Consumed by darkness?((NPC))

Tid: Aften...
Sted: I skoven
Vejr: Solen ligger næsten 30 min over træernes toppe og med mørke skyer
Omgivelser: Træer, forfulgt af ukendte personer

Dunk... du-dunk... du-dunk... Den taktfaste dunken var det eneste, der gennembrød den tykke stilhed, som havde lagt sig over den tætbegroede skov og røbede den spinkle skikkelses tilstedeværelse. Hun var ikke overrasket, hvis det var den lyd, der røbede hende over for forfølgerne. Det ville ikke overraske hende overhoved. Hendes hoved var fyldt af tusind tanker og på samme tid var de helt tomme. Hovedsagligt var det de mystiske forfølgere, der havde pladsen i hendes tanker, hvilket nok var grundet i, at hun ikke havde set sine efterfølgere, hendes instinkter havde bare fortalt hende, at hun burde løbe, hvilket hun så lydigt havde fulgt opfordringen. Hendes instinkter var nok de eneste, hun stadig kunne stole på, da selv ikke sine egne sanser var helt sandfærdige mere. Hun var virkelig var at gå op i sømmene, hvis det var det men ville kalde det. Normale folk ville nok have opsøgt kilden til hendes uro, før de satte hovedkurs igennem skoven, men... Nej... Det var bare endnu et bevis på, at hun hvert fald ikke var helt mentalt klar til at se nogen andre i øjnene endnu. Hun styrtede bare i den højeste fart -hendes spinkle krop nu kunne klare- igennem skoven på fuld flugt fra hendes efterfølgere, der nok højest sandsynlig ikke var andet end hendes sansers leg med hendes sind.
De forårsgrønne krystaller -der var placeret i hendes øjenhuller- søgte op imod de enorme skyer, der indtog himmelen og tilfangetog den sidste smule af solens varme, der ellers havde været tiltænkt det ukendte liv i de dybe skove. I takt med, at solens stråler svandt ind kunne hun mærke den mentale skygge, der langsomt krøb ind under den låste dør til hendes sind... Hun havde ikke mange minutter tilbage, før den Lea endnu en gang ville tage hendes sind til fange, det overraskede hende faktisk, at Lea ikke havde opslugt hende endnu. Ind til videre havde Lea opslugt mere og mere af hendes sind, så det ukendte kolde hånd om hjertet var blevet en trofast følgesvend igennem de sidste par måneder, hvilket havde betydet, at Lea nu kun havde givet hende et par timer om dagen, hvor hun ikke overtog kroppen. Problemet var ikke de svindende dagstimer, men det faktum at hun højest sandsynligt ville blive dømt til de evige pinsler i hendes sinds indre mørke, hvis hun først blev opslugt helt. Hun måtte se at komme hjem og forberede sig på endnu et helvede af en nat, men at tage forfølgerne med hjem ville være at underskrive sin egen dødsdom.
Hun kunne næsten mærke forfølgernes kolde ånde imod sin nakke, hvilket fik de fine hår til at rejse sig hele vejen op ad hendes arme og hendes ben satte automatisk farten op.
Hendes skikkelse strøg igennem skoven næsten som et spøgelse grundet hendes knælange hvide kjole, eller den havde nok været hvid, hvis ikke det klistrede lysebrune stads -der klæbede sig til både kjolen, hendes hænder og fødder- fra hendes sidste fejlsatte fodtrin, havde fået hende til at ligne et offer for en mudderkrig. Hendes lange sorte hår lang i en løs fletning ned langs hendes ryg og det nyligt healede sår på hendes overarm havde dannet et fint lille lyserødt mærke.
Hun kunne mærke, hvordan det bløde græs under hendes fødder ændrede sig til en slags grus og hun måtte bide sig let i læben, da smerterne øjeblikkeligt indtraf og skar små fine flænger op under hendes tilmudrede fødder. Smerten afledte hendes opmærksomhed to sekunder fra forfølgerne, hvilket gjorde, at hun ikke var forberedt på den store vægt, der ramte hende på siden af hoved og kastede hende en halv meter til venstre, mens hun mistede følelsen i kroppen og faldt om som en sæk kartofler, allerede før hun ramte jorden.
Mørket var alt omsluttende og da hun langsomt genvandt følelsen i kroppen var det som om nogen havde marcheret en hel hær hen over hendes krop flere gange, hvilket fik hende til prøvende at rykke på sig, hvilket bare fik hendes håndled og hoved til at smerte endnu mere end de allerede gjorde. Hun blinkede et par gange bare for, at hendes øjne skulle blive mødt med endnu et altopslugende mørke. Hun holdte vejret, da en kraftig stemme fik tiltrukket hendes opmærksomhed "Hun var vores mål først!" stemmen var bestemt og det lød som om lyn og torden kunne springe ud af hans stemme hvert sekundt det skulle være, dog virkede den næste stemme ikke til at have noget imod det overhoved, da den svarede skarbt "Kan godt være, men vores overordnet vil faktisk kunne bruge målet... I live!" Stemmen var både lysere og blødere end den første, men der var ingen tvivel om, at hun ikke ville tabe til det først nævnte uden kamp om byttet først. Hendes øjne fik langsomt vendet sig til mørket og hun kunne skimte en slank skikkelse, der stod over for et stort brød af en mand. Den sidstnævnte åbnede munden endnu en gang og svarede "Tror du virkelig at vi vil lade en lille tøz tage vores bytte fra os? så vidt jeg husker var det mine mænd, der fangede hende" Kvinden viftede afværgende med hånden "Hvad med at give dem noget søvn, så tager vi den i morgen, når du ikke stinker af hulemand og øl?" der var ikke en gang noget spørgsmål i kvindens stemme, da hun vendte ryggen til manden og uden frygt gik med lette skridt hen til en lille gruppe, der højest sandsynligt var hendes underordnede, hvilket bare understrejede hendes overlegenhed, da det ikke bare havde været en opfordring, men en direkte ordre til det store brød, om at hun ikke ville høre et ord mere i den sag for nu...

Det store brød tog nogen lange faretruende indåndinger, men udover at spille et børnehave barn der pustet sig op, gjorde han intet for nu, den lille bøndestage havde nok lidt ret, søvn var en god ting, og måske skulle man få lidt alkohol ud af systemt inden man imorgen tidlig skulle snakke med det næsevise kvinde-menneske. manden banede og svolede i sit hoved, og mumlet noget i retningen af ´no problems.. my ass´han vendte sig om, og peget mod en større gruppe dæmoner, der havde hver deres alt for store jernrustning på, og de lignet nogen bøller der kunne vende en mindre landsby på den anden ende, men hvad var det.. Dé Minions tegn på deres skuldre plader? arh, så det var den slags bøller.. betalte. kvinden fra før kastede bare nogen mistroiske blikke hen på den store gruppe, og rystede på hoved, af manden med det lange sorte skæg, der stod ved hendes side, da han lagde sine lange spinkle finger på en kniv, og hun afbryd ham med sin stemme, der stadig var skarp som en et økseblad "Nej." manden nikkede anderkendende på hoved, og trak på skuldrene i et stort suk. men han sagde lidt lavmelt "Hvad med pigen for nu?" kvinden fik et selvsikert smil frem, og svaret roligt "Kæderne er magiske.. hun går ingen steder..
som kroppen hang der, med stramme faste stål kæder om håndledene, så stramt at små blod dråber faldt ned på jorden, og dråbe for dråbe. kæderne var spændt om et stort og tygt egetræ, det måtte være alt for mange år gammelt for at have fået sådan en tyggelse. hendes dejlige genkendlige øjne lå roligt på naturen omkring hende, med en bankende smerte i baghoved, og sikkert ikke det bedste humør. som hun hang der, isoleret fra omverden, i en skov, omgivet af fjender, og med morgendagen ikke langtvæk, kunne hun langsomt høre nogen trommer..krigstrommer, den slags store legioner af soldater havde en af hver. rytmen var fast og majestætisk, og den kom tættere og tættere som var helvedes porte åbnet, og var hæren af uddøde på vej op af jorden. lyden bliv højere og højere til... den stoppet. og en lavmeld hvilken, der gave en grufuldt ekko i hendes øre, sagde noget, det lød ikke til at være til hende, men en form for dommedags profeti, der bliv nu hvilket i hendes øre
"I send a pestilence and plague
Into your house, into your bed
Into your streams, into your streets
Into your drink, into your bread
Upon your cattle, on your sheep
Upon your oxen in your field
Into your dreams, into your sleep
Until you break, until you yield
I send the swarm, I send the horde
I send the thunder from the sky
I send the fire raining down

I send a hail of burning ice
On ev'ry field, on ev'ry town
I send the locusts on a wind
Such as the world has never seen
On ev'ry leaf, on ev'ry stalk
Until there's nothing left of green"
det så ikke ud til andre kunne høre det, og sekundet det stoppet.. stoppe hun med at kunne føle hendes krop, som en dukke, kunne hun se sin arm,rive sig fri med en snorm styrke fra træet, og kæderne knækkede som pasta. hun kunnne ikke længere sige, eller styre sin krop, den var sin egen herre, og med nogen øjne af sort natte skygge, så hun, hvordan en malstrøm af skygge, der kørte rundt og rundt, trak den mindre gruppe folk til sig, og som de bliv revet rundt, bliv deres knogler flået ud af deres kroppe, og flyv som spyd rundt, og ramte deres kamarater, og de faldt til jorden, men trak stadig vejret, og lå nu som jordbær grød på jorden uden knogler, og trak vejret, som en eller anden vanskabnig.
dette fik opmærksomheden af den store bølle gruppe, der trak deres økser, og løb som vilde heste mod hende, men hun stod uforstyret, som havde hun ingen bekymringer i verden, og hun ud gjorde et skrig, et skrig så højt at leje soldaterne faldt til deres knæ, og smed deres hjem, bare for at holde for deres øre, og man kunne se, hvordan deres hud farvet i hoved, langsomt bliv rød, og til sidste, som når man spænder en pose popcorn, kunne hun nu se hoved på toogtyve store brød, spang i luften, og hoveds mange indre væsker og andet, bliv spredt udover hele skov bunden. så edderkoppene og andet insekt dyr, kunne kunne få en drunkne død i det alt for meget blod, og væv.
hun ville falde til jorden, og på sine knæ, ville hendes krop tage nogen seriøse udåndinger, og hun kunne nu mærke sin krop igen, men ikke styre den. hun mærkede en kold og død følende hånd på hage, som tog hendes blik opaf, og som et film skift, mens hendes hoved lbiv drejet op, forsvandt den skovbund hun ellers havde kigget på, lyden af åbne flammer fra en varm pejs, og lugten af roser, ramte hende, som en mur, og når hun kigget op, så hun udover en stor åben bal sal, i noget der lignede et slot i victoriask still, og en stor menneske størrelse pejs i enden af den 25 meter store bal, og lige foran hende, stod en mand, med et støvet og gammelt sort jakkesæt. det lignet noget man havde fundet i en container, men hans hvide skjorte, og røde slips, var så rent, som noget udoverhoved kunne være. han havde nogen jakkesæts sko på, der var indsmort i mudder. hans hår var kort og sort, og var lavet til gammeldags slikhår. han havde et hvidt blindene smil, og hans tænder var i to lag, som en hej. han havde nogen gule farvet øjne, og nogen katte formet pupiller, der var sort. han tog mildt og blød hendes hånd, og og i det hans læber kyssede hende håndryg, kunne hun bevæge sig igen. han trka hende op på benen efter hun havde fået kysset kærligt sin hånd, og han sagde så med en ærbødig og gentlemands undertone "Selvom det er mig en en pine at tale jeres sprog, er det mig en ære, at byde dem velkommen, de kan kalde mig Kyrix"

\\Skrev det lidt hurtigt ^^

//Det samme her^^'

De små helt klare røde dråber kolliderede med den hårde jord under hende og smerten skar sig ind i hendes håndled, som om de langsomt ætsede det op. den søde duft af engleblod spredte sig i luften omkring dem og hun mærkede den kolde hånd om hjertet ved tanken om, at nogle af hendes tilfangetagere skulle være vampyrer, bloddæmoner eller det der var værre. Hun rev prøvende i sine arme, men de bevægede sig ikke en tomme og hun måtte tilkendegive, at hun var ude af stand til at gøre noget overhoved, hvor efter at hendes tilfangetageres stemmer optog hendes opmærksomhed og kvindens ord fik hende til prøvende at rive i kæden igen, men som forudset virkede det ikke, langt fra. I starten begyndte det langsomt at dunke i hendes hoved og hun bankede prøvende hoved imod træet, men hendes krop ville bare ikke reagere... og så kom stemmerne, nærmest som en messen af tusinde stemmer i hendes hoved. Hun kneb øjnene i endnu en gang og prøvede at banke hoved ind i træet igen, men heller ikke denne gang virkede det. Hun trak vejret i en hæs rallen og hendes hoved dunkede voldsommere ned før.
En knitren i unaturlig høj styrke lød og langsomt blev den ætsende og kløende fornemmelse fordrevet, men så meget som hun havde løst til at klø igen, så meget føltedes hendes krop som en stor tung sæk kartofler.
Hvad der derefter mødte hendes øjne var helt ubeskriveligt. Hun havde aldrig nogensinde set så meget vold med sine egne øjne. Som en lille englepige havde hun aldrig måtte kende til verdens grusomheder, men hun som hun stod -eller rettere sagt opserverede- der og opserverede flere ting som de fleste ville kunne smide hendes på anstalten for og stemple hende som sindssyg, hvilket nok bare ville være endnu en farce i deres spil.
Hun så hvordan en ukendt kraft splittede hendes angriberes kroppe ad en efter en og brugte deres knogler til at spide endnu flere. Hendes øjne var helt opspirrede mens hun overværede senariet og hun skreg indenvendig i forsøget på at få det hele til at stoppe, hvilket så bare overraskede hende, da der efter et stykke tid var en der skreg et endnu mere pint skrig end hun nogensinde havde kunne forstille sig. Der gik dog lidt tid, før det gik op for hende, at det faktisk var hende, der havde skreget. Hun blev bare ved med mentalt at skrige og tage sig til hoved, men hun kunne umuligt lukke af for det traumatiserende syn af alle mændendes hoveder, der bare -så nemt som at knibse med fingrene- sprang i luften og spredte deres blod, kød og knogler ud over det hele.
Hun mærkede, hvordan benene langsomt blævrede som gele under hende og hun faldt skrækslagen til sine knæ, mens tårene langsomt begyndte at trille mentalt ned ad hendes kinder, da det gik op for hende, at det var hende, der havde gjort det, hvilket udmattelsen bare bekraftende. Hun gispede efter vejret og prøvede forgæves at bevæge sin krop, som hun nu kunne føle igen, men lige meget hjalp det. Hendes krop lystrede hende ikke... overhoved.
Hendes hoved blev langsomt, men bestemt tvunget opad og det var som om scenen skiftede, lidt ligsom i en drøm. Duften af roser nåede hendes næse og den knitrende lyd af en pejs afløste skovens dunkle toner, hvilket både var en lettelse og en uberoligende følelse, der blev udløst. Hun løftede tøvende og langsomt blikket, der flakkede rundt på de nye omgivelser ind til hendes blik fangede en skikkelse, der havde taget plads foran hende. Hun havde aldrig nogensinde set manden før, men kunne ikke en gang løft en finger, da han rakte ud efter hende hånd og langsomt -men blidt- førte den til sine læber. Hun mærkede et kuldegys, da de kolde læber af hans mødte hendes naturligt varme håndryg. Hvordan i alverden skulle hun respondere på det?! Hun blinkede et par gange og på hans opfordring -nærmest som en killings længsel efter sin herres hånd og blide kærtegn- rejste hendes krop sig op på benene og først da kunne hun se hans udseende til fulde.
Hun havde aldrig set en mand som ham og hun måtte genert sænke blikket i frygt for, at han tog hende i at stirre. Uden rigtigt at vide hvorfor og hvordan hun vidste, at hun skulle gøre det, nejede hun nøfligt ved hans ord og et let tøvende og genert smil fandt vej til hendes læber ved hans velformulerede sprog, tros det faktum, at han åbent sagde, at han ikke brød sig om sproget. Hendes blik var stadigt nedslået, da hun med en stille stemme svarede "Det er mig en ære, at De nedværdiger dem til at formulere Dem på vores sprog, bare for min ynkelige eksistens skyld... De kan kalde mig Lysandra" Hun vidste ikke hvorfor, men noget sagde hende at han var af betydning og hendes velopdragende engleside så ham som en magtfuld mand, hvilket fik det til at falde hende naturligt at tiltale ham som mere værdig end hende selv.

Den forrige begivenhed var ude af hendes tanker som dug for solen... for nu....

Han trak hende langs de glatte og elegante victorianske danse gulv, og selvom de befandt sig i en tom stor sal, og man burde føle sig lille og alene, føltes det næsten som sad man i julemandens hyggestue, og man kunne føle sig som centrum af verden, og at alle andre bekymringer udenfor disse vægge, var tomme og ligegyldige, næsten som var de to helt alene i verden. han forsatte med at vandre baglæns over gulvet, og hvis hun var ved at falde, stoppe han, og stormede en arm om hendes liv, til hun havde genvundet sin balance, og sådan ville han gøre hver gang. når de var nået hele vejen over rummet, og stod nu små to meter fra pejsen, men han lod ikke et eneste blik være på de åbne dansende flammer af orange og rødt skær, han holdt bare blikket på hende, som en far på hans lille datter, mens hun lå at sov i hans arme. han svaret hende endelig igen, og brugte samme galante tone som før, men nu snakket han i en ukent tone, som hun nok ikke kendte, medmindre hun kunne tale drage sprog "Lysandra cometra nutra Kyrix" han ventede ikke og tilføjet "Thi Lysandras tungesprog skære i min egen hals som 100 nåle, for hvert ord der udformes af mine læber, ændre det ikke meningen ordne formulere"
han kastede nu et blik ind i flammerne, og vendte hende mod dem blidt og mildt, og forsatte "De ser det umulige, og høre det ukendte. Det skaber problemer, det æder dig op, din sjæl bliver fordærvet og drejet. De mister dagstimer, de mister tillid og kontrol. De føler dem alene, og ser ingen fremtid, med dem selv i den.” nogen lyde kunne høres fra det høje og dyre rigmands loft, lyde der kunne drive sjælen til vanvid, det var klør der rev, tænder der bid, og insekt ben som ødelagde alt i deres vej. Manden foran hende rettet ikke et blik op mod loftet, men lod to finger passere som et svagt knips, og lydene fra loftet der var så højt oppe, stoppede, og hans lod en kærlig hånd milde hendes søde runde kind, og sluttede så af ”Jeg kan tilbyde dig kontrol. Kontrollen over dig. Jeg kan søger for din onde side aldrig røre nogen igen… skal jeg forsætte?.. så overbevis mig om du vil det” han lænet sig væk fra hende, og begyndte at gå med ryggen til hende, og gik mod trappen igen, uden at tage hende med sig. Han gik hårdnakket, og havde en atitude, der sagde han ville overbevises.

\\Bliver nød til at skære emnet ned i linjer, hvis jeg skal nå det med mine andre emner. ^^ andre folk vil svare dagligt nu xD folk er gode til timing \\

//Det er okay^^//

Til hendes overraskelse gav han ikke slip på hendes hånd, men fortsatte baglæns med lette trin ned ad det lange gulv. Hun havde ingen problemer med at følge med og lod sig -uvidende om hans hensigter og stolende blindt på ham- føre hen over det blanktpolerede gulv til de nåede pejsen for enden. Hun holdte blikket på hans slips i rent generthed og en smule ærefrygt, da hun havde på fornemmelsen, at han ville kunne se direkte igennem hende, hvis han bare fik så meget som et glimt af dem. De ord der omsider forlod hans læber var uforståelige for hende og fik hendes blik til usikkert at flakke omkring i hallen i forsøget på at finde ud af, om det var en anden han talt til, men uden held. Hans næste ord var hende dog uforståede, hvorfor nedlade sig til et sådan sprog, bare for at snakke med en almindelig engel? Hun lod sig stille vende imod pejsen og mærkede, hvordan varmen fra flammerne slikkede sig kælent om hendes bleje hud med det gyldne skær, som en slange der snor sig hvislende om sin ejer, ventende på den næste ordre fra sin ejermands læber. Hans ord trak hende ud ad sine tanker igen og en kuldegysen krøb hele vejen fra hendes fingrespidser og op omkring hendes hjerte, så det sprang et slag eller to over. Bullseye. Da lydene begyndte var hun lige ved at sætte fingrene i ørene i et forsøg på at holde dem ude, da billederne langsomt begyndte at dukke op for hendes indre blik, men han kom hende i forkøbet og helt uden at skænke dem så meget som et blik fjernede han dem med et enkelt knips. Hun vidste ikke, hvad han var, hvor han kom fra eller hvordan han gjorde det, men han kontrolerede det hun var hundrede procent sikker på var en af de mange trancer hun blev kastet ind i, når hun var i kritisk tilstand. Hans næste ord forbløffede hende og tiltrak hendes interesse så meget, at hun -uforsigtig som hun var- kom til at hæve blikket og se ham i øjnene, for at finde ud af om han talte sandt, om sådan en kontrol overhoved eksisterede. Hun stod fordybet i sine tanker, overvejende om det overhoved var muligt og hvis det var, hvordan ville han så have hende til at overbevise ham om det? Hun lagde så mærke til, at han begyndte at bevæge sig væk, hvilket fik den holde hånd til at tage hende om hjertet endnu en gang og hun kunne se billederne for sit indre blik, hvori mørket langsomt slap ind igennem toppen af væggene og gled som sort tjære, langsomt men uundgåeligt ned ad dem, hvilket ville lukke hende inde ind til hun langsomt ville blive opslugt af det altædende mørke, hvor der ingen hjælp var at hente. Hun kunne se sig selv gå sin egen undergang i møde. Hun spirrede øjnene op og blikket flakkede panikkent rundt efter tegn på det indtrængende mørke, før det fangede hans skikkelse, der var nået et godt stykke væk. Hun halvt løb halvt gik efter ham, mens hun hævede stemmen og afsøgte rummet efter tegn på det uundgåelige mørke "Vent! Vil De ikke nok?" hendes stemme var bedende og hvis han ikke satte farten ned ville hun sætte den op til hun nåede op foran ham og med et bange og panisk blik i øjnene så op på ham, før hun fortsatte "Hvordan ville De have mig til at overbevise Dem?...J-jeg...J-jeg" Hendes stemme rystede nu og hun sank en klump, mens benene langsomt blev som gele under hende "F-forlad mig ikke..." hendes stemme var nu helt spinkel og benene knækkede sammen under hende, så hun kom til at ligne en modeløs kludedukke som hendes blik faldt til jorden og hendes stemme var næppe hørlig mere "...Hvis De går... Så kommer hun efter m-mig..." Hendes stemme knækkede over flere gange og tårene begyndte at trille ned ad hendes kinder, mens hun begyndte at ryste, da hun svagt tog fat i hans bukseben og uden at løfte blikket kom de sidste bedende ord over hendes læber "...bliv... bliv hos mig..." hendes stemme svigtede hende og hun begyndte rystende at hulke helt ukontroleret. Hun var sikker på at Lea ville komme og føre hende bort en gang for alle, hvis hun blev ladt alene tilbage en gang til...

Manden gik bare elegant og stilfuldt over gulvet, og stoppede ikke af hendes lyde og ord om at stoppe, og forsatte bare i samme tempo, men da hun var løbet op foran ham, stoppede han på stedet, og han kunne mærke en hånd tage fast i sit bukse ben, og høre en jammerende og ustyrlig hulken, og hans rolige øjne fik små røde streger, som gik fra pupillen, og ud til kanten af øjet, de var meget tynde, men rimelig mange. han drejet sig mod pigen, og prøvede at fange hendes blik, og lagde en hånd på hendes hage, og sagde så, med et djævelsk og sadistiske tonefald, lidt som ham den onde fra klokkeren fra notre dame. "Jeg kan være hendes bedste ven" han tavs, og øjnene bliv helt hvide, og den faretruende krops holdning, bliv varm og kærlig, og hans fik et smil som en far til sin datter når han så hende for første gang "Eller jeg kan være din. hvis du anderkender din plads, og husker hvem der bestemmer, lover jeg hun aldrig vil overtage igen, og jeg vil give dig glæde og varme. men hvis du tror for bare et sekund, at vi to er lige meget værd. vil du se den kedelige side af mig... kan du underkaste dig. kan du tiltale mig som bedre end dig? og sidste men ikke mindst, vil du gøre en ting for mig, tilgengæld for din lykke og tryged. ligegyldigt hvad det skulle være?"

Hendes hjerte løb afsted som en lille fugls, da hun mærkede hans hånd under sin hage, hvilket fik hende til at løfte hoved let, men dog uden at møde hans blik. Ændringen i hans tonefald overraskede hende negativt og hun havde det som om hendes indre frøs til is ved den første kontakt mellem hendes trommehinde og det helt usympatiske og dæmonske toneleje han formulerede sig i. Hun kunne nærmest se for dig, hvordan Lea spandt under hans ord og tonefald, som om det frydede hende og at hun nærmest glædede sig til, at han lokkede hende frem, så de kunne begynde deres rasseren. Bare tanken om den indre dæmon fik hende ufrivilligt til at gyse og trangen til bare at krybe sammen i det nærmeste hjørne -i forsøget på at fortøjle dæmonen- indtraf. Hun lagde ikke mærke til hans ændrede øjnfarve og heller ikke, da den ændrede sig tilbage, hvilket var grundet i, at hun stadig betragtede gulvet under dem, og at hun rystede som en forskræmt lille mus. Hans ord var igen venlige og hun havde svært ved at følge med og tro på, at han faktisk havde lydt uhyggelig to sekunder forinden. Hun blev bare siddende på gulvet og løftede stille de blanke øjne, så deres opmærksomhed var rettet imod hans ansigt, da hun svarede "Jeg... Jeg kan underkaste mig. Jeg kan tiltale mig selv som mindre værd end Dem..." Hendes stemme var en smule hæs og spinkel, men det gjorde ikke meningen i hendes ord mindre. Hendes stemme var ændret og nu en smule mere beslutsom, da hun fortsatte "Jeg vil gøre altting, sålænge De kan holde hende væk, sålænge hun ikke opsluger mig vil jeg gøre alt, hvad De beder mig om, hvis bare De kan holde hende væk" Hun kunne ikke komme på noget, som hun ikke allerede havde mistet. Hun havde ikke noget at kæmpe for mere, så hvis han redede hende fra mørket i hendes indre ville hun til en hver tid stå til hans tjeneste. Når man reder en dukende person, der ellers er blever dømt til døden, så ville personen gøre alt for, at man har det godt. Hvis han redede hende ville hun overgive sig helt til hans nåede...

Han smilede stadig varmt til hende, og man kunne sagtens mærke, den indre glæde der bredte sig i ham, af hendes ord om ydmyghed. han lod en hånd passere hendes kind, og sagde "Så vil jeg behandle dig som min egen." han holdt en pause, og sagde med hensyn til opgaven han havde for hende "Camille. en kvinde der bor hos Aleck. hun vil give en krystal om hendes håndled væk, i håbet om de vil skåne hende. dem hendes kæreste handler med, er løgnere og bedragere.. stop hende inden hun kaster sit liv bort. sørg for hun beholder sin krystal. så lover jeg, at hver sekund hun har den vil jeg våge over dig, og ingen små piger, eller indre dæmoner vil genere dig igen... ingen røre min lille pige. har vi en aftale, er du min lille pige? hvis du ikke kan stoppe hende, så få hende til at stjæle den tilbage. din fred, og din lykke, vil komme af at den sten forsætter med at være her i verden. og jeg lover, tryghed, og sindsro vil være de ord der kan beskrive dig når krystallen er her" han tog hånden til sig, og peget hvile løst mod et område, nogen få meter fra dem, og man kunne høre en rystende bevægelse, mens gulvet delte sig i to, og en dør, en stor dør af ege træ, kom op af gulvet, og den åbnede sig langsomt, og på den anden side, var det sted i skoven, hun havde været lige før. "Jeg passer på dig.. løb."

\\Vil du skrive et sidste indlæg? tænker vi stopper emnet her eller? \\

Hun slappede bare af og sendte ham et smil som en overglad lille pige på 6 år normalt ville præstere, hvis hun havde fået stukket verdens største is i hånden af sin far. Hun sad bare fortsat på gulvet og så op på ham, men stivende let, da han nævnte Aleck. Hvad i alverden foregik der? Hvilken rolle spillede Aleck i alt det her han lige havde indviget hende i? Camilie?... Camilie? Havde hun ikke hørt navnet et sted før? Hun begyndte at skrive sig hans ord bag øret. Aleck. Camille. Krystal. Beholde. Beskytte. Hun nikkede langsomt, mens det stille sev ind i hendes hukommelse, før et glad smil beklædte hendes læber, da hun svarede ham "Jeg skal nok prøve, jeg er Deres lille pige, jeg skal prøve, men hvordan? jeg ved ikke, hvordan Camille ser ud eller hvem hendes kæreste er. Jeg ved ingenting..." Hun lagde hoved lidt på skrå og kom til at minde om en herreløs lille hundehvalp, der ventede på ordre, hvilket jo enlig også var sandt nok. Hun sad bare og kunne mærke, hvor lettet hun blev, da tanken om at være fri for den nagende følelse af at have Lea på nakken hele tiden. Det hele virkede enlig bare som en utrolig drøm...

//Well, hun har lige et par spørgsmål, så næst sidste^^//