ForumforsideLog ind
Periode | Renæssancen
Årstal | 1168
Årstid | Efterår
Måned | Oktober
Seneste emner
Statistik
Der er i alt 192 tilmeldte brugereDen sidst registrerede bruger er Victoria
Vores brugere har i alt skrevet 164973 indlæg i 8752 emner
This is who I am - Aaron
Side 1 af 1
This is who I am - Aaron
af Gæst Lør 15 Jul 2017 - 16:12
Hun havde lovet Wade at være hjemme snart. Bare en hurtig tur ud og snuse lidt sammen med Gona. Det var hvad hun trængte til. Dog gik der ikke længe før hende gode sanser opfangede noget ikke så langt væk - og alligevel langt nok væk. Blod. Duften af blod var ikke noget nyt for Tatia og hun kunne hurtigt opfange racen udfra blodet - engel. En indånding mere og færten af personen kom til hende. Tatia spærrede sine øjne og op den røde farve fra ulven blottede sig i de grønne øjne. Det tog hende ikke engang tid til at tænke før hun var igang med at løbe imod færten. Gona løb efter den lille ulveunge fulgte nærmest Tatia over alt. Tatia var ikke i tvivl i et enkelt sekund at det var Aarons blod hun havde færten af, og des tættere hun kom på - des mere blev det klart for hende. Tatia kendte de hurtigste veje i skoven og kunne med lethed og ynde finde vejen hurtigt frem. Hun stoppede op med passende afstand fra det, da hun opfangede mere end en person i omgivelserne. Naturligvis skulle hun passe på, og Wade fortalte hende det ofte - men nu havde hun været udenfor fare i et godt stykke tid og både hende samt barnet havde det fint. Tatias røde øjne var tydeligt fremme og det var hendes ulveinstinkter som trak på hende lige nu.
"Shouldn't a fallen angel be a badass? You know, not being helpless?" Spurgte en af jægerne. Tydeligvis var de ikke ude efter en engel, men en shapeshifters - en falden engel var vel nok bare det de havde kunne få fingre i.
"So I heard James, but look at this one. Should we not just put him out of his misery?" Spurgte den anden ganske kæk. De andre lo med ham og trådte tættere imod den sårede faldne. Tatia trådte nærmere, og trak den ene af sine daggerts frem. Det tog hende få sekunder før instinktet ramte og daggerten var sendt igennem luften. Ramte perfekt den ene af jægerne som var tættest på Aaron lige i halsen. Jægeren faldt om på stedet, gjorde de andre opmærksom på - at de nu var dem der var jaget.
"Wanna kick someone while they already are on the ground? Classy to the end, huh?" Spurgte hun så med sin genkendelige hæshed, der blot gjorde hende stemme det stærkere. "Shame it is your end," pointerede hun og trådte tættere på. Øjnene blev grønne igen men den knurren der kom fra hende gav ekko mellem de mørke træer.
"Look at that, it's the she-wolf, we have heard so much about you dear," sagde den ene og nød tydeligvis hendes interesse i den faldne engel. Som han løftede det ene ben og ville sparke Aaron, kastede hun den sidste af sine daggerts imod foden og ramte igen sit mål. Jægeren lavede en lyd i smerte, før han så tog daggerten ud og hoppede lidt tilbage.
"Yeah, want the She-wolf - come and get her," pointerede hun stærkt og så bestemt på den ene jæger. De andre så opmærksomt på deres leder og ventede på ordre. Tatia havde måske ikke flere våben, men forsvarsløs var hun ikke.
"Shouldn't a fallen angel be a badass? You know, not being helpless?" Spurgte en af jægerne. Tydeligvis var de ikke ude efter en engel, men en shapeshifters - en falden engel var vel nok bare det de havde kunne få fingre i.
"So I heard James, but look at this one. Should we not just put him out of his misery?" Spurgte den anden ganske kæk. De andre lo med ham og trådte tættere imod den sårede faldne. Tatia trådte nærmere, og trak den ene af sine daggerts frem. Det tog hende få sekunder før instinktet ramte og daggerten var sendt igennem luften. Ramte perfekt den ene af jægerne som var tættest på Aaron lige i halsen. Jægeren faldt om på stedet, gjorde de andre opmærksom på - at de nu var dem der var jaget.
"Wanna kick someone while they already are on the ground? Classy to the end, huh?" Spurgte hun så med sin genkendelige hæshed, der blot gjorde hende stemme det stærkere. "Shame it is your end," pointerede hun og trådte tættere på. Øjnene blev grønne igen men den knurren der kom fra hende gav ekko mellem de mørke træer.
"Look at that, it's the she-wolf, we have heard so much about you dear," sagde den ene og nød tydeligvis hendes interesse i den faldne engel. Som han løftede det ene ben og ville sparke Aaron, kastede hun den sidste af sine daggerts imod foden og ramte igen sit mål. Jægeren lavede en lyd i smerte, før han så tog daggerten ud og hoppede lidt tilbage.
"Yeah, want the She-wolf - come and get her," pointerede hun stærkt og så bestemt på den ene jæger. De andre så opmærksomt på deres leder og ventede på ordre. Tatia havde måske ikke flere våben, men forsvarsløs var hun ikke.
//[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] <3
Gæst- Gæst
Sv: This is who I am - Aaron
af Gæst Søn 16 Jul 2017 - 18:10
Aaron vågnede op lige pludseligt. Han vidste ikke hvad der var sket, eller hvor han var. Det sidste han huskede var Selenes skrig, hvor han ville bruge sin evne, men så fik han bare et blackout. Det hele blev sort og han kunne ikke huske hvad der skete efter.
Men nu var han vågen og han var ikke det samme sted som før, han var omringet af andre stemmer, og Selene var der ikke? Hvor var hun henne, havde de taget hende, eller var hun sluppet væk måske? Han håbede for alt i verden, at hun var i sikkerhed.
Selvom han måtte sige, at hun tog afsted uden ham, gjorde ondt. Hvordan kunne hun få sig selv til det, de var jo søskende? Hvad skete der, siden hun ikke kunne tage ham med hende.
Aaron åbnede sine øjne, men selvfølgelig kunne han ikke se, og han ville ikke bruge sin evne igen, han kunne risikere at få et blackout igen, og det havde han ikke råd til, når der stod andre rundt om ham, som ikke ligefrem lød til at ville hjælpe ham med at komme hjem.
De ville slå ham ihjel. Han spærrede øjne op og begyndte at bevæge på sig, han prøvede at vende sig om, prøvede at komme op og stå, men hans krop var svag lige nu, efter at havde været slået ud i noget tid. Kroppen ville ikke helt som han ville, den gjorde ondt og svær at bevæge.
Aaron fik et chok, da noget tungt faldt ikke langt fra ham, som han formodede var en af jægerene. Et smil gled over hans læber, da han pludselig kunne høre Tatias stemme. Hvad var chancen lige for at hans søster havde fundet ham, når han ikke engang selv vidste hvor han var henne.
Han kunne da ikke være det samme sted, kunne han? Han måtte være et sted i skoven selvfølgelig, men jægererne måtte have taget ham væk fra hvor Selene og ham havde været.
Tatia... hans stemme var tør og anstrengt. Endnu engang prøvede han at komme på benene, men hvad ville det hjælpe, han ville alligevel ikke kunne se noget, han ville ikke kunne hjælpe sin søster på nogen måde, hun var alene omkring hvad der skete med hende og jægerne, for han kunne ikke bruge sin evne, han var bange for hvad der ville ske.
Lederens ansigt var fortrængt i smerte, som blod strømmede lige så stille ud fra hans sko, som kom fra hvor han havde trukket daggerten ud.
En vrissen kom fra ham, som Tatia hånede ham og hans gruppe.
Do everything to kill her kom det fra lederen gennem sammenbidte tænder.
De andre gjorde hvad deres leder sagde og en af jægerne sendte en kniv gennem luften mod Tatias skuldre, mens to andre løb hen mod hende, mens de trak deres sværd og svang dem mod hende, den ene ved hendes hals, den anden lige ved hendes mave, i håb om at der var noget der ville ramme.
Den ene af jægerne fejede et af hendes ben væk under hende, så hun ville ende på jorden, med en jæger på sig, som havde en daggert mod hendes strube og et sindsygt smil på læben.
Any last words she-wolf kom det var jægeren.
Men nu var han vågen og han var ikke det samme sted som før, han var omringet af andre stemmer, og Selene var der ikke? Hvor var hun henne, havde de taget hende, eller var hun sluppet væk måske? Han håbede for alt i verden, at hun var i sikkerhed.
Selvom han måtte sige, at hun tog afsted uden ham, gjorde ondt. Hvordan kunne hun få sig selv til det, de var jo søskende? Hvad skete der, siden hun ikke kunne tage ham med hende.
Aaron åbnede sine øjne, men selvfølgelig kunne han ikke se, og han ville ikke bruge sin evne igen, han kunne risikere at få et blackout igen, og det havde han ikke råd til, når der stod andre rundt om ham, som ikke ligefrem lød til at ville hjælpe ham med at komme hjem.
De ville slå ham ihjel. Han spærrede øjne op og begyndte at bevæge på sig, han prøvede at vende sig om, prøvede at komme op og stå, men hans krop var svag lige nu, efter at havde været slået ud i noget tid. Kroppen ville ikke helt som han ville, den gjorde ondt og svær at bevæge.
Aaron fik et chok, da noget tungt faldt ikke langt fra ham, som han formodede var en af jægerene. Et smil gled over hans læber, da han pludselig kunne høre Tatias stemme. Hvad var chancen lige for at hans søster havde fundet ham, når han ikke engang selv vidste hvor han var henne.
Han kunne da ikke være det samme sted, kunne han? Han måtte være et sted i skoven selvfølgelig, men jægererne måtte have taget ham væk fra hvor Selene og ham havde været.
Tatia... hans stemme var tør og anstrengt. Endnu engang prøvede han at komme på benene, men hvad ville det hjælpe, han ville alligevel ikke kunne se noget, han ville ikke kunne hjælpe sin søster på nogen måde, hun var alene omkring hvad der skete med hende og jægerne, for han kunne ikke bruge sin evne, han var bange for hvad der ville ske.
Lederens ansigt var fortrængt i smerte, som blod strømmede lige så stille ud fra hans sko, som kom fra hvor han havde trukket daggerten ud.
En vrissen kom fra ham, som Tatia hånede ham og hans gruppe.
Do everything to kill her kom det fra lederen gennem sammenbidte tænder.
De andre gjorde hvad deres leder sagde og en af jægerne sendte en kniv gennem luften mod Tatias skuldre, mens to andre løb hen mod hende, mens de trak deres sværd og svang dem mod hende, den ene ved hendes hals, den anden lige ved hendes mave, i håb om at der var noget der ville ramme.
Den ene af jægerne fejede et af hendes ben væk under hende, så hun ville ende på jorden, med en jæger på sig, som havde en daggert mod hendes strube og et sindsygt smil på læben.
Any last words she-wolf kom det var jægeren.
Gæst- Gæst
Sv: This is who I am - Aaron
af Gæst Søn 16 Jul 2017 - 18:38
Tatia fortrød allerede at hun ingen våben havde med. Hvorfor havde hun også ladet sit sværd blive hjemme? Daggerten fik hun retur i skulderen, men hun gjorde intet. Hun skar ikke engang en grimasse, smerte var efterhånden ved at blive en ting hun var van til. Alt for van til. Et fnøs forlod hendes læber som lederen ville have hende død, han var langtfra den første til at prøve. Efter alt hun havde været igennem, ville det næppe være noget nyt for hende, og hun virkede langtfra bange - hvilket sikkert også provokerede lederen. Måske skulle Tatia reagere på faren på en fornuftig måde, men hvad var en fornuftig måde - hun var en kriger ikke en som gav op når livet blev hårdt. Livet var en kamp og dette var endnu en som skulle overvindes.
"Come at me boys," svarede hun blot og trak kniven ud af sin skulder som de sidste to jægere kom imod hende. De havde sværd, men det burde ikke være problemet, og hun var ekstremt god til at undvige - det var mere lederen hun ønskede at være opmærksom på - specielt som han var så tæt på Aaron. Det resulterede også at hun måtte stoppe sit næste træk før hun havde et svær mod halsen og et mod hendes mave. Halsen var hun overraskende ikke bange for - det var maven hun reagerede på. Den knurren der forlod hendes læber blev mere voldsom og de røde øjne glødede advarende - de skulle ikke komme for godt igang. Før hun nåede mere var hun havnet på ryggen med en jæger over sig og en daggert for struben. En latter forlod hendes læber ganske blidt før hun greb fat omkring om daggerten, og skar huden op på sin hånd.
"Screw you," svarede hun blot og fik med den anden hånd et greb om jægerens hånd. Her brændte hun mandens hånd voldsomt så han nærmest fløj op. Tatia sprang på benene og svang daggerten afsted så den ramte den anden jæger lige i brystet.
"You serious think you can kill me? Then you gotta at least try," svarede hun en anelse flabet og så skuffet på jægeren også lederen. "One more step closer to him, and you will wish you had stayed home tonight," truede Tatia - og mærkede hvordan såret i hånden allerede var healet.
Lederen sank en klump og det samme gjorde den sidste jæger.
"Kill her for the love of god," brummede lederen til jægeren, og jægeren måtte tage sværdet i den anden hånd for at angribe igen. Tatia undveg det første slag, modtog sværdet i ryggen så det lavede en fin flænge. Lyden af metalet der skar igennem stoffet var tydeligt i den stille nat. Tatia virkede dog ikke til at reagere med mere end en hurtig grimasse. Hun bankede hovedet tilbage og ramte jægeren så han væltede bagover. Så sparkede hun sværdet ud af hånden på ham, for at trampe ham hårdt ovenpå brystkassen. Fik ham til at give denne her fantastiske klynkende lyd fra sig. Tatia gjorde det igen, og igen - til at hendes styrke af vreden fik ribbenene til at brække. Benet blev dækket ind i blod, og hun tog sværdet op bagefter.
"You shouldn't have done that," hviskede hun lettere ondt - nok mere end hun havde ønsket. Så trådte hun tættere på og det eneste der faktisk fik hende til at stoppe var fordi, at lederen holdt en daggert foran Aarons strube. Tatia sank en klump og bed sig kort i læben.
"Please, you don't want to do this - you want a fight.. you want the She-wolf - your fight is with me, not him," sagde hun så og holdt kort vejret.
"Very well, drop your weapons and stand still," forlangede lederen så og Tatia kastede sværdet til siden. Derefter stod hun stille og så blot på lederen. "The mighty She-wolf surrenders to save a fallen angel - a shame no one will tell your story" tilføjede han og kom tættere på. Han placerede en hånd imod hendes kind, men i løbet af to sekunder bukkede han sig fremover som Tatia placerede sit knæ i maven på ham. Hun greb fat i hovedbunden og løftede hovedet op for at smadre det ned i det ned i knæet som hun atter løftede det op. Der lød et knæk fra lederens næse og et halv klamrende skrig af smerte. Tatia løftede hovedet op igen og så på ham.
"A sham you never will live to tell everyone that you shouldn't treat any people that I love.." vrissede hun før hun brækkede nakken på ham og lod ham falde til jorden. Så kunne hun endelig løbe hen til Aaron og smide sig på knæ ved siden af ham.
"Heeey, it's me.. are you okay - what happened?" Spurgte hun bekymret imens hun så hans skader an.
"Come at me boys," svarede hun blot og trak kniven ud af sin skulder som de sidste to jægere kom imod hende. De havde sværd, men det burde ikke være problemet, og hun var ekstremt god til at undvige - det var mere lederen hun ønskede at være opmærksom på - specielt som han var så tæt på Aaron. Det resulterede også at hun måtte stoppe sit næste træk før hun havde et svær mod halsen og et mod hendes mave. Halsen var hun overraskende ikke bange for - det var maven hun reagerede på. Den knurren der forlod hendes læber blev mere voldsom og de røde øjne glødede advarende - de skulle ikke komme for godt igang. Før hun nåede mere var hun havnet på ryggen med en jæger over sig og en daggert for struben. En latter forlod hendes læber ganske blidt før hun greb fat omkring om daggerten, og skar huden op på sin hånd.
"Screw you," svarede hun blot og fik med den anden hånd et greb om jægerens hånd. Her brændte hun mandens hånd voldsomt så han nærmest fløj op. Tatia sprang på benene og svang daggerten afsted så den ramte den anden jæger lige i brystet.
"You serious think you can kill me? Then you gotta at least try," svarede hun en anelse flabet og så skuffet på jægeren også lederen. "One more step closer to him, and you will wish you had stayed home tonight," truede Tatia - og mærkede hvordan såret i hånden allerede var healet.
Lederen sank en klump og det samme gjorde den sidste jæger.
"Kill her for the love of god," brummede lederen til jægeren, og jægeren måtte tage sværdet i den anden hånd for at angribe igen. Tatia undveg det første slag, modtog sværdet i ryggen så det lavede en fin flænge. Lyden af metalet der skar igennem stoffet var tydeligt i den stille nat. Tatia virkede dog ikke til at reagere med mere end en hurtig grimasse. Hun bankede hovedet tilbage og ramte jægeren så han væltede bagover. Så sparkede hun sværdet ud af hånden på ham, for at trampe ham hårdt ovenpå brystkassen. Fik ham til at give denne her fantastiske klynkende lyd fra sig. Tatia gjorde det igen, og igen - til at hendes styrke af vreden fik ribbenene til at brække. Benet blev dækket ind i blod, og hun tog sværdet op bagefter.
"You shouldn't have done that," hviskede hun lettere ondt - nok mere end hun havde ønsket. Så trådte hun tættere på og det eneste der faktisk fik hende til at stoppe var fordi, at lederen holdt en daggert foran Aarons strube. Tatia sank en klump og bed sig kort i læben.
"Please, you don't want to do this - you want a fight.. you want the She-wolf - your fight is with me, not him," sagde hun så og holdt kort vejret.
"Very well, drop your weapons and stand still," forlangede lederen så og Tatia kastede sværdet til siden. Derefter stod hun stille og så blot på lederen. "The mighty She-wolf surrenders to save a fallen angel - a shame no one will tell your story" tilføjede han og kom tættere på. Han placerede en hånd imod hendes kind, men i løbet af to sekunder bukkede han sig fremover som Tatia placerede sit knæ i maven på ham. Hun greb fat i hovedbunden og løftede hovedet op for at smadre det ned i det ned i knæet som hun atter løftede det op. Der lød et knæk fra lederens næse og et halv klamrende skrig af smerte. Tatia løftede hovedet op igen og så på ham.
"A sham you never will live to tell everyone that you shouldn't treat any people that I love.." vrissede hun før hun brækkede nakken på ham og lod ham falde til jorden. Så kunne hun endelig løbe hen til Aaron og smide sig på knæ ved siden af ham.
"Heeey, it's me.. are you okay - what happened?" Spurgte hun bekymret imens hun så hans skader an.
Gæst- Gæst
Sv: This is who I am - Aaron
af Gæst Man 17 Jul 2017 - 23:21
Aaron forstod ikke hvad der skete rundt om ham, han kunne høre hvad der skete, men det var alt for forvirrende. Han høre smertefule brøl og skrig, men intet fra Tatia. Der kom intet fra Tatia, som om de overhovedet ikke fik fat på hende. Var hun urørlig? Det gjorde Aaron en smule utryg, for hvad nu hvis hun faktisk var død, og der var derfor hun ikke rigtig gav lyd fra sig? Det ville dog ikke give mening, siden der stadig kom skrig fra jægerne og han kunne høre kroppe falde til jorden, han kunne føle vibrationerne.
Hendes stemme afslørede også hendes position, som fik Aaron til at ånde lettet op.
Aaron forholdt sig i ro, selvom der skete så meget rundt om ham, selvom Tatias råb gjorde ham en anelse nervøs, samtidig med at han kunne føle en der var tæt på ham. Han kunne føle varmen denne person udgav, som afslørede personen. Siden hans sanser var forhøjet, siden han havde mistet sit syn, så var han mere opmærksom på alt hvad der var omkring ham.
Han rykkede anstrengt på sig, da Tatia bad en at holde sig væk fra ham, han regnede med at det var personen som stod ret så tæt på ham, at han ikke skulle komme tættere på ham.
Aaron slappede ærligtalt meget mere af, siden han vidste Tatia var der, selvom han ikke havde regnet med at hun ville være sådan en badass, at hun fik jægerne til at skrige i smerte, men hun var igang med at rede hans røv, så han ville ikke dømme hende på nogen måde, men lade hende færdiggøre det hun var igang med.
En stemme der ikke kom langt væk fra hans position, afslørede at det var lederen selv, der stod så tæt på Aaron. Et splidt sekund overvejede han at feje benene væk under lederen, men han vidste ikke hvordan han så skulle kæmpe efter, fordi han havde intet at beskytte sig med, han måtte lade Tatia føre slagets gang, især fordi han ikke havde lyst til at bruge sin evne, ikke efter hvad der skete for lidt siden, det var alt for risikabelt.
Et gisp kom fra Aaron, da lederen lige pludselig var så tæt på Aaron, at han kunne have en kniv for struben af ham. Hans hjerte begyndte at slå hurtigere end nogensinde før. Han sank en klump og bad til at Tatia ville tænke sig godt om, så Aaron ikke ville få skåret halsen over.
Et lettet suk kom fra Aaron, da Tatia lod sine våben gå og lederen slap Aaron, så han ikke længere havde kniven for struben.
Aaron var ikke i tvivl om nu, at Tatia sagtens kunne klare sig, selvom hun havde sluppet sine våben. Efter hvad hun havde gjort.
Da han hørte skriget fra lederen, var det en bekræftelse af hans antagelser. Tatia havde fået kram på lederen, han skreg af smerte og Aaron kunne kun forstille sig hvad hun gjorde ved ham.
Da han kunne mærke noget faldt til jorden, for en sidste gang, smilede han stort og åndede lettet ud. Det var slut og han var i live, ikke takket være Selene, men det måtte han tage på et andet tidspunkt med hende.
Tatia... I don't know what happened, I was with Selene, then blackedout, then I wake up here, and she is nowhere to be found sagde han lidt forvirret. Han tog en dyb indånding og fik sig rejst op på sine ben. Han vaklede lidt, men han prøvede så godt som han kunne, at holde sig oppe. Han skulle hjem, han skulle hjem til Nik. Han havde brug for Nik.
Tatia... Can you take me back to Nik, I want to go home bad han stille.
Hendes stemme afslørede også hendes position, som fik Aaron til at ånde lettet op.
Aaron forholdt sig i ro, selvom der skete så meget rundt om ham, selvom Tatias råb gjorde ham en anelse nervøs, samtidig med at han kunne føle en der var tæt på ham. Han kunne føle varmen denne person udgav, som afslørede personen. Siden hans sanser var forhøjet, siden han havde mistet sit syn, så var han mere opmærksom på alt hvad der var omkring ham.
Han rykkede anstrengt på sig, da Tatia bad en at holde sig væk fra ham, han regnede med at det var personen som stod ret så tæt på ham, at han ikke skulle komme tættere på ham.
Aaron slappede ærligtalt meget mere af, siden han vidste Tatia var der, selvom han ikke havde regnet med at hun ville være sådan en badass, at hun fik jægerne til at skrige i smerte, men hun var igang med at rede hans røv, så han ville ikke dømme hende på nogen måde, men lade hende færdiggøre det hun var igang med.
En stemme der ikke kom langt væk fra hans position, afslørede at det var lederen selv, der stod så tæt på Aaron. Et splidt sekund overvejede han at feje benene væk under lederen, men han vidste ikke hvordan han så skulle kæmpe efter, fordi han havde intet at beskytte sig med, han måtte lade Tatia føre slagets gang, især fordi han ikke havde lyst til at bruge sin evne, ikke efter hvad der skete for lidt siden, det var alt for risikabelt.
Et gisp kom fra Aaron, da lederen lige pludselig var så tæt på Aaron, at han kunne have en kniv for struben af ham. Hans hjerte begyndte at slå hurtigere end nogensinde før. Han sank en klump og bad til at Tatia ville tænke sig godt om, så Aaron ikke ville få skåret halsen over.
Et lettet suk kom fra Aaron, da Tatia lod sine våben gå og lederen slap Aaron, så han ikke længere havde kniven for struben.
Aaron var ikke i tvivl om nu, at Tatia sagtens kunne klare sig, selvom hun havde sluppet sine våben. Efter hvad hun havde gjort.
Da han hørte skriget fra lederen, var det en bekræftelse af hans antagelser. Tatia havde fået kram på lederen, han skreg af smerte og Aaron kunne kun forstille sig hvad hun gjorde ved ham.
Da han kunne mærke noget faldt til jorden, for en sidste gang, smilede han stort og åndede lettet ud. Det var slut og han var i live, ikke takket være Selene, men det måtte han tage på et andet tidspunkt med hende.
Tatia... I don't know what happened, I was with Selene, then blackedout, then I wake up here, and she is nowhere to be found sagde han lidt forvirret. Han tog en dyb indånding og fik sig rejst op på sine ben. Han vaklede lidt, men han prøvede så godt som han kunne, at holde sig oppe. Han skulle hjem, han skulle hjem til Nik. Han havde brug for Nik.
Tatia... Can you take me back to Nik, I want to go home bad han stille.
Gæst- Gæst
Sv: This is who I am - Aaron
af Gæst Tirs 18 Jul 2017 - 6:58
Det bekymrede hende at han ikke vidste hvad der var sket med dem. Havde han været sammen med Selene? Selenes fært måtte være i en anden side af skoven, eller måske kunne Tatia finde den hvis hun gik igang med at søge. Lige nu var Aaron såret og det var Aaron hun ville hjælpe - så måtte hun finde Selene senere.
"It's okay, I will find her later - right now I'm here to help you, okay," pointerede hun med et varmt smil også selvom Aaron ikke kunne se det, så var man ikke i tvivl om varmen i hendes stemme - specielt ikke efter måden hun lige havde snakket til de jægere hun havde dræbt. Dog talte hun stadigvæk, som om intet var sket med jægerne, det var allerede fortid. De var jægere trods alt. Aaron kom på benene og Tatia rejste sig op på samme tid med det, hun trak kort på ansigtet i en grimasse der kunne minde om smerte - men ryggen gjorde trods alt måske bare lidt ondt. Selvfølgelig ville Aaron gerne hjem, det forstod hun godt - hvis Tatia var ham ville hun ikke engang spørge om det - hun var begyndt at gå hvis det havde været. Men det var midt på natten og hun kunne ikke bare gå ind til byen nu. Eller selvfølgelig kunne hun det - hun kunne hvad hun ville. Dog så måtte hun indrømme at det var bedre at vente til imorgen tidelig.
"I understand, but Aaron. It's in the middle of the night, you can stay with me and.." - "Tatia!" hun blev afbrudt af et råb af hendes navn fra Wade. Selvfølgelig havde han kunne dufte hendes blod i luften, som hun havde duftet Aarons. Wade løb hen og tog et kig på hendes skader.
"You are hurt.. what happened?" Spurgte han hende en anelse mere alvorligt også kiggede han på Aaron. Ikke fordi Aaron just så bedre ud.
"It's okay, it's not hurting - they were after Aaron.. him and Selene.. can you see if you can find her?" Spurgte hun så Wade. Han nikkede ganske kort før han hurtigt kyssede hende også satte i løb. Tatia sukkede let som hun så Wade løbe afsted - det var aldrig sjovt når de to løb afsted, men hun måtte også stole på tingene var okay til det.
"You are coming with me dear brother, we take of at first light," fortalte hun så Aaron og lagde en hånd mod hans skulder. "Come with me," tilføjede hun så og greb lidt om hans arm. Det var lettere at fører ham hjem til hende end at forvente han kunne finde vej.
Turen var længere end hun huskede den, men et par smutveje og de var overraskende hurtigt ved hende. Flammerne var ved at gå ud ved pejsen og Gona havde været til selskab hele turen. Tatia fik lukket døren da de kom hjem, som stod åben eftersom Wade sikkert havde været stormet afsted. Hun fik ført Aaron hen til sofaen, hvorefter hun fandt en spand med vand så hun kunne fjerne det blod der måtte være fra ham med en klud.
"Can you tell me what you remember?" Spurgte hun så imens hun i blide bevægelser vaskede hans hud ren. Ilden bag dem blussede sig op i Tatias selskab og hun burde nok søge den også. Hun kunne sværge på at den skreg efter hende, men på et niveau ingen andre forstod. "You were lucky I got there, Gona and I were out on our walk when I got your scent," afslørede hun. Ofte var det hvad folk tænkte, hvordan fandt de en, hvad var der sket hvis hun ikke var kommet frem. Tatia var dog heller ikke typen der lå skjul på at det kunne have gået galt, hvorfor skulle hun drysse det med sukker - tydeligvis ikke noget der var behøvet.
"It's okay, I will find her later - right now I'm here to help you, okay," pointerede hun med et varmt smil også selvom Aaron ikke kunne se det, så var man ikke i tvivl om varmen i hendes stemme - specielt ikke efter måden hun lige havde snakket til de jægere hun havde dræbt. Dog talte hun stadigvæk, som om intet var sket med jægerne, det var allerede fortid. De var jægere trods alt. Aaron kom på benene og Tatia rejste sig op på samme tid med det, hun trak kort på ansigtet i en grimasse der kunne minde om smerte - men ryggen gjorde trods alt måske bare lidt ondt. Selvfølgelig ville Aaron gerne hjem, det forstod hun godt - hvis Tatia var ham ville hun ikke engang spørge om det - hun var begyndt at gå hvis det havde været. Men det var midt på natten og hun kunne ikke bare gå ind til byen nu. Eller selvfølgelig kunne hun det - hun kunne hvad hun ville. Dog så måtte hun indrømme at det var bedre at vente til imorgen tidelig.
"I understand, but Aaron. It's in the middle of the night, you can stay with me and.." - "Tatia!" hun blev afbrudt af et råb af hendes navn fra Wade. Selvfølgelig havde han kunne dufte hendes blod i luften, som hun havde duftet Aarons. Wade løb hen og tog et kig på hendes skader.
"You are hurt.. what happened?" Spurgte han hende en anelse mere alvorligt også kiggede han på Aaron. Ikke fordi Aaron just så bedre ud.
"It's okay, it's not hurting - they were after Aaron.. him and Selene.. can you see if you can find her?" Spurgte hun så Wade. Han nikkede ganske kort før han hurtigt kyssede hende også satte i løb. Tatia sukkede let som hun så Wade løbe afsted - det var aldrig sjovt når de to løb afsted, men hun måtte også stole på tingene var okay til det.
"You are coming with me dear brother, we take of at first light," fortalte hun så Aaron og lagde en hånd mod hans skulder. "Come with me," tilføjede hun så og greb lidt om hans arm. Det var lettere at fører ham hjem til hende end at forvente han kunne finde vej.
Turen var længere end hun huskede den, men et par smutveje og de var overraskende hurtigt ved hende. Flammerne var ved at gå ud ved pejsen og Gona havde været til selskab hele turen. Tatia fik lukket døren da de kom hjem, som stod åben eftersom Wade sikkert havde været stormet afsted. Hun fik ført Aaron hen til sofaen, hvorefter hun fandt en spand med vand så hun kunne fjerne det blod der måtte være fra ham med en klud.
"Can you tell me what you remember?" Spurgte hun så imens hun i blide bevægelser vaskede hans hud ren. Ilden bag dem blussede sig op i Tatias selskab og hun burde nok søge den også. Hun kunne sværge på at den skreg efter hende, men på et niveau ingen andre forstod. "You were lucky I got there, Gona and I were out on our walk when I got your scent," afslørede hun. Ofte var det hvad folk tænkte, hvordan fandt de en, hvad var der sket hvis hun ikke var kommet frem. Tatia var dog heller ikke typen der lå skjul på at det kunne have gået galt, hvorfor skulle hun drysse det med sukker - tydeligvis ikke noget der var behøvet.
Gæst- Gæst
Sv: This is who I am - Aaron
af Gæst Tirs 25 Jul 2017 - 21:12
Om Selene var såret eller ej, det vidste han faktisk ikke, han kunne ikke huske hvad der skete med hende, om der overhovedet skete noget med hende. Han så hende ikke, før han fik et blackout, så hvad den engel havde gjort mod hende, det vidste han virkeligt ikke. Men siden hun var væk, måtte hun jo kunne gå så det måtte være tegn på at hun havde det nogenlunde godt.
Hun var sikkert taget hjem til sig selv, hvor skulle hun ellers tage hen? I think she is home, she must be home sagde han til Tatia.
Aaron koncentrerede sig om at stå på to ben, om ikke at falde over, miste balancen eller noget. Han ville ikke virke svag foran Tatia, selvom han nok allerede var det.
Han hade at være svag overfor andre, især overfor sin familie. Han var allerede blind, han var allerede handikappede på en måde, hvorfor skulle han så være ekstra svag, som han var der. Han hade det, han lod næsten aldrig nogen tage sig af ham, når han kom ud for sådan nogle overfald, så det var en smule mærkeligt at lade Tatia tage sig af ham.
Han sukkede tungt da Tatia sagde at han bare kunne sove hos hende den nat, men han havde bare virkelig meget lyst til at tage hjem til Nik med det samme.
Han blev dog meget overrasket, da en anden stemme kom ind i billedet og råbte Tatias navn. En mande stemme, hvem var det? Han var tydeligvis bekymret for hende, det kunne Aaron høre i hans stemme, det ville han tro, at alle kunne høre i mandens stemme, så han måtte holde af Tatia. Tatia fik ham dog hurtigt til at kigge efter Selene, så det bare var de to igen.
Who was that? Your boyfriend? sagde han kækt og lidt drillende, selvom han var såret, kunne han ikke komme med nogen drillende bemærkninger, han var jo hendes storebror, han skulle være sådan.
Han sagde dog hende ikke imod, da hun sagde at de tog hjem til hende, han kunne ikke rigtig selv finde hjem fra hvor de var, han var ikke så orienteret igen, så han ville ikke bevæge sig ud og fare vild, så han måtte bare følge med hende hjem. Så måtte han tage hjem til Nik om morgnen, Nik undrede sig nok over hvor pokker han egentlig var henne, han havde været væk i noget tid nu, han havde ikke regnet med at være så lang tid væk, det skulle jo bare havde været et visit hos Tatia.
Da de endelig kom hjem til Tatia og Aaron fik lagt sig i sofaen, åndede han lettet ud og lod sit hoved hvile sig og kom med et tungt suk.
Han kom dog med et lille spjæt, da en våd klud ramte hans hud. Tatia vaskede ham? Han måtte være smurt ind i blod og snavs, det ville ikke undre ham.
Hvad kunne han huske? Han tænkte lidt over det. Selene and I was on the way to visit you, but then someone kidnapped us. When I woke up, I was in a cell and two demons came in and beat me bloody, that’s when I heard Selenes scream, and decided to use my powers, but then… I just blacked out and woke up with the hunters around me sagde han og trak på sine skuldre, det var alt han huskede. Han måtte indrømme at hans blackout var mærkeligt, han havde aldrig nogensinde haft et blackout, det var første gang, så hvad triggerede det.
Han grinede lidt og nikkede, ja han var meget heldig at hun havde været der. Han ville ikke være i stand til at forsvare sig selv. Det var et rent mirakel at hun kom forbi.
Yeah, I owe you one sagde han og smilede blidt, mens han nød endelig at kunne slappe af.
Hun var sikkert taget hjem til sig selv, hvor skulle hun ellers tage hen? I think she is home, she must be home sagde han til Tatia.
Aaron koncentrerede sig om at stå på to ben, om ikke at falde over, miste balancen eller noget. Han ville ikke virke svag foran Tatia, selvom han nok allerede var det.
Han hade at være svag overfor andre, især overfor sin familie. Han var allerede blind, han var allerede handikappede på en måde, hvorfor skulle han så være ekstra svag, som han var der. Han hade det, han lod næsten aldrig nogen tage sig af ham, når han kom ud for sådan nogle overfald, så det var en smule mærkeligt at lade Tatia tage sig af ham.
Han sukkede tungt da Tatia sagde at han bare kunne sove hos hende den nat, men han havde bare virkelig meget lyst til at tage hjem til Nik med det samme.
Han blev dog meget overrasket, da en anden stemme kom ind i billedet og råbte Tatias navn. En mande stemme, hvem var det? Han var tydeligvis bekymret for hende, det kunne Aaron høre i hans stemme, det ville han tro, at alle kunne høre i mandens stemme, så han måtte holde af Tatia. Tatia fik ham dog hurtigt til at kigge efter Selene, så det bare var de to igen.
Who was that? Your boyfriend? sagde han kækt og lidt drillende, selvom han var såret, kunne han ikke komme med nogen drillende bemærkninger, han var jo hendes storebror, han skulle være sådan.
Han sagde dog hende ikke imod, da hun sagde at de tog hjem til hende, han kunne ikke rigtig selv finde hjem fra hvor de var, han var ikke så orienteret igen, så han ville ikke bevæge sig ud og fare vild, så han måtte bare følge med hende hjem. Så måtte han tage hjem til Nik om morgnen, Nik undrede sig nok over hvor pokker han egentlig var henne, han havde været væk i noget tid nu, han havde ikke regnet med at være så lang tid væk, det skulle jo bare havde været et visit hos Tatia.
Da de endelig kom hjem til Tatia og Aaron fik lagt sig i sofaen, åndede han lettet ud og lod sit hoved hvile sig og kom med et tungt suk.
Han kom dog med et lille spjæt, da en våd klud ramte hans hud. Tatia vaskede ham? Han måtte være smurt ind i blod og snavs, det ville ikke undre ham.
Hvad kunne han huske? Han tænkte lidt over det. Selene and I was on the way to visit you, but then someone kidnapped us. When I woke up, I was in a cell and two demons came in and beat me bloody, that’s when I heard Selenes scream, and decided to use my powers, but then… I just blacked out and woke up with the hunters around me sagde han og trak på sine skuldre, det var alt han huskede. Han måtte indrømme at hans blackout var mærkeligt, han havde aldrig nogensinde haft et blackout, det var første gang, så hvad triggerede det.
Han grinede lidt og nikkede, ja han var meget heldig at hun havde været der. Han ville ikke være i stand til at forsvare sig selv. Det var et rent mirakel at hun kom forbi.
Yeah, I owe you one sagde han og smilede blidt, mens han nød endelig at kunne slappe af.
Gæst- Gæst
Sv: This is who I am - Aaron
af Gæst Tirs 15 Aug 2017 - 20:17
That was Wade, yes, my boyfriend, svarede hun med et smil for sig selv og fik Aaron med hjem. Hun reagerede på alle bevægelser han lavede, alt for fra hans små spjæt til tunge åndedrag. Hun lyttede dog opmærksomt da han fortalte hvad der var sket. Tatia kneb øjnene, måske kendte hun ikke Selene voldsomt godt - men det lignede hende kke at stikke af - og specielt ikke fra Aaron.
I haven't heard about someone like that before, its normally demons who are a problem out here. Angels are a new one, pointerede hun undrende og sørgede for at få healet Aaron godt op. You should have been getting some of your energy back in few seconds - after all I'm healing you with pure fire energy, fortalte hun med et skævt smil - også selvom han ikke kunne se det. Tatia skulle man alligevel sommetider kende godt for ikke at tro hendes stemme var vred, den hæse stemme kunne nogle gange virke lidt for krigerisk hvis man ikke var van til den.
Well I might be the best to have in the woods when trouble comes around, svarede hun det var sandheden, men hun fik den sagt med et lille grin - for at han ikke skulle tro hun løb rundt i fare hele tiden - hvilket hun måske var for god til. Eller hun var blevet bedre de seneste måneder, men nu havde hun jo også maven at passe på. Efter hun var færdig med at heale Aaron, hun forsatte med at heale sig selv. Og ømmede sig kun ganske kort over at hun bevægede en øm muskel. But next time I would love to have a hint before making my night more thrilling than expected, tilføjede hun kækt og kørte den frie hånd igennem sit hår. Gona kom luntende indenfor og sprang op på sofaen til Aaron for at snuse til ham. That is Gona.. she is a wolf.. a lil pup I found in the woods - do you remember what Gona means? Like do you still remember trigedasleng?
(Gona betyder kriger xD)
I haven't heard about someone like that before, its normally demons who are a problem out here. Angels are a new one, pointerede hun undrende og sørgede for at få healet Aaron godt op. You should have been getting some of your energy back in few seconds - after all I'm healing you with pure fire energy, fortalte hun med et skævt smil - også selvom han ikke kunne se det. Tatia skulle man alligevel sommetider kende godt for ikke at tro hendes stemme var vred, den hæse stemme kunne nogle gange virke lidt for krigerisk hvis man ikke var van til den.
Well I might be the best to have in the woods when trouble comes around, svarede hun det var sandheden, men hun fik den sagt med et lille grin - for at han ikke skulle tro hun løb rundt i fare hele tiden - hvilket hun måske var for god til. Eller hun var blevet bedre de seneste måneder, men nu havde hun jo også maven at passe på. Efter hun var færdig med at heale Aaron, hun forsatte med at heale sig selv. Og ømmede sig kun ganske kort over at hun bevægede en øm muskel. But next time I would love to have a hint before making my night more thrilling than expected, tilføjede hun kækt og kørte den frie hånd igennem sit hår. Gona kom luntende indenfor og sprang op på sofaen til Aaron for at snuse til ham. That is Gona.. she is a wolf.. a lil pup I found in the woods - do you remember what Gona means? Like do you still remember trigedasleng?
(Gona betyder kriger xD)
Gæst- Gæst
Lignende emner» Family above all - Alessio (+Aaron) & Remiel
» The Hour of Death - Aaron
» The mystery of the woods - Aaron
» I didn't mean to do this - Aaron & Nikolay -
» Even a shadow is a memory ~ Aaron
» The Hour of Death - Aaron
» The mystery of the woods - Aaron
» I didn't mean to do this - Aaron & Nikolay -
» Even a shadow is a memory ~ Aaron
Side 1 af 1
Forumtilladelser:
Du kan ikke besvare indlæg i dette forum
» Your new home, my little sweetheart
» please safe me - Savas
» The Fever Called Living ~ Dr. Trott
» As if anything would change (Valentine)
» Aften a long time - Sean
» Oh what a circus -Natalie
» Who am I now?? //Jake//
» A royal search for knowledge