Nyt bekendtskab - Miss Smith

Tråden starter om formiddagen, med solskin og en let nordvestlig brise, på en lettere travl markedsplads.

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Kira kom gående på markedspladsen, tungt belæsset med fire tasker over sine skuldere. Hun havde en del urter, som hun skulle have solgt og hun viste at Mor Ninna ventede på hende. Hun viste også at der ville være en del spørgsmål eftersom hun ikke havde været her i nogle måneder på grund af den brækkede arm hun havde fået ved sit sidste møde i Doomsville. Hun gøs ved tankerne om den mand, blodsdæmon og shapeshifter, som havde haft det sjovt med at drille hende og som havde skåret i hende, samt givet hende såret i foden. Hun vågnede stadig om natten, badet i sved og med hans ansigt så tydeligt, som stod han foran hende.
Hun rystede på hovedet, for at få tankerne på noget andet. Hun så hen imod den bod hvor hun viste at hun fandt Mor Ninna, som var en af byens urtekyndige. Kvinden så stor smilende på Kira, da hun kom gående.
"Jamen, der har vi jo den kære Kira. Det er ved at være nogle måneder siden jeg har set dig. Og jeg er løbet tør for de urter, du plejer at komme med."
Kira nikkede og lagde taskerne på bordet foran den ældre kvinde.
"Jeg beklager meget, Mor Ninna. Men jeg havde en brækket arm, som lige skulle i orden igen, sammen med lidt andre små skader. Jeg løb ind i lidt problemer kort før det var min menig at komme her." Ninna og et par andre krammere som var kommet til, gloede åbenlyst på Kira. En af krammerene spurgte om det var jægere som var skyld i hendes skader, hvor til Kira svarede.
"Ikke i denne omgang. Det var en mand, som var en blanding af blodsdæmon og shapeshifter. Han var ikke helt rigtig i hovedet. Havde det ikke været for en kvinde, som heldigvis kendte ham, havde blandet sig. Så var det ikke sikkert i havde set mere til mig." Krammerene og Ninna snappede efter vejret. Ninna begyndte at sortere urterne og talte kobber- og sølvmønter sammen, som hun skubbede frem imod Kira, der hurtigt lagde dem ned i sin pung. Hun besvarede nogle spørgsmål fra krammerene om hvordan hun nu klarede sig i skoven, og hvordan det gik her i byen, samt udvekslede den nyeste sladder.
Kira grinede og sagde at hun lige skulle se efter lidt nyt stof, så hun ville overlade krammerene til deres kunder. De grinede og vinkede til hende, da hun gik videre.
Hun stansede ved en bod, som solgte stof og havde fundet en støvblå rulle, som hun så meget på. Bodens indehaver smilede til hende.
"Jeg gætter på at der er frøkenens ynglings farve." Kira smilede bare og kikkede videre på nogle af de andre ruller.

Miss Smith havde som så tit, været ude og gå, og det var jo godt vejr, så hvorfor skulle det ikke nydes, når man havde chancen for det. Det var jo ikke fordi hun havde så meget hun skulle nå, udover og se på nogen materialer til hendes, Blacksmith shop som hun havde valgt og kalde for det hede jern, den var ikke ret stor, men den kørte rundt, sådan godt nok til at hun kunne overleve, som havde været formålet ved den fra starten af.
Hun kiggede lidt rundt her og var endt i en by der lå, en rigtig lang gå tur væk nu efterhånden, men hun havde hørt, at der skulle være noget rigtig godt Jern eller andet til og lave våben af, men om det var sandt eller falsk, var det hun var kommet for og finde ud af.
Hun stopped up ved en der solgte noget kål og jern, som hun tog noget af og betalte for det, før hun putted det ned i en sæk hun havde bragt med sig, og gik så vider, man kunne tydeligt se på hende af hun var en Blacksmith, da hun ikke tog sig af og være beskidt eller blive beskidt af og røre ved ting, men hun bar på et sværd som hun selv havde lavet på ryggen, og på dens håndtag kunne man se hendes efternavn, som var smith.
Mens hun gik der for sig selv blev hun stoppet af en mand, som vist nok også var smed ”Jamen se hvad vi her er det ikke den der kvinde som udgiver sig for at være smed fra Doomsville”sagde manden og pegede på hende ”flyt dig”sagde hun bare og kiggede sig omkring og så nogen små steder som så ud til og sælge stof og andet, men hun vente sit blik tilbage på manden ”har du ikke flyttet dig endnu” sagde hun så og gav manden et skub, i det manden så grab om hendes arm ”nu ikke så hurtigt” sagde manden og holde fast, mens hun selv prøvede og komme fri fra hans grab ”du beder selv om det” sagde hun bare koldt i det hun lossede manden i mellem bene, og hans grab på hende og faldt sammen.
Hun stod lidt der og kiggede på manden ”ynkelig” sagde hun koldt og kiggede så rundt ”andre der vil sige jeg lader som om jeg er Blacksmith?” spurgte hun og kiggede på de mænd og kvinder der havde vendt blikket mod hende men det lod det ikke til at der var.
Så hun gik hen og kiggede på noget stof eftersom hun godt kunne bruge noget nyt ”hmm ikke rigtig nogen gode farver” sagde hun lidt til sig selv og havde ikke lagt mærke til at der var en anden, før hun vendte sig om og mærkede hendes rem til skeden, hvor hendes sværd var i knækkede, og røg hen mod den person som hun ikke havde opdaget, om den vill ramme personen eller ej viste hun ikke, det sidste hun hørte var bare at sværdet faldt til jorden *fuck*tænkte hun bare for sig selv og stod bare der med ansigtet ned mod jorden.

(den uopdagede person går jeg ud fra vill være dig da det var stof din karakter kiggede på :3)

Kira hørte godt manden som højlydt gav sin mening om kvindelige smede til kende. Hun drejede hovedet og så på de to, hvorefter hun fnøs. Manden var ikke rigtigt klog, hvorfor skulle mænd være de eneste som kunne klare sådan et arbejde? Det fattede hun stadig ikke. Hun så igen på stofrullerne, men lyttede dog til samtalen. Hun klukkede da hun hørte resultatet i at manden ikke ville flytte sig.. De omkringværende mænd, deriblandt bodens indehaver tog sig til skridtet og lavede et forpint ansigt. Hun fornemmede at der kom en anden hen og kikkede på stofrullerne, men tog ikke nærmere notits af det.
Hun smilende til indehaveren.
"Jeg vil gerne bede otte meter af den støvblå og den gråblå." Af ren reaktion flyttede hun sig så meget at det som faldt imod hende ikke ramte hende, med undtagelse sin ene fod som hun løftede og greb en del af det som faldt. Hun så ned og fik øje på et sværdskæfte som lå på hendes støvlesnude, sværdskeden var landet på jorden, hvor Kira så at remmen var knækket. Hun bøjede sig ned og samlede det op imens hun så remmen efter. Derefter så hun over på kvinden, smilede og rakte sværdet frem til kvinden.
"En skam med remmen. Men jeg kender en som gerne ordner det, hvis de kunne tænke dem det." Indehaveren havde pakket stoffet ind i lidt papir og rakte det frem imod Kira, som hurtigt betalte og lagde det ned i en af taskerne.

Miss Smith stod bare der og kiggede ned i jorden, og så hørte hun en eller anden sige noget til hende bag hende, og roligt løftede hun hovedet op, og vende sig mod personen ”tror du virkelig den du kender kan lave den?”spurgte hun roligt, mens man sagtens kunne se på remmen at den var selv lavet og det hele, men som det så ud lige nu kunne hun jo ikke bare sætte sig ned og lave den selv, da hun ikke havde sine ting med sig til at gøre det.
Hun så stille or rolgt på hende, med et still smil på sine læber, og var da glad for at denne her kvinde ville på en måde hjælpe hende, hun kiggede lidt ned i den lille sæk hun havde det man brugte til og betale med i ”tror du det er dyrt og få den lavet?”spurgte hun og kiggede på kvinden foran hende, som hun endnu ikke havde fået tanken om at spørge hvem var og hvad personen i det hele taget hed, men det kom nu nok med tiden.
”hmm mon han klare sig gav ham vist alt hvad den kunne trække da jeg lossede ham en” sagde hun og kiggede hen på manden som lå på jorden og ynkede sig over det, men han kunne jo bare ha ladet være med og sige at kvinder ikke kan gøre en mands arbejde.
Hun så på kvinden ”men tænker det på sin ret og præsentere sig mit navn er Natasha Smith men folk kalder mig for det meste bare for Miss Smith eller bare Smith” sagde hun roligt, og hvis man tænkte over det var det endeligt lidt sjovt, at hun var Blacksmith med det efternavn hun havde sig.
Hun kiggede på hende med it smil og tog hendes sværd i hånden, mens den var i dens skede, hun holde den lidt up med toppen af den så sværdet ikke skulle falde ud derfra ”men tænker at du må føre an er ikke ligefrem så kendt her omkring endnu udover det med og være smed er kommet her til som ting dog kommer rundt hurtigt hehe” sagde hun og trak vejret lidt dybt ind, da hun jo havde sagt en masse og det tog jo på ens vejr.
Hun kørte en hånd op til hendes hår og kørte den igennem det, mere for at fjerne hendes pande hår som var faret ned foran hendes øjne, så man kunne se hendes øjne meget bedre end før, men der var jo ikke ligefrem noget særligt over hende, det var jo bare et par ganske normale øjne hun havde sig i hvert fald for et menneske.

Kira smilede til kvinden.
"Han arbejder med læder, så det skulle han gerne. Nej, jeg tror ikke det bliver dyrt. Han er en gammel ven af min fars. Og hvad angår ham der, så skal han nok klare sig. Han kunne bare have hørt efter hvad de sagde." Hun så sig lidt rundt, da nogle råbte hendes navn og lyste lidt op, da hun genkendte et par ansigter, inden hun igen så på kvinden, som nu præsenterede sig selv. Kira bøjede hovedet en smule som en hilsen.
"Mit navn er Kira Méken, men bare kald mig Kira." Kira smilede til Miss Smith og drejede sig en smule imens hun pegede i den retning de skulle.
"Vi skal denne vej, han bor ikke langt her fra, kun omkring fem minutters gang. Jeg kommer her også kun når jeg skal sælge urter til Mor Ninna, som hun bliver kaldt. Hun er en af byens urtekyndige, men hun har desværre problemer med benene, så hun bliver altid glad når jeg kommer med de urter hun mangler." Kira smilede og gik lidt ned af gaden ved siden af markedet. Hun stansede ved en bolig, hvor der hang et sadelmager skilt over døren. Her åbnede hun døren og gik ind, imens hun råbte.
"Hej Solem. Det er Kira. Jeg har lidt arbejde til dig."
En ældre herre kom gående ind i lokalet og smilede til dem begge.
"Jamen der har vi jo unge Kira. Hvordan går det? Og kan du holde dig på vingerne?" Det sidste sagde han med en lille latter. Kira smilede og lo med på hans lille joke. Han havde flere gange set hende som ugle, når hun var kommet på besøg.
"Det går nogenlunde. Selv om de sidste par måneder har været lidt af en prøvelse med en brækket arm. Men nok om det. Miss Smith har været uheldig med at den rem som holder hendes sværd er knækket. Kan du lave den?"

Miss Smite smilte roligt og pustede lettet ud, da hun hørte hvad Kira sagde til hende omkring prisen ikke ville være dyrt og nikkede til, det sidste som der blev sagt fra Kira af ”Ja han fortjente det sandelig” sagde hun roligt og kiggede lidt rundt igen føre hendes blik faldt på Kira, og fulde så med hende i det tempo som de nu skulle gå.
Hun lyttede til hvad der ellers blev sagt mens hun gik der bag ved kira med hendes sværd i hånden, og nikkede bare ”Mor Ninna? Så i gør op i urter? Eller kun hende og du henter dem for hende?” spurgte hun roligt og anede ikke om hun ville få svar på det enden de var ved denne her mand som var blevet omtalt.
Hun kiggede lidt rundt da de stod lidt der *hmm en ældre herre*tænkte hun for sig selv, mens hun lyttede til hvad der blev sagt og skænkede ikke den del med vingerne en tænke, da det jo lod til og være en form for joke, mellem de to og roligt bukkede hun kort, da hendes navn blev nævnt eller det hun blev kaldt blev sagt ”jeg vil ikke sige at den gamle rem skal redes hvis den ikke kan men vil give hvad jeg har for hvad der vil findes bedst om det er at lave den gamle eller lave en helt ny””sagde hun roligt og hævede skeden som sværdet var i, og tog den gamle rem af den og holde den frem, selvom den var i to dele efter som den jo var knækket.
Man kunne sagtens se at remmen ikke var lavet af en der var god til det, men lavet af en som ikke helt havde forstand på det endnu, men den havde da holdt så længe den nu havde, man kunne dog se på hende at hun ikke kunne lide og bede andre om hjælp, da hun plejede og klare sig selv, som hun havde gjort i alle de år efter hendes mor havde været død, og der havde jo ikke været nogen der ville hjælpe hende dengang, så hvorfor skulle der være det nu, dog viste hun hjælp for det meste kostede, men nu stod hun jo her uden rem til sit sværd og det ville være surt og skulle bære det rundt omkring i hånden, da det godt kunne blive tungt i længden.

Kira hørte hendes spørgsmål imens de gik, og smilede til hende.
"Jeg er selv urtekyndig og på mine ture rundt omkring, finder jeg en del urter som ikke vokser her omkring. Jeg samler og opbevare dem. Nogle beholder jeg selv, andre sælger jeg til bland andet Mor Ninna og andre urtekyndige i byerne."

Inde hos Solem, så Kira til imens Solem tog imod remmen og nær studerede den. Hans fingere mærkede hver centimeter af remmen og smilede.
"Imponerende. Det er længe siden jeg har set så godt et begynderarbejde. Kira, min søde pige, kunne jeg få dig til at hente en af de tynde læderstrimler, jeg har oppe på loftet? Min unge hjælper er her ikke i dag." Kira smilede og forvandlede sig til den hvide ugle, uden at tænke på at Smith ikke viste at hun var en shapeshifter.
Derpå fløj hun op og hentede en af de strimler, som Solem havde bedt om.
Solem selv så smilende efter hende.
"Åh ja, hvem der bare havde den gave at være født som shapeshifter. Ikke at jeg er utaknemlig over den vej gudinden valgte til mig. Jeg har skam haft og har stadig et godt liv." Han så smilende på Smith, imens han talte om sit eget liv.
Kira kom ned igen og lod strimlen falde ned i Solems hånd, hvorefter hun greb kåben med næbet, snurrede lidt rundt og forvandlede sig igen til menneske. Hun skyndte sig at få lukket kåben om sig og smilede undskyldende til Smith.
"Beklager hvis jeg forskrækkede dig. Det var ikke min mening. Men det var den hurtigste og nemmeste måde at hente strimlen på."

Miss Smith stod der lidt og kiggede på Kira *hmm så hun er en der har med urter og gøre og kender andre der gør men sådan er det vel for det meste*tænkte hun for sig selv, mens de stod der inde og snakkede med denne her ældre mand, og hun lyttede til hvad denne her mand sagde omkring arbejdet på remmen ”tja det ingen ting i forhold til det andre kan lave” sagde hun roligt, og viste ikke at hun havde lavet noget der faktisk var godt, for en der ikke gik up i og lave den slags.
Hun så lidt på kira før hun så hende forsvinde *hvad pokker er hun for en* tænkte hun, da hun ikke ligefrem havde set en forvandle sig på den måde foran en man næsten lige havde mødt, dog skulle Kira være glad at hun havde mødt en der var fuldkommen ligeglad, denne verden som de levede i, havde jo alligevel flere af hendes slags, og andre typer, hvad de forskellige hed og hvad de var, havde hun ikke ligefrem taget sig samme til og lære om.
Hun kiggede på manden some vist nok hed Solem og lyttede til hvad han sagde omkring hvad Kira var ”Ting er først en gave hvis den der besidder gaven bruger den på den rigtige måde og ikke til noget ondt” sagde hun, og lød nærmest som en der havde en andelse om hvad hun lige sagde, men håbede dog på at det var rigtigt nok.
Hun stod lidt der og kiggede rundt også tilbage på Solem, mens hun lyttede til ham, men før hun viste af det var Kira kommet ned til dem igen, og hun kiggede roligt på hende ”altså det kommer jo altid bag på en når den man går og snakker med viser det de er så ja blev da en smugle forskrækket indeni men på den anden side det kunne ha været værre end det” sagde hun roligt og smilede til Kira, og kiggede så på Solem igen ”så tænkte på om du måske har en idé om hvad det vil komme til at koste for enten og lave den gamle eller en helt ny den nye vil nok være dyre men ja det går nok hvis det er” sagde hun roligt, man kunne godt høre på hende at hun bare vil ha enten det ene eller det andet, ligemeget hvad prisen for det ville være, der var ikke det hun ikke havde gjort for at overleve, dog ville det her ikke ligefrem kræve mere end resten af hvad hun havde med sig, hun tog sig til siden og mærkede på hendes møntsæk, og rystede den lidt *der skulle da meget gerne være nok til det her så må jeg jo bare finde ud af noget med et sted og sove til den tid** tænkte hun for sig selv og viste ikke om de havde hørt hende ryste hendes møntsæk og den slags, men nu ventede hun bare på at høre hvad Solem, ville ha og sige omkring prisen, hvis det altså var til og finde ud af lige nu og her.

Solem brummede et eller andet inden han vente sig om, allerede optaget af tankerne om arbejdet for at rede denne rem. Kira smilede beklagende til Smith igen, imens hun masserede sin ene arm. Den var stadig lidt stiv efter at have været brækket.
"Jeg burde have forklaret mig på forhånd. Tænkte desværre ikke så langt." Hun så over på Solem, som havde sat sig ved sit arbejdsbord og havde lagt den knækkede rem oven på den læderstrimmel han havde fået Kira til at hente. Nu sad han med sit forskellige værktøj og arbejde. Kira smilede, han havde glemt alt andet i lokalet, så hun så på Smith.
Det kan godt være at Solem er ved at være oppe i årene, men når han får et arbejde i hænderne, så er han ligeså optaget af det, som han var for femten-tyve år siden. Jeg har altid kendt ham for at glemme alle omkring sig, når han arbejde. Hun så lidt nærmere på Smirh, og hørte en meget svag lyd af mønter som ræslede. Hun tænkte sig hurtigt om og tog sig sammen.
"Jeg ved ikke om du har et sted at overnatte eller om du vil afsted i dag? Men hvis du skulle have lyst, kunne du overnatte hos Mor Ninna sammen med mig. Hun er en hel del billigere end kroen, og kan nemt overtales til at modtage betalingen i form af lidt arbejde."

Miss Smith kiggede på Solem som lød til at brumme i det og anede ikke helt hvorfor han gjorde det før, hun kom til at tænke på at han måske var optaget omkring hendes rem, og roligt smilede hun til Kira ”altså jeg forstår dig skam godt hvis det er sådan at du vil og føler at du kan stole på den du altså viser det frem til for lige der du kunne jo ikke vide om jeg var en der ikke kunne lide væsner og det kunne ha endt galt siden at jeg vil være bevæbnet med mit sværd” sagde hun roligt og ville jo ikke skramme Kira, men hun håbede på at Kira ville forstå hvad hun mente med det hun sagde, for det gave god mening for hende selv.
Hun havde dog ikke noget imod væsner, selvom hun havde da mødt nogen der ikke ligefrem havde rent mel i posen, men hun kom altid godt fra de møder med sådan nogen, og det overrasker hende selv stadig, for et væsen har jo så mange ting over dem som gør dem stærkere end hende, men hun havde bare sagt til sig selv, at det kunne være hendes mor’s ånd der holde øje med hende oppe fra himlen.
Hun kiggede lidt op i loftet og lyttede til hvad Kira sagde ”man sige jo at man kun er så gammel som man føler at man er” sagde hun roligt mens hun bare holde sit blik op mod loftet, dog falde hendes blik ned på Kira ”hmm det vil jeg da gerne for har nok ikke ligefrem det helt vilde efter at jeg har betalt her” sagde hun roligt og havde et lille smil på hendes læber og anede ikke om Kira havde hørt hende ryste for sin pung, men det kunne det da godt lade til, for hende gjorde det ikke noget, for der var jo ikke ligefrem noget og skjule i at hun var en af de fattige, eftersom hun havde lavet det meste hun havde på selv.
Hun så på Kira jeg må sige du er noget af en hjælpsom person selv overfor folk du lige har mødt det skal man huske og passe på med man kan støde ind i de forkert folk men som du lige gav din arm massage har jeg på fornemmelsen at du har været ude for et eller andet hvor den kom til skade men det bare et rent gæt” sagde hun roligt og trak så været lidt dybt, efter og ha sagt så meget næsten lige efter hinanden, og efter og ha fået vejret, stod hun lidt og kiggede lidt rundt og fandt sig et sted og sidder som endte med og være på gulvet, hvor hun lænede sig op af væggen og kiggede op, mens hun jo viste at de kom til og vente, så man kunne jo ligeså godt sidde ned et eller andet sted, end og stå op og blive træt i bene.
Hun kiggede op på Kira ”en sagde engang til mig vær taknemlig for selv de mindste ting der sker for dig i livet og gør gengæld hvis den person som hjalp dig har brug for din hjælp” sagde hun roligt og kørte en hånd gennem sit hår ”husk det og hvis du nogensinde for brug for en hjælpende hånd så må du jo på en eller anden måde sige til jeg lever ikke som andre gør men der altid plads til en venlig sjæl inden for mine vægge” sagde hun og man kunne høre på hende at det var noget hun mente det, hun stillede sit sværd up af væggen ved siden af hende, mens hendes øjne stadig havde deres blik på Kira, og et venligt smil kom frem på hendes læber.

Hun nikkede til Smiths ord, om alder og om at hun gerne ville overnatte hos Mor Ninna. Hun smilede tilbage til Smith, men det mindskede en smugle ved Smiths næste ord om at hun muligvis var for hjælpsom og kommentaren om hun massegerede sin arm.
"Ja, det kan du have ret i. Men jeg fornemmede ingen ondskab fra dig, da jeg mødte dig. Og ja, for et par måneder siden hvor jeg var i Doomsville var jeg uheldig først at løbe ind i en gruppe mænd, som syndes det ville være sjovt at muntre sig med mig inden de solgte mig til en slavehandler. Det eneste de nåede var at flå kåben af mig og brække min arm. Derefter tog en dæmon over og dræbte de fleste af mændene. Da de var ordnet, syndes han at tiltrukket af mig som legetøj og føde. Jeg var heldig at slippe med nogle få, men grove knivsskader, fordi en af hans bekendte kom forbi og hjalp mig." Hun mærkede vreden fylde sin krop, men hun sørgede for at holde den nede, så det ikke gik udover nogen. Hun trak vejret dybt et par gange for at falde til ro.
Da Smith igen talte lyttede Kira og nikkede smilende til hendes ord.
"Det skal jeg huske og hvis du kommer til Ashen Wood Forests vestlige del, så skal du være velkommen i min hytte."

Miss Smith sad stille og roligt der og kiggede op på Kira, og så skam godt hvordan hendes smil forsvandt, men roligt lyttede hun til hvad kira sagde omkring disse mænd og hvad de havde gjort og det blev jo ikke ligefrem bedre da hun snakkede om dæmonen ”mænd og deres tanker om at de bare kan gøre hvad de vil overfor kvinder” sagde hun efter og ha hørt hvad Kira sagde, det gjorde hende noget så vred på mænd, men i den tid som de levede i var det jo bare sådan, selvom der var mange kvinder som prøvede og kænpe mod de mænd, som bare havde det fornemmelse at de ejede kvinder, så snart de så på en kvinde.
Hun kiggede lidt rundt også tilbage på Kira ”lyder godt det vil jeg da prøve på at huske til hvis jeg får brug for det eller det kan også være jeg kigger forbi bare en eller anden dag” sagde hun roligt og smilte til Kira, og viste jo godt hvor det var henne, så det var jo ikke lige frem fordi hun havde brug for og tog roligt sit sværd op fra dens skede, og kiggede på det ”Kira har du endeligt noget som sådan og beskytte dig selv med altså et våben?” spurgte hun roligt og kiggede tilbage på hende efter og ha gloet på sit sværd.
Hun var jo bare den hun var og gjorde nogen gange at hun spurgte ind til ting som det, da hun jo godt ville ha dem som hun sådan har some bekendte eller som venner kan klare sig, selvom hun nok ikke var den bedste Balcksmith i verden, men det hun lavede kunne da holde, til det som det nu skulle bruges til, om det var til kamp mod andre eller om det var til jagt ude i skoven, dog ville man nok ikke bruge et sværd til og jagte et dyr i skoven, medmindre man var lydløs men hurtig.
Hun fik sværdet til at næste og være oppe og stå selv, men dog lagde hun en finger på toppen af den, detter var tydelige tegn på at hun var begyndt og kede sig, mens de jo skulle sidder her og vente på at remmen blev lavet eller hvad Solem havde gang i, for hun anede det jo ikke, da hun jo havde sagt at han kunne bestemme om den gamle skulle lave eller om det var bedst at der blev lavet en ny.
Hun rejste sig roligt op igen, ved hjælp af hendes sværd, dog kunne man godt se at spidsen af den sank ned i gulvet, og da hun var kommet op og stå igen så hun rundt også på Kira ”der er ikke ret meget og lave mens man venter altså udover at snakke” sagde hun og satte sværdet ned ved væggen og stod nu bare der igen.

Hun så overrasket på Smith, da spørgsmålet om hun havde noget at beskytte sig med? Hun rystede flovt på hovedet.
"Jeg bære sjældent våben. Det er ikke nemt at have med, når jeg forvandler mig. Men jeg har tænkt på at finde en som kunne lære mig nogle forsvars tekniker." Hun fornemmede at Smith var begyndt at blive lidt restløs og smilede.
"Vi kan gå udenfor, hvis du har lyst. Solem skal nok finde os, når han er færdig." Kira så afventende på hende.

Miss Smith kiggede roligt på Kira Ja okay det kan jeg så godt se at det kan være svært og flyve med et våben” sagde hun roligt og smilte til Kira, for hun havde ikke ligefrem tænkt over, da hun jo er menneske og ikke havde nogen former for evner som hun havde, men det tog hun sig ikke rigtig af, da hun jo var den hun var, og hun kunne det hun kunne.
Hun nikkede lidt til det Kira sagde med og gå udenfor, og lod sit sværd stå, før hun så fandt vejen ud, og gik udenfor og ventede så på Kira, roligt stod hun og kiggede sig omkring, manden som hun havde haft et møde med før at hun mødte Kira var kommet op og det hele, men gik lidt sjovt eftersom han havde fået et los et vis sted.
Hun fniste stille af det, mens hun stod der og kiggede på manden og hvordan han gik, hun kunne ikke rigtig lade være, da det jo så sjovt ud, men for manden var det nok ikke ligefrem sjovt, da det jo gjorde ondt på ham, men det var jo nu engang mandens egen skyld, han kunne bare ha ladet hende gå, i stedet for det han gjorde, ved og tage fat i hende *mænd burde lære at man skal ikke pisse en kvinde af på den måde* tænkte hun for sig selv, og stod bare der og kiggede rundt, og anede ikke hvad hun ellers skulle lave, for hun ville jo ikke gå for langt væk, hvis nu Solem blev færdig for han skulle jo have en chance for at kunne finde dem.

Kira fulde med, da Smith gik udenfor. Hun så i samme retning som Smith og smilede.
"Man må da håbe at han har lært at han skal være mere venlig imod kvinder." Hendes stemme var lav, så det kun var hende selv og Smith som hørte hendes ord. Andre folk som havde set episoden, stod og grinede højlydt af manden. Mange forskellige ord kom fra dem.
Kira smilede, satte sig på en af bænkene udenfor Solems hus, men blev så mere alvorlig og så over på Smith.
"Kender du nogen som kan træne andre i at forsvare sig selv uden våben? Det er på tide at jeg lære det. Har levet beskyttet alt for længe."

Miss Smith stod bare roligt der og kiggede på det, mens hun lyttede til hvad Kira sagde ja det må man da håbe men det tror jeg nu ikke han har det eneste der er ødelagt lige nu for ham er hans ære som mand eftersom han blev på en måde nedlagt af en kvinde” sagde hun og kiggede om på Kira som nu sad ned på en bænk.
Hun gik roligt hen og stod ikke langt fra Kira af og kiggede sådan lidt på hende, da hun hørte hvad der kom fra Kira af *hmm kender jeg en som kan lære hende noget om at beskytte sig selv men uden våben* tænkte hun for sig selv og kunne ikke rigtig komme i tanke om nogen, som sådan ikke brugte våben, til og beskytte sig selv.
Hun kiggede på Kira ”altså som det ser ud så kender jeg ikke rigtig andre end mig selv men ved ikke rigtig hvor meget en person som mig kan lære dig eftersom jeg mest bruger våben men kan sige at fysik styrke er godt men hvis man kan være hurtig på samme tid vil være godt hvis ens modstander man er oppe imod måske er langsom” sagde hun roligt og kiggede på Kira, og viste ikke om hun kunne bruge det til noget, da det kunne give en god mening eller det gjorde det i hvert fald for hende selv, men om det gjorde for Kira var jo det store spørgsmål.
Hun stod lidt og kiggede rundt og anede ikke om der var på en eller anden måde, at hun kunne vise det på, selvom det med manden kunne være et eksempel, men hun gik jo så også efter en mands svage punkt, som jo så var den lette vej ud af ting som det, men der var jo flere måde og gøre sådan noget på, man skulle jo sådan set bare tænke sig om.
Hun kiggede på Kira ”og en god ting kunne jo være at hvis man kan finde ud af sin modstanders svage punkt hvis de har sådan en altså de felste mænd for eksempel har deres nedre dele som du kunne se på den mand gør pænt ondt hvis man først rammer det rigtigt” sagde hun roligt og håbede alt det hun pralede af sig, gav mening men det måtte man jo kun håbe at det gjorde, for ellers vil det jo bare gå til spilde, hvis Kira ikke rigtigt forstod hvad hun mente med de ting, som sådan set bare var tips om hvad man kan gøre i kamp med andre.

Kira lyttede intenst til Smith, da hun begyndte at snakke om fysisk styrke og folks svagheder. Kira nikkede forstående og blev ivrig efter at lære mere. Hun tænkte også på om hun kunne være heldig at finde et par af sine tidligere bekendte eller om hun skulle opsøge en af flokkene i skoven. Men det måtte vente til en anden dag. Lige nu var ventede hun på at Solem blev færdig med remmen og kunne ikke få sig selv til at forlade Smith.
Et par lyde fangede dog hendes øre. Nogle hoo hoo, og vingebasken, og kort efter landede en snehvid ugle ved siden af hende. Hun smilede til uglen.
"Una, hvad laver du her? Jeg troede at du var taget syd på til elverskovene." Uglen puffede venligt til hende og kom igen med en tuden. Kiras smil falmede lidt, og hun lod sin ene hånd glide blidt ned over Unas ryg.

Miss Smith kiggede roligt på Kira mens hun jo stod der og fortalte, og stoppede op da hun så denne her ugle komme ned til dem, og sad ved Kira og roligt smilte hun bare for sig selv og anede ikke hvad der lige forgik, men det så da ud til at Kira vidste hvad uglen hed.
Hun kiggede lidt rundt mens hun tænkte lidt på de forskellige ting som var sket i hendes liv, og det var jo ikke ligefrem så lidt når man tænkte på det, da hun jo var en kvinde i alderen af 31, men det alt sammen var jo nu engang fortid, og der skulle den helst blive liggende.
Hun kiggede på Kira ”så hvad er der los?” spurgte hun og anede ikke hvad der forgik men havde på fornemmelsen at det måske ikke var noget godt, da hun kiggede på Kira’s ansigt og det smil hun havde så ud til at famlede og sådan, men om det var godt eller skidt, var hun ikke rigtig sikker på lige nu og her, men hun vil da prøve på at finde ud af det, da hun jo ikke ligefrem forstod en ugle og hvad den mente med sine lyde *hmm det kunne endeligt blive nyttigt og vide hvad de siger med alle deres lyde* tænkte hun roligt og kunne nu godt lide og vide hvad uglen havde sagt til Kira, men hun håbede så at Kira ville fortælle hende det eftersom det var hende der viste det.

Kira strøg stadig Una over ryggen, men drejede hovedet og så på Smith.
"Det er problemer hjemme i skoven. Nogle jægere truer skoven hvor jeg bor. De fanger og torturer shapshifter, som mig, inden de sælger dem videre til blandt andet slavehandlere. Una her, har jeg kendt siden jeg var tre dage gammel. Hun var den som guderne havde sent til at lære mig om livet som shapeshifter og hvis form som jeg tog efter." Hendes smil blev en smule bredere og varmere.
"Una vil gerne have at jeg tager med hende i håb om at vi kan få jægerne på vildspor og advare andre shapeshifters." Hendes blik var forvirret.
"Men jeg kan ikke bare tage afsted. Jeg har jo nærmest lovet dig at blive."

Miss Smith stod roligt og kiggede både på Kira og uglen Una og lyttede til hvad Kira sagde til hende ”Okay så det da et gammelt venskab i har jer” sagde hun roligt og smilte til dem, da de jo var to selvom uglen ikke var et menneske og den slags, men den var der, roligt kløede hun sig i nakken, som tegn på at hun tænkte mens Kira forsatte med og fortælle om hvad Una havde sagt *kunne vel prøve på at hjælpe dem hvis de har brug for det da det lader til at disse jægere lader til at være efter dem eller rettere shapshiftere* tænkte hun for sig selv.
Hun kiggede på Kira ”ja har du men ud fra at du kender en ugle og du shapshifter giver jeg det et blindt gæt på at du holder til ude i skoven et eller andet sted og det højst sandsynligvis det sted de leder efter og steder for andre af den art” sagde hun roligt og kiggede på hende og anede jo ikke om hun ramte rigtigt eller om hun var helt ved siden af.
Hun hjælpe hvis hun kunne men hvor meget hun kunne gøre ville nok ikke være meget, men alt der kunne gøres kunne hjælpe, eller sådan var det for det meste, dog jægere var forberedt med våben og hvad de nu kunne komme op med ”ved Una hvor mange de er og om de kun er mennesker eller om der er andre væsner imellem dem?” spurgte hun roligt, mere sådan hun viste hvad hun måske ville rode sig selv ind i, som hun så tit har gjort, men hun så Kira som en venlig person, og måske kommende ven, hvem vidste hvad resten af denne her dag ville vise.
Hun så på Kira og håbede på at den måde hun fik tingene sagt på fik fortalt hvad det var hun havde i tankerne, selvom de havde næsten lige mødt hinanden, men hun følte for at hjælpe og når hun først var opsat på det, så kunne man ikke ligefrem få hende til og ombestemme.

"Una siger at den gruppe bestod af ti mand. Hun hørte at de snakkede om at der var flere og at de havde delt sig op i mindre grupper for at dække et større område. De håber at det ville give dem bedre fangst. Men hun ved ikke hvor mange grupper de har." Kira så op på Smith, med øjne der var fanget i et smerteligt minde.
Hun huskede den gang hun havde hjulpet nogle ulveunger ud af en fælde og var blevet skudt, hvordan hun nær var død få meter fra sit hjem og var blevet redet af Sargonis, en mand der viste sig at være varulv.
"De være armbryster, hvor pilene har modhager. Har selv haft et ubehageligt møde med et par stykker af dem for nogle få år siden, og det havde nær kostet mig livet." Una skubbede til hende og hun så ned på uglen med et sørgeligt smil.
"Ja, min ven. Jeg er ikke just heldig, her indenfor de sidste fem år."