I didn't mean to do this - Aaron & Nikolay -

Aaron havde lige været hos Alessio, bare for et kort visit, for at se om alt var okay. Han havde savnet at være sammen med Alessio, sin bror. Efter at Aaron faldt, havde han minsket sin kontakt til ham, fordi han var så flov over at havde mistet sine vinger, han var flov over ikke at være engel, som sin bror. Aaron var storebroren, med få minutters mellemrum selvfølgelig, men stadigvæk, det var meningen at Aaron skulle passe på Alessio, ikke omvendt. Aaron skulle være en engel, han skulle være stærk, lys. Men Alessio blev nød til at indtage den plads, eftersom Aaron ikke kunne efter at havde faldet.
Men nu følte Aaron at han sagtens kunne begynde at se Alessio i øjne igen, han kunne begynde at tale med ham igen, uden at han følte sig akavet eller mindre værdig.
Det var al sammen takket være Nik, Aaron havde det så meget bedre når han var sammen med Nik, han fik det bedre med sig selv.

Aaron blev taget ud af sin drømme verden, sine tanker, da et skrig skar igennem skoven. Det var ikke langt væk fra ham, fra hvor han var. Han ville dog ikke bruge sin evne, til at se hvad der forgik, for han vidste hvad der ville ske, hvis han nu gjorde.
Han valgte dog bare at følge den vej skriget kom fra, hvor dumt det nu end måtte være, han vidste ikke hvad der ville være der. Sikkert en eller anden der var igang med at dræbe en anden.
Han fik kuldegysninger ved tanken om det.
Han stoppede op med det samme han hørte en stemme. En stemme der kom fra en pige, en meget und pige? Men det var ikke hende skriget kom fra, det var en mand? Var det hende som var igang med at dræbe manden?
Hun kunne høre hans blod? Han gik lidt tættere på denne pige, selvom han ikke kunne se hende eller hvad der forgik rundt om ham. Hvem det var der havde skreget, hvordan pigen så ud, om hun havde blod på sig, rundt om sin mund?
Aaron sank tungt, da pigen tiggede ham om ikke at gøre hende fortræd, at hun var sulten og egentlig ikke havde haft lyst til at gøre manden fortræd.
Hun måtte være dæmon, han havde ikke hørt om mange børn, som havde overlevet at blive vampyr.
Han tog en dyb indånding. Hvad pokker skulle han gøre? Skulle han tage hende tilbage til Nik måske, han ville vide hvad de skulle gøre med hende, han ville måske kunne hjælpe hende.
It's alright, I'm not gonna hurt you. I have someone who can be able to help you, if it is? spurgte han varsomt. Han vidste ikke om hun talte sandt, om hun virkelig var hvad hun gav udtryk for. Så han var stadig lidt forsigtig omkring hende. What's your name, where is your parents? spurgte han. Hvis hendes mor eller far var i nærheden, ville det nok være bedst hvis han nu bare forsvandt, men det lød ikke som at hun havde nogen i nærheden. Det virkede som om at hun faktisk var alene, hvilket var meget mærkeligt for Aaron.

Evie stolede ikke på nogle. Hun var sulten og havde brug for mad. Mad og måske omsorg, men hun havde ikke haft omsorg i nogle år og i sidste ende var hun vel ikke særlig god til at sætte ord på sine følelser. En ting vidste hun, at hun ikke ønskede at dø. Og hvis man ikke ønskede at dø, måtte man gøre det nødvendige for at overleve. At dræbe manden var ikke noget hun nød. Faktisk kunne hun næsten mærke da livet løb ud for ham, og det havde nok noget at gøre med at hun kunne tale med de døde. Personen vidste hun ikke hvad var, men hun var opmærksom - også selvom han ikke virkede farlig. Alle instinkter hun havde lært fortalte hende at hun skulle være opmærksom. Dog som han sagde, at han ikke var ude på at skade hende men finde en der kunnehjælpe hende, valgte hun at løsne sig bare en anelse op. Var det okay at han kendte en der kunne hjælpe hjælpe? Evie sank en klump og kunne mærke sit hjerte springe en takt over. Skulle hun tage imod det. Hjælpen var måske lige rundt om hjørnet, kunne hun få styr på denne her tørst. Navn. Hvad var hendes navn, Abby den gamle dame der havde taget hende ind - havde kaldt hende Evorie, Evie for en forkortet udgave af det - men hun havde aldrig brugt andet end Evie.
"My name is Evie," fortalte hun først. Hvordan fortalte man nogle, at man ikke havde nogle? Hvordan fortalte man den sandhed at ingen ønskede at have hende? Det gjorde ondt et sted i hende, ikke at hun vidste hvordan ordene skulle sættes på det. Men det betød ikke at følelsen ikke var der. "I have no parents.. I don't have anyone really, no one wants me," tilføjede hun lidt efter og sank en klump. Hun levede i en tidelig alder af blod, og måske var det fordi, at hun ikke havde kunne få noget normalt føde - så var dæmoninstinktet slået til i frygt for at sulte.
"Can you help me?" Spurgte hun og sank en klump. Han virkede ikke ydeligere opmærksom på at se hende an, måske kunne han slet ikke se? Det var dog ikke noget hun tænkte alt for meget over. Mennesket bagved hende var død og det var ikke den første der var død på grund af hende. Nok heller ikke den sidste. " I killed him... I'm a monster," mumlede hun langtfra tilfreds med sin egen handling, men i sidste ende havde det været nødvendigt.

Evie, hendes navn var Evie. Et smil fandt sin vej til hans læber. Det var altid noget at hun var villig til at tale med ham om ikke ville angribe ham. Han var dog stadig en smule varsom, man vidste aldrig med børn, slet ikke med dæmon børn. Han havde hørt de skulle være meget svære at have med at gøre, fordi de var så voldelig og blodtørstige, kun dæmoner kunne virkelig holde styr på dem, fordi de vidste hvad der skulle til, for at holde dem aktive, men Aaron kendte intet til det, så han var ekstra varsom.
Hello Evie, my name is Aaron  sagde han blidt og præsenterede derved sig selv til hende.
Det gjorde ondt at høre at hun ikke havde nogen familie, at der ikke var nogen som ville have hende. Alle havde fortjent en familie, alle havde fortjent at blive holdt af, også selvom de var dæmoner, også selvom at de havde slået folk ihjel.
I'm sorry to hear that Evie, but I promise I can help you sagde han. At han allerede tilbød at hjælpe hende, på en hver måde som han kunne, overraskede ham lidt, og så alligevel ikke. Aaron var altid meget blød på disse punkter, som ikke at blive holdt af og at det var et barn gjorde det ikke ligefrem nemmere. Han havde ikke engang givet sig selv tid til at tænke på hvad Nik ville sige til det, det havde han ikke tid til.
Han nikkede til hende. I will help you in anyway I can, I have a... friend at home, who are just like you, he can help you sagde han. Han vidste ikke hvordan han skulle sige at Nik var hans kæreste, så han sagde bare ven til at starte med, så måtte han vente med at forklare hende deres situation, på et andet tidspunkt.
Han vidste ikke rigtig hvad han skulle svare hende, da hun kaldte sig selv et monster. Aaron havde på en måde ondt af hende, hun havde ingen familie til at vise hende et normalt liv, at vise at hun var hel normal og det hun gjorde lå til hendes race og at hun intet monster var, der var Aaron nok ikke den rigtige, når det kom til at opdrage dæmoner.
Han sank og rystede på hovedet. You are not a monster Evie, it's alright, you did it to survive, you had to eat, that's how the world is.. prøvede han at forklare hende.

Et blidt smil kom frem på Aarons læber, pigen var veldig sød, hun lød til bare at være en hel uskyldig pige, som søgte noget hjælp, eller rettere havde brug for hjælp. En bloddæmon som var fuldstændig alene og havde brug for en ledende hånd. Nikolay var den rigtige som kunne give hende det.
Han måtte håbe at Nik var villig til at tage i mod Evie, men hvis han kendte Nik ret, så ville han ikke vende en, som havde brug for hjælp, ryggen. Det kendte han alt for meget til, eftersom Nik havde reddet Aaron så mange gange før, før de blev et par.
Yes, I will take you to him, I'm sure he will be glad to help you, he helps all kinds of people sagde han forsikrende.
Han skulle så bare lige finde hjem igen, men han var næsten sikker på at han kunne vejen hjem fra hvor de var, det var trods alt lige fra Alessios hus, han havde gået den rute så mange gange før.
Han var glad for at høre fra pigen selv, at hun ikke havde lyst til at skade flere folk, det var nemmere at hjælpe nogen, hvis de selv ønskede at blive hjulpet. Det lød ikke til at pigen ville være dette monster som hun sagde hun var. Aaron forstod hende og fik bare lyst til at hjælpe hende endnu mere.
He can help you, I promise you sagde han blidt.
Han blev lidt overrasket, da han pludselig kunne føle en lille kold hånd, der greb fat om hans. Han gættede på at det var pigen, det var dog ikke lige noget han var så van til, at have sådan en lille hånd i sin. Han havde ikke meget med børn at gøre, han kom ikke mange børn ved overhovedet, men alligevel var der noget der sagde til ham, at han skulle være mere blid nu, kald det instinkt.
Han rystede på hovedet, da hun spurgte om det var langt væk.
No, it's not that far away sagde han og begyndte at gå i den retning han kunne føle sig frem til, var den rigtige vej.