gange hjalp det at spille svag. Tatia tog våbene fra kvinden, og skar struben over. Et suk undslap læberne og et kort host - før hun forsatte sit løb for at finde Razor.


"NO!" Råbte hun til synet. Razor var trykket mod barrieren omringet af vand. Det var en voldsom måde for nogle at dø på, og Razor skulle da slet ikke dø her og nu. Synet havde fanget hende i et kort chok før hun reagerede - men hvor længe han havde siddet der, anede hun ikke. Grebet om kniven hun havde stjålet og blev sluppet da hun havde svunget den imod slangemanden der havde haft kontrollen over vandet. Derefter var hun uden at tøve løbet imod Razor. Hun faldt direkte ned på knæ ved siden af ham, og vejrtrækningen blev hurtigere som sekunderne slog. "Don't die on me.. do you hear me.. I won't let you die.." mumlede hun og kunne mærke panikken stige endnu voldsommere. Hun lagde sin ene hånd mod hans hjerte og den brugte hun til at løfte hovedet lidt for at sikre luften kunne komme igennem. Tatia lukkede de tårefyldte øjne i, og fokuserede på den healende energi. Vandet i hans system gik hun ind og fordampede, så det forsvandt - hvorefter den healende energi gik ind og fokuserede på de skader hendes varmene indgreb kunne fortage.
"Come on.. work.." Mumlede hun frustreret. "WORK," udbrød hun og mærkede tårerne der trillerede henover hendes kinder. Så snart hun kunne hører ham ånde ramte smilet på læberne.
"It worked.. it worked.." smilede hun til ham med et lettet tandsmil. "I love you.. so much.. don't forget that.." tilføjede hun lettet. Så åndede hun tungt ud en sidste gang, ingen hun mærkede øjnene lukke i. "Wad.." Hun nåede ikke engang at sige mere før, at hun væltede bagover. Mærkede hvordan hun havde besvær med at få luft, hvordan hun lukkede ned. For første gang var der ingen smerte der prikkede til hende fra hjernen, alting virkede stille. Så mørkt og fredeligt.


"NO this isn't how you die," råbte Elijah og løb hen for at løfte Tatia op i sin favn. Han så ikke engang hen imod Razor, Razor i denne her kontekst var han ligeglad med. Heldigt for Tatia, vidste Elijah hvor ilden i arenaen var. Og det tog ham egentlig ikke længe før han fandt et bål. Han satte Tatia ved siden af det, med hendes hånd ind imod flammerne. Elijah satte sig på hug ved hende, og så hvordan flammerne dansede henover hendes arm. Sugede sig ind i huden, hvilket gav ham bare lidt håb.
"I'm sorry.. This wasn't.. I'm so sorry you got caught up in this.." mumlede han let frustreret og sank en klump. "Don't die.. fight.. you are stronger then this Tatia.. fight, Kigon yo gonplei." (keep fighting) tilføjede han lettere hæst.

Tatia kunne mærke flammerne opsluge hende, suge sig ind og sammenarbejde med de sidste livstegn. Det krævede en del mere tid for hende at vågne end hun egentlig ønskede. Trods alt var der to liv i hendes krop som skulle passes på, og det var ikke Tatias som kroppen tog hånd om først. Alligevel endte det godt for begge parter. This is the last time I'm gonna save your both, hvæste stemmen i hovedet på Tatia, hvilket fik hende til at slå øjnene op. De blågrønne øjne mødte Elijahs mørke øjne som det første. Ærligtalt var det ikke hvad hun havde forventet.
"Gon we o wan op." (Leave or die,) mumlede Tatia hæst, men budskabet var tydeligt. Læberne rystede let. "I hate you.. I hate you so much.." tilføjede hun og kunne mærke stemmebåndet knække over. Elijah så på hende, og rystede så let på hovedet.
"No.. No you don't," svarede han blot, hvilket fik Tatia til at knække lettere sammen.
"I should.. I should hate you.." pointerede hun halv grædende. Flammerne gik ud som Tatia havde opslugt energien fra dem. Elijah trak hende ind i sin favn, og et gisp lød fra Tatia. Måske havde meget af det hele ikke været sådan en stor løgn som hun havde forstillet sig. Tatia slog armene omkring ham kort.
"You should go.." mumlede hun i en lettere hvisken mod hans øre. Så hjalp han hende op og stå. Elijah holdt Tatia ud i strakt arm, blot for at se hende an. Let slap han med den ene hånd og lod håndryggen glide henover hendes kind kort.
"Go find your brother," sagde han så og gav slip på hende. Elijah passerede hende, og Tatia så sig kort tilbage. Så gik hun igang med at finde Razor.
"Razor?" Sagde hun med lettere hævet stemme.

En fredfyldt varme havde overtaget hans sind og trak ham væk fra hvad der gør havde været panisk kaos. Det var først da den brændende fornemmelse vendte tilbage i kroppen at det gik op for ham hvor langt fra følelsen af en krop han egentlig havde været et øjeblik. Varmen var der stadig, men ikke samme varme. Denne varme var Tatias varme. Men den forhindrede ikke i en ubehag da han igen fik luft til lungerne og hans krop vågnede og slog øjnene op. Han rullede om på siden mens en hosten forlod hans krop - men det var en tør hoste og det skar i halsen. Hans krop ville reagere på det vand der ikke længere var i hans lunger - men fik intet ud af det, eftersom vandet var væk for længst ved hjælp fra Tatia. Han knugede kort sine fingre lidt omkring sin trøje ved sit bryst og bed kort tænderne lidt sammen.
Han ville gerne høre hvad Tatia sagde, men det hele var sløret for hans øjne og at finde fokus på en simpel ting som ord var ikke hvad han lagde sin opmærksomhed mod på nuværende tidspunkt. Han forsøgte først og fremmest at få sin vejrtrækning til at samarbejde uden at det gjorde ondt - og at sætte sig bare lidt op. Men da Elijah pludselig var her og det gik op for Razor at Tatia ikke var okay - startede en helt ny panik. Men var for svagelig i øjeblikket til at gøre noget ved at han tog hende med sig.

Med rystende hænder fik han sig skubbet på benene og lod blikket flakke rundt på omgivelserne før det endelig fandt Elijah og Tatia et lille stykke væk - Tatia var i live. Han kunne høre hendes hjerte slå. Flammerne holdt hende i live. Selvom flammerne under hende gik ud bremsede det ikke nogle i at blusse op i Razors indre. Men der var intet venligt eller helende ved dem. Det var ren vrede der boblede rundt og gav ham en helt ny energi. På trods af at være omtåget i hovedet og nærmest drænet for energi følte han sig det stik modsatte. Synet af hende og Elijah gjorde ham vred. Han følte sig trådt på - hun krammede ham? En sitrende fornemmelse bredte sig - helt ud i fingre spidserne. Han hørte ikke hvad de sagde, og var ærlig talt lige glad om hvad ord der så end blev vekslet mellem dem havde en anden betydning end hvad han så. Han var ikke kommet her for at dø for at Tatia kunne lægge låg på det hele med et ynkeligt kram. Eller over hvad end der var blevet sagt eller gjort.

Han hørte Tatia kalde men ignorerede hende. Fuldstændig. De første skridt var svære - men det ændrede sig hurtigt. Han kunne stadig bevæge sig smidigt - lydløst og helt sikkert ikke i en ventet retning. Han havde sit fokus fanget på Elijah som han kort tid efter var henne ved. Med et stramt greb omkring sin kniv lod han den bore sig ned i skulderen på manden - kun for at kunne trække sig tættere, højere op. Ikke en så let bevægelse som havde han været ved sine fulde fem - men drevet af vrede og had og ikke for at nævne den skuffelse og svigt han følte.
Det var en bister knurren der flød ud fra mellem hans læber og blikket i hans øjne var tomt. Var det ikke for de tåre der løb løbsk ned over hans kinder kunne man hurtigt tro han var i sit dæmoniske ukontrollerbare hjørne. Men det var slet ikke tilfældet. Han var der - bare i et så forrådt øjeblik at der intet andet var end begæret til at gøre hvad de var kommet for. Skille sig af med Elijah. Det stak alle steder i hans krop, det gjorde så ondt. Den følelse så lidt kunne kaste ind i hans krop. Han kunne ikke rumme det. Ikke kontrollere følelsen. Det værste var at det var Tatia der i sidste ende fik ham til at føle det. Elijah var bare den det skulle gå ud over. Hvor meget der så end skulle til - Razor gav ikke slip. Hver mulighed han havde for at gøre manden ondt ville han gribe.

Razor slap kun fordi hans fokus var ved siden af - ellers ville der skulle mere til før end at Elijah bare ville kunne slippe væk uden besvær. Det var som om hans ben og arme slet ikke rigtig ville reagere som hans hoved havde bedt dem om. Han ville rive mandens lemmer fra hinanden. Han knyttede kort sin hånd i en vred knurren - men så var manden også væk. Ude af arenaen og uden for rækkevidde. Det irriterende Razor grænseløst - hvorfor var han så svag? Han bed tænderne sammen, men inden han kunne nå at gøre mere mærkede han et - nærmest slag mod sin krop, efterfulgt af endnu et. Det slog ham kort fuldstændig ud - slaget mod muren og han havde et blackout i et par sekunder før han fik øjnene og fik sig skubbet væk fra muren og op at sidde. Han skævede kort mod Tatia som sad tæt på.
Han knurrede bare kort før han rystede på hovedet men skubbede sig så helt på benene. Han gad ikke mere. Der var intet sjovt i den her form for kamp. Det prikkede for hans øjne og et øjeblik måtte han stå stille for helt at finde sit fokus. Lige nu ville han bare gerne være alene - eller hjem eller.. alt andet end at værre her. Han var irriteret - såret og vred og.. Alt for meget på en gang. Alligevel fulgte han med i kampen - måske lidt i håb for at det ville ændre på hans humør og gøre det til at være til. Men det gjorde det ikke - synet af Tatia gjorde det værre. Hvorfor? Han anede det simpelthen ikke.

Duften af blod var det eneste der beroligede ham på nuværende tidspunkt. Omfavnede hans sanser og holdt ham fra ikke at gå amok. Han holdt blikket mod Tatia da hun sagde noget. Der var ikke meget følelse at finde i Razors øjne hvis man ikke så ordentlig efter. Gjorde man det var det sikkert tydeligt hvor såret han så ud. - Skuffet måske nærmere. En god blanding af begge dele. Alting røg gennem hans hoved og intet af det vilde falde på plads til at give ham et ordentlig svar. Han var så vred.
" It's not like I enjoy dying just for the sake of getting stabbed right after.. " Sagde han så og kneb kort øjnene sammen. " At least I know how to stick with a plan.. " han rynkede kort panden før han så bare rystede lidt på hovedet. Han kunne da ikke stole på Tatia når hun uden videre kunne lade sine følelser løbe løbsk på den måde. De var kommet for at slå Elijah ihjel og det havde været planen. Tsk..
" Don't bother saving me next time.. " Sagde han så bare kort i en svag knurrende lyd før han trådte væk fra sin plet og gik langs muren. Han ville ud herfra - hvordan det så end ville komme til at ske var han ligeglad med. Han ville ud - han gad ikke mere. Hjem - helt hjem. Ugh. Hele hans krop rystede - ikke længere af smerte men af indebrændte følelser der gerne ville ud, af udmattelse over hvad hans krop havde oplevet indenfor - alt for kort tid. Han forsøgte at finde en vej ud - om han så skulle kravle over de giganstiske mure, så var det det han gjorde.

Tatia var hurtig til at opfange at hendes ord ikke ligefrem gjorde det bedre. Og hun blinkede overraskende over den lille kommentar hun fik med på vejen.
"Are you saying I stabbed you in the back?" Spurgte hun og hævede et bryn. "I can stick to a plan.. this wasn't the plan. The plan wasn't to get here.. the plan was to be careful.. and here I go again.. bending the rules of my life, for you." Råbte hun efter ham som han begyndte at gå.
"Don't you dare walk away from me!" Tilføjede hun i samme toneleje. Tatia mistede næsten evnen til at trække vejret, og det var ikke fordi hun var under angreb. Det var nærmere fordi, at hun ikke vidste hvad hun skulle gøre af sig selv. Det var forfærdeligt, hun havde spillet sig selv op til at være så glad og positiv for tiden.. at hun pludselig ikke længere vidste, hvordan hun skulle håndtere en situation som den. Smerten. Det gjorde fysisk ondt på hende at han gik fra hende. Det sveg i øjnene som tårerne ønskede at deltage i kampen, men hun kunne ikke lade det ske ikke nu.

Let rystede hun på hovedet af sig selv, var det ikke det her hun ønskede? At slippe af med ham for at undgå denne her side af sig selv. Razor dragede den drablige side ud af hende, sammen med andre kasser der normalt ikke blev blandet sammen. Det var en side af hende, folk vidste fandtes - og en del frygtede. Det havde aldrig været en hemmelighed at hun kunne slå ihjel uden skyld. Det havde hun gjort siden hun var yngre end Razor var nu. Han forsvandt fra hendes synsvinkel som hun egentlig blot blev stående i egne tanker. Let så hun sig omkring dette sted. Tatia tørrede de to Sai Blades af i sit tøj og satte dem i sit bælte - nu når hun havde mistet sit sværd måtte det være bedre end ingenting. Hun var på kanten til et sammenbrud, og måske egentlig mest på grund af sig selv. Tatia havde ingen anelse om, hvem hun var lige nu - og på den ene side gjorde dette her blot hende mere frustreret. For hun nød suset ved mordet, drabet - selve kampen. Men Tatia elskede også at føle sig sikker og at hun kunne leve uden smerten. Det hele var en balance, og Tatia vidste ikke hvordan hun fandt den. Måske burde hun snakke om det, men der var aldrig rigtig nogle der spurgte hvordan hun havde det inden i. Og når de gjorde skjulte hun det, i hvert fald hvis folk ikke pressede bare en anelse mere på. Det krævede det nogengange.

Tatia begyndte at bevæge sig igennem arenaen i stilhed. Måske skulle hun bare lade Razor gå? Var det ikke sådan man sagde, hvis man elskede dem, skulle man lade dem gå? Men bare fordi folk sagde det, betød det ikke at det var sandt. Tatia havde brug for Razor for at styrke balancen i hende, en som kunne bekræfte hende i, at det var okay at slå ihjel med måde naturligvis. Ikke at Razor slog ihjel med måde, men det var ikke ligefrem det tingene kom an på. Tatia tog sig til hovedet og kunne mærke neglene kredse ind imod hovedbunden, hun stoppede op til sin tunge vejrtrækning. Hvordan fandt hun overhovedet vejen ud? Pludselig var der noget som fik hende til komme til sig selv igen - bare lidt. Noget der omfavnede hendes ben, en lilla tyk væske. En klam væske hun ikke kunne bevæge sig ud af. Den strakte sig fra en tunnel under arenaen, et hul, som folkene derfra sikkert ikke havde bemærket. Et ryk og hun ramte jorden med ryggen. Væsken løftede sig op omkring livet på hende, og trak hende hen imod hulet. Panikken steg hurtigere end noget andet.
"RAZOR!" Udbrød hun i panik, imens hun prøvede at holde fast i alt der kom imod hende. Neglene borede sig i jorden, men der var ikke rigtig noget hun kunne stille op. Blikket blev lagt tilbage mod tunnelen som hun blev trukket imod. Væsken var klistret og at prøve at ødelægge den, gjorde blot hænderne næsten sad fast. "Razor!" Råbte hun igen, velvidende at han måske var ligeglad. Det kunne være han var gået, sluppet fri. Da hun kom ned til mørket, var der ikke andet end mørke og denne her knurren af en ting. Den lugt hernede gav hende kvalme, og at hun intet kunne se - hjalp ikke spor. Tatia prøvede at holde sig rolig, fik kontrol over den ellers tunge vejrtrækning. Dog var hjertesbanken høje og hurtige. Noget slikkede hendes kind, en stikkende, klistrende følelse ramte huden. Et vrid i hendes højre skulder fik hende til at skrige op af chokket, tvang hende til at antænde bare en lille flamme i den venstre hånd.

Der så hun væsnet. Det lignede en form for redde af edderkopper.. Eller bare en edderkop og en masse unger der ventede på at blive udklækket. Men det var ikke bare en lille edderkop, det var en kæmpe edderkop. Dem kunne hun normalt godt ordne, specielt hvis hun var i ulveform eller ikke klistret fast til en væg. Ilden healede vredet i skuldren, men hun måtte gemme noget energi og holde flammen lidt i live. Det virkede til at skræmme bæstet bare lidt, men også nok til at gøre det mere vredt. Tatia fik sig i hvert faldt et bid mere i skulderen, før hun fik brændt bæstets ene ben og det trak sig lidt. Vejrtrækningen var ustabil og panikken havde sat farten for hjertetsrytme.

Han ignorerede hende fuldstændig - det var ikke den Razor han havde lyst til at være men det var sådan det var. Der var så meget i ham der talte for at lade Tatia vide hvor meget hun havde skuffet ham. Måske han overdrev? Sikkert - men for at være ærlig kunne han ikke være mere ligeglad. Det gjorde ham frustreret - en frustration han ikke helt vidste hvordan han skulle håndtere. At Tatia heller ikke helt forstod ham var forståeligt nok. Razors logik var aldrig helt til at finde ud af - det var sikkert derfor at venskaber eller andre forhold ikke helt fungerede - ikke medmindre man havde samme sindssyge som han selv. Og af hvad han selv vidste var ingen af hans bekendtskaber der hvor han selv var.
Han rynkede kort næsen lidt og bed tænderne sammen da han igen hørte hende. Denne gang dog i en tone der gjorde det svært ikke at se tilbage mod hende. Han rynkede panden i en knurrende tone da han så hvad han så - hvad i alverden? Endnu et dilemma - hvorfor følte han sig så splittet i alle beslutninger han skulle tage? Det var forfærdeligt. Men han vidste at selv hvis han i sin stædige eksistens og irriterende hjørne - ikke ville kunne lade Tatia dø.

Heldigvis var han ikke bange for edderkopper.
Han knyttede kort sin ene hånd men satte så bare i løb mod hende. Tog på vejen et sværd fra en af de døde kroppe der lå på jorden. Kun for at finde ud af at et enkelt ned igennem det lilla klæbende materiale ikke var nok - sværdet satte sig fast og gjorde det næsten umuligt at trække fri. Desuden var det sat til med klister da han endelig fik det fri - og måtte i stedet ty til andre metoder. Han skævede kort mod Tatia men knurrede så bare lavt før han fangede en kniv fra sit bælte og lod den først finde vejen rundt mellem hans fingre - bare lige for at få en fornemmelse med den, men sendte den så gennem luften og den borede sig ind i edderkoppens kød. Den skreg - meget højt lige så en tinnitus brød frem i øregangen. Om det var en forsvarsmekanisme eller ej - det vidste han ikke. Men det virkede og Razor tog sig kort til ørerne en bevægelse der forhindrede ham i at tage fra da noget vådt ramte ham - og gnavede sig gennem hans trøje - brændte mod huden omkring ved ribbende. Han skar en grimasse og trak sig automatisk et par skridt væk. Den klæberige masse Tatia sad fast i bevægede sig heldigvis ikke længere ind mod edderkoppen og den unger - det var en process der var gået i stå. Men det reddede hende selvfølgelig ikke fra ungerne der ved deres mors skrig var på vej ud af reden langs det lilla snask.

Razor fandt sit fokus igen og måtte ignorere det ætsende væske mod huden og springe på en edderkop der var nået lige tæt nok mod Tatia. Ugh! Så meget for at være parat til at skride fra det hele og bum, så var man midt i at redde folk igen. Han var træt af det - ærlig talt, men han gjorde det jo alligevel. Var det hvad man kaldte kærlighed? Sikkert - det at se ud over sin egen næsetip. Jup. Forfærdeligt.
Endnu en edderkop nåede frem mod ham - men i stedet for at vride den til døde med de bare næver - vendte han et hidsigt blik mod den og slap en kulde gysende hvæsende lyd som fik den ti at rende modsatte vej. Måske burde det snart gå op for Razor at han var mere end bare shapeshifter - han havde et dyr der havde tav på insekter. Det var ikke første gang han havde fået en edderkop til at vende næsen hjem.
" What even is this.. " knurrede han så bare lavt for sig selv og forsøgte at få noget af det snaskede stof væk fra sine fingre efter et møde med Tatias tilfange tager. Han rettede blikket mod hende før han skævede tilbage mod ungerne. Moderen var død - kniven havde været nok til at slå den ihjel. Den havde ramt rigtigt. Han vidste dog ikke hvordan han skulle få Tatia fri. Det virkede nærmest umuligt.

Skriget fra bæstet fik hende til at klemme øjnene hårdt sammen, og holdt sig for ørerne så godt hun kunne - ilden brændte ikke ligefrem hende så. Øjnene blev slået op da skriget var ovre. Hun havde stadigvæk det stads til at omfavne sine ben, og hun vidste ærligtalt ikke hvad det var. En form for gift, så man kunne holde byttet fanget? Sikkert. Hun kunne ikke nå sine våben og alt hun egentlig havde var den mindre flamme i sin hånd. Blodet fra hendes skulder måtte tiltrække opmærksomhed, men hun måtte finde en eller anden flugt vej. Tatias øjne glødede advarende op da en edderkop var på vej imod hende. En knurren forlod hende, men ikke en knurren, dert ville gøre hende nogen forskel. Tatia hev vejret lidt ind da hun så hvordan Razor agerede med edderkoppen, men pustede stille ud da den løb sin vej. Tatia kunne det samme med ulve, i hvert fald kommunikere med dem. Det var en egenskab hun fandt meget nyttig i tilfælde af angreb, det var sådan hun havde hjulpet Alessio - også selvom han mente han ikke havde brug for hendes hjælp.

Tilbage til virkeligheden galt det om at få fjernet det her klistrede noget fra hende.
"I have no idea.." svarede hun og sukkede let. Tatia så sig omkring. Hvad kunne opløse sådanne væsker her, vand kunne måske, men Tatia vidste ikke om hun turde tage den risko. Men det kunne endten være det eller ej.
"Maybe I can melt it?" Spurgte hun lidt sig selv undrende. Hun lod forsigtigt hånden med flammen hvile ned mod væsken, blot for at antænde sine ben og hele sporet fra hulen af.
"Nooope, not that.." kunne hun så konkludere, det var nærmere tæt på en bombe end at hjælpe noget. Tatias øjne spærrede op af de enorme flammer, men fik til sidst holdt kontrollen så de blev trukket ind til hende.

"Razor?" Sagde hun så og sank lidt en klump, "thank you," tilføjede hun med en svag antydning af et smil. Dog sagde blikket mest. Endnu engang fangede Tatia sig i et øjeblik, hvor hun ville ønske at have Wades evne. At lære det hurtigere ville måske hjælpe til at omfavne situationen på en helt anden måde end hende og Razor gjorde. Hun måtte prøve at tænke som Wade, bare prøve i hvert fald. Et suk forlod kort hendes læber imens hun så noget så eftertænksom ud.
"Dammit.." vrissede hun lidt for sig selv, imens øjnene flakkede omkring. "Their teeth," udbrød hun så lidt efter.
"Can you collect one of the sharpest fangs? Might be the only thing that can tear this disgusting thing apart," spurgte hun Razor. Det var en teori, men det kunne måske være rigtig -det var vel forsøget værd. Desuden var der en af edderkopperne der var døde - så de behøvede ikke at gå på jagt. Tatia var i tvivl om, hvor langt Razor ville hjælpe hende. En del af hende vidste godt, at så snart hun var fri - var hun ikke længere i fare og deres veje ville nok skilles i et stykke tid. Der var sket meget omkring dem, og de havde brug for tid.

Han fulgte med i Tatias forsøg på at få det væk. Tydeligvis nej - det virkede ikke. Han trådte kort lidt et par skridt tilbage før han så bare rystede lidt på hovedet. Han rykkede lidt på sin trøje men planede så lidt sin hånd i sin side. Det gjorde stadig ondt. Lorte edderkop. Okay det gav mening, det havde ødelagt den følsomme hud omkring ved ribbende og havde allerede næsten farvet hans trøje rød i blod. Han overvejede mulighederne men kunne ærlig talt ikke lige finde en løsning. Hvordan fanden skulle de få hende fri? - Det var sikkert bare et spørgsmål om tid før der dukkede flere problemer op. Hvor meget han så end havde lyst til bare at smutte, så følte han ikke at han kunne forlade hende. Ikke uden i det mindste at få hende fri først.
" Don't! " Sagde han så bare kort - eller bed nok nærmere af hende og skævede kort mod hende. " Don't thank me.. " Sagde han så bare kort efter med en svag knurrende lyd. Han bevægede sig så bare hen til en af de døde edderkopper og hev en af dens store 'tænder' af. Måske ville det virke. Måske ikke. Han trådte hen til Tatia igen og lod sig dumpe ned på knæ for at forsøge at skære det over med tanden. Det virkede, en smule - men gav også bagslag og rev hul i hans håndflade. Han mumlede kort nogle irriterede lyde men endte så bare med at smide tanden fra sig i en frustreret gestus. Han forsøgte virkelig at forholde sig rolig men det var som om at alting bare kollapsede i hans hoved og gjorde ham helt ved siden af sig selv. Det var lige så hans krop sitrede.

Han knyttede kort sin hånd men lod så blikket glide rundt. Han rejste sig så bare og vadede et stykke hen over jorden i arenaen for at samle en økse op fra jorden. Endnu et våben der var blevet tabt af en af dem der kæmpede her for ikke længe siden. En ting var at de havde haft deres elementer at lege med - men våben rendte alle vel efterhånden rundt med i den her verden. Han svingede den kort lidt i det han trådte tilbage mod Tatia og uden at tøve løftede han den for at lade bladet bore sig ned gennem den lille substans. Det delte sig i to - men det sad selvfølgelig stadig fast omkring Tatias ben. Han rettede blikket lidt mod hendes ansigt før han så bare kastede øksen til side igen.
" Maybe you can just burn that off.. " Sagde han så bare kort - det var måske noget andet hvis det fik lov at blunde i ilden noget længere og ikke røg afsted gennem hele strengen af snask. Han rettede sig kort lidt op men rystede så bare lidt på hovedet. Han lod så bare blikket glide rundt. Han anede stadig ikke helt hvordan de skulle komme ud. Men han ville gerne væk herfra inden Elijah kunne finde på at melde sin entre igen. Det kunne han sikkert - Tatia var her jo stadig. Manden måtte have en eller anden syg obsession med hende. Han knurrede kort lidt ved tanken men lod så sin hånd glide op gennem sit hår.
" I can't do this.. Figure it out yourself.. " endte han så bare med at sige før han trådte nogle skridt væk, men endte så med at vende rundt og gå. Han kunne ikke være der længere. Han måtte ud - det boblede rundt i hans krop og det var bare et spørgsmål om tid før kontrollen ville forsvinde helt - eller at udmattelsen ville overtage og trække ham helt i jorden. Det var enten eller.

Tatia var fanget i følelserne, bemærkede slet ikke, hvordan hun fik bare fik stadset væk fra sig. Der var stadigvæk lidt af det tilbage, men Razor havde ret - hun kunne brænde det sidste væk. Så det gjorde hun, eller hun prøvede. Det krævede tid af hende, og hun så imod ham kort. Der var så mange ting de burde snakke om, men ingen af dem kunne rigtig finde de rigtige ord uden det gik galt for den anden. Tatia vidste at hendes forhold til Elijah måske ikke var det optimale, og hun måske havde håndteret situationen lidt forkert. Men det var Razor ikke personen til at dømme hende for, generelt skulle han ikke dømme hende for noget. I can't do this.. Figure it out yourself.. Først ved de ord, fik det op for Tatia, hvor smadret hende og Razors forhold i virkeligheden var blevet. Hvad var der blevet af dem? Der virkede til at blive mindre og mindre af dem tilbage. Tatia hadede det, men hvornår var det startet? For hun gav ham egentlig ikke skylden for det, som andre måske ville? Der var et år, hvor der var sket forskellige ting for dem, ting som havde gjort hun havde reageret anderledes - fungerede anderledes. Det var nok i sidste ende det, det var Tatias skyld. De blågrønne øjne fulgte Razor som han gik, og egentlig havde hun mest lyst til at knække sammen, men det måtte vente til hun kom hjem. Nu kunne hun fokusere på sig selv, det blev hun nød til. Tatia brændte det sidste snask af sig uden at gøre for meget skade på tøjet. For ærligtalt orkede hun ikke at skulle lede efter nye klæder.

Så snart hun var fri, gik hun ud af tunnelen. Hun gik bare, nu skulle hun hjem. Og siden Razor var gået fra hende - så gik hun også bare. Tatia fulgte Elijahs fært, som hun så fint havde opfanget efter hendes kram med ham. Fandt sig en udgang, lavet som en næsten usynlig dør i barrieren. Hun valgte alligevel at lade et par dråber af sit blod plante foran, for at lade Razor komme på sporet af det. Så gik hun ellers hjem ad. Det var også på tide. Det var sådan her hun ønskede det skulle ende var det ikke? Nu skete det? Men behøvede det at gøre så ondt? Det gjorde ondt i hjertet.

//Out D: <3