The wild hunt - Remiel

S: Den sydelige del af Ashen wood
T: Sen eftermiddag
O: Beskrives
V: Beskrives
P: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

---

Påklædning: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

At spankulere omkring mellem træerne i skoven - i sin helt egen mens en nynnende tone dansede omkring ham. Det skete ofte for Kubo - måske næsten for ofte. Kunne man få for meget frisk luft? Nej det tvivlede han på. Han følte sig altid lige det lidt mere levende når han trådte udenfor efter at have siddet med hovedet i en bog eller et andet projekt indenfor. Det var dog ikke sten han var ude for at samle i dag - nej han samlede grene - et nyt bygge projekt var under op sejling og han kunne faktisk ikke vente med at komme ordenlig i gang. Det krævede selvfølgelig at han fik samlet nok grene og slæbt dem tilbage til flokken - til sin hytte.
Han nåede dog ikke så langt og man kunne vel sige hele hans process faktisk forsvandt pludseligt ud i ingenting. Eller det gjorde den jo sådan set ikke. Men en grædefærdig kvinde dukkede op og med Kubos uendelige omsorg til andre - så kunne han da ikke bare lade hende passere eller skubbe det til side. Han fangede hende nærmest da hun mere eller mindre faldt i armene på ham.
" Easy.. Slow down - what's after you? " Han rynkede panden og lod blikket glide over kvindens ansigt. Før han så skævede rundt mellem træerne. Dog så han hurtigt mod hende igen og bed sig kort i læben. Der var intet at høre eller se, ikke ud over dem selv. Det var underligt. Så skræmt kunne man vel ikke være af ingenting. Hvilket med det samme selvfølgelig satte en nervøsitet igennem Kubo - han var ikke lige klar på sådan noget men han kunne selvfølgelig ikke bakke ud af det ud af det nu og han ville jo gerne hjælpe hende. Dog var det ikke hvad der skete som det næste. Han nåede lige at rette blikket mod hende igen før et slag mod hans hoved fik det hele til at blive sort. Av.

Det første der røg gennem hans hoved - ud over hovedpinen selvfølgelig. Var en mindre panik over ikke at kunne rykke sine arme ordenligt fra sin krop eller bare i det hele taget bevæge sig voldsomt mellem reb og træ. Med en række mumlende lyde, møvede han sig lidt fra side til side. Ikke at det hjalp meget på det hele - men det gjorde ham bevidst om at han var i live. Han skævede kort lidt rundt på jorden men lod så blikket finde sine ben. Dem havde han da heldigvis endnu. Men hvad fanden lavede han så på jorden? Han rynkede panden en smule før hans blik så fandt kvinden. Huh - kvinden fra tidligere. Okay hun var nøgen - måske var det derfor han endte med at kigge længere end han havde haft planer om.
" Eeeeeegh... Sorry. " Sagde han så bare kort før han fjernede sit blik fra hende.
Han rystede så bare kort lidt på hovedet og rettede blikket mod hende igen. Fik hurtigt samlet tankerne og trukket sin indre uro lidt på afstand. Det var slet ikke en rar situation at være i. Hvor meget han så end prøvede bare bare lige at se mellem fingre med det hele. Det var ikke nemt. Han anede ikke helt hvor han var - han anede ikke hvem hun var - eller hvorfor i alverden han skulle være bundet til at træ. Samtidig følte han sig nærmest svigtet af den fremmede kvinde. Sådan at bilde folk ind at man er i fare for så bare at slå dem ud. Nej det var ikke okay.

" You know I really wanted to help you. It's not very nice to just knock people out. If you had just asked I might have just gone with you.. " Sagde han så bare og holdt blikket rettet mod hende før han så bare trak lidt på den ene skulder. Indre ro - indre ro - slap af - indre ro. Han forsøgte virkelig.
" Just exactly why.. Am I tied to a tree? " Spurgte han så og rynkede panden en smule. " And what orders? " Han rykkede kort lidt på sig men skævede så lidt rundt i omgivelserne. Ugh - nervøsitet gange en tusind. Hvorfor var det helt præcis dette skulle ske lige nu? Han havde lige haft gang i en masse meget mindre hektisk og meget mere rart. Det var sikkert tydeligt at se på ham at han slet ikke var i sit S - helt uden for alle de rammer han ellers havde bygget op og vidste var sikre så længe man blev indenfor dem. Det var jo lige før han glemte det faktisk at en faktisk enormt smuk kvinde netop havde stået nøgen foran ham. God dammit Kubo.

Let kneb Andrea øjnene sammen, som hun så imod sin fange. Ville han overhovedet være arenaen værdi? Det var op til Elijah at vurdere, alle havde et indre overlevelses instinkt - det skulle bare presses nok frem. Andrea vippede let hovedet på skrå da han begyndte at tale til hende, et fnøs forlod let hendes læber.
"So you would follow me? Not even an idiot would be so stupid. I mean we are in the east, you most have heard of the kidnaps.. the great arena.. or what do I know.. if you would follow me here.. you might be to stupid to understand," svarede hun så og trak let på den ene skulder. Andrea varmede hænderne imod ilden før hun flyttede de mørke øjne over imod shapeshifteren igen. Let fnøs hun og rystede på hovedet af ham.
"Well.. I'm gonna take you to the arena.. then Elijah will choose your fate," svarede hun og kneb øjnene en anelse igen. "You are really not that traveled are you?" Det var håbløst egentlig, hvis han ikke forstod en skid af hvad der forgik - det tog lidt det sjove ud af det hele. Men måske Andrea kunne smide lidt frygt ind i hans verden før han nåede til Elijah. Eller skulle hun lade Elijah have den fornøjelse? "Orders to take you there.. nothing else." Pointerede hun blot og svarede egentlig uden tøven på hans spørgsmål. Det var sommetider svært ikke at tale med sine fanger, når hun havde chancen. Det blev trættende altid at lytte til Elijah.

Andrea gik tættere på ham, og satte sig ned på hug. Ganske elegant vippede hun hovedet på skrå imens hun så ham an.
"It is really a shame you know.. such pretty face.. I hope you survive," sagde hun og lod håndryggen glide henover den ene side af hans ansigt.  "You know.. if you are about to have some awful life-experience .. I guess I should give you something sweet for the road, don't you think that?" Spurgte hun med et svagt - egentlig kært smil. Andrea tog ikke øjnene fra ham. Det var ikke ligefrem fordi, at hun ønskede at kidnappe shapeshifters, men når man havde gjort det nok gange - så blev det mindre hårdt. Det samme var det med alting, når man gjorde det nok - blev det lettere. Andrea plantede derved sine læber ganske kort imod shapeshifterens, "you are welcome," hviskede hun da hun havde trukket sig lidt væk. Så rejste hun sig op og gik hen til bålet igen.
"What do you know about the arena dear?"

" This is too much information..." Mumlede Kubo lavt for sig selv før han kort rynkede panden en smule. Han forsøgte at fange alle de tråde der pludselig hang i luften. Men det var svært at fange dem alle - der var en der skreg mest. Overleve? Skulle han dø nu? Hans skæbne? Hvem i alverden var Elijah? Arena... Det havde han hørt før - men hvor? Tatia? Havde hun ikke nævnt det, meget kort - i hendes beskrivelse af hendes hektiske og farlige liv. Farlige liv. Det var Kubo slet ikke klar til. Fare. Nej nej det gik jo slet ikke, han måtte se at komme ud af det her rod med det samme. Det var ikke meningen han skulle til nogen arena eller noget som helst andet. Han skulle hjem igen.
" I need too.. Go.." - " Wait what!? " Han rettede med et blikket mod hende igen. " East? I can't be east.. Thats almost.. East.. Shit.." Han rynkede panden en smule men rystede så bare lidt på hovedet. " No no no.." Endnu engang rystede han på hovedet. Tydeligt at panikken i ham voksede hurtigt jo flere ord der røg ud over læberne på kvinden. Hvad i alverden var det nu for noget. Så mange år fredfyldt og BAM pludselig på kanten. Medmindre selvfølgelig hun løj - men hvorfor lyve? Han rynkede kort panden lidt men vred sig så bare lidt mod rebet der var hans tilfange tager. Det var jo slet ikke godt.

Alligevel flakkede hans blik mod hendes ansigt da hun kom helt tæt på. " Huh? " Nåede han kort at mumlede før han mærkede hendes læber mod sine. Heldigvis i meget kort tid så han ikke skulle tage stilling til så meget. Han bed sig dog kort i læben før han så bare rynkede brynene et øjeblik. " I didn't thank you.. " Han kneb kort øjnene lidt sammen men rystede så bare lidt på hovedet. Han kunne hurtigt skifte form og smutte sin vej right? Det ville jo hvert fald gøre at han kunne komme fri. Spørgsmålet var så hvor længe han kunne være fri før hun fik fingrende i ham igen. Eller var det? Hvad var hun overhovedet helt præcist? Hmm. Han skævede lidt hen mod bålet men så i en tilfældig retning ind mellem træerne. Den østlige del af skoven. Han skulle ikke være her. Det var værre end at tage til byen! Denne del af skoven var off limits. Hvad i alverden. Frustrerende.

" First of all - don't call me dear.. Second of all.. I don't anything about whatever arena you're talking about, and to be honest. I don't really feel like knowing anything about it. And not to mention going there. No.. Not ever.. " Sagde han så bare hurtigt og rystede på hovedet. " So please, let me go - I don't know this Elijah guy you're talking about. Obviously you have the wrong guy tagging along. " mumlede han så bare før han lænede hovedet lidt tilbage mod træet. Overvejelsen om det var muligt at skifte form og stikke af lå stadig lige under overfladen. Han ville gerne ud af den her situation - så ubehagelig og fremmed. God dammit!
" You're probably a really nice person when you're not just following orders - what if, that person could just be in charge for a second? Unless ofcourse you're not - and doing this is something you enjoy doing. If that's the case I guess I'm screwed. - Maybe thats it.. I'm screwed.. Right? " Han rettede blikket mod hende, et nærmest opgivende blik. Oh well - uskyldighed skulle man lede længe efter men Kubo var nærmest definitionen af det.

Andrea fnøs let da han sagde hun ikke skulle kalde ham kære, han ville snart finde ud af - at hun gjorde hvad der passede hende. Selv Elijah hadede den selvstændighed engang imellem, den kunne han ikke tage fra hende.
"Well it's not really op to you sweety," svarede hun med et skævt smil på læben. "I can't.. or I can.. if you find me another shifter before first light?" Tilføjede hun og trak let på den ene skulder. "I have no specific person I need to catch.. I just choose who I like," pointerede hun så og hævede let på et bryn. Andrea foldede kort læberne sammen som en smal streg, men sagde ikke mere endnu. Det var egentlig først det næste han sagde, som fangede hendes opmærksomhed.
"I'm not in charge.. things go wrong if I push him, okay?" Svarede hun så ærligt og så shapeshifteren i øjnene. "You are screwed.. we all are.. that is just how life fuck with us all." Pointerede Andrea i et let suk. Et suk forlod hendes læber, før hun gik hen og satte sig foran shapeshifteren igen.
"You know.. if you try anything, I'm gonna hunt you - and there is someone watching us.. I guess the person have followed us here.. So if you make a bad move, I might just kill that person.. well not if it's someone who hates you.. I might just kill them for fun then - depends on the mood." Sagde hun så og så kort tænkende ud.
"Stop looking like that would you?" Spurgte hun så en anelse irriteret og hævede på et bryn. "You remind me of a street dog whom was left alone in a cruel cruel world," tilføjede hun, hvorefter hun rystede lidt på hovedet af ham.
"We should get doing.. The arena shouldn't be far away from here.." hviskede hun let til sig selv. Andrea kørte en hånd igennem det mørkebrune hår og rejste sig op. De gyldne øjne trådte frem da hun hørte en lyd blandt de mørke buske. Der var ingen frygt at finde i ansigtet, kun forsigtigheden - helere forsigtig end dum.

"Stay here.. I'm gonna check it out." Sagde hun så og gik ind mellem de mørke træer. Sanserne kunne ikke rigtig opfange noget, udover den fært hun vidste der havde fulgte efter dem. Et fnøs forlod Andreas læber som hun vendte tilbage til sin fangst.
"You know.. shouldn't we just lure the stalker out? What will the shapeshifter do if they here you are in pain? It would be much better with two shifters and not just one you know," pointerede hun som hun greb fat om Kubos hals. Hånden formskiftede hun, så neglene med til varulvens klør - og hun kunne mærke, hvordan klørerne skar igennem huden.

Kubo forstod det slet ikke rigtigt. Så han var bare en tilfældig uheldig shapeshifter? Hvad var nu det for noget. Det gjorde det kun endnu sværere at acceptere at være her. At det lige så godt kunne have været hvem som helst anden? Ikke at han havde lyst til at sætte andre i denne situation. Men han havde jo heller ikke lyst til at være i den selv. Han rynkede panden en smule før han så bare rystede lidt på hovedet. Det gav ikke mening - det var dumt og frustrerende. Panikken i ham voksede og der ville nok ikke gå længe før det kom til syne. Han kunne mærke hvordan det sitrede i hans fingre spidser. Shit.
Kubo rynkede kort panden lidt - andre? Var her en anden. Tænk at han slet ikke havde opfanget det. Sikkert fordi hans sanser var totalt ude hvor de ikke kunne bunde. Det var angsten der sto bag det. Han havde det slet ikke rart. Han turde knap nok tænke over hvor hurtigt hans hjerte løb på nuværende tidspunkt. Ubehageligt stærk. Han var ikke vandt til at få så meget ned om ørerne på en gang. I denne verden ville det for mange sikkert ikke være så slemt. Men Kubo var virkelig.. En herreløs hund i en brutal og ond verden.
" Sorry.. " Sagde han så bare kort og bed sig en smule i læben. Hvordan skulle han ellers se ud? Det var sådan han havde det. Virkelig ynkeligt og hjælpeløst. Han skævede kort lidt rundt før han rystede lidt på hovedet.
" No no.. We can stay here for little bit. It's fine - no need to hurry.. " Sagde han så hurtigt. Hellere blive siddende her lidt end at skulle videre mod den omtalte arena. Det lød ærlig talt ikke som et sted man havde lyst til at være - ikke hvis det krævede at folk blev kidnappet for at komme dertil.

Det var efterhånden gået op for Kubo at hans ord ingen effekt havde. Det virkede ikke til at hun ville droppe sin plan om at slæbe ham med. Han skævede mod bålet med et lidt tænkende udtryk mens hun var væk. Ikke at hun var væk længe. Men længe nok til at give ham en smule motivation til at forsøge at komme bare en smule fri. Han skævede kort lidt mod sine fødder men rettede så blikket mod hende igen da hun vendte tilbage. " What.. no no no.. " - " That's.. " Han skævede mod hendes hånd der placerede sig omkring hans hals før han sank en klump.
" Please don't do that.. " Sagde han så bare og brynene rynkede sig sammen i en bekymret og knap så stærk grimasse.
" Just let me go already.. It's not like you can use me for anything - or.. he can.. who ever you work for. " Sagde han så og kunne mærke pulsen stige endnu en tak. Ikke specielt godt. Det slog gnistre fra hans fingre og inden han egentlig kunne nå at overvejede det mere slog det ordentlig til og han sendte strøm op igen hendes arm som holdt fast i ham. Det var ikke bare lidt stød - alligevel et ordentlig rap der blev sendt afsted. Hvor meget han sådan gjorde havde han aldrig helt kontrol over når han var på et ustabilt stadie i forvejen. Han havde problemer med det selv når han prøvede og koncentrerede sig fuldstændig om det. Egentlig ville han bare have hende til at slippe. Næste trak var at gøre et forsøg på at stikke af alligevel. Det blev han nødt til.
" You should maybe just find your way back and tell him that today wasen't your day and a shifters isn't something you'll bring today.." Sagde han så bare hurtigt.

Lyden af personen udefra der kom på benene imod dem. Præcis som Andrea havde planlagt.
"Shut up," vrissde hun irriteret af Kubo og trak klørerne en anelse længere ind under huden på ham. Dog nåede hun ikke ligefrem meget andet, da en bølge af strøm skød igennem hende fra ham af. Det tog kort tid før hun rev hånden til sig, hvilket måtte have efterladt en mindre blodbane henover shapeshifterens hals. Andrea tog nogle dybe indåndinger og så egentlig blot ned i jorden først. Dog blev de dybe indåndinger snart til en dyb og truende knurren.
"You shouldn't have done that," knurrede hun som de gyldne øjne lyste mere og mere frem. "Looks like I have to kill someone," tilføjede hun med et skævt smil. "Might even let you watch," sagde hun så og trak let på den ene skulder. Den gode hørelse registrerede da en pil fløj imod Andreas retning, og hun vendte sig om for at gribe den.
"Do you know anyone who loves playing with arrows?" Spurgte Andrea shapeshifteren mens hun kiggede på ham - hvilket gjorde en pil ramte hendes lår.

"Leave him alone!" Kom det fra de mørke træer, som den unge shapeshifter trådte ud. Det mørkebrune næsten sorte hår var sat op i en hestehale, og buen var spændt imens pilen havde sigte mod sit mål. Katlin havde været på jagt, og fanget Kubos fært længere væk end hun normalt ville - så derfor havde hun bestemt sig for at følge op på det. Måske skulle hun have vendt det med nogle andre, vent det havde hun også. Katlin så mod varulven, og prøvede ikke at se over imod Kubo. Katlin affyrerede sin sidste pil, og desværre greb varulven den.
"Shit," mumlede hun for sig selv. Andrea lo af hende.
"Foolish girl, did you really think you could beat me? " - "I'm just gonna take you both.. or wait.. I did promise to kill you.." Sagde hun så og så over imod shapeshifteren som stadigvæk var bundet fast. Andrea brugte sin fart til at få fat i Katlin, og holdt hende om halsen i et hårdt greb. Let løftede Andrea Katlin højere op mod et træ.
"You should close your eyes if you don't want to watch," advarede Andrea med et skævt smil.
"Kubo, don't look.. It' not.." Mere nåede Katlin ikke at sige, før Andrea havde taget sin hånd igennem Katlins mave, og slap omkring halsen. Kroppen gled ned, som klørerne flåede huden op. Blodet flød udover læberne på Katlin, som Andrea endelig trak hånden til sig. Hun gik over og bandt Kubo op.
"I think I will just find some other shapeshifter, have fun," sagde hun så og satte i løb væk.

Kubo bed tænderne sammen i utilfreds brummende lyd og lænede sit hoved lidt mod stammen af træet bag sig. Smerten fra hendes kløer var ikke ligefrem rare. Men at tage fra med sine egne hænder var mere eller mindre en umulighed sådan som han var bundet. Han rynkede kort panden en smule men rystede så bare lidt på hovedet. Adrenalinen pumpede rundt i hans krop - alligevel var det den retning pilen kom fra hans opmærksomhed hurtigt røg i. Hvem - hvorfor.. også slog det ham. Kort før hun dukkede op mellem træerne.
" Katlin.. " Sagde han lavt og bed sig kort i læben. Ordene der kom fra kvinden var på afstand - nærmest som en hul lyd der ikke helt ville gå ind. Sikkert fordi ordene hun sagde nærmest lammede hans sanser. Havde hun tænkt sig at slå Katlin ihjel? Det kunne hun ikke, panikken i ham voksede kun yderligere.
" Don't touch her! " Bed han hurtigt af kvinden før han skævede fra hende også hen til Katlin. " Katlin run! " Sagde han hurtigt - men allerede der var det for sent. Kvinden havde fat i Katlin og holdt hende mod et træ. Kubo kæmpede for at komme fri. At skifte form ville nok ikke hjælpe ham meget. Han havde ikke tid til det. " Let her go! " Råbte han vredt i en knurrende tone. Lorte reb! Hvorfor kunne han ikke komme fri. Han kunne efterhånden mærke hvordan alting inden i ham skreg for at tingene ville tage en drejning bare i en lidt rigtig retning - men samtidig sagde hans mavefornemmelse alt andet. Det var slet ikke hvad det var der skete.

Det han måtte møde med blikket da han endnu engang rettede blikket mod kvinden og Katlin skar som knive i hans krop. " No.. " Hans blik blev et øjeblik helt tomt og det var som om et øjeblik hans hjerte stoppede med at slå. Eller også glemte han at trække vejret. Det hele var gået så stærkt. Og pludselig føltes det som om tiden gik tusind gange langsommere. Lyde og bevægelser var i slow motion. Han stirrede nærmest bare mod Katlin mens alt andet omkring ham blev helt pløret, nærmest bare en fornemmelse frem for en realitet.
" What did you do.. " Sagde han så, men så lavt at han pludselig blev i tvivl om han egentlig havde sagt det. " What did you do!? " Lød det så igen fra ham i en højere og mere bidende tone som kvinden kom hen for at binde ham op. Han skulle til at rive ud efter hende men hun var hurtigere end han var og inden han fik set sig om var hun forsvundet. Var det virkelig hvad hun var kommet for? Binde ham til et træ for at slå Katlin ihjel for øjnene af ham. Det gjorde ondt i hele kroppen og det at komme på benene var som at løfte flere ton på sine skuldre. Men han gjorde det - han måtte hen til hende.

" ...This can't be.. " Mumlede han da han endelig nående hen til hende. Han vidste først ikke rigtig hvad han skulle gøre af sig selv - for slet ikke at nævne hende. Hvad gjorde man i sådan en situation. Det var som om alle hans sanser og instinkter var slået fra og det eneste der egentlig gjorde sig bemærket var det hul i hans bryst der langsomt åd sig større og større. Alting indeni ham var væk. Evnen til at tænke, trække vejret. Føle. Hans blik flakkede hen over hendes krop. Kubo var på ingen måde bare den mindste smule forberedt på noget som dette - det var man vel egentlig aldrig men nogle havde lettere ved at håndtere ting som dette. Bare synet af blod gjorde ham dårligt tilpas. Okay det var Katlins blod - det gjorde en del. Det gjorde ondt. " Katlin please you can't be dead.. " han bed sig i læben og med rystende hænder fik han vendt hendes krop på jorden. Turde han overhovedet egentlig kigge ordentlig på hende?

Kopien var død, men Katlin var ikke vågnet endnu - hvilket gjorde, at kopien bevarede sin rolle som stedfortræder lidt endnu. Bare lidt endnu. Det rystede voldsomt i Katlins krop, og hjertet racede i chok. Og det slog det pludselig hårdt, og hun gispede. De sorte øjne lukkede i og da de åbnede havde de Katlins naturlige brune øjne igen. Kopien forsvandt fra Kubo, som havde den aldrig rigtig været der. Det ville have været et typisk trick til at drille ham i en fangeleg sommetider, da han var en af de få der kendte hendes evne. Dog var dette ikke en fangeleg, medmindre det var med døden. Hendes første instinkter var at tage sig dertil, hvor smerten ramte hende. Det virkede nok til at være noget mentalt, men smerten var fysisk - den var ægte. Trods alt var hendes kopi jo ikke bare en kopi i form af en illusion, det var en del af hende - det var forbundet og kontrol var alt. En eller anden dag skulle en af dem vel prøve at dø - måske Luna havde vidst at det var en farlig ide, og derfor hun altid forslog Katlin at sende kopier afsted på farligere jagte? Nu kendte Katlin konsekvensen ved en død kopi, normalt var det blot smerten hun mærkede, hvis hun havde været i en kamp.

Katlin kravlede hen langs jorden og trak sig frem med den ene arm. Hænderne rystede og hun havde endnu ikke opdaget, at hun egentlig ikke var direkte skadet. Det var ikke fordi, at der var noget blot på hende. Chokket var stort nok til hun slet ikke reagerede, men tanken om at varulven havde flået Kubo bagefter den havde dræbt hende, den tanke kunne hun ikke leve med. Det hjalp med at få panikken fra skaden væk, men det tog langtfra den frygt i hende væk. I sidste ende endte hun med at kunne kravle derhen imod. Det var ikke langtfra, men det føltes som flere kilometer med den tunge vejrtrækning og udmattelsen var chokket. Omgivelserne syntes at slørre en anelse, men nu var ikke tiden til at svigte Kubo. Sveddråberne begyndte at danne sig i panden af anstrengelsen, og de sorte prikker for øjnene prøvede at tvinge hende til at give op. Hun kunne se det orange skær fra båldet.
"Kubo," forsøgte hun først, men var overrasket over hvor svag stemmen egentlig var. Hun rømmede sig og kom med en kort hosten - som hun prøvede at få kontrol over sin vejrtrækning. "Kubo," lyttedes det hende så at sige mere tydeligt. Blikket flakkede rundt og i sidste ende måtte hun sætte sig op af en træ stamme for ikke at besvime.

Kubo sad nærmest som forstenet og stirrede på Katlin. Katlin der lå død lige for øjnene af ham. Det måtte være en ond drøm. Hvordan kunne det ske? Hvordan kunne hun gøre sådan noget. Mage til ondskab. Katlin var jo - uskyldig. Han rystede på hovedet og gemte et øjeblik sit ansigt i sine rystende hænder. Panikken var på vej væk - men en knude af angst var blevet til flere og gjorde stadig hans vejrtrækning besværlig. Gav ham kvalme, svimmel - kunne man virkelig gå hen og blive syg af det? Det måtte være det. Han havde det virkelig ikke godt. Selvom han gjorde en brag kamp for at overbevise sig selv om at det hele bare var en drøm - så virkede det ikke. Det virkede simpelthen ikke. Havde han mistet sin bedste ven? Var det virkelig hvad der havde spillet for øjnene af ham? Han bed tænderne sammen. Han lukkede øjnene og forhindrede de små perler af tåre i at gøre sig større. Ikke at det hjalp, så snart han åbnede øjnene igen var der nye på vej.

Han fjernede sine hænder i en hurtig bevægelse da Katlins krop var væk. Hun var forsvundet - hvordan i? - Hendes evne strejfede ikke hans tanker de første øjeblikke. Først efter at han nær havde besvimet af en oversvømmelse af panik over at han nu ikke engang havde hendes krop at bringe tilbage. Men så slog det ham og med et var han på benene. Han lod blikket flakke rundt mellem træerne og tågen omkring hans sanser svandt hen - pludselig var dyret i ham fremme og han gjorde alt hvad han kunne for at spore sig ind på hvor hun kunne være. Så hun var ikke død!? Et håb dannede sig i hans krop og selvom han på alle måder følte sig drænet og udmattet over alt dette - så havde han et mål at finde Katlin. Hvis hun var i live - dette var jo ikke hende. En fast krop ville da ikke bare kunne forsvinde ud i ingenting? Det var jo ikke fordi hun var.. eller var hun? Han rynkede panden i tvivl men rystede det så hurtigt af sig og skyndte sig i den retning han opfangede hendes fært.

Følelser var stadig alle steder, panik, angst, sorg, håb - for ikke at nævne en forvirring der helt klart stod bag det faktum at han nær var løbet ind i et træ da han endelig fik øje på hende ikke så langt væk. " Katlin!? " Kaldte han hurtigt og fik tøret sine øjne i det han løb hen til hende og dumpede ned på knæ foran hende. " Thank god you're alive.. " Sagde han så bare kort og havde uden at tænke yderligere over det bare trukket hende ud fra træet og ind i et kram. Han kunne ikke andet, han blev nødt til at mærke hendes krops varme - mærke at hendes hjerte slog at hun faktisk var i live. Også selvom han godt vidste at hendes evne tog hårdt på hende selvom hun jo i princippet ikke var men så alligevel var cloner. Det måtte være endnu værre at dø. Havde hun virkelig kunne mærke det.
" You scared the crap out of me.. " mumlede han så bare i en stemme der nær var knækket midt i sætningen. Den lettelse han følte var helt ubeskrivelig.

Hvorfor var det så svært at trække vejret? Det føltes som om, at hun ikke kunne finde ro i sig selv. Der var alt for mange ting som trak i hende, det var som første gang Evan nogensinde havde lagt en hånd på hende. Der havde hun heller ikke vidst først, hvordan hun skulle reagere på det - men hendes mor havde også bare sagt, at hun skulle være ligeglad det havde han lov til som hendes mand. Men dette var ikke et slag. Det var følelsen af hele kroppen var flået op og hjertet var i chok. Først kom hun en smule tilbage til sig selv da hendes navn blev kaldt ud i skoven. Let løftede hun hagen lidt op mod, og de mørke øjne søgte mod lyden. Alting forgik i slow-motion for hende først, Kubo som dumpede ned foran hende. Katlin kunne hører sit åndedrag knække kort af lettelsen, og ansigtet ændrede sig derefter. Tårerene løb henover kinderne af lettelse, blandet med de andre følelser der også spillede indover. Trukket ind i Kubos favn, følte hun pludselig ikke, at det var så svært at trække vejret mere. Det var som om, at hun kunne overskue det igen. Tingene faldt på plads for hende, bare lidt. Katlin lukkede øjnene og svang armene omkring ham. Hun lod læberne skille sig lidt for at hive frisk luft ind i sit system. Han var i live... hun var i live. Det var en lettelse for hende. Katlin lukkede øjnene og klemte de sidste par tårer ud. En kort latter i hendes forsøg på at finde ud af, hvordan hun skulle tackle det hele brød udover hendes læber da han sagde, at hun havde skræmt ham.
"I scared the crap out of me too," indrømmede hun, hvorefter hun foldede sine læber sammen i en smal streg.

Vejrtrækningen var stadigvæk ikke alt for stabil, men det hjalp på det at være i Kubos favn - hvilket i sidste ende egentlig ikke overraskede hende spor. Det var altid så dejlig trygt der, hun følte sig hjemme på en anden måde. Så kom hun i tanke om at Kubo var såret. Måske var det en refleks for hende, fordi hun hadede at være sårbar for længe. Det var også en ting hun normalt fik skæld ud for på hjemmefonten. Derfor trak hun sig i sidste ende ud af krammet, ikke langt. Hun var stadigvæk i hans favn. Hendes næsetip nåede næsten hans, som hun så på ham. De mørke øjne gled forbi hans læber, og hele vejen hen til blodet på halsen.
"It is not that deep.. you should be fine," lykkedes det hende at sige i sin forvrængede stemme. Hun så tilbage mod hans øjne, og sank en klump. "You know you scared me too? I was afraid I wasn't fast enough.. both times.." Tilføjede hun med et svagt træk på smilebåndet.
"How lucky i am to have something, that makes the thought of saying goodbye so hard," sagde hun så og lod en sidste tårer glide fra øjet og følge de andres spor henover kinden. Tanken havde været så ubærelig. Det var den stadigvæk og det havde overrasket hende. Ikke fordi, at hun ikke var klar over sine følelser for Kubo - for det var hun. Tanken om at miste var ikke sjov og hun vidste den førte til mørke, men lige nu var Kubo her - til at sørge for, at hun ville blive ledt væk fra den vej.

Før Katlin egentlig nåede at tænke tankerne videre, havde hendes læber fundet sin vej op til Kubos. Måske var det de ekstreme følelser som trak i hende, og fik hende til at stoppe med at være så forsigtig omkring sine følelser. Hun havde drømt om det længe, tænkt på det - og tankerne var nogle gange var umådelig irriterende. Alligevel var hun nået så langt og hun var egentlig stolt af, hvor ærlig hun var overfor sig selv. Katlin trak læberne til sig lidt efter og slog øjnene op for at se en reaktion. Måske havde hun i virkeligheden bare ødelagt alt, det skulle ikke overraske hende. Det gjorde hun altid, bekymringerne, tankerne angreb hende som hun sank en klump. Katlin blev helt mundlam, og hjertet slog hurtigt, men alligevel langsommere end gør. Det var ubeskriveligt. Hun rørte ikke på sig, for hun turde et eller andet sted ikke før at hun havde noget at aflæse.

Han holdt hende tæt. Så tæt at han mistænkte aldrig at give slip igen. " I'm thankful - but never ever do something like that again.. " mumlede han bare lidt og skulle virkelig tage sig sammen for at slippe hende igen. Der var også grænser for hvor længe han skulle holde om hende - ikke at han ikke synes om det, han nød det. Det var rart. Det var Katlin, intet ved hendes selskab gjorde ham utilpas - så skulle det da lige have været selskabet af hvad han havde troet var hendes døde krop. Han slap hende dog til sidst og lod blikket hvile mod hendes da hun var overraskende tæt på.
Han rynkede kort panden lidt til hvad hun sagde. " Huh? " Han tog så sin hånd op til sin hals og rynkede kort panden lidt, han havde et øjeblik glemt alt om skaden ved sin hals. Men nu hvor der blev gjort opmærksom på det gjorde det pludselig ondt. Han forsøgte dog at ignorere det så godt som muligt, der var ingen grund til at ligge mere i det lige nu. Han var trods alt i live og kvinden der stod bag det hele var løbet væk. Han regnede ikke med at hun kom tilbage. Frygten kunne så ligge i hvem hun ville finde i stedet for? Det var slet ikke godt.

Han kunne ikke helt lade være med at smile men trak så kort lidt på den ene skulder. " You were.. But if that had been you? Katlin.. " Han rystede så bare lidt på hovedet og bed sig kort lidt i læben. Han havde stadig hvad han så for sit indre blik og det gjorde ondt i hjertet. Hvis det havde været sådan tingene var gået - hvis det havde været Katlin og ikke en clon. Han kunne ikke bære tanken. Som om han nogensinde ville kunne bære tanken om at miste hende. Hun betød mere end noget andet for ham. Hans bedste ven.
" Lucky - Lucky that goodbye isn't quite yet.. " Sagde han så bare med et lille smil før han kort overvejede det lidt. Det varmede i hele kroppen at hun sagde sådan. Samme held følte han selv. Men det at sige farvel virkede som en så fjern ting og alligevel havde den været lige for øjnene af ham. Det virkelig hvert øjeblik de mest tragiske ting kunne ske. Han lod blikket hvile mod hendes ansigt og sendte hende et lille smil.

Det næste kom dog som en overraskelse. Katlins læber mod sine. Det sortnede nærmest for ham et øjeblik. En stikkende men behagelig følelse meldte sig i hans læber og en varme strømmede til hans hoved hurtigere end man kunne forestille sig. Han nåede dog ikke at reagere på det ordentlig før hendes læber igen var væk. Han bed sig kort i læben og kunne slet ikke lige finde hoved og hale i hvordan han skulle have det med det. En side af ham skreg for hurtigt at gribe ind og gengælde det, mens en anden havde stukket halen mellem benene og var på vej væk. Hans blik flakkede et øjeblik fra hendes øjne til hendes læber, så til hans hænder og tilbage igen. Kubo var normalt god til at reagere på hvad der skete - men han var i chok. Selv i tvivl om det var godt chok eller skidt chok. Måske var det alting oven i hinanden der var sket de sidste par timer at han slet ikke helt kunne finde ud af hvordan han egentlig havde med det. Men at lade hende sidde i uvished omkring det var heller ikke noget der lignede ham. Og det var ikke fair overfor hende. Det var ikke længe han egentlig sad og kiggede på hende, men det føltes som en evighed. Hvordan kunne han ikke bare have gengældt det med det samme? Katlin var i Kubos øjne definitionen af perfekt, og alligevel var der noget ved det der ikke passede ind.
" Wauw.. " mumlede han med et kort lille nik.
" That was... " Han bed sig kort i læben igen.
" Katlin.. " Endnu et øjeblik i stilhed. Hvad var der galt med ham?
" We should get going.. Are you okay? " Han holdt blikket mod hende, bekymret. Som altid. Håbede lidt på at tankerne kunne blive skubbet til noget andet. Hvor dumt det så end var. Men han vidste ærlig talt ikke hvad han skulle gøre. Alt for mange blandede følelser på en gang. Det ene øjeblik troede han hun var død - og det næste er hendes læber placeret mod hans og gør ham helt omtåget oppe i hovedet. Det var så rigtigt, men så forkert på samme tid.

Det var ikke fordi, at hun havde forventet en anden reaktion. Faktisk var det at forvente noget så fjernt for hende, at hun ikke rigtig forventede noget godt nogle gange overhovedet. Det var bedst ikke at blive skuffet - desuden hvis man gik og håbede på at Evan ville ændre sig, så ville hendes liv havde været evig skuffelse, hvis tingene ikke var gået som de var. Kysset var nok den første gang hun havde taget muligheden og gjort det før vedkommende havde haft muligheden. Caleb havde taget det første skridt dengang for mange år tilbage og Evan var Evan. Kubo så bare på hende og hun tog sig i at holde vejret. Det var mest fordi, at det virkede som en uendelighed at han bare så på hende. Endelig gav han lyd fra sig, bare på en eller anden måde. Alt var bedre end stilhed, hun kunne ikke tage uvis stilhed. Forvirringen var alt andet end nok det eneste hun havde regnet med. Det var ikke fordi, at hun regnede med noget - som sagt, hun forventede intet i sit liv. Der var intet mål, ingenting hun havde fundet hun ville opnå - for hun var ikke sat i klassen for at kunne gøre noget for sig selv. Ikke før nu. Kaeden prøvede da at give hende ideer, men der var dele af hende som nok aldrig ville fungere som folk der ikke havde levet som Katlin. Det var ikke kun det faktum at hende og Kaeden havde været udstødt på en mærkelig måde, men det var nærmere det faktum at Katlin var en kvinde i deres kvater - og der var ingen holdninger og meninger tilladte. Hun overvejede at tænke videre, hvad skulle hun gøre. Der kom den igen, nogle punkter kunne hun ikke tænke videre - sådanne situationer var det ikke hendes holdning eller mening som betød noget - det var hvordan Kubo reagere. Sådan forgik det blot inde i Katlins hoved, og det ville tage mere end et år, for at rette op på de skader forældrende havde gjort hende. We should get going.. Are you okay? Katlin sank en klump og nikkede så ret instinktivt.
"I'm always okay," svarede hun hurtigt - hun var da ikke død endnu, så okay var hun vel. Katlin trak sig lidt tilbage og brød den fysiske kontakt - det var nok alligevel bedst. Hun tog sig lidt til maven kort for skaderne kunne stadigvæk føles, og hvis det ikke havde været for Kubos selskab var hun nok stadigvæk i chok et eller andet sted.  
"Should we get doing?" Spurgte hun lidt henkastet og prøvede let at komme udenom kysset. Ikke at hun fortrød det, og dog håbede hun ikke, at hun havde ødelagt noget. Alting havde været overvældende for dem begge. Katlin gik lidt fremad, til hvor hun kunne huske buen havde været. Hun samlede den op og svang den om på skulderen, hvor den hørte hjemme.  Måske følte hun sig alligevel en anelse dum, og overvejede at undskylde. Men hun ventede lidt. Hun havde brug for at samle tankerne lidt først og få trætheden skubbet væk fra øjnene. Fordi hun følte sig faktisk en anelse svimmel, og det var måske heller ikke helt underligt med alt det energi hun havde brugt. Katlin drejede stille rundt og støttede sig kort til træet foran sig. Fedt nok, hendes dødssted. Det flashede kort for øjnene af hende, hvilket fik hende til at springe kort tilbage. Det var bare noget der skulle rystes af. Død rystede man ikke bare lige sådan af sig. Stille gik hun hen imod Kubo igen, men kunne godt mærke øjenlågene prøvede at tvinge sig i - hvilket var grunden til hun egentlig greb fat i hans arm for at holde balancen.