It's been like, forever! ~ Garret

s: parken
t: omkring kl. 9 om morgenen
v: solskin, vidunderligt vejr, en smule blæst

Solen bagte ned på den lille familie, som Madeleine gik gennem parken med sine to abekatte af børn. Til trods for at de var tvillinger, var det tydeligt at se hvem der var hvem. Grace var iført en lille kjole der havde lidt en del af hendes forkærlighed for at rulle sig i græsset, mens Caleb var iført shorts og en lille skjorte, og han klyngede sig til sin mors ben.
Madeleine var iført en let sommerkjole der fremhævede hendes kvindelige former mere end ualmindelig godt. Håret var løst og bølgede let i vinden, og det eneste smykke hun bar, var det fra hendes barndomsven.
Selv var Maddie endelig begyndt at falde på plads i sin krop, efter hun opdagede et talent hun ikke havde kendt til; hun skiftede udseende. Rynker forsvandt, og øjnene skiftede farve efter hendes humør. Lige nu, var de lige så blå som himlen over hende og smykket om hendes hals. En gave, hun havde fået på dagen hun var blevet sendt væk fra Sunfury og sit hjem. Hun savnede tiden hvor hun ikke bekymrede sig om alt muligt - dengang hun bare kunne gøre hvad der passede hende. Nu var hun mor, og tiden med Caden havde været vidunderlig indtil videre. Hun havde fået en rigtig familie.
Grace begyndte uden hæmninger at tumle ud på stien hvor det normalt var idrætsudøvere der opholdte sig. Det var oftest løbere der var i parken på denne tid - så at tage sine børn med ud og gå var måske ikke det smarteste. Men de elskede den dejlige morgenluft lige så meget som Madeleine gjorde. Og derfor endte det hurtigt med at hendes børn valgte at være lidt mere vilde end hvad godt var omkring andre, og nu lod det desværre til at Grace havde besluttet sig for at generer en eller anden ung mand der var ude og løbe. Madeleine tog hurtigt Caleb på armen inden hun skyndte sig hen til Grace, for at stoppe hende inden nogen kom til skade.

Garret havde været i parken tidligt i morges, det var her han normalt trænede når vejret var godt, om vinteren brugte han lokalet der var hjemme i den store villa og løb kun en sjælden gang i mellem så lige så snart vinteren var væk udnyttede han muligheden for a løbe i det fri.
Hans liv havde været hektisk side han sidst havde set Maddie, hun var forsvundet lige efter hendes familie havde været på Besøg til hendes ti års fødselsdag og siden da havde han aldrig set hende og som årene gik var han holdt op med at undre sig over hvad der var sket med hende og især efter hans forældre var døde og han havde skulle tage sig af Alison og Jackson som begge havde været en del yngre end ham, han havde haft Sebastian til at hjælpe men han havde også andet at tage sig til og han var ikke byggt til at være far.
Denne dag var han klædt i en lys grå wife beater der havde en svedekur omkring halsen og nakken samt den klæbede sig til hans meget pæne skulpterede brystkasse, han havde et par løse sorte shorts på og hans mørkebrune hår var blevet kulsort og klæbede enten til hans pande eller stak ud til alle sider.
Længere fremme kunne han se hvordan en lille pige var kravlet ud stien, løberen foran ham havde dog ikke været så heldig. Garret satte farten lidt op og lige inden løberen kunne tumle over den lille pige greb han hende og hev hende op i sine arme. Let rettede han sig op og kiggede på kvinden foran ham.

Madeleine stivnede, da hun så på den unge mand foran sig, der stod med Grace i sine arme. Hun var på en og samme tid lettet over at hun ikke var kommet til skade, og anspændt over at en fremmed holdte hendes datter.
''Tusind tak, Sir.'' sukkede hun lettet, mens Caleb begyndte at lege med hendes halskæde. Hun stoppede dog ikke drengen, da kæden igennem mange år havde holdt til hvad end hun havde udsat den for.
Grace - som jo var fars pige - vred sig arrigt, da hun opdagede at det ikke var Caden der holdte hende, men en fremmed mand. Som altid, var Madeleine forundret over sin lille datters utrolige dømmekraft.
''De må undskylde ulejligheden, hun plejer ikke at volde andre problemer på den måde.'' Hun så en smule granskende på Garret, med et hævet øjenbryn. De øjne, det var længe siden hun havde set dem, men... De virkede så bekendte. Hun rystede på hovedet af sig selv, over at tro at det faktisk var hendes barndomsven. Det kunne det ikke være - kunne det?
Kiggede man efter, lignede Grace faktisk sin mor meget, fra da hun var lille. De samme øjne, det samme smil, de samme nuttede kinder. Hun rakte ud efter Grace, som tydeligvis ikke kunne lide situationen. Caleb begyndte at hive ned i Madeleines kjoleudskæring - tydeligvis fordi han var ved at være sulten igen. hun ammede sjældent, men vanerne fra da de var yngre var svære at komme af med åbenbart.

Garret kiggede ned på den lille pige i hans arme, et varmt smil på hans læber, børn havde altid været en af svagheder når det gjaldt hans kolde ydre. Let løftede han blikket og kiggede tilbage på kvinden atter engang, der va noget så velkendt over hende men han kunne ikke placere hvor det var fra men en følelse af nostalgi gled over ham. "Så lidt frøken", han kiggede på hende med et let smil på hans læber. Da pigen begyndte at vride sig strammede an grebet en anelse så han ikk lide tabte hende, "Det er en noget livlig pige du har", da hun rakte ud efter hendes datter gav han hende pigen. Garret havde en rolig kropsholdning da han ikke ønskede at skræmme den lille pige som tydeligvis ikke var helt tryg ved ham. "Det er ingen grund til at undskylde, børn har deres egen vilje og er uden tvivl stædige når de vil noget". Hans øjne gled over hende men ikke fordi han tjekkede hende ud men fordi der var noget så bekendt over hende og han kunne bare ikke slå det ud af hobedet. Da drengen begyndte at hive i kæden hun bar kunne han mærke hvordan han stivnede, øjnene blev en anelse store og han lignede en der havde set et spøgelse. Var det virkelig hende? Kunne det virkelig være hende efter alle disse år? "Maddie...?", sagde han blidt.

The member 'Garret' has done the following action : Dices roll

'Ja/nej' : 2

//Min telefon lavede lige et eller andet, bare ignorer det der med terningen fra Sakref, aner ikke lige hvordan det skete men det var ikke meningen

Madeleine tog lettet imod Grace, og Grace gemte sig hurtigt ved sin mors hals. Det var først da hans ansigtsudtryk ændrede sig, at det gik op for hende at hun ikke var den eneste der genkendte personen foran sig.
''Garret!?'' Hun kunne ikke lade være med at smile, da det faktisk lod til at være ham, uden tvivl. Sidst hun havde set ham, var dengang lige før hendes far havde sendt hende væk. Hun havde ændret sig meget på ti år - hun var endda både blevet gift, skilt, blevet mor og forsøgt myrdet et par gange. Uddannet til at dræbe varulve, og hendes krop knust flere gange under den uddannelse.
Hun bar ar efter de mange ting hun havde været igennem - men det største ar sad på sjælen.
''Det er hvad - et årti siden?'' hun smilede roligt, men Caleb nægtede at opgive jagten på mad, og forsøgte endnu engang at komme til hendes bryst. Det var tydeligt at hun ikke havde nogen bh eller top under kjolen, så hvis han hev for langt ned var der frit udsyn.
Kjolen hun bar, var lang nok til at skjule den kniv hun havde i et bælte om hendes lår. En ene æg lavet af ren sølv, og den anden af helliget jern fra et kirkekors. Hun var ikke vant til andet end at skulle forsvarer sig - hvilket hun gjorde ved at have dne kniv med sig over alt. Kendte man til de forskellige racer, vidste man godt at det var et sæt varulveklør der havde givet hende arret ned langs halsen og ned mellem brysterne. Hun havde været flået op hele vejen ned til navlen. Arret var lyserødt og friskt - ikke mere end tre uger gammelt.

//helt fint

Han kiggede på hende og et stort charmerende smil gled frem på hans læber, det var længe siden han havde smilet på den måde, det var en af de ting der havde gemt sig væk, det var hans store varme smil men det at se Maddie efter så lang tid bragte et smil fra fortiden frem. "Ja, det er mig". Maddie havde været som en ekstra lille søster for ham, han havde trods alt været seks år ældre end hende den gang hvilket han selvfølgelig stadig var men hans sind var også blevet ældre. Sikke dog hun var vokset! Hun var blevet en smuk kvinde, ingen tvivl der men hun var også blevet mor til to noget så yndige børn... Det der dog slog ham mest var at hun stadig havde den halskæde han havde givet hende den sidste dag han så hende. "Tænk at du stadig har den... Hvis jeg ikke havde set den ville jeg nok ikke have genkendt dig lige så hurtigt, du er jo langt fra en lille pige mere... Du er jo blevet en voksen kvinde med børn og det hele Maddie". Garret nikkede til det hun sagde, det var ti år siden, det var længe siden og som han stod der foran hende brød der en masse gamle minder frem, minder om hans forældre som han ikke nødvendigvis var glade for at blive mindet om, de havde været fantastiske forældre og han savnede dem noget så meget den dag i dag. "Ja, det er lidt over ti år siden". Hans blik faldt kort på der hvor drengen blev ved med at hive men kiggede hurtigt op og så hende i øjnene igen, "Jeg tror der er nogen der er sulten ellers er han bare ivrig efter at vise sin mor frem", den sidste del blev sagt i en drillende tone men på ingen måde en tone der foreslog at hun var billig fordi det vidste han bestemt godt at hun ikke var!

Madeleine smilede, da han bekræftede at det altså var ham. Hun var på en og samme tid lettet og en smule undret. Var hun virkelig så lille en del af hans liv dengang at han ikke havde undret sig over hvor hun blev af?
Caleb begyndte at brokke sig med en højlydt utilfreds pludren da han ikke fik sin vilje, hvilket fik Grace til at brokke sig i samme tonefald.
Maddie så undskyldende på Garret, inden hun tog fat i sin søns hånd og fjernede den fra sin kjoleudskæring.
''ikke nu.'' sagde hun kort og kontant, og mindre end et halvt minut senere var de to tumlinge igen stille.
''Nej, jeg er blevet en voksen kvinde med børn. Hvad end det hele betyder, så er det ikke noget jeg er i besiddelse af.'' sagde hun roligt.
''og jeg smider aldrig gaver fra dem der står mig nært væk.'' Et kort glimt trådte frem i hendes øjne, et glimt af det barn hun var for ti år siden.
''han slægter sin far på - tøj er bare en forhindring..'' sagde hun med et lille grin, velvidende at det måske fik Caden til at virke en smule mere pervers end hvad han var nu, i forhold til for to år siden.
''Hvordan går det med dig, Garret?'' Spurgte hun med et varmt smil, en smil der vidnede om at hun kendte til ulykken og hans afdøde forældre. Hun huskede hans forældre som værende smilende og varme til trods for deres politiske og økonomiske status. Men, hun så dem jo også kun nu når det var ved festlige lejligheder eller når hendes far ikke magtede hende længere og sendte hende på weekend eller ferie hos familien Moore. Hun huskede også Garrets to andre søskende, sådan da. Faktisk var han den eneste hun huskede konkret fra dengang, fordi han havde støttet hende. Han må huske hende som en hylende snothvalp, sådan som hun havde grædt når hun savnede sin mor. Der var engang hvor hun havde kommet til at kalde Miss Moore for mor. Efter det var der gået betydeligt lang tid inden hendes næste besøg fordi hun var flov.
Grace vred sig for at komme ned, og da hun endelig ble sat ned stavrede hun hen til Garret og smed sig som hans skinneben som en lille koala. Hun så smilede op på ham i beundring - åbenbart var alt der skulle til at mor synes om manden. Caleb derimod så på ham med varsomme øjne. Søn af en varulv, og med udemærket forståelse af hvad en dæmon var. Selv, vidste Maddie ikke hvad Garret var. Hun havde ikke kendt til dæmoner da hun var yngre og første da hun blev trænet i varulvenedlæggelse lærte hun de forskellige racer at kende. Det havde aldrig faldet hende ind, at Garret var en incubus.

Garret kiggede sig kort rundt i parken for at se om nogen havde fanget nummeret drengen var igang med men det så nu ikke sådan ud, det var vel heller ikke helt uset at mødre gik rundt i her parken med deres børn på slæb. Let lod han blikket glide tilbage på Maddie, hun var virkelig vokset op, det kom helt bag på ham et eller andet sted men det var jo nok fordi hun havde været en lille pige han sidst havde set hende, en lille standhaftig pige måtte man dog sige og hun havde sikkert taget det træk med sig ind i de voksne år. Han havde godt kunne fornemme på det hele at hendes fader havde været en striks og skarp mand. I starten efter at hun var forsvundet havde han virkelig undret sig over hvad der var sket med hende, hvor hun var blevet af men hans forældre havde intet vidst og efter den dag han havde givet hende halskæden havde hendes far heller aldrig vist sig i villaen mere. Men han havde ledt, havde endda prøvet at komme i kontakt med hendes far men han havde intet hørt tilbage fra ham. Let løftede han et øjenbryn og kiggede på hende, havde han nu sagt noget forkert? "Det eneste jeg mente med det hele var ja at jeg jo egentlig ikke ved hvad du ellers har så det hele var nu engang bare det du havde udover det her", han lavede en gestus mod børnene mens han kiggede hende i øjnene.
Garret lod blikket glide væk fra hende en kort stund men hendes næste ord bragt et let smil på hans læber, det var tydeligt han havde ændret sig, han var ikke længere lige så udadvendt som han engang havde været. "Jeg prøvede at finde dig efter du forsvandt... Jeg ledte efter dig så længe Maddie men mine forældre anede ikke hvad der var sket med dig og jeg fik ikke noget ud af din far... Selv den dag i dag aner jeg ikke hvor du blev af... Du var bare væk?", han lød ikke anklagende, bare nærmere nysgerrig om hvad der dog var sket siden hun var væk. Da Grace klyngede sig til hans ben kiggede han ned på hende med et varmt smil og lænede sig så ned og rakte armene frem mod hende så hun havde mulighed for at komme op hvis det var det hun ville.

Madeleine havde ikke fået en advarsel dengang, overhovedet. Hun var blevet smidt i en hestevogn afsted til Doomsville - nærmere betegnet et akademi i Angerforge. Til trods for hendes protester havde hendes far ikke ladet sig rokke.
''Min far sendte mig på en form for kostskole her i Doomsville..'' sagde hun med et stille smil, mens hun så på Grace der kravlede op i armene på Garret igen, denne gang mere end villig.
''Jeg boede der i syv år. Indtil jeg valgte at flytte i en lejlighed her i Angerforge..'' Tiden i lejligheden havde været præget af hendes træning, og en masse ture på hospitalet. Så havde hun fået brevet fra sin far, og derfra var alt... rodet.
''Der er sket meget, specielt inden for de sidste to år..'' sukkede hun, med et lille smil.
''Jeg er blevet mor, som du kan se. Jeg er blevet gjort arveløs, nærmest slettet fra stamtræet. Mit navn, min titel - det hele er væk nu. Det var en konsekvens jeg må leve med, fordi jeg valgte at fraskille mig min mand.'' Ja, hun havde været gift. Der var stadig mærker på hendes finger efter ringen. Ægteskabet var kort, og ikke fuldbyrdet i andres øjne. Hun huskede ikke engang hvordan han så ud længere.
Hun smilede lidt, da Grace begyndte at pille ved kanten af Garrets wife beater.
''Jeg burde havde opsøgt dig.. Men, hvad skulle jeg sige? Efter syv år, du ville sikkert være en anden mand. Hvilket du tydeligvis er, Garret.'' Hun så med alvor i øjnene på ham. Hans forældres død havde modnet ham, men i den forkerte retning. Han virkede... så trist, indelukket. Det gjorde næsten ondt. Så var det nok godt at kjolen havde lukket ryg så ham ikke kunne se resultaterne af syv år på kostskole hvor disciplinering kom i form af en nihalet pisk.

Han kiggede på hende og lyttede til det hun sagde, "En kostskole? Hvilken kostskole var det?", han ville tydeligt kende den da han jo var fra Doomsville og havde boet her hele sit liv hvilket ikke var så få år hvis han selv skulle sige det. Da pigen var kravlet op i hans arme rettede han sig så op og lod hendes hænge på den ene arm, musklerne i armen spændte en anelse men også kun lige nok til at man kunne se de en kort gang bevægede sig under huden. Garret lod en hånd glide gennem hans hår som han kiggede Maddie i øjnene, "Syv år er godt nok også lang tid, men hvorfor mente din far at du skulle på kostskole, jeg husker dig ikke som et problembarn, stædig og bestemt ja men ikke et barn man burde sende på kostskole?" Let slikkede han sine læber der pludselig følte så tørrer, det samme gjorde hans hals, han skulle helt sikkert finde noget at drikke på et eller andet tidspunkt, det var sikkert side effekten af at have løbet rundt det meste af morgenen. Da pigen begyndte at lege med halsudskæringen på hans trøje kiggede han ned på hende og strøg en hånd over hendes hår inden han kiggede tilbage på Maddie, "Hvad hedder de to små trolde så?", trolde blev sagt med en del dril da de jo på ingen måde lignede trolde. Garret lyttede til det hun sagde og kunne ikke lade være med at løfte en enkelt af øjenbrynene, "Ja det var jo ikke så lidt må jeg sige, du spilder da i hvert fald ikke tiden på at sidde og trille tommelfingre kan man sige men nogle af de ting du har været igennem". Da hun spurgte ind til hvordan det gik kunne hun se hvordan han lige rettede ryggen en enkelt gang og man kunne nærmest se billedet for sig hvordan han begyndte at bygge hans velkendte murer endnu højere end de ellers var. "Det går, jeg har nok at se til i hvert fald men jeg brokker mig ikke over at have travlt", den sidste del af kommentaren fejede han lettere elefant ind under tæppet. Det var tydeligt han havde lukket sig i og ikke ligefrem ville åbne op på så kort tid. "Men Maddie, jeg bebrejder dig ikke for at have opsøgt mig, det at blive revet fra sit hjem må have været forfærdelig og da du så endelig kom ud var det ikke det du lige havde i tankerne og det forstår jeg udemærket godt".

Det virkede som om han holdte hende på afstand - hun ville ikke bebrejde ham det, hun var trods alt bare en bekendt fra for ti år siden.
''Doomsville Academy har en underafdeling som specialiserer sig med at uddanne vampyr- og varulvejægere. Lord Winchester mente, at siden jeg ikke kunne bruges som arving måtte jeg jo finde noget andet at lave.'' sagde hun bare, med et skuldertræk. Hun vidste at han ikke ville tro hende, ikke på det plan. Hun lignede ikke en jæger, lejemorder eller morder. Hun lignede en lille blomst som alt for let kunne knækkes.
''Grace og Caleb Sinclair'' sagde hun med et smil, mens hun rettede ryggen lidt op og Caleb så direkte op på hende igen. Han var utilfreds, men lod det åbenbart vente - maden - for ellers ville han få ballade.
''Det var ikke mit hjem, Garret. Jeg var gæst, på Wichester Manor. Mit rigtige hjem var hos dig - det troede jeg du vidste?'' hun så lidt rundt, inden hun så på Grace og Caleb.
''Skal vi finde et mere privat sted, så de kan få mad, og du kan få noget at drikke inden du falder om?'' Udover hendes uddannelse som jæger, havde hun læst medicin, anatomi og kirurgi. Alt med topkarakter. Madeleine, hvis hun ikke var blevet mor, havde den dag i dag nok undervist eller arbejde på et hospital. Nu var hun blot hjemmegående mor, bosat i en lejlighed med hendes børn og hendes livs kærlighed; Caden Sinclair.

Det var ikke hende han holdt på afstand eller jo det var det vel også men det var det hele, dem alle og bare alle generelt, han havde fået virkelig svært ved at stole på folk, uanset om han havde kendt dem længe eller om det var nogen han først lige havde mødt. Maddie faldt i begge kategorier da hun jo var en han havde kendt et godt stykke tid men det havde været som børn og nu mødte han hende så ti år senere og så var hun jo nærmest som en fremmed da de begge havde udviklet sig meget men uanset hvad så ville han beskytte hende og være der for hende hvis hun ønskede det, hvis hun opsøgte ham ville han ikke skubbe hende væk fordi han så hende stadig som en lillesøster, bare knap så lille mere. "Så du har altså lært at jage? Hvilken en af delene, varulve eller vampyrer?", han ville gerne vise interesse for hendes liv fordi han jo netop var interesseret i det, han var interesseret i at lære hende at kende atter engang men samtidig skræmte det ham fra vid og sans. Hans blik faldt atter engang ned på Grace og så over på Caleb og så til sidst på Maddie, "De er to små engle, han en anelse mere reserveret men jeg ved godt jeg er skræmmende så det er okay", det sidste blev sagt med en drillende tone og et let smil på hans læber. "Selvfølgelig vidste jeg det Maddie, jeg troede dog bare ikke at de far ville sende dig væk, jeg var jo også på et stadie i mit liv hvor man nogen gange havde svært ved at se forbi sin egen næsetip", han havde jo været teenager og selvom han ikke havde været den klassiske teenager så havde han stadig en del ting han sloges med når det gjaldt ham selv. "Det syntes jeg lyder som en rigtig god idé, noget specielt sted du ønsker at tage hen?", han kiggede ned på Grace og pressede blidt en finger mod hans næse inden han lod hånden falde ned langs hans side for så at kigge op på Maddie.

//Vil lige have noget at spise og så svare jeg bagefter (:

Madeleine talte egentlig ikke om hendes tid som jæger. Caden kendte lidt til det, men det var begrænset. Burde hun virkelig fortælle Garret det hele - hvordan hun havde tilbragt flere måneder i en sygeseng, for at overleve kvæstelserne fra træningen? Eller det faktum at hun blev mishandlet dag ud og dag ind fordi hun var den eneste pige på holdet?
''Caleb er en smule... Ja, han er vel som sin mor, tilbagestående. Han lader i hvert fald ikke til at ønske at lærer nye mennesker at kende endnu.'' Sagde hun med et lille smil inden hun så på Grace. Grace var fuldt optaget af Garret's øjne.
''Jeg er trænet i at jage varulve. Ironisk nok.'' Hun fortrød med det samme den sidste del af hendes sætning, men kunne ikke tage den tilbage. Hun bed sig lidt i læben.
''Min far har aldrig ønsket mig. Da min mor døde, døde jeg sådan set også i min fars øjne. Jeg var i vejen, jeg var en pige. Jeg kunne ikke give ham hvad han ønskede. Så han sendte mig væk - og kontakter mig først igen, da han er ved at finde ud af at jeg kunne bruges til at få mere magt.'' Hun fik en grim smag i munden af at tale om hendes far. Hun hadede ham mere, end hvad man skulle tro. Hun vidste dog ikke, at det kunne ses.
Kort skiftede hendes øjne fra klare himmelblå til dybgrønne. De skiftede hurtigt tilbage, og selv lod hun ikke til at bemærke det. Øjnene, der skiftede med humøret var altid det der afslørede hende.
''Der er en kro i nærheden? Jeg tænker, at vi kan tage et smut forbi der?'' hun så på ham med et lille smil, inden hun så på Caleb der begravede sit generte hoved ved hendes hals.

Han kunne ikke lade være med at smile lidt over det hun sagde, han havde aldrig husket hende som en lukket pige men igen nu havde det jo også været omkring hans familie og hun havde tydeligvis været en hel anden pige når hun var hjemme hos sig selv, hjemme hos sin far. "Det kan også være en god ting, der er ingen grund til at man lukker alle ind i ens liv, kun de folk der fortjener at være der..", han kiggede kort væk efter han havde sagt det og kiggede rundt i parken, der blev sagt en masse ting som havde en dobbelt mening mellem dem lige nu og der efterlod stemningen en anelse trykket men det var der vel ikke noget at sige til, ingen af dem vidste hvem den anden var mere så det var som at skulle lære en helt ny person at kende. Garret flyttede blikket tilbage til Maddie og lod en hånd glide gennem hans hår der stadig var en anelse fugtigt grundet sved men det var dog tørret en anelse, det ændrede dog ikke på det faktum at han glædede sig til at få sig et bad når muligheden bød sig. "Ironisk nok? Lad mig gætte, faren til dine børn er varulv?", det var i hvert fald det han kunne forestille sig når hun satte det op på den måde, det ville være den mest klassiske kærligheds historie, naturlige fjender der forelskede sig trods alle oddsene og at de ikke måtte få hinanden endte de med at få hinanden i sidste ende... Indtil noget rev dem fra hinanden... Hans syn på kærlighed og så mange andre ting der involverede mennesker eller deres følelser var blevet bittert og meget af det var han stoppet med at søge efter.
"Hvis han nogensinde kontakter dig igen Maddie så skal du vide jeg er der for dig, jeg har et sted du kan være, hvor dine børn også vil være i sikkerhed, et sted stort set ingen har været udover jeg...", han kiggede på hende med et blidt smil der indholdt en anelse af den gamle glød han havde haft. Garret lagde godt mærke til hvordan hendes øjne skiftede men kommenterede ikke på det, alle havde skeletter i skabet og hvis hun ville fortælle ham hvad det betød en dag så ventede han gerne indtil da. "Jeg har et andet forslag, jeg kan vise dig det sted jeg snakkede om tidligere, det er mere privat og der er en mulighed for at jeg kan få mig et bad".

Madeleine vidste godt hvad det private sted betød. Hun vidste også, at Garret om nogen anden måtte vide hvor fyrig Madeleine kunne være når grænser blev overskredet.
''jeg ser min far én gang om måneden, når han har 'morfar-tid'. Han beholder dem i testamentet til trods for at de ikke er... Ja, de er ikke legitime arvinger.'' Hun så på Garret, inden hun så ned på sine to børn.
''Jep, det er han skam. Selvom, jeg ser ikke meget til den side af ham.'' sagde hun med et roligt smil. Caden var en varulv, men hun havde kun set ham forvandlet én gang, og så havde hun tilnærmelsesvis truet hans far på livet.
''Du viser vej, Sir Moore.'' sagde hun med et drilsk glimt. Til trods for at de var barndomsvenner, havde han altid været Sir Moore, fremfor Garret. Han var af højere stand end hende, ældre end hende. Hun var teknisk set en del af bondebestanden nu.
Madeleine til trods for hendes opvækst og træning som jæger, var en mor frem for alt. At tage børnene med et fremmet sted virkede ikke som den bedste ide, men af alle hun kendte, stolede hun mest på Caden og Garret.
Øjnene skiftede kort igen, denne gang med en iris som var formet som en slanges. Det skiftede hurtigt tilbage, og igen bemærkede hun det ikke. Hun kendte ikke selv til evnen, desværre. Måske en dag, kunne hun lære at styre det og blive en hel mester i det.
Hun stod roligt og ventede på at Garret viste vej til sit 'private sted'.

Han kiggede på hende og et øjeblik gled en tænksom mine over hans ansigt, der var tydeligvis et eller andet hun havde sagt som havde sat hans tanker i gang. "Det er der altid måder at ændre på Maddie hvis du ønsker det kan han muligvis miste retten til at se dem". Hans familie havde været meget ind i politik og også lovgivningen så Garret vidste en del omkring strategisk afpresning men også reelle lovlige måder hvorpå dette kunne ske men det var jo ikke sikkert at Maddie ville slæbe sig selv og hendes børn gennem dette og det kunne han også godt forstå. "De fleste varulve har også den side af sig selv holdt godt i skak medmindre det er en fuldmåne eller der er sket et eller andet så de har mistet sig selv", over årene havde han sat sig godt ind i de forskellige racer der fandtes omkring i UW, noget skulle han jo bruge alle disse mange år på og dette var blevet en af dem samt en masse forskellige uddannelser. Han kunne ikke holde smilet tilbage denne gang, det bragte altid et smil på hans læber når hun sagde det, havde det altid gjort. "Det er jo ikke Sir mere, det er Lord Moore nu kære Maddie", han sagde det med en drillende tone og han sendte hende et lettere skævt smil til hende inden han vendte ryggen til hende og begyndte at gå mod parkens udgang, Grace hang stadig på hans arm men det var ikke fordi hun vejede særlig meget for en af hans race og bygning. Eftersom han havde vendt ryggen til hende så han ikke hvordan hendes øjne atter engang ændrede sig. Garret satte et tempo så Maddie kunne følge med og kunne komme op på siden af ham hvis det var det hun ønskede, han havde sat kursen mod Terrorville, der hvor både Moore villaen lå men det var også der hans private sted lå og som det viste sig endte de foran en bygning der indholdt 4 lejligheder, en på hver af etagerne. Let holdt han døren for hende så hun kunne komme ind, "Vi skal helt op i toppen", efter han havde sagt det begav han sig derop og låste så døren op så de begge kunne træde indenfor, lejligheden var utrolig smuk og var indrettet med den nyeste form for 'teknologi' der fandtes her i underworld, det kunne man blandt andet se på de krystaller der hang fra loftet som uden tvivl var til for at oplyse lejligheden.

Hun kom aldrig til at kalde ham Lord, ligesom han aldrig kom til at kalde hende Lady. Den tid var forbi.
''Havde det ikke været for min fars 'morfar-tid', kunne børnene være kommet noget til den dag jeg fik de her..'' sagde hun og smilede roligt, hentydende til de ar hun havde efter rifterne.
Hun fulgte med, men holdte sig lidt bag ved ham - uden at vide hvorfor egentlig. Men det føltes bare bedst sådan.
Da de nåede op til hans lejlighed, var det som at træde ind i en anden verden. Terrorville udenfor, eksisterede pludselig ikke, og dette gjorde hende en smule utryg. Der var pludselig mange trappetrin mellem hende om omverdenen, hvis nu Garret ikke længere var den Garret hun havde kendt fra dengang.
Hun fulgte naturligvis med ind i lejligheden, med en noget utålmodig Caleb på armen. Velvidende at der maks ville gå tre minutter før både Caleb og Grace ville skrige højlydt på mad, så hun undskyldende på Garret.
''Hvis du smutter ud og tager et bad, så fodre jeg de små bæster.'' sagde hun med et undskyldende smil, inden hun rakte ud efter Grace.

Han nikkede til det hun sagde, han kunne ikke helt forstå det, hvis det havde været ham der havde sådan en far havde han slettet alt kontakt muligt mellem dem uanset om han skulle klare sig selv men Maddie havde vel en dybere grund til det udover arene. Let lukkede han døren efter hende og skubbede så sine sko af inden han trådte ind i stuen som var det først rum man trådte ind i, der var sofaer, bogreoler fyldt med bøger, der var både gamle støvede bøger som sikkert var fra da han var ung men også nogle af de nyere bøger havde fundet sig en plads i hans samling udover det var der også en kæmpe pejs og så diverse andre ting. Da han havde trådt ind i stuen og hun havde taget Grace fra ham trak han trøjen af, hun ville kunne se at han havde en spiral tatovering på ryggen lige mellem skulderbladende (Der er et billede af den på profilen hvis det er).
Trøjen smed han fra sig så den landede i en stor lænestol der stod placeret ved pejsen inden han vendte sig for at kigge på hende. Han havde en utrolig flot veltrænet krop, muskuløse men uden at det blev for meget. Garret kunne se at hun var nervøs, "Maddie, du kan stole på mig, jeg har ikke tænkt mig at gøre dig eller dine børn noget". Han sendte hende et varmt smil, "Du vil altid være min bonus lillesøster", efter han havde sagt det og hun havde sagt at hun ville give børnene mad nikkede han blot hvorefter han vendte ryggen til hende atter engang og forsvandt. Hun ville kunne se at skulderne havde trukket sig tilbage op som om han var gået i forsvars position atter engang. Da han trådte ind i soveværelset låste han døren efter sig hvorefter han kort satte sig på sengen, hovedet hang mens hans kørte fingerne gennem håret da han ikke rigtig kunne håndtere situationen mere lige nu, han hadede at skulle konfrontere fortiden...
Efter lidt rejste han sig og smed så resten af hans tøj hvorefter han gik ud på badeværelset og tændte vandet, da det blev varmt trådte han ind under det varme vand og lod det berolige ham.

Hun gjorde ham ukomfortabel. Hun kunne se det på ham og ikke mindst lugte det. Fordelen ved at være trænet til den slags.
Hun satte sig på en sofa, helt ude på kanten for ikke at sætte for mange spor efter sin tilstedeværelse, og trak kjolestropperne ned. Et par pæne rundt bryster kom til syne, og straks fra tvillingerne igang med hver deres. Smertefuldt som det var, måtte hun leve med det lige nu. Bonuslillesøster... Tanken gjorde lige så ondt nu, som alle de nætter hvor hun havde savnet ham. Alle de nætter hvor hun havde undret sig, hvorfor havde han ikke ledt efter hende? Hvorfor havde hun ikke ledt efter ham? Sandheden gjorde mere ondt end hun egentlig ville indrømme - hun var jo trods alt, bare bonuslillesøsteren. Hun kunne undværes. Det var sagt i en kærlig og sød tone, men hun kunne ikke undgå at føle det som at blive friendzoned. Børnene afsluttede deres måltid relativt hurtigt, inden hun trak kjolen på plads og satte sig ned på gulvet sammen med dem.
Hans tattovering, en triscele, havde undret hende lidt. Uendelighed, de tre søstre - eller i hans tilfælde: de tre søskende. Hun havde en magen til, blot brændt ind i huden nederst på lænden.
Mon han overhovedet havde savnet hende? Var hun i virkeligheden bare et ubehageligt minde om det liv han havde dengang før ulykken. Hun kunne mærke tårerne presse sig på, da hun begyndte at mærke savnet. Ikke bare hans forældre, men også hendes egen mor. Hendes mor, hun ikke havde set i femten år. Hendes mor, der ikke fik lov til at se hende blive gift eller få børn. Pludselig, som hun sad i hans højteknologiske lejlighed, kunne hun mærke ensomheden krybe ind og nærmest opsluge hende. Hun krøb sammen, og Caleb gav et højlydt utrygt vræl fra sig, da hans mors tårer dryppede ned på Garrets stuegulv. Hun tørrede kinderne hurtigt og tog Caleb på skøddet, hvor hun prøvede at trøste ham. Han klynkede stille og gemte sig ved sin mors hals, mens Grace havde travlt med at prøve at komme op i lænestolen som Garret havde smidt sin trøje i.

Han holdt af hende og havde også ledt efter hende, begge dele havde han også fortalt hende men han kunne jo ikke gøre noget ved den usikkerhed hun følte medmindre hun sagde det højt. Men hvor havde han ledt efter hende men han ville heller ikke bruge sit liv på at lede efter en som tydeligvis ikke ville have været fundet fordi som hun selv havde sagt havde hun ikke kunne få sig selv til at opsøge ham. Triskele tatoveringen betød mange forskellige ting for ham, nogle var åbenlyse så som at han var den ældste af tre søskende men der var også andre betydninger til den som han ikke havde fortalt nogen. Den eneste grund til at han havde kaldt hende for en bonuslillesøster var jo egentlig meget enkelt, hun var ikke hans søster af blod og uanset hvor meget han holdt af hende ville han stadig gøre mere for Alison og Jackson, alene af den grund at han havde kendt dem længere tid, de havde været mere sammen og så var de ikke forsvundet i 10 år uden en eneste lyd, ikke at Maddie selv kunne gøre for det men det efterlod jo stadig et stort hul i det hele.
Da han hørte vrælet var han ude af badet med det samme og han nåede da også kun lige at få viklet håndklædet omkring hofterne så det dækkede ham inden han stod foran Maddie inde i stuen. Det første han så var hendes tårer hvorefter han kunne se hvor ked af det Caleb var og til sidst så han hvordan Grace var på vej op i lænestolen. Let greb han Grace og hans trøje som hun så ivrigt havde prøvet at få fat i og placerede dem begge i sofaen i en position så han var sikker på de ikke faldt ned. Let satte han sig derefter ved Maddies side, "Hvad er der galt?". Han kiggede på hende med et intenst og bekymret blik i hans øjne. Små vanddråber løb ned over musklerne inden de forsvandt når de ramte håndklædet. Håret var vådt og havde klæbet til hans hoved før han kørte en hånd gennem det mens han stadig observerede hende.

Det første Madeleine registrerede var at Grace blev sat i sofaen, og derefter at Garret satte sig ved siden af hende.
Med et påklistret smil prøvede hun at overbevise både sig selv og ham om at der ike var noget galt.
''Det er ikke noget, virkelig.'' sagde hun, med en stemme der var lidt groggy. Hun gned hurtigt resterende tårer væk med en fri hånd, inden hun så på Caleb der knugede sig til sin mors hals mens han gemte sig for Garret. Helt præcis hvad der havde gjort hende ked af det, havde hun egentlig ikke lyst til at fortælle Garret på nuværende tidspunkt - der var jo så meget. Som det faktum, at hun nogle gange ville ønske, at hun ikke kun var en bonussøster. Eller det faktum, at hun følte sig så ensom, at hvis børnene ikke havde været i hendes liv det sidste år hvor hun ikke vidste hvor meget Caden elskede hende, så havde hun ikke overlevet.
''Jeg er bare følelsesladet for tiden, undskyld..'' sagde hun og tog en dyb vejrtrækning. Det var først nu hun egentlig så på Garret, som han sad der iført intet andet end et håndklæde. Hun skimtede kort hans muskler, hans bare overkrop, inden hun så væk hurtigt. Hun ville ikke nægte at han så godt ud. Langtfra, men hun kunne ikke sige det til ham - kunne hun?...

Det påklistrede falske smil hun sendte ham gav ham en dårlig smag i munden og han lod blikket glide væk fra hende og ud af et af vinduerne der gav ham udsigt over byen, dog kunne han ikke se andet end hus tagene grundet hvor han sad, men trods alt valgte han ikke at kommentere på det, det var ikke hans plads at snage, ikke mere i hvert fald.
Efter hendes ord kiggede han tilbage på hende og holdt med besvær et lille suk tilbage, det gjorde ondt at hun ikke længere stolede på ham men hvad kunne han forvente? Men i virkeligheden efterlod det ham en anelse bitter når hun var blevet så fornærmet over han havde kaldt hende en bonus søster når hun jo ikke stolede fuldt ud på ham som hans rigtige søskende gjorde men det var op til hende, hun måtte føle som hun nu engang ville, "Du skal vide at du kan fortælle mig alt hvad du vil Maddie, jeg dømmer dig ikke". Garret lod blikket falde tilbage på Grace og løftede hende let op så hun sad på hans lår og kiggede på hende med et dejligt varmt smil, han længtes efter familie, hans egen familie med kone og børn men han var ikke et sted rent mentalt hvor han kunne tillade sig at starte en fordi han ville nok ikke have overskud til kvinden han ville ende sammen med da han nok ikke ville stole på hende, børn var en anden sag, de var anderledes end voksne.
"Okay, så vil jeg blive færdig med mit bad, kald hvis der er noget",inden han placerede atter engang Grace i sofaen sendte han hende et lille smil og rejste sig så og gik ud på badeværelset hvor han lukkede og låste døren for så at gøre sig færdig, han tørrerede sin krop og trak i en par mørke bukser der fremhævede hans muskuløse lår og de lange ben uden at side tæt samt han tog en midnatblå skjorte på som han kanppede men han lod de to øverste være åbne.

Garret betød meget for Madeleine. Men mindet om en anden tid, en tid hvor hun faktisk ikke kendte til lykken som hun gjorde nu, fik hende til at overveje at fortælle ham hvad der egentlig var sket med hende siden hun nu var blevet som hun var.
Da Garret gik ud og gjorde sig færdig på badeværelset sad Grace blot og legede med hans trøje, og Caleb puttede sig forsat op af Madeleines hals. Han var, af en eller anden grund, langt mere empatisk end hvad et barn på et år burde være. Men hun vidste, at det var noget han havde fra Caden. Det var i hvert fald ikke fra hende, hun var en følelseskold kælling normalt. Hun var en trænet morder, og det gjorde folk klogt i at huske. Hun havde én enkelt gang gjort det klart for Cadens far, da han havde slået Caden. Hun vidste at sølvet hun havde presset ind i hans hånd havde smertet frygteligt, og sikkert gjorde det endnu. Samtidig, havde hun gjort det meget klart, at hvis han rørte hendes familie én gang til, skulle hun nok finde ham og vise ham hvorfor hun bestod med bravour til sin eksamen.
Madeleine var ikke ond. Hun kunne elske, føle smerte, had og længsel. Men hun var ikke ond. Hun myrdede sjældent, hun jagede kun når hun fik besked på det - og den dag Cadens navn ville stå i hendes ordre, ville hun træde tilbage. Hun vidste det godt, at det en dag ville komme. Men hun ville aldrig gøre Caden noget, aldrig.
Da Garret kom ud fra badeværelset igen, så hun lidt på ham, inden hun rejste sig med Caleb på armen. Caleb lod en hånd glide over sin mors ar fra varulven. Han vidste sikkert ikke hvad de betød endnu.
''Du må undskylde det før. Siden børnene blev født har det ikke været nemt at holde tårer tilbage.'' sagde hun, til trods for at det var noget hun aldrig ville indrømme normalt.
''Du er min ældste ven. Du burde få sandheden at vide, om hvad der er sket og hvorfor.'' sagde hun inden hun så på ham med et blik der kun kunne betyde én ting; her kom den lange fortælling.

''Winchester-slægten er ikke alle mennesker, men den reneste linje, min linje, er. Min bror, Mike, er en santuine. Min mor døde under fødslen af ham og hans tvilling. Efter min mors død, havde min far intet valg, end at skjule alle forbindelser mellem min bror og min mors død. Min brors tvilling, min lillesøster, blev låst inde i et værelse i kælderen. I femten år har hun boet der. Hun er... ja, hun er en ulv.'' Madeleine så på Garret kort, inden hun så på Caleb der nu lejede med hendes halskæde igen.
''Jeg kendte intet til min lillesøster, før dagen før min 10-års fødselsdag. Fordi hun ikke er socialiseret, og ikke genkendte mig, gik hun til angreb. Jeg var nede i kælderen og lede efter mine fødselsdagsgaver, og gik ved et uheld ind i hendes værelse.'' Madeleine tog en dyb vejrtrækning.
''Min far sendte mig ikke kun væk fordi jeg ikke var en dreng og dermed ikke en arving, men fordi jeg havde set det eneste han ville gemme væk. I fem år havde jeg næret et had til min bror, for at være skyld i min mors død.. I virkeligheden var det Ciaras skyld. Jeg var knap ti år, da jeg for første gang nogensinde faktisk overvejede at slå nogen ihjel.'' Madeleine bed sammen. Ciara, hendes lillesøster, levede endnu.
''Jeg blev sendt til en underafdeling af akademiet her i Doomsville, hvor de træner jægere. Jeg fik valget mellem vampyrer, dæmoner og varulve. Logisk nok valgte jeg varulvene, og så deltog jeg også i dæmonjagt-klasser.'' hun så nu direkte på Garret igen, med et løftet øjenbryn.
''Det var først da jeg havde studeret dæmonjagt i et par år, at det gik op for mig, at jeg havde levet det meste af min barndom hos dæmoner. Samme dag stoppede jeg i klassen.'' Madeleine ville aldrig jage Garret eller hans familie.
''Da jeg hørte om ulykken og dine forældre, troede jeg først at det var min skyld. En straf for at vælge kærligheden til min familie fremfor min profession. Men ingen kendte til min tid hos jer, så det kunne ikke være..'' hun sukkede og så på Caleb igen.
''Jeg turde ikke opsøge dig. Måske havde du slet ikke lyst til at se mig, eller måske var du vred over at jeg bare var forsvundet..'' sukkede Madeleine.
Madeleine bed lidt sammen, da hun så på Garret igen.
''Den kvinde, der fødte mine søskende, fødte ikke mig. Min far giftede sig med hende, da hun var højgravid med en datter, men pigen døde. De fandt mig som en erstatning. Jeg kender ikke mine rigtige forældre, og jeg kender ikke min rigtige slægt. Jeg har ledt, men det eneste jeg kunne komme frem til, er at min mor var halvt shapeshifter og døde da hun fødte mig.'' hun sukkede kort.
''Så jeg er ikke engang en Winchester. Jeg er end ikke en Madeleine - det er bare et navn Lord Winchester gav mig.'' Madeleine vidste, at dette ville blive en længere forklaring, når først hun var kommet rigtigt igen, derfor tav hun nu. Han måtte spørge, hvis der var noget han ville vide eller have uddybet.