I never really wanted this to happen

Tid Det er sent om aften
Sted En gade i Terrorville
Omgivelser Siden det er nat, så er der ikke just mange på gaden. Faktisk er den mere eller mindre øde
Vejr Det er lettere køligt, med en kold brise og de mørke skyer lover regn i fremtiden
Påklædning
- Kjole + sko Hun er iført en hvid kjole, den er lang og går hende til anklerne [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] + [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] + [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]. Hun er iført et par hvide sko, de gør hende 4 cm højere, så hun går fra 1,65 til 1,69
- Make-up + Hår + Smykker Hun har en relativ simpel make-up på, med mest fokus på de røde læber, og dog en smule fokus på øjnene. [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]. Hendes hår hænder løst. Hun har en sølv halskæde om halsen, hvor der er et hjertevedhæng med ordene: forevigt sammen, skrevet hen over hjertet [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]. Ellers har hun en masse ringe om fingrene.

Emnet er tilegnet [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Det var helt underligt, det at være fri. Hun havde endnu ikke vænnet sig til følelsen, det ikke at være lænket til hendes kære familie, ikke skulle være udsat for det helvede de gav hende. Hun behøvede ikke længere, at frygte den næste morgen, eller frygte at hun kom til at sige det forkerte. Efter at havde mødt Meredith, kunne hun endelig føle friheden, og hvor hun før aldrig havde set skønheden ved naturen, kunne hun nu gøre det så ofte hun ville. Selvom hun dog aldrig rigtig havde været typen, som vandrede rundt i den mørke nat, fandt hun sig selv beundre de smukke stjerner, for i stedet for at se natten som kold og mørk, fandt hun sig selv elske stjernerne. Hun havde aldrig forstået dem som frygtede natten, blot fordi det bragte mere mystik ind, end selve dagen gjorde, betød det skam ikke at der var mindre skønhed over den.
Som hun kom gående ned af gaden, fandt hun sig selv stoppe op, blot for et sekund at fulde sine lunger med den kolde luft. Det gjorde følelsen af frihed det større, og måske endda det mere virkeligt. Dog syntes øjeblikket ikke, at kunne varer evigt, specielt som lyden af fodtrin nåede hende. Modsat hvad hun helst havde ønsket, så var det ikke kun et sæt fodtrin, men derimod lyden af et par stykke, som kom gående direkte imod hende. Hun kunne også høre lyden af deres tunge ånde, hjerterne der slog og stanken af alkohol var tydelig over dem. Selvom hun ikke havde drukket alkohol, så havde hendes kære fader, været en stærk dranker og hun havde efterhånden vænnet sig, til den stank alkoholen bragte over sine ofre.

Hun bed sig let i læben, og begav sig videre, hvilket dog ikke syntes at ligge godt, hos de ukendte mænd bag hende, for med et kunne høre de ellers så afslappede skrift gå hurtigere "Hej hvor er du på vej hen?" råbte en af dem, og de andre begyndte at grine. Let så hun sig over skulderen, hvor hun kunne ane tre mænd, alle muskuløse, høje og i den grad beruset. Hun svarede ikke på spørgsmålet, og grinet blev nu erstattet med en banden, og de løb nu direkte imod hende, til hvilket hun selv begyndte at løbe. Dog var højhælede sko og løbning aldrig en fantastisk kombi, og som taget ud af en gyseroman, vrikkede hun om på sin fod og faldt til jorden. Hun pev som hun ramte den hårde jord, og dette syntes blot at more de tre mænd.
Da de endelig kom op til hvor hun lå, begyndte den ene af dem at åbne sine bukser, og en anden greb hårdt fat i hendes arme, så hårdt at hun i et kort øjeblik troede det var hendes fader, som havde fundet hende og nu besluttede sig for at straffe hende. Dette var dog ikke tilfældet, og i det mindste med sin fader, vidste hun hvad hun kunne forvente, disse mænd var fremmede og selvom deres intentioner var relativt tydelige, så var hun ukendt i hvor stærke de var, og hvor længe de ville gøre hendes nat til et mareridt. Mandens hænder lukkede sig hårdt om hendes arme, og det ville overraske hende, hvis der ikke kom blå mærke, hvor hans store hænder havde lukket sig om hendes små arme. Hun nåede dog ikke at give en lyd fra sig, for med et blev bæltet lukket om hendes hals, og al form for luft blev afskåret fra hendes lunger. Hun gispede efter vejret, og hendes manglende evne til at kæmpe imod, gav kun mændende muligheden for at arbejde videre. Hendes lange kjole blev revet op, og i stede for at lukke sig ned omkring hendes ben, var der nu en fin åbning lodret op langs hendes lår. Tårerne var allerede begyndt at samle sig i hendes øjne, og selvom hun havde svært ved at få vejret, var hun endnu ikke blevet blå.
Manden foran hende, hvis bukser nu hang ned omkring livet, betragtede hende med et sultent blik, og det ville havde taget et person der var mere end blot blind, for ikke at vide hvad de ønskede. Hun forsøgte med bedste evne, at sparke ham mellem benene, og dette resulterede i at hun fik en flad. I sidste ende ville hun højst tænkelig ikke kunne gøre noget, og med udsigten til at få stjålet sin mødom gennem voldtægt, lukkede hun øjnene, og et ønske om det blot var overstået kom frem.

Med hendes liv i farer, syntes en anden side af hende at træde en smule frem. Hendes øjne skiftede farve fra nødebrun til en [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] farve, hvor i pupillen ikke længere var rund, men derimod fremstod som en streg. Hendes hud syntes langsomt at skifte farve, og hendes hår bevægede sig. Det var dog så små ændringer, at man i den grad skulle se godt efter. Dog var manden foran hende tæt nok på, at han i den grad blev forskrækket, hvilket i sig selv også forklarede hvorfor han udbrød: "Hvad helvede?" og denne overraskelse, var vel også det der gjorde, at de alle tre ikke opdagede den fremmede mand, så da han angreb var det i den grad en overraskelse. Slaget på manden bag hende, gjorde at hendes arme kunne komme fri, og hun kunne derfor løsne bæltet. At hun faldt til jorden først, var så en helt anden ting. Ikke desto mindre, kunne hun nu endelig få vejret, også selvom det næsten gjorde ondt i hendes lunger. Som hun fik vejret igen, forsvandt alle forandringerne, hendes øjne, hår og hud blev igen normalt.
De to mænd gik fra at kiggede på hinanden, også kigge på den fremmede. Den ene af dem trådte frem imod den fremmede, men den anden begyndte at løbe i den ene retning, og for at gøre det hele værre, kom han med et akavet skrig. Manden som havde trådt frem, havde udelukkende kun gjort det, fordi han troede hans ven ville hjælpe og med den udsigt om at skulle kæmpe alene, fik ham til at vende om at løbe. Dog siden hans bukser var løse, faldt de ned omkring hans knæ, og han væltede så hårdt, at han slog sig selv ud samtidig. Dette gjorde nu, at Sayra's overfaldmænd, nu endelig var væk, men siden hendes adrenalin endnu kørte rundt i kroppen på hende, begyndte hun med et at ryste. Tanken om at hun næsten var voldtaget, fik igen tårerne til at glide ned af kinderne på hende, hun lod samtidig sin hånd ligge hen over sin hals, som endnu gjorde ondt på grund af bæltet.

Et kort øjeblik, havde hun helt glemt, at der rent faktisk var en anden til stede. Ikke desto mindre fik bevægelserne fra manden, hende tilbage til virkeligheden. Hun fjernede nogle af tårerne, med bagsiden af sin ene hånd. Dog da hun rent faktisk fik øje på sin redningsmand, stoppede hun alle former for bevægelser. Måske var det på grund af månen skær bag ham, men et kort øjeblik lignede han halvt om halvt, den slags mænd som altid reddede hovedpersonen i kærlighedsbøgerne. Han var ikke overdreven stærk, men bar i den grad en charme over sig, og med lyset bag ham fra månen, lignede han hendes overmenneskelige redningsmand. Så da spørgsmålet kom, blinkede hun og en svag rødme formede sig på hendes kinder "Jeg ved det ikke" grundet adrenalinen der susede gennem hende og det chok hun havde været udsat for, kunne hun endnu ikke helt føle smerten, men det ville helt sikkert komme snart.
Da han tilbød at hjælpe hende, havde hun halvt forventet, at han blot ville række hende hånden, og her trække hende på benene. Dog syntes han at have helt andre ideer i tankerne, for med et blev hun løftet op i hans arme. Per automatik lagde hun sine arme omkring hans nakke, og grundet den tæthed der nu var mellem dem, kunne hun for alvor for et indblik, i præcis hvor køn denne mand var. Det var som om hun havde været omringet af mærkelige folk hele sit liv, og først for nyligt havde fået et indblik i den skønhed andre besad. Alle dem hun indtil videre havde mødt, lignede mildest talt guder, der var en overmenneskelig skønhed og ynde ved dem, og det var en der nærmest gjorde hende misundelig.
Hun rødmede endnu engang, og med et genert smil på læberne, fik hun sagt: "Mange tak" hun havde aldrig været så tæt på en anden, hvis man så bort fra hendes kære familie, men det var oftest imod hendes vilje, og gjorde mere ondt end det gavnede. Hun opdagede hurtigt, at hen egentlig var ret varm, og for et øjeblik fangede hun sig selv, i at ligge kinden imod hans skulder. Hun havde måske ikke valgt det rigtige tøj, specielt til det kolde vejr og nu begyndte hun stille at mærke kulden. Da de nåede bænken, og hun her blev sat ned, havde hun næsten lysten til at holde fast på ham, han var trods alt en del varmere end bænken var. Hans spørgsmål var ganske simpelt, og dog nåede hun ikke at sige noget, før han tog fat i hendes fod, hvilket resulterede i at hun pev af smerte "Det tror jeg ikke" hun bed sig i læben, og knyttede hænderne. Ganske vist var hun ikke menneske, men selv med en god healing, kunne dette tage tid og på trods af skaden ikke var særlig stor, var det alligevel ganske indviklet "jeg hedder Sayra" hun kørte en lok hår om bag øret, og betragtede ham med et lille smil. Hun havde kun været reddet en gang i sit liv, og dengang havde det været en kvinde, og ikke en køn ung mand.

Det var heldigt, at han rent faktisk ikke rørte alt for meget ved hendes fod, dog syntes det ikke at se alt for godt ud. Da hans teori omkring, hvad der var sket med hendes fod, sukkede hun og bed sig i læben. Hun havde læst nok om mindre skader, til at vide dette var værre end at havde brækket den "I det mindste er den ikke brækket" pointerede hun med et skuldertræk. At de skulle til lægen, var dog noget helt nyt for hende, gennem hendes liv havde hun aldrig nogensinde, besøgt en læge. Hendes forældre havde ikke dømt hende værdig af dette, hun var trods alt mindre værd end jord. Blot fordi de slog på hende, sparkede til hende og andet værre, betød det jo ikke at de ville betale for en læge, som ville kigge de mærker de havde fået.
Som han præsenterede sig, sendte hun ham et lille smil, et der både fremviste hendes generte side, men også den naive. Hun kendte ikke Lori, men et sted anså hun ham allerede som en form for knight in shining armor. Det var måske hendes store ønske, om at se det bedste i folk, selv dem hun endnu ikke kendte. Da han lagde sin jakke om hende, rødmede hun svagt, og med smilet på sine læber, lukkede hun den varme jakke om sig, og hun fik også stukket sine arme ind i ærmerne. Hun sukkede, som varmen begyndte at komme frem i hendes overkrop "mange tak" sagde hun som en halv hvisken.
Hun havde nu egentlig forventet, at han blot ville efterlade hende, men da han udtrykte at det ville for langt, og at hun næppe ville kunne gå det stykke, var der en halv blanding af beundring, og generthed gemt i de nødebrune øjne. Den fine rosa farve, spredte sig endnu engang på hendes kinder, som han løftede hende op og tilbød at bære hende derhen "Det havde du ikke behøvet, men mange tak. Du er som min helt egen redningsmand" sagde hun, samtidig med hun lagde sin kind imod hans skulder, og sine arme omkring hans nakke. Det var en af de første gange, hvor hun rent faktisk blev båret, og ikke fordi hun forventede, at det skulle ske ofte, så var det heller ikke helt igennem forfærdeligt.

//Det er helt perfekt svar!!

Hun klukkede over hans kommentar, om at dette var ham en ære. Der var få øjeblikke, hvor man virkelig kunne se, at hun egentlig var en som trængte, til at kunne føle sig tryg, men også at have det godt. Så selvom dette ikke nødvendigvis var et løfte om noget, så havde hun det faktisk ganske godt i hams selskab, med alle tingene taget i betragtning "Min helt" sagde hun med et lille grin, men kort efter gemte hun sit ansigt væk mod hans bryst, og en rødmen spredte sig endnu engang på hendes kinder. Hun fjernede først sit ansigt, da rødmen syntes at forsvinde. Spørgsmålet om hvad hun lavede ude, specifikt på dette tidspunkt, fik hende til at bide sig i læben, skulle hun fortælle ham hvorfor? Eller finde på en eller anden grund? I sidste ende var hun dog ikke tæt på, overhovedet at kunne være en løgner "I mange år var jeg ikke tilladt at gå ud, og nu hvor jeg kan gøre det, vil jeg helst gerne nyde så meget af det som jeg kan. Jeg finder synet af stjernerne betagende og beundrende" indrømmede hun med et lille smil.
Som de gik gennem gaderne, bemærkede hun godt, at der var folk som betragtede dem, men hun forsøgte dog ikke at kigge for meget på dem. Hvad end de måtte tænke, så vidste hun ikke hvad det ville være. Da de endelig kom frem, betragtede hun lægen nysgerrigt. Hun smilede blidt, over den måde han reagerede på at se Lori. Det kolde udtryk, der lyste op og som glæden der spredte sig, det var sødt og gav hende ideen om, at Lori måske ikke var så forfærdelig, selvfølgelig ikke en tanke, som havde krydset hendes tanker. Da hun blev sat på stolen, betragtede hun igen manden nysgerrig, han virkede som en lukket mand, og dog en som besad en del venlighed, specifikt rettet imod dem han holde af. Dog kom smerten op, som han begyndte at røre på hendes fod, og som før da Lori gjorde det, pev hun igen. Hans ord gav hende dog et håb om, at det ikke ville gøre ondt i lang tid "Mange tak" sagde hun, og et blidt smil kom frem på hendes læber, et smil der næsten fik hende til at ligne en engel. Hun vendte blikket imod Lori, og et genert smil kom frem på hendes læber.

Hans ord fik hende til at smile blidt "Måske jeg skulle redde en smuk hund, også tage ham eller hende med ud på mine gåture" forslog hun med et spørgende blik "Kender du nogle skønne dyr, som har brug for et kærligt hjem?" spurgte hun med et lille smil. Hun elskede dyr, stort set alle dyr faktisk. Som barn havde hun et stort leksikon, hvor hun ville kigge på billederne af alle dyrerne, da hun endelig lærte at læse, lagde hun aldrig bogen fra sig "Men selvfølgelig for din skyld, skal jeg nok sørge for, at være mere sikker en anden gang" hun ville ikke lade denne dumme situation, holde hende tilbage fra, rent faktisk at kunne nyde nætterne. Efter 17 år, hvor hun ikke havde oplevet skønheden ved verden, ville hun nu virkelig forsøge, at komme så meget ud som muligt.
Som hun betragtede hvordan samtalen foregik mellem lægen og Lori, syntes hun at kunne fornemme et venskab mellem dem, et der måske strækkede sig over flere år. Nysgerrigheden om præcis hvad det indgik dukkede op i hende, og dog ville hun ikke snage i deres liv, ved at stille alle mulige dumme spørgsmål. Hun havde været så vant til, at hendes kære familie hadet hende, og skulle hun nogensinde snakke før de snakkede til hende, ville hun oftest få en lussing, med andre ord var det ikke tilladt at stille dumme spørgsmål.

Hun blev kastet ud af sine tanker, da hun så det charmerende smil. Smilet i sig selv fik ham blot til at se det kønnere ud, og det fik også hendes hjerte til at banke hurtigere. Hendes kinder blussede over, og et kort øjeblik overvejede hun at gemme sig væk, blot fordi hun ikke kunne kontrollere sig selv. Ikke desto mindre syntes opmærksomheden at blive taget fra hende, specifikt fra Lori's side, specielt som han begyndte at snakke med lægen. Deres måde at snakke til hinanden på, fik det næsten til at gøre ondt, specielt fordi hun aldrig havde oplevet, at have den slags forhold med en anden. Hun missundede faktisk deres forhold, og hvis man havde øjnene imod hende, ville man sikkert kunne se smerten i hendes øjne.
Hun gemte dog disse tanker væk, specielt som Lori nu erstattede mandens plads. Hun nikkede smilende, som han udtrykte hun endelig skulle sige til, hvis hun fandt det alt for stramt. Dog virkede han som et naturtalent, og ikke på et eneste tidspunkt, følte hun at det var ubehageligt og stramt. Da den ældre herre med han sagde, at Lori skulle tage sig bedre af hendes kæreste, begyndte rødmen at skyde op i hendes kinder, og hun vidste nu for alvor ikke hvad hun skulle gøre. Dog kom Lori hende til undsætning, og et smil formede sig på hendes kinder "Han er alt for god til mig" pointerede hun med et blidt smil. Hun rejste sig op, og hoppende på en fod, begav hun sig imod den ældre herre "Du er en god mand" sagde hun med et blidt smil, og derpå gav hun ham et kram. Der var en grund til, at mange havde sammenlignet hende med en engel, netop fordi hun besad den blidhed, som folk associerede med engle. Da Lori tilbød at følge hende hjem, fik hun hoppet hen til ham, dog væltede hun halvt om halvt, og ramte direkte ind i hans bryst. Heldigvis vrikkede hun ikke om denne gang "Undskyld, jeg tror vist jeg overdrev hvad angik mine evner, til at hoppe på et ben. Men hvis du har lyst, er du mere end velkommen" hun rødmede, og med sine hænder imod hans bryst, forsøgte hun at rette sig op igen "Du må have en god aften Dr. Call" sagde hun, som hun kort vendte sig om, for at sende et smil i retningen af den ældre mand.

Som de kom ud fra Dr. Calls hjem, havde hun længe støttet sig op af Lori. Det var egentlig rart, det at en anden ville hjælpe hende, og for et kort øjeblik glemte hun alt om fortiden, og fokuserede i stedet for på nutiden "Det virker som om i to har kendt hinanden længe" hun bed sig næsten i tungen, da hun kom til at spørge ind til det, og i et kort øjeblik, så hun næsten synet af sin faders vrede ansigt. Dog var Lori ikke ham, og indtil videre havde han ikke givet nogle intentioner, om at være ligesom hendes fader. Da han slap hende, blot for at gå på hug foran hende, rynkede hun brynet. Hun skulle netop til at spørge hvad han lavede, da han kom hende i forekøbet, og gav udtryk for at hun ikke kunne bevæge sig alt for langt, på sin forslået fod.
Det virkede derfor som om, han gav hende muligheden for, at sidde på hans ryg, og denne vej igennem komme hjem. Dog som han vendte ansigtet imod hende, og der sendte hende det smil, der fik hendes hjerte til at banke hurtigere, og den røde farve til at blomstre på hendes kinder. Hun trak ærmet op, og gemte halvt sit ansigt væk, eller rettere mere specifikt hendes mund og kinder. Hun kiggede væk, dette satte virkelig hendes behov for kontrol i problemer. Han var charmerende, præcis som alle de helte i de bøger hun havde læst var, og et sted ville hun gerne have mere af det.
Dog så det ud til at hun havde et valg for sig, dog havde hun egentlig lyst til begge dele. Det at blive båret på den måde, som han havde gjort før, gav hende muligheden for at putte sig ind imod hans bryst, men den anden ting så også sjovt ud. Hun fjernede hånden fra sin mund, og rakte tunge af ham "Du er led imod mig" sagde hun og dog med et lille på sine læber. Hun havde faktisk ikke haft det så sjovt i lang tid, selv ikke engang hos Meredith, der trods alt også redde hende, havde hun grint så meget, og følt så meget glæde, som hun gjorde her med ham.

Forklaringen af venskabet, fik hende til at smile. Det var en sød, og ganske vist kort forklaring, men ikke desto mindre end, som fik hende til at indse, hvor lidt kærlighed hun havde fået i sit liv "Det lyder som et fantastisk venskab, det må være fantastisk, at være så tæt med andre" hun bed sig i læben, men ikke desto mindre var smilet der endnu. Det måtte være fantastisk, det at have så godt et venskab til andre, og hun håbede på selv, at få den slags venskaber med andre. Men nu hvor hun endelig kunne komme ud, og ikke længere fanget af sin kære familie, så kunne hun sikkert skabe relationer med andre, eller det håbede hun da.
Da han undskyldte, og til sidst udtalte hun blot skulle hoppe op, gjorde hun præcis som han sagde. Hun begravede ansigtet imod hans varme ryg, og varmen fra hans krop, fik hende til at smile bredt. Hun var normalt ikke så tæt på andre, og selvom det var meget nyt, så var det heller ikke forfærdeligt, men derimod noget hun ikke ville have noget imod, at forsøge lidt mere af. Men hvad der ville ske i fremtiden, kunne kun tiden vise. Hans hænder imod hendes lår, fik hende til at bide i læben, det var trods alt første gang, at hun overhovedet blev rørt sådan. Oftest når hun blev rørt, var det med intentionerne om at slå eller skade hende.
Hun lukkede øjnene, og samlede sine hænder omkring hans bryst. Hun kunne føle hans hjertebanken imod sine hænder, og følelsen fik hende til at smile genert. Ikke desto mindre fik hans spørgsmål, hende til at åbne øjnene "Selvfølgelig kan du da det" sagde hun med et mindre smil. Hun skulle nok havde forventet spørgsmålet komme, specielt fordi han havde kigget på hende, på en speciel måde, da hun fortalte hun nok ikke ville være en som ham værd. Hun sukkede og lukkede igen øjnene, hun knyttede sine hænder, og bed sig hårdt i læben "Min fader bar et stærkt had for mig, min kære familie havde alle et had for mig. Jeg forstod aldrig hvorfor, hvad havde jeg gjort imod dem, siden de hadet mig så kraftigt og med så meget passion" det prikkede i hendes øjne, og enkelte tårer truede om at komme ud, dog fik hun dem holdt tilbage "Min fader sagde, at siden jeg måtte være barnet af en kælling, en prostituerede af en art, så måtte jeg vel være ligeså meget værd som jord" hun holde en smule hårdere fast omkring hans bryst, og begravede endnu engang ansigtet imod hans ryg

Da han lagde sin hånd oven på hendes, smilede hun svagt. Det var en form for støtte, og ikke en hun havde følt meget af. Gennem de sidste par dage, havde hun oplevet så meget glæde, at det ligeså stille fik hende til, at glemme alt den smerte hun havde oplevet gennem sit liv. Hun hvilede kinden imod hans ryg, og et mindre smil formede sig på hans læber, da han sagde hendes kære familie ikke vidste, hvad de snakkede om. Hans komplimenter, fik sorgen fra før til at forsvinde "Mange tak" fik hun sagt efter noget tids stilhed. Efter at han havde komplimenterede hende, havde hun været helt stille, komplimenter var endnu nye for hende, og selvom hun ikke vidste hvad hun skulle sige til dem, var det alligevel en behagelig følelse, som havde spredt sig hende.
Da han med et stoppede op, fjernede hun kinden fra hans ryg, og så nysgerrigt på ham. Sørgsmålet om hun overhovedet ville hjem, fik hende til at smile blidt til ham "Jeg lever ikke længere hos dem, for et par dage siden mødte jeg en kvinde ved navn Meredith. Hun har det her hjem, for unge kvinder som har haft problemer" forklarede hun med et smil. Hun var lykkelig over, ikke længere at bo hos sin kære familie og efter at havde været komme væk fra dem, opdagede hun hurtigt hvilket helvede de havde udsat hende for "Tilbyder du da at tilbringe natten med mig" spørgsmålet var egentlig med uskyldige intentioner, dog da hun opdagede hvordan det kunne opfattes, formede der sig en stærk rødmen på hendes kinder "Jeg mente det ikke sådan" skyndte hun sig at indskyde. Hun sukkede, og hvilede panden imod hans ryg

Der var stille i noget tid, dog fik hans smil hende til, ikke at være nær så bekymret. Det fortalte at han nok ikke havde haft den slags tanker, og det måske kun havde været hendes bekymring, der fik hende til at tro, hans tanker ville ryge i den retning. Ikke desto mindre formede der sig et smil på hendes læber. Han var virkelig ikke som nogen, hun nogensinde havde mødt før. Der var noget mystisk over ham, og han virkede relativ stærk, han kunne trods alt bære rundt på hende, også selvom hun nu faktisk ikke vejede særlig meget. Han bar en venlighed til sig, hvilket var tydeligt i at han ikke havde noget imod, at bære hende til en læge og endda halvt indikerede, at hun kunne være hos ham, havde hun nu endnu boede hos sine forældre. Alle disse ting, gav hende lysten til at lære mere om ham, selvfølgelig kunne kun fremtiden fortælle, om de ville se mere til hinanden.
Da han med et kommenterede på hendes tidligere spørgsmål, hævede hun spørgende øjenbrynet. Dog kom forklaringen kort efter. Så den halve indikation fra tidligere, syntes at være noget han havde lyst til. Hun havde aldrig sovet andre steder, end hos sine kære familie og Meredith, men hun kunne vel ikke leve hele sit liv, fanget af små frygter. Så med et smil på læberne nikkede hun "Det kunne være sjovt" pointerede hun. Hun kunne vel ligeså godt, plus han var en sød mand, og en hun fandt sig selv nyde selvskabet af. Samtidig med at de gik, betragtede hun den smukke nattehimmel, og man kunne virkelig se beundringen i hendes øjne. Efter noget tid lagde hun sin hage imod hans skulder. Ville de blive betragtet forfra, ville man sikkert tro at han havde to hoveder.

Da han udtalte, at det så blev hans hjem, smilede hun stort. Dette så ud til, ikke at være så forfærdelig en nat, og i sidste ende så det ud til, at hun havde fået sig en ven. Som de tog af sted, måtte det havde set ganske morsomt ud, hende der sad på hans ryg og folk måtte sikkert få en masse tanker. Dette ville ikke desto mindre kræve, at der overhovedet var nogen, men så igen klokken var også mange. Det så ud til, at de skulle imod en anden bydel, og siden hun aldrig rigtig havde været meget ude, betragtede hun de enkelte steder interessant. Hver enkel bygning fangede hendes opmærksomhed, og selvom hun var nysgerrig, over hvad de enkelte steder indeholdte, valgte hun ikke at irritere Lori med for mange spørgsmål, han bar trods alt rundt på hende, og det i sig selv var mere end nok.
Der gik kortere tid end hun troede, og som de stod foran hans hus, bed hun sig i læben. Hun skulle netop til at sige noget, da han spurgte hvordan hun havde det med hunde "Jeg elsker hunde, jeg har aldrig set en, men de er virkelig seje" sagde hun uden den mindste smule tøven. Hun havde en forkærlighed for hunde delen af dyrerne, og dette gjaldt også ulve "Er det en dreng eller pige" spurgte hun nysgerrigt. Hun var allerede spændt på at se hunden, mest af alt fordi det ville være første gang, og det mindede hende om den store bog hun havde som barn, hvor i der var billeder af forskellige dyr.

//Sorry for det korte svar

Idet han satte hende ned, forsøgte hun med bedste evne, at forblive stående. Ikke desto mindre kiggede hun nysgerrigt rundt efter hunden, og da han endelig kom frem, dukkede der et stort smil op på hendes læber. Hun vidste ikke om hun skulle sige noget, gøre et eller andet eller blot blive stående "Er det virkelig hvordan de ser ud?" spurgte hun med en begejstring i stemmen. Som en der aldrig havde set en hund, var dette en helt vidunderlig oplevelse for hende. Et sted havde hun forventet, at de ville agere anderledes, og alligevel syntes hun at falde for racen. Nysgerrigheden var tydelig i øjnene på hende, men også beundringen, og et kort øjeblik var det som da hun var barn, og opdagede disse billeder. Hun blev hurtigt ligeglad med, at det gjorde ondt i foden og at hendes tøj var ødelagt, et helle blev hurtigt ligegyldigt, specielt som hun betragtede hvordan Lori agerede med Django. Hun havde mere eller mindre lyst, til at give en masse lyde fra sig, og alle ville beskrive hendes begejstring.
Da han gav hende opmærksomheden igen, blinkede hun og smilede svagt. Som han lagde armen om hende, lagde hun forsøgende armen omkring ham, dog ikke just med meget held, da han trods alt var en del højere end hende. Der gik dog ikke lang tid, før at de nåede stuen, og hun her blev sat ned i sofaen. Hun smilede blidt til ham, og trak sine ben op under kjolen, og puttede sig mere ind i den store jakke. Det så ekstremt hyggeligt ud, og langt mere hjemmeligt end det sted, som hun havde boet før Da han spurgte om hun ønskede the, nikkede hun med et smil "Det vil jeg meget gerne, jeg elsker the! Dit hjem ser forresten virkelig hyggeligt ud her, jeg ville ønske jeg voksede op i et hjem som dette" der var en blanding af sorg og vidunder i hendes øjne, en sorg over hvad der havde været hændt hende, men også en vidunder over hvor fantastisk der så ud, også det faktum hun endelig havde set en hund i virkelighede.

Hun betragtede ham med et blidt udtrykke i sine øjne "Det må være rart, det at lave med en ven" sagde hun, og som hun sagde ordene fik hun et fjernt udtrykke i øjnene. Det gik stille op for hende, at hun aldrig havde haft en ven "Hvordan er det at have en ven?" spurgte hun nysgerrigt, for ham ville det sikkert være et underligt spørgsmål, men for hende var det en måde at finde ud af, hvordan de ting hun aldrig havde prøvet før fungerede. Hun havde trods alt aldrig haft en ven, aldrig haft et tæt forhold til en anden, hvor frygt ikke var en ting. Lori derimod så ud til næsten at have det hele, han havde et godt arbejde, støttende venner og et varmt og trygt hjem, alt det hun selv var blevet berøvet "Jeg har aldrig haft en ven" indrømmede hun endelig efter noget tid, hver gang hun havde forsøgt at snakke med folk, udtrykte de en foragt for hende, og dette resulterede gerne i at hun fik en på siden af hovedet.
Da han forlod hende, fandt hun sig selv betragte de forskellige ting, men efter noget tid blev hun dog fanget af synet fra ilden. Den var smuk, og indbød varme og behag. Hun kunne næsten forestille sig søde aftener, hvor man sad tæt ved pejsen, sikkert omringet af nærmeste venner. Dog som han kom tilbage, vendte hun blikket hen imod ham. Hun vidste ikke hvad han skulle med sweateren, det var dog først da han gav hende den, og tilbød hun kunne have den på, at et smil kom frem på hendes læber. Ingen havde nogensinde tilbudt hende noget, og forsøgende rejste hun sig op og tog smilende imod den "Mange tak hun vendte ham ryggen, tog jakken af og derpå kjolen. På grund af manglende kontrol, og et ekstremt indre tumult, havde hun mange problemer, mest i formen af hendes forhold til mad. Da hun boede hos sin kære familie, havde de mange regler om hvor meget en fin dame skulle spise, og siden dette åbenbart ikke var meget, var Sayra den dag i dag, faktisk meget tynd. Ville Lori vende sig om og kigge på hende, ville han højst tænkelig kunne se en tydelig rygsøjle og ribben. Heldigvis var hun dog ikke sygelig tynd, hvilket nok også var derfor ingen havde bemærket, at hun i den grad vejede mindre end hun skulle.
Da hun havde fået sweateren om sig, smilede hun for sig selv og derpå satte hun sig tilbage i sofaen. Den var varm, og ganske stor til hende, så hun behøvede ikke bekymre sig om, at hun ville vise dele af sig selv for Lori. Hun nåede netop at sætte sig, som Django begyndte at klynke. Hun grinede over lyden, og et sted havde hun lyst til, at give ham hvad end han ville. Selvfølgelig var det ikke hende der stod for den slags, og det ville overraske hende, hvis han overhovedet kom tæt på. Hun havde læst, at hunde var meget loyale overfor deres ejere, og ejerens venner, og siden hun ikke var nogen af de ting, ville Django næppe komme tæt nok på. Hun blev kastet tilbage til virkeligheden, da Lori kom ind med theen og tilspurgte hvordan hun normal drak den "Moder sagde altid, at fine piger ikke drak noget i deres the, så intet" hun tog imod theen, og sukkede nydende, da varmen nærmest omfavnede hende. Selvom det gjorde en smule ondt i hænderne, gjorde det ikke nok ondt, til at hun ville give slip "Sæt dig endelig" forslog hun, selv sad hun op imod enden, så der var helt klart massere af plads til han kunne side ned.