Catch me if you can - Remiel

Det store smil på læberne kunne ikke købes for noget i verden, og Katlin var oprigtig glad. Noget hun ellers kun var når hun var sammen med Kaeden også. Der havde ikke været meget glæde i hendes tideligere år, og nu var den der endelig. Kubo fangede hende, fik svunget armene omkring hende - en rar følelse virkelig. Den fik hende til at ånde lettet ud, også selvom hun var klar over det hele der forgik  - så kom det stadigvæk som en overraskelse for hende. Det var ikke ligefrem fordi, at hun var velkendt med denne her kildrende følelse i sin mave. Heller ikke med de slag hjertet sprang elegant henover. Latteren dansede henover læberne i deres søde muntre tone. Han snubbede tørklædet ud af hendes hånd, legen var slut - eller i hvert fald indtil videre. Katlin tog ikke øjnene fra ham, hun kunne ikke - heller ikke hvis hun ønskede.
"I might just have underestimated your ability to run, Kubo," svarede hun med et lille drillende smil. En ræv imod en tiger i et væddeløb - hvem ville egentlig vinde. Det ville komme an på ruten, distancen - mange ting. Måske var det i virkeligheden hendes mening at han skulle fange hende, bare for at have en undskyldning for ham til at blive tæt på. For det ønskede hun egentlig blot, at hun kunne forblive bare lidt tættere på - måske bare kramme ham uden en egentlig grund, bare gøre det. Det var naturligt for Katlin at have en grund for de ting hun gjorde, mest fordi hun var van til Evans vrede hvis hun ikke havde en god nok grund - og ikke mindst var hendes forældre heller ikke de mildeste væsner. Derfor havde hun det godt herude.

Han slap hende helt, hvilket fik hende til at hive vejret lidt ekstra ind - dog ganske lydløst. Det var en ukendt kulde, der gled henover hendes hud - og hun ønskede at mærke den varme igen. Vidste det ikke ville ske med det samme. Han viklede tørklædet omkring hendes hals, ganske blidt - i forhold til hvad hendes hjerne kunne tvinge hende til at forstille sig. Sjovt nok havde hendes hjerne ingen magt over hende når hun snakkede med Kubo - det var befriende.
"Don't say that, I might just keep it," svarede hun med samme varme tandsmil og samme legende blik i øjnene. Samtalen blev lidt anderledes, da han fortalte hende, at han havde fundet sin søster. Let løftede hun ekstramt glad på øjenbrynene.
"Oh my.. For real?" Udbrød hun og samlede hænderne op foran sine læber. "Kubo.. That is.. That is amazing!" tilføjede hun i samme glade toneleje. Katlin kendte til følelsen. Alt for godt. At tro Kaeden var død, havde skubbet hende ud i en uendelig mørkt sti imod hævntørst.. til hun fandt ud af at han var i live. I ren reaktion kastede hun armene omkring ham, og lukkede ham ind i et tæt kram.
"I'm so happy for you," sagde hun i et mere neutral glad toneleje i forhold til sine udbrud. Katlin overtalte sig selv til at give slip på Kubo og træde et skridt tilbage - dog uden at tage øjnene fra ham.
"Tell me about her.. her name.. how she looks like.. everything," sagde Katlin og så spændt på Kubo.

Katlin ville have ønsket, at hun havde fundet Kaeden under bedre omstændigheder. Heldigvis havde det endt ud i Evans død, og hvis det ikke havde været for flokken - havde Kaeden nok været død. Der var altid noget godt i det dårlige, men savnet i så mange år som Kubo havde levet i uvished - det måtte være tortur. Smilet strakte sig breddere op på læben, da han fortalte om hende. Det gjorde hende glad at se ham glad, på denne her fantastiske måde hun ikke kunne beskrive. Alle de beskrivelser han kom med, der begyndte hun allerede at danne sig billeder - men navnet kom på. Så frøs hun kort fast og blinkede. Katlin kendte Tatia.. Ikke sådan kendte som i en tættere relation, men hun havde mødt hende en enkel gang eller to i forbindelse med Kaeden. Desuden havde Kaeden talt meget om hende, trods alt havde kvinden reddet hendes brors liv tilbage
"Wait.. Tatia?" Spurgte hun lidt overrasket og fik hurtigt smilet tilbage på sit ellers overraskede ansigt. "She saved Kaeden years ago.. took him to her pack back then.. he told me all about it," tilføjede hun blot. Det var altid dejligt med flere ting at relatere til, og endnu en undskyldning for at snakke videre. Ikke rigtigt?  "I met her few times.. not that I really talked with her.. I'm just Kaedens little sister," pointerede hun dog og trak let på skulderen.
"The Black Hounds is in the west.. Kaeden have told me they are trained warriors.. brutal creatures.. not that they aren't kind, I mean I was with Luna there once.." fortalte hun så og trak let på skulderen, " and they are like us.. just a little more though I think.." tilføjede hun som side bemærkning.

Let vippede hun hovedet en tak på skrå, da han nævnte sin berømte stenmur. Så mange kreative ideer og tanker der måtte gå igennem hans hoved. Katlin ville ønske hun havde den tanke gang sommetider, men opdraget til at tænke i kasser og holde munden lukket - var nok hendes største talenter.
"I don't think you have showed me the newest results of it," svarede hun på hans spørgsmål, "but I would love to see it," tilføjede hun hurtigt med et kvikt smil.  "If you wanna have some fancy stones, you should take a walk with me.. I saw some the other day.." hun kunne næsten ikke springe henover den allersidste sætning. Niella og hende havde haft en minder behagelig tur i skoven, hvor fortiden næsten var kommet for tæt på. Men udover et par blå mærker henover håndledende, og ganske svagt ved kinden - Katlin var trods alt en kvinde der vidste, hvordan man gemte skader - så hun gik meget op i der ikke var nogle der skulle være for bekymrede for hende. Ingen vidste rigtig hendes tid med Evan, Kaeden havde en ide om det - men hun vidste ikke, om ideen var værre end virkeligheden eller om vendt. Derfor talte hun ikke om det. Han gav bare sig selv skylden.
"I don't know the whole forest.. but I know a little way around.. After all Luna has made me one of the huntresses of the pack.. you know.. hunting for food," fortalte hun med et større smil. Fra fin dame til jæger - der var et spring, men hun kunne vel takke Kaedens død, for at have aktiveret hendes hobby for jagt.