I know it will never happen... ~ Caden

P:
Klik her for kjole
Klik her for frisyre
S: Winchester Manor, Sunfury City
Klik her for at se Winchester Manor (når man ankommer til godset)
O: en masse gæster, nogle få velkendte ansigter
V: mildt og lunt vejr, til trods for at de stadig er i de tidlige forårsmåneder
T: omkring halv otte om aftenen.

Lyden af balsalsmusik der spillede i baggrunden havde ikke gjort noget af det en smule nemmere - overhovedet. Til trods for, at Maddie havde tilbragt en uge på Winchester Manor allerede, følte hun sig stadig ikke hjemme. Hendes mave var vokset - ikke meget, men nok til at det kunne ses under kjolen. Og hun vidste, at allerede nu ville folk tale om det. Meget.
Hun følte sig mere, end blot malplaceret, da hun stod ved sin brors side og fik lykønskninger fra en Lord Lancaster, der selv stod med hans alt for unge hustru.
''Madeleine, min kære!'' Udbrød hendes far, og stilheden spredte sig imellem gæsterne. Balsalen forstummede helt, og Lord Winchester hævede sit glas.
''Til min datter Madeleine, og hendes kommende ægtemand James!'' sagde han inden han tømte sit glas med vin. Han havde altid været en fyldebøtte.
Madeleine derimod, rørte kun alkohol når hun følte for det - hvilket lige nu virkede som en utrolig lokkende ide. Men hun vidste, at alkohol umuligt kunne være godt for hendes ufødte barn, og derfor gik der en tjenestedreng omkring to meter bag hende konstant, med en kande med iskoldt vand - for at være sikker på at hun holdte sig hydreret.
James, som ellers ikke havde forladt hendes side hele aftenen, lod nu endelig til at have fundet noget bedre at tage sig til - at snakke med hans kommende svigerfar. Om hvad, kunne hun dog ikke gennemskue.
I mængden, så hun dog nogen hun kunne genkende - men turde ikke gå hen til ham, i frygt for at han faktisk ikke ville se hende overhovedet. Hans forældre kunne jo have tvunget ham med.
''Hr. Sinclair!'' sagde hun med et varmt smil, et venligt smil, da hun endelig nåede hen til den mand der var Cadens far. I samme sekund fortrød hun dog, men kunne ikke bakke ud nu.
''Hvor er jeg glad for at i kunne komme i aften.'' hun smilede forsat, inden hun så på Caden. Hendes smil blegnede lidt, men intet som man lagde mærke til - håbede hun da.

Påklædning.

Caden var ikke tilfreds med, at hans forældre havde tvunget ham med til Maddies forlovelsesfest. Han var ikke glad for hun skulle giftes med en anden, når han følte det var hans pligt, at forsørge og passe på moderen til hans kommende barn. Men de ville ikke lade ham blive hjemme, i hans trygge omgivelser. I stedet stod han nu i en balsal i alt for pænt tøj. Det var overhovedet ikke hans sceneri. Han var mere til en kro med fulde mennesker og sex i luften. Men der var ingen grund til at ønske sig selv ud af situationen, når han på ingen tænkelig måde kunne komme ud af den. Han kunne se Maddie på afstand, og en del af ham ønskede at beholde den afstand imellem dem. Så ville det ikke blive lige så akavet. Ved siden af ham stod hans forældre, der allerede var i fuld gang med at kommentere på Maddies voksende mave. ”Allerede? De er ikke engang gift,” var en af de mange sætninger, der blev udvekslet mellem ægteparret. Caden greb fat i et glas champagne, og lod en stor mundfuld af den sitrende væske, bevæge sig ned igennem hans krop. Hans forældre blev stille, og Caden drejede ansigtet af ren nysgerrighed. Hr. Sinclair. Hun var pludselig blevet så formel. Hvordan ville hun tale til ham. Ville hun lade som om de ikke kendte hinanden, og hvis ikke, hvad var de så. Venner? Det var deres situation for akavet til. ”Frk. Winchester.” Han tog let fat i hendes hånd, som var det første gang det mødtes. Det var det hun ville have, var det ikke? Ønskede hun ikke, at James var kendt som faderen til deres barn, og Caden blot var en fremmed. Hun havde sagt de var venner, men det kunne han bare ikke holde ud. Så var det lettere at være fremmede. Hele situationen havde taget hårdt på Caden. Han havde opdaget nogle sider af sig selv, han ikke havde set længe. Han havde følt nogle følelser, han troede var umulige for ham at føle længere. Men hvad var det for nogle følelser? Selv hvis han kunne erkende hvordan han havde det med Maddie, var hun stadig forlovet, og Caden skulle måske også giftes. Det var bare for kompliceret. ”Undskyld mig.” Han drak det sidste af glasset, og bevægede sig ud af balsalen. Han havde brug for luft. Caden trådte helt udenfor, og lod luften cirkulere rundt i hans lunger. Han var ikke sikker på, hvordan han skulle komme igennem aftenen.

Maddie have givet hans hånd et klem, men havde samtidig bemærket hans ubehag ved det hele.
Stille så hun ham forlade balsalen, og et stik af tristhed ramte hende. Den eneste grund til at hun skulle kunne holde aftenen ud, var hvis han var ved hende side. Ven eller ej.
Hun hørte udemærket hvordan folk hviskede om hende - og kort følte hun sig som aben i cirkusset. Hun kunne mærke hvordan tårer pressede sig på.
Ligemeget hvordan man ser ud på indersiden, skal man altid tage sit pæneste ansigt på. Hendes mor havde været en klog kvinde - hun havde lært Maddie meget inden hun døde. Maddie var den eneste kvindelige arving til det hele. Den eneste der lignede sin mor - en kvinde der også var blevet giftet væk for at opretholde en social status.
Maddie så lidt ned, mens hun bed sammen.
''Madeleine, dette er hr. og fru Sinclair.'' sagde Lord Winchester. Maddie så kort på Cadens far, inden hun nejede kort.
''I må have mig undskyldt..'' sagde hun stille, med en stemme der knækkede. Hun gik ad samme vej som Caden - og forlod balsalen, blot for at stå få meter fra ham og stirre op på himlen.
''Hvor ville jeg ønske du var her nu...'' hviskede hun og knugede hendes hænder sammen så hendes mors ring og Maddies forlovelsesring pressede sig dybt ind i håndfladen, hvorfra en smule blod piblede frem.
Hun ignorerede det, og så bare op på himlen.
Maddie nærede et had til hendes bror, som få kunne relaterer til. Han havde taget hendes mor fra hende - et liv for et liv. Og en dag, skulle han gennemleve samme smerte som Maddie. Bare vent...
Hun sukkede stille, og tog en dyb indånding.

Caden nød den frie luft. Det var ikke kun luften, men friheden. Hans forældre var der ikke for at presse ham til at blive gift, Maddie var der ikke til minde ham om, at han har ødelagt hendes liv. Der var ingen forventninger, intet pres. Han hørte godt skridtene, og han vidste godt Maddie om et øjeblik ville stå udenfor. Men han blev bare stående. Han hørte hvad hun sagde, uden at være sikker på hvem hun talte om. Han var klar over det ikke var ham selv, men derimod en hun havde mistet. En mor, en søster måske? Da duften af blod bredte sig, besluttede han sig for at reagere. Caden gik hen til hende, og lod blidt en finger glide ind i hendes knyttede næve, så ringene ikke længere pressede sig imod hendes hud. Han lod et kort øjeblik hans finger hvile på såret, før han fjernede den. ”Jeg ved ikke hvordan jeg skal opføre mig omkring dig i offentligheden,” sagde han med en lavmælt stemme. Den hæse, hviskende stemme ville være tiltrækkende for nogen, men i øjeblikket gjorde han det kunne, så et par nysgerrige gæster ikke kunne høre deres samtale. Han ville nødig give nogen et hint om sandheden. Maddie ønskede at James skulle kendes som faderen til barnet, og det ville han respektere, selvom det bestemt ikke var nemt for ham. Han så hende i øjnene, men huskede så hans plads og så ned. Han trådte et skridt væk, så han ikke stod helt op af hende. Det ville blot skabe rygter. Rygter ingen af dem havde brug for.

Hun stod der bare, indtil hun pludselig mærkede Cadens hånd mod hendes egen. Hun havde ikke selv registreret hvor hårdt hendes hænder var knyttet, indtil de igen slappede af...
''Jeg...'' hun så direkte på ham nu, med øjnene der tildels var tårefyldte, og opgivende.
''Du er min ven, Caden. Og selv om folk tror andet, ændrer det sig ikke. Du er, og forbliver, en vigtig del af mit liv.'' sagde hun så lavt, at hun vidste at kun han ville hører det. Hendes hånd gled blidt ned over hendes småbulende mave.
Hun så lidt ned. ''Er det meget tydeligt...?'' spurgte hun stille. Egentlig, ville hun så gerne bare have at det kun var Caden og hende. Bare de to, og deres barn på vej. Men, hun var lovet væk til en, og så vidt hun havde forstået på Sinclair-parrets smalltalk med hendes far - så var Caden også lovet væk.
Stille lod hun sine hænder elegant ligge langs hendes hofter - til trods for at hun langt hellere ville holde Cadens hænder i sine.
Burde hun fortælle Caden hvad hun følte? Hvordan hun havde det? Ville han forstå? Ville han overhovedet accepterer det.
''Caden, jeg...'' hun tav og bed sig i læben. Hun vidste, at hun ikke kunne sige det. Det ville ødelægge den sidste mulighed hun havde for at have ham i sit liv overhovedet. Han var en player - ingen player ville have et fast forhold. Nej, ingen. Hun rystede på hovedet.
''jeg... Jeg må hellere gå ind igen, inden de opdager at jeg ikke er der..'' sagde hun stille, inden hun så kort på ham - længselsfuldt. Hun vendte om på hælen og begyndte at gå ind mod balsalen igen. Hun bed sig i læben, stille.

Ven. Vigtig del af hendes liv. På trods af ordene tydeligt fortalte hvad hun tænkte, havde han aldrig været mere forvirret. Om det var hans egne følelser der forvirrede ham, eller om det var det hun holdte skjult for ham, var han ikke sikker på. Han var frustreret. Han anede ikke hvor han stod i forhold til Maddie, og det gik ham på. Men han vidste også godt, at det ikke var værd at finde ud af. Hvis det viste sig, at hans følelser for hende var stærkere end han troede, ville hun stadig aldrig blive hans. Hun havde James og han havde Selicity. Deres liv gik i to forskellige retninger, det eneste der holdte dem sammen var barnet. Var det tydeligt? Han vendte blikket ned imod hendes mave. ”Man kan se det, men i andres øjne er du højgravid allerede.” Han så på hende, da hun skulle til at sige noget, men endte så bare med at gå. Han gik efter hende, og greb fat om hendes håndled. ”Kan du ikke blive et par minutter mere. Jeg vil gerne tilbringe tid sammen med dig, uden jeg behøver lade som om vi er fremmede.” Det var han nærmest nødsaget til nu, eftersom han havde talt til hende, som var hun en han kun havde hørt om. Han ville bare gerne være sammen med Maddie, fremfor Madeleine Winchester. Hun var den eneste der, han kunne være sig selv omkring. Noget han havde brug for i øjeblikket, at være sig selv.

Hun mærkede hans hånd om hendes håndled, og i et kort øjeblik løb det rislende koldt ned af hendes ryg - uden at hun vidste hvorfor.
''Du behøver ikke lade som om vi er fremmede, Caden...'' hviskede hun, inden hun i et spontant øjeblik lagde en hånd på hans kind og lod sine læber mødes med hans kort. Hun trak sig dog hurtigt væk, da hun opdagede hvad hun gjorde.
''Undskyld, jeg... Jeg ved ikke hvad der går af mig i aften..'' sagde hun - en løgn. Hun savnede Caden, hans kærtegn og hans kys. Men hun måtte leve med sin beslutning. Hun rystede svagt, en blanding af adrenalin og lidenskab.
''Jeg vil ikke lyve for dig, Caden. Du fortjener bedre. Jeg savner dig, hvert øjeblik vi ikke er sammen. Og hvis jeg havde valget, så ved du godt at det ikke var James' ring på min finger lige nu. At jeg ikke skulle blive Lady Winchester-Morrow.'' hun lod stille sin hånd glide ud af hans greb.
Hun lukkede øjnene lidt.
''Men ikke alle kan få deres happy ending...'' sagde hun stille, inden hun tog en dyb vejrtrækning. Hun vendte sig, så hun stod med siden til hende. Hun håbede inderligt, at ingen havde set hendes spontane stunt lige før.

//undskyld, kunne ikke lade være! XD

Caden så kort ned i jorden. Han havde aldrig stået i en situation, der var så kompliceret. Da hun lagde en hånd på hans kind, og efterfølgende pressede hendes læber mod hans, stod han bare stille. Han vidste ikke hvordan han skulle reagere på det. En del, en stor del, ville bare gerne kysse hende tilbage, men han vidste også det var forkert. Hun trak sig væk fra ham, forklarede at hvis hun havde et valg, ville hun ikke gifte sig med James. Men med ham. ”Vi har begge vores pligt. Vi bliver nød til at følge dem, og glemme hvad end der er imellem os.” Han kunne ikke beskrive hvad deres forhold var. De var ikke venner, men heller ikke helt romantiske. Det kunne de ikke. Der var ikke ét ord, der kunne beskrive deres forhold. Hvis de først skulle begynde at beskrive det, ville festen være slut før de var færdige. ”Lykkelige slutninger findes kun i eventyr.” Han lod blidt hans tommelfinger løbe over hans læber, og fjerne hendes spor. ”Vi er venner.” Det var det de var nød til. De blev nød til at gøre det rigtige, selvom det føltes forkert. Han tog en dyb indånding, før han så hen imod balsalen. ”Går du først?” Der var ingen grund til at give folk mistanke. Slet ikke James, der højst sandsynligt ville tænke der foregik noget, hvis de kom ind sammen.

Hun ville ønske at han havde modsagt hende - at han havde taget hende i sine arme, at han havde udvist bare en smule følelser for hende. Men, det var ikke muligt. Han kunne ikke vise følelser han ikke havde. Hun havde sagt hvad hun følte, nu kunne hun komme videre uden at tænke på at han måske havde følt det samme.
''Vi ses senere... Hr. Sinclair.'' sagde hun stille, udne at se på ham. Hvad end de havde imellem dem, skulle de glemme. Det var hans ord. Hun regnede med, at det også indebar det venskab hun troede de havde.
Hun begyndte at gå - ind i balsalen igen, hvor hun med det samme blev mødt med smil og lykønskninger igen - denne gang fra hendes barndomsvenner. Igen var facaden oppe. Uanset hvordan hun havde det på indersiden, smileden hun på ydersiden.
''Er du okay søde, du ser... ja, du ser ud som om du har set et spøgelse.'' fik en ung mand hvisket til hende, men hun løftede blot hånden og affejede hans bekymring ved at bede ham lade være med at kommenterer på det. Han nikkede og så lidt ned.
Hendes bror Mike stod atter ved hendes side. Han lignede en voksen mand, til trods for hans unge alder.
''Hvad vil du...?'' mumlede Maddie mens hun tog et glas champagne. Ét glas kunne ikke skade.
''Kære søster, Jeg ville sådan set bare lige snakke med dig om din tilstand.'' sagde han slesk. Hånligt.
''Forsvind, inden jeg gør ved dig hvad du gjorde ved mor..!'' knurrede hun, vredt og koldt. Hævn var hendes drivkraft i denne verden. Altid.
Var det ikke for hævn, havde hun ikke accepteret dette ægteskab, hun var rejst, og havde levet som Maddie og ikke som Madeleine. Men så snart hun havde sin arv, ville han få hvad han fortjente.
Han lod sine hænder glide op, som om han overgav sig.
''Ingen grund til at vrisse, det kan umuligt være sundt. Pas på, at du ikke ender som mor gjorde..!'' truede han hende lavt og så forsvandt han igen fra hendes side. Hun blev stående ved bordet med drinks. Trangen til en whisky on the rocks var så stor. Hun bed sammen.

Caden så efter hende, da hun gik ind. Han havde dummet sig. Igen. Det virkede som om han ikke kunne gøre noget rigtigt. Han sagde eller gjorde altid det forkerte. Han gik ind efter hende, og overhørte samtalen mellem hende, og det som Caden gik ud fra var hendes bror. Han blev vred. Selvom Maddie måske havde indtrykket af at han ikke bekymrede sig om hende, var det ikke sandt. Det gjorde han, mere end han havde lyst til. Så derfor ville han ikke lade nogen behandle hende på den måde, og slippe af sted med det. Caden gik hen til den unge mand, og rakte hånden frem imod ham, så det ikke så forkert ud udefra. ”Tillykke med din søster.” Han trådte et skridt tættere på, så han bedre kunne tale uden at blive overhørt. ”Behandl Maddie ordentligt. Hun fortjener ikke at blive behandlet sådan.” Han klemte lidt hårdere om hans hånd, for at gøre det klart han var alvorlig. ”Du vil ikke gøre mig vred.” Caden slap hans hånd og lod hans egen falde ned langs hans side. ”Tillykke, igen.” Caden bevægede sig væk fra ham, og gik tilbage til hans forældre. Han så hen på Maddie, og hans forældre opdagede hans blik. ”Kender du hende?” Lød det fra hans far. Caden vendte blikket imod ham og overvejede et øjeblik hvad han skulle svare. ”Vi er venner.”

//Afsluttet