I never really wanted this to happen

Hun betragtede ham spændt, som hun ventede på, at han ville forklarer det. Ville han forklarer det? Eller ville han blot kommentere hun var mærkelig. Dog da forklaringen kom, smilede hun blidt. Det havde set svært ud, så måske han også havde problemer, måske var livet heller ikke altid nemt for ham. Ikke desto mindre lyttede hun med, som han forklarede hvordan venskaber kunne starte, og hvad essensen i dem var "Jeg håber jeg en dag får en ven" der var noget håbefuldt i hendes stemme "Jeg håber også du får en masse venner, for det fortjener du" selvom hun egentlig ikke havde kendt ham længe, var der håbet om at se det bedste i andre, og dette fik hende til at se det bedste i ham. Siden han også havde reddet hende, ført hende til lægen og tilbudt hun kunne sove natten hos ham, var han egentlig ret højt på listen.
Da han tilbød, at hun måske skulle lige sin fod op, således den ville kunne hvile, nikkede hun smilende. Så da han trak puden frem, lagde hun sin fod på den "Mange tak for alt det du har gjort" det havde været så mange år siden, at hun havde oplevet denne form for hjælpsomhed, selvfølgelig hvis man så bort fra Meredith, der havde tilbudt hende et hjem og et trygt miljø. Hun bemærkede, at han i et kort øjeblik havde sin øjne imod hende, og siden hun aldrig havde prøvet den slags ting, vidste hun ikke med hvilke tanker han betragtede hende. Hun tog en tår fra theen, og sukkede nydende "Det smager godt, hvad for en slags er det?" spurgte hun nysgerrigt, og med sit blik rettet imod ham

Hun satte sig godt til rette, og havde egentlig ikke troet, at han ville kommentere på det. Måske ville han sige som hendes forældre, at hun aldrig nogensinde ville kunne få venner. Hans kommentar, om at hun allerede havde en ven, fik glæden frem i hendes øjne og et stort smil frem på hendes læber. Hun bed sig i læben, og et øjeblik havde hun lysten til at kramme ham, også troede hun alligevel ikke helt, at det var det mest anstændige. Han anså hende for at være sin ven. Med et stort smil på sine læber, tog hun en tår fra den varme the "så har du også en ven i mig" sagde hun smilende. At have en ven, betød hun var skriftet nærmere, på at være som alle andre. Hun havde altid følt sig anderledes, underlig og ikke lig dem omkring hende, men nu håbede hun på, at kunne gøre bare en smule om på det.
Da han udtalte, at hun ikke behøvede takke ham, rystede hun på hovedet "Du hjalp mig, da ingen syntes at ville det. Du bar mig til en læge, og inviterede mig ind i dit hjem, er det mest anstændige ikke at sige tak?" spurgte hun nysgerrigt, nok havde hendes kære familie været et helvede, men de havde da lært hende lidt, og specielt hvordan man skulle være taknemmelig for de små ting. For dem indgik det dog også, hvis man fik en på siden af hovedet. Hun trak en grimasse, da han ikke kendte til selve theen "Hvor synd, for den er virkelig god. Men det betyder vel også bare, at hun havde god smag" hun satte sig bedre til rette, og bemærkede hurtigt, at hendes fod faktisk ikke gjorde nær så ondt mere. Hun rynkede brynet, og begyndte at vrikke med foden "Den gør ikke ondt mere" sagde hun med et forvirret udtrykke i sine øjne

//jeg fik sat Lori ind på profilen, indtil videre står der ikke meget ^^

Hun vidste ikke hvorfor den med et ikke gjorde ondt, faktisk fandt hun det forvirrende, for fra hvad hun kunne huske, så ville en forslået fod, gøre ondt i op til flere dage. Hendes havde stoppet med at gøre ondt, blot et par timer efter, at hun havde slået den "Men plejer det ikke at tage længere tid, før det ville stoppe med at gøre ondt" spurgte hun nysgerrigt, og med et undrende blik, trak hun forbindingen af. Hvor foden før havde været en smule hævet, var der nu ingen tegn på, at hun nogensinde havde vrikket om på den. Hun rystede på hovedet, og lagde sin fod tilbage "Meget mærkeligt" da hun var vokset op blandt mennesker, kendte hun ikke til den overnaturlige verden, og dette betød også, at hun aldrig havde hørt om, væsner som kunne heale hurtigt. Det var alt sammen meget nyt for hende, og hun vidste ikke helt hvordan hun skulle reagere på det hele.
Da han smilte til hende, og udtalte han var glad for hun var okay, rødmede hun svagt og et blidt smil blev sendt i hans retning "Mange tak" hun måtte efterhånden havde sagt tak en million gange, hvordan han ikke var blevet idiot af det endnu, kunne hun ikke forstå. Måske var det fordi, hun havde været så vant til, at skulle sige tak til alle mulige ting, at hun nu pludselig var havnet i situationer, hvor folk mente dette ikke var brugbart.

Hun rødmede svagt, da han spurgte om hun sagde tak til alting "Jeg voksede op i et fint hus, og hvis jeg ikke sagde tak til de ting jeg fik, ville min fader blive sur" når hendes fader var sur, betød det at hun enten ville få en lussing, blive revet hen af gulvet i sit hår, eller får en knytnæve imod sin kind. Det var dog værst hvis han havde drukket, for her blev han for alvor vred, også kunne man aldrig vide sig sikker på, hvad han helt præcis ville gøre imod hende "Jeg gætter det vel blot er en vane" tilføjede hun med et skuldertræk. Hun lagde ikke selv mærke, til at hun gjorde det og fordi hun havde været så vant til det, så hun heller ikke et problem ved at udtrykke sin taknemmelighed. Han havde trods alt gjort så mange gode ting for hende, så et eller andet måtte hun da gøre eller sige, for at fremvise hvor glad hun var, for alt det han havde gjort.
Hun rynkede brynet, da han spurgte hende om hun frøs, og før hun nåede at svarer, tog han et tæppe frem og lagde om hende. Hans tæthed imod hende, vidste hun ikke hvad hun skulle gøre ved. Med et følte hun sig fanget, og siden hun sad op imod enden af sofaen, kunne hun heller ikke rykke sig væk. Hun vidste ikke hvad han havde tænkt sig at gøre, og måden han betragtede hende på, gjorde hende ekstremt nervøs. Hun havde aldrig været en fan af, at andre rørte hende eller kom alt for tæt på, uden at hun fysisk havde gjort tegn på, at ville dette. Det var nok også derfor, at hun havde valgt, at sætte sig i den anden ende af sofaen, i stedet for ved siden af ham.
Men efter et liv, hvor hun havde fået tæsk, var det vel heller ikke et under, at hun havde det på denne måde. Så da han lod sin hånd røre ved hende, holde hun vejret. Hun vidste ikke hvad han ville gøre, og havde det ikke været fordi, han havde lænet sig så tæt ind imod hende, så ville hun næppe reagere på den måde, som hun lige nu gjorde. Da han kyssede hende, blev hun så overrasket, at hun kom til at hælde teen ned over ham. Hun blev forskrækket, begyndte hendes øjne at skifte farve, og hvor de før havde været nødebrune, ville de nu være helt gullige og med den velkendte lodrette pupil, i stedet for en rund en. Hun trak sig samtidig også så hurtigt væk, at hun væltede ned fra sofaen. Hun trak sig væk og rejste sig op, hun sagde intet, men så blot forskrækket på ham "jeg tror jeg skal gå nu" sagde hun, samtidig med hun bed sig i læben. Hvorfor hun reagere så kraftigt, forstod hun ikke selv. Men hans pludselige kys, og måden han havde betragtet hende, triggerede noget i hende. Hun trådte væk, og betragtede ham vagtsomt med de gule øjne.

Hun så forvirret på ham, som han forsøgte at forklarer, helt præcis hvad der skete. Hun kunne ikke se hvorfor han ville gøre den slags, var det virkelig sådan man opførte sig i verden? at kysse på folk, uden at de havde givet udtryk for, at de rent faktisk ville have det? Hvis det var sådan, at verden var, så ville hun helst gerne trække sig væk og aldrig nogensinde komme frem igen. Hans måde at komplimentere hende, som en forklaring på hvad han havde gjort, fik hende til at rynke brynet. Hendes forvirring om hans forklaring, kom vel nok også af, at hun havde en forkert syn på kærlighed, og aldrig før fornyligt var kommet ud og havde oplevet verden.
Det var derfor også tydeligt på hende, at hvis han kom for tæt på nu, ville der nok komme en side af hende frem, som aldrig nogensinde havde rørt på sig. Ikke desto mindre, kom der ro på det hele, og hendes gule slangeøjne, falmede ligeså langsomt ind til den nødebrune farve, som hendes øjne normalt havde "Hvorfor ville jeg dog have lyst til det? Jeg gav ikke engang udtryk for det" pointerede hun med forvirring i sine øjne. Generelt var hun forvirret over det hele.
På trods af hun endnu var rolig, var hun stadigvæk fuld opmærksom på, alt hvad der foregik og som han gjorde opmærksom på sofaen, hævede hun øjenbrynet. Dog som han lovede han ikke ville gøre det igen, bed hun sig i læben "Jeg kan ikke lide, når folk rør mig, hvis jeg ikke ved det" forklarede hun, og stille lagde hun armene sig selv, som forsøgte hun at berolige sig selv. Ikke desto mindre, da hun tilbød hun kunne sove på hans værelse, sukkede hun og nikkede "Det er vel alligevel alt for mørk, til at jeg kan gå hjem" sagde hun stille, og langsomt gik hun imod værelset, dog stadigvæk med sit blik rettet imod ham.

Hun havde slet ikke forstået, hvad der måtte havde været gået gennem Lori's tanker, siden han anså det som værende okay, med et at kysse hende også selvom hun ikke havde givet udtryk, for rent faktisk at ville den slags ting. Selvfølgelig vidste hun så heller ikke, at han var en Incubus og at det derfor lå i hans natur, at ønske at have sex med dem omkring ham, således han kunne opnå deres sjæl som føde. Uden denne viden, virkede hans handling overskridende, mærkelig og ekstremt pludselig. Hans ord om at han var ked af hvad han havde gjort, og senere hen løftet om han aldrig ville gøre det igen, fik hende til at nikke. I det mindste så det ud til, at han ville holde sit ord, for han forholde sig en smule væk fra hende, hvilket også var med til at berolige hende.
Hans spørgsmål om, han måtte gå ind og tage noget nyt tøj og endda et tæppe, siden det han havde på nu, var fuld af the, fik det til at trække svagt i hendes mundvige. Hun havde det lidt dårligt, med at havde hældt the ned over ham, også selvom det på ingen måde, havde været med vilje og hun egentlig havde ageret ud fra sin forskrækkelse "Selvfølgelig" hun bed sig i svagt i læben, skulle hun sige undskyld over hvad hun havde gjort, eller skulle hun blot komme gennem dette, også få sovet? Spørgsmålene var mange, og hun havde med et mistet kontrollen over det hele, og vidste ikke hvad hun skulle sige eller gøre. Det hele var så forvirrende, specielt fordi hun aldrig nogensinde, havde prøvet noget der lignede dette.
Da spørgsmålet kom, til om hun ville låne en trøje fra ham, siden der var en smule the på den, som hun i øjeblikket havde på, smilede hun blidt "Mange tak" sagde hun, i det han lagde trøjen på sengen "Sov godt" som hun sagde det, betragtede hun hvordan han gik ud af værelset, og da hun troede han var væk, trak hun trøjen af og gik hen for at tage den på sengen. Det var ikke fordi hun var sygelig tynd, men det var tydeligt at se på hende, at hun ikke just havde det bedste forhold til mad. Hendes ribben var tydelig, og hendes rygsøjle kunne også anes. Hun fik hurtigt taget den nye trøje på, og derpå lagt sig i sengen. Det var ikke det værste værelse, og det havde vel en vis charme over sig og det var også tydeligt bygget, til at skulle skabe en tryg ramme.