We can, but there is a price

Tid: 06.40
Dag: Onsdag
Vejr: Blæsende
Sted: Ved havet Hydera
Omgivelser: På Black Breath med kun et skib i syne

@Claan

På slaveskibet havde man haft en god fangst, men hvad de ikke vidste var de var blevet forfulgt i dagevis. De fandt ud af det klokken 5 i morges. En af mændene var gået panik ved synet af The Black. Var styrtet ned under dækket og de sovende mænd var nu lysvågne. Der var kampen om at slippe væk fra Black Breath. "Få slaverne til at hjælpe. Hvis kaptajn Fire får fingrene i os er vi døde!" brølede den bange kaptajn og slaverne blev hentet.

Skibet Black Breath havde fulgt efter skibet Taker for dage. Racos besætning havde været tålmodig og lydt hans order. Raco førte nu hans skib frem i god fart. Man kunne se slavesibet var i panik og gjorde alt for at slippe væk. "Luca. Skyd kædekugler med agterkanonerne." brummede den rødhåret kaptajn og hans Quatermaster nikkede. "Kanonmandskab. Gør jerklar!" brølede Quatermasteren med sin dybe stemme. Fodtrin kunne høres og lidt efter ordet: fyr. Der lød et brag og kuglerne ramte slaveskibet. "Pas på ikke at synke det!" Racos ord var hårde, men sande. Han ønskede de slaver, hvorfor vidste man ikke.

Han vidste ikke hvor mange dage der var gået. Han vidste ikke hvor han var eller hvor han var på vej hen. Han vidste bare, at det ikke var godt.
Han kunne intet se. Disse mænd havde givet ham bind for øjnene. Hvorfor vidste han ikke. Derud over, så sad han på sin røv, med hænderne lænket over hovedet. Hans fødder var også lænket sammen. Inden brugte disse mænd meget tid på deres fanger, eller også vidste de hvad han var. For en tiger kunne han ikke blive til når han sad sådan her. Lænkerne sad for stramt om hans hænder, og de ville brække det ene ben på det, hvis ikke dem alle..
Han vidste han var til søs. Han kunne høre havet, mågerne og alle de andre lyde der fulgte med… plus… han var søsyg som en i helvede!
Han vågnede meget brat da der pludselig var larm og panik på hele skibet. Han hørte ordet pirater. Fedt! Først det her.. og så pirater…
Nogle mænd kom ned under dæk for at få fat på alle slaverne
”få dem op og hjælpe! Skynd jer!” var der en der brølede. Claan mærkede at der var en der tog fat i ham, og han begynde at vride sig.
”ikke ham der!.. Han æder os alle hvis han kommer fri, desuden er han alt for meget værd” blev der sagt..
For meget værd? Hvordan?... oh… Queen? Havde hun sat en pris på hans hoved? Men åbenbart ville hun have ham levende. Han hørte hvordan alle pludselig var væk, ingen larm, ingen hulken, snøften eller noget anet der mindede om at han ikke var den eneste her nede!
Det var faktisk en smule skræmmende! Hvad hvis skibet sank? Hvad hvis ingen huskede han sad der? Han begynde at vride sig i lænkerne men ingen nytte havde det. Han var slet ikke stærk nok til at få lænker op som ditte.

Black Breaths sejl blafrede i vinden og mændene arbejdede så de kunne komme oppe på siden af det andet skib. Piraterne vidste hvilket farvande de var tæt ved, men dette skib måtte ikke slippe væk. "Sæt Bramsejlet!" brølede Raco og hans Riggers klatrede hurtigt op i masten. Sejlet gav det få meter mere i fart og langsomt gled de op på siden af det andet skib. Hans hurtigeste mænd sprang over mens de satdig sejlede og da begyndte kampen. En af Racos ældste mænd overtog roret og han sprang over. Luca var tæt bag ved.

"Angrib!" brølede slavekaptajnen og svang sit sværd. Han dræbte to mænd på få sekunder. Han kiggede på Black Breath efter Raco, men så irriteret på sin First Mate, der havde prikket på hans skulder. "Dette er skidt. Raco er her på skibet. I forstavnen med hans Vanguard." mumlede den yngre mand og pegede. I kampens hede kunne man skimte det røde hår. Jakken var smidt for at gøre bevægelse nemmere. Slavekaptajnen skubbede sig vej gennem de kæmpende mænd for at nå til ham. Raco var gået ned i lastrummet og fjenden fulgte efter ham.

Larmen ovenpå var tydelig, lyden af mænd der råbte, klinger der ramte hinanden, og halsen der blev skåret over på mænd. Han vidste hvad der foregik. Skibet var blevet angrebet. Og selvom en lille buttet del af han stadig håbede på det måske var hans redning der var her, så vidste han jo godt at chancen var lille. Han kom sikkert bare hen på et andet skriv, der ville bruge ham som arbejdskraft. Hmm men måske også hellere det, end at komme tilbage til Queen.
Han elskede hende stadig, men vidste også at han ikke kunne leve hos hende. Vent!.. Queen?.. hans tale? Hans halsbånd? Hvor var det?
Hvis de slyngler havde smidt hans taske væk! Nej hvad tænkte han på? De havde da helt sikkert gennemrodet hans ting og fundet halsbåndet! Og nu ville disse pirater stjæle det! Hans elskede halsbånd. Det eneste han havde fået af Queen.
Det var rigtig mange penge værd, men han havde aldrig kunne få sig selv til at sælge det.

De to kaptajner dansede rundt om hinanden nede i lastrummet. Begge havde deres sværd hævet. "Det er frækt af dig at komme her på den måde." snerrede slavehandleren og så på Raco med dybt had. Raco fnøs og holdte sværdet rettet mod hans hjerte. "Jeg er ikke den der sælger slaver-" Ud af øjenkrogen så Raco så en ung mand, bundet, kneblet og bind for øjnene. Det fik ham til at fryse op og da han atter så på den anden kaptajn var der mord i blikket. Bag fjenden kom Luca op og han greb fat om kaptajnen. Raco vendte sig om og gik langsomt hen til den unge mand.

"Vil du angribe mig, hvis jeg slipper dig fri?" spurgte Raco stoppede halvanden meter fra ham. "Lad være, han dræber os alle!" skreg den anden kaptajn, men gispede efter vejret da Luca skiftede hans greb om halsen på ham. Den store massive hånd lå nu over luftrøret og et enkelt klem fra hans hånd. Tja.. Ikke rart for slavehandleren.

Klingerer han tydeligt kunne høre kom nærmere. Der var nogle under dækket sammen med ham. Han kunne høre stemmer, men vidste ikke hvem det var. Den ene stemme havde han hørt før. Men den anden?... Den han var helt ny. Sikkert en af piraterne.
Det var forfærdeligt ikke at vide hvad der foregik. Han vidste ikke om han om lidt fik et svært i maven eller sådan noget.
Han hørte fodtrin komme nærmere. Og pludselig denne nye stemme der spurgte om Claan ville dræbe ham hvis han slap ham fri. Et øjeblik overvejede han at nikke. Overvejede at han virkelig vilme. Men det kan han jo ikke fri af. Og hvad andet var, så var han heller ikke sikker på han havde lyst til at dræbe noget.. ud over den slave handler der tydeligt selv forventede det.
Han rystede på hovedet, og prøvede at trække lidt i armene selvom det var umuligt.
De eneste der vidste hvad han var, var slavehandelen. Og han virkede ærligtalt allerede som in Claan var kommet løs. Men piraterne var vel ikke dumme. De vidste vel godt at der var noget på gøre når kun EN af slaverne sad lænket, og med både bind for øjnene og kneblet så han ikke kunne tale. Det var de færreste slaver som handlerne ville bruge SÅ meget energi på at holde fanget. Hvis ikke det var fordi han kunne gøre rigeligt med skade.

Raco trådte nærmere og skød lænkens låse mens han hev bindet af og kneblen ud af munden. Han trådte tilbage og så på den unge mand. Han rettede sit blik mod kaptajnen og så mod slaven. "Hvad er dit navn, knægt?" spurgte Raco og foldede armene over brystet. Slavehandleren rystede nu voldsomt og klynkede for nåde. Eller han prøvede. Luca klemte langsomt og tavsheden fyldte rummet udover deres åndedræt. Alles øjne var på den unge mand. Hvad han ville gøre nu var alt deres fokus var på.

Lucae var klar til at stoppe den yngre mand om nødvendigt.

Claan sad roligt mens lænkerne forsvandt fra hans hænder og fødder. Og da bindet kom af blinkede han er par gange med øjnene. Hans blik søgte rundt i rummet, indtil det ramte slavehandelen. En knurren ringede dybt nede i hans bryst, og øjnene skiftede vilkårligt. Et par orange/gule øjne med en aflang katte agtig propil kom frem i stedet for de bløde brune øjne. Tænderne begynde at væksten, kørende lige så. En hårvækst voksede frem, mens hans krop langsomt begynde at tage form efter den tiger der boede i ham.
Hans opmærksomhed på lige nu overhoved ikke på de 2 pirater. Men derimod på den mand der havde holdt ham indespærret her i flere dage. Inden længe sad der ikke en ung mand foran dem, men derimod stod der en stor sirbirisk tiger med en knurren der fik slavehandlen til næste at gå i panik. Dog vende blikket sig mod manden foran ham, en knurren lød, og tænderne blev vist frem.
Måske skulle han gøre det! Udrydde dem alle? Dræbe dem og sikre sig at han ikke blot kom over og blev en anden form for slave?

Raco hørte den knurren der kom og snerrede selv. Hans 900 år gav ham mere erfaring end disse tre andre. Han brød sig ikke om at blive truet og hans drageside satte ind. "Pas på hvor du træder, killing!" brummede han og blottede sine tænder. Han kløer voksede frem på fingrene og de var måske bare en lille smule skarpe. Luca holdte slavehandleren op mod den ene væg og havde sin daggert fremme.

Han knurrede og begynde at gå frem og tilbage foran manden der nu så ud til at ville forsvare sig selv. Og var der noget at sige til det? Det var vel de færreste der ville syntes det var særlig sjovt at blive knyttet af, af en tiger. Efter noget tid, stoppede han dig op.
Pelsen begynde at trække sig tilbage. Menneske skikkelsen kom tilbage. Han så mod manden, og kom blot med en brummen der lød til at han ikke var videre tilfreds med situationen. Han gik over og tog sine bukser på igen. Han så mod manden foran sig. Og derefter på slave handleren. Han vende rundt, og gik med faste og hurtige skridt mod Slavehandlen. Han Grab fat i hans krage og skubbede ham op af væggen "jeg burde flå struben over på sig den orm!" Brødene han.
Han slap ham dig m. "Men for denne gang, så kan du give en besked videre for mig!" Sagde han og så på ham "fortæl Queen at hun kan glemme alt om at finde mig!" Knurrede han vredt.
Han vende blikket mod de 2 andre. "Hvis i lader ham leve så lad ham sejle i en robåd!" Sagde han blot inden han vende sig mod Slavehandlen igen. "Og hvor har i gjordt af mine ting?!" Knurrede han.

"For det første bryder heg mig ikke om din tone. Og for det andet: Hvem helvede er du?" Raco så på Slavwhandleren der var lammetaf skræk, men man kunne ikke rigtig sig ham imod. Denne unge mand havde seriøse problmer med sit temperament. "Vi fandt en taske inde i kaptajnens kahyt." En anden af Racos mænd var kommet ned for at tjekke, da de have været væk i længere tid end normalt. Racos kløer forsvandt og med sammenknebene øjne så han på den unge mand. "Denne mand for en robåd, men hvordan planlægger du at slippe væk? Og hvad har du som er værdifuldt?" Han trådte nærmere på den anden. Hovedet tippede let på skrå og de blå/grønne øjne veg ikke fra den anden. Dette skib ville ikke være i stand til at sejld når hans folk var færdige. Så enten en robåd selv eller...Han rystede på hovedet. Nej. Han kunne umulig tænke den tanke. Raco så på Luca hvis øjne var et spørgsmåltegn.

Han så på manden der forklarede at han ikke brød sig om hans tone, og spurgte hvem han var. "Navnet er Claan.. og jeg er ikke noget.. andet end en shapeshifer, men den del havde du vel allerede regnet ud" sagde han blot. Han så hurtigt mod den mand der sagde de havde fundet en taske. "Tog i noget fra den?" Sagde han hurtigt og med en måske lidt for skarp tone. Men den taske var alt han havde. Og hvis de pirater fandt hans halsbånd, så ville han aldrig se det igen.
Han vende blikket mod manden igen da han spurgte havde han selv ville gøre, og hvad han havde at tilbyde. " Jeg har intet af værdi! Men hvis i vil sætte mig af i den nærmeste havn, så tilbyder jeg gerne min arbejdskræft! Jeg er ikke vant til havet, men jeg er stærk, og kan tage fat... Til gengæld ønsker jeg bare at komme i land, og at være ifred" forklarede han. Han så på manden foran sig. "Hvis ikke det er et tilbud du kan bruge, så bare Lad mig få min taske så finder jeg selv en måske at komme i land" sagde han blot.
Han vende blikket mod Slavehandlen. "Oh.. og så har jeg kun ET ønske mere... Lad mig give ham der er lille tegn på hvor heldig han faktisk er!" Sagde hanmed enknurren mod Slavehandlen.

"Du stopper lige der, knægt. Du ville have hævn er forståeligt,
men vi lap dig og du råber af os? Ikke det bedste træk." sagde Raco og stillede sig i vejen og sværdet var klar til at blive hævet. Han så på den yngre med et advarende blik og øjnene gled over i den blå/grønne glød der var kendetegnet for hans familie. "Luca. Få denne slavehandler ombord på Black Breath.
Jeg ville have et ord med denne unge mand under fire øjne." Luca trak afsted med slavehandleren og den anden pirat fulgte efter. Raco stod nu ansigt til ansigt med denne slave.

Claan så på manden der valgte at gå i mellem ham og slavehandelen. Han rynkede blot brynene.
"Jeg tror også du ville være lidt gnotten hvis du havde siddet lænket der, uden at vide hvor længe" sagde han blot. Han betragtede manden lidt.
"Desuden... Pirater er ikke til at spøge med, de kan være nogle blodtørstige sataner.. jeg er ikke interesseret i at blive slave for en pirat.. så selvfølgelig var jeg på vagt" sagde han blot.

Da de andre mænd gik, så han lidt efter den. Pokkers! Der røg hans chance for at få fat på den slavehandler.
Han så på manden lidt afventende. Til sidst sukkede han dog bare. Han vende sig og gik over for at tage hans trøje. Da han vende ryggen til piraten, kunne et brændemærke ses. Et tydeligt mærke der kun betød en ting. Claan var eller havde i hvert fald været slave. Nogle herrere brændemærkede deres slaver.. præsic som deres kvæg eller heste. Han tog sin trøje på.
"Jeg havde ikke tænkt mig at dræbe jer.. men jeg kan ikke altid styre mit Formskrift når jeg er vred" sagde han og vende sig mod manden. "Jeg fik ikke engang mad, da de fleste af mændende på skibet var bange for mig.. og de andre slaver sad i den anden ende.." brummede han. Han var død sulten.

"Slave? Jeg har ingen slaver, kun min besætning som jeg tæller som familie." sagde han og krydsede armene. Hans blik var stadig hårdt, men langsomt roligt da han fortalte om tiden ombord på skibet. "Hvis du følger med roligt så får du mad over på Black Breath, samt din taske. Jeg har normalt første ret på mange ting og den ligger sikkert i min kahyt." tilbød han og begyndte at gå mod trappen til dækket. Han håbede at han ville følge med. "Navnet er Raco Fire." sagde han over skulderen og nåede ud i den friske havluft. Hans mænd bar bytte over på hans skib og han kunne se Luca fører slavehandleren under dæk på hans eget skib.

Claan så overvejende på ham da han kom med tilbudet om at han kunne få mad, og vigtigst af alt sin taske. Han så lidt rundt, som om han kunne finde svaret der nede. han kunne jo ikke rigtig blive her. Skibet har ville nok ikke være i stand til at sejle når først piraterne var færdige med det.
Han så efter Raco der begynde at gå, og besluttede sig for at følge med. Han fulgte piraten, uden at sige eller gøre andet.
Da de kom op på dækket, tog han en hånd op foran sit ansigt. Solen var ret skrab for en der havde sidde med bind for øjnene i lang tid. Han tog en dyb indånding. Frisk luft! En mangelvare under dækket på et skib, især når der også boede andre slaver der nede. Han fulgte med Raco "hvad gør i med rasten af besætningen på skibet?" spurgte han og så tilbage mod nogle af dem der var overlevet. Mænd der næsten krøb sammen når de så ham. Han forstod det ikke! hvorfor var alle så bange for ham? Hvad var det for nogle historier den slavehandler havde givet? Ja ja nok var han en tiger, men man behøvede ikke at ryste i bukserne af skræk over at se ham

"Slaverne sætte vi fri, mens slavehandleren og hans sælger vi som slaver. Sommetider bryder min besætning sig ikke om slavernes behandlig og slagter handleren og hans på stedet." Raco var selv blandt dem der slagtede dem, men det var noget de fleste ikke sagde højt. Raco havde en tildens til at få oplysning og grunde ud på grusom vis. Han så på mændene og rystede på hovedet opgivende. "Vil du være slave eller en fri mand? Valget er dit." Han vidste at han måtte have haft noget dyrbart i tasken side han næsten havde råbt af unge Sajon. Han ville ikke dykke for meget ned i noget der ikke kom ham ved.

Claan fulgte med Raco, han betragtede nogle af de andre slaver, som han nu hørte ville blive sat fri. Men igen... Blev han sammen med de andre slaver, så ville han blive fanget igen. Mage af de der havde næsten ingen anden skæbne. De var for skrøbelige og bange. Claan havde ikke regnet bange under det her forløb men derimod vred.
Han så på Raco da han spurgte om han Hillerød være en slave eller en Fri mand.
"Jeg ER en fri mand.. så længe ingen ejer mig er jeg fri" brummede han blot. Han så lidt ud over havet. Puha... Det var ikke hans stærke side det med at sejle. Men han kunne dog klare det. Men han havde set meget bedre inde i skoven eller i det hele taget på land.

"Hvordan kan det være at et piratskib egentlig angriber et skibe med slaver? Jeg mener.. hvis i ikke er intrasseret i slaver, er der vel ikke så mange andre rigsomme, er der?" Spurgte han roligt.

Raco pegede på sine folk. "Før de blev pirater var de dømt til at bluve slaver, det gjaldt også Luca Slate og mig selv. Vi undslap kun på grund af vores evne til at samarbejde. Og det had vi nærede til dem. 40 blandt disse folk var med mig ved min første flugt fra Minotaris, fordi beskyttede pirater fra byens vagter. Slavehandlerne voldtog de kvinder som var balndt os. Hvor mange ville finde sig i at høre deres venner blive voldtaget?" Raco så på den yngre mand med øjne der viste had og vrede mod disse folk. Han vendte sig om igen og tog en dyb indånding. "Vi svor at det aldrig ville ske mod andre hvis vi kunne hjælpe det."

Claan lyttede til hvad Rico fortalte. Hmm så det var af personlige årsager, og ikke for at plyndre? Såh... Ham her var en..God, pirat?
"Såh.. i er pirater.. med medfølelse?" Spurgte han roligt. Han vidste nu ikke rigtig. For ham virkede det underligt. Men det var vel nok fordi han ikke selv tænkte meget over det. Han var selv en slave, og mod en by bunke slavehandelere kunne han ikke gøre meget. På trods af hans tiger form. Og selvom han prøvede at være på vagt hele tiden, så havde de alligevel overmandet ham.

Han så på Raco da de kom over på hans skib. "Hvornår regner i med at være i land?" Spurgte han. Og så lidt ud over havet. Der var ikke land at se i nogle retninger. "Jeg aner ikke engang hvor længe jeg har været her" sagde han så, og så ned på de levende bølger der skvulpede mod skibets kant.
Han måtte dog rette sig op og kigge væk. Puha! Nej! Han var Rikke sø stærk. Han havde det bedst med fast jord under fødderne.

Raco trak på skuldrene. "Vi lægger til kaj om 10-14 dage. Kommer an på vejret og om vi støder ind i andre ubehagelige overraskelser." sagde Raco og så på ham med medfølelse. "Smut ned i kabyssen og spørg efter pebermynte. Skulle hjælpe mod søsyge." Raco gik hen til til roret og nikkede til sine mænd på vejen. Mange var oppe i masterne og løsnede sejlene og andre brugte vindmagi for at få skibet igang og væk. Raco stod ved roret og stirrede ud over havet. Luca kom hen og stillede sig ved hans højre side og så på sin kaptajn. "Find en havn der er sikker for vores frie slaver at komme i land.
Og sørg for at vores kontakter holder øje med den unge tiger." mumlede han og Luca forsvandt under dæk. Raco overgav roret til hans First Mate og gik ned i kabyssen.

Det var ikke ligefrem glæde der var at finde i Claans øjne da han fik afvide at der var 10-14 dage før de var i land. Så han skulle leve på dette gyngende helvede i så lang tid? Ikke at han var taknemmelig for at være blevet redet, og han var da lykkelig for ikke at være bundet. Men det var lige han ikke havde været nær så søsyg da han sad med bind for øjnene og ikke kunne se alt vandet.
Han forstod virkelig ikke folk der kunne leve sådan her? Han kunne jo knapt gå lige. Han hørte hvad Raco sagde med at gå ned i kabyssen og få pebermynte, super... så skulle han jo bare finde Kabyssen...
Han gik dog den vej han regnede med det var, og han fandt det da også. Han stod og små gyngede lidt. "uhm... kaptejnen bad mig...... pebermynte.. jeg skulle have noget pebermynte" han var alt for utilpas til at skulle forklare lige nu.
Kokken så på ham, og kunne ikke holde en hul latter tilbage "der er vidst nogle der ikke har det så godt hva?" grinte han blot ment han fandt det.
Han stak Claan nogle blade" versego min dreng" sagde han blot.
Claan stod og stirrede ned i bladene, og så derefter på kokken som et stort spørgsmålstegn "uhm.... vil du bare have jeg skal spise det sådan her?" spurgte han forvirret.

"ja hvad ellers? havde du regnet med jeg stod og lavede en fin the til dig!" knagede kokken skeptisk.
Claan rystede blot hurtigt på hovedet. "øh... nej nej.. jeg.. tja, jeg har bare aldrig spist det før" mumlede han, inden han stoppede bladene i munden.
Hans ansigt udtryk så ikke rart ud. Fy for den lede! AD!! Hvordan kunne de spise det her? Det var næsten værre end søsygen.
Han fik vaklet hen til et bord, og satte sig tungt i stolen. Dog faldt hans tanker hurtigt på sin taske. Han var nød til at få fat på den inden piraterne opdagede hans halsbånd.