Only Darkness //Kasandra//

T: kl 20
V: koldt og diset
O: træer og mørke
P: billed

Katarina kig rundt i skoven får af lede efter mad, hun havde været ude af træne i helt vildt langtid hvilket gjord hende rigtig sulten.
Hun hørte en lyd oppe fra et træ "et ergn..." egrnet kom ned fra træet og katarina reageret hurtigt op kastede en kniv imod den.... Den ramte plet, lige mellem øjne.
Hun skærte den op og spiste kødet, det smagte ikke som normalt mad men hun det var det hun kunne finde lige nu og hun var rigtig sulten og gad ikke gå hen og tigge om mad hos resturanten igen. Hun blev færdig med af spise og kig så fra indvoldene. Hun kunne ikke rigtig se meget af skoven og havde lidt svært med af lade vær med af snuble og sine føder *pinligt...*

Kasandra var nu på besøg hos en gammel ven i Ashen tree forest. Det var ik ofte hun gik der, da hun jo hørte til hos forest of mother nature, men en skov er vel en skov og hun kunne ik vende sine venner ryggen, bare fordi de havde forelsket sig i nogle sortelvere.
Hun tog en hånd op til håret og satte det op i hestehale og travede så rundt i skoven. Selvom hun sjældent var der, så snakkede træerne med hende og hun havde ingen problemer med at finde vej. Hun havde sin bue spændt fast til ryggen, så den var klar, hvis hun havde brug for den. Vinden legede med enderne i hendes hår, og kappen flagrede og gav en svag -swap swap- lyd. Hendes bukser skærmede hende godt mod vinden så hun ik frøs og blusen sad tæt til hendes krop. Farverne var begge grønne.
Hun fortsatte fremad og lyttede til naturen og endte med at høre fodtrin i skoven og de nærmede sig.

Katarina frøs da hun kun havde sine bukser hvor vinden kig lige igennem og sin bluse der gik til navlen, hun fik mange kuldegysninger over hele kroppen.
Hun rystede hovedet så hendes ildrøde hår kunne flavre i vinden.
Hun gik med tunge skridt længere ind i den dybe og mørke skov, hun kunne høre grenene knække under hendes sko.
Hun blev omringet mere og mere af mørke jo længere hun kig ind i skoven.
Katarina kunne ikke høre fuglende synge eller ergerne løbe op i træerne der var kun stil hed, men pludselig kunne hun høre heste hove mod den hårde jord, de kom imod hende. Hun stoppede op og så en pige på en hest kom travende.
Katarins havde aldrig i hele sit liv set sådan en flot hest, den var helt sort og havde et glimt i øjet som katarina var helt vild med, hun kunne kigge på den i timevis, vis hun kunne komme til det.

Kasandra holdte Meric i et stille tempo, da de havde redet det meste af dagen. De havde begge brug for et hvil, men byen var for tæt på til at slå lejr, men for langt væk til at ride det sidste i galop.
Hun klappede ham svagt på halsen, mens hun sendte beroligene tanker til ham. Hun red selvfølgelig uden saddel, men han havde et bidsel, så hun ik sad og trak ham i manen. Hun kunne mærke hvor træt han var, da han ik bevægede sig med den ynde og styrke han normalt gik med, så hun sprang af ham for at give ham et lille hvil og gik så med ham ved tøjlen. Hun kiggede op og så en pige længere fremme og hun lagde hovedet lidt på skrå.
*Kan du se hende pigen længere fremme?* Kasandra fortsatte med at se frem, men var stoppet op. Pigen var ik en elver, det kunne hun se med det samme, men hvad hun var, kunne hun heller ik se. Så hørte hun Meric svare hendes spørgsmål *Jeg kan se hende, men hvad din mening med spørgsmålet kan jeg ik se.* Kasandra sukkede lidt. *Hvorfor skal han altid tale på den måde?* tænkte hun lidt for sig selv. Hun klappede Meric på halsen mens hun kiggede på pigen. Det var tydeligt at hun var interesseret i Meric. Men oka, hvem er IK interesseret i Meric. Det er jo ik hverdag man så en sølvmare, da de var en af de sjældneste racer og nærmest umuligt at få deres tillid.

Katarina så pigen stoppe og tog blikket væk fra den smukke hest og over til den fremmede pige.... Katarina kunne se der var noget anderledes over denne pige men hun vidste bare ikke hvad. *hvad er hun*
Katarina stod bare der som en omvandrende statue og rørte sig over hovedet ikke, men hvorfor vidste hun faktisk ikke rigtig selv.
*hvad skal jeg sige, hvad skal jeg gøre?* hun havde aldrig følt denne følelse før, der gik lidt til et ord kom over hendes røde læber "h.. Hej" *fedt var det, det eneste jeg kunne sige* hun skammede sig *jeg plejer altid af kunne sige mere* men der var noget der standsede hende, det føltes som en klump i halsen som ikke
Kunne synkes.

Kasandra stod og kiggede på pigen. Pigen virkede nervøs, hvilket ik var særlig underligt, når man tænkte på hvor hun var henne og hvilket tidspunkt på dagen det var.
Kasandra løftede en hånd og vinkede til pigen, for at vise at hun havde hørt hende. Hun greb tøjlen og gik lidt tættere på hende, med Meric gående ved siden af sig. Da hun kom tættere på, så hun pigens påklædning og synes den så lidt mærkelig ud.
Kasandra var rimelig sikker på at det var et menneske, da hun ik havde nogle af detaljerne andre racer havde.
Hun sendte pigen et smil da hun ik ville skræmme pigen væk, det var også derfor hun ik sagde noget. Hun ville ik gøre hende bange.

Katarina kiggede hen op pigen som var på vej hen mod hende *øhh... Hvad laver hun?*
Hun havet et glimt af usikkerhed, hun trak sig lidt tilbage *hvad er hun*
Pigen kom nærmere og hun blev mere og mere tydelig.
Katarina kiggede op på hendes ansigt *hun er en elver* hun kig frem mod hende *elvere er da ikke så farlige... Er de?* hun stoppede 10 meter fra hende.
"hvem er du" sagde hun med en lidt høs og mistroisk stemme

Da pigen nærmede sig, begyndte Meric at være rastløs. For ham virkede hun som en trussel, sådan som hun kom gående frem mod dem. Han stampede i jorden og vrinskede.
Kasandra lagde en hånd på hans mule og en på halsen, for at berolige ham. *Hun har ik vist tegn på at angribe. Tag det roligt.* Sagde hun til ham. Hun vendte fronten mod pigen igen, mens hun lod sin venstre hånd blive på Merics højre side. Da pigen stoppede, ik ret langt fra Kasandra og Meric, hørte Kasandra hende tale.
*Jeg er Kasandra. Jeg er i skoven for at besøge nogle af mine venner. Hvem er du?* hun sendte sine tanker til pigen og vidste at hun ville høre hendes ord, klart og tydeligt.

Kate blev lidt urolig da hesten vrinskede men stod bare helt stille.
Kate lavede et lille hop da hun hørte noget inde i hendes... Hoved? Hun kigger forvirret på pigen "Hej Kasandre jeg hedder Kate. Hvad er det for nogle venner du skal besøge." hun vidste godt det var et ret mærkeligt spøgrsmål. Hun undrede sig stadig over hvordan pigen kunne tale til hende gennem hendes tanker. *kan hun læse tanker? Har hun læst alle mine andre tanker?* hun blev lidt urolig *en pige der kan læse tanker kan vel også manipulere med dem?*
"kan du læse tanker?" sagde hun mistænksomt.

Kasandra kunne se hendes ansigt ændre sig, først forskrækkelse, så forvirring og til sidst mistænksomhed. Det morede hende lidt at se hvordan hun reagerede på hendes... evne. Hun lagde hovedet lidt på skrå af det mærkelige spørgsmål. *Hvorfor spørger hun om det?* Tænkte hun for sig selv lidt forundret. Hun løftede det ene øjenbryn og spurgte hende *Hvorfor vil du gerne vide det?*
Hun rystede dog på hovedet og en lille latter-agtig lyd kom fra hendes hals. Hun synes det virkede lidt komisk at Kate havde kommet til den konklusion at hun også var tanke læser. Men så igen. Nu snakkede hun jo også med sindet, så det ville ik være helt umuligt.
*Dig kan jeg godt lide,* sagde hun med et skævt smil til Kate. Hun trådte lidt frem med Meric i tøjlen, mens hendes ansigt fik et mere alvorligt udtryk.
*Jeg kan ikke læse tanker. Jeg kan kun sende tanker, da det er en evne jeg er født med.*

Kate så på pigen "Bare fordi" hun lagde hovedet på skrå, pigen var inde i hendes hoved det gav hende en voldsom hovedpine men hun holdte det for sig selv.
"hvad mener du med af du godt kan lide mig?" hun kiggede undrende på hende med et løftet øjebryn. "Øhh... Okay tror jeg nok" hun fik et mærkeligt blik i øjnene.

Kasandra sendte Kate et smil og gned ubevidst Meric på halsen. Det var tydeligt at pigen fandt Kasandras kommunikations metode ubehagelig, men Kate måtte bare leve med det, for Kasandra havde ik andre muligheder for at snakke med hende. Hun så undrenden i hendes øjne og Kasandra løftede hovedet lidt.
*Folk reagerer på forskellige måder, når de finder ud af min evne, men det er altid de mest interessante, hårdføre og selvsikre der kommer til den konklusion at jeg også kan læse tanker.* sagde hun med et skævt smil, *Men hvad laver en ung pige som dig i denne grumme skov? Der findes mange farlige væsner herinde ved du nok.*

Kate's hovedpine blev være og være..
"Okay så du an både sende og læse tanker" hun lagde hovedt på skrå.
"Jeg bor her ude, og ja det er jeg godt klar over, men jeg kan godt tage vare på mig selv" hun smilte, men det var ikke venligt, det var mere koldt.
Kate kunne mærke hendes hovedpine íkke ville gå væk, hun ville rigtig gerne ligge ned, men hun gjord det ikke.
"Kan du ikke tale normalt stedet for at sende tanker mit hoved" Det var måske lidt ynkeligt, men vis hun skulle kunne koncentrer sig, skulle hun ikke have hovedpine nu.

Kasandra rystede på hovedet af pigen. Det var tydeligt at hun kun så dette som tom snak, da hun lavede en konklusion som Kasandra tidligere sagde nej til. Hun havde oplevet det før og det virkede som en meget normal ting for menneskerne. Hun så igen op på Kate.
*Jeg har allerede sagt at jeg kun kan sende tanker. At læse tanker er ik noget jeg går op i, og især ik menneskernes ellerde andre intelligente racer, da det bliver for svært og kompliceret.* Hun gik roligt ud til en ene side af vejen og slap så remmen til bidslet, så Meric kunne gå hvorhen han ville, mens hun lyttede til det den anden pige sagde. Hun så ham gå hen til en græs lysning og stillede sig på rov, efter de dyr den vidste ville komme til lysningen.
Kasandra lod sin opmærksom vænne tilbage til Kate og sagde så til hende, *Nej, jeg kan ik snakke normalt, da jeg har været igennem en cermoni hvor h´jeg mistede stemmen, og du har allerede bevist at du ik kan tegnesprog, så derfor er dette den eneste vej for kommunikation mellem os.* Kasandra lagde hovedet lidt på skrå mens hun så på pige. Der var noget over hendes ansigt og Kasandra kunne ik helt se hvad det var, så hun spurgte *Er der noget i vejen?*