Genforening af forsvundet familie - Lucky

Sted: havnen omkring handelshuset "Red Arrow"
Vejr: solrigt og varmt, med en blid lun brise
Omgivelser: Masser af folk, dog ingen vagter.
Tid: 14:30
@Lucky

Skibet Draconia havde lige lagt sig til en af havnekajerne, og besætningen, som bestod af to tredjedele Draconianer og en tredjedel blandet væsener (elver, mennesker og varulve), var i fuld gang med at losse de tønder og kasser af vare, som skulle bringes til handelshuset "Red Arrow". Skibets Kaptajn Jack Black og Quatermaster Saxon gik i dyb samtale ned af landgangen og med retningen af handelshuset. De snakkede om hvad de manglede på øen og hvad de kunne bruge mere af.
Halvvejs imellem skibet og handelshuset, standsede Jake pludselig. Han havde en mærkelig følelse i kroppen, uden at kunne forklare hvad der var galt. Saxon så bekymret på sin kaptajn og leder.
"Hvad er det?" Han viste at Jake ikke standsede sådan, uden at der var noget som alarmerede ham.
Jake så sig roligt rundt, men kunne ikke finde løsningen på sin følelse. Så han valgte at forsætte hen til handelshuset.
"Jeg ved det ikke, Saxon. Har en følelse af.. ja, jeg ved ikke hvordan jeg skal forklare det. Men jeg føler at der er noget vigtigt i nærheden." Han rystede på hovedet af afmagt. Han hadede når han ikke have styr på det, og særligt når det var hans krop og sind, som satte ham i den bane.

Handelshuset var nærmest fyldt til renden med de diverse handlene og varer. Der var flere skibe som havde lagt til kajen i dag så stemningen var helt i top. Lucky var for nogen dage siden ankommet til Aquener for at spendere nogen dage med hans storesøster Elain og hendes familie. For flere år tilbage havde hun giftet sig med en handelsmand og nu ventede Elain deres andet barn. Han selv var her dog ikke kun får at have det sjovt. Hans far havde sendt ham afsted med varer fra deres egen smedje som hans søster og hendes mand skulle hjælpe ham med at sælge. Det var trods alt en perfekt dag og mulighed for at promovere deres egen butik.

Lucky var godt i gang med at sætte boden op da han fik en underlig fornemmelse. Det var som om noget trak i ham. Han kiggede straks op fra sit arbejde og lagde en hånd over sit hjerte.
"Hvad er der?" spurgte Elain kærligt. Hun sad i en stol ved siden af ham og aede ømt sin mave. Lucky blev hevet ud af sin korte trance og kiggede over mod hende. Der var på ingen måde han kunne forklare hvad der lige var hændt, så han rystede på hovedet.
"Ikke noget..." sagde han og smilede til hende.
"Hvor lang tid er der til at du skal føde?" spurgte han for at tænke på noget andet. Hun kiggede ned på sin mave og aede den med en ømhed som kun en mor kan udvise. Hendes mave var blevet rigtig stor over de seneste par måneder og det var tydeligt at se at de begge glædede sig. Det havde varmet Lucky's hjerte, de få dage han havde været der, hvor stor en kærlighed de havde for hinanden og deres familie. De elskede hinanden højt... som en familie burde. "Lægen sagde at det kun er et spørgsmål om få uger nu... vis jeg ikke vidste bedre ville jeg nok sige at jeg kunne springe ved hvad andet øjeblik nu," sagde Elain og lo. Lucky grinte med idet det trak igen. Hans øjne spærrede op og han kiggede ud mod havet. Han trak som om hjertet igen og følte en underlig higen. Hans ben var underlig urolige og han havde en sådan lyst til at løbe... løbe hen mod hvor hans hjerte trak ham hen.

Jake og Saxon var ikke mere end lige trådt ind i handelshuset, før en stemme fik deres opmærksomhed.
"Ved havets gudinde. Jake!" Det var Mikkel, handelshusets første mand, som havde fået øje på dem. Han kom gående imod dem og de mødtes i midten af huset, hvor de gav hånd som gamle venner.
"Hvad har du gjort af Taliia? Det plejer da at være hende, som kommer med varene. Du har som regel nok at lave med rådet og øen." De grinede alle tre. Jake mærkede igen den mærkelig følelse, denne gang var det som om den trak i ham, men han skubbede det fra sig, og smilede til Mikkel.
"Hun er sammen med Seuzan og deres datter på besøg hos hans familie. Saxon, vil du gennemgå listerne med Mikkel?" Saxon nikkede, da han kunne se at Jake igen var optaget af den mærkelig fornemmelse.
Da de var gået, så han sig langsomt rundt i handelshuset, som om han søgte noget her inde. Hans øjne stansede ved en af de private boder, som var stillet op her inde. En kvinde sad på en stol og aede sin mave. Et smil gled over Jakes læber, da han tænkte tilbage på Racos mave, den gang han ventede Connor. En mand, formodentlig draconianer af udsene, fangede Jakes blik og den mærkelig følelse kom igen.

Lucky havde vendt sin opmærksomhed tilbage mod sit arbejde og prøvede lige så roligt at skubbe følelsen fra sig. Det gav overhovedet ingen mening... hvad var det her og hvorfor ville det resolut have ham mod havet? Hvad ventede der ham? Det var ikke nemt at skubbe fra sig... især ikke da det trak igen. Denne gang hårdere mod indgangen til handelshuset. Lucky blik blev revet mod en gruppe som lige havde trådt ind. Hans blik blev fanget af en mand, draconianer af udseende, som selv kiggede tilbage på ham. Idet deres øjne mødtes spærrede Lucky's øjne op og han tabte alt det han havde i hænderene. Det var en tung værktøjskasse som heldigvis hverken gik i stykker eller ramte ham selv over fødderne.
"Lucky!," sagde Elain forbavsende og rejste sig straks fra stolen, stadig med en hånd for maven.
"Er du uskadt? Er du ilde...?" Elain tog med begge hænder om Lucky's ansigt og kiggede bekymrende på ham.

Lucky hørte hende som sådan ikke. Det var som om alt andet støj omkring ham var blevet... stumt. Han mærkede dog hendes hænder og kiggede uforstående på hende. Hvad skete der med ham? Han vidste den end ikke selv. Han havde aldrig prøvet noget lignende. Han placerede begge sine hænder ovenpå hendes og lukkede øjnene. Han tog en dyb indånding for ligsom at falde ned igen. Han åbnede dem igen og kiggede ind i hendes blide brune øjne.
"Jeg ved det ikke..." svarede han kort hvorefter han kiggede tilbage mod manden og Elain fulgte hans blik.

Da deres blikke mødtes følte Jake det som om at han så ind i sin onkels ansigt. Han gispede og måtte kæmpe mod sig selv for ikke at styrte manden til hjælp, da han tabte værktøjskassen, som gav et voldsomt rabalder. Jake tvang sig selv til at gå roligt over til dem og smilede venligt, da han standsede foran deres bod.
"De er vel ikke kommet noget til? Det lød til at være en meget tung værktøjskasse." Hans blik hvilede ved mandens ansigt, og han måtte rømme sig en smule før han kunne forsætte.
"Har vi mødt hinanden før?"

Lucky fulgte stille og rolig med idet at den fremmede mand kom nærmere. Selv havde han langsomt sat sig ned på hug for at løfte kassen op igen. Han tog godt fast om den op løftede den op i sine arme. Elain stod stadig ved hans side og fulgte varsomt manden med hendes blik.
Det gav et lille sæt i Lucky idet den fremmede talte til ham. Han smilede venligt og rystede på hovedet,
"tak for deres bekymring... men jeg er skam okay," sagde han og satte kassen fra sig.
"Det er det nemlig. En ret tung krabat den her men... mine tær overlevede heldigvis," idet han sagde det smilede Elain.
"Heldig som altid hva', Lucky?" sagde hun spøgefuldt og gav to klap på skulderen. Tja, det var der vel noget om. Lucky lo lidt hvorefter han kiggede på den fremmede mand. Han kunne simpelthen ikke lade være og det virkede lidt til at den fremmede havde det på samme måde. Elain kiggede bare uforstående frem og tilbage på de to.

Lucky løftede brynene da han spurgte om de kendte hinanden. Der løb et sug igennem ham og det var som om at hans krop skreg at de kendte hinanden. Lucky var dog ret så sikker på at de aldrig havde mødt hinanden før. Det ville han have kunnet huske hvis han havde det på denne måde. Lucky skulle lige så stille til at ryste på hovedet da Elain gispede. Det var som om noget var gået op for hende og hun lagde blidt en hånd på den fremmedes arm
"Undkyld mig... kender de Lucky?" spurgte hun nervøst og håbefuldt. Lucky havde ingen idé om hvad hun tænkte og kiggede spørgende på hende.
"Eller måske... nogen som ligner ham?".

Jake smilede venligt til dem begge. Han lyttede til deres samtale og da kvinden gispede, samt lagde hånden på hans arm, lagde Jake roligt sin anden hånd på hendes.
"Frue, jeg lover dem, at jeg ikke er ude på at gøres deres ven noget. Jeg har en fornemmelse af at han og jeg kender hinanden, uden enlig at have mødt hinanden før." Han så fra kvinden til manden og talte igen.
"Jeg undskylder hvis jeg virker anmassende, men du minder mig om min onkel, Azriel Black. Han er Draconianer ligesom resten af familien. Han var uheldig at miste sin hustru og søn i en søkamp, men har aldrig opgivet at hævne dem. Andre i familien nægter at tro at de to døde i kampen, men blot lever et andet sted."

Lucky fulgte lige så stille med i samtalen. Han var enlig glad for at han ikke var den eneste der havde det på den måde, men hvad skulle det hele betyde? Hans hjerte var så stille begyndt at banke hurtigere.

Elain's smil blev større af det hun hørte og det var lige før at hun fik tårer i øjnene. Hun rystedet derefter på hovedet og klemte den fremmede blidt på armen.
"Det skal de skam ikke undskylde for... ser de, i har muligvis givet os håb." Derefter vendte hun sin opmærksomhed mod Lucky og tog hans hånd. Hun trak blidt i ham og han stillede sig tættere på. Lucky var stadigvæk en smule forvirret. Elain smilede bare varmt til ham og gav hans hånd et lille klem.

"Lucky, min kære, husker du den fortælling om den dag vi fandt dig," Lucky nikkede roligt og hun fortsatte. "Den dag jeg fandt dig var en af de mest fantastiske dage i vores liv... men også den mest skræmmende i mit," sagde hun og lo lidt. "Jeg havde aldrig før været så bange i hele mit liv. Der går jeg i mine egne tanker på vej ned mod stranden da jeg ser den. En. Kæmpe. Sort. Drage." Hun holder en kort pause hvorved at hun ligger en hånd på sit hjerte.
"Jeg havde aldrig set noget lignende... mit hjerte bankede som en gal og mine ben bønfaldte mig om at gå... løbe langt, langt væk" Hun lagde derefter sin hånd på Lucky's kind. "Men, det gjorde jeg ikke. Heldigvis. Der var noget, næsten bønfaldne, som bad mig at komme nærmere..." pause, "Hun bad mig at komme nærmere. Din mor." Elain kiggede derefter på den fremmede og smilede til den fremmede.
"Hun havde nogle af de smukkeste grønne øjne jeg nogensinde havde set... præcis ligesom Lucky her," idet Elain fortalte mere kunne Lucky mærke hvordan han begyndte at kigge ned mod jorden på hans fødder. Han havde godt hørt historien før... hvordan Elain havde fundet ham og hans mor. Det var ikke noget som han hele tiden tænkte på men det rørte ham dybt hver gang han blev mindet om det. Mindet om hvordan hans mor kort tid efter havde sovet ind... død. Han ville sådan ønske at han kunne huske hende men, han havde ikke været andet end et spædbarn.
"Sådan som de fortæller deres historie... kan jeg ikke lade være med at tænke, nej, håbe..." hun placerede derefter blidt hendes hån under Lucky's hage og løftede den.
"Kig godt efter... ser de... hendes øjne... deres onkels udseende, i min Lucky's ansigt?" Lucky kiggede med opspærrede øjne på sin søster. Han var nervøs og hans hjerte bankede derudaf. Han kiggede derefter på den fremmede og nærmest låste øjne med ham og faldt lidt ned. Kunne han være... kunne dette være han familie? Hele hans krop skreg over familiariteten. Han håbede noget så inderligt at hvad end hans hjerte følte var sandt.

Jake var stum af overraskelse, da han hørte historien. Han kunne dog ikke huske om hans tante havde været dragonlycans, men noget tydede på det. Han huskede ikke meget af hende, men hans onkel derimod.
"Jeg indrømmer at jeg ikke kan huske ret meget om min tante, men min onkel. Ham husker jeg ret godt, og ja, du har en lighed med ham. Har do ikke set ham i flere år. Tror sidst jeg så ham var for et par hundrede år siden til noget familie forsamling." Han gned sig om hagen med fipskægget og mumlede uden at tænke.
".. eller var det mere fire hundrede år?"

Lucky's hjerte sank lidt da han nævnte at han ikke huskede hans mor... men håbet var der stadigvæk. Elain måtte have tænkt for hun smilede varmt og kærligt til Lucky. Der var stadigvæk håb. Håb om at... han havde nogen et andet sted i verden... en familie. Tanken slog ham hårdt. Han havde en familie... Han kiggede på Elain. Han havde to familier.

Ord ville ikke kunne beskrive hvor taknemmelig han var for den familie han havde. De kunne have ladet som ingenting den dag og bare have ladet ham dø med sin mor. Det ville have været så let. Ikke en extra mund at fodre og opdrage. Alt den energi og tid som de kunne have sparet... men de gjorde det ikke. De tog kampen op og gav ham alt det som han havde brug for. Han elskede dem af hele sit hjerte men, han ønskede også så inderligt at lære de mennesker af kende som havde sat ham i verden. Hvem var de? Hvor hørte de til? Hvilke historier havde de at fortælle om de ting de havde set og oplevet i tidernes løb? Tankerne fór rundt i hovedet på ham men et klem fra Elain's hånd og han var bragt tilbage.

Denne fremmede, hvem end han var, var lige nu hans eneste ledetråd. Hans eneste rigtige ledetråd igennem flere år. Han måtte bare vide hvem denne mand var... og finde ud af om han rigtigt kunne lede ham til hans far. Azriel Black, muligvis. Lucky rømmede sig kort hvorved han åbnede munden, tøvende,
"Jeg ville være beæret over at høre mere om dem og om deres onkel Azriel... Det her virker måske lidt underligt men, jeg føler også at jeg... jeg kender dem." Han kørte en nervøs hånd igennem sit stride sorte hår inden han fortsatte.
"Har aldrig oplevet noget lignende før og de er muligvis mit eneste håb om... om at finde min familie," han blev lidt stille inden han igen fortsatte.
"Jeg, jeg er fuldt forstående for hvis de ikke har tid, men så kunne jeg måske finde dem senere for at høre mere. Måske over en øl?" Han kiggede håbefuldt på den fremmede... en fremmed som måske ikke var så fremmed igen.
"Mit navn er Silas Blackstone forresten, men de fleste kalder mig Lucky," sagde han smilende og rakte sin hånd ud i en hilsen.

Jake blev rykket tilbage til nuet, da Lucky, eller Silas som han præsenterede sig, talte. Han så igen undersøgende på ham og smilede venligt, nærmest broderligt.
"Jeg store torsk. Har helt glemt at være høflig." Han bukkede let.
"Mit navn er Jake "Seabreather" Blackfire. Jeg er første søn af Sitka 'Seawolf' Black, som er bror til din far, Azriel Black. Vores familie er bosat på en af Blodsøerne og selv har jeg hjem på øen Dead Mans Rock, hvor jeg lever med min mage og sønner. Min mage og jeg har sammen startet piratklanen BlackFire." Han så sig kort overskulderen og fik øjenkontakt med Mikkel og Saxon. Et kast med hovedet fra Jake, og de to kom hen til ham.
Mikkel her er første mand her i handelshuset. Han ved altid hvordan I vil kunne komme i kontakt med mig. Saxon her er min højre hånd ombord og skibets Quatermaster. Begge mænd bukkede for Silas og kvinden.
Jake forsatte imens han lagde en blid hånd på Silas' skulder.
"Silas her er min fætter på min fars side. Familien troede at han var gået tabt, men Hydra ville at vi skulle genfinde hinanden." Han smilede stort og varmt. Øjnene lyste af glæde.
Saxon smilede, han havde godt læst de breve, som Jake havde fået fra familien igennem de sidste mange år. Både han og Quin havde altid været meget tæt på Jake. Han var glad for at Jake endelig kunne skrive glædelige nyheder tilbage til familien.

Det var... overvældende for at sige det mildt. Lucky kunne ikke helt samle sig selv og Elain, ja, Elain var begyndt at græde imens hun holdt en hånd for sin mund. Lucky tog hende ind til sig og holdt om hende. Han hvilede sin hage på hendes hoved og aede hende blidt på ryggen.

"Du fandt dem... Lucky, du fandt dem," sagde hun med en bævrende stemme og holdt om Lucky. Lucky sagde ikke noget og blev ved med at ae hans søster. Selv kørte tankerne rundt i hovedet på ham og det snurede for ham. Men at holde om hans søster gav ham styrke. Hvis ikke hun var der havde hans knæ nok givet op og han var faldet til jorden. De føltes i alt fald lidt dom gelé lige nu. Elain stoppede med at græde for at kigge op på Lucky hun smilede med al den kærlighed hun rummede og lagde begge sine hænder om hans ansigt.
"Du lever i sandhed op til dit navn... vi troede at alt håb om at finde dem var fortabt, men, guderne være lovet, her står de. I levende live... din familie," det sidste sagde hun noget sørgmodigt og Lucky vidste straks hvorfor. Hun mente hans rigtige familie... dem af kød og blod. Hun regnede ikke sig selv og de andre med i den sætning. Lucky aede hende i håret og kyssede hende pande.
"Elain, du er min familie og vil altid være det. Intet kan nogensinde ændre på det," idet han sagde det begyndte Elain lige så straks at græde igen. Han tørrede tårene bort med sine rug hænder og smilede med al hans kærlighed til hende. Derefter kiggede han over til Jake.
"Nu er min familie bare... mere udvidet," sagde han og grinte lidt.
"Vis de altså vil vide af mig," sagde han og kiggede spørgende på Jake.

Jake så smilede til imens hans fætter tog sig af sin grædende søster. Det var altid noget at tårerne var af glæde. Han klukkede af Silas' ordvalg om at familien bare var mere udvidet. Og da han spurgte om Jake ville vide af ham, begyndte han at le hjerteligt, imens han lagde armene om dem begge.
"Selvfølgelig vil jeg vide af dig, fætter og det vil så gøre din søster til kusine, blod eller ej." Han lo og gav dem et knus.
"Og i skal være velkommen til at komme med til mit hjem på Dead Mans Rock." Jake var så glad for at han var taget afsted, selv om det havde krævet en del overtalelse af Raco. Dette var den første tur han havde været på siden han havde fået at vide at de ventede Connor, hvilket ville sige at han ikke havde været ude og sejle i mere end tyve år. Men rådene og møderne på slottet havde også holdt ham i gang.

Det var som om hans hjerte svulmede af den pludselige lykke og glæde. Han havde fuldstændig glemt alt om at Jake havde nævnt at han var pirat... og en stor del af familien også var det. Det var dog en mindre detalje lige nu. Lige nu, levede han bare i øjeblikket... øjeblikket hvorved at håbet om at møde hans familie var større end det hidtil havde været. Han havde faktisk troet at han aldrig ville finde dem. Han havde trods alt ikke haft den fjerneste idé om hvor han havde skulle starte, eller hvordan han skulle finde frem til dem. Han havde ikke haft noget at gå ud efter... end ikke et familieklenodie. Det eneste han havde var sine mors øjne, som Elain havde sagt, og hans fars udseende.  

Det var en overvældende tanke at nu kunne han møde sine forældre... eller en af dem. Hans far, men det bekymrede Lucky en smule at Jake ikke havde set ham, i hvad, flere hundrede år. Ville det så være muligt at finde ham? Det håbede han i alt fald. Han havde en del spørgsmål som han umådeligt gerne ville stille ham. De fleste var om hans mor. Hvordan hun så ud og hvordan hun var... måske kunne de endda fået indhentet noget tabt tid fra alle de år de havde været adskilt. Han håbede bare at han var i live til at stille ham alle de spørgsmål.  

Lucky var glad for at høre at Jake ikke kun accepterede ham selv men også hans søster. Det betød alt. De svælgede i øjeblikket indtil at Elain udstødte et lille støn. Hun tog sig til maven og smilede stort.
"Ser ud til at den lille siger hej," sagde hun og grinte. Derefter vendte hun ikke opmærksomheden mod Jake.
"De har nok ingen idé om hvor lykkelige de har gjort os idag. Det ville være os en stor glæde at besøge dem," derefter gik hun stille mod sin stol. Hun satte sig ned med et lille "umpf!" og aede sin mave.
"Tror dog først at det bliver efter at denne lille kalorius er ude," hun klappede sin mave for at understrege sin pointe. Hun kunne under ingen omstændigheder tage nogen steder hen med den vom. Ikke med mindre at hun ville føde under rejsen hvilket ikke kunne komme på tale. Derefter pegede hun på Lucky,
"men ham der er nok klar når som helst." Lucky spærrede øjnene op og kiggede på sin søster. Han skulle lige til at sige noget indtil at Elain holdt en hånd op for at stoppe ham.
"Jeg skal nok sende brev til Papa. Du er trods ikke hans eneste smed og vi kan tage os af salg og varer vis det er nødvendigt." Hun så resolut på Lucky. "Du gør hvad du har lyst til min kære. Resten skal vi nok klare."

Han smilede bredt da Elain snakkede om barnet.
"Ja, det er ikke altid lige nemt. Jeg kan huske det fra både min mage og svigerdatter, da de ventede sig. Og jeg forstår udemærket hvis Silas, eller er det Lucky?
Han så kort over på sin fætter. "..ville vente med at møde familien indtil dit barn er kommet godt til verden." Han så hen på Saxon.
"Tror du der stadig er nogle af de urter Tal brugte under sin graviditet?" Saxon smilede og nikkede.
"Det er der. Hun sagde at det sikkert var en god ide at beholde nogle ombord. Jeg henter nogle." Med de ord vente han sig om og gik tilbage til skibet. Jake så på Elain igen.
"Min svigerdatter, som også ejer dette handelshus, sejlede meget imens hun ventede sig, og havde derfor en del urter som hjalp med både kvalme og andet ubehag i forbindelse med at barnet blev mere aktiv."

"Nej, det er det nemlig ikke. Det er noget af en vægt at bære rundt på og jeg har ikke set mine egne fødder i flere måneder," pause. "Men i sidste ende er det, det hele værd. Selv alt sparkeriet," sagde hun og klappede sin mave. "Tror at det er en knægt sådan som den rumstere rundt hele dagen... min mand derimod tror at det er en pige. Kun fordi han mener at den tager after sin mor," sagde hun og rullede med øjnene. Catherine havde fortalt at Elain var meget aktiv og eventyrlysten som barn. Hun forsvandt oftest i flere timer og kom derefter tilbage beskidt og med skravede knæ. Hun sagde også at det var nok derfor at deres far tidligt var blevet gråhåret... ikke at det var til at stole på.

"Forstår udmærket din forvirring. Vi navngav ham skam Silas, så det er hans rette navn, men alle kalder ham stort set Lucky. Det er... bare noget vi altid har gjort. Især efter..." Elain stoppede. Hun havde taget sig selv i at oversnakke og kiggede bekymret på Lucky. Det var trods alt ikke hendes historie at fortælle men Lucky's. Lucky gnubbede bare sit dybe ar på halsen. Det var ikke en historie som han gad mindes. Den havde trods alt arrede ham ikke kun fysisk men også mentalt. Efter hændelsen havde alle fortalt hvor heldig han havde været men, for at være helt ærlig havde han været den oplevelse foruden. Det havde enhver nok.
Lucky nikkede til Jake's svar. Han ville umådeligt gerne være der til at byde det nye medlem af familien velkommen. Han glædede sig sådan til at blive onkel igen... også selv om han ikke var det af kød og blod. Ikke at det betød noget.

Elain klappede hænderne sammen lykkeligt idet han nævnte det med urterne.
"Jamen det er jo alt for galt," sagde hun storsmilende. "Fortsætter de på denne måde ved jeg slet ikke hvordan jeg skal betale deres venlighed tilbage," sagde hun drillende men mente hvert et ord. De havde lige pludseligt en masse at være taknemmelige overfor i dag. Lucky stod ved siden af sin søster og nikkede i enighed.
"Tja, vi kunne jo invitere dem til spisning i vores villa som en start..." kom det lige pludselig bag dem. Der stod Fernando, Elain's mand, med en hånd på hendes skulder.

Jake lyttede og nikkede forstående, da Elain stoppede sig selv i at tale. Han havde på fornemmelsen at det var et følsomt emne.
"Vi har alle, noget som vi ikke er glade for at tale om til alt for mange." Han smilede da Lucky nikkede til det andet han havde sagt om at de kunne vente til barnet var født. Og da Elain begyndte at tale om at det var alt for galt, åbnede han munden for at sige noget, men en anden mand kom han i forkøbet. Han smilede til manden og bukkede.
"Det er det mindste jeg kunne gøre. Når vi alligevel har urterne ombord, og jeg ved at min svigerdatter vil blive henrykt over at have hjulpet en anden gravid kvinde med sine urter. Hvad angår invitationen, så takker jeg mange gange for venligheden." Han rettede sig op og rakte hånden frem imod manden, som nu stod med en hånd på Elains skulder.
"Mit navn er Jake Blackfire og jeg har netop været så heldig at finde min fætter. Og det skal være mig en glæde at udvide familien med dem og deres hustru, samt resten af jeres familie."

Fernando smilede venligt og tog Jake's hånd Han gav den et godt klem inden han svarede.
"Mig en fornøjelse at møde dem Jake og det manglede da bare," sagde han hjerteligt og fortsatte. "Mit navn er Fernando Rivera og lade mig endelig byde dem velkommen til familien." Derefter trak han hånden tilbage og lagde den på sin kones anden skulder. Elain smilede hjerteligt til sin mand og klappede kærligt en af hans hænder. Fernando var en fin mand med kulsort hår og mørkebrune øjne samt olivenbrun hud. (dog mørkere end Lucky) Hans skæg var velplejet, tæt og gik ud i lidt af en spids.Han var af gennemsnitlig højde, mellem bygget og ikke så muskuløs igen men han var stadigvæk ikke en man skylle bide skeer med. Han var en mesterfægter og passede man ikke på kunne man snildt miste en hånd.

"Jamen, så er det en aftale! Du er mere end velkommen til at tilslutte os i aften til noget middag og noget godt vin" sagde Elain med sin opmærksomhed tilbage mod Jake. Elain så så spændt ud. Hun lignede i alt fald én som var i færd med at ligge en hel masse planer.
Lucky kunne ikke lade være med at smile af sin søster... hvis der var noget hun elskede så var det at ligge planer. Især middagsplaner. Hun var et meget socialt menneske, hvilket i bund og grund var perfekt taget i betragtning af den familie hun havde giftet sig ind i. Rivera var en familie bestående af en lang generation af handelsmænd med kontakter overalt. De havde også en stor handelsflåde som handlede med alt lige fra krydderier, silke, våben med mere.

Mikkel kom hen og stillede sig i nærheden af forsamlingen, imens han rømmede sig.
"Undskyld jeg afbryder. Men Jake, jeg er nød til at have dig til at tjekke nogle ting, som skal med tilbage til Jeres handelshus. Det var noget Taliia bad mig om at skaffe sidst hun var her." Han bukkede for Lucky og hans familie.
"Hvis jeg på nogen måde kan være behjælpelig med jeres vare, så må I endelig sige til. Jeg ved at Taliia ville gøre det samme, særligt for sin familie." Jake klukkede.
"Ja, det ville ligene hende at gøre det. Hun er ikke skovelver af sind for ingen ting. Hvis I vil have mig undskyldt, så må jeg heller holde øje med folkene." Han klukkede igen, inden han så på Elain, hendes mand og Lucky.
"Hvor skal jeg slutte mig til jer? Og på hvilket klokkeslæt?" Saxon kom ind af døren med et par brune skindposer i hånden. Han kom over til dem og rakte dem frem til Elain, sammen med et pergament ark, hvor der stod instrukser om brugen af urterne.
"Jeg tror Taliia har haft andre kvinder i tankerne, da hun ordnede poserne. Hun har endda lavet instrukser."

Lucky havde nærmest helt glemt hvad det egentlig var at de var i færd med. De var trods alt taget herhen med det formål at sælge. Det at Mikkel brød ind fik ham til at huske var det var han skulle. Han blev selv lidt flov men det var vel forståeligt nok at hans tanker havde været et andet sted. Det var trods alt ikke hver dag at man fandt sin forsvundne familie.
De alle sammen nikkede til det venlige forslag om vis de manglede noget. Det var lige pludselig også nogle rigtige gode kontakter som de havde fået sig. Det var da altid noget ud over at finde noget forsvunden familie.
"Tja, i aften klokken syv, hvis de har tid og lyst. Vores villa ligger ikke så langt herfra og vis du vil kan vi lave et kort til dem med vejledning?" sagde Elain til Jake. Fernando stod og nikkede i enighed med sin kone. Da Saxon kom med skindposerne tog Elain glædeligt imod dem. Lucky vidste ikke hvem denne Taliia-person var men han kunne se at hans søster allerede nok var rigtig glad for hende. Hvis hun også var en del af familien ville de jo nok mødes på et eller andet tidspunkt. Eller det håbede han i alt fald. Han var ret sikker på at hende og hans søster nok havde en del at tale om. Det plejede kvinder at have til Lucky's erfaring. Ikke at det var tilfældet for alle vel...
"I alt fald, vi ville vi være rigtig beæret over at se dem igen... ikke også Lucky,?" sagde hun og kiggede på Lucky. Han smilede med et hint af varme kinder. Han nikkede og kiggede på Jake... hans fætter.

"Det ville..." stille, ikke helt fortsætte på den sætning, "jeg ville være rigtig glad for at se dig igen," sagde han i stedet.

Jake smilede og nikkede.
"Det lyder fantastisk, og ja tak. Jeg vil meget gerne have et kort." Smilet blev større og en lille kluk latter undslap ham, da han så hvordan Elain tog imod poserne med urter. Da Lucky begyndte at tale, gik Jake hen og lagde sin ene hånd på Luckys skulder. Hans øjne var fyldt med forståelse og glæde.
"Det lover jeg at du skal. Nu hvor jeg endelig har fundet dig, slipper jeg ikke kontakten. Med mindre du kræver det."

"Jamen så skal de straks få et," sagde Fernando og forsvandt væk for at finde nogle af sine mænd.

Lucky stod nu tilbage med sin søster og mærkede hvor overvældet han var. Han hjerte bankede lidt ekstra af glæde og han smilede stort af det Jake sagde. I mange år havde han gået og drømt hvordan hans familie måtte være. Hvordan det ville være at møde dem. Han havde også gået meget og tænkt over hvordan de måtte se ud og nu... nu havde han et billede af dem. Eller i alt fald én af dem. Hans fætter. Han indrømmede gerne at han nok ikke havde gået og spekuleret meget over hvordan hans fætre måtte se ud men nu... nu var det at møde hans fætter det som gav ham håb og en umådelig stor glæde. Det og at få at vide at han var ønsket. Han havde slet ikke turde forestille sig hvordan det ville være vis de slet ikke gad ham. Det virkede trods alt til at de havde deres eget liv.
"Det skal du nok ikke regne med," sagde han hjerteligt imens en tåre faldt fra hans øje. Det kunne ikke komme på tale at han ville slippe kontakten. Han havde det trods alt på samme måde som Jake.

"Tak for alt Jake," sagde han og klappede ham på skulderen.
"Glæder mig til at se dig i aften og høre mere om familien og ikke mindst dig selv." Elain sad bare og storsmilede imens hun så på. Hun glædede sig på sin brors vegne og glædede sig også mest af alt til at få en kop the snart.

Imens de stod og nød øjeblikket kom Fernando glad tilbage med et sammenrullet kort.
"Værsgod! Et styks kort så de ikke farer vild," sagde han hvorefter han rakte Jake kortet.

Jake lod den ene hånd tørre tåren bort fra Luckys kind, imens han smilede. Derefter lagde han hånden om Luckys baghoved og skubbede det let fremad, imens han selv bøjede sit hoved let. Til sidst mødtes deres pander og Jake hviskede.
"Blodets bånd binder os sammen. Der er intet jeg ikke ville gøre for familien, om det er min mages eller min fætters."
Da Fernando kom tilbage rettede han sig op og tog imod kortet med et buk.
"Mange tak." Derpå så han rundt på de forskellige og smilede.
"Så ses vi senere i aften. Og nu må jeg heller se at få styr på det som sker uden for." Jake havde hørt nogle råbe og juble udenfor, noget som tyde på at en slåskamp var begyndt. Derfor gik han hen imod udgangen og det var som om han forandrede sig en smule til at være mere brysk og hård. Han var heller ikke nået mere end udenfor, før hans brøl kunne høres.
"Hva Fanden har I gang i? Vi er ikke kommet i havn for at I skal skabe ballade. Et ord eller en næve til og natten står på nedfaldne kale. Samt måneders forbud imod at sejle eller kamp." Dét fik omgående folk til at standse. De af Draconias besætning som var imellem slagsbrødrene satte sig omgående på række med hænderne på ryggen og hovederne løftet. De kendte alle straffen for at starte slagsmål. Jake gik fra den ene ende af rækken og gav hver enkelt en syngende lussing. Ikke en gav en lyd fra sig, da det bare ville indkassere en mere. Da han var færdig så han rasen på folkene og knurrede.
"Afgang." Besætningen rejste sig og gik direkte ombord på Draconia, hvor de blev resten af den tid de lå til kaj. Han sendte de andre folk et arrigt blik som næsten kunne svide malingen af træ og knurrede.
"I forsvinder også, jeg vil ikke se nogle af jer her, så længe jeg er her i havnen. Forstået?" Folkene bakkede nervøst og nikkede, inden de løb. Ingen af dem turde sige denne vrede kaptajn imod. De af besætningsmedlemmerne som ikke havde være involveret i slagsmålet, stod med bøjede hoveder. Jake sukkede og mumlede noget, som kun de hørte. Noget som fik dem til at nikke og forsvinde ind på de forskellige kroer i området. Jake stod tilbage og sukkede, inden han Han løftede hovedet og smilede svagt, da en blid brise kærtegnede hans ansigt. Han savnede vinden i håret på havet, men hans forpligtelser hjemme gav ikke megen tid til selv at være på havet.

Lucky havde ikke helt lagt mærke til at det som foregik udenfor da han havde været optaget af det som Jake havde sagt. Da Jake gik vendte han sig mod lyden og kunne gætte sig til at der var opstået noget turmult. Det var ikke noget som kom bag på ham da sådan nogle ting skete til tider. Uanset hvor man var kunne sådanne situationer opstå... især når der var en masse mennesker samlet... og penge. Penge især da det var noget der kunne få det værste frem i folk. Uden at tænke over det gnubbede Lucky lige så stille sit ar på halsen... Ja, penge kunne i sandhed vække de værste dæmoner i folk.

Det gav dog et lille sæt i Lucky da han hørte Jake's stemme forandre sig. Det skræmte ham ikke som sådan men havde lige mødt ham og havde kun set hvor venlig og rolig han var. Det her... det her var noget helt andet. Det her stemmen af en mand som var i kontrol og kommando. Det mindede ham lidt om første gang hans far havde sat en svend på plads. Hans far havde for ham altid været en rolig og mild mand men man skulle ikke skue en hund på hårene. Hans fars stemme var noget som kunne skabe ærefrygt hos mange. Jake's stemme lige nu var noget som godt kunne minde om den men den var dog mere... brysk og arrig end noget Lucky havde hørt før.
Det var der at han igen kom i tanke om... Jake var en pirat. Det var noget som han før havde nævnt men som lige kort var blevet nævnt og... vis Jake var en pirat var der stor chance for at den familie han havde nævnt nok også var, tja, pirater.

Vent! Ville det også sige at hans egen far muligvis også var en pirat? Lucky var ikke helt komfortabel ved den tanke. Pirater var trods alt lovløse som slog andre mennesker ihjel. I alt fald hvad han havde set og hørt igennem tidernes løb. Det var i alt fald ikke gode ting som han havde hørt.... men, Jake virkede ikke sådan. Han virkede, ja, rar og venlig. På den anden side havde han jo kun lige mødt ham. Han vidste faktisk ikke noget om ham udover at han var hans fætter.

"Er du okay Lucky", spurgte Elain som havde holdt øje med hvordan Lucky's smil havde forsvundet. Lucky kiggede på hende derefter tilbage til der hvor Jake var forsvundet. Han nikkede stille men i hans inderste var han ikke sikker. Han vidste bare at han havde i aften til at finde ud af mere. Hans hjerte svulmede ved tanken men, han kunne ikke hjælpe hans rysten af skrækken over hvad der mon ventede ham.

Saxon havde stået passiv i nærheden imens Jake snakkede videre med sin fætter og hans familie. Og da Jake var gået ud for at sætte en stopper på slagsmålet, stillede han sig i døren og så på det hele, imens han stille lo for sig selv. Han så dog hen på Lucky, da han hørte Elain spørge om han var okay. Saxon smilede.
"Bare rolig Lucky. Det er sjældent at han er nød til at træde i karakter som dette her. I det mindste ved besætningen at det er bedst at føje ham omgående. Heller få en syngende lussing og blive smidt ombord, end at hænge med hovedet ned af fra en af masterne med et reb om anklerne." Han kunne se at Lucky ikke var helt okay, så han gik hen og stillede sig en halv meter fra dem.
"Det kan godt være at vi er pirater. Men Jake slår kun folk ihjel, hvis de prøver at stikke ham ned først. Vi har oftere fanger med til den nærmeste havn, hvor de bliver solgt som slaver. Hvilket er noget vi kan takker Taliia for. Hun er skovelver og dræber ikke uden en meget særlig grund. Men derfor er hun stadig noget af en heftig kvinde at have som kaptajn. Hun kan faktisk være være end ham, hvis nogle virkelig får gjort hende ond i sulet."