Alane- i natten

Hun sendte ham et udfordrende smil mens hun så ham i øjnene, det kunne vel godt se ud som om hun udfordrede ham men det gjorde hun ikke, dette var et skuespil fra hendes side af, Sean havde jo sagt at hun ikke måtte fortælle nogen om ham og at deres forhold var hemmeligt så ja det her var vel noget deres forhold krævede af hende og det respekterede hun så længe Demetri ikke prøvede på noget var hun jo sikker. "Du Demetri, vil aldrig kun e få det her", hun blinkede let til ham og sendte ham et smørret smil mens hun betragtede ham. Let lod hun sine øjne glide rundt i dalen, der var heldigvis ingen trolde i området mere men mon ikke der snart kom nogen flere forbi. Det bekymrede hende mere at i den tid hun havde snakket med ham havde hun glemt hvordan hun kom hjem igen, hun havde trods alt aldrig vært her før.

Han så lidt undrende på hende, "Skulle jeg ville have det der" sagde han og nikkede imod hende som en hentydning til at det var hende der vardet såkaldt -det der-. Han grinte svagt. "Tja jeg bør sige det samme til dig" han trak på skulderne. Dette var ved at blive kedeligt og han havde ikke just brug for mere blod i nat. Han så rundt for at se om der var noget mere spændende men nej. Alane som stod der som en anden diva var det eneste en området. Han burde tage ind til byen hvor der var masser af kvinder og hvor han faktisk ikke måtte opholde sig selvom at det var der han var allermest. Men hvem kunne stoppe ham, det var en særlighed hvis nogle overhovd overgik ham. Eller prøvede på at udfordre ham. Hans øjne gav et kraftigt glimt fra sig da han igen så over mod Alane.

Alane så sig stille omkring. Hun havde haft nogle tanker længe. Hvordan var det at være udød, hvordan blev man det egentligt ikke at hun ville lade ham demonstrere det. "Demetri, fortæl mig hvordan det er at være udød og hvordan man bliver det", hun kiggede på ham og gik roligt hen foran ham. Det virkede som om der stak noget under, hvorfor ville hun egentlig vide det, tja hun vidste det selv men det var ikke noget hun havde den mindste forstand på. Alane så ham forsat i øjnene, hun så det kraftige glimt og følte sig endnu engang draget mod ham ligesom ved deres første møde, hun kunne ikke se væk og rørte sig heller ikke. Hun vidste ikke hvorfor han havde denne magt over hende men det havde han bare. Hun havde altid haft den idé om at Demetri ikke var den her han udgav sig for at være eller jo noget af det her var sikkert ham men der stak mere under, langt mere end hvad det blotte øjne kunne se og det fascinerede hende. Atter engang dominerede hendes nysgerrighed hende.

"Shhh" sagde han og rystede på hoved, han var færdig her. Han var ikek hendes ven og hun skulle ikek spørger ham om sådan noget lort som hun aldrig ville forstå med mindre!!! At han gjorder hende til en som ham selv, Han så nogle sekundter helt stift på hende som om han forstillede sig hende som vampyr, et bredt smil kom frem på hans ansigt og dette var ikke til at tage fejl af, han havde fået en ide der kun var god fra hans synsvinkel. Han begyndte at gå direkte imod hende imens han nu sagde "Kom Her Alane så skal jeg vise dig det" han lavede en lokkende finger som hentydede til at hun skulle komem her hen lige nu! Blodet fra den døde trold begyndte at sprede sig i skoven og ville sikkert få ædsel æderer og lig gnaskere til at komme ind i skoven og forpeste den som de nu engang gjorder. Men Demetri var ligeglad de ville ikke gøre ham noget. Faktisk ville de måske gå til angreb og så ville han dræbe dem...Men de fleste væsner i denne skov havde set ham mange gange og viste hvilket udyrsk væsen han var. Så måske havde de lidt hjerne til at stoppe dem selv angående at gå direkte ind i dødens hænder.

Hun blev stille da han tyssede på hende, hun skulle ikke gå ham mere på nerverne end hun havde gjort i forvejen. Han var så utilregnelig og et eller andet sted skræmte det hende men på den anden side tiltrak det hende kun mere, det uvisse. Hun så lettere skeptisk på ham. Hvad var det lige pludselig han ville med hende? Hans humør havde ændret sig hurtigere end hun havde blinket. Han havde kigget på hende på en så underlig måde, som om hum var et dyr han skulle vurdere var værdigt til at blive spist eller noget i den stil. Forsigtigt og med hendes parader oppe gik hun over mod ham. Hun var ikke bange men bare forsigtig. "Hvad er det du vil med mig?", let betragtede hun ham, prøvede at finde ud af det men hun kunne virkelig ikke.

"Vise dig det nu sprøger efter" sagde han med en stemme der skulle lyde rolig men var fyldt med energi og iver. Han skulle vise hende hvad hun troede hun ville vide noget om, mærke smerten, måske endda døden. Hans øjne blev svagt lyserer i farven nu hvor han følte en trang til blod, men ikke bare blod. Hendes blod, Alanes blod. "KOm´så her" sagde han nu hvor ivern var ved at tage overhånd. Han gik et skridt frem imod hende, han ville ikke vente længere, hvis hun var bange skulle hun flygte nu, og hvis hun ikke var skulle hun lade sig være hans offer for i nat. Han var ligeglad med om hun døde, han hungrede bare efter hendes blod, kun hendes.

Hun så undrende på ham, hvordan kunne han gøre det, han ville da ikke forvandle hende ville han. Ej det var han ikke dum nok til at prøve. "Okay". Alane kiggede stille på ham, hans øjne blev lysere og lysere. Han virkede så ivrig efter et eller andet. Dog valgte hun at blive stående, han skulle ikke kommandere rundt med hende men han kom jo alligevel tættere på hende af sig selv så hvorfor skulle hun gøre det?. Hendes krop var alarmeret og klar på at skulle tage kampen op mod ham men om hun kunne vinde den vidste hun ikke. Han havde hungret efter hendes blod flere gange men denne gang så det ud til at han ville få det, hun havde ikke regnet med at stå i den situation om at hun ville give ham det frivilligt, dog skulle han ikke havde fornøjelsen af at forvandle hende. Hun havde for meget der stod på spil. Dette var sådan en dum idé men hun kunne ikke lade være. Spørgsmålet nagede hende og nysgerrigheden var for stor. Problemerne ved den måtte hun jo klare hvis de opstod, på den ene eller den anden måde.

Da han var tæt nok på hende ca. 3-4 meter begyndte han at gå langsomt og mere roligt imod hende. Hans ansigt var forandret endnu engang. Et roligt blik var hen over ham, og på læberne var der formet et drenget smil. "Så du Alane" sagde han og stod nu helt foran hende så de kunne røre hinanden hvis en af dem strakte en hånd ud. "Jeg nyder at se på dig" han sendte hende et blik der svagt kunne antyde at han gerne ville nærme sig hende mere intimt. "Det du bære er jo skønhed" hun løftede hoved svagt da han sagde det sidste ord. "Men hvorfor vil du vide hvordan det føles?" han kiggede nu ned på henes hænder. rakte roligt ud efter den så han kunne holde den i sin. "Døden er forunderlig og ikke til at stole på" han lod sit blik vandre op af hende og holde en kort pause på hendes barm hvorefter den fortsatte op til hendes øjne.


/sorry kort svar, men skal lige ind i emnerne igen, efter en lang lang lang pause//

Roligt blev hun stående mens hun roligt betragtede Demetri. Atter engang vendte han 180 grader og hans humør skiftede fra hans rovdyr til hans mere drengerøvs agtige. Hun vidste ikke helt hvad for en af de side hun helst foretrak. De begge kunne være dødelige for hende hvis hun ikke spillede sine kort rigtigt. Hendes øjne mødte hans for at vide ham at hun hørte efter hvad han egentlig sagde til hende dog var det ikke lige det hun ønskede at høre, hun ønskede han fortalte hende omkring døden. Hun lod ham komme så tæt på hende men om det var en god idé at have en så tæt på som ønskede hendes blod vidste hun ikke om var den bedste idé men hvis dette gav hende det svar hun søgte. Hun lagde hovedet på skrå og kiggede forundret på ham. Nyder at se på hende, hvad skulle det dog betyde. Dog blev hun roligt stående men fulgte hans blik da han kiggede ned på hendes hånd. Hun lod ham tage den hvorefter hun så kiggede op på ham igen. "Det ukendte, det andre frygter har altid skabt nysgerrighed hos mig. Jeg frygter ikke døden fordi jeg ved den rammer mig på et eller andet tidspunkt men jeg har heller ikke tænkt mig at velkomme den med åbne arme. Men jeg vil gerne vide det fordi jeg gerne vil vide hvordan det var at dø, var du bange, var det rart eller hvordan var det". Alane hævede stille et øjenbryn da hun så hvordan han kiggede lidt for meget et bestemt sted. Hun mødte dog hans øjne da han så hende i hendes.

//Længden for mig betyder ingenting så længe der er bid i det der bliver skrevet og det var der så jeg kunne godt lide dit svar. Jeg undskylder dog også jeg var så langsom til at svare//

Han grinte blidt og rettede sig så op igen. Og lod sig selv gå helt tæt på Alane imens han stadig holdte blidt hendes hånd. De lignte nærmest et forelsket par så tæt stod de, imens de bare så hinanden ind i øjnene. "Døden er ikke noget jeg kan fortælle dig om Alane" hán lod sit hoved svagt sveje til venstre så det nu lå på skrå, dog blev øjenkontakten ikke brudt. Det var ikke klogt af hende at fortælle så meget om hene selv, hver en infomation kunne bruges og behandles. Hendes hud var varm i forhold til Demetri og han kunne mærke bankende hjerte igennem hendes hånd. Det var så smukt en melodi, ja Demetri tog det som en melodi som han altid måtte ende, på grund af hans dæmonsike lyster som var blevet ham skænket af døden. Lysten til at fortærre og torture det levende og så hvordan livet forsvandt fra de ansigter som troede at han blot ville give dem kærlighed og begær. Men Demetri var hvad han var, en mand og ikke mindst en vampyr. Lyst og forførelse var alt han stod for. Og denne mandige og samtidig drengede skønhed han var fik de fleste kvinder til at dåne og de fleste mænd til at holde afstand. Han udstrålede intet andet end styrke og magt, Alane var allerede et offer for denne dødelige sygdom. Demetri.

Hun lod ham komme tæt på men hendes forsvars værker var oppe og i højeste beredskab men hun kunne ikke lade være med næsten at invitere ham indenfor, han var så betagende og samtidig så skræmmende. Alane havde lyst til at trække sig væk og bare vende sig om og gå. Hvorfor kunne han ikke, det var vel nok nærmere fordi han ikke ville fortælle hende omkring det. "Hvorfor ikke Demetri?", hun lagde blidt hovedet på skrå uden at tænke over hun blottede sin hals en smule mere end nødvendigt måske var. Hans hud var kold og måske også en smule ru i forhold til hendes silkebløde hud. Måske var grunden til han ikke fortalte hende det fordi han ville have noget igen men hvad kunne det være. Hun var ikke så dybt begravet i ham endnu som han troede men hvis han nu blev ved på denne måde gik der ikke lang tid før hun var. Der var bare noget over hm som var så lokkende og dragende, det var nok den mystik og mørke som lå over ham. Alane bed sig let i læben og så kort ned på deres hænder inden hun så op på ham. Hun måtte bide sig selv i tungen for ikke at tilbyde ham et eller andet for den information hun søgte.

Et skævt men meget svagt smil kom frem i det hun kiggede væk og ned på deres hænder. Han tog den anden hånd og lagde blidt under hendes hage, imens hans trak hendes ansigt op mod sit så de kunne se hinanden i øjnene. Han holdte denne dybe øjenkontakt som der var blevet skabt imellem dem. Hans øjne var pludselig så blide som udtrykte de sig ved at se på noget skrøbeligt. Små gnister begyndte at flyve rundt i den metalliske grå farve som hans øjne nu engang var. "Hvorfor skulle jeg, det betyder intet hvad jeg engang har følt eller hvordan det føles at dø" Han blinkede afslappet og roligt, selvom vampyrer ikke behøvede at blinke. Han rykkede sit ansigt ned mod hendes, så det lignte at han snart ville kysse hende, men lod sig holde tilbage. "Død er ikke noget man skal snakke om med levende" Hun duftede så fantastisk, hendes blod måtte smage krydret, som en australsk hvin gjorder. Krydret og måske lidt tør i det? havde Demetri været et menneske og haft denne følelse så havde han fået kuldegysninger af ren fryd over denne tanke. Men han kunne styre sig, han havde været død i så mange år at han nærmest ikke kunne beskrive følelsen af sin død mere.

Hun kiggede stille på ham, betragtede ham. Gud hvor var han egentlig også irriterende selvom han var så umådeligt tiltrækkende. Han ville da heller ikke give svar på noget af det hun spurgte om. I hans øjne var hun sikkert bare en dum lille tøs som intet om verdenen vidste. Alane følte sig en smule utryg ved han havde så stor kontrol over hende men det øjeblik hun fik kigget ham i øjnene kunne hun ikke kigge væk. Hans øjne, lige når de var sådan gjorde det umuligt for hende at kigge væk og egentlig havde hun slet ikke lyst til at kigge væk. Det lød underligt men et eller andet sted ønskede hun at mærke hans læber mod hendes men så alligevel ikke så hun holdt sig tilbage men lod ham alligevel komme så tæt på som han ville. Hun havde stadig ingen anelse om hvad alt dette gik ud på men måske ville hun finde ud af det. Hendes nysgerrighed tog livet af hende. Hun måtte bide sig i tungen atter engang, hun ønskede ikke at være vampyr men hun ønskede den viden hun søgte. "Fint nok", hvad skulle hun ellers sige? De grønne dybe øjne blev atter ved med at se ham i øjnene. Rent ubevidst klemte hun hans hånd en smule, hvorfor vidste hun dog ikke engang selv.

I det hun var færdig med at snakke kyssede han hende, i et langt kys. Det var som 2 monopoler der mødte hinanden, hans læber var kolde som is, men hendes var varme som ild, kunne man vil beskrive... Ihvertfald var de meget varme hvis man sammenlignede dem med hans, han mærkede hun klemte hans hånd, hvilket gjorder at han viste at dette måske var ret så intimt for hende. Men her stod de i måneskins mørket og kyssede sig dybt ind i Demetis dystre verden. Denne nat, var fyldt med fare og med følelser, Demetris humør kunne skifte når som helst og til hvad som helst. Det havde Alane set før. men her stod de som var de 2 unge elskende. Kysset måtte gerne fortsætte længere endnu mente han selv.

Alane spærrede øjnene op da han kyssede hende, det kom bag på hende men hun vidste ikke helt om det var dårlig ting eller en god ting. Hun klemte hans hånd mere. Kysset var intimt og det kunne hun godt mærke men hun var i tvivl om hvordan hun skulle reagere men hun valgte noget der kom virkelig bag å hende selv. Hun gengældte kysset og lod sine øjne glide i. Hendes læber var silkebløde og føltes ganske rigtigt meget varme mod hans kolde. Hun nød kulden som kom fra ham, den var rar mod hendes varme, hun kunne lide kontrasten. Et eller andet sted frygtede hun at han ville vende igen på nul komme fem som hun havde set så mange gange men hvem kunne vide hvad der ville ske. Men hun havde dog aldrig regnet med at de skulle stå her og minde så meget om to teenagere som nød en romance, det virkede så syrealistisk og samtidig så nød hun det så meget. Hun var jo dybt tiltrukket af Demetri, det kunne hun ikke komme udenom og det ønskede hun egentlig heller ikke men hvis han spurgte hende ville hun sikkert benægte det.

Hun gengældte det, kunne Demetri tydeligt mærke og han lod blidt en tunge glide imellem hendes læber, hvorefter han nu bed hende i et hurtigt bid. Dog så hårdt at hun ville begynde at bløde og han mærkede med det samme hendes blod løbe ind i hans mund. Han afventede nu at hun ville skubbe ham væk fra sig og tage sig til sin mund/læber. Hendes blod var lige så fantastisk som hendes duft, han havde nu sluppet hendes hånd alt imens han havde kysset og bidt hende. *hold da op* tænkte han og mærkede hvordan hendes blod var som en dyr hvin man kun kunne få hvis man søgte de allerfineste hvinbønder eller hvinhandlere i denne verden. Blodet var krydret, dog ikke så tør som forventet, men mere rund og blød i det. Han måtte have mere! Han måtte have mere af Alane! Hende blod! Han lukkede nu øjnene for bare at nyde den smag han havde i hele sit svelj. Men forventede stadig at hun ville skulle ham væk.

Hun gispede i smerte og uden at tænke yderligere over det hev hun hovedet til sig hvilket lavede to dybe flænger i hendes underlæbe som han havde bidt hende i. Alane dækkede med det samme hendes læber med hendes hånd. Hvad fanden havde han gang i?! Pokker tage ham og hans humør svingninger, han var da bare heller ikke ti at blive klog på. Hun tog et skridt tilbage da han slap hendes hånd men hun vidste jo udemærket at hun intet ville kunne stille op mod ham hvis han ønskede hendes blod, så ville han få det. Så længe hun kom herfra med livet i behold så var hun egentlig tilfreds. De grønne øjne indholdte nu en vrede men alligevel en form for beundring. Hun var en underlig tøs Alane. "Hvad har du gang i Demetri?". Hendes blod havde været anderledes end en shapeshifters, stærkere og rigere på en smag som var svær at beskrive men han kunne vidst lide den, hun kunne se det på ham. Se han ville have mere. Hvad fanden skulle hun gøre, hun stod overfor en vampyr som havde fået smag for hendes blod.

Hun havde ikke skubbet ham væk? højest havde hun gået tilbage for at holde sig om munden. "Alane" sagde han og rakte sin hånd ud imod hende. "Giv mig mere" han stemme var stadig kærlig. Men hans øjne var der en form for tilfredstillelse og nydelse i. Hans mund stod svagt åben efter han havde sagt det. Han nød virkelig hendes blod. Han så på hende med et nærmest sagligt blik, lige som nogen mænd ville få hvis de blev tilfredstillet seksuelt. Hans ville have mere blod, mere af Alane. Han lod nu tungen slikke sig på læberne for at han kunne få de rester der var med ind i munden og derved nyde mere af henes blod. Dette var helt fantastisk. Han elskede shapeshifter, for deres ukendte blod. Altid en overraskelse og det fik man til at blive helt slået ud, hvergang han smagte end han kunne lide. Og Alane var ingen undtagelse. Hun var fantastisk. Hendes blod var som energi og liv der voksede inde i ham. fantastisk og uimodståeligt. "Alane kom" sagde han og gik imod hende, med rolige skridt.

Blod dryppede ned på hendes hvide trøje hun havde på men det blev hurtigt tværet ud af regnen som stadig faldt tung omkring dem. Små spor af blod løb ud mellem hendes fingre. Det blødte relativt meget fordi sårene var blevet så dybe. Hun kiggede på ham, hendes øjne store. Regnede han med hun bare ville give ham mere, regnede han seriøst med det?! Var han dum? Hans kærlige stemme forvirrede hende dog gevaldigt meget, hvorfor var han så kærlig, var det grundet blodet? På en eller anden underlig måde havde hun kunne lide smerten ved bidet men hun ville ikke gå så langt til at hun ville dø for det. Hun kiggede sig omkring, dette var så dumt, hvordan skulle hun reagere. Dette var sikkert den dummeste ting hun kunne gøre men hun fjernede hånden og gik hen mod ham igen. Hun kunne lide følelsen af at blive bidt, var det underligt, var det forkert at hun kunne lide det? Men pokker tage det, hun gik ikke op i hvad der var forkert og hvad der var rigtigt. Hun gik helt tæt på ham igen. Så længe han ikke dræbte hende eller forvandlede hende.

De mødtes på halvvejen. Alane kom mod ham og Demetri gik mod Alane. Han stopped eop da hun stod foran ham, hvorefter han lod sin venstre arm blidt ligge sig om hendes talje. Ligesom når man dansede sammen, og den anden snoede sig fra hendes skulder og op gennem hendes hår Så det var bag hendes nakke. Hans øjne var helt rolige og den grå farve var nærmest helt hvide, imens små gnister fløj virvlende rundt, det var kraft i gnisterne nu kunne man se, som om de blev vildere og vildere. Men Hans øjne var så rolige nu, som om at han havde taget medicin der beroligede sindet. Han kiggede på Alanes mund var der løb blod fra, noget af det var havnet på hendes hvide bluse og fik det hele til at virke endnu mere eventyrligt og smukt i Demetris øjne. Han havde trukket hende ind til sig nu, og begyndte igen at kysse hende, dog blidere end før. Han kunne smage blodet der løb fra hendes læber, det løb nærmest direkte ind i hans mund, imens han kyssede hende. Smagen var fantastisk, guddommelig! Hvis man kunne beskrive blod sådan. Det var som at være beruset. Han kunne smage hendes endofiner, hendes kvindelighed, Hendes livskraft, gennem hendes blod, som blev oveført til ham kysset. Dette var ophidsende, ja nærmest forpinende for ham. Han ville have hende og hendes blod. Lige nu!

Hun lod ham komme helt tæt på hende. Hun nød det jo, hun nød den fare der var ved at han kunne vende stort set hver eneste øjeblik men også bare følelsen af hans kolde læber mod hendes var fantastisk. Og bidet, hun var blevet overrasket over hun kunne lide smerten ved det, meget overrasket. Kort så hun ned på hans arm hvilket resulterede i at en enkelt bloddråbe løb ned af hendes hals. Den dybe røde farve stod i kontrast til hendes ellers bleglige hud. Kort lukkede hun øjnene i ren nydelse da hans hånd gled op i hendes hår sådan lige i nakken. Det var blide berøringer men det var nok til det var rart. Hun åbnede øjnene og kiggede på ham, direkte i øjnene. Hans øjne var underligt smukke men samtidig også en smule skræmmende. Helt hvide og dog alligevel var der noget så levende i dem. Hun sukkede tulle mod hans læber da han kyssede hende atter engang, dog blidere denne gang. Hun havde ikke regnet med Demetri havde en så blid side. Roligt lod hun sin arm glide om hans nakke og den anden hvilede blidt på hans skulder. Alane gengældte det blide kys men kunne ikke lade være med at gøre det en smule dybere.

Hans tunge gled hen over hendes læber fordi han var begyndt at blive ivrig efter mere, efter mere af det han havde fået et indblik af fra hendes blod. Han begyndte nu at holde lidt strammere om hendes tajle og pressede hende ind mod sig, imens han lod tungen gennemtrænge hendes blodfyldte læber og mund. Hvorfor var kvinder så dejlige havde han sprugt sig selv om mange 1000 gange, men hver gang vart svaret det samme. De gav ham den nydelse som han elskede så meget. Den enste følelse som han sådan set kunne føle noget godt ved, men for kvindernes synd lod ham dem i fordrag og fortvivlse. Han havde sine øjen svagt åbne imens han kyssede hende, og lagde godt mærke til at hun så på ham imens hun var så tæt på. Han lod sin hånd køre op fra hendes nakke til hendes hår, var han tog et svagt greb og det smukke hvide hår. Han begyndte langsomt at læne Alane ned i sine arme, imens hans tunge dansede med hendes tunge i hendes mund. Her stod de i mørket, kun ramt af det månelys som kunne gå gennem træerne og nyd hvordan de langsomt gik i en stemning af begær. Men Alane skulle passe på, Demetri var og ville altid være en mand og en vampyr.

Hans tunge var kold, kold som en istap, eller i hvert fald næsten. Hun kunne ikke fatte hvor meget hun nød det her. Sidste gang de havde mødt hinanden havde de ikke ligefrem haft det særlig godt i hinandens selskab eller det var hvad hun ville bedømme det til. Hun havde ikke tænkt sig at give sig selv til Demetri eller i hvert fald ikke herude hvor en hver ådsels æder kunne komme og overfalde dem. Alane nød tætheden mellem dem, endnu mere da han ham hev hende tættere på. Han vidste da også lige hvad han skulle gøre men han havde sikkert også haft mange år til at øve sig. Hun kiggede kort på ham inden hun lod sine øjne glide i. Hun sukkede stille da han blidt greb om hendes hår. Hun bød hans tunge velkommen med sin egen og legede med på hans lille leg. Det varede dog ikke længe efter han havde dykket hende ned før hun brød kysset. Roligt sugede hun noget luft ned i sine lunger. Hun slikkede sig stille omkring munden og så på ham. Det blødte efterhånden ikke så meget mere fra hendes sår men stadig en smule dog. Hun betragtede hans øjne. De fangede hende og hun kunne slet ikke se væk.

Han kiggede roligt og nærmest helt sagsløs på hende imens hun lå der i hans stående favn, Han smilede skævt som var han en anden teenager dreng der skulle charmere sig, dog blev smilet større og større og tilsidst kunne man se hans tænder i det åbne smil. Det der var med Demetris tænder var at han ikke kun havde 1 par hugtænder men 2. De store til at bide med, og nogle lidt mindre men som stadig var større end normale tænder til at holde fast i kødet på ofret, dog huggede de sig også ned i huden så der kom endnu mere blod. Alle Klusisskaerne havde de tænder, det skyldtes den vampyr som havde forvandlet dem og taget det menneskelige liv fra dem. "Du nyder det?" sagde han nærmest spørgernde imens smil begyndte at gå fra et skævt drenget til et mere lumsk og fyrrigt smil. Hendes lyse hår var flettet imellems hans finger, det var blødt, det føltes nærmest som silke tråle der var imellem hans fingre, og så var det lyst.... eller ligefrem hvidt. Det var smukt.

Let slikkede hun sig om munden igen for at sørge for at blodet ikke løb ned på hendes trøje. Hun havde og ikke lige opfanget at det allerede var for sent. Roligt lod hun blikket glide rundt, der var helt mørk, intet andet lys end månen som skinnede højt over dem. Det varede dog ikke længe før hun så ham i øjnene igen, hun kunne simpelthen ikke lade være, de var bare umådeligt smukke sådan som de så ud nu. Helt hvide. Lige så hvide som hendes hår var faktisk. Hun havde lyst til at række ud og røre hans tænder, mærke hvor skarpe de egentlig var. Let rakte hun den ene hånd op til hans mund, først lod hun sin finger glide over hans underlæbe som var dækket af hendes blod, forsigtigt gled den over hans tænder eller i hvert fald to af dem. Med det samme hendes finger havde kontakt med spidsen gik den op, såret var ikke dybt men der kom dog noget blod derfra alligevel. Hun fjernede dog hånden og lod den glide omkring hans nakke atter engang. En let rødmen gled over hendes kinder som et fint lag støv. Det kunne godt være han havde formuleret det som et spørgsmål men han kendte allerede svaret selv. "Ja", hendes stemme var ikke mere end en hvisken men hun vidste han kunne høre hende. Alane lukkede kort sine øjne i og nød hans hånd i hendes hår, det var en rar følelse. Dog åbnede hun dem igen kort tid efter og kunne ikke lade være med at hæve et enkelt perfekt øjenbryn over hans nu lumske smil.